Lørdag d. 18. februar 2012

Hvad er mig ? Hvad er Borderline ? Kan slet ikke finde ud af det ? Det letteste er at give Borderline skylden. Det er jo bare ikke sikkert det er sådan det er.

Ved bare jeg skader mange mennesker på min vej. Og mister dem. Tingene kan ikke komme ud af ingen ting. Så der må være noget om det folk siger.

Når jeg tænker på alle dem jeg har tabt undervejs i mit liv, føler jeg mig som.. ja.. som en har kommenteret til mit indlæg – Hvem har brug for fjender når man har mig ?

Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad der er rigtig og forkert. Kan føle det jeg føler, men ikke.. ved ikke hvad man kalder det.. kan man føle forkert ?

Har gennem hele livet, fået mange grimme ting at vide om mig selv. For at redde den sidste rest af mit selvværd – hvis der skulle være noget tilbage at redde. “Bildte” jeg mig ind, at jeg vælger de folk fra der kan få de værste sider frem i mig. Bryder mig jo slet ikke om dumme mig. Dumme mig, som kommer frem, når jeg bliver vildt frustreret, når jeg ikke forstår mennesker og verden.

Dumme mig som kommer frem når ting gør forbandet meget ondt. Jeg bilder hele tiden mig selv ind jeg arbejder med det, og bliver bedre til tingene. Men falder hele tiden i. Ryger lige tilbage til at blive rigtig ynkelig, føle mig uduelig, ikke værdig til livet.

Prøver at fortælle, forklare andre – ikke altid på en konstruktiv måde, hvad de kan forvente af mig. Prøver at fortælle, hvorfor jeg gør som jeg gør. Føler som jeg gør. Tænker som jeg gør. Og har aldrig lagt skjul på, hvem og hvad jeg er. Jeg kan bare ikke finde ud af det.

Jeg bliver bange, og frustreret, når jeg hører jeg tænker, føler og handler forkert. Bliver rigtig bange. Føler mig meget sikker i min sag – uden på. Inden i brister min verden, og jeg bliver bange for, om jeg er lige til at spærre inde. Om jeg virkelig rammer så meget ved siden af i denne verden.

Jeg er en dårlig mor, en dårlig veninde, en dårlig kæreste – kort sagt et dårligt menneske. Kan ikke finde ud af, hvordan jeg kan jeg være andet. Så.. lige nu er jeg bare det i vil se som nederdrægtig ynkelig, latterlig, barnlig og sprængt fyldt med selvmedlidenhed. Det er jeg også ja. Men jeg er mest af alt frygtelig bange. Bange for hvem jeg er og hvad jeg er. Hver gang jeg tror jeg ved det, finder jeg ud af, at det i hvert fald ikke er sådan folk vil have mig.

Troede ikke det var muligt længere at være så ked af det.

Undskyld til alle de mennesker jeg har trådt på, gjort kede af det, været unfair overfor, for alle de dumme ting jeg har gjort og sagt. Ønsker ikke tilgivelse. Ønsker bare at få fred i mit hoved og beder til Gud for, snart at få det i min sjæl.