UNG MOR

Torsdag d. 28.05.15

 “UNG MOR”

Jeg hedder Melissa. Jeg er 21 år. Og jeg er MOR.

D. 13/6-14 tog mit liv en drastisk drejning. Den fredag havde jeg en aftale hos en speciel gynækolog i Køge. Jeg havde 2 år forinden fået konstateret PCOS – (PCOS er en hormonel forstyrrelse, som ses hos 5-10 procent af kvinder i den fødedygtige alder, og som kan resultere i barnløshed. Forkortelsen PCOS står for Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Polycystisk betyder mange blærer på æggestokken. Ordet syndrom skyldes, at en del symptomer er til stede på samme tid), og var i den forbindelse startet op på en længere række undersøgelser blandt andre hos speciel gynækologen i Køge. Undersøgelsen startede med en samtale med gynækologen, under denne samtale bliver der snakket om mine blodprøver, og andre tidligere prøver. Samtalen ender med, at gynækologen informere mig om, at jeg skal forberede mig på at i mit tilfælde vil det kunne tage flere år med hormon behandling, hvis jeg skal kunne få et barn. Det er en ubeskrivelig følelse når man som UNG kvinde, skal acceptere at børn muligvis ikke bliver en del af ens fremtid. At man ikke selv, har kunne tage det valg, men at ens krop har taget valget for en.

Efter samtalen, skulle mine æggestokke skannes for cyster. Her er det så, at alt hvad jeg lige har fået at forholde mig til, bliver kastet bort. Gynækologen ser på skanningen en tidlig graviditet. Når jeg kigger på min datter i dag, skammer jeg mig over min reaktion den dag; Skammer mig over, jeg var tæt på, at vælge hende fra i mit liv. Jeg var chokeret, rystet og blev overrumplet af hele følelsesregisteret, da jeg blev bekendt med, at jeg var gravid. Min kæreste og jeg brugte efterfølgende weekenden på at snakke, græde og skændtes. Var vi klar til at være forældre? Hvis vi valgte graviditeten fra, havde vi så spildt vores eneste chance, min sygdom taget i betragtning?

Vi valgte at gennemføre graviditeten, og vi har ikke fortrudt et sekund siden. Hun er den største gave i vores liv, og vi kan slet ikke forestille os, at skulle havde levet uden hende. Vores lille glade nulle fis.

Under min graviditet arbejdede jeg meget med mig selv, og jeg gjorde alt hvad der forventes at en vordende mor gør, for at blive klar til vores lille prinsesses ankomst.

Jeg var lykkelig, forventningsfuld og taknemlig. Jeg var forberedt på den opgave det ville være at blive forældre, forberedt på de lange nætter, de mange bleer, det store ansvar, forberedt på alle forældre-livets op og nedture. Hvad jeg IKKE var forberedt på, var den mistillid og de fordomme, jeg ville blive mødt med som UNG MOR.

Mistillid og fordomme fra fremmede mennesker, gamle venner, ja sågar fra de vagtlæger jeg har været i kontakt med i forbindelse med min bekymring for min datters helbred. På den korte tid jeg har været mor har jeg mødt det flere gange, og er blevet lige rystet, ked af det og frustreret hver gang. I går kulminerede mine frustrationer så da jeg blev ”angrebet” af en ældre mand i toget. Han havde lige behov for at fortælle mig, hvordan unge mødre som jeg selv, kun fik vores børn for at nasse på samfundet.
Jeg blev så rystet og ked af det, at jeg fra Nakskov til Maribo sad med blikket begravet i gulvet, uden ord, mens manden nedstirrede mig, og i ny og næ kom med en rap bemærkning om mine evner som mor. Jeg var målløs.

Jeg har ALTID set stolthed i at tjene mine egne penge og klare mig selv, jeg giver min datter al den kærlighed og omsorg jeg overhovedet formår. Og jeg vil ALDRIG lade min datter mangle noget!

Jeg er ikke i tvivl om at jeg gennem mit liv som mor, vil komme til at lave fejl, fejl som jeg vil ønske at kunne gøre om. Men ingen mødre kan sige sig fejl fri uanset om de var 21 eller 35 da de fik børn. Og jeg ved jeg er den bedste mor jeg kan være for min datter.

Jeg håber, at jeg møder den mand igen, så jeg kan fortælle ham at min datter er sat i verden af ingen anden årsag end kærlighed.
Ung mor billede

Æv for en verden.

Mandag d. 26.01.15

Sidder som sædvanlig og bruger min morgen med mine mange liter kaffe og 40 smøger og bladrer nyheder på facebook igennem. Falder over denne artikel..

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE7378962/Europas-undergang-%E2%80%93-tallenes-tale/

Har læst flere artikler og indlæg om emnet. Af uforklarlige årsager bliver jeg denne gang meget ked af det. Snakker med min kæreste om det.

Der er ingen tvivl om, at det er fakta. Som kronikken beskriver. Det er ren fakta. Men.. der er bare så meget mere i det. Og det er fuldstændig helt og aldeles vores egen skyld. Vi er svage. Vores kultur er åbenbart værdiløs, siden vi lader os udslette. Udradere. Vi er åbenbart hamrende ligeglade. Vi er ligeglade med de værdier vores forfædre har kæmpet sig til.. som vi nyder godt af. Og som vi nu er i fuld gang med at smadre.
Og for lettere at kunne sove om natten, giver vi vores gæster skylden for det hele. Vi skærer gladeligt alle over en kam. “Det er også alle de forbandede indvandrere der ødelægger det for alle os andre”. Terror i verden – sidst i Frankrig – gør ikke hadet mindre. Det er så meget lettere at lægge skylden over på “de andre forbandede nasserøve, der ikke fatter en skid, og bare kommer her og maser sig ind med deres skide kvindefjendske fanatiske tro og kultur, som gør hvad der passer dem – utaknemmelige bæster”. Har selv været der. Men det er også så meget lettere. For det er jo ikke os, der gør noget forkert. Næh nej ! Vi kristne hellige mennesker ! VI gør intet forkert. Hvordan fanden kan man også gøre noget forkert, når man ikke gør en skid ???
Og det er lettere at hade andre, end at tage ansvar.

Havde besøg i weekenden. Et besøg, som rokkede min verdens opfattelse. Er nok altid blevet set som en lille små racistisk hystade – selvom jeg altid har påpeget, at jeg elsker alle mennesker, der kan opføre sig ordentlig uanset hvad sprog de taler, eller hvad farve deres hud er. Også selvom der altid er kommet flere unge mennesker rendende i mit hjem af tvivlsom herkomst, som jeg elsker og nyder. Så har jeg nok altid været lidt grov i mine udtalelser og holdninger. Men dette weekend besøg fik mit hjerte til at bløde. Og satte mine tanker på overarbejde.

Alt det vi hader i fremmed kulturer, er alt det vi ikke selv har. Alt det vi BURDE tage til os. Tage ved lære af. Favne og rumme med åbne arme. Har ledt efter et ord, der samlet kan rumme vores gæster, deres lande og deres kultur. Kan ikke finde det. Så jeg vil samle dem under betegnelsen – “vores gæster” – også selvom hvis jeg blev behandlet sådan som gæst, ville jeg nok aldrig komme dér igen. Jeg blev ked af, jeg har været med til at “skærer alle over en kam” – selvom min fornuft ved, at det præcis, som det altid har været – få der ødelægger det for alle de andre. Vi har en ufatteligt evne til at holde fast i lorten, se gråvejret, bide os fast i alt det forbandede – så meget så vi fuldstændig overser, alt det smukke, alle værdierne, alt det skønne som vi KUNNE får glæde af og lære af, hvis vi ville.

Beundrer vores gæster for deres styrke. For at overleve ting, som vi magelige danskere ikke har fantasi til at forestille sig.
Beundrer vores gæster for deres sammenhold. Deres evne til at passe på hinanden. Med livet som indsats.
Beundrer vores gæster for at overleve i rodløshed, rastløshed og som gæster på en fjern planet, hvor alt bare er så meget anderledes, end det de kender.
Beundrer vores gæster for deres “tyrkertro”. De TROR på tingene. Med sjæl og hjerte. Og efterlever den. Kæmper for den. Vil dø for den. Og de vil dø for dem de elsker.
Beundrer vores gæster for at dele. Har én, har alle. Vi deler mad, hjem, tøj, ALT – og alle tager sig af hinanden.

Disse værdier er saudiakrautisk for os vestlige hvide mennesker, der er hamrende egoistiske, selvoptagede, pisse forkælede og møg magelige.

Vi åbner vores døre for disse gæster. Siger de ikke fatter en skid. Men er der i virkeligheden ikke os, der ikke fatter en skid ? I det sekund det træder ind i landet, trækker vi alle vores vestlige bekvemmeligheder ned over hovedet på dem, uden overhovedet at spilde det en tanke, om det overhovedet er det de har brug for. Om det overhovedet er sådan vi hjælper dem bedst ? Og vi gør det halvhjertet. Ikke helhjertet – bare lige nok til vi kan børste vores skuldre rene og sove om natten.
kulturforskelle

Mit besøg i weekenden er et lysende eksempel på svigt ud over alle grænser.
Pludselig står der en smuk ung mand i min dør. En knægt jeg har kendt siden børnehaven. Og som der siden børnehaven har være utallige problemer med. Og som siden han var lille ikke har mødt et eneste voksent menneske, der har haft et begreb om, hvordan man kan hjælpe denne skønne lille knægt og hans familie. Han og hans familie er et lysende eksempel på at vi ikke på nogen møde burde sove godt om natten. Alle de penge, der er brugt på, at “rydde op” efter denne unge mand, kunne have været brugt så meget mere hensigtsmæssigt. Man forebygger ikke her i samfundet. Næh man bliver bare ved med at sætte plaser på sårene, vel vidende at de falder af, når det regner.
Siden han gik i børnehave har der været issues. Nu er han 19 år. Har siddet i spjældet gentagne gange siden han var 15 år. Og er dybt frustreret over at kæmpe en nådesløs kamp. Gør alt, hvad han bliver bedt om, for at rette op på sit liv. Alligevel bliver han svigtet gang på gang. Hans familie er et lysende eksempel på en familie, som kom til landet for at overleve. Faderen har skudhuller i hele kroppen og post traumatisk stress. Var det ikke flygtet var familien blevet udraderet. Den nu smukke unge mand, er en af en stribe sønner, som alle har været ude på et sidespor. De er klare eksempler på dem, “der ødelægger det for alle de andre “. MEN har man nogensinde set BAG om balladen. Det er alle nogle rigtig gode knægte, der har lavet en fandens masse uheldige ting. Ingen har vist dem andet. Og har man én gang trådt vi siden af i vores lille jantelovsland, har man et stort grimt stempel i panden for livstid, der bare ikke kan vaskes af.

Denne unge mand sidder overfor mig. Og pludselig rammer det mig, hvor mange smukke værdier han repræsenterer. En lille ting, som det er have dyb respekt for sin familie og sine forældre. Respekt. Vi kender snart ikke til ordet. En lille ting, som at passe på hinanden. Vi passer sgu kun os selv og hytter vores egen røv. Han har et hjerte af guld, en vilje af stål, og er en fighter. Denne unge mand. Der er bare ikke ret mange der har set det. For man vælger at kigge den anden vej. Man ser kun balladen. Det samfund som vi flotter os af. Vores velfærdssamfund. Vores hjælpesamfund. Er værdiløst. For vi svigter. Gang på gang på gang. Ikke kun vores gæster. Men fanme også os selv.

Derfor udradere vi os selv. Det er IKKE vores gæster der gør det. Det er os selv.

Som min kæreste siger. Kunne vi tage imod hinanden med åbne arme, nysgerrighed, gensidig respekt og forståelse, ville verden være et så meget bedre sted at være. Kunne vi elske noget mere i stedet for at hade, ville verden være så meget smukkere. Kunne vi prøve at forstå, se bag om, lytte og rumme, fremfor at fordømme, ville vi være så meget gladere. Vi griber det helt forkert an. Medierne og politikkerne gør det ikke bedre – men er med til at fremelske et fremmedhad.

Kunne skrive en hel roman, med alle de tanker, der vælter rundt i mit hoved. Mit budskab er nok bare et brændende inderligt ønske om, at verden ville blive et så meget mere smukt sted, hvis vi så på hinanden med kærlighed, lærte af hinandens værdier, var nysgerrige på andre kulturer, prøvede at forstå. Vendte glasset, pudsede brillerne og lod lyset skinne igennem fremfor at se hinanden i gråt mudder. Uanset hudfarve, tro, kultur, sprog – og huskede på at præcis som hos “os frelste vestlinge” – er det faktisk meget få mennesker, der i al deres voldsomhed stjæler rampelyset fra al skønheden.
Sort hvid

 

Så skal vi til det igen.

Mandag d. 26.01.15

Så skal vi til det igen. Danmarks Indsamlingen.

For et par år tilbage, faldt jeg da helt på røven over dette storslået fantastiske arrangement. Og fik af ren begejstring overtalt kæresten til at Greenline da, som det naturligste i verden skulle sponsorerer nogle penge til formålet. Hoppede i sofaen af iver, da jeg ringede ind til programmet og gav dem penge – vel at mærke fra virksomheden.
Syntes – dengang – det var den mest geniale idé, jeg havde fået, og jeg sov velsignet dejligt af natten – Med den bedste samvittighed og ro i sjælen – JEG havde gjort noget for at rede verden – Godt nok ikke for mine egne penge – selvom jeg sendte en sms med 100 kr. – men følelsen var god.

Året efter ca. 3 mdr. før næste Danmarks indsamling begyndte arrangørerne at kontakte os. På telefon, post, mail und so weither. Og jeg blev vildt irriteret. Hvis jeg skal sponsorerer penge til velgørenhed skal jeg ikke føle mig presset. Det skal komme fra hjertet. Fordi jeg føler for det. Ikke fordi nogle beder mig om det. Og slet ikke presser mig til det. Det har den stik modsatte effekt på mig. Det har det så gjort hvert år siden – og det eneste de har fået ud af det er 0 kr.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dem der sidder og kontakter folk er frivillige eller lønnet ? Tænker på, hvem der betaler hele dette storslået show, vi ser på tv ? Hvor kommer pengene fra til dét ? For ingen skal bilde mig ind, at hele eventyret er ganske gratis.
Tænker mange tanker : Hvor er det godt nok hyklerisk. Så kan vi alle sidde hjemme i sofaen og have det rigtig fedt med os selv, for nu har vi givet en flad 50 -er (eller 40 kr. i snit pr. dansker, som det er blevet regnet ud), og så sover vi som små engle om natten. Præcis som jeg selv havde det.
Men hjælper de penge overhovedet ? Hvor kommer de reelt hen ? Er det overhovedet den rigtige måde at gøre det på ? Hjælper vi nogen eller noget ved bare at sende en sæk penge af sted ? Jeg tror ikke længere på det. Føler det er helt forkert. Vi pudser glorien, firmaer får noget omtale, vi får alle ren samvittighed, og showet er jo forblændende smukt. Fanme god underholdning. Og det er præcis hvad det er. Underholdning.

Samtidig tænker på, hvornår vi mon laver sådan en indsamling til vores egne fattige, vores hjemløse, vores udsatte børn og unge, vores enlige mødre – alle de borgere vi har der lever under fattigdomsgrænsen. Vores syge og ældre. Vores egne gæster. Vores skoler, vores plejehjem, vores.. ja.. you name it.
Hjemløs

Forstår det bare ikke. Men det er der så meget jeg ikke gør – forstår.
De får i hvert fald ikke en krone af mig. Men kommer der en ungt menneske, og siger til mig, at nu vil vedkommende rejse derned, og hjælpe dem med sine bare næver og sit gode hoved, så betaler jeg gerne både rejse og ophold.

 

 

 

Lys i horisonten.

Fredag d. 14.11.14

Tør ikke rigtig sige det højt. Det føles skrøbeligt. Er forsigtig. Aner et lille lys i horisonten. Aner udgangen af en lang mørk tunnel.
Takker Guderne for hver dag der går, hvor jeg ikke pludselig bryder sammen i uhæmmet gråd. Takker Guderne for hver gang, jeg hører mig selv le. Takker Guderne for hver gang, jeg føler mig taknemmelig.

En lille bitte hvid pille. En lille undseelig hvid ting, mindre end min lillefingernegl. Med en enorm betydning for min livskvalitet. Har nu taget 50 mg. Zoloft i 6 uger. Er forundret over, jeg stille og roligt mærker livet komme tilbage. Forundret over, hvor stor en forskel en så lille bitte pille kan gøre. Taknemmelig for den findes. Den lille hvide pille. Er stadig i en accept-proces – Jeg har brug for den lille pille. Er det en falliterklæring ?. Og prøver at sige til mig selv, at andre mennesker har brug for insulin. Jeg har brug for Zoloft. Tænk hvis jeg skulle have levet hele livet i mørke ….

Ordene.. kommentarerne til mit sidste indlæg var overvældende. Tog hver og et til mig. Ordene gav mig håb. Gav mig redskaber. Vigtigst var nok accepten af at være i dét, jeg nu var og er i. At sige til mig selv – du kan ikke forcere noget. Du kan ikke kæmpe i mod det. Du kan blot være i det, og lade det komme. Favne det. Tage i mod det. Kigge på det, og prøve ikke at lade dig skræmme af det. Acceptere du ikke kan det, du gerne vil. Acceptere gråden, der kommer. Se den som en nødvendighed. En del af en healingproces. I det sekund, jeg begyndte at tænke sådan, kunne jeg mærke, mørket var lettere at rumme. Holdt op med at stille store krav til mig selv. Med at søge og lede efter svarene udenfor mig selv. Søgte ind i mig selv. Så på det der var. Det der er. Stoppede med at bilde mig selv ind, at andre skulle og kunne tænde lyset for mig. Og accepterede, at det kun var og er mig selv, der kan gøre en forskel. Og den største forskel jeg kunne gøre, var den simple enkle og alligevel grænseoverskridende ting, at begynde at tage den lille bitte hvide pille igen. Det handlede om at tage et valg. Vil jeg overleve.. kæmpe en umage kamp.. alene…. af stædighed… af hovmod..  mod et mørke, jeg ikke kan ånde i .. Mod et brist i min hjerne… en brist i min sjæl… Eller vil jeg LEVE.. OPLEVE… VÆRE… Det var ikke et svært valg, da jeg først rigtigt kiggede ind og mærkede efter.

Før pillen…Troede først at jeg “bare” skulle ændre min tankemønstre. At jeg bare skulle lære at tænke på en anden måde. Tænke i lys, i bekræftelse, i anderkendelse, i taknemmelighed. Men hvis lyset er slukket, virker de tanker, som en hån i mod dig selv. Det er let nok at tænke dem.. men at føle dem er en helt anden snak. Og kan du ikke føle det, kan du sige nok så mange gange til dig selv, at livet er fedt, lyst og dejligt. At du elsker dig selv og livet. Jep.. Peace of cake… NOT…Ofte fortsatte tankerækken i mindre flatterende vendinger… “der er sgu da ikke nogen, der kan elske en fucked up kælling”…. “jeg er da en super elendig mor, der bare fejler gang på gang og ikke kan give mine unger noget som helst”… “nu har jeg i 8 nætter ligget og tænkt hvor fantastisk livet er… hvem fanden prøver jeg at narre”…

Har læst et hav af selvhjælpsbøger. En af dem Louise Hays “helbred dit liv”. Set hendes dokumentar om, hvor fantastisk folk får det, når bare de følger hendes devise om, hver dag at tænke positive tanker. Prøvede og prøvede hendes recept på et godt liv. Men hvis nu ikke alle de positive tanker og ord FØLES rigtige, bliver det til det ene nederlag efter det andet. “Hver dag skal du sige til dig selv : jeg elsker og acceptere mig selv som jeg er – sig det gerne højt til dig selv i spejlet i badeværelset.” Har videregivet lige præcis den til rigtig mange mennesker selv. Men.. hvis der på den anden skulder sidder en lille rød djævel og samtidig siger :”Du er sgu da en total taber.. en ret grim en endda… der ikke kan fører en skid ud i livet.. ynkelig og fortabt..”.. Ja.. så virker det andet bare ikke så overbevisende.

Hånden på hjertet. Positive tanker GØR selvfølgelig en kæmpe forskel. Det kan være en forskel på liv eller død. Nogle mennesker har bare brug en lidt hjælp til at kunne tænke dem og mærke dem. En af dem er mig. Men den lille bitte pille, kan jeg tænke positivt og mene det. Og SÅ kan de gøre den forskel. Louise Hay er slet ikke så dum endda. Man skal bare huske, at det bare nogle gange ikke kan stå alene. Huske, at findes mennesker, der vitterligt ikke “bare” kan vælge at tænke positivt, men præcis som diabetes-patienter, har brug for “insulin” for at kunne tænke anderledes. Husker mig selv på, at som kroppen hos en diabetespatient ikke selv kan justere sit insulin, kan jeg ikke selv justere mine endorfiner og de andre ting, der skal skabe lys i mit liv. Det en fysisk og biologisk ting, som jeg ikke bare kan ændre med mine tanker alene. Det gør det lidt nemmere at acceptere.

Kan blive lidt vred over jeg lod mig overrumple af alle de skræmmekampagner mod antidepressiv medicin. Syns man for alvor netop glemmer, at det er fysisk ting og ikke altid blot noget psykisk, som kan ændres med samtaler og tanker. Har selv mødt den der med, “du vælger jo selv at være i mørket”… Har sågar selv smidt folk det i skoene. Det eneste reelle valg, er hvorvidt du vil ændre det med medicin eller ej.

Stik mod alle vinde, kan jeg blot sige, at jeg aldrig mere skal forsøge mig med at leve UDEN min medicin. For uden den kan jeg ganske enkelt ikke leve. For første gang i næsten et helt år, kan jeg ane lyset forude. Og mene det, når jeg hver aften, når jeg ligger i min seng, siger tak for dagen i dag, og byde dagen i morgen velkommen med taknemmelighed.

TAK til alle jer som har fulgt med, holdt ud og holdt af.. trods alt. Af hjertet TAK <3
Ikke mindst en grænseløs tak til min Kæreste for han ukuelige kærlighed og udholdenhed <3 <3 <3 Elsker dig <3 <3 <3
Love på stranden.

 

To live or not to live.

Lørdag d. 04.10.14

Jeg lever ikke. Jeg overlever.

Siden jeg trappede ud af min antidepressive, er det stille og roligt gået ned ad bakke. Syns jeg var så sej. Var hamrende sikker på, at jeg bare kun det pis der. Jeg skulle fanme ikke være afhængig af medicin hele livet. Det var jo bare et spørgsmål om, at tage sig sammen, hanke op i sig selv og tage livet i stiv arm.. Ja goddag mand økseskaft.

Et er det var pisse dårlig timing. Retssagen med hende sækken, der fik slået Jesper ihjel, slog total bunden ud af mig. Den kom jo bedst, som jeg lige havde taget mine sidste antidepressive. Var helt ude og skide. Det var et rent helvede. Så jeg troede naivt nok, at når bare det var overstået, SÅ ville jeg få det bedre. Det lettede da selvfølgelig også helt vildt, da jeg blev frikendt… Men suset udeblev. Løftet kom aldrig. Solen begyndte sgu ikke at skinne.

Sommeren har været fantastisk. Har bare ikke oplevet den. Sidder i skrivende stund og kigger ud på solen.. og tænker… hvorfor kan den mon ikke varme mig ? Vejret er skønt. Hvorfor er jeg ligeglad ?

Jeg var kampklar. Var klar til at mærke livet. Klar til at tage hvad der måtte komme. Troede jeg. Jeg var fuldstændig uforberedt på, hvordan virkeligheden skulle komme til at se ud. Uforberedt på blotlæggelsen af et smadret selvværd og selvtillid. Uforberedt på at passionen ville forsvinde, livsgnisten brænde ud. Uforberedt på den overvældende sorg, der begyndte at fortære mig. Uforberedt på alle de tårer, der gemmer sig indeni mig. Uforberedt på al den tristhed, ulykkelighed, alt det mørke, jeg rummer. Og som jeg slet ikke magter at håndtere. Ikke KAN håndtere. Jeg lever ikke. Jeg overlever.

Jeg VIL leve – ikke bare overleve – jeg vil LEVE.

Første fokus var min Borderline. At det nok var den, der var behov for at arbejde med. Det er nemlig pisse let. Borderline. Det er til at tage og føle på. Og der er sådan nogle fine oversigter og forklaringer – google er min ven – på alle de her borderline-ting. Jep – der er bare ikke ret mange behandlere, der er specialiseret i borderline. Al den viden vi har i Danmark om Borderline kommer fra USA, og vi er håbløst bagud på området. Det eneste lille strå der var at gribe efter var DAT-behandling, som er et intenst terapiforløb gennem psykiatrien. Og det er jeg selvfølgelig for gammel og rask til at deltage i. DAT er den terapi-form, der har givet bedst resultater i behandlingen af borderline. Man kan ikke medicinere for borderline. Borderline kræver intens terapi, fordi vi skal lære alle de færdigheder, vi missede som børn. Vi skal lære at tænke anderledes, at agere i sociale sammenhænge, lære at navigere i livet. Medicin kan bruges til dæmpe følgevirkninger af borderline : depression, angst etc. For helvede altså.. havde jeg bare fået et tilbud om DAT-forløb for 20 år siden, så havde mit liv set meget anderledes ud i dag.

Har været til 3 psykologer. Den første brugte MIN dyrtkøbte taletid, til at fortælle mig, hvor traumatisk en oplevelse hun havde, fordi hun havde været involveret i et biluheld på motorvejen, og jeg var den første klient, hun havde efter. Efter 2 sessioner skrev jeg til hende, hun var værdiløs. Den næste ventede jeg på i 3 mdr. Hende droppede jeg efter første gang, hvor jeg sad i en time og hældte vand ud af ørerne om min forfærdelige barndom, og skulle gå hjem og lave en liste over alle de ting, jeg ville bearbejde, selvom jeg i en mail, havde forberedt hende på, at jeg havde brug for REDSKABER til at komme videre. Jeg har hele mit liv tudet ud, om al min elendighed – også til psykologer – jeg ved sgu godt min mor var misbruger og min far tog livet af sig selv, og hvad det gør ved et barn. Hvad skal jeg få ud af, at blive ved med at snakke om det ??? Den sidste.. ja.. han var faktisk inde på en masse rigtigt om positivt livssyn og tro på tingene… men altså.. jeg skulle tro noget mere på Gud, og for øvrigt var det Johnsson der skød Kennedy, og Hitler er en forpint sjæl, der ikke fik gjort sit arbejde færdigt her på jorden. Hm…  Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Men jeg forstår godt hans livsfilosofi – og den har hjulpet ham igennem hans problemer. Fair nok. It´s just not me.

I et halvt år, har min kæreste og jeg haft fokus på, at jeg skulle have hjælp til min Borderline, for det var nok den, der var årsag til ”mit fald”. Men så faldt jeg over en skrivelse på Google, som beskriver, hvordan man kan ”vokse sig” fra Borderline. Borderline er den eneste sindslidelse, som man rent faktisk kan arbejde sig ud af og ”vokse sig” fra. Samtidig satte en bekendt et indslag om depression på sin status på fjæsen. Og der var nogle brikker der faldt på plads. Søgte på min ven google, alt hvad jeg kunne finde om depression, og kunne jo blot nikke genkendende til det hele.

Skal tage mig sammen til alt. At tage et bad. Bare at børste tænder. Skal virkelig hanke op i mig selv. For de mindste ting. Jeg kan ikke mærke, hvad jeg har lyst til. Hvad jeg har behov for. Har en million ting, som jeg KUNNE lave. En million ting, der venter på at blive gjort. Både burde ting, og ting, som mange ville syns var sjovt og hyggeligt. Jeg kan bare ikke tage mig sammen. For det tænder ikke noget i mig. Jeg har ingen glød. Intet drive. Ingen energi. Jeg VED det ville gøre mig godt, at gøre noget. Kan bare ikke tage mig sammen til det.

Er slet ikke social på samme måde, som jeg har været. Undgår det helst. I sær, når jeg ikke kan gemme mig lidt. For jeg er ikke værd at være sammen med. Har ikke noget godt at byde ind med. Tænk hvis nogen skulle spørge, hvordan jeg har det. Jeg kan ikke ærligt svare – jeg har det godt. Og hvem gider hører på jammer og ynk. Er der nogen der spørger – helt dybt og ærligt og autentisk, hvordan jeg har det, bryder jeg helt sammen og græder, for jeg kan jo heller ikke håndtere en sådan omsorg. Min kære papfar ringer og ringer. Jeg kan bare ikke ringe tilbage, for jeg ved, jeg bryder sammen. Jeg holder mig til, at være sammen med de få mennesker, der ved, hvordan tingene er. Det er trygt.

Er bange for at være alene. Har ALTID elsket at være alene. Nu gør det mig bange. For i stillestunder kommer de dystre tanker snigende. Og pludselig bryder min verden helt sammen, og jeg kan ikke se mig ud af det. Føler mig værdiløs, er kronisk bange for at sige og gøre noget dumt. Bange for at folk skal blive flove over mig. Blive forlegne over mig. Skal synes jeg er dum, og ikke kan finde ud af noget. Mit selvværd har aldrig været optimal, men min selvtillid har altid været god. Jeg har altid følt mig sikker på, hvad jeg kunne, hvad jeg vidste, på min faglighed, min dygtighed. Nu er jeg kronisk usikker på, om jeg kan finde ud af noget som helst.

Jeg sover aldrig rigtig godt. Vågner altid med en følelse af, slet ikke at have sovet. Skal hver dag tage mig sammen, for at møde en ny dag. Der skal intet til at trætte mig. Har altid været ukuelig. Har kunne blive ved med det jeg nu var i i timevis. Nu bliver jeg bare træt. Overvældende træt.

Har prøvet mange gange, at sætte ord på det som sker. I sær når min kæreste spørger. Og det gør han meget. Men jeg kan ikke finde de rigtige. Kan ikke finde ordene for det mørke, der er indeni. Den tristhed, som har indtaget mig.

Der er lyse stunder. Mine børn. Mine børn er min livline. Dem der kan få mig til at smile. Dem der giver mig noget at leve for. Mine stunder med mine kære veninder på Victoria er guld værd. De ved hvordan mit liv hænger sammen. Det er her hvor jeg kan holde ud af være social. Hvor det er trygt. Og jeg kan se mennesker uden at det er farligt. Nyder når de unge mennesker lige kommer forbi, giver et kram og udveksler et par ord. Eller et kendt ansigt siger hej i forbi-farten.

Mit job kan jeg holde ud af være på. Her kan jeg fokusere på noget andet. Er omgivet af glade, travle mennesker, og kan – for det meste – gøre noget. Her skal jeg bare kæmpe lidt med, at føle mig god nok. At det jeg gør er godt nok. Og mod at blive meget hurtigt træt.

Så er der min kærestes evige, konsekvente kamp, for at tage sig af mig. Sørge for mig. Kaffen, der uden afvigelser, venter på mig med en lille godmorgenseddel, hver morgen. Der sørger for, jeg får noget mad. Kæmper for at få mig med ud og gå tur og få noget luft. Troligt spørger dagligt, hvordan jeg har det. Er ham dybt taknemmelig og forstår samtidig ikke han kan.

Opdagelsen – at det er ikke min Borderline, der tricker mig. Men en depression, har fået mig til at kaste håndklædet i ringen. Jeg er begyndt på min medicin igen. Havde lige overset den lille detalje, at det jo netop ikke er Borderline, jeg er blevet behandlet for. Det ER depression. Tilbagevendende depressioner. Og jeg er åbenbart en af de mennesker, der ikke kan fungere uden medicin. Som diabetespatienter, der skal have deres insulin, er jeg nød til at have mine anti-depressive. Det er en kæmpe bet. Et nederlag af dimensioner. Jeg skal lige sluge den. Men.. jeg hverken kan eller vil leve sådan her. Til gengæld må jeg holde fast i, at være lidt stolt over, at være noget så langt med min Borderline. At jeg alene har arbejdet så meget med den, at den ikke længere kontrollerer mit liv. Og så bide i det sure æble, og erkende jeg ikke kan arbejde mig ud af en depression. Det er også en kapitulation. For jeg ved ikke længere, hvor jeg skal gå hen. At finde en dygtig behandler, er som at lede efter en nål i en høstak. Håbet om, at finde nogen der kan give mig den rette hjælp er ikke længere eksisterende. Så er der kun pillerne tilbage.

Håber og beder inderligt til at de kan give mig livet tilbage. Bivirkninger eller ej. Jeg vil have mit liv tilbage.
IMG_4307

Hvad er det vi ikke forstår ?

Mandag d. 22.09.14

Hvad er der for er liv vi tilbyder vores børn og unge. ?

At få børn er en glædelig livsbegivenhed. Nok den lykkeligste begivenhed i livet. Men allerede når det er mellem ½ og 1 år, går det løs, og vi giver slip på vores børn. Vores små elskede poder, som skal bringe os glæde gennem hele livet. Som selv en dag skal bidrage til samfundet og skabe den næste generation. Som skal tage sig af os, når vi bliver gamle. Og hvad er det så lige for et liv vi tilbyder dem ?
Krav til barn og ungdom sept. 2014

Når de er mellem ½ og 1 år sender vi dem i vuggestue eller hos dagplejemor. Derefter i børnehave. Her tilbringer de 1/3 del af deres liv. Vuggestuen og dagplejen, der får de fleste 1. gange. Her får de deres første smagsprøve på at livet er 7 – 16. Samfundets rytme. Tidligt op om morgenen. Ud af døren. 37 – 40 timer ude, stressede forældre henter, ulvetime, sengetid, og det hele starter forfra.

Det falder os slet ikke ind, at børn fra naturen af, slet ikke er skabt til at blive puttet ind i den rytme samfundet har skabt. At unger fra naturens side følger moderen (i nogle tilfælde begge forældre), at det er forældrene, der lærer ungerne at navigere i livet. Vi er det eneste pattedyr, der overlader vores unger til andre. Der lægger ansvaret over på andre. Lader andre om, at lære vores børn om livet. Det eneste pattedyr, der har sat vores behov i faste rammer : Du er frisk kl. 6 om morgenen, sulten kl. 7, 12 og 18. Kl. 20.00 er du træt og skal sove. Kan du ikke finde ud af at lægge dine behov i samfundets tidsrammer er du vanskelig og utilpasset.
download

I børnehaven er der ikke længere de samme hænder til at drage omsorg for vores børn. Vilkårene for personalet er skærpet. Der er flere opgaver til færre hænder. I børnehaven fortsætter vi med at ”tilpasse” vores børn samfundet, og begynder at sætte etiketter på dem, som ikke kan sidde stille, dem som fylder. Vi har ikke ressourcer til at tage os af dem, der ikke følger flertallet. Dem der ikke er tilpasset (læs afrettet), det vi har kategoriseret som normen. Dem som har andre evner, andre behov, kræver lidt mere space, lever lidt fyldigere. Det falder os slet ikke ind, at vi allerede fra de er små, stresser vores børn helt vildt. At vi tvinger vores børn til at være sociale og aktive 8-9 timer dagligt. Vi klager som voksne over, at vi kan blive trætte og udkørt efter en lang dag på job, og undres over vores unger kan være umulige, når vi henter dem i børnehaven ??

I omkring 6 års alderen starter næste epoke i deres liv. Folkeskolen. Her bliver rammerne yderligere indskrænket. Det der skulle blive en glædelig epoke fuld af læring, socialisering, nysgerrighed, frihed til at suge alt nyt til sig, bliver en ensrettethed, hvor børnene for alvor bare skal passe ind. Her er der slet ikke ressourcer til de børn, der har andre EVNER, andre behov, ikke følger normen, er levende, sprudlende, kreative, energiske og glade. Nej Gud forbyde glade og levende børn. For de kan godt have lidt problemer med at sidde stille og lytte til læreren, fordi lige udenfor vinduet flyver en farvestrålende sommerfugl, som er helt vildt spændende.  Her begynder svigtet for alvor.

Her er ressourcerne for alvor beskåret. Her er SLET ikke plads til forskelligheder. Vi bliver endnu mere taknemmelige for vores etiketter, endnu mere glade for, når vi ”med god samvittighed” kan lægge ansvaret fra os. For børnene er jo defekte. Det er sgu ikke vores skyld de ikke kan sidde stille.
Plys og grisling 02

Alene folkeskole-tiden er et leksikon for sig selv. Der er blevet skåret umenneskeligt i de ressourcer der tilføres folkeskolen. Både økonomisk og udviklingsmæssigt. Et sted der halter langt bagud med at følge samfundets udvikling er folkeskolen. Børnene lærer de samme ting, på samme måde, som vi gjorde det for 100 år siden. Og når der viser sig, at vores børn måske ikke er lige så dygtige (indenfor det vi har kategoriseret som normen), udvider vi bare deres skoletid. Giver dem nogle længere arbejdsdage. 37 timeres arbejdsuge. Syns det i sig selv er umenneskeligt – at give børn en 37 timers skoleuge. Trækker noget mere (af det som ikke virker) ned over deres hoveder. Tænker.. de skal jo bare have noget MERE (af det som ikke virker) – Vi kunne da ikke drømme om at tænke, de måske skal have noget der er BEDRE end det der er. Næh nej – vi giver dem bare noget mere af det som ikke virker. Hvorfor skulle noget der ikke virker i mindre mængder, virke bedre i større mængder ??
Steen unødvendig viden
Det hænger slet ikke sammen i mit hoved. Vi flår barndommen ud af vores børn, fordi vi bilder os ind, at de bliver klogere (på hvad ????) af at gå flere timer i skole. Det gør ondt indeni mig. Jeg væmmes.
Skør adfærd

Her stifter børn for alvor bekendtskab med menneske og politisk skabt Jantelov. For kan de ikke bankes ned i folkeskolens meget meget snævre rammer og ind i det vi har kategoriseret som normen, er de dumme, dovne, utilpasset (uafrettet), møg frække, flabet og bare nogle forbandede møgunger. Vi søger efter kasketter og etiketter, vi kan sætte på dem, så vi har en undskyldning for at give op og slippe ansvaret. For vi har ikke ressourcer til at give dem plads. Sikken en lettelse når vi kan give et barn ADHD eller asperger kasket på. Så er det ude af vores hænder. Ikke vores ansvar. Så er det ikke os der fejler. Næh..  det er jo barnet der er defekt. Og vi kan jo ikke sådan bruge ressourcer på at skabe et værdigt liv for defekte børn, der ikke kan tilpasse sig og rette ind efter vores norm.
Skoleeksamen

I sidste tredjedel af folkeskolen starter udslusningen til ”det virkelige liv”. Nu er du ikke længere et barn men et ungt menneske, der skal begynde at tage noget ansvar. Ikke fordi du begynder at lære, hvordan du forholder dig til din forskuds-og årsopgørelse, hvad du skal være opmærksom på, når du lejer en bolig eller køber et hus, hvad du kan bruge en bank til, og hvordan du lægger et budget for din privatøkonomi, hvordan man læser en el-regning, hvor dyrt det er at tage lange bade, hvordan man lever af en SU –hvordan man overhovedet søger SU osv. osv. Nej du skal sørme se at finde ud af, ”hvad du vil være, når du bliver stor !”. For når man går i 7. kl. og er godt i gang med at være teenager, så ved du i hvert fald godt, hvad du vil være resten af dit liv !! Du har ingen anelse om, HVEM du er – men du skal satme se at finde ud af, HVAD du vil være. Du SKAL tage en uddannelse – SKAL vide, hvad du vil bruge 3 år af dit liv på, for at forberede dig på, hvad du skal de næste 3- 6 år af dit liv på, så du kan arbejde resten af dit liv, med det du uddanner dig til. Og det er DIT ansvar at vælge det rigtige.

Og du kan KUN uddanne dig indenfor der VI har bestemt : tømmer, vvs-mand, mekaniker, butiksmedhjælper, SOSU assistent, pædagog eller socialrådgiver , hvis du ikke er født med en sølvske i røven, og har forældre, der kan betale sig fra det. (Ikke at du kan leve af en de almisser der hedder SU alligevel).

Efter folkeskolen starter de unge på deres første ”selvvalgte” (anførselstegn, fordi de reelt ikke har et valg) periode i deres liv.  Nu er i voksne og skal tage noget ansvar. Det gik ikke så godt i folkeskolen. Men nu er i jo så voksne, så i sagtens kan passe gymnasiet, HG, HTX, HF og alle de der forbandede forkortelser, som jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad er og går ud på, andet end det er endnu mere skolegang, der skal give adgang til flere uddannelser. Nu er børnene så voksne så de sagtens kan sidde stille og fokusere, så i stedet for at give dem et lille break efter 45 min. presser vi lige citronen op på 90 min. Hvem kan sidde fuldt koncentreret i 90 min. ? For de unge, der passer ind i normen, er det en god tid. Eller var. Før det blev 90 minutters lektioner. Og 37 timers arbejdsuge, som reelt bliver til mange flere timer, fordi der også er hjemmeopgaver og forberedelse. Du ved sted ikke HVEM du er, for du har for travlt med at forberede dig på, hvad samfundet kræver du skal være.

Det er her den første alvorlige sortering (læs udryddelse) af vores unger begynder. For hvis du er lidt ordblind, det kniber med matematikken og at engelsk ikke er dit stærkeste, og du ikke kan komme ind på næste step, er du lost.  Hvis du bare ER skoletræt. Har svært ved tingene. Er træt af det hele, og ked af bare hele tiden, at have fået at vide, at du ikke er god nok til ”normen”, ikke passer ind, er forkert – ja så er der bare ikke plads til dig nogle steder.
Skoletræthed

At du er super dygtig til at tegne, at du er kæmpe musikalsk, har gode sociale egenskaber, er farverig, sprudlende, og egentlig bare meget bedre til at bruge din krop end dit hoved – det kan vi ikke bruge til noget som helst.
Albert Einstein

Se nu begynder det at blive rigtig interessant. For.. vi har det jo godt i Danmark. Så vi betaler sørme vores unge for at tage en uddannelse. Og så har vi fundet en ny snedig måde, at tvinge de unge der ikke er i gang med en uddannelse, til at tage en. Nu har vi nemlig afskaffet kontanthjælpen, og erstattet det med uddannelseshjælp. Det er satme snedigt. ! DET skal nok få en masse af de unge, der har det svært, og indtil nu blot er blevet bekræftet i, at de ikke duer til noget og passer ind, i gang med en uddannelse. Man bliver meget mere tilpasset (afrettet) og klogere af uddannelseshjælp end kontanthjælp.

Den eneste reelle forskel er, at du får mindre end på den tidligere kontanthjælp.  Det skal ikke kunne betale sig at gå på kontanthjælp. Så uddannelseshjælpen svarer til en SU. Der er bare det lille catch, at du kan heller ikke klare dig på en SU.

Uddannelseshjælp hvis du er under 30

  • og hjemmeboende, får du 2.524 kr. (2014)
  • og udeboende, får du 5.857 kr. (2014)
  • og enlig forsørger, får du 11.712 kr. (2014)
  • forsørger og samlevende med en person, som modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller SU, får du 8.196 kr. (2014)
  • forsørger og samlevende med en person, som ikke er på kontanthjælp, SU eller uddannelseshjælp, får du 5.857 kr. (2014)
  • og gravid (mindst 12 uger henne), får du 10.689 kr. (2014)
  • og psykisk syg, med egne børn i hjemmet, får du 14.203 kr. (2014)

Og så er der jo også lige kommet den der lille ”gensidige forsørgelsespligt” ind, når du er over 25 år, som har ødelagt økonomien for rigtig mange unge par.

Husk du SKAL tage en uddannelse. Mulighederne for uddannelse hernede på Lolland er meget små. Så hvis du ikke, oveni i din lange skolearbejdsuge, er interesserede i at mange timer og mange penge på, at rejse frem tog tilbage, er du nød til at flytte hjemmefra. Det kan stort set ikke lade sig gøre at finde bare et værelse i dag, til under 3000 kr. + diverse forbrug. Og selvom du er flyttet tætter på dit uddannelsessted, er der som oftest alligevel noget transport, som let kan komme op på fra 500 – 1000 kr. om måneden. Behøver jeg lave regnestykket ?

Hvem siger fattigdomsgrænse ? Den er da vist ophævet for længst. Vi har masser af fattigdom i Danmark.

De tvinger de unge ud i fattigdom med deres nye kontanthjælps-reform og latterlige små SU-almisser – De SKAL uddanne sig. Lige meget at de ikke kan overleve. Men hvorfor skal vi dog også investere i den generation, der skal føre landet videre, hvis det går ud over de gamle røvhullers fede hyrer og gyldne håndtryk. Og børn .. ja .. det kan de få når de bliver 50 og er færdige med at tilbagebetale SU-lån. Men det lige meget. Betyder ikk noget vores befolkningstal falder, fordi ingen har råd til at få børn, og det eneste legale liv i dag er foran skolebøgerne på almisser.  De har alligevel ikke tid til børn, som 50 årige, for der skal de tage sig af os gamle – det er der jo ingen andre der gør. For fanden altså.  Mit blodtryk rimer slet ikke til den politik, der er her i lille DK nu. Vi betaler stadig rekord høje skatter og afgifter i verdensklasse, og vores gamle og unge lever i fattigdom.

Så kan de unge jo bare tage sig et job ved siden af studierne. For jobs har vi jo masser af. Vi har så mange ledige jobs, at vi er nød til at arbejde til vi bliver 70 år, for at få arbejdsmarkedet til at køre rundt. Guderne må vide, hvorfor vi dog har ledige med alle de jobs ? Så de unge kan jo bare tage sig et job ved siden af studierne, så de har råd til at uddanne sig til det de senere skal udfylde alle de ledige jobs med.

Er du en af de ”heldige” unge (for vi har det jo godt i Danmark), der er faldet helt udenfor normen og er defekt, har vi nogle glimragende tilbud, du skal passe for at modtage din nu uddannelsesydelse. Så kan du gå på Jobcafe 37 timer om ugen og lærer at skrive CV og ansøgninger til alle de ledige jobs, eller du kan gå på produktionsskolen 37 timer om ugen, og sy sutsko til hjemmeplejen, ordne lidt haver og spille computerspil, til du vinder i Lotto og MÅSKE får en elevplads et eller andet sted eller MÅSKE kommer ind på en uddannelse. ( Ikke at forklejne produktionsskoler – NOGLE er udmærket, har nogle gode tilbud, og udvikler de unge – Bare ikke lige på Lolland).

https://www.youtube.com/watch?v=NONnUBKcNZI

Og vi forældre har for travlt med jagten på den nye bil og den næste fladskærm, mens vi ryster på hovedet af den umulige, dovne og utilpassede ungdom. Vi burde i stedet skamme os over, hvad det er for et liv og samfund, vi tilbyder dem, og komme ud af vores magelige selvoptagethed og gøre noget ved det.
Albert Einstein
En god indikation på at noget for alvor er ved at rutsje fuldstændig fra os : Danmark har været verdens lykkeligste land – Kun fordi vi alle er på lykkepiller !! Nu er vi faldet fra en 1. plads til en 3. plads… stadig proppet af lykkepiller. Det er hyklerisk, pinligt, til grin og helt hen i vejret. Vi betaler over halvdelen af vores indtægter til SKAT, og lever af lykkepiller. Der er noget der ikke rimer.  Hvad skal der til ? Hvor galt skal det gå før det er nok ?

Nina Möger Bengtson har skrevet en tankevækkende historie om at være ung i dag. Hvis en pige, der falder ind i ”normen” oplever det at være ung, som hun her beskriver, gad vide, hvordan mon så alle vores ”defekte” unge oplever det ? Det er tankevækkende.
http://www.information.dk/507688

 

 

 

Smukke unge mennesker.

Lørdag d. 20.09.14

Min Guddommelig søn holder LAN. Han er 19 år ;o) Min elskede Guddommelig søn. Jep.. han er det tætteste man kommer på en GUD i menneske-krop og han er MIN søn <3 Han kan kører mig rundt på røv og albuer. Få mig til stort set alt – Kører gladelig landet rundt på alle tider af døgnet for at hente ham, han får mine sidste penge, min bil omtaler han som hans bil, går hans ting i stykker, skal jeg nok få det lavet, ellers køber jeg ham bare noget nyt – han er snot forkælet. Han roder og sviner over alt, larmer ind imellem temmelig meget, smider sine ting væk – nøgler, tøj, mobiler og you name it, og får ofte lavet noget rigtig lort for sig selv. Han vender op og ned på dag og nat, drikker sig i perioder fra sans og samling, begiver sig ud på nogle eventyr, der er ret ugennemtænkte, og ender ofte et sted, hvor han skriver – send flere penge. Han har givet anledning til mange søvnløse nætter. Det vildeste han har gennemført er folkeskolens 9.kl. Han har prøvet utallige ting, som han på en eller anden måde, nok skal få lavet ged i, så han ikke gennemfører. Han er stadig Guddommelig.
20130612_194015

Jeg er snothamrende forelsket i ham. I hans personlighed, i det menneske han er. Han er glad. Min søn er næsten altid glad. Elsker når hans smil, og sprudler over, når han griner. Han er elskelig, kærlig, hjertelig, ærlig, har et gennemført godt hjerte og er autentisk. Han er en af de mest autentiske mennesker jeg kender. Han LEVER. LIGE NU. Og vil man have et ærligt svar skal man bare gå til min søn. <3

Med sådan en guddommelig søn, følger en masse skønne unge mennesker. Nogle af dem sidder lige nu, og holder LAN. Har de gjort siden i aftes.

De er 9 knægte, der stort set har holdt sammen siden børnehaven og børnehaveklassen og de tidligste skoleår. Og med årene er der kommet en del tilløbere til andre steder fra. De er altid kommet i vores hjem. Og gør det til min store taknemmelighed stadig. <3
Naturskolen_091
IMG_6967
24259_1430961020038_1413255034_31171931_7634094_n
Jeg er VILD med de drenge. Har ofte været totalt gal i skralden på dem, skældt dem hæder og ære fuld, bandet dem langt væk – Men hold kæft, hvor er jeg vild med de drenge, og jeg vil gå uendeligt langt for dem <3

Gennem hele deres skoletid, har der altid været ballade, hvor de har været. Det kan ikke tælles på 2 hænder, hvor mange gange nogle af  os forældre, har siddet til møde hos inspektøren, fordi vores knægte – igen – havde lavet drengestreger. Det kan ikke tælles på 2 hænder, hvor mange køkkenmøder, nogle af os forældre har holdt både selv og med drengene. Vi gjorde vores ypperste, for at sige og gøre, det der nu forventes man siger og gør som forældre – selvom vi samtidig forsvarede dem, fordi vi VED de er nogle gode drenge. Jeg kunne blive så kæmpe frustreret nogle gange, fordi det bare føltes som om, at de havde fået stemplet BALLADE lige midt i panden, så de til sidst måtte stå skoleret uanset, hvordan tingene hang sammen, hvem der nu havde gjort hvad. Om de reelt havde lavet balladen eller ej, og hvordan tingene hang sammen, betød mindre – Der stod jo BALLADE over hele hovedet på dem.

Det var som om, at allerede fra dengang de var små knægte, var det forbudt at være GLAD, SPRUDLENDE, FULD AF ENERGI og egentlig bare have en god portion selvtillid. Når de gik denne her samlet flok på gaden og var GLADE og LEVENDE, var de pludselig en bande ??? Janteloven bragede højlydt ! “Du må ikke blive set. Du må ikke blive hørt, du skal ikke tro du er noget”. Det er som om, der bare ikke var plads til de har kæmpe glade drenge, med et kæmpe godt sammenhold – jo de lavede drengestreger – masser af drengestreger. Alt det drenge SKAL gøre ! Men det var GLADE ! De gjorde det smil, sjov, fis og ballade og aldrig for at skade nogen.

Puha.. jeg har grædt mange tårer for de drenge, fordi jeg syns verden har behandlet dem dybt uretfærdigt. Men tænk sig drengene er stadig glade !!! De er 18, 19 og 20 år. Og stadig lige glade. Selvom det siden de var knægte er blevet slået i hovedet med janteloven ! Selvom de har mødt en masse uretfærdighed – så er de stadig glade. Også selvom de STADIG konstant bliver banket i hovedet med Jantelov, fordomme, fordømmelser.Jeg er jo ikke helt dum. De kan stadig kører mig rundt på røv og albuer. De er stor-charmører, ved godt, hvad vi mødre falder for. Og kan de tage røven på os, så gør de det. Og ja det laver sgu noget rigtig lort nogle gange. Men for helvede altså.

Jeg ville sådan ønske verden kunne se dem gennem mine øjne. SE dem. SE deres store hjerter, SE deres glæde, SE dem som de mennesker de er ! GODE mennesker, GODE drenge, med en kæmpe værdi, som er ved at uddø i verden – SAMMENHOLD og VENSKAB på godt og ondt. Eller bare se deres GLÆDEN og SPRUDLEN. 🙂

De her handler ikke kun om “mine” drenge. Men om, at hvis vi alle ville blive bedre til at se under det umiddelbare, se gennem “balladen”, droppe janteloven, give plads til hinanden, ville vi få beriget vores liv med en masse smukke unge mennesker, og måske blive bedre til at skabe en plads til alle deres forskelligheder i vores samfund.

Jeg ønsker, håber og beder til de hele resten af mit liv, stadig vil fylde mit hjem med deres glæde, deres charme, deres autensitet,og alle deres drengestreger. Elsker jer drenge <3
198937_1839481394378_1460836185_1957295_5256969_n
168981_1883514887023_1215872140_32310853_4863348_n
167818_1883513126979_1215872140_32310847_4601962_n

133A2146
163399_1785846485374_1215872140_32094081_5886035_n

 

Sigtet.

Mandag d. 19. maj 2014

Kort efter nytår besluttede jeg, at nu skulle jeg satme ikke fylde min krop længere med antidepressiv medicin. Fik i 2007 tilkendt førtidspension for Borderline og Fibromyalgi, og havde allerede mange år forinden fyldt min krop med medicin.

Havde læst en masse på nettet om, hvad sådan medicin gør ved mennesker. Det ville jeg ikke være en del af. I løbet af årene, er det flere gange faldet mig ind, om det var helt normalt, man skulle tage sådan noget resten af livet. Og undret mig over, at der ikke sådan bliver fulgt op på et medicin-forbrug. Af lægen måske ?
En psykiater sagde engang til mig, at jeg skulle betragte min medicin, som sukkersygepatienters insulin. At nogle mennesker bare har brug for at få noget udefra, som kroppen ikke selv er i stand til at klare selv. Den slog jeg mig også til tåls med, og syns jo det lød helt plausibelt.

Min Kærste og jeg besluttede allerede sidste år, at køre til Italien i vores autocamper i foråret. D. 31. marts havde vi planlagt at tage af sted. Det lød som en god idé i forhold til, at jeg på det tidspunkt skulle være ude af min medicin, og det nok ville være dejligt med sådan en “rekreations-tur”. Jeg var ved godt mod. Syns selv jeg var skide sej. Trappede stille og roligt ud af 2 forskellige præparater, som jeg har taget i årevis. Jeg var selvfølgelig skide bange. Bange for, hvilket mennesker, der kom ud på den anden side. Uden medicin. Men… følte mig i stand til at håndtere det, der måtte komme, og havde det ganske godt med mig selv. Var noget til et punkt, hvor jeg kunne stå inde for den person, jeg er, og var klar til at springe ud, helt nøgen, uden et slør af “stoffer” til at blokere for at leve HELT.

Var satme så stolt. 1. marts var sidste udtrapningsperiode. Gjorde det selv. Har altid delt min medicin op i doseringsæsker. Så det var bare at putte lidt mindre doser i hver 14 dag. Og 1. marts var jeg nede på den mindste og sidste dosis inden jeg gav helt slip. Det var gået godt.

D. 15. marts kom et brev ind ad døren, der væltede alt. En stævning. Jeg blev sigtet efter § 266 – trusler.

Hele den sag har i læst en del om. Sagen om drabet på Jesper. Som ramte nogle mennesker, er betyder rigtig meget for mig. Hårdt. Umenneskeligt hårdt. Reaktionen i landsretten efter kvinden, der fik Jesper dræbt, slap med en – i min verden – løftet pegefinger, og kunne forlade retten som en fri kvinde. Efter hun havde sværtet hans eftermæle godt og grundigt til med løgne, som ingen fantasi kan forestille sig.  Helt umenneskeligt. Verden gik i stykker. Mennesker gik i stykker. Jeg gik i stykker. Den dag. I landsretten.
Det er vigtigt for mig, at pointere, at jeg ikke er offer i denne sag. Og at min sorg end ikke når i nærheden af, hvad familien måtte igennem. Jeg var blot vidne til den tragedie, som mennesker, jeg holder meget af, blev ramt af, og fast besluttet på, at være der for dem, så meget, som jeg overhovedet evnede. Men fælles for os alle, er den afmægtige uretfærdigheldsfølelse og fuldstændige uforståelige surrealisme, der væltede os  i landsretten.

Der var sket så mange ting i den sag : Kvinden der havde fået Jesper dræbt, havde søgt trøst hos.. Hans datter !! Og moderen til hans børn !! Samme tidlige morgen, som hun havde fået Jesper dræbt. Vi… datteren, moderen og endnu en veninde, rengjorde lejligheden efter drabet – rengjorde gerningsstedet. Pga. en fejl. Vi rengjorde et gerningssted. Ikke bare et gerningssted. Men stedet, hvor deres far, faren til min venindes børn, en ven.. brutalt var blevet dræbt. Bestialsk. Hvilket lejligheden bar tydeligt præg af. Har i prøvet, at tørre hjernemasse af et panel ? Har i prøvet at vaske et helt køkken ned, hvor der ikke var en plet uden blod ? Pillet gulvbelægningen af og smide det i en skraldepose, fordi pølen af blod, var så stor, så den ikke kunne størkne. Blod og hjernemasse fra en elsket mand. Har i nogensinde oplevet lugten af brutalt drab ? Drab på en elsket mand, som havde advaret os om, at den kvinde, han havde mødt ville blive hans død. Og alligevel havde tillid nok til hende, til at åbne sin dør, for hende, så hun kunne lukke hans drabsmænd ind. Fordi ingen i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, det blev virkeligt.

Mens alt dette stod på, var jeg på medicin.

Alt gik i stykker igen med brevet d. 15. marts. Og denne gang har jeg ingen medicin til at beskytte mig. Verden væltede. Endnu engang. Alt væltede op fra Pandoras æske. Alt der stadig ledte efter de rette hylder at være på. Jeg kunne slet ikke, og kan stadig ikke, kapere at det var en mulighed. At denne kvinde kunne slæbe mig i retten for trusler. Eller rettere. At en offentlig anklager kunne tage denne sigtelse i retten. Læste hendes afhøringer sammen med min advokat. Hun kommer først til politiet og anmelder mig for trusler EFTER hun af politiet er blevet konfronteret med, at hendes telefon, var blevet brugt til at true min veninde med. Moderen til Jespers børn. Hvis hun er så bange, hvorfor anmelder hun så først truslen flere dage efter, den skulle være blevet udtalt ?Hun render politiet på døren med en anklage, hun end ikke ved, hvem hun retter i mod. For de første mange afhøringer holder hun stædigt fast i, at det er en anden end mig. Indtil der er en der gør hende opmærksom på min blog, og indtil politiet fortæller hende, at personen hun anklager, slet ikke var til stede i landretten. I mit blog indlæg om Jesper, jeg skrev 2 dage efter afgørelsen i landretten, gør jeg drabskvinden opmærksom på, at straffen kommer til den som fortjener den. Bare ikke fra det danske retssystem. Jeg er NØD til at tro på karma. Ellers kan jeg ikke eksistere. Og slet ikke i denne her sag. Hun forlader en samtale med politiet i vrede, over de ikke har pålagt mig, at slette mit blogindlæg. Dette står også i hendes afhøringsjournal. Hun udtaler, at hendes advokater “må flygte i skjul til et nærliggende hotel pga. den truende stemning efter domsafsigelsen”. Men der er ingen afhøring af omtalte advokater. Ingen udtalelser om at de skulle have følt sig truet. Politiet har ingenting hørt – selvom kvinden var mandsopdækket under hele sagen. Alligevel vælger anklager at tage min sag i retten.

Alle dage op til retssagen. Også under vores Italien tur. Har jeg været helt ude at skide. Fuldstændig ydmygende brudt sammen i gråd, de mest uventede steder, på de mest uventede tidspunkter. Blevet uventet urimeligt vred på min Kærste. Følt mig magtesløs, tom, og uden fatteevne for noget som helst. Formår ikke at tage imod. Hungrer efter omsorg og kærlighed og bryder helt sammen, når jeg får det, fordi jeg ikke kan rumme det, og tage imod det. Føler mig totalt blotlagt, nøgen og umenneskeligt skrøbelig. Håbede og bad til at dagen i dag, kunne være et vendepunkt. At så blev den sag i hvert fald afklaret, så jeg kunne fokusere på, at komme tilbage til livet igen. Uden medicin. Håbede at ved at få sorteret denne sag fra, var der ikke mere der kunne spærre udsigten for at se fremad.

Havde tænkt vanvittigt mange scenarier igennem op til retssagen. Prøvet at ruste mig, til hvad der end måtte komme. Ved jo af erfaring, at der skal hård på brystet, til at lægge ører til, hvad der kan komme ud af den kvindes mund. Jeg følte mig pisse sårbar, og var vildt bange for, hvordan jeg ville reagere. Om jeg bare ville falde sammen, som en død hund. I vidneskranken. Og jeg var overhovedet ikke hverken sej eller stærk eller stolt eller noget som helst andet. I retten. Brød helt sammen, og havde svært ved at sige noget overhovedet.
Slaget, der for alvor slog mig gulvet, var kvindens sms til anklager om, at hun ikke turde møde som vidne i retten. Kvinden der fik dræbt Jesper. Kvinden der er årsag til min retssag. Sendte en sms til anklager. Det betød, at sagen ikke kunne afsluttes, og er blevet udsat endnu en måned. For så endnu engang at kunne blive udsat. For hun møder ikke op. Hun får lov at fortsætte sit syge spil.

Det var bare pisse bad timing. At jeg skulle modtage det brev d. 15. marts. Samtidig med jeg lige havde sluppet mine piller. For jeg kan ikke bærer det. Og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen. Er det abstinenser jeg har ? Eller er jeg på vej tilbage i en depression ? Er jeg ved at gå fra forstanden ? Forsvinder det når retssagen er afsluttet ? Eller er jeg bare på vej ud i afgrunden ? Gik en lille tur med min Kæreste her til aften. Tog mig sammen fordi jeg lige havde læst, at natur er leasing for sjælen. Vejret var smukt. Der var ællinger i søen. Skønne forårsgrønne træer. Og under hele turen kæmpede jeg med ikke at bryde ud i gråd. Kunne ingenting sige. Bare kæmpe for at holde fast i mig selv. Og gå. Og faldt sammen i gråd, i det sekund vi trådte ind ad døren.

Det er som at være i et mareridt, jeg ikke kan vågne af. Og jeg er frygteligt tæt på, at gribe til medicinen igen. For jeg aner ganske enkelt ikke mine levende råd. Har søgt og ledt på nettet, for at få nogle guidelines. Nogle hints. Om hvad jeg skal forvente. Hvad jeg kan gøre. Finder en masse uden at finde noget. Sidder bare tilbage med en endnu større følelse af afmagt.
Håbede og bad til at dagen i dag, ville bringe mig bare lidt over på den anden side. At det måske ville blive lidt nemmere, at håndtere livet uden medicin, når sagen var afklaret. Men mareridtet er udsat endnu en måned. Træder vande så længe, og håber jeg ikke drukner, og kommer ud på den anden side, med bare en lille rest af værdighed og en lille smule styrke.

 

Cuba. The day after. The Past. The Future.

Tirsdag d. 28.01.14

Nyligt hjemvendt fra 10 dage i Cubas varme hovedstad Havana. Hjem til endnu et dødsfald i familien. Sne, frost og kulde. “Katastrofer”, konflikter, sygdom i omgivelserne. Alle er fyldt op, af sig selv, af andre, af problemer, af stress, af .. alt. Stadig smadret af – heldigvis aftagende – influenza. Ensom, ynkelig, undrende, overvældet, væltet, tom, fyldt. Mine børn er mine lys. Min stolthed, glæde, munterhed, sjov, fis, varme, kærlighed. LYS LYS LYS. Elsker jer. Ubetinget. Grænseløst. Ubeskriveligt.
Min Kærste er min stenstøtte. Tålmodig. Tolerant. Vedholdene. Udholdende. TAK Kærste. Elsker dig. For evigt. <3

Cuba har om noget vendt min verden på hovedet. På godt og ondt. Ikke mindst har Cuba for alvor åbnet mine øjne for, hvor vigtigt det er, at tage ansvar for, at leve det liv, jeg ønsker at leve inden for de muligheder jeg har. Jeg har PLIGT til at tage et ansvar, bruge min viden, følge mine drømme, finde og dyrke mine værdier. Værdsætte mine muligheder. Elske mit liv. Og kæmpe for det !
Rejsen til Cuba har om muligt gjort mig endnu mere skræmt over, hvor stor indflydelse magt, penge og ikke mindst politik, ikke kun lokal- men også verdenspolitik, har på den enkeltes liv. Cuba har åbnet mine øjne for, hvor galt det kan gå, hvis vi fortsat bare ser til. Fortsat bare lader magthaverne trække flere og flere umenneskelige uhyrligheder ned over hovedet på os. For “Vi har det jo meget godt” – “Ingen dør af sult i Danmark”. Endnu. Vi har ikke interne krige i Danmark. Endnu. Men vi har flere og flere meningsløse drab på gaden. Flere og flere hjemløse. Flere og flere gamle, som ikke får den hjælp de har brug for. Flere og flere unge på afveje, som har stor brug for hjælp, men som ikke får det, så der bliver færre unge til at holde vores samfund kørende – netop fordi de ikke får hjælp til at komme tilbage på sporet. Og det er IKKE fordi vi ikke betaler tårnhøje skatter og afgifter og gebyrer og fanden og hans pumpestok. Vi ved bare ikke, hvad fanden pengene bliver brugt til, ud over brandslukning og kort-snæversynede plastervisioner. Lige nu. Lige her og nu. “Har vi det jo meget godt. Du og jeg lillemor. Du og jeg lillefar. Os og børnene. Vi har det jo meget godt”. Jep. Men om 20 år er det sgu børnene der er lillemor og lillefar, og hvilke vilkår efterlader vi dem ???? Hvilke fremtid efterlader vi VORES børn, VORES børnebørn, VORES efterkommer. Forstår faktisk ikke vi som forældre, kan se os selv i øjnene.

Vi HAR muligheden for at råbe højt. Gøre en indsats, gøre oprør, uden at udsætte vores frihed og vores liv. Vi gør det bare ikke. Heller ikke jeg. Hvor end jeg gerne vil. For jeg ved ikke hvordan man gør det alene. Og jeg kan ikke få nogen med mig. Men vil muligheden blive ved med at være der ? Eller skal vi bare læne os tilbage og vente, til andre kommer og dikterer vores liv fuldt ud. ? Det er der vi er på vej hen …..
Det var lige et uventet opstød af dimensioner. Det er bare lidt af det Cuba har gjort ved mig.

Nu til Cuba.

Kontraster. Danmark / Cuba. BIG difference ! Cuba / Cuba = BIG difference. Cuba er indbegrebet af kontraster. Cuba – Havana er …. Både og. Enten eller. Alt .. og intet. Både skræmmende og tiltrækkende. Enten voksende eller døende.
Kaotisk, Kontrastfyldt, Kaos.
Pragtfuld, Pulserende, Primitiv.
Skøn, Stinkende, Storslået.
Beskidt, Berusende, Bemærkelsesværdig.

Fast ingrediens i vores rejser er Politikens “Turen går til” denne gang Cuba.
Vi havde begge læst en hel del om Landet inden vi rejste. Både i Turen går til, og i en anden bog, som Niels havde købt. Intet kunne forberede os på det vi kom til. Efterfølgende fandt vi lidt i bøgerne under “praktiske ting” og lidt mellem linjerne. Men jeg tror det handler meget om, at Cuba dels er ubeskrivelig og dels meget afhængig af øjnene der ser. Cuba kan ikke forklares. Cuba skal opleves.

Mandag. d. 13. januar.

Dagen for afrejsen startede MEGET tidligt. Vi skulle flyve fra lufthavnen kl. 06.00.
Man skal jo være i lufthavnen 2 timer før, så.. afgang fra Maribo kl. 02.00. Niels havde sovet et par timer. Jeg havde slet ikke været i seng. Har en misundelsesværdig evne til at sove på flyveture (måske fordi jeg snyder med hjælpemidler i form af små “lyserøde” piller), så jeg ville heller sove på den 10 timer lange tur fra mellemlandingen i Amsterdam til Havana, Cuba.

Traditionen tro starter vores rejse med en Underberg i Katrup Lufthavn.
Lufthavn på vej. DK
Kan godt li lufthavnen om natten/tidligt om morgenen. Der er stille. Tempoet er roligt. Der er ikke så mange mennesker. Endnu.

Min elskede betænksomme Kærste havde sørget for, at vi havde de perfekte siddepladser, både hele vejen over og hjem. Så vi sad helt alene med ekstra benplads på turen til Amsterdam. Det gjorde vi sørme også fra Amsterdam til Havana =o) TAK Kærste. Det gør bare rejsen så meget nemmere ! Vi fløj med KLM hele turen, hvilket varmt kan anbefales. Jeg sov – som altid – hele vejen fra Amsterdam til Havana, kun afbrudt af de måltider der serveres om bord.

Mandag kl. 15.35 Cubansk tid (21.35 DK-tid) landede vi i Havana. Lidt trætte men meget opmuntret af forventning til det, der nu lå foran os. Allerede lufthavnen bar præg af, at vi var kommet til et land, hvor tingene er meget anderledes, end vi er vant til. Alting gik bare en tand langsommere. Alting var bare en lille smule mere primitivt, mindre prangende, færre bagagebånd, afslappet personale, selvom der er stor sikkerhed og strenge regler i de cubanske lufthavne.

Der sad kvinder i sygeplejerskekostumer, hvis funktion jeg ikke kunne lure. Resten af de kvindelig personale bar grønne uniformer m. korte nederdele, høje hæle og mønstrede nylonstrømper.

Der sad kvinder i sygeplejerskekostumer, hvis funktion jeg ikke kunne lure. Resten af de kvindelige personale bar grønne uniformer m. korte nederdele, høje hæle og mønstrede nylonstrømper.

Første step, efter vores bagage langt om længe ankom, var at få vekslet nogle Euro til cubanske dollar. Jeg blev placeret på en bænk med en kop kaffe, en sodavand, mine smøger og vores kufferter, og så gik Niels på jagt efter et sted at veksle. Sad bare og nød solen og varmen, kaffen og smøgerne, palmerne, lydene og menneskene. Da Niels efter noget tid havde fået vekslet, skulle vi se, om vi kunne få en simkort til Askes gamle Ipad. Vi havde lejet en bil hjemmefra, som ventede på os i lufthavnen. Så Ipaden var med til at vise vej. Niels måtte igen i kø, denne gang lige ved bænken hvor jeg sad og slappede af – Stakkel ;o)
Kø til simkort.
Ingen simkort til os. Men en adresse på et sted i Havana, hvor vi muligvis kunne købe et. Heldigvis havde Niels både printet kort og købt et stort Cubakort hjemmefra, så vi skulle nok klare os. Sidste opgave = at hente vores lejede bil.

Sol, varme, palmer. Og på vej efter bilen.

Sol, varme, palmer. Og på vej efter bilen.

Langt om længe er vi på vej fra lufthavnen. Med mor bag rattet og Niels som Co-pilot. ;o)Mor Kører 1

Mystisk nok kunne Ipaden “se os” selvom der ikke var simkort i. Så det gik glimrende hele vejen ind til byen, med kort og Ipad. Det blev straks lidt værre, da vi skulle finde hotellet i labyrinten af små ensrettede og ufarbare gader =o/ Vi havde dog ikke kørt ret langt, før en ung fyr gennem vores åbne vindue i bilen, spurgte hvor vi skulle hen, om han skulle hjælpe. Mens vi snakkede med den unge mand, stødte en ældre mand til, som også ville hjælpe. Sikke dog imødekommende og venlig mennesker. Tænkte jeg. Det viste sig, at det var far og søn, og inden vi nåede at tænke særligt over det, sad begge i bilen, for at vise vej til hotellet – uafbrudt spørgende og talende på meget dårligt engelsk. Vi havde været TIMER om at finde frem til det rigtige sted alene – men far og søn kendte alle veje og lovlige retninger, og vi kom frem uden problemer, men en hel del anspændt.
Det var FEDT at køre bilen, men for faén da, det krævede en enorm portion tålmodighed (hvilket IKKE er min stærkeste egenskab). Gaderne var smalle og ujævne. Færdselsregler findes ikke. Man blinker ikke af. Kører pludselig ud fra kantstenen, hvor man hold parkeret. Fortove kan ikke kaldes fortove, så folk gik midt på de i forvejen smalle gader, uden tanke for at flytte sig til siden, bare fordi der kom en bil.  Det vrimler med cykeltaxier, som kører i både den ene og anden side og med og mod trafikken og uden nogen som helst fornemmelse for andre end dem selv. Der kunne pludselig dukke et stort hul op i vejen. Eller være et eller andet parkeret midt i det hele. Man skulle både holde øje med sig selv, og vide hvad alle andre derude, havde tænkt sig at gøre. Det var et trafikalt ragnarok på ufarbare veje af rang. Men spændende, charmerende og vildt udfordrende. Godt trætte, udmattede og let rystede fandt vi en formidabel parkeringsplads tæt på hotellet midt i Old Havana. Vi takkede overstrømmende far og søn for hjælpen. Men de havde ingen planer om, sådan lige at slippe os igen. Heller ikke selvom Niels gav dem 5 CUC for hjælpen. De greb fat i vores kufferter, og slæbte dem hen på hotellet. Dvs. Niels nåede at tage sin selv, men sønnen havde et godt tag i min, og faderen fulgte – stadig talende – med. Først ved receptionen, hvor der var en piccolo, der overtog vores kufferter, kom det frem, at de ville have os med til et cigar-kooperativ for at sælge os nogle ægte cubanske cigarer. Det var svært at få dem til at forstå, at det ville vi ikke – vi skulle lige lande først. “Jamen så i morgen da?”. Måske sagde vi. “Hvad tid i morgen så?”. Det ved vi ikke ! Vi er lige kommet.! De var søde og rare og hjælpsomme. Men… ikke uden bagtanker.

Hotellet var en drøm. Ude fra som inde fra. Ude fra som et stort ældgammelt prinsesse slot, hvor man bare venter på Rapunzel smider fletningen ud fra tårnet.  Midt i en enorm by. Fuld af hemmelige hjørner og kroge. Så smuk. Fuld af sjæl og historier fra en længst forgangen tid.
Hotel udefra
Indeni fortsætter eventyret. Store marmorsøjler. Høje buede vinduer. Gamle specielle lysekroner og lamper. Gammel reception i mørkt træ med små finurligheder. Det var som at træde 100 år tilbage i tiden (hvilket det også er).
Hotel 1

Anden af hotellets 3 etager.

Anden af hotellets 3 etager.

Hotel 3. sal

Hotellets elevator. Lige så gammel som resten. Fungerede upåklageligt. Bortset fra den ene morgen, hvor vores meget fine engelske ældre nabo-dame ikke kunne komme ud. Hun stod bumstille mens hun råbte - Hallåu ! Hallåu ! - Hun kunne slet ikke råbe, kun tale højt. Indtil vi kom og opdagede hende, så vi kunne hente en redningsmand. Hun var så sød og total weard.

Hotellets elevator. Lige så gammel som resten. Fungerede upåklageligt. Bortset fra den ene morgen, hvor vores meget fine engelske ældre nabo-dame ikke kunne komme ud. Hun stod bumstille mens hun råbte – Hallåu ! Hallåu ! – Hun kunne slet ikke råbe, kun tale højt. Indtil vi kom og opdagede hende, så vi kunne hente en redningsmand. Hun var så sød og total weard.

Værelset var enormt stort. Enkelt holdt i gammel stil med store gardiner og klunker. Stort og med alt, hvad man har brug for. Stort rummeligt skab til tøj. Minibar. Lækkert badeværelse. Gamle, tunge og komfortable jernsenge senge. En sofa, en stol og et bord. Aircondition. Fantastisk.
VÆR NYT
Vær. 2

Hotellet beskriver sig selv bedst :

“Et fantastisk eksempel på art nouveau-inspirerede arkitektur går tilbage til 1908. Hotel Raquel beliggende nær en af ​​gamle Havana mest attraktive pladser, Plaza Vieja, tilbyder gæsterne en smuk og romantisk stemning. Hotellets eklektisk facade er godt matchet af den imponerende interiør: skinnende marmorgulve, polerede søjler og fornemme periode sofaer. Det mest slående træk ved hotellets lobby er uden tvivl de blyindfattede ruder placeret over atrium, holdt i beroligende toner af gult lys. Hotel Raquel tilbyder 25 komfortable værelser, som er fordelt over tre etager og omkring atrium. Værelserne er omhyggeligt designet og dekoreret med malerier af kendte cubanske kunstnere. 

Hotel Raquel er også kendt for sine referencer til jødiske tradition og tro, som består af forskellige dekorative elementer, herunder en sten gravering af en Davidsstjerne i receptionen og forskellige symbolske artefakter som mezuzahs fastgjort til nogle af dørstolperne ved værelserne. Raquel elegante restaurant serverer typiske jødiske retter.

Tagterrasse på Hotel Raquel er et fantastisk sted at nyde en drink eller bare at kigge over byen.

Ligesom alle hoteller i Old Havana, drives Hotel Raquel af Kontoret for byen Historikeren af ​​Havana, hvilket betyder, at alle overskud geninvesteres i restaurering af byens historiske centrum. ” Citat slut.

Nok om hotellet, som i sig selv er en hel historie og seværdighed. Det var i hvert fald en stor og meget glædelig overraskelse, at det var så fint og smukt.

Vi var død trætte, men slet ikke klar til at gå i seng. Klokken var stadig ikke ret mange, vores døgn jo var blevet forlænget med 6 timer. Vi sundede os lidt og begav os så på gaden for at sondere terræn, og måske finde tår aftenkaffe.

Satme om ikke knægten fra “vejviserduoen” står på hjørnet foran hotellet og venter på os. For endnu engang at tilbyde os billige cubanske cigarer. Vi takker endnu engang nej, hvorpå han forsøger at lave en fast aftale med på et senere tidspunkt. Niels får forklaret ham – endnu engang – at det er vi ikke interesseret i. Da vi får rystet ham af os, slentrer vi stille og roligt lidt rundt i gaderne. Vi var som sagt trætte, så det blev ikke den store rute, vi lagde for vejen. Men vi fandt hurtigt en hyggelig åben plads med 3 caféer, hvor vi slog os ned. Stemningen var surrealistisk. Stille og støjende. Dæmpet gulligt skær i skumringen. Aftenlun. Tunge hårde jernstole og borde. Overvældende charmerende.

Første aften på Plaza de Vieja.

Første aften på Plaza de Vieja.

Vi sad en rum tid og bare var til stede. Sugede indtryk til os. Mærkede stedet. Varmen. Og trætheden. Gik tilbage på hotellet. Pakkede ud. Og på hovedet i seng. Vi sov fantastisk og som sten den første nat.

Tirsdag d. 14. januar 2014

Vi vågnede friske og veludhvilet. Klar til at gribe dagen, indtage Havana og møde eventyret. Vores værelse lå på tredje sal lige ud til tagterassen. Der gik vi ud som det første. Min fantastisk betænksomme kæreste havde medbragt vores lille rejsekogekedel, så jeg kunne nyde min morgenkaffe i den storslåethed der mødte os. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Fuglene kvidrede. Terrassen var et rent eventyr i sig selv. Gammel, slidt forfalden og fandens charmerende skøn og indbydende. Følte jeg svævede. Udsigten var som at være med i en actionfilm. Det var nærmest en by ovenpå byen. Hanen galede…. Hanen galede ???? Jep. Hanen galede. På en af tagene var der nemlig en hønsegård. Og hanen var et prægtigt mandfolk, som beskyttede sine høns med sit liv. Jeg svulmede helt over af.. ja undren, begejstring, skønhed. Solskin.

Hønsegård på taget.

Hønsegård på taget.

Morgen på terassen 1
Morgen på terassen 2
Udsigt 1
Udsigt 2

Efter vi havde indtaget morgenmad, som Niels havde hentet il os, på taget, gjorde vi os klar til at indtage Havana. Vi havde besluttet at starte i området, hvor vi boede – Old Havana. Alene dér var der oceaner af små seværdigheder, jeg gerne ville se, om som jeg havde kortlagt hjemmefra. Vi skulle også finde et sted, hvor vi kunne proviantere til minibaren. Vejret var som sagt upåklageligt. Alene det at trække i sommertøj og bare tæer i sandaler, gjorde mig intet mindre end udødelig.

Min overvældende morgenbegejstring aftog en lille smule allerede ved indgangen til hotellet, hvor knægten fra i går endnu engang havde taget opstilling, for at vente på at “overfalde” os med sit og farens cigartilbud. Dér blev jeg sgu godt nok lidt små-irriteret. Niels fik på en lidt mere kontant måde fortalt ham, at vi IKKE var interesseret. Den oplevelse fik vi hurtigt rystet af os…. eller.. jeg er vidst den der mest bliver påvirket af den slags anmassende sugemaller. Første mål var at finde et sted, hvor vil kunne købe vand.

Jeg er vant til lidt af hvert på vores ferier. Har prøvet lidt af hvert på vores ferie. Men jeg har også altid haft en “sutteklud” indenfor overskuelig nærhed. Enten i form af Futte, eller et trygt og hyggeligt café-område, et lækkert hotelværelse, hvor man kan få alt eller bare noget, som giver en tryghedsfølelse.
Jeg er jo pisse dobbeltmoralsk. Ud ad til, vil jeg gerne kunne bryste mig med, at have levet “autentisk som de indfødte i landet”-agtigt. Hvis i spørger, kan jeg sove i en myretue under åben himmel, skide i et hul i en skov, tørrer mig med blade, leve af tørt brød, og vand fra en skovsø. JEG KAN BARE IKKE LI´ DET ! Inderst inde er jeg en diva, der helst vil bo i vild luksus med spa og massage, cafeer indenfor 50 meters afstand, helst på hvert gadehjørne, og en designergade tæt på vores opholdssted, og så må alt det autentiske godt være i gå-afstand. Bare jeg har min komfortzone inden for øjenvidde, kan jeg sagtens kaste mig ud i selvfede “se-mine-overlevelses-evner-eventyr”. Men så snart jeg ikke øjner bare en lille zone panikker jeg totalt. Jeg kunne bare ikke finde den zone vores første dag.

Først fandt jeg gaderne i Old Havana meget fascinerende. Et samsurium af charmerende forfald, ind i mellem afbrudt af enkelte malede huse. Hullede beskidte gader. Bunker af affald i overfyldte stinkende containere. Biler der dyttede, mennesker … mange af dem. Mænd og kvinder : “Cigars Mister ?”  Cykeltaxier, almindelig taxier hvor end man vendte sig, konstant spørgende “taxi Lady?”. Herreløse hunde. Børn der legede. Vasketøj på alle altaner, i vinduer, alle steder. Faldefærdige opgange. Gårde. Huse. Beboelse, der ville være blevet erklæret uegnet til formålet i Europa. Folk levede. Hektisk, støjende, syngende, summende, smilende. Kaos.
Gader i Havana første dag.
Første dag.
Første dag 1
Efter at have gået i noget som føles uendeligt uden at være stødt på noget der bare mindede en lille smule om en kiosk, en købmand, en cafe eller andet, kunne jeg mærke begejstringen langsomt sive ud af kroppen, for at gøre plads til panikken. Jeg var fast besluttet på IKKE at lade mig mærke med det. Niels var super glad, og det ville jeg ikke tage fra ham ved at være en forkælet diva. Så jeg bed tænderne sammen og bad til Gud.

Vi nåede op til pladsen ved Capitolio. Capitolio har før revolutionen været sæde for regeringen, men huser i dag Cubas videnskabsakademi og naturvidenskabelige nationalbibliotek. Bygningen – en enorm kolos præget af et prægtigt indgangsparti i midten under et stort kubelformet bygningsværk – var desværre under renovering, da vi var der. Så vi kom ikke ind og se de arkitekturiske og skulpturelle skatte som bygningen gemmer på.
Capitolio

Menneskevrimlen var vokset betragteligt. Larmen, varmen, tørsten, dytten, “taxi sir?”, – panikken truede med at tage helt over, hvilket jeg ikke længere kunne skjule for min stakkels Kærste.
Her var der masser af små lokale butikker med det mærkeligste udvalg.
Og langt om længe faldt vi over et sted, hvor man kunne købe vand på plastikflaske. Vi var frelste ! TAK Gud ! Og jeg drak grådigt. Og fik lidt af modet tilbage. “Det er jo en del af eventyret”. Næste mål var at finde en cafe. Lige så umuligt som at finde vand og en nål i en høstak. Den dag. Vi lærte mange ting. Den dag.

Vi stod på pladsen efter at have slukket tørsten og kiggede på vores kort, og prøvede at orientere os om, hvor der var størst sandsynlighed for at finde en café. Pludselig står der en vældig flink, rar og hjælpsom mande-cubaner (gæt sidst i 20érne) og spørger på deres sædvanlig dårlige engelsk, hvor vi kommer fra og hvad vi leder efter. Vi vil helst selv, og svarer nødtvunget, at vi søger en café. Endnu engang fanges vi af cubanernes effektive indsmigren og tilsyneladende altoverskyggende hjælpsomhed, og ender med at traske efter denne her mand “follow me – just follow me. Its right arround the corner”, alt i mens han plaprer løs om, at Danmark er et skønt land, koldt nu, og spørger om en masse ting. Vi går væk fra pladsen og ned af nogle gader vi ikke kender. Bliver lidt utrygge og spørger, hvor langt der er endnu. Vi er der næsten. Det viser sig nu at blive meget hyggeligt. Umiddelbart. Han bringer os til en lille sparsom lokal cafe, hvor han kender ejerne, og vi får serveret en udmærket cappuccino og en alkoholfri Mojito. Og der må ryges. Det må der heldigvis alle steder i Cuba. Også på hotelværelserne.
Vores cubanske ven.
Vi snakker lidt om Danmark. Lidt om Cuba. Priser på biler. Lønninger i det ene og det andet land. Han fortæller bl.a., at befolkningen i Cuba har madrationeringsmærker, hvilket betyder, at de kun kan købe visse varer i begrænsede mængder. At min mobiltelefon koster mere end han kan tjene på.. kan ikke huske hvor længe.. men det var længe. Osv. Meget interessant det af det jeg kunne forstå. Mens vi snakkede priser og valuta gav han mig en cubansk 3-pesos-seddel med billede af Che Guevara. Som souvenir. Først forstod jeg det ikke. At han ville give mig den. Så tog jeg den lidt tvivlsomt og modstræbende. Og Niels brød sig slet ikke om, at jeg tog i mod den. Men manden forklarede, at deres penge jo ikke er noget værd. Så det var ingen penge for ham. Det er det jo alligevel. Penge er jo ikke ikke-noget-værd, for så er der ingen grund til at have dem. Any way. Jeg sagde tak og lod den ligge på bordet. Indtil han tog den og endnu engang gav mig den i hånden, for det var dumt bare at lade den ligge der, hvis den blev væk. Så lagde jeg den ind i vores bog. Efter anden runde Mojito begyndte samtalen at uddø, vi ville gerne videre, vidste bare ikke helt hvordan. Vi havde ind i mellem talt om, hvad han mon forventede. Da vi havde betalt regningen for drikkevarerne (dem betalte Niels), og vi gjorde anledning til at bryde op, kom det. Manden vendte på en femøre, fra at være smilende, “stor i slaget”, informerende, “jeg vil gerne blive bedre til engelsk, derfor taler jeg med jer”, til at blive lille, bedende, ydmyg : “Can you give me 20 CUC for milk to my children Sir ? Please ??” Jeg kan ikke beskrive de følelser der løb igennem mig. Følte mig dum, naiv, godtroende, narret, snydt, fanget i en fælde og alt muligt andet. Jeg er aldrig stødt på så udspekuleret en måde at betle på ! Så … nederdrægtig en måde, at fange uvidende turister i sin indsmigren og “hjælpsomhed”, “imødekommenhed”, for derefter at betle om deres penge. 20 CUC !! 120 DKKR for hans påduttede selskab !!! Vi snakkede noget frem og tilbage om, hvordan fanden vi lige skulle håndtere det. Samtidig med vi diskuterede med manden, hvordan fanden han kunne finde på, at sidde og give mig penge, når han bagefter tiggede om selv samme. Det endte med at vi gav ham 10 CUC med et løfte til os selv og hinanden om, at vi aldrig mere modtog hjælp vi ikke selv havde bedt om.

Efter den oplevelse havde jeg virkelig brug for at finde noget civilisation. Hjemmefra havde jeg set på kortet, at der skulle være en gå-gade/et strøg, der hedder Obispo, i området tættere på, hvor vi boede, som vi ville finde.
Vi var også blevet sultne. På vej mod Obispo på et hjørne af en stor vej mod Capitolio og en af de små labyrintede veje ned gennem området hvor vi boede, lå der en lille ret hyggelig cafe, hvor man også kunne få lidt at spise. Vi stod lidt ubeslutsomme ved døren. Alle borde udenfor var optaget. Vi ville sidde ude. Så vi tøvede lidt for at se, om ikke snart der var nogle der gik. Der gik ganske kort tid, før en tjener spottede os, og hurtigt fangede, at vi ønskede at sidde ude. Intet problem ! I løbet af no time, havde han og en anden tjener båret endnu et bord og et par stole ud i solen til os ! Det kan man sgu da kalde service ! Blev helt glad over endelig at møde lidt oprigtighed. Og man kunne oven i købet få kaffe ! Hvorfor bliver tjenere så forundret, når jeg bestiller cappuccino og gerne vil have den med det samme og ikke først efter maden mon ?
Først da vi sad der. Havde bestilt mad. Jeg havde fået min kaffe. Havde tændt en smøg. Lænet mig tilbage i solen. Slappede jeg lidt af, og begyndte at få det humør tilbage, som ellers havde fortaget sig i løbet af dagen.
Her fik jeg min første lille cubanske ven. Han var noget så dejligt. Tilsyneladende havde han desværre ingen ejer. Hvis jeg havde kunnet, havde jeg taget ham med hjem og fyldt ham med kærlighed.
Hundeven
første dag mad
Maden var værd at vente på. Tjenerne super rare.

Og først nu klar til at lade mig fascinere af alle de amerikanerbiler, der suser rundt i gaderne i Cuba. Vi vidste selvfølgelig godt i forvejen, at vi ville finde amerikanerbiler på Cuba. Men at det var i så stor en udstrækning, kom helt bag på os begge. Det vrimlede med dem. Over alt hvor vi kom frem. Nogle var mere velholdte end andre. Mange af dem fungerede som taxier til ære for turister, og for at tjene penge selvfølgelig. Lige så mange blev brugt til eget brug og til samkørsel for indbyggerne. Lige så meget man drejede hovedet af led for at kigge efter dem, lige så immun blev man til sidst. Lige med bortset fra overfor de ekstra flotte flydere.
AM biler

Obispo blev senere min safetyzone. Udover hotelværelset. Det var forholdsvist let at finde. Igen.. umiddelbart skuffende. Det skal siges at mine førstehåndsoplevelser var meget præget af både enorm træthed, total uforberedthed, og dårlig hals.
Havde forventet et strøg alla strøget i KBH. Jo længere vi kom ned at Obispo, jeg mere hang jeg med skuffen. Der var da enkelte “butikker”, som jeg ikke ville nedværdige mig til overhovedet at kalde butikker. Der var da også et par beskidte usle barer og noget der kaldte sig caféer, der bare ikke havde kaffe. Jeg mistede endnu engang modet. Og blev samtidig frygtelig skuffet på mig selv, over hvor forkælet mine behov egentlig er.

Da vi nærmede os den anden ende af Obispo lysnede det lidt igen. Vi stødte på Café Paris, hvor der var gode pladser udenfor, og Salsarytmerne dansede gennem vinduet fra cafeen. Der var en hyggelig stemning med en nogenlunde god kop kaffe.
Dér sad vi lidt og forsøgte at fordærve alle de indtryk der bombarderede os i dette ubeskrivelige land. I denne kontrastfyldte by. Stadig en smule desorienteret. Endnu ikke helt fri af gårdsdagens træthed.
Cafe paris 3

Opfrisket af musikken og hyggen på Café Paris, fortsatte vi det sidste lille stykke op ad Obispo mod Plaza de Armas, som er byens ældste torv, og mødte sørme Fidel og Che på vejen :
Fidel og CheDe var herre skønne de to ældre cubanske mænd, som gav sig ud for de to meget populære rebeller. Mange cubanere bærer en eller anden form for “hyldest” til Fidel og Che i form af påklædning, skæg som Che eller andet. De to kunne ikke et ord engelsk, hvilket også var helt unødvendigt med deres glædessmittende kropssprog.

Plaza de Armas er fantastisk. Den tidligere eksercerplads rummer i dag et enormt bog- og antikmarked hele vejen rundt om det smukke område af træer og en stor hvid marmorstatue af revolutionshelten Manuel de Céspedes´. Masser af gamle bøger om rom, revolutionen, Cuba, Fidel og Che, film, musik og meget mere. Frimærker, gamle lokale cubanske penge, rosenkranse (weee ! ), bibler, smykker, gamle kameraer, cigarbælter, kristne figurer, kapselåbnere fra cola… der var hundredvis af ting og sager, alt sammen gammelt. Et ægte kræmmermarked, blandet med små hyggelige caféer. Dér havnede stort set alle mine lommepenge ;o)
Plaza de Armas 1
Cubakøb
På den ene side af pladsen ligger den enorme tidligere guvernørbolig Palacio de los Capitanes Generales. Den anden side ligger lige ud til Havanas kæmpe havneområde og Forsvarsanlægget Castillo de la real Fuerza, som rummer en masse små skatte – ægte guld og sølv, skår af potter og andet, mønter, smykker – alt sammen fisket op fra forliste flåder ved Cubas kyst.

Her mødte vi Søren og Chiqui. Vi osede lidt på markedet og nød pladsens skønne, rolige omgivelser. Jeg stod og kiggede lidt på nogle ting ved en bod, hvor Chiqui stod og kiggede på en Madonna-figur. Søren er pæredansk. Chiqui cubaner. Husker ikke helt hvordan, men vi faldt i hvert fald i snak. Vi endte med at gå ned til et sted, hvor man IKKE kunne få kaffe, men noget koldt og drikke, nede ved havnen.
Søren er cykelhandler. Ikke helt almindelige cykler. Næ næ.. det er skam Cyklernes Rolls Royce han forhandler. I 1981 etablerede han firmaet Sögreni cykler og har siden udviklet dyre kvalitetscykler og tilbehør hertil. Sögreni er hans efternavn. Søren er en voksen mand på 57 år, som tilbringer flere måneder om året på Cuba, hvor han har mødt en rigtig sød cubansk kæreste – Chiqui. De har nu været kærester i 4 år.

Niels og Søren faldt i hak med det samme og kunne jo tale meget om forretninger. Og Søren kunne fortælle en masse om Cuba og give os nogle gode råd. Jeg faldt nu også pladask for både Søren og Chiqui – sjældent man møder så ligetil og ukomplicerede mennesker. Og Søren er præcis en mand som Niels, der ikke bryster sig af sin velhavenhed. Chiqui kunne kun meget meget lidt engelst – hende og Søren talte spansk sammen. Men hun lyttede meget og Søren fortæller, at det er sådan hun lærer dansk. Ved at lytte til samtaler. Hun er bare sådan en man har lyst til at nusse hele tiden.
Søren og Chiqui 1

Da vi ikke gad hænge der længere, foreslog Søren vi gik på bar på Obispo. Det var super sjovt – stemningen var fantastisk ! Der var levende cubansk musik – hvilket vi fandt ud af, der er, de fleste steder – og ved et bord sad en hel flok cubanske kvinder, som ind i mellem dansede til musikken. Blandt kvinderne var den skønneste lille Cuba-mama, som bare kunne danse. Min begejstring for hende må have været meget åbenlys, for det endte med jeg blev inviteret med i dansen, hvor Cuba-mama meget tålmodigt forsøgte at lære mig de famøse trin. Det gik ikke så godt men det var kæmpe sjovt og hyggeligt !
Salsa 2
Salsalærer
Min private Cubanske danselærer <3

Efter meget lang dag som sluttede i selskab med vores to nye venner, begav vi os trætte og glade hjem på hotellet, efter at have udvekslet telefonnumre med Søren.

Onsdag d. 15.01.14

Det var overskyet og lidt køligere end dagen i forvejen. Vi havde bestemt os for, at denne dag skulle vi have alene. Ikke hverken cubansk eller dansk selskab eller noget andet. Bare min Kæreste og jeg. Vi har begge to noget med vand, så vi ville ned og gå en lang tur langs havnen. Inden længe begyndte det dog at regne. Først lod vi som om, at det kom slet ikke os ved – at det regnede. Det gik også meget godt… i et stykke tid. Så begyndte det at blæse op… og man blir altså bare hurtigere kold, når man også er våd. !! Jeg havde stadig ondt i halsen, så det kække forsvandt lidt i regn og blæst, og vi søgte tilflugt på en café, der heldigvis dukkede op, bedst som det rigtigt silede ned.

Her mødte vi igen de venligste mennesker. Der var proppet med folk indenfor. Intet problem. Vi fik bare førstesalen for os selv. Ved et vindue med udsigt til vandet.
Vi blev enige med os selv om, at bruge regnvejrsdagen på, at se nogle indendørsting. Der er masser af vælge i mellem i Havana. Det største problem er at vælge fra ! =o/ Er man på Cuba er Revolutions museet et must. Lige ved siden af museet, ligger der den skønneste lille og meget særpræget kirke, hvor “Jesus er begravet”. Eller… altså.. han ligger i kirken i sin glaskiste… Eller.. det er nok en figur så. Men det ligner formidabelt !!
Onsdag kirke 1
Onsdag Jesus 2
Onsdag Kirke v RM 1
Her startede vi selvfølgelig. Har meget svært ved at gå forbi kirker – ligegyldigt hvor vi er, uden at skulle ind og kigge i dem. Jeg bliver lige fascineret hver gang. Der er ikke to kirker der er ens. I denne Kirke var der en stor engel ved alteret. Det har jeg aldrig set før. Heller ikke Jesus i en glaskiste. En meget speciel og smuk kirke.

Revolutionsmuséet var også en stor oplevelse. Selvom det meste stod på spansk, var der også en del, der var oversat til engelsk. Her kunne man se billeder af og læse alt om revolutionens helte, og se en hel del af det udstyr man brugte dengang. Revolutionen fyldte meget i mine tanker. Har en hel del ambivalente følelser omkring det. Forstår godt alle Fidel og hans følges tanker bag. Mange af dem var gode og fornuftige tanker. De uddannede deres oprører ikke bare til at kæmpe, men også til at læse og skrive og regne. De lærte dem om etik og moral. Deres etik og moral. At selvom man var i “krig” skulle borgerne behandles ordentligt. Man mobbede ikke hinanden. Og mange andre ting. De kæmpede uden tvivl for Cuba og Cubas befolkning med hjertet. De kæmpede for frihed. Og DET beundrer jeg. Deres vilje til forandring. Til at gøre noget. Ikke bare give op og lade sig diktere. Man kan så sige meget om det efterfølgende resultat – Om det i praksis gør nogen forskel om det er en cubansk eller amerikansk diktator der sidder på magten. Og det bliver der også. Sagt meget om. Men min overbevisning er, at Castro har – Che havde – hjertet på rette sted.
Onsdag RM 1
Onsdag RM foran
Bag flyet og tankvognene i glashuset står yachten “Grandma”, som i 1956 bragte Fidel, Che og over 80 andre oprører fra Mexico til Cuba, for at starte den revolution, det skulle tage dem 2 år at fuldende.
IMG_1789
Det er mig der er Fru Comandante ! ;o)

Trods regn, blæst og indendørs seværdigheder, havde vi gået meget onsdag. Så efter museet begyndte vi at søge tilbage til området nær hotellet. Det var holdt op med at regne, da vi nåede Obispo, perfekt for en kaffe-øl-pause. På vejen så vi selvfølgelig også mange skøre, fascinerende og besynderlige ting. Som f.eks. denne bygning, hvor der simpelthen er vokset et træ op mit i murerne.
Onsdag huset m træet
Og her køber jeg armbånd – der viser sig at være bh´stropper – af en gammel cubansk kvinde.
Onsdag gadesælger

Aftensmaden nød vi på Plaza de Armas. Det er virkelig et fantastisk sted, med en helt speciel stemning. Også om aftenen. Niels fik noget med blandede skaldyr, jeg fik det sædvanlig trygge –  kylling. Begge med masser af ris og grønsager.
Vi var blevet dygtige til at sige fra på en venlig men kontant måde. Tror cubanerne havde forstået, at de var luret af. Mætte og tilfredse luntede vi tilbage til hotellet og nåede i sikkerhed før uvejret for alvor brød ud. Natten bød på voldsom storm og regn.

Torsdag d. 16.01.14

Vejret var bedre. Stadig lidt overskyet men trods alt tørt. Aftenen før var vi havnet på San Fransisco pladsen, hvor der lå en tudsegammel kirke. Den ville jeg hen og se indvendig. Den tidligere kirke og kloster, som i dag er museum for religiøs kunst og koncertsal, er overraskende enorm, når man kommer ind. Langt større en man forestiller sig, når man ser den ude fra. Ved indgangen bliver man budt velkommen af “den parisiske herre”, der vellidt af cubanerne, vagabonderede rundt i Havanas gader i 50érne, og i dag ligger begravet i kirkens krypt.
Niels og vagabonden
Hvor der tidligere havde været alter i den smukke kirke, ligger der nu en scene, som benyttes til musikarrangementer og koncerter. Det nåede vi desværre ikke at opleve.
San fran kirke 3
Den tidligere klostergård rummede stadig fred og idyl. Kunne sagtens se mig selv som Nonne sådan et sted ;o) Eller i hver fald – det må være et genialt sted at meditere og dyrke yoga.
San fran pladsen Kirke og kloster

Det var muligt at komme helt op i klokketårnet, hvorfra der efter sigende skulle være en fantastisk udsigt. Jeg gik kun med op til der, hvor det blev “spænende”. Resten af turen måtte Niels tage alene. Er hamrende højdeskræk – desværre. Misser nogle smukke ting på den bekostning. Min Kærste tog da heldigvis nogle gode billeder deroppe.
Udsigt fra Kirken 1
Udsigt fra kirke 2
På vej op så vi en masse flagermus, der hang og sov i loftet ved trapperne. Det var et vildt fascinerende syn. Har aldrig set flagermus sådan flere af gangen ved højlys dag. Det var helt skørt ! Det kildede i maven og jeg var både skrækslagene og opslugt og begejstret – tænkt hvis de alle sammen begyndte at flyve på en gang ! Ligesom når de overfalder mennesker i filmene, og bliver til vampyrer !
Flagermus 1
Flagermus

Allerede hjemmefra havde vi besluttet vi ville over på den anden side af bugten og se Casablanca. Så efter kaffepause på San Fransisco pladsen begav vi os ned til havnen for at kigge efter båden over til den anden side. Umiddelbart kunne vi ikke rigtig finde det. Men så får vi tilfældigt kigget ind til venstre ved et skur, hvor der gik en masse mennesker ud og ind fra. Skuret viste sig at være en kontrol, man skulle igennem inden man kom med båden, hvor vores tasker blev tjekket af sikkerhedsfolk. Denne sikkerhed blev etableret efter nogle cubanere for år tilbage, kaprede to både for at stikke af til Florida. Sjovt nok bommede de to sikkerhedsfolk mig for hver en smøg. Det var der mange cubanere der gjorde. Bommede mig for smøger. Ved ikke om Camel er specielt på Cuba. Så dem ikke nogle steder. Eller det simpelthen er fordi de ikke har råd til at købe deres egne. Never mind. Det var sgu lidt spændende. Følte jeg havde bestukket dem med smøger, for de kiggede ikke særligt grundigt i vores tasker. ;o)

Efter kontrollen skulle vi gennem en interimistisk landgang for at komme ned til båden, hvor der stod en mand og solgte billetter. Hvis ikke det var fordi vi kunne se turen var så kort, at land på den anden side var i svømmeafstand, var jeg ikke steget ombord på den skude, der skulle bringe os over til Casablanca ! Vi grinede og grinede af det eventyr vi begav os ud på med dette vrag af en båd. Den skød forbavsende hurtigt, mens vi stod som kvæg og holdt fast i en rusten stang for ikke at miste balancen. Sikkerhed er ikke af største betydning på Cuba. Selvom det virkede ganske ufarligt, var det morsomt utilladeligt hvis det havde været i Danmark.
Skræmmende sejltur
Sejltur 2
Sejltur 3

Fuld af optimisme og opstemt over den noget alternative “færgetur”, gik vi efter 10 minutter i land på den anden side af bugten. Det var som at træde ind i en anden tidsalder. Noget lurende og forundret gik vi rundt i gaderne, i forfald efter forfald. Charmende, farverigt forfald. Fattigdom. Kan stadig ikke lure, om det er det rigtige ord, at bruge om Cuba. Der er materiel fattigdom, men enorm kulturel og menneskelig rigdom. Charmen i forfaldet opstår af cubanernes misundelsesværdige evne til holde hovedet højt, skabe stemning, vise livsglæde – uanset hvor lidt de har.
Ikke Casa 5
Ikke Casa 7
Ikke Casa 8

Sædvanen tro, er det første jeg kigger efter en café. Det var ikke eksisterende. Det er ufatteligt, hvad mangel på en café kan gøre ved mig. Og frygteligt pinligt !! Da det nu ikke lykkedes, blev vi enige om, at finde vej til den store Jesus figur og borgen og Ches hjem. Så vi begav os målrettet i retning af disse seværdigheder… Og gik.. og gik.. og gik… i rundkreds. Cubanere er frygteligt hjælpsomme. Men på denne side af civilisationen kunne de ikke et ord engelsk. Når vi spurgte om vej, forklarede de ihærdigt.. på spansk.. og pegede i den retning, vi jo godt vidste vi skulle gå. Endnu mere pinligt var det, da det efter en rum tid, gik op for os, at vi slet ikke var landet i Casablanca, men et helt andet sted. Hvorfra det ikke var muligt, sådan lige at gå til de ting, vi gerne ville se på denne her side af bugten. Grinende tog vi færgen tilbage igen, og blev enige om, at Casablanca måtte blive en anden dag. Vi aner stadig ikke, hvor vi var henne.
Hvor er vi
Tilbage på City-siden, så stedet båden havde sejlet os hen, sådan her ud =o)

Vi havde stadig en del af dagen tilbage, så efter en kaffe- og frokostpause på en cafe, blev vi enige om, at gå langs havnen til banegården.
——————————————————————————————————————-
Har besluttet at afbryde min Cuba-beretning her, og afslutte med en kort lille praktisk indlæg.

I store dele af Old Havana handler folk i små boder i private hjem. Et åbent vindue, hvor der sælges hjemmelavede pizza-slices. Et vindue med Limonadesalg. En smurt pålægsbolle. Som Cubanerne kan købe for meget små af deres egne penge. CUC er turist penge. 1 CUC = 6 DKKR. Deres lokale penge er 1 = 1/24 af en CUC (altså 25 øre). Og i alle de små hjemme-boder kunne man få små fornødenheder for et par af deres lokale penge. Mange steder er der priser for lokale. Og priser for turister. Butikker findes i mindre udstrækning. Med et meget lille udvalg og et meget lille lager. Det der fylder mest på hylderne er rom.

Sumarked 2

Jeg kender IKKE til begrænsningens svære kunst, men vil øve mig på det for fremtiden, så min blog ikke bare bliver fyldt med halve indlæg. Vil afslutningsvis sige, at vi havde en fantastisk, smuk og meget oplevelsesrig ferie på Cuba. Kan varmt anbefales, bare man er godt forberedt hjemmefra.

 

Evolutionsangst.

Onsdag d. 29.01.2014

Endelig lidt lethed i hovedet ! TAK Kærste.

Siden vi kom fra ferie, har jeg fysisk og mentalt krybet langs gulvet. Jeg var(er) proppet til bristepunktet med indtryk fra Cuba. Tonsvis af ambivalente følelser. Kaos i toppen. Tanker om verdenspolitik, levevilkår, menneskets uheldig udvikling. På verdensplan. Vores nærmeste. Værdier. Egne. Andres. Hvad er vigtigt ?

Helbredet skrantede allerede inden vi tog på ferie. Jeg havde ondt i halsen. Og Niels´ mave fungerede ikke optimalt. Han lå frygtelig syg med høj feber og diarré i 3 dage i Havana. Jeg væltede med høj feber og influenza i det sekund vi ramte Lolland.

Vi kom hjem fredag eftermiddag. Har som sagt været syg siden. Niels var også stadig svækket af hans sygeleje. Mentalt er jeg langt om længe mere klar. Lys. Men for fanden et mørke og en angst at være i.

Hvad er verden dog blevet for et sted ? Begyndte at skrive i min blog om vores ferie. Efter 8 timer var jeg stadig ikke færdig med dag 1. Cuba har på alle måder vendt helt op og ned på rigtig mange ting. Ikke mindst mit verdenssyn. Og mit menneskesyn. Er splittet i alle ender og kanter.  Findes der virkelig ikke et eneste sted i hele verden, hvor mennesket ikke i den grad præges af magthavernes beslutninger ? Hvor mennesket største beskæftigelse ikke er, bare at udvikle egne egoistiske overlevelsesstrategier, men hvor vi hjælper hinanden af oprigtighed og ikke for at opnå noget til gengæld ?

Jeg blev nød til at prøve at skille tingene ad, inden jeg laver bloggen om ferien færdig. Der hvor al feriesnakken og det gode kommer med. Her handler det om mennesker og magt. I Cuba som i Danmark. Vi er faktisk ret ens. Rundt om i verden. Vi gør bare tingene på forskellige måder. Tænk sig jeg skulle være 10 dage halvvejs rundt om jorden for at se dét !

Cuba er bare et billede af, hvor Danmark er på vej hen. Eller rettere. Vi er der. Bare i en mere sofistikeret udgave.

På toppen af kransekagen sidder nogle mennesker med vanvittigt mange penge. De trækker i nogle tråde til nogle mennesker lige under dem – dem som træffer beslutninger om, hvad der skal ske i vores land. I vores verden. I Danmark som i Cuba. I Danmark kalder vi det demokrati. I Cuba hedder det Kommunisme. Amerikanerne kalder det Diktatur. Alle peger fingre ad hinanden. Vesten. Østen. USA og Rusland. Nord og Syd. Men uanset hvad fanden man kalder det og hvor i verden man er, er det dem med penge der sætter dagsorden. Eller dem med gode talegaver, der kan manipulere folk med penge til at støtte dem. Motivet er hele vejen det samme. Magt og egoisme. ”Det jeg gør, er bedre og mere rigtigt, end det du gør. Ikke fordi det er godt for dig, men  fordi det er godt for mig”.

Sådan er det i hele verden. Ikke kun oppe på toppen men også helt nede i bunde. Jeg græmmes, skræmmes, kvæles af den menneskelige udvikling. Alle har en dagsorden.

I Cuba hylder vi Revolutionens helte. Forbander USA og tiden med Batista. Mens vi finder alle de huller vi kan i kontrollen, snyder det system vi hylder, udtænker smidige måder at komme til ekstra penge på. Som f.eks. at pådutte turister vores uønskede hjælp, for at kræve os betalt for det bagefter. Vi gør det ikke, fordi vi mangler noget, for Fidel tager sig jo godt af os. Uddanner vores børn og unge. Tager sig godt af de syge, og samfundets svagelige som sidder forhutlet på gaden og tigger. Det er hykleri.

I Danmark sviner vi ministrene og regeringen til. Skriver kilometerlange læserbreve. Brokker os over aftenkaffen. Til konen, manden, naboen. Gør præcis som i Cuba og snyder, hvor vi kan slippe af sted med det, mens vi stikker naboen og ytrer os højlydt om, hvor forfærdeligt alting er. Men vi sover sødt og godt om natten. For i morgen skal vi ud og se på ny bil. Det har man vel fortjent. Mens vi ser på ny bil, stikker vores børn og unge hinanden ned på gaden, laller rundt i byen med hovedet fuld af stoffer, aner ikke hvad ben de skal stå på, for allerede inden de bliver født skal de tage stilling til, hvad de vil være som voksne, hvor mange børn de vil have, hvor de skal bo og med hvem. Og i skolen bliver de proppet med den samme lærdom som for 100 år siden, så de aner ikke hvordan verden de skal ud i, i virkeligheden ser ud i dag. Men de er jo også så forkælet de dovne unge mennesker. Vi forældre giver skolen skylden. Skolen giver forældrene skylden. Ingen tager ansvar. Så børnene er overladt til sig selv, mens vi efterlader dem en verden, hvor det vigtigste er at have en større fladskærm end naboen, have en titel på postkassen og se 20 år yngre ud end man i virkeligheden er. Det er hykleri.

Den største forskel på Danmark og Cuba er, at vi faktisk KAN gøre en forskel uden fare for liv og frihed. Vi gør det bare ikke. I Cuba formår man at stå sammen. På godt og ondt. Det kan vi slet ikke i Danmark. I Cuba handler man. I Danmark brokker vi os og vender man ryggen til. Vidste i at der stort set ikke findes voldskriminalitet på Cuba ? Det er det tryggeste sted i verden, at gå alene om natten. Børnene render og leger på gaden over alt, også om aftenen – som i Danmark for bare 30 år siden. Der er altid nogen der holder øje med dem. Det er IKKE en forherligelse af Cuba. Blot et billede af at mennesker med meget få midler, har meget mere at give af.

Vi betaler tårnhøje skatter og afgifter, som administreres af en stor portion magthavere, hvis største motivation sgu ikke er at ville danskerne og Danmark det bedste, men at tage sig godt ud i omverden, føle sig betydningsfuld og få en skyhøj løn for det. Og vi aner ikke, hvad alle vores surt tjente skattepenge bruges til. Ved du det ? Jeg gør ikke. Men vi brokker os bare lidt over kaffen, skriver måske et læserbrev, når det er rigtig slemt, og pudser vores nye bil, mens vi vender ryggen til den verden vi efterlader til vores børn og børnebørn.

Jeg kan godt misunde Cuba deres Fidel. Også deres Che Guevara. Uanset hvad vi andre mener om det, har de nogen at hylde. Nogen at følge. Et forbillede. Nogen der gjorde noget for en sag. På godt og ondt. Hvad er det vi følger i Danmark ? Jeg mangler et forbillede. Noget at bakke op om. Nogen at følge. Nogen at tro på. Noget at tro på. Jeg tror ikke på noget mere. Slet ikke på mennesket.
Its better to walk alone