Bali. Mit livs ydre og indre rejse.

Torsdag d. 29.03.12

Det lykkedes !! Jeg er på Bali ! Vildt at vågne kl. 6.00 til høj sol, palmer og fuglesang.

Turen herned gik over al forventning. Tid eksisterede ikke. Jeg var der bare. I flyveren. Sov, spiste og læste hele turen. Og jeg mødte kun rare mennesker. Jeg var på intet tidspunkt utryg, usikker eller stresset.

Jeg blev hentet i lufthavnen i Denpasar onsdag ca. kl. 15.00 lokal tid af en ældre enorm flink chauffør. Han gav mig sit kort, så jeg kunne ringe, hvis jeg fik brug for at komme rundt på øen.
Der findes ingen færdselsregler på Bali. De kører i den forkerte side, dytter af hinanden, og så handler det bare om at komme først. Min chauffør havde helt styr på det, så jeg var ikke bekymret. Snarere forundret. Bali er en scooter-ø. Jeg har aldrig set så mange scootere i trafikken. Kan godt se fidusen. Vejene er meget smalle, så man kommer en del hurtigere af sted på scooter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hotellet er fantastisk og personalet overstrømmende, smilende og hjælpsomme. Da jeg havde tjekket ind, blev jeg kørt til mit værelse i en golfvogn, af mine to helt personlige hjælpere. De tog både min kuffert og min rygsæk, plantede mig på denne her golfvogn med en iskold ingefær-drik og en våd vaskeklud, som jeg kunne nyde, mens min kvindelige hjælper sad ved siden af med min rygsæk på ryggen, og holdt fast i mig, så jeg ikke faldt af. Hun var så skøn og så underholdende. Det viste sig, at jeg skulle indlogeres i en hel ny afdeling af hotellet, som end ikke personalet havde set indvendig. Så hende og jeg var på fælles rundtur i værelset, hvor vi prøvede os frem til vi havde været igennem, hvad der var derinde. Vi blev også enige om, at hun da blev nød til at bo med mig dér de næste 10 dage.

Udsigt til poolen                                                         Udsigt til pavillon, hvor vi arbejdede.

Fik som det første bragt en cappuccino til værelset. Kl. ca. 17.00 lokal tid havde jeg pakket ud, og stod – lidt desorienteret – på gaden foran hotellet.

Det første jeg skulle finde ud af, var at få vekslet til nogle balinesiske penge – rupiah.
Vi var blevet advaret om, at passe på med at blive snydt, når vi vekslede. Men det var ikke sådan lige at lure. Man får jo flere millioner af deres penge. Så mange nuller kan jeg sgu ikke regne med.
Det var lidt svært at orientere sig i området, og jeg havde ikke noget kort. Så jeg endte i et lille lysskyt træskur, lidt skjult fra gaden, hvor jeg i bedste gangsterstil, fik vekslet 100 euro til 1.199.000 rupiah. Jeg aner ikke, om de har taget røven på mig. Til gengæld fandt jeg meget hurtigt min totale ynglingscafé. Lille, lokal, smadder hyggelig og knald gode cappuccinoer. De forsøgte meget tålmodigt, at forklare mig om deres møntfod. Viste mig de sedler, der findes og understregede, at jeg skulle passe på med de penge der. De gjorde sig virkelig umage – jeg fattede intet ! Jo… tror jeg blev en lille smule klogere.. Men helt ærligt.. 25.000 for en cappuccino… det er sgu da svært at regne med.

Det bliver hurtigt mørkt på Bali. Kl. 18.00. Gik tilbage på hotellets bar og restaurant, hvor jeg fik endnu en cappuccino, og blev underholdt af en ung smuk balinesisk sangerinde og hendes guitarpartner. Havde fået fat på sådan et printet dårligt kort på hotellet, og besluttede mig for at gå til stranden – meget mod hotelpigernes vilje – det var jo mørkt !
Men.. jeg havde brug for nogle praktiske oplysninger af Kisser, som også var kommet, og som jeg kun nåede at hilse kort på i receptionen, da jeg kom. Hun havde skrevet tidligere, at hun gik på “Potatohead” v. stranden og spiste, og jeg bare kunne komme derned. Desværre var hun gået igen, da jeg nåede frem. SKAL have snakket med hende i dag torsdag.

Glæder mig til at se lidt mere af Seminyak i dag. Her er virkelig skønt. Men har indtil nu kun set smalle beskidte gader, og en strand i mørke. Og en masse betjente og vagter – så tryg – det er man i hvert fald. Først må jeg se, om jeg kan få fat på Kisser. Og så vil jeg udforske byen lidt.

Fredag d. 30.03.12 kl. 08.30

Personalet på hotellet har en uovertruffen evne til at få gæsterne til at føle sig hjemme. Jeg er helt tryg.
Havde besluttet mig for at se lidt på området i går. Der var ikke gået mere en 10 minutter på gaden, før jeg sad bag på en motorcykel med en lokal, og susede gennem byen. Kun Guderne ved, hvordan jeg havnede dér. Han lavede promotion for et ressort, som jeg skulle med hen og se, for at han kunne får sin løn på 50.000 rp. Og jeg kunne vinde et eller andet. Så… ja.. sad jeg altså der, og tænkte :”Nu bliver jeg kørt ud i en skov og rullet og slået ihjel”. Han var heldigvis en okay reel gut. Desværre gik det ikke helt som det skulle. Jeg havde fået sagt til hans chef på ressortet, at jeg ikke var så god til engelsk. Så gad de ikke bruge mere tid på mig, og han fik ikke sin løn. Han insisterede på, jeg så skulle køre med hen til et andet af samme ressort, som bare lå i Kuta – 15 minutters kørsel derfra. Det takkede jeg meget overbevisende nej til. Heldigvis kørte han mig alligevel tilbage til et lokalt marked, som jeg i første omgang var på vej hen for at se, mod at jeg fik hans nummer, så jeg kunne ringe, hvis jeg ombestemte mig. Det gjorde jeg ikke.

Det var både vildt skræmmende, men også vildt fedt, at suse gennem byen på en motorcykel med en vildt fremmed !
På markedet købte jeg en kjole. Balineserne er meget venlig, smilende og imødekommende. Men som på de fleste andre turistområder, er sælgere også meget insisterende.
Der er ingen fortove i Seminyak. Så man slentrer ikke ligefrem ned ad gaden, og kigger vinduer. Man springer rundt på vejen, for at undgå at blive kørt ned !
Jeg fandt endnu en hyggelig cafe med en meget ivrigt fortællende indehaver, som på gebrokkent engelsk forsøgte at fortælle mig en masse om Bali. Jeg nænnede ikke sige til ham, at jeg ikke forstod ret meget af det, der kom ud af hans mund. Så jeg håbede bare, at få sagt ja og nej og nåh på de rigtige tidspunkter.
Lige ved siden af cafeen, lå der en lille lokal og meget primitiv massagesalon. Her fik jeg en hel times fodmassage… for under 50 kr. Ren luksus. De grinede af mig, fordi jeg formåede at sidde lodret op og ned og nærmest sove, mens jeg fik massage. Det var jo bare nærmest meditativt, så jeg var rigtig nok meget langt væk. Vidunderligt !

Tiden nærmede sig til jeg skulle mødes med Kisser og en anden deltager på Kudeta kl. 15.00. Kudeta er en stor og trendy cafe/restaurant, som ligger lige ud til stranden/havet, og er fuld af aktivitet. Der er vagter der passer på folk, og tjekker tasker inden man kommer ind. Der er ualmindeligt mange tjenere til hele tiden at sørge for du ikke mangler noget. Der er folk der bader, soler sig i chaiselonger, og ellers bare hygger sig i godt selskab, med udsigt over vandet fuld af bølger erobret af surfere. Fantastisk sted.
Vi spiste en sen frokost, og sad ellers bare og knævrede til kl. 19.30, kun afbrudt af stilhed til en eventyrlig smuk solnedgang.
Kisser er en fantastisk kvinde. Jeg glæder mig meget, vi skal i “skole” i morgen. Ane Sofie er også en rigtig dejlig pige, med rigtig meget på hjertet. Trods sine kun 30 år, har hun oplevet vildt mange ting. Hun har blandt andet boet på Cuba i 8 år. Er gift med en cubaner, nu bosat i Danmark, har adskillige uddannelser indenfor diverse terapi-former. Hendes historie er rigtig spændende. Vi skal mådes på Kudeta igen i morgen aften.

Tilbage på hotellet ringede jeg efter et hvidløgsbrød og en cappuccino, som jeg indtog mens jeg læste om eneagrammet, som jeg vidste vi skulle arbejde en del med. Vi havde talt meget om det på Kudeta, hvilket havde givet mig en hel anden forståelse for det. Det er faktisk lidt spændende. Bare meget stort.

Gik tidligt i seng, og vågnede frisk og udhvilet kl. 7.00. Nu skal jeg hæve nogle penge og på Bali Safari.

Fredag d. 30.03.12 kl. 18.30

Back again. På min ynglings-hotel-rygeplads =o)

Fik hævet nogle penge hos vores lille lokale købmand. På gaden fandt jeg en taxa, som jeg “købte” hele dagen for under 500 dkr. Chaufføren ville køre mig lige derhen, hvor jeg ville hele dagen.
Første stop var kort på hotellet. Skulle på værelset og hente lidt ting. Dem stoppede jeg i en pose og bad chaufføren finde et sted, hvor jeg kunne købe en billig taske. Helst på et lokalt marked eller en lille butik. Han vidste at “endestationen” var Bali Safaripark. En lang tur – forbi Denpasar. Men frem for bare at køre gennem byen, fik jeg en sightseeing af både det pæne og det mindre pæne Denpasar. Vildt fascinerende. Midt i det hele standsede vi i et lille lokalt taske-paradis, hvor jeg købte den yndigste taske.. for 30 dkr. !! Fantastisk !

Bali Safaripark var en blandede oplevelse. Der var meget balinesisk kultur. Og meget smukt.
            

Men .. det var også en kæmpe pengemaskine. Synd for nogle af dyrene. Jeg holdt en lille orangutang-unge, mens der blevet taget billede. Jeg stod nr. 2 i køen til at holde ungen, og der var ikke ret mange foruden mig. Det gik forholdsvist hurtigt. Alligevel stod der en kæmpe lang kø, da jeg gik forbi igen 1 1/2 time senere. Den stakkels lille unge var bare så træt.
Det mest fascinerende ved stedet var deres akvarier med enorme fisk, jeg ikke anede eksisterede. Og deres to flotte hvide tigere ! De var så smukke og dejlige og meget store !

Jeg nussede også med en elefant, mens jeg fodrede den med bananer. Det var også en kæmpe oplevelse.

I et grotte-agtigt område havde de 6 store Komodo varaner. Ved godt dyr er meget passive i dagens varmeste timer. Men de her varaner var så slaske fede, at jeg er overbevist om, at de vitterligt ikke kunne røre sig.

Safarien – en rundtur i et lukket område i en “abebus” mindede meget om Knuthenborg Safaripark. Selvfølgelig var der nogle dyr – flodheste, bjørne, løver – som vi ikke har i Knuthenborg. Men jeg vil faktisk hellere i Knuthenborg, hvor områderne er større, og dyrene sundere og er sammen med flere af deres artsfæller. Det gjorde selvfølgelig ikke oplevelsen bedre, at der i bussen sad nogle af de her meget små to-benede væsener, der til deres mødres store jubel, hvinede så højt af begejstring, at det truede med at springe bussens ruder – og mine trommehinder.
Samlet set var det en oplevelse jeg ikke ville have været foruden.

Jeg sov det meste af turen tilbage i taxaen gennem myldretiden. Alene trafikken hernede er en oplevelse for sig selv. Som nævnt så findes der virkelig ingen trafik-regler – kun en masse båt i hornet, så er det bare at se, hvem der kommer først frem !

Det bliver vist ikke meget Kudeta med Ane Sofie i aften. Skal vist ikke ret meget andet, end at læse lidt i min bog og så i seng. Glæder mig til i morgen, hvor vores workshop starter. Tror det bliver rigtig godt.

P.s. Måtte lige skylle dagen af mig i poolen inden sengetid. Havde hele området for mig selv. Skørt at ligge i total stilhed i en lun pool under åben himmel og se på stjernerne og månen. Så smukt – ren sjæleføde.
Lørdag d. 31.03.12 Kl. 21.20

Har for første gang hjemve. Savner helt vildt børnene, min kæreste, vores fisk. Savner hjem. Meget typisk mig at blive pivet, når jeg er træt og mentalt brugt.

Workshoppen startede i dag. Vi er en lille gruppe på 6 + vores 2 coaches – Henrik og Kisser, som er super dygtige og supplerer hinanden rigtig godt.
Det viser sig, at programmet, som jeg havde med hjemmefra – printet fra Munonne hvor jeg havde fundet rejsen – er et program fra sidste år, som ikke længere bliver brugt. Det vil sige der ikke er noget fast program for dagene – på tekst i hvert fald. Det generer mig ikke, ikke på forhånd at vide, hvad vi skal. Men det irriterer mig, der ikke er nogle tider, jeg kan tilrettelægge mit ophold efter. Der er så meget jeg endnu gerne vil. Det er lidt svært at planlægge uden tidsrammer.

Det har været en meget intens dag, hvor jeg flere gange er blevet overrasket over, hvor skrøbelig min overflade egentlig er, og hvor usikker jeg er på mig selv. Gruppen er rigtig tryg at være i, og de er søde og rare alle sammen. Men jeg mærker, jeg især bliver usikker sammen med mennesker jeg ikke rigtig kender, så tæt på, og som fylder så meget og tilsyneladende er meget indsigtsfulde. Jeg føler mig underlegen og trækker mig lidt tilbage. Prøver at gennemskue, hvorfor det er sådan – men jeg kan ikke helt fange den.

Vi startede dagen med meditation, som skulle hjælpe os med at lande i os selv og her på stedet. Under meditationen mærker jeg en hård “kugle” både i solar plexus og i halsen v. struben, som presser på. Jeg mærker den fysisk. Kan stadig mærke den i struben.
Dernæst brugte vi resten af formiddagen på at tale om, hvem vi forventer at være, når vi tager hjem. Vi talte også meget om over-jeg, ego og sjæl, og om hvordan det påvirker os, og hvad vi oplever, når vi handler eller er i en af disse tre.
Det ramte mig virkelig hårdt at opdage, hvor svært det er for mig, at skille de ting ad. Hvornår handler jeg ud fra mit over-jeg – Hvornår har jeg min sjæl intakt. ???

Efter frokost skulle vi hver især finde vores udviklingstema, som vi skulle fortælle hinanden om i grupper med 2 i hver. Mit tema er autencitet. At leve ærligt og oprigtigt med den Charlotte, jeg ønsker at være, som jeg ved er derinde, og den Charlotte jeg er. Jeg skal “bare” være tryg ved hende, favne hende og acceptere hende. Hende og jeg skal i fællesskab lære, at agere på det vi mærker, og være klar på, at det er okay ! Vi er okay ! Det er vist et større arbejde end jeg lige havde forudset.

Pavillonen på Hotellet, hvor vi arbejdede hver dag.

Sidst på eftermiddagen delte vi os i to grupper. Den ene gruppe arbejde med coaching, mens den anden gruppe fik massage ved den anden pool. Skønt at ligge der ude i det fri (i det bare ingenting!) og få massage i over en time.

Dagen sluttede med, at vi spiste aftensmad sammen på et helt vildt trendy sted. Fra gaden så det ikke ud af en skid. Men bag “facaden” var det gigantisk. Borde, stole, sofagrupper, solsenge og fakler overalt, mellem pool-områder i alle størrelser og former. Var ikke ret sulten, så jeg fik bare en forret med blæksprutte. Spiser i det hele taget ikke ret meget hernede i varmen. Til gengæld hælder jeg flere liter cappuccinoer indenbords hver dag. Tror min regning er på et par millioner på hotellet for cappuccino.

Aftensmad første dag i gruppen.

Nu er det blevet min bade- og sengetid. Godnat derhjemme. Savner jer <3

P.s. Her er flagermus !

Mandag d. 02.04.12

Vild dag i går. Mit energi-niveau steg og sank i pendulfart.

Dagen startede ikke som først aftalt med mindfulness-gåtur på stranden. Allerede der gik det galt for mig. Vi startede nemlig med en meget lang meditation i pavillonen, som jeg måtte gå fra. Min irritation fyldte for meget til jeg kunne gå ind i meditationen. Så irritation slog over i ærgrelse over ikke at kunne være med. Så lukkede jeg da først ned. Kunne ingenting høre ! Satte mig tilbage til gruppen, da de var færdige. Det glædede mig at høre, at jeg ikke var den eneste, der havde svært ved det den morgen.

Var virkelig frustreret over tingenes rækkefølge. Tænkte noget så banalt som – at havde jeg vidst vi ikke skulle gå med det samme, havde jeg jo sagtens kunne nå en cappuccino til !. Jeg var virkelig barnlig. – og nu var jeg også vildt tørstig – og der var ikke noget vand !

Endelig gik vi til stranden. Vi skulle gå uden at tale sammen, og mærke vores indre Guddommelighed i mens. Peace of cake. NOT ! Da vi kom ned til stranden, gik vi alle nærmest som små børn, der for første gang ever var blevet lukket ind i en legetøjsbutik. Vi kunne heller ikke holde kæft – vi plaprede løs i stor begejstring.

Stranden var fantastisk. Så fuld af liv og kontraster. Det første vi så var en balinesisk familie, der holdt en eller anden ceremoni på stranden. (Vist nok bryllup og/eller begravelse).
Der var offer gaver overalt, sælgere med kæder, ure, hatte, tørklæder og al landsens ting og sager. Der var folk der badede, solede sig, surfede, gik ture – Stranden var fuld af liv og energi. Ud til havet så jeg bølger jeg aldrig havde set før – ægte surferbølger – enorm store.
Inde mod land var kontrasterne enorme : Halvfærdige byggerier, som der blev arbejdet på af en håndfuld “dovne” balinesere, Templer, rønner, flotte huse og resorter, flere rønner. Det var overvældende. På stranden lå der ikke bare sten. Der lå hårde skalller af kæmpe muslinger, konkylier, sneglehuse, jeg kun har set i butikker, og noget der lignede små koralrev. Kunne slet ikke lade være med at komme til at putte nogle i tasken. Det var en eventyr og meget meget smuk oplevelse.

Det var en lang strandtur, så da vi samles for at gå derfra, var jeg virkelig i cappuccino-underskud. Men næ nej – det var ikke pausetid endnu. Irriationen vendte straks tilbage. Vi havde endnu en lang vandretur foran os gennem nogle af Seminyaks små gader. Humøret steg straks igen. Det var ligeså smuk og eventyrlig en tur som langs stranden. De smukkeste små farverige gader, som kun kunne bringe smil frem.

Endelig fik jeg min cappuccino !!! På den skønneste lille café. – Café Bali. Besøgt af både lokale og turister. Satte mig alene ved bordet ved siden af de andre, for ikke at ryge dem i hovedet. Det føles helt okay og ganske rart.
       

Tilbage på hotellet var det ved at være frokosttid. Inden da, tog vi en runde, hvor vi skulle fortælle, hvordan vi havde det. Det gav mig lejlighed til at dele min irritation over de manglende tidsrammer og program. I det øjeblik der kom ord på, og det kom ud, føltes det allerede meget lettere. Der blev spurgt ind til det, og tilbudt ændringer. Det havde jeg egentlig ikke behov for. Tog det tilbage til mig selv, som noget jeg måtte arbejde med. Det var berigende at kunne udtrykke sine frustrationer uden at skulle undskylde og forklare, men bare blive lyttet til og modtaget positivt.

Eftermiddagen gik med at arbejde med Eneagrammet og vores typer. Det var rigtig spændende – fik en ny indsigt. Om mig =o) Vi blev informeret om det vigtigste grund-træk i eneagrammet, og de forskellige typer og forskellige lag. Det er ikke noget jeg selv vil gå i dybden med, og arbejde videre med, for det er temmelig stort – men det var helt klart en interessant viden jeg nåede at få med.

Vi aftalte at spise aftensmaden på Cafe Bali, hvor vi tidligere på dagen havde holdt pause. Der var et par timer til vi skulle mødes dér, så nogle tog ud og Boogie-surftede, og Zafreen og jeg gik på jagt i byen efter shoppingsteder. Det var super hyggeligt og rigtig sjovt. Blev misundelig på Zafreen, der købte den smukkeste silkekjole – og havde figuren til det. Sagde til hende, jeg synes den var grim, og jeg ikke gad snakke med hende mere. Vi havde det ret sjovt.

Dog blev jeg endnu engang opmærksom på, at jeg lader andre overtage og fylde, mens jeg tilsidesætter egne behov og ønsker. Det var en god og nødvendig oplevelse, for at blive 100 % klar over, at det virkelig er noget jeg skal arbejde med. Havde svoret hjemmefra, at jeg ikke ville lade det ske. Det gav mig også anledning til at overveje, om jeg inderst inde ønsker at gøre tingene på egen hånd, fordi jeg flygter og frygter at sige fra, eller fordi jeg virkelig nyder mit eget selskab og mit eget tempo. (Tror det er lidt en blanding af begge dele).
Det var smadder hyggeligt at spise sammen på Café Bali. Og jeg trak mig IKKE med min rygning, men deltog i selskabet, og det var okay.
Zafreen skyldte mig 670.000 rp (lyder helt åndssvagt!), som hun ville hæve i en automat på vej tilbage til hotellet. Det gik også fint nok – hun fik sine penge – men.. maskinen tog hendes kort uden vi opdagede det. Sikken noget. Vi forsøgte at forklare de her balinesiske kioskpassere, hvad der var sket, og finde ud af, hvad vi kunne gøre. De forstod absolut igenting – men efter noget som føles som en evighed, tror vi nok, vi fik aftalt med dem, at vi skulle komme næste dag tidligt om morgenen, så ville der komme en fra banken og åbne maskinen.
Ude på gaden ventede Anders og Toni på os. Husker ikke hvem, men en af dem sagde pludselig – hvorfor Zafreen ikke bare fik spærret kortet, og overført penge til sit Mastercard, som hun også havde med. Hvorfor tænkte vi dog ikke straks på det. Det var jo langt lettere og mere sikkert. Så det blev sådan hun gjorde. Vi var stolte af hende, fordi hun ikke panikkede. Hun tog det faktisk rigtig flot. Tror jeg var sådan nærmest eksploderet og ikke havde forladt butikken uden kort eller hele automaten ! Godt gået Zafreen =o)

Toni og Zafreen har det rigtig skidt med at “vise krop”  i en bikini. Så vi aftalte, at når vi kom tilbage på hotellet, skulle den udfordring lige overvindes med en tur i poolen – i bikini. Vi var kun os 3 – Anders trak sig af hensyn til Zafreen, så vi havde det hele for os selv. Inden vi så os om, var der gået et par timer – klokken var midnat. Vi takkede af for i dag og gik til køjs.

Det har været en rigtig dejlig dag. Det er så fedt at være i stand til at nyde så meget – også selvom man møder sine egne eller andres “skyggesider”. Det er bare så rart og så trygt her.

Her er ikke så meget pis ! – Det er gruppens nye slogan – Ikke så meget pis ! Opfundet af Ane Sofie =o) <3

Mandag d. 02.04.12 kl. 20.30

Kl. 09.30 kørte to taxaer os ca. 15 minutters kørsel udenfor byen, til det fedeste ressort, hvor vi skulle lave yoga. Stedet består udelukkende af træhytter bygget op af gamle hytter som er bragt til Bali fra Indien. Det var fuldstændig som at komme ind i en anden verden. Edens have. Det må være Edens have.

Det gik så som så med yogaen. Fandt ud af jeg er totalt krops-spasser. Har absolut ingen balance, fik ondt og blev svimmel.

Måtte opgive og satte mig hen til poolen med en iskold orangejuice, og skrev lidt i min dagbog til de andre var færdige.

Derfra gik vi til et andet ressort, hvor vi skulle arbejde med vores skyggesider, og med hvad vi gerne ville have meget mere af, hvis vi bare kunne tage det. Det var rigtig spændende. Vi arbejdede også videre med eneagrammet.

Aller først spiste vi frokost ved poolen på det “nye” ressort. Der var også lige tid til en dukkert inden vi gik i gang =o)

Vi fik til opgave at vælge en af vores skyggesider og synliggøre den/være i den om aftenen. Det forudsatte at vi blev sammen i gruppen og spiste aftensmad. Tilbage på hotellet bakkede jeg ud af “projektet”. Men Ronnie lader ikke sådan tingene være, og “overtalte” mig til at tage med. Vi gik langs med stranden, Ronnie, Zafreen og jeg, til det sted vi skulle mødes med de andre.

Endnu engang faldt jeg på røven over den kraft der var på stranden. Ronnie og jeg gik og talte sammen – men meget hurtigt “overtog” Zafreen samtalen. Atter kapitulerede jeg og sakkede bagud med vilje. Vi stødte på de andre på Kudeta, hvor vi fik lidt at drikke, inden vi samlet skulle hen til det sted, hvor vi skulle spise.

Havde sat mig for at give tingene en chance. Følte jeg virkelig forsøgte. At tale med, være i det.Når undervisningen foregår er jeg meget tilstede og deltagende. Men uden for undervisningen føler jeg mig pisse uinteressant.Gruppen består af nogle personligheder, som alle fylder rigtig meget, har meget på hjertet og rigtig gerne vil tale, og dele deres historier.

Jeg har lyttet til dem alle sammen. Spurgt ind til og lyttet oprigtigt interesseret. Det gider jeg virkelig godt. Elsker at høre, når andre har noget spændende at fortælle. Bare ikke hele tiden. Jeg kan bare slet ikke være i det mere – eller i hvert fald kun i meget små doser. Og så gør det mig ked af det, at ingen vil vide noget om mig. Det giver mig vildt blandede følelser. Stolt fordi jeg fanme godt kan klare mig alene og nyde mit eget selskab. Men det prikker også alvorligt til mit selvværd.

Forsvandt fra de andre på vej til spisestedet. Uden at sige noget. Og nu sidder jeg her – på min ynglings-café og skriver i min dagbog. Fyldt med en milliard følelser og tanker, men har det faktisk helt fint.

Roder meget med tanken om, hvordan man er et godt menneske, og samtidig autentisk og tro mod sig selv. Er det okay at være ærlig omkring sine følelser ? At være synligt irriteret og give udtryk for det ? Hvis det er okay at vise sit fulde og sande jeg – og man skal elske HELE sig selv – hvorfor føles det så ikke okay ? Hvordan gør man det uden at miste ? Uden at ens omgivelser trækker sig ? Hvor fanden er balancen mellem accept af sig selv og omtanke for sine omgivelser ? Jeg kan virkelig blive frygteligt irriteret f.eks. Og når jeg er det, er jeg af den overbevisning, at det er jeg i min fulde ret til at være. Men det er fanme svært at elske sig selv for det, når omgivelserne tager afstand fra det.Så – hvordan er man autentisk og bevarer sine mennesker samtidig ? Hvordan er man på en gang både autentisk og elsk-værdig / elskelig ?

Tirsdag d. 03.04.12 kl. 8.30

Gik en tur i poolen i aftes, da jeg kom tilbage på hotellet. Det giver en velsignet ro i kroppen, og jeg får skyllet dagens sved og støv af mig. Havde taget min dagbog og “clues” fra Pernille Mensted med ned til poolen,, så jeg kunne sidde i vores pavillon og skrive mens jeg tørrede.

Når det er mørkt, dukker der et helt nyt liv frem ved poolen. Frøer i små og lidt større størrelser. Og firben. Og flagermus.

Jeg kan godt blive forskrækket, når de pludselig hopper el. løber foran mig. Men ellers syns jeg de er ret søde og fascinerende.

De andre kom tidligere hjem fra aftensmaden end jeg havde regnet med. Jeg kunne tydeligt mærke, at de var usikre på mig.Den eneste som ikke sådan lader sig “skræmme” er Ronnie. Han er lyn hurtigt blevet pigernes ven. Han er oprigtigt interesseret i andre end sig selv, og vil gerne lytte. Han er altid den man ikke kan narre, – den som har en føling med os andre, og altid spørger, om man er okay.

Han var da også den som ikke bare gik på værelset, men kom hen og spurgte om jeg var okay. Han lod sig ikke spidse af med et overfladisk “ja ja – er helt okay”. Han plantede sig ganske enkelt på en stol foran mig og ventede på et ærligt svar.Og da der først kom hul, væltede det ud med alle de følelser og tanker jeg havde haft… og stadig havde. Vi snakkede i to timer. Det var rigtig rart. Under samtalen kunne jeg mærke, at det blev lettere at forholde sig til de her ting. På et tidspunkt siger Ronnie, at han har brug for at fortælle mig noget, men at det giver ham hjertebanken, og han lige skal finde ord, så det ikke bliver misforstået. Det han i korte vendinger vil fortælle mig, er at han har rigtig svært ved at have en føling med mig – Hvornår det er okay at spørge til mig, om jeg er okay og spørge ind til hvad jeg kommer med i rygsækken. I kraft af sit job som sælger i et stort firma, har han – som han siger – ellers en rigtig god føling med mennesker. Bare ikke med mig. Det kunne jo være de andre havde det på samme måde.

Den tanke har end ikke strejfet mig. Jeg har aldrig set mig selv, som en privat person. Tværtimod. Men jeg kunne sagtens få øje på det, da han sagde det. Og vi nåede frem til, at jeg jo gerne vil dele det jeg har med mig, og høres og lyttes til og spørges ind til – men jeg bliver ubevidst holdt tilbage af angsten for ikke at kunne stoppe en uendelig talestrøm, hvis jeg først begynder. Det kan jo sagtens udsende et signal om, at jeg er en meget privat person.Det var rigtig rart at få sat den vinkel på, så det kunne tage brodden af bare at føle mig uinteressant. Tusind tak Ronnie =o)

Jeg vil møde dagen i dag med nye øjne, og se hvad det bringer mig. Det er jo ikke engang sikkert, jeg i virkeligheden har brug for at dele min historie med nogen.

Onsdag d. 04.04.12 kl. 13.50

Fantastisk dag i dag. Sidste dag. I retreatet. Er endelig landet fuldt ud i mig selv. Føler mig bare så.. levende. Harmonisk. Vildt fed følelse.

Føler stor kærlighed og taknemmelighed til gruppen og for hele forløbet og opholdet.

Har fået de vildeste indsigter og redskaber, som jeg glæder mig meget til at komme hjem og arbejde videre med.

Den største og smukkeste følelse er en meget klar indsigt i, hvor meget jeg har at være taknemmelig for derhjemme. Hvor værdifuldt mit liv er. Og at jeg skal tage ansvar for mit forhold, hvor jeg længe har placeret det 100 % på min kæreste. Det er IKKE hans ansvar alene.

Er taknemmelig – helt ubeskriveligt taknemmelig for de indsigter jeg har fået.

Jeg har virkelig lyst til at tilbringe min sidste tid hernede med de andre. I aften spiser vi alle “afslutningsmiddag” sammen. I morgen bliver vi hentet kl. 08.00 og kørt til Ubud, hvor vi skal river rafte og og på marked.

Eventyrlig afslutning på et eventyrligt ophold. TAK min elskede Kærste og TAK Gud for at i har givet mig denne fantastiske gave.

Fredag d. 06.04.12 kl. 11.45

Så er det snart. Bliver hentet og kørt til lufthavnen kl. 13.20. Det er lidt vemodigt at sige farvel til al den skønhed. Al den forkælelse. Men jeg glæder mig virkelig også noget så inderligt til at komme hjem. Savner dem derhjemme voldsomt nu.

Har lige fået lavet fransk manicure. Nu sidder jeg og nyder min sidste pinapple-juice og cafe latte (har svigtet min cappuccino =o/).

Er noget i vildrede. Selvom jeg allerede har købt en ekstra taske og fyldt den, har jeg stadig 18 kg. overvægt tilbage i min kuffert. Det kan blive vildt dyrt i lufthavnen. Jeg er blevet rådet til at købe en ekstra kuffert og tjekke den ind. Det er langt billigere en at betale for overvægt. Jeg havde allerede 6 kg. for meget hjemmefra. Jeg må virkelig lære at tænke vægt, når jeg pakker til rejser. Der er bare ikke lige et sted i nærheden, hvor man kan købe en kuffert. Det tætteste sted ligger 10 minutter herfra i en taxa.Tror sgu jeg gør det. Vil ikke risikere en million kroners bon i lufthavnen.

En af hotelvagterne fangede en rigtig sød gammel Taxa-chauffør til mig på gaden. Han både forstod og talte engelsk meget dårligt. Alligevel lykkedes det os i fællesskab at komme til Seminyak-street, finde en butik der solgte kufferter, købe én og være tilbage på hotellet – på en halv time. Fik bakset al min bagage ud i receptionen og så var det i gang med at pakke om. Igen. Til stor morskab for hotelpersonalet. Blev lige så stolt da jeg var færdig – og klar til lufthavnsafhentning – Nu med 2 kufferter, 1 stor taske og min rygsæk !

Jeg er i fantastisk humør, og jeg glæder mig til at komme hjem.

Rar chauffør til lufthavnen (måske fordi han ikke snakkede så meget ). God bil og trafikken var okay.

Det var let nok i lufthavnen.. eller.. jeg kunne i hvert fald godt finde ud af det, selvom procedurerne var lidt vanskelige.

Før tjek ind røg jeg lige i en told-kontrol. De ville kigge i alle mine tasker, men opgav, da de så jeg gjorde antræk til at lave en scene, hvis de begyndte at rode i mine møjsommeligt pakkede tasker. Så til tjek ind. Var meget spændt på min bagage – havde stadig for mange kilo – ærgrede mig noget – men tænkte, at jeg jo bare måtte betale.

Der var en del problemer med tjek in pga. øét i mit efternavn. Ham der tjek-in-gutten sagde en hel masse jeg ikke forstod – til sidste skrev jeg mit navn på et stykke papir. Så fik jeg en lang tale om al min bagage – forstod heller intet af det. Dog kunne jeg ud af nogle brudstykker fatte så meget, at jeg kunne tjekke mine to kufferter ind, og tage min rygsæk og store taske som håndbagage. Så ville det vist ikke koste mig noget. Andet end lidt penge i hans lomme – “sorte” – ren bestikkelse. Blev vildt glad – der var styr på mine tasker !

Næste step – igennem en boardingpas-tjek og betale 150.000 rp i told. Tilbage og ud og hæve penge – havde ikke flere kontakter. Ind igen, gennem sikkerhedstjek, op og betale. Igennem endnu et sikkerhedstjek. Så gennem paskontrol og få stempel og aflever visum. Og SÅ var der kun tilbage at gå til gaten. Efter en smøg i ryger-launchen =o)

Fanme om ikke ham tjek-in-gutten kom op til gaten, hvor jeg sad og ventede. Lurede hurtigt at han kom, for at få sine penge. Sin bestikkelse ! Det foregik i bedste gangster-stil. Trykkede ham i hånden – med 30 euro. Præcis som på film. Det var altså lidt grineren. Og han kunne jo faktisk ikke rigtig gøre noget, hvis han ikke synes han havde fået penge nok. For mig var det billigt sluppet.

Fredag d. 06.04.12 kl. 20.15 Bangkok.

Skal lige have brændt 4 timer af her i Bangkok lufthavn. Satte mig godt til rette og indrettede mig “hjemligt” på min lille “stamcafé”, som jeg også havde besøgt på vej over. Og skrev dagbog.

Mødte den sødeste, skønneste engelske bøsse i flyet. Helt tilfældigt. Jeg havde fået en vinduesplads af ham “gangster-gutten” i Denpasar lufthavn. Men jeg havnede på det forkerte sæde. Var lige så glad og intetanende for mine to sæder. Pludselig kommer denne ældre herre og sætter sig ved siden af mig. Han havde også sat sig forkert – på sædet bag mig. Ved ikke hvorfor, men jeg fik en fornemmelse af, at jeg vist også sad forkert. Ganske rigtigt. Sad på 48J – jeg skulle være på 48A. I samråd med min nye sidemand, fik vi fat i en stewardessen. Jeg hørte til i modsatte række. Dér havde sørme plantet sig den klammeste mandsperson ever. På MIN plads ! Stewardessen kunne se jeg blev skrækslagen for at skulle sidde ved ham, og fik ondt af mig. Kunne godt se at hun heller ikke selv ville have haft lyst til at sidde ved siden af denne skabning, der heller ikke lignede en, man sådan havde lyst til at gå hen til og sige : “Undskyld Hr. De sidder på min plads”.

Stewardessen bad mig vente lidt, og kom tilbage 5 minutter efter med den glædelige besked, at jeg kunne få alle 5 pladser i midten for mig selv – lige overfor min nye ven. Han og jeg havde aftalt, at hvis jeg skulle sidde ved siden af skabningen, blev jeg bare siddende ved ham.

Min nye bedste ven hedder Jeremy. Det var kærlighed ved første blik =o) På 20 min. vidste vi alt om hinanden, og jeg blev inviteret på besøg med hele min familie hos ham og hans kæreste på Bali. Jeg er fuldstændig vild med Jeremy. Han er over 60 år og total bøsse på den fede måde. Jeg blev hurtigt Jeremys “Honey”.
Jeremy er oprindeligt født i London, men har fra barnsben rejst rundt i hele verden med sin far, som var diplomat. Han bor nu på Bali i Ubud med sin 25 år yngre kæreste Marcus på 7. år. Jeremy er stadig vildt forelsket i Marcus. Og han fik helt tårer i øjnene, da jeg fortalte jeg også havde været sammen med min kæreste i 7 år, og at det er min livs kærlighed – Præcis som Marcus er for Jeremy. Jeremy arbejder med HR. Bare kun med kvinder og internationalt. Hans kæreste er succesfuld designer, der arbejder med silke, og har været med på nogle af verdens største mode-scener. Lige nu arbejder Marcus på en meget smuk silke-brudekjole =o)
Jeg er vildt forelsket i Jeremy. Jeg blundede lidt på et tidspunkt. Pludselig rusker Jeremy forsigtigt i mig – og siger – “you have to see this”.. Ud af vinduet stak adskillige store bjergtoppe – og en kæmpe vulkan. Hen over skyerne. Det var et overvældende syn. Jeremy undskyldte han havde vækket mig, men han syns det var synd, hvis jeg ikke fik den oplevelse med. Det er jeg ham meget taknemmelig for. Jeg fik hans Tiramishu-kage – tror han kunne se, at den smagte mig – meget. Han sagde til mig, at han havde været ret sikker på jeg arbejdede med mennesker. Han mente man kunne se det på mig =o)

Da vi landede i Bangkok fik jeg det største knus og kindkys, og måtte love, at lade ham vide, hvis jeg vendte tilbage til Bali, og at vi skulle maile sammen. Han havde tidligere givet mig sit kort. Vil helt sikkert skrive til ham. Min nye bedste bøsseven =o) Er ked af jeg ikke fik taget et billede af ham =o(

"Himmelbjerg" =o)

Den vildeste dag på Bali overhovedet var helt sikkert i går torsdag.
Vi havde af talt, at vi skulle lave noget sammen alle sammen, inden jeg tog hjem fredag. Og vores workshop sluttede jo onsdag, så vi havde hele torsdagen – perfekt.

Det blev til River rafting i Ubud og efterfølgende marked i samme by. Arrangeret af Anders og Toni. Ronnie ville først møde os på markedet om eftermiddagen. Han havde lejet en scooter, som han ville køre på til Ubud og blive i byen i 3 dage, med sin nye bedste rejsefælle Ane Sofie – inden han skulle hjem. Scooteren døbte de hurtigt “Knaldpot”. De er det skøreste team de to. De griner hele tiden, og har opfundet deres eget sprog. De er sgu herlige og meget underholdende =o) <3

Var lidt ked af jeg ikke skulle være der lidt længere. Anders og Toni blev gift om søndagen på stranden i Nusa Dura.

Så smukt. (Stjålet fra Ronnie).

Zafreen, Toni, Anders, Ane Sofie og jeg blev hentet kl. 08.00 torsdag morgen af en adventurebus. Vi var helt oppe og ringe og havde ingen anelse om, hvad vi begav os ud i.

Det tog temmelig lang tid, at komme til Ubud. Trafikken var forfærdelig, vejene vildt smalle, vi skulle samle andre op på vejen, og vi kørte forbi et uheld, hvor to mindre lastbiler var tørnet frontalt sammen. – Hvilket dannede en kæmpe lang kø. Det tog evigheder. I det mindste fik vi da så set en masse sjove ting på vejen, og humøret var helt i top.

Endelig fremme ved eventyrets begyndelse gik tingene tjep. Der var vildt mange japanere og australiere. Fordi vi var forsinket, var der ingen tid til fortrydelse eller noget andet. Det var lige på og hårdt.

Vores skiftetøj blev kørt til endestationen i en bil. Vores værdier blev pakket i en vandtæt pose. Så blev vi smidt i vest og hjelm og fik hver en åre i hånden, og så bare af sted. Bag det her turbulente område, åbenbarede sig den mest pragtfulde natur jeg nogensinde har set. Vi var omgivet af grøn frodighed så langt og bredt og højt, som øjet rakte. Det var totalt uvirkeligt og vi kunne bare måbe. Vi skulle ned til floden af godt og vel en milliard trapper – ned gennem denne pragt oase. Der var kæmpe store sommerfugle, smukke blomster, alle tænkelige slags palmer. Det var himmelsk. En lille tanke om, at vi skulle OP af de samme antal trapper på den anden side ramte mig kort med frygt. Skubbede den væk, og valgte at nyde det her NU i stor stil.

Ved floden lå der hen ved 12 store gummibåde med 4 – 6 personer i hver + guide. Vi var de eneste danskere. Resten var som sagt japanere og australiere. Balineserne kan ikke lide australiere. De drikker for meget siger de. Kommer kun til Bali for at feste. Vi havde vores egen båd og guide. Bare det at komme op i den her båd, var en udfordring. (Er altså bare kropsmotorisk handikappet !). Godt placeret og fordelt i båden var der ingen vej tilbage. Vi blev meget kort informeret om kommandoerne fra guiden – så var det årene i vandet og af sted. Turen ned ville tage 2 timer med et par ophold undervejs. 10 min. efter afgang kæntrede vi. !

To af kommandoerne lød “upperleft” og “upperright”, hvilket betød vi skulle flytte os til henholdsvis den ene eller den anden side. Det kræver lige man hører efter, og man har lidt styr på det her “left” og “right”. Første gang han råbte en sådan kommando væltede vi rundt i båden som tåber uden at have styr på hverken left eller right i vores åndsfraværende begejstring af dette slaraffenland. Båden blev lynhurtigt fyldt med vand, og på ingen tid hang vi 5 mennesker på en lille sten midt i den voldsomt brusende flod med en kæntret gummibåd. Der blev sat den vildeste redningsaktion i værk, – ligsom på tv ! Og til stor underholdning for de andre både tættest på os. En guide fra en anden båd tøjlede sit hold lidt længere nede ad flodbredden, og kom tilbage langs kanten til vores “ulykkessted”. Med sig havde han en line, som han og vores guide fik bundet fast på vores gummibåd, som vores guide holdt fast i. Den anden ende havde hjælperen godt fat i . Ad denne line skulle vi så en af gange hive os i land i. Da alle var i sikkerhed, vores guide stadig i floden med båden (jeg begriber ikke hvordan det lod sig gøre at båden ikke flød a helvede til !?), fik vi i fællesskab vendt båden tilbage på rette kurs. Der udbrud stor jubel, da aktionen var godt overstået og alle sad sikkert tilbage i båden. Det var en vildt skræmmende oplevelse, men også pisse sejt og livsbekræftende. Vi var på intet tidspunkt sådan rigtigt bange. For der var sikkerhedsfolk overalt. Både i vandet og langs flodbredden. Vi blev enige om, at det er det største adrenalin-sus vi havde oplevet. Vi havde i hvert fald lært at høre efter, hvad vores guide råbte, og vi tog resten af turen, som små sejrs-guder, der aldrig havde lavet andet end at river rafte.

Det var vildt sjovt. Vi konkurrerede med de andre både, og sprøjtede på dem, og de sprøjtede tilbage til stor jubel for alle. Det var som om alle bare delte en fælles fed oplevelse. Det var bare skide skægt, og smukt og overvældende og alt muligt på en gang.

På turen ned fik vi udover rafting de vildeste oplevelser med på vejen. Pludselig siger guiden – Nu kan i svømme i floden ! Vi så noget tøvende på hinanden. Anders var den første der tog springet og væltede ud i floden. Jeg sad på kanten og overvejede… den beslutning nåede jeg ikke at tage, for guiden gav mig bare et lille skub, og så lå jeg i floden. Det var skide koldt, men sindsyg fedt bare at ligge der og lade sig rive med at strømmen !.

Længere ned ad floden, var vandet for lavt til vi alle kunne blive i båden. Så vi blev sat i land, og gik – på bare tæer – langs flodkanten til det sted vi kunne blive samlet op igen, mens guiden tog turen i båden alene. Det var også en syrealistisk oplevelse at gå med tæerne begravet i junglen, uden tanke for, hvad der mon kunne være af levende ting. Jeg mærkede virkelig jeg levede !

Tilbage i båden – næste “stop” en tur under et vandfald. Har du nogensinde stået under et vandfald ? Det kan anbefales =o)

Og så var der lige en rygepause. Hi.. det var sgu skørt. Sidde der midt i en gummibåd i ingenmandsland på en flod og holde rygepause. Guiden bommede mig for en af mine danske smøger. Og så sad vi bare der. Og røg.

Ind imellem det “hårde” arbejde med årene, hvor strømmen var stærk, flød vi lige så stille ned ad floden i et eventyr af farver, insekter, lyde, sommerfugle – billeder jeg ikke anede eksisterede i virkeligheden – bananer på store palmer, kokosnødder og ja… Har aldrig oplevet så pragtfuld en natur.

Klart den smukkeste oplevelse og fedeste adrenalin-kick jeg nogensinde har fået.

Ved endestationen så jeg til min store skræk, at vi skulle op ad lige så mange trapper, som vi gik ned ad (Møns klint – go home!). Vi havde intet vædske fået, siden vi forlod hotellet, så jeg var død tørstig. Virkelig for alvor tørstig. Nu ved jeg hvordan det er at bo i Afrika ! Et par af de andre stod og snakkede med nogle af guiderne – jeg blev utålmodig, for jeg skulle bare have noget at drikke. Vi havde afleveret udstyr, så jeg begyndte at gå i forvejen op ad de her mange trapper. Det var pisse hårdt. Og i min utålmodighed og tørst oksede jeg (det gik faktisk langsomt – men) op ad de her trapper med tanke for at det bare skulle overstås. Pludselig knækkede min ben under mig, og jeg kunne ikke få luft. Jeg gik helt i panik, hvilket bare gjorde det meget værre. Jeg har aldrig i mit liv været så bange. Troede seriøst  at nu skulle jeg dø. Anders havde set det og kom løbende op til mig, efterfulgt at en af guiderne. Guiden tog mig i den ene hånd, Anders i den anden, en tredje løb efter vand. Stille og roligt fik Anders talt mig tilbage og ud af denne vildt angstprovokerende tilstand. Kort efter kom guiden tilbage med vand. TAK ANDERS FOR AT TALE MIG TILBAGE TIL LIVET ! – Det lyder meget dramatisk – jeg var virkelig også skrækslagen.

Jeg havde simpelthen overbebyrdet min krop op ad trapperne og manglede væske. Resten af turen op gik i meget langsomt tempo, med en guide godt fat i min ene arm. Han nærmest “løftede” mig op i sin arm. Anders gik lige bagved med mine ting, og to andre guider blev ved os. Det beroligede mig meget, at der var så mange til at passe på mig. De var alle blevet skræmt og bekymret og følte sig en smule ansvarlige. Endnu en kæmpe sejrs-jubel ved det sidste trappetrin. Jeg var oppe og jeg levede !!! =o)

Jeg tror det er meget længe siden, jeg har været så taknemmelig for at sidde ved et bord med en cappuccino, en cola og en smøg. Heldigvis fortonede den fæle oplevelse sig hurtigt i baggrunden bag den fede oplevelse på floden.

Efter en ret hurtig men okay frokost i vildnisset, kørte bussen os til marked i Ubud. Vi delte os og blev enige om, at samles igen senere på en lille cafe i nærheden. Ronnie ville støde til os.

Det varede ikke længe før vi alle sad på cafeen og snakkede i stedet for at rende rundt på markedet. Der var alt for uoverskueligt og alt for insisterende sælgere. Den eneste der kunne holde det ud var Zafreen, der glædestrålende dukkede op som den sidste med hænderne fuld af poser.

Vi sad et godt stykke tid og hyggede før Anders, Toni, Zafreen og jeg brød op og tog en taxa tilbage til hotellet. Ronnie og Ane Sofie tog jeg afsked med i Ubud, hvor de jo skulle blive et par dage. Gud hjælpe mig om de ikke havde danset Salsa hele natten i Ubud. Om jeg begriber, hvor de fik den energi fra ! *GG*

Tog afsked med Zafreen på hotellet i aftes. Hun skulle af sted tidligt fredag morgen til Bounty-øerne, og skulle være der til lørdag. I morges spiste jeg morgenmad med Anders og Toni inden vi også måtte sige farvel til hinanden.

Anders (i træet), Ane Sofie, Zafreen, Kisser, Toni, Henrik og Ronnie.

Den tur har uden tvivl været den på alle måder været det vildeste eventyr, den vildeste indre og ydre rejse på egen hånd i mit liv.

De oplevelser jeg har fået vil jeg tage med mig resten af mit liv, og bevare i mit hjerte. På 10 dage har jeg mødt så mange ting i mig selv, i min omgivelser, af verden. Det har været udfordrende, skræmmende, udviklende, bevidsthedsudvidende, intenst, skide sjovt, kæmpe hyggeligt – og psykisk og fysisk mentalt hårdt – på den fede måde.

Har håndteret ting, gjort ting, jeg slet ikke anede, jeg var i stand til.

Jeg har aldrig været så stolt af mig selv.

Sidst men ikke mindst. Jeg kan ikke mindes at have følt så stor og overvældende kærlighed til mit liv, og haft så kraftfuld en følelse af, at være præcis, hvor jeg skal være.

End of story.

UENDELIG STOR TAK OG KÆRLIGHED TIL MIN KÆRESTE FOR MIT UFORGLEMMELIGE EVENTYR.
UENDELIG STOR TAK TIL GUD FOR AT HAVE VÆRET MED MIG.

2 tanker om "Bali. Mit livs ydre og indre rejse."

  1. Fantastisk dejlig beskrivelse af dine oplevelser og super skønne billeder.
    Har dog lyst til at ruske dig godt og grundigt……….for at få ind i dit lille hovede, at du er en FANTASTISK kvinde og at du IKKE skal trække dig og lade andre overtage. Jeg har dog ikke kendt dig så længe, men på den korte tid jeg har kendt dig, kan jeg mærke og føle at du er vidunderlig, og det smerter mig at læse, at du har følt dig uinteressant på turen, og alligevel glæder det mig, at du i dit eget selvskab har kunne hygge dig, det viser jo bare hvor stærk en kvinde du er.
    Glæder mig så meget til at høre mere om turen over en kop et eller andet.
    Stort kram fra en som synes du er fantastisk og interessant <3

    • Tusind tak for de varmende ord Sødeste =,o) – De rører mig dybt. Skal nok øve mig grundigt på at huske det. Glæder mig rigtig meget til at se dig onsdag, og dele min oplevelser med dig =o) <3
      Kæmpe knus og kærlige tanker – fra en som kun kan sige det samme om dig. Tak for dit venskab Bettina <3

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>