Evolutionsangst.

Onsdag d. 29.01.2014

Endelig lidt lethed i hovedet ! TAK Kærste.

Siden vi kom fra ferie, har jeg fysisk og mentalt krybet langs gulvet. Jeg var(er) proppet til bristepunktet med indtryk fra Cuba. Tonsvis af ambivalente følelser. Kaos i toppen. Tanker om verdenspolitik, levevilkår, menneskets uheldig udvikling. På verdensplan. Vores nærmeste. Værdier. Egne. Andres. Hvad er vigtigt ?

Helbredet skrantede allerede inden vi tog på ferie. Jeg havde ondt i halsen. Og Niels´ mave fungerede ikke optimalt. Han lå frygtelig syg med høj feber og diarré i 3 dage i Havana. Jeg væltede med høj feber og influenza i det sekund vi ramte Lolland.

Vi kom hjem fredag eftermiddag. Har som sagt været syg siden. Niels var også stadig svækket af hans sygeleje. Mentalt er jeg langt om længe mere klar. Lys. Men for fanden et mørke og en angst at være i.

Hvad er verden dog blevet for et sted ? Begyndte at skrive i min blog om vores ferie. Efter 8 timer var jeg stadig ikke færdig med dag 1. Cuba har på alle måder vendt helt op og ned på rigtig mange ting. Ikke mindst mit verdenssyn. Og mit menneskesyn. Er splittet i alle ender og kanter.  Findes der virkelig ikke et eneste sted i hele verden, hvor mennesket ikke i den grad præges af magthavernes beslutninger ? Hvor mennesket største beskæftigelse ikke er, bare at udvikle egne egoistiske overlevelsesstrategier, men hvor vi hjælper hinanden af oprigtighed og ikke for at opnå noget til gengæld ?

Jeg blev nød til at prøve at skille tingene ad, inden jeg laver bloggen om ferien færdig. Der hvor al feriesnakken og det gode kommer med. Her handler det om mennesker og magt. I Cuba som i Danmark. Vi er faktisk ret ens. Rundt om i verden. Vi gør bare tingene på forskellige måder. Tænk sig jeg skulle være 10 dage halvvejs rundt om jorden for at se dét !

Cuba er bare et billede af, hvor Danmark er på vej hen. Eller rettere. Vi er der. Bare i en mere sofistikeret udgave.

På toppen af kransekagen sidder nogle mennesker med vanvittigt mange penge. De trækker i nogle tråde til nogle mennesker lige under dem – dem som træffer beslutninger om, hvad der skal ske i vores land. I vores verden. I Danmark som i Cuba. I Danmark kalder vi det demokrati. I Cuba hedder det Kommunisme. Amerikanerne kalder det Diktatur. Alle peger fingre ad hinanden. Vesten. Østen. USA og Rusland. Nord og Syd. Men uanset hvad fanden man kalder det og hvor i verden man er, er det dem med penge der sætter dagsorden. Eller dem med gode talegaver, der kan manipulere folk med penge til at støtte dem. Motivet er hele vejen det samme. Magt og egoisme. ”Det jeg gør, er bedre og mere rigtigt, end det du gør. Ikke fordi det er godt for dig, men  fordi det er godt for mig”.

Sådan er det i hele verden. Ikke kun oppe på toppen men også helt nede i bunde. Jeg græmmes, skræmmes, kvæles af den menneskelige udvikling. Alle har en dagsorden.

I Cuba hylder vi Revolutionens helte. Forbander USA og tiden med Batista. Mens vi finder alle de huller vi kan i kontrollen, snyder det system vi hylder, udtænker smidige måder at komme til ekstra penge på. Som f.eks. at pådutte turister vores uønskede hjælp, for at kræve os betalt for det bagefter. Vi gør det ikke, fordi vi mangler noget, for Fidel tager sig jo godt af os. Uddanner vores børn og unge. Tager sig godt af de syge, og samfundets svagelige som sidder forhutlet på gaden og tigger. Det er hykleri.

I Danmark sviner vi ministrene og regeringen til. Skriver kilometerlange læserbreve. Brokker os over aftenkaffen. Til konen, manden, naboen. Gør præcis som i Cuba og snyder, hvor vi kan slippe af sted med det, mens vi stikker naboen og ytrer os højlydt om, hvor forfærdeligt alting er. Men vi sover sødt og godt om natten. For i morgen skal vi ud og se på ny bil. Det har man vel fortjent. Mens vi ser på ny bil, stikker vores børn og unge hinanden ned på gaden, laller rundt i byen med hovedet fuld af stoffer, aner ikke hvad ben de skal stå på, for allerede inden de bliver født skal de tage stilling til, hvad de vil være som voksne, hvor mange børn de vil have, hvor de skal bo og med hvem. Og i skolen bliver de proppet med den samme lærdom som for 100 år siden, så de aner ikke hvordan verden de skal ud i, i virkeligheden ser ud i dag. Men de er jo også så forkælet de dovne unge mennesker. Vi forældre giver skolen skylden. Skolen giver forældrene skylden. Ingen tager ansvar. Så børnene er overladt til sig selv, mens vi efterlader dem en verden, hvor det vigtigste er at have en større fladskærm end naboen, have en titel på postkassen og se 20 år yngre ud end man i virkeligheden er. Det er hykleri.

Den største forskel på Danmark og Cuba er, at vi faktisk KAN gøre en forskel uden fare for liv og frihed. Vi gør det bare ikke. I Cuba formår man at stå sammen. På godt og ondt. Det kan vi slet ikke i Danmark. I Cuba handler man. I Danmark brokker vi os og vender man ryggen til. Vidste i at der stort set ikke findes voldskriminalitet på Cuba ? Det er det tryggeste sted i verden, at gå alene om natten. Børnene render og leger på gaden over alt, også om aftenen – som i Danmark for bare 30 år siden. Der er altid nogen der holder øje med dem. Det er IKKE en forherligelse af Cuba. Blot et billede af at mennesker med meget få midler, har meget mere at give af.

Vi betaler tårnhøje skatter og afgifter, som administreres af en stor portion magthavere, hvis største motivation sgu ikke er at ville danskerne og Danmark det bedste, men at tage sig godt ud i omverden, føle sig betydningsfuld og få en skyhøj løn for det. Og vi aner ikke, hvad alle vores surt tjente skattepenge bruges til. Ved du det ? Jeg gør ikke. Men vi brokker os bare lidt over kaffen, skriver måske et læserbrev, når det er rigtig slemt, og pudser vores nye bil, mens vi vender ryggen til den verden vi efterlader til vores børn og børnebørn.

Jeg kan godt misunde Cuba deres Fidel. Også deres Che Guevara. Uanset hvad vi andre mener om det, har de nogen at hylde. Nogen at følge. Et forbillede. Nogen der gjorde noget for en sag. På godt og ondt. Hvad er det vi følger i Danmark ? Jeg mangler et forbillede. Noget at bakke op om. Nogen at følge. Nogen at tro på. Noget at tro på. Jeg tror ikke på noget mere. Slet ikke på mennesket.
Its better to walk alone

Rom. I kærlighedens navn.

ROM – KÆRLIGHEDSFERIE MED KÆRSTEN <3

Mandag d. 30.04.12

Rom er en fantastisk by. Alt er enormt stort. Og meget meget smukt.

Mandag d. 23.04.12 landede min kæreste og jeg i Italien. Fra lufthavnen tog vi et tog direkte til hovedbanegården i Rom. Herfra stod den på taxa til hotellet i det gamle Rom.

Hjemmefra så hotel-værelset helt vildt hyggeligt ud, og lå midt i den gamle romantiske bydel Trastevere. Bydelen var fantastisk.. men… blev noget lang i ansigtet, da vi trådte ind i værelset. Det var bare ikke hyggeligt. Der hang en stor grim tv-skærm, over et meget lille skrivebord. Sengen var hård, og som mange andre steder, var der ikke dyner – men to uldne tæpper, som støvede helt vildt. Badeværelset var morsomt – meget lille – med en meget lille brusekabine, hvor man lige kunne kante sig ind. Toiletbrættet sad ikke fast, så hver gang jeg satte mig med min store rø. knagede det og truede med at falde af .. med mig på.

Any way … vi skyndte os at sætte kufferterne og ville ud og sondere terrænet. Kvarteret var skønt. Gamle brostensbelagte gader. Gamle bygninger. Træer og andet grønt. Jeg glemte alt om primadonna-nykker over værelset, da jeg kom ud i Trastevere. Vi havde ikke gået længe, før vi havnede på Piazza Santa Maria. Sikke et leben. Mennesker, gademusikanter, caféer, små boder – en helt igennem italiensk stemning, som man ser det i film =o) Prikken over iét var den smukke lille kirke – Santa Maria kirken, som pladsen er opkaldt efter. Efter vi havde set kirken indefra, slog vi os ned på en cafe, og nød resten af dagen i det stemningsfyldte miljø.

Tirsdag d. 24.04.12

Planen var at gå til Peters Kirken tirsdag. Det havde været lidt svært at falde i søvn om aftenen – der var mange indtryk, og tæpperne lavede kriller i halsen. Efter et noget skrabet morgenmåltid, som vi morede os meget over – en kop kaffe og en lille croissant, udleveret på madkupon fra hotellet, som havde en lille cafe ved siden af – satte vi gang i ben-tøjet, fuld af lyst til dagen. En mindre god søvn kunne ikke frarøve os vores eventyrlyst ! =o) Vi gik gennem Trastevere, et stykke langs Tiberen, holdt en lille caffe latte pause, og videre til Peters Kirken. Wauw ! Den er enorm ! Og sindsygt flot. Der var et hav af mennesker. Det undrede os lidt, da vi jo ikke var i ferie-sæsonen. Bare pladsen foran kirken var et mylder af mennesker, og der var kæmpe lange køer for at komme ind. Det var egentlig ikke generende, var synet var så betagende. Selvom vi skulle gennem sikkerhedstjek – præcis som i lufthavnen – gik det forholdsvist hurtigt at komme ind. Kirken var så kæmpe, at det på ingen måde var generende at der var så mange mennesker. For der var masser af plads at være på.

Peters Kirken

Peters kirken var en overvældende oplevelse. Ikke blot på grund af dens størrelse, men også på grund af dens skønhed. Vi så dog kun selve kirken indeni. Alt det andet man kan se – vatikan-musseet, kuplen osv. sprang vi over. Der skal sættes en hel dag af til at komme det hele igennem.

Fra Peters kirken gik vi over floden nærmere centrum til den Spanske trappe. Her var der en lang gade af design-butikker  – Gucci, Dior, Prada, Channel, Jimmy Cho og alle de andre elsket af kvinder mærker – Fik da også en Gucci-pung af min kæreste til min lille Gucci-taske ;o) Jeg var vidst mere optaget af butikker – virkelig slaraffenland – end af den spanske trappe. Så den først da min sult efter mærker, var blevet stillet. Her var rigtig livligt og festligt – Glade mennesker, som alle sad på trappen, og skulle fotograferes til ferie-albummet. Ville under ingen omstændigheder op ad alle de 138 trin ! Vores billeder blev taget blot et par trin op ad trappen – og nix weither !

Den spanske trappe blev oprindeligt bygget i 1725 for at sørge for at kirken ovenover ikke skulle synke sammen. Men den er i dag i sig selv en meget besøgt og mest fotograferet attraktion i Rom.

Rom er fuld af kilder, der kommer ned fra bjergene, med så rent vand at det kan drikkes. Udover de mange smukke fontæner i byen, er der overalt små “vandhaner”, hvor man kan fylde sin vandflaske eller bare drikke en tår fra “hanen”. Det smager helt fantastisk. Fra Den spanske trappe gik vi til Fontana de Trevi, som romerne hævder at være verdens mest populære springvand. Der var sandt nok også lige så mange mennesker som ved Peters Kirken, og det var også en sandhed, at fontænen var meget meget smuk.

Byggeriet af Fontana de Trevi blev startet i 1732 og afsluttet i 1751. Mange turister kaster penge i vandet , da det efter sigende betyder gensyn med Rom. Pengene samles ind hvert år til Røde kors og Caritas. Det løber sig op i 2. mio. kr. Fontænen får sit vand fra Acqua Vergine-akvædukten. Figuren i midten er Havguden Oceanos med sine havheste.

Tilbageturen om aftenen tog vi over øen Isola, som ligger midt i Tiberen.

Isola Tiberina (Tiber-øen) er i følge sagnet vraget af et skib som sank midt i Tiberen. Op øen ligger et hospital grundlagt i 1548 – tilbage i 293 f. kr. fungerede det som tempel for lægeguden Askulap. For enden af hospitalet ligger San Bartolomeo kirken, som blev opført i år 900 ovenpå det tidligere tempels ruiner. Meget meget smuk ø.

Tror vi gik en milliard kilometer den dag ! Mine fødder bar i hvert fald præg af misbrug – Vabler flere steder og noget hævet ! Men det var hele gå-turen værd. Og man mærker det ikke, når man er på eventyr med sin kæreste =o) Vi sov helt sikkert godt den nat – uldne tæpper eller ej.

Onsdag d. 25.04.12

Endnu en lang spadsere-tur stod for døren. Vi vågnede med ben, som havde vi løbet maraton. Bare “op på hesten igen” og i gang. Startede lige med den obligatoriske caffé latte og croissant mod udlevering af madkuponen fra hotellet – så var vi på den igen.

Turen gik i dag til Roms Colosseum. På vej derhen kom vi forbi Circus Maximus, der i en fjern fortid fungerede som væddeløbs-bane for de her romervogne, som ligner et skjold foran, og har en, to eller tre heste spændt for, og en kusk til at styre begivenheden. Den oprindelige bane, som man stadig er i gang med at udgrave, var 600 meter lang, 200 meter bred, og kunne rumme 300.000 tilskuere. I dag bliver området brugt til alt fra skole-udflugter til koncerter eller bare til at slappe af med en god bog, mens man nyder solen.

Circus Maximus

På Colosseummet var der stort set lige så mange mennesker som ved Peters kirken. Inden vi gik ind, hvilede vi benene på en lille café lige ved siden af – med en lidt flirtende og anmasende tjener, som insisterede på at tage et billede af min kæreste og mig.

Baggrund – Colosseum

Som alt andet i Rom var Colosseummet gigant stort. Og vildt fascinerende. Det var så virkeligt, at man nærmest kunne se gladiatorerne bekæmpe hinanden i arenaen.

Colosseum inde fra.

Ved ikke om vi er lidt mærkelige.. hm… Vi så en masse ting derinde, som vi er sikre på andre ikke så. Blomster og planter der voksede ud af stenene. Et lille grønt firben med sorte prikker, som havde et spændende hjem i ruinerne. Små mos-”øer” med liv. Altså.. vi kunne snildt have brugt hele dagen derinde på at studere alt det der var udover “bare” ruinerne. Det var lettere at finde ind end at finde ud. Vi prøvede at følge “Exit”- skiltene – det gik ikke lige op i en højere enhed. Så fulgte vi bare efter nogle mennesker, der lignede nogen, der også var på vej ud. Så lykkedes det =o)

På muren foran Coloseummet satte vi os lidt med noget koldt at drikke og en sandwich inden vi skulle ind i Forum Romanum, som lå lige ved siden af. Fik kun spiste halvdelen af min sandwich…. mine nye due-venner fik resten. De var forbavsende lidt sky, og med lidt lokken kunne man håndfodre dem. Troede de kun kunne lide brødet. Men da de fik færden af skinken og osten gik de såmænd også om bord i det.

Duernes madorgie.

Forum Romanum er et inferno af ruiner fra romertiden. Efter hvad vi kunne se på vores kort, troede vi, at vi “bare lige” kunne gå igennem og kigge lidt. Der tog vi fejl. Det var labyrinter af stier, bakker, trapper og de her ruiner. Dér kunne vi da slet ikke finde ud igen. Det var.. ja.. ved godt jeg gentager mig selv … kæmpe stort. Alt dernede er altså bare kæmpe ! Da jeg var tæt på at gå i panik af Cappuccino-abstinenser fandt vi langt om længe udgangen. Den store udgang var spærret, fordi de var ved at restaurere et eller andet. Det var en stor oplevelse… meeen… så havde vi også set ruiner nok for denne gang.

En LILLE del af Forum Romanum.

Efter den tur var vi godt trætte. Men.. jeg savnede i den grad en dyne. Og min kæreste mente han havde set i vores bog, at der lå et indkøbs-center-agtigt i et område der hed “Spagna”. Dér kunne vi komme hen med Metro. Vi skulle skifte på vejen. Det var jo ikke noget problem. Vi har jo erfaring med at køre Metro i storbyer. Klokken var ved at være mange – lidt over 19, så vi skulle skynde os. De fleste butikker lukkede klokken 20.00. Men igen… vi skulle jo med Metro, så det var intet problem. Se det var da godt nok en interessant oplevelse. Der er 2 metro-linier i hele Rom. Og de kører bestemt ikke lige så ofte som andre steder. Efter at have bevæget os flere kilometer ned under jorden, endte vi som sild i en tønde med en million andre mennesker. Toget var i forvejen proppet, da det endelig kom. Det var bare med at være hurtig og mase sig frem og trække bagdelen til sig, så den ikke kom i klemme. Hold da fest en virvar. Det reddede turen lidt, at der lige foran mig stod en italiensk Gud. Han kunne godt nok have været min søn. Det kom ikke sagen ved. Han havde halvlangt krøllet knaldsort hår, og store brune øjne. Og han stod lige foran mig. Den smukkeste italiener jeg så på vores rejse. Da vi langt om længe nåede frem, var alt lukket og slukket. Det gjorde nu heller ikke den store forskel – for “indkøbscenteret” viste sig at være en lille gade med mærkelige butikker. Jo.. der var da en der havde en seng og dyne i vinduet… til spidsen af en jetjager !

Vi fandt en lille café i gaden ved siden af, og blev enige om, at tage en taxa tilbage til hotellet, når vi havde fået lidt at drikke. Vi gik op for enden af gaden for at finde en taxa – og lige foran os åbenbarede sig den smukkeste plads – Fuld af lys, musik fra en gademusikant med trompet og et spring lige i midten.

Piazza del Popolo

Havde vi nu ikke været på dynejagt og metro-eventyr, havde vi ikke fået den oplevelse med. Det var ikke et sted vi ville have gået efter, og der var bare så smukt. Heldigvis var der også masser af taxaer der gerne ville køre os “hjem” i seng. Jeg måtte klare mig endnu en nat uden dyne ;o)

Torsdag d. 26.04.2012

Dagen før havde vi set en lille hyggelig café, som lå lige bagved vores hotel. Der havde vi besluttet at tage morgenmaden. Det var de sødeste, kæreste to piger der servicerede os her. Indenfor på væggene hang der billeder af pinup-piger. Udenfor sad ældre lokale italienere og – tror vi – fik ordnet verdenssituationen. Alle kendte tilsyneladende hinanden og var stamkunder på cafeen. Der var en skøn stemning, glade mennesker og vejret var fantastisk.Vi fik for første gang et ordentligt måltid morgenmad – scramble æg, røræg, tomater, friskpresset appelsinjuice – MUMS – og en rigtig god caffe latte og espresso.

Niels nyder sin morgenmad på “When in Rome”

Indenfor stod der på gulvet en stor “sandwich” af træ – på hver side var malet et billede af en kvinde – to forskellige motiver. De var vildt flotte. Det viste sig at det var nogen pigerne selv havde malet – en hver.

Vores søde Cafe-piger på cafe “When in rome” med deres kunst. Kvinden på bagsiden var mørkhåret og sad på en anden måde.

Efter et par dage i fuld firspring, ville vi tage en slappe-dag og bare tusse lidt rundt i kvarteret ved Trastevere. Vi havde kigget efter dyne alle steder tidligere – og hvad løb vi lige ind i rundt om hjørnet på Trastevere – En bod med dyner !!! Eller… i hvert fald vattæpper – dem der man også kan bruge som sengetæppe, der er bløde og store. Jeg var LYKKELIG ! Vi købte straks det sødeste tæppe – hvidt med gule blomster, og gik tilbage til værelset med det, inden vi drog videre.

Min italienske redningsmand =o)

Vi lagde hårdt ud med at fare total vild i området ved Trastevere. Eller.. fare vild og fare vild. Vi kom i hvert fald på afveje… og endte med at gå ad en “skummel” baggade, hvor der ikke var nogen mennesker, bare et par beskidte værksteder og en masse parkerede biler. Og kom ud under Porta Portese, hvor der hver søndag bliver afholdt landets største loppemarked. Det nåede vi dog ikke at opleve. Ikke den store ærgrelse, da det fremgår af bogen, at man ikke skal være klaustrofobisk for at være der, og at der vrimler med svindlere og lommetyve.

Porta Portese

Hvis vi ikke var kommet på afveje, havde vi ikke oplevet Santa Cecilia kirken. Aldrig har jeg set så skøn en kirke… eller.. jo.. altså.. elsker jo kirker. Der var kun os. Og en anden løssluppen turist. Det syns vi jo var dejligt, og undrede os ikke synderligt over det. Heller ikke at vi vadede lige ind i en messe. Rundt om alteret i kirken sad en præst i midten med en flok nonner uden om, og messede og sang. Det syns vi jo bare var hyggeligt. I sær nød vi at nyde kirken i fred, og følte vi havde fundet en kronjuvel, skjult fra andre turister. Det var først da messen var forbi, og en ældre nonne stod og bankede på ruden ved indgangen med en nøgle, for at fortælle os at vi nok skulle forlade stedet, at det gik op for os, det nok ikke havde været en god ide bare at gå ind. =o/ Den ældre Nonne fulgte os pænt til porten, med et blik der ikke indgød til velkommenhed. Hi.. Pinligt.. mest fedt !

Santa Cecilia under en messe.

Vi var noget ind til området, vi kendte fra tidligere, og det var blevet tid til drikkepause. På en lille brostensbelagt plads, uden for meget virvar, satte vi os på en meget lille restaurant/café med kun 4 borde udenfor. Er super glad for vi lige dumpede ned dér. Caféen hedder “Papa Re”, er ejet af Cosimo og drives tilsyneladende af ham og hans familie. Cosimo er en ældre herre, som jeg vil skyde på har været en rigtig italiensk stor-charmør i sine unge dage. For han havde ikke helt mistet evnen. Cosimo lagde omgående ud med at fortælle Niels, hvilket god smag og smuk kone han har. Han smilede og charmede på den søde måde, så han røg lige ind i vores hjerter.

Papa Re

Vi grinede og snakkede og hyggede og det endte med, at vi garanterede Cosimo, at vi kom igen dagen efter, og spiste til aftens hos ham.

Niels og Cosimo
Gade i det gamle Rom i området omkring Trastevere. Mere autentisk fås det vist ikke =o)

Der var et par steder omkring Trastevere, jeg gerne ville se, som jeg også fik overbevist Niels om, at han gerne ville =o) En af dem var Botanisk have, som lå i kvarteret. Troede det var sådan en lille let tilgængelig have. Men.. ak.. hvordan kan man dog overhovedet tro at noget i Rom er småt !? DUMT ! Det var en meget speciel botanisk have. Ikke som man forventer i Danmark. Meget af det var gigantiske palmer, buske og andre sjove ting. Meget særpræget, smukt og dejligt stille. Haven gav anledning til total afslapning. Også selvom der ved springvandet var et leben af – tror jeg – dagplejemødre med en masse små børn. Der var ingen hujen og hejen, bare stille leg og hygge. Orkede ikke at se hele haven, da jeg fandt ud af, hvor stor den var. Skulle bare lige se den kinesiske afdeling, der lå et stykke op ad en bakke (en bakke i Rom er som et bjerg i Danmark !) inden vi gik videre. Hold da ellers op. Jeg fattede ikke, om jeg så noget der var kinesisk eller ej, for jeg var alt for opslugt af udsigten på vej op. Og af de små søer eller bække eller hvad det var, med et mylder af haletudser ! Det var helt vildt så mange der var !

En LILLE del af “Orto Botanica”.

Haven appellerede helt klart til menneskets romantiske side. Så udover planterne blomstrede kærligheden også her ;o)

Kærlighed i “Orto Botanica” ;o)
Udsigt over Rom fra “Orto Botanica” var slående.

Jeg troede, jeg havde set den smukkeste udsigt i Rom. Jeg tog fejl.

Efter Haven skulle vi lige se Fonte Acqua Paola. Ifølge kortet lå det lige en spytklat fra haven og det var ingen sag at komme der til. Må for gud ved hvilken gang konstaterer – ROM ER STORT – så man skal ikke lade sig narre af de “små” afstande på et skide kort !

Ikke nok med turen var lang. Men det gik også OPAD. Siden Bali, har jeg fået trappetrinsfobi. Dem skulle vi op ad mange af. Efter vi havde besteget en vej, der gik nogenlunde lodret. Sådan føltes det i hvert fald. Følte mig som Rocky Balboa da jeg nåede toppen ! Og fandt ud af at det var al besværet værd. Hvilken overvældende udsigt. Fontænen kunne ikke vælte os omkuld – Den var ikke nær så flot som Fontana di Trevi. Men udsigten. DEN blæste os rundt !

Udsigtspost ved Fonte Acqua Paola

Ja ja… der var liiiige én ting til jeg bare MÅTTE se, inden vi skulle finde noget mad ( nåede vi aldrig =o/) Det lå liiige om hjørnet. Lærte det aldrig. Næh nej. Flere opstigninger. Kaffepause på en lille café for enden af “bakken”. Det var ved at være mørkt. Eller.. det var mørkt. Nu var vi nået så langt. (Kæft vi gik langt !) – så nå kunne vi lige så godt nå målet. Godt vi gjorde det. Endnu en overvældende oplevelse. Piazzale Giuseppe Garibaldi viste sig at være en endnu større udsigtspost en den ved fontænen tidligere. Her kunne man se udover hele Rom hele vejen rundt. Syrealistisk. Fuldstændig. Det var så storslået, så jeg ikke kan sætte ord på. At det var mørkt gjorde ikke oplevelsen mindre. Der var lys overalt.

Rom by night.

 

Monument af frihedskæmperen Giuseppe Garibaldi troner midt på pladsen.

Det endte med at vores slappe-af-dag blev endnu en dag med flere hundrede kilometers vandren rundt i Rom, hævede, ømme og trætte ben – på to meget lykkelige mennesker, der havde set endnu en masse ting, vi end ikke anede eksisterede. Godnat-drikkelsen tog vi på pladsen ved Sante Maria kirken, hvor vi var første dag. Vi sov rigtig godt den nat. Mig med min nye dyne =o)

Fredag d. 27.04.12

Det sidste vi havde sat os for at vi skulle se var Piazza Navona. En stor oval plads midt i centrum. Fuld af liv, turister, skole-elever, caféer, malere og tegnere, både karikatur og portræt-tegnere an mas, som havde turister i stolen til forevigelse – enten som “tegneserie-figurer” eller flotte portrætter. Pladsen har fået sin form efter “Domitians Stadion”, som blev opført i omkring 86 e.Kr., hvorpå pladsen senere er anlagt.

Navona

Piazza Navona med Flodernes fontæne i midten. Viser symbolsk de 4 verdensfloder – Nilen, Ganges, Donau og La Plata.
Gulerodskunst på Piazza Navona =o)

Fra dagbog sidste dag : Ingen af os har haft ondt i kroppen hele ugen. Jo.. “gå-ondt” som Niels kalder det =o) Smadret ben og fusser på den fede måde. Sidste aften i Rom. Forstår det slet ikke. Tid eksisterer ikke. Føler jeg er i en tidslomme, hvor alt bare sker uden tiden går. Vidunderlig følelse. Har levet præcis NU alle vores dage i Rom. Vi tog på jagt efter en italiensk sko-butik, som vi aldrig fandt. Vi endte helt over ved Peters Kirken. Til gengæld så vi en masse andre ting. Og jeg købte 12 halskæder i en lille bod. Både til mig selv og pigerne. De er meget smukke. Håndlavet italienske glashalskæder. Jeg måtte også købe mig et par billige sandaler. Mine fødder er helt ødelagte af at gå i mine flotte, men hårde Ilse Jacobsen sandaler.

Slumplads.
Mindevæg eller væg med bønner. Ved det ikke helt.
Vinhandel
De har sørme også sparepærer i Rom !
Og elartikler ! ;o)

Da vi måtte indse at gade, hvor sko-butikken ikke eksisterede, drak vi en øl og en caffe latte på en café, inden vi traskede tilbage til vores elskede kvarter omkring Trastevere. Selv om jeg tidligere havde sagt til Niels, at jeg ikke havde lyst til at gå nede langs flodbredden ved Tiberen, blev vi alligevel enige om, at gå langs floden tilbage – væk fra mennesker, trafik, butikker og larm. TAK Kæreste fordi du tog mig med. Det var begyndt at blive mørkt, og lysene tændtes langs broerne og alle steder i byen. Der var helt stille og stort set mennesketomt. Alligevel var der fuld af liv langs floden. Store fisk der plaskede rundt i vandkanten. Ænder, oddere, masser af rotter og flagermus. Og en ensom gamle hjemløs, som viste os “sin lille familie” – en andemor med 3 ællinger, som han hidkaldte ved at kalde på dem, og smide lidt af sit brød i vandet til dem.

Det er helt skørt, der er så rigt et dyreliv MIDT i en gigant by !
Tiberen by night.

Kan ikke mindes jeg har haft så skøn en følelse indeni. Føler mig fuld af kærlighed, glæde og taknemmelighed. Min følelse fra Bali af, at være præcis, hvor jeg skal være, er om muligt endnu større og mangfoldigt bekræftet. Niels og jeg har talt om, hvor vi var for år tilbage.. let til konflikter, vi forstod ikke hinanden, sårede hinanden og opførte os ofte respektløst overfor hinanden. Her i Rom har vi for første gang inderligt følt og mærket, hvor meget vi har rykket os. Hver for sig. Og sammen. Vi har aldrig været så tæt på hinanden, som vi er nu. Vi respekterer og forstår hinanden – ærligt og oprigtigt. Jeg er ikke ny-forelsket. Det er for overfladisk. Jeg føler en dyb, inderlig og smuk, nærmest højtidelig, kærlighed til Niels. Til Os. Til alt hvad vi gør og kan – bare vi er sammen. TAK Rom. Og TAK Gud – for mit liv og den indsigt jeg har fået.

Vi startede dagen inden sko-jagten med morgenmad hos vores to skønne piger fra “When in Rome”, til den hyggelig italienske verdensdebat fra de lokale stamkunder. Skråt over gaden fra cafeen, er der hver dag et lille lokalt marked fra tidligt morgen til kl. 14.00. Det nåede vi at se i dag. Der var alt hvad hjertet kan begære til det italienske køkken. Farverige boder fyldt med frisk frugt og grønt. Fiskeboder med blæksprutter i alle størrelser og “sø-uhyrer” smukt udstillet for potentielle kunder. Oste, skinker, pølser… i alle størrelser og farver. Der summede af livlig handel med de lokale, som var i gang med dagens indkøb.

Der var fisk vi ikke anede eksisterede.

 

Smukke indbydende farver =o)

Når vi er på ferie, ser vi ofte sådanne markeder i de små lokal-områder. Hver gang bliver vi vildt misundelige. Og føler lidt at Danmark er et fattigt land, fordi man skal til Århus el. KBH, hvis ikke man vil have “vakuumpakket” mad fra supermarkedet, der garanteret ikke kommer fra naturen, men er fabriksfremstillet. (Ok – måske lidt overdrevet – men man får i hvert fald ofte ikke følelsen af, det er mad, der er kræset om, som på de her små markeder.)

Vi har virkelig gået en million milliard kilometer i Rom. Godt trætte i benene – igen på den fede måde, glade og opfyldt af indtryk, fandt vi tilbage til vores gode ven fra i går. Vi havde jo lovet og komme tilbage og spise aftensmad der i dag. Der var ingen ledige pladser, da vi kom. Så vi gik lige rundt om hjørnet og fik lidt at drikke til der var et frit bord. Niels fik en frisk fisk, og jeg fik risotto med rejer. Det smagte fantastisk. Vi har også aftalt, at vi selvfølgelig skulle have italiensk rødvin vores sidste aften. Elsker det lille skønne sted.

Aftensmad hos Cosimo på Papa Re =o)<3

Ved siden af os sad et fransk par, som fortalte vi skulle passe på vores tasker. Jeg havde hængt min på stolen, som jeg altid gør. Kort før vi kom havde en dame fået stjålet sin taske præcis derfra, hvor vi sad nu. Det var gået så hurtigt at ingen opdagede det, før hun skulle have fat i den, og den var væk. Det er jo desværre bagsiden af medaljen i de fleste store byer – Tiggere, som vi mødte mange af og lomme- og tasketyve, som vi heldigvis ikke stiftede bekendtskab med. I Italien er det ikke deres landsmænd, der betler og bedrager, men ofte Rumænere og de her sigøjnere, som også svindler rundt i Danmark.

Niels aftalte med vores ven Cosimo, at vores kufferter må stå hos ham, når vi tjekker ud af hotellet i morgen lørdag – indtil vi skal af sted til lufthavnen kl. 16.00.

Nu sidder vi på vores morgencafe, som i løbet af dagen har ændret sig til en cocktailbar, og får en dagens sidste cappuccino og øl. Kl. er 00.35 og det er snart sengetid på vores sidste aften i Rom. Gid tiden stod stille. Aftenen er lun, stille og dejlig. Vi har været super heldige med vejret. Tirsdag + torsdag har været lidt overskyet og kølige. Men torsdag og fredag har solen skinnet højt og det har været fantastisk. Godt varmt uden at være ulideligt – Lige til kjole og korte ærmer. Heldigvis har vi som sagt til kl. 16.00 i morgen lørdag- inden vi drager mod Danmark. (Tror vi når hjem før vores postkort =o/)

Lørdag d. 28. April 2012

Sidste morgen i Rom. PIV – “Send flere penge Unger ! Vi vil ikke hjem !” Morgenmad hos pigerne, der ønskede os god rejse hjem og håbede vi kom igen. Derefter ned til Cosimo med vores kufferter. Hi.. han var lige stået op, da vi kom. Vi traskede lidt rundt på Trastevere – jeg shoppede lidt i boderne og fik min sidste italienske is for denne gang. Vi blev enige om, at tilbringe vores sidste kort tid ved floden, inden vi tog afskeds-kaffen hos Cosimo.

Floden var helt anderledes om dagen, når vejret var godt. Det var lige så fantastisk vejr, som de to foregående dage – nærmest varmere. Ved flodbredden lå folk og solede sig, som hvis vi er ved stranden. Der var folk der cyklede, løb, joggede, gik ture, eller bare sad og nød livet. Rom er bare en by, hvor man LEVER. Nyder og lever. Et sted man ikke har lyst til at forlade. En oplevelse der løfter livet.

Min elskede Kæreste ved floden. Til venstre i billedet kan man ane folk, der ligger og soler sig =o)

Det er præcis hvad denne rejse har gjort for os. Løftet livet. Løftet kærligheden. Til et højere, dybere sted. Rejsen, der fik nogle ting til at falde helt på plads. Rejsen, hvor vi fandt vejen frem. Sammen. En lige så personlig og udviklende rejse for mit kærlighedsliv, som Bali var for min personlige udvikling. En rejse der altid vil mærkes i mit hjerte og stå i min erindring, som starten på en helt ny kærlighedsrejse sammen gennem resten af livet.

Afsked med Rom – Vores kærlighedsby.

TAK KÆRESTE. FOR DIG. FOR OS. FOR KÆRLIGHEDEN. <3

Mols : Min nye kærlighed.

Mandag d. 21.05.12

Personalemøde på Brovejen kl. 16.45. Sluttede først ved 19.30 tiden. Derefter stik mod Mols – Ebeltoft =o)

Vi VILLE af sted mandag, trods møde og alt muligt andet. Det passede også fint, så vi startede tirsdag morgen på vores ferie, uden først at skulle køre en lang vej. Stakkels min kæreste. Det var en lang dag. Men han tog den i et langt træk, og nåede i mål ved 1- tiden om natten, som vi tilbragte på en skøn lille rasteplads tæt på campingpladsen, hvor vi skulle bo. (Man kan ikke tjekke ind om aftenen).

Nattens soveplads

Tirsdag d. 22.05.12

vågnede vi til det smukkeste solskinsvejr på vores hyggelige rasteplads på Mols. Uden at gøre så meget startede vi Futte, og kørte ned til Ebeltoft camping. Vi havde ikke reserveret plads, så vi var lidt spændt på, hvor og hvordan vi kom til at ligge. Det var heldigvis en rigtig rar campingchef, så vi fik en helt fantastisk smuk plads lige ved stranden og med udsigt over vandet. Ren sjæleføde.

Her bor Futte =o)
Futteudsigt.

Aften efter aften – Fantastisk solnedgang <3

Det eneste vi havde (eller.. jeg havde) aftalt vi skulle inden vi tog hjemmefra, var at se Ree Dyrepark og Skandinavisk dyrepark. Og vi havde hele ugen, så .. vi havde ikke travlt.

Vores første dag ville vi bare inspicere området – Tusse lidt rundt i byen, og se hvad de kunne byde på. Vi gik langs stranden mod byen. Og støtte ind i en fold med kameler *GG* Cirkus Dannebrog havde forestillinger onsdag og torsdag, så de var i fuld gang med at stille op. Min første følelse var den her barnlig begejstring for cirkus. Weee ! Klovne, artister, popkorn og…. dyr. Vi gik lidt rundt på pladsen og stødte videre på nogle emuer.. heste… zebraer…. og.. pludselig stod vi ansigt til ansigt med en elefant. Igen den her umiddelbare første barnlige reaktion… wauw hvor er den sød .. og stor ! Og .. iiiih.. jeg vil nusse og fodre og….. Den blev stille og roligt afløst af en overvældende tristhed. Hvad i alverden laver en elefant i et cirkus ??? Det er stik strid mod al sund fornuft at en elefant, skal stå midt inde i en by med en knap 2 meter kort lænke om foden, et sted, hvor alle mennesker kan komme hen til den. Uden vand. Uden bevægelsesmuligheder. Så langt fra dens naturlige omgivelser og helt alene. Det gjorde voldsomt ondt i hjertet, og jeg begyndte at græde. Kunne slet ikke have det. Vi stod længe ved Fante.. Gav den lidt frisk græs. Snakkede med hende. Mens vi spekulerede som rasende på, hvordan vi dog kunne redde hende fra hendes cirkushelvede.

Stakkels Fante =,o/

Vi sagde på gensyn til Fante, og blev enige om, at vi ville komme tilbage med friske æbler og gulerødder til hende. Vi fortsatte langs stranden. Om morgenen da vi kom kørende mod campingpladsen, havde vi set at der længere nede ad stranden stak nogle store master op, fra et tilsyneladende stort sejlskib. Vi havde snakket lidt om, at det jo nok var Fregatten Jylland. (Vi kan ikke gøre for det – vi kommer fra Lolland). Så der ville vi ned og kigge. Det blev til lidt mere end bare lige at kigge. For da vi først kom derned blev vi simpelthen nød til at gå ind og se det her fantastiske skib. Og det var det ! Helt fantastisk. Umiddelbart syner det ikke af så meget, når man står og kigger udefra.

Fregatten Jylland

Men inde på skibet.. på de 4 store dæk.. åbenbarede sig en for længst gangen tid.. Og det var ligesom at være der selv. Tilbage til slaget i 1864, hvor Fregatten bekæmpede svenskerne.

Der var over 40 kanoner fordelt på 3 dæk.
Der var rangorden på skibet. Matroserne sov som sild i en tønde. Officererne havde hver deres egen lille kahyt.

Det var en meget stor oplevelse, at gå rundt på Fregatten Jylland. Historien om skibet, er noget mere interessant og spændende i dag, end den var da man gik i skole ;o)

Vi ville op og kigge i byen, og så os lidt omkring efter, hvor det var smart at gå op. Igen dukkede der et nyt eventyr op. Midt i det hele – på den side af vejen, der lå op mod byen, lå der pludselig et stor rødt lokum. En gammelt forladt maltfabrik. Der var spærret af rundt om med hegn fra AO. Det plejer nu ikke at være nogen hindring. Vi ville ind og kigge, og det gjorde vi. Fedt fedt sted. Mærkelig sjove tavler med alle mulige knapper og måleting. Gamle elskabe og eltavler. Gamle rør, siloer, masser af rustent møg og bras. Grafitti over det hele, cigaretskodder, dåser og you name it. Lige et sted for os ! Det er fedest når man ikke må være der ! ;o) Vi var slet ikke i tvivl om, at der skulle vi tilbage og tage billeder !

Det lignede en blanding af en borg og en kirke. Viste sig at være en gammel Maltfabrik.

 

Ind kommer vi altid =o)

 

Manden først. Venter pænt på, der er fri adgang =o)

Hm.. gad vide om Madsen har lånt det til skrotopbevaring ;o)
Masser af gamle rør forbundet med siloerne.

Vi var helt oppe og ringe, da vi havde være på fabrikken. Kanon fedt sted til billeder. Der kom en dag i kalenderen til formålet.

Ebeltoft er en fantastisk by. Jeg kunne ikke helt slippe Fante i mine tanker, så jeg var nok ikke helt åbenhjertet. Men.. det er jo ikke byens skyld at Cirkus Dannebrog er dumme. Måtte lige tage mig sammen…. Det var blevet cafe latte og kold øl tid. Bag fabrikken kom vi lige op til centrum af Ebeltoft. Byen er meget lille, men utrolig hyggelig med en skøn stemning. Vi trådte lige ud til en café – perfekt. Som det nu hedder sig og bør med piger, skulle jeg jo selvfølgelig også lige ose lidt i butikkerne. Det blev til to par nye sandaler – af de sunde =o) Jeg blev meget fascineret af byens må butikker. Ikke noget turistjald overhovedet. Små kvalitetsbevidste butikker med skønne varer både til små og større penge. Mange små brugskunstbutikker med varer fra lokale kunstnere. Skønne skønne ting. Det er da godt min Kærste var med, ellers havde Dankortet da været slidt op på ingen tid.

<3

Det var blevet tid til at vende næsen mod Futte. Tingene begyndte at lukke, og vi ville nyde vores aften på campingpladsen. En lang skøn aften – ren mindfulness. Det var bare lidt svært at gå i seng ikk.. når man er sådan et dejligt sted. =o)

Onsdag d. 23.05.12

Program : Skandinavisk dyrepark. Og sikken en park. Vi havde bladret lidt i en pjece fra parken. Må sige parken var en hel del større end man havde indtryk af. Det kan godt være jyder er nogle rigtig bonderøve ;o) – men.. de har nogle misundelsesværdige kæmpe områder og en overvældende natur, som de virkelig formår at passe på og bevare. Dyreparken var slet ikke som man forestiller sig et så stort turistområde. Alt var holdt i helt naturlige forhold. Selv stederne hvor man kunne købe lidt at drikke og spise. Der var heller ikke de der vanvittige souvenirbutikker, som i princippet bare er en ren plastikpengemaskine. Men der var vildt meget plads til dyrene, som virkede til at have det rigtig godt. Jeg er altid fyldt med dobbeltmoral overfor alle former for dyr i fangeskab for menneskets fornøjelses skyld – jeg vil rigtig gerne se dyrene, men stritter samtidig i mod at de holdes i fangeskab. Fandens til moral. Bør jo så slet ikke gå i dyreparker ! Men jeg må sige, at de her formår at give dyrene nogle fantastiske forhold – Ligesom i Knuthenborg, kunne man se på dyrene at de trives.

Frokost med rådyrene. Det var så sjovt at sidde og kigge på de små, der spurtede ud i vandet og ind igen, og sprang rundt mellem de voksne og ville bare lege =o)

Der var en lille ting i dyreparken, der gjorde mig lidt trist. De har 3 storke, som er i en indhegning med netloft, så de ikke kan flyve, men publikum kan gå ind til dem. Det var selvfølgelig fascinerende at se storkene, men slet ikke rart at de ikke havde deres bevægelsesfrihed.

Det jeg absolut havde glædet mig allermest til i dyreparken, var at se den lille halvt år gamle isbjørneunge Siku. De har både brune bjørne og isbjørne i parken. Elsker bjørne. Kan blive helt opslugt bare af at observere deres adfærd. Så store dyr, der kan nogle bemærkelsesværdige ting. Vi gik gennem parken med Brune Bjørne på vejen over til Siku.

Dovner lige lidt her i varmen.

 

Kan da lige holde til at blive kølet lidt ned her.

 

Ham her tog en hel del af min tid. Han var vildt fascinerende. Han tog sten op af vandet. Spiste de små dyr og ting, der havde sat sig på stenen. Lagde den tilbage i vandet, så der igen kunne sætte sig ting på den. Og tog en ny. Med sine enorme labber. Utroligt den kan.

Vi var kæmpe heldige med Siku. En af hans 3 “mødre” fortalte, at han havde sovet hele dagen. Men nu var han fuld af spilopper. Han for rundt fuld af ballade. Kastede sig hen ad græsset, så han kurrede ned ad skrænten som i en rutsjebane. Hoppede rundt og havde det vildt sjovt. Siku havde to dage før fået nye ting på sin legeplads. 2 halvtagshuse. Og nogle store træstammer. De skulle undersøges. Grundigt !

Hm.. hvad er mon lige det for en tingest…..
Den er vist ikke farlig….

 

Kan i finde mig …. ?

 

Weeee …! Er livet ikke herligt ! =o)

Sikus mor ville ikke tage sig af ham, da han blev født. Så manden der ejer parken, tog den lille isbjørneunge under sine vinger. Han gav den sutteflaske dag og nat hver 3. time, Siku sov i hans seng, og han havde hele tiden et menneske hos sig. Samtidig blev der bygget et anlæg kun til Siku, hvor han nu er i – 6 måneder gammel.  Der er stadig mennesker hos Siku døgnet rundt. Siku har 3 “mødre” som skiftes til at passe på ham. I starten var de helt tæt på Siku. Stille og roligt fjernede de sig fysisk fra ham. Nu står de på den anden side af Sikus indhegning, men han ved de er der. Han er nød til at blive vænnet fra, at have menneskelig fysisk kontakt. De skal lære ham, at være en rigtig isbjørn til han, når han er 2 år, skal over i det store anlæg til sin mor og de andre isbjørne.

Siku betyder “havis”. Navnet er meget velovervejet, for Siku er ambassadør for sine artsfæller på Arktis. I kan læse rigtig mange spændende ting om Siku her : http://www.skandinaviskdyrepark.dk/index.dsp?area=388

Vi var i dyreparken til de lukkede. Kunne slet ikke løsrive os derfra.

Tilbage i Ebeltoft gik vi i Føtex og købte æbler og gulerødder til Fante. Igen i dag stod hun ud til stranden med sin korte fodlænke. Stadig uden vand. Hun blev helt vildt glad for sit guf.

Fante blev rigtig glad for sine æbler og gulerødder.

Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde en del, jeg skulle undersøge, når vi kom hjem. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, det er tilladt at have dyr på den måde. I sommersæsonen tilbringer denne skønne hunelefant, hele sit liv i en transportvogn på landevejene, hvor hun ikke kan røre sig. Eller i en kort lænke, hvor hun heller ikke kan røre sig. Det kan umuligt være lovligt.

Aftenen gik med at ordne fødder i det fri. Dagen sluttede med endnu en skøn aften på campingpladsen beriget med smuk solnedgang.

Klarede det på normal vis med en balje.
Niels valgte at ordne det på stranden. Tosse <3<3<3

Torsdag d. 24. maj 2012

Så blev det fotodag. Morgenen var præget af den her iver og sommerfugle i maven, som vi altid har når vi skal ud og tage billeder. Vi brugte lidt tid på at finde ud af, hvad vi skulle bruge, inden vi startede Futte og kørte til Malt-fabrikken. Akkompagneret af masser af smøger, underberg og adrenalin fik vi taget en masse fede billeder, uden at blive forstyrret af nogen eller noget. Vi får det lige som trætte på en fed måde og kåde teenagere, når vi har lavet en fotoseance. Det er en fed følelse.

Efter nogle timers hårdt arbejde var vi tilfredse og mente bestemt vi havde fortjent et cafébesøg.

Skål Kærste =o)

Mens vi sad der og slappede af efter en sej indsats, blev jeg da i shoppingmode. Fik købt noget dejligt tøj, lidt gaver og andre småting. Molboerne er nogle skønne mennesker. Imødekommende og meget snaksalige. Vi fik hurtigt nogle nye “venner” i butikkerne =o) Man bliver sulten af at shoppe og klokken var blevet mange. Vi spiste til aftens i den hyggeligste lille gård med flere caféer og restauranter, inden vi tog tilbage for at nyde aftenen på de sædvanlige pladser med den altid gode udsigt. Inden var vi selvfølgelig forbi og tage afsked med Fante, som skulle videre efter den sidste forestilling. Piv.. =ó/ Denne aften bød på noget helt særligt. Har i nogen sinde set en rød månenedgang ? Vi var så opslugt af det, så vi slet ikke fik taget billeder.

Fredag d. 25.05.12

Jeg fik “strawberry” på min morgenmad. Aftenen forinden havde min Kærste fortalt, hvorfor det hedder strawberry på engelsk. I gamle dage gik de unge forelskede ud i skoven, hvor der voksede vilde skovjordbær. Her plukkede drengen jordbær til sin elskede, trak dem på et strå, så hun kunne spise dem uden af få saft på hænderne, og gav hende dem som en kærlighedserklæring =,o) Det fik jeg af min kæreste. En Strawberry-erklæring =,o) <3

Kærlighedsstrawberry <3

Vi nød vores morgener i Ebeltoft lige så meget som vi nød aftenerne. Der var så fredeligt og så … ja.. ord føles så utilstrækkelige nogle gange. Det havde “væltet” ned med grankogler fra træerne på campingpladsen. Det virkede helt ufarligt og gav bare nogle høje bump engang imellem. Denne morgen landede der en lige oveni midt hoved. Vi grinede og grinede. Aftenen inden havde Niels siddet og tænkt over, at sandsynligheden for at blive ramt af en kogle var ekstremt lille. Hvis man altså ikke lige er mig. Vi havde også samlet kogler til at tage med hjem – de var rigtig flotte og dekorative. Måtte bare lige slå min kæreste tilbage i koglekrig, fordi han ville stjæle mine – de var nemlig flottere end hans ! Vi lavede også grantræsfotokamp. Min kloge kæreste ved en hel masse om grantræer og han- og hunblomster og om hvordan de gør og de flyver og alt sådan noget, som absolut ikke er for blonde piger ! Men spændende og flot – det var det. Tror vi har en milliard billeder af grantræer. De kommer her….

De lange hvide hanblomster.
De smukke gule hunblomster.

Jeg vandt. Jeg tog flest. Skal nok skåne jer for alle mine granbilleder ;o)

I dag skulle vi til Ree dyrepark. Det var godt nok en noget anderledes oplevelse end Skandinavisk dyrepark. Tror at alle Jyllands dagplejemødre, vuggestuer, børnehaver og ældrecentre var samlet lige præcis i Ree dyrepark. Udover alle de der støjende og gangbesværet besøgende, vrimlede det med personale med Ree-dyrepark på ryggen, et stort smil, og klar med en god historie eller en venligt svar. Helt igennem turistet. Det var rigtig morsomt. Når man kom lidt væk fra alle menneskerne, som var meget centreret omkring indgangspartiet, hvor der var stor souvenirbutik, café og andre ting, var der nu helt rart alligevel. Vi startede på abe-øen, hvor lemurerne løb frit som i Knuthenborg. De havde tilsyneladende lige fået unger, som sprang rundt og legede og drillede deres mødre. De var vildt søde og utrolige smidige og præcise.

En af de voksne var vist blevet tørstig og mente den kunne få en tår vand af os. Desværre var der prop på, så den opgav =o)
Der var også pelikaner på abeøen. De var sjove men er du gal hvor de stank.!

Det fremgik af programmet, at der skulle være fugleopvisning. Det ville vi gerne se. Det første vi skulle se og høre om, var en ugle – Andrea, som vi hørte en masse ting om. Pludselig spurgte dyrepasseren, om der var en der ville prøve at holde Andrea. Min hånd røg i vejret som et lyn – fuldstændig ligeglad med alle ungerne. JEG ville holde Andrea.. og det fik jeg lov til =o) Wooow det var vildt !

Andrea og mig – best friends forever <3

Der kom også løbeænder og kalkuner på “scenen”. Showet blev rundet af med.. intet mindre end en havørn. Uovertruffent rovdyr. Selvom den kun var en unge, havde den et enormt vingefang, og det der rigtige rovdyrblik. Man kunne både høre og mærke suset, når den fløj hen over hovedet på publikum. Og den var fuldstændig sin egen herre.

Ærefrygtindgydende.

Ree dyrepark er nu alligevel hyggelig. Og enorm ! Man skal også lige huske at der er bakker i Jylland – ellers skal benene nok fortælle det er uvant. Men smukt var det, og jeg tror dyrene havde det godt. De så i hvert fald sådan ud.

Lørdag d. 26. maj 2012

Udover dyreparkerne havde vi også besluttet hjemmefra, at vi rigtig gerne ville se Hvidsten kro. Vi var blevet meget berørt af filmen “Hvidstensgruppen”, og ville gerne se stedet. Hvidsten kro ligger ved Randers. Knap en times kørsel fra Ebeltoft. Turen dertil, var en oplevelse i sig selv. I Ebeltoft by havde vi set en lille bitte udstilling af nogle keramikdamer, som kom fra et galleri, der lå ved Mols bjerge. Det ville vi besøge på vejen. Sikken en natur. Mols Bjerge. Det er ren Morten Korch. Det kunne lige så godt have været i et andet land. Anede ikke der kunne se sådan ud i Danmark. Blev helt overrumplet. Det gjorde vi begge.

Mols bjerge.
Ren idyl.

Vi fandt galleriet med de smukke keramik-kvinder. Det var kunstneren selv der passede galleriet, mens hun arbejdede med nogle krus. Hun laver nogle fantastiske ting. Desværre var de her damer vi havde forelsket sig i temmelig peberet. 4.500 kr. Så vi nøjes med at købe en bog og et krus. Og faldt i snak med kunstneren. Niels spurgte om det var okay han tog nogle billeder af hendes kunst. Det måtte vi gerne. Hun fortalte, at hun havde et hængeparti, med nogle billeder der skulle tages netop af sine damer, til en der var interesseret i at formidle og sælge hendes kunst for hende. Så.. kække lille mig… “Dem kan min kæreste da bare tage for dig ! Han er en kæmpe dygtig fotograf, og tager selv billeder derhjemme af vores varer !” hm.. Stakkels Niels. Undskyld Kærste. Men.. han tog billederne for hende. Hun ville give os et af sine krus for hjælpen. Det ville vi ikke. Vi vil hellere handle en dame med hende. Nu har han lavet dem til hende, og sendt dem på mail, så nu må vi se, hvad hun siger til det.

Ynglingskeramikpige =o)

Hvidstens kro er præcis, som man ser den i filmen. Vi fik en meget højtidelig stemning og følelse, da vi stod foran kroen. Vi var helt stille og vidste slet ikke hvor vi skulle gøre af os selv. Det var jo ikke et sted man sådan bare kunne gå ind… tænkte vi. Vi var alt for ydmyg til bare at vade ind. Længe havde vi stået og kigget, og set flere mennesker gå ud og ind af kroen. Så vi samlede mod, og gik ind ad døren. Det var som at komme over hundrede år tilbage i tiden. Alt så ud præcis som dengang. Lavt til loftet. Billederne, farverne, nipsting.. alt.. var fra fortiden. Vi havde forinden talt om, at det garanteret ikke engang var til at få en kop kaffe – og at der nok skulle reserveres bord flere måneder i forvejen. Der var mennesker der sad og spiste. Men ikke mange. Der var ikke fyldt. Ydmygt listede vi rundt og kiggede. Vi spurgte en ung servitrice iført en af dagtidens kjoler, om det var i orden vi tog nogle billeder. Det var det. Gangen vi først var trådt ind i var meget lille. Der gik til begge sider døre ind til – til højre en stor stue og til venstre først en mindre mellemgang, hvor der var et langt plankebord, som førte ind til en mindre spisestue. Det var fuldstændig indrettet som et hjem. Det kan slet ikke beskrives – det skal opleves. Nu vi var der, kunne vi lige så godt spørge om vi måtte købe en kop kaffe og en øl. Det kunne til vores store overraskelse sagtens lade sig gøre. Det er længe siden, jeg har følt mig så ydmyg og siddet overfor noget der føltes så stort.

Længere ned ad vejen var vi ned og se mindestenen, med navnene på dem der blev henrettet dengang

 

I kroens meget store have stod en mindesten for Marius Fiil.

Efter den oplevelse var vi helt opstemte. Vi satte kurs tilbage mod Ebeltoft. Vi ville spise til aftens på en rigtig hyggelig italiensk restaurant vi havde set i samme gård, som jeg tidligere har omtalt. Vores sidste aften skulle vi naturligvis også have rødvin til maden, som var pragtfuld ! Til forret fik vi bruchetta. Har aldrig smagt så lækker en bruchetta. Vi fik “hemmeligheden” bag gennem servitricen ;o) Til hovedret fik min kæreste fisk og jeg fik pasta. Overdådigt lækkert. Vi var proppet bagefter.

Vejret var skønt. Maden formidabel. Personalet eminent. Perfekt sted at slutte vores besøg i Ebeltoft.

Vi tog resten af vinen fra maden med hjem til campingpladsen. Vi havde slet ikke lyst til at dagen skulle ende. Ferien var på sit sidste, og dagen efter ville turen gå til Lolland. Det var virkelig svært at tage afsked med Ebeltoft.

Vores dage sammen havde været lige så skønne som i Rom. Vi havde pjattet, grinet, oplevet en masse ting og ladt kærligheden flyde. TAK Kærste. For endnu en mindeværdig ferie. Elsker dig. Ubeskriveligt højt <3

Søndag morgen kl. 9.00 “fløj” vi over Kattegat med en af de nye hurtig-katamaran-færger. Vildt så meget kraft den har i sig ! Fed fed oplevelse. Ikke engang en time – så var vi på Sjælland !

PS.: Jeg har skrevet til Dyrenes beskyttelse og WSPA efter vi er kommet hjem. Og min kæreste har fundet en masse lovstof og artikler på nettet om cirkuselefanter. Næste step er at anmelde Cirkus Dannebrog til det lokale politi i den by de er i. Der er ingen tvivl om, at det de gør med Fante er ulovligt. Vi håber og beder til, hun kommer et andet sted hen, og nyde sit otium.

Paris – byernes by.

Mandag d. 03.09.2012

Paris er en helt fantastisk smuk by. Masser af kultur, miljø, arkitektur og skønhed. Ikke mindst et kæmpe café-liv. Lige mig. ! Kunne bosætte mig på en café ! ;o) Som i mange andre stor-byer, bliver man også i Paris overrasket over, hvor forskellige Paris´ kvarterer og områder er. De har alle hver deres charme, hver deres miljø, hver deres “emne”.

De har alle deres verdens-kendte attraktioner : Eiffeltårnet, Louvre, Notre Dame, Sacre Coeur i Montmartre-området, Moulin Rouge, Triumfbuen – vi kender dem alle. Og vi så dem alle. Desværre var der en hulens masse andre mennesker end os, der også gerne ville se disse skønheder. Vidste selvfølgelig godt hjemmefra, at der kan være folkemængder omkring de berømte turist-attraktioner – vi kender det jo fra Rom, Prag, Amsterdam osv. Men… I SÅ store mængder – uden for sæsonen – kom lidt bag på mig. Vi var ikke inde i Louvre, heller ikke oppe i Eifeltårnet. Vores tur var simpelthen for kort, til at bruge en halv dag i en kø. Området under de 4 tårn-ben var sort af mennesker. Der var 3 stk. kilometer lange køer.

Torsdag d. 23. august 2012

Ankom vi sidst på eftermiddagen til Charles de Gaulle lufthavn 45 km nordøst for Paris. Allerede i toget til byen, fik jeg min første “hjerneblødning”. Lige inde i togvognen, sad der på hver side af gangen nogle gamle tanter, som havde klumpet deres kufferter sammen på gangen, hvor man skulle gå. Da vi kom ind og stoppede for deres happengut, gloede de bare hjælpeløst på os, uden at kunne drømme om, at flytte deres lort, så man kunne komme igennem. Det endte med jeg som en bulldozer bragede igennem kufferter og tanter, trækkene med min egen kuffert hen over bunken af deres, jokkene på fødder og ting – og jeg var pisse ligeglad. Fik vist jokket en af tanterne temmelig hårdt over foden – Hun jamrede sig i hvert fald højlydt. Toget var overproppet med ildelugtende, masende mennesker – Turen var et rent helvede.

Vi havde booket værelse på et lille intimt hotel i Latiner-kvarteret. Og vi stod af på den tætteste station vi kunne komme. Hvilket var lige ved Notre Dame. Så mit humør blev straks bedre, af den udsigt vi steg op af undergrunden til =o) Vi var lidt trætte, så inden vi fortsatte til fods til hotellet, slog vi os ned på en cafe med udsigt til Seinen og Notre Dame. Her blev vi som det første irettesat af en emsig tjener, for at have stillet vores kufferter et sted, hvor de tilsyneladende ikke måttet stå. Nåh… never mind. Jeg var cappuccino – tørstig og trængte til at samle mig lidt ovenpå togturen. Da vi fik regningen, for en cappuccino og en espresso, vidste vi ikke om vi skulle grine eller græde. Paris er hardcore pebrede ! To stk drikkevarer koster det samme som en 3-retters menu i Danmark !!! (i hvert fald næsten ). På traskeben til hotellet. I en – synes jeg – uendelig lang opadgående bakke-tur. Var vildt tøsefornærmet, da vi nåede hotellet, over den “hårde” rejse til Paris.

Blødte lidt op, da jeg så vores hotel. Et lille hyggeligt, intimt hotel midt i Latinerkvarteret på én af Paris´ ældste gader : Rue Mouffetard. Værelset var så hyggeligt, udsigten storslået – Til det autentiske Paris´ baggårde og toppen af Panthéon-kirken.

Vi fik hurtigt pakket ud, og fundet os til rette – Og så ud og inspicere området. Vi var blevet sultne og fandt en lille hyggelig restaurant i vores kvarter, hvor vi fik noget tvivlsom aftensmad. Nej – Min kærste fik en udmærket fisk. Jeg fik et eller andet meget tyndt stykke kød ala snitzel, med garniture til, der ikke lige faldt i min smag. Men stemningen og tjeneren kompenserede ganske enkelt for maden, med den venlige, smilende betjening, hyggen, den lune aften – ja. Vi var jo kommet til Paris. =o)

Vi sov forrygende den første nat. Der var helt stille, sengen var dejlig og der var dyne ! =o)

Fredag d. 24. august 2012

Første dag i byernes by. Vi havde programsat dagen med Notre Dame, Sacre Coeur og Montmartre. Start : dagens benzin – kaffe og morgenmad. Morgenmad var straks værre. Det er ikke det de bruger mest på caféerne i Paris. Men vi fandt da et hyggeligt lille sted, hvor man kunne få en cappuccino og en croissant.

Derefter gik vi stort set samme vej, hvorfra vi var kommet i går, til Notre Dame. Hvilken pragtfuld bygsningsværk. Røg helt i Disney-mode og følte mig som Esmaralda. Ventede bare på at Quasimodo kom springende ud af en af tårnene ! =o) Katedralen er overalt dekoreret med små finurligheder. Ønsker ofte, når jeg står foran sådan et menneskeskabt værk, at jeg kunne have været vidne til dens oprindelse. Hvilket kæmpe arbejde, der ligger i sådan en bygning. Alle de mennesker der har lagt hænder til, lige fra de store sten, til de små finesser.

Knap henne ved kirken stod en mand og fodrede små fugle. Med hænderne – Altså – de spiste af hans hånd ! Det fascinerede mig helt vildt. Der var ikke blot en eller to fugle. Der var MANGE – Og de sad og spiste af hans hånd ! Jeg må ha glanet meget, for pludselig vinkede han mig hen til sig. Gav mig lidt brød i hånden, viste mig hvordan jeg skulle holde det med 3 fingre, og så bare holde hånden op i luften. Og så var det mig, der stod der med fugle på hånden ! Hi hi.. det var kæmpe sejt !

Det vrimlede med mennesker på pladsen foran Notre Dame. Og køen virkede uendelig. Men jeg VILLE ind og se den. Det gik forbavsende hurtigt – Troede det var lidt som Peters kirken i Rom, hvor man skulle gennem sikkerhedskontrol og alt muligt. Sådan var det ikke. Der var gratis adgang og man kunne bare gå ind. Eller. Der stod en “vagt” i døren, som lige tjekkede de mest mistænksomme tasker. Notre Dame var lige så fantastisk indeni som udenpå. Og som i alle andre kirker jeg besøger, tændte jeg lys vores kære afdøde.

In love in Notre Dame.

Efter Notre Dame satte vi kurs mod Sacre Coeur og Montmartre. Vi skulle en del opad. Skørt at der kan være så store højdeforskelle i en by. Op og ned – og der var langt begge veje. Sacre Coeur er lige så overvældende som Notre Dame. Her er det også omgivelserne der imponerer. Pludselig dukker kirken op, på toppen af en høj bakke, som virker ubestigelig. Med lidt målrettethed og ihærdighed lukkedes det os, at nå toppen. Sikken en udsigt der åbenbarede sig for os ! Det var desværre ikke tilladt, at tage billeder i kirken. Den er meget meget smuk. Bag Sacre Coeur ligger Montmartre. Det var tid til cafépause. Det begyndte at små-regne mens vi gik i de små gader på Montmartre. Vi købte et par billige regnfrakker i en souvenirbutik, og fortsatte om til pladsen, hvor alle malerne sidder. Der er ikke meget kunstmaleri tilbage på Montmartre. Stort set alle – og der er mange – der sidder der og maler, maler portrætter af turisterne. Lidt skuffende. Det var meget god timing med regnen, for vi var blevet sultne – det var ogs ved at være aftensspisetid. Udendørs stadig i tørvejr spiste vi, og da vi var færdige, var det klaret op igen. =o)

Syd for Montmartre ligger området Pigalle, hvor Moulin Rouge også befinder sig. Det er nok det tætteste, man kommer på “Red light district” i Paris =o) Masser af sexbutikker, biografer og klubber. Dog så man ingen prostituerede. På vej der til, fik jeg lidt af et chok. Vi skulle ned ad en trappe, forbi et hus, der var godt pakket ind i grafitti. Øverst på muren sad en mand ! Eller.. det viste sig at være en dukke. Men det var så livagtigt, så jeg havde set i øjnene, at NU blev jeg overfaldet af en Spiderman med ikke gode intentioner !

Bemærk den røde ring

Det var blevet aften, og vi havde efterhånden gået temmelig langt. Vi blev enige om, at tage Metroen tilbage. Der var mange mennesker med, så vi stod allerede af ved Louvre. Louvre stod først på programmet til lørdag, men nu var vi her, og kunne lige så godt gå derover. Det var en meget speciel og højtidelig oplevelse. Louvre er ENORM – både bygningerne og området omkring virker uendelig. Pladsen om aftenen er helt anderledes end om dagen (fandt jeg ud af). Alt var badet i lys. Der var stadig fuld af mennesker, som havde masser af tid, og bare hyggede sig. Fra pladsen foran Louvre, kunne vi se Eiffeltårnet med lys i. Det var fantastisk smukt. Vi satte os lidt på kanten mod parken, med udsigt mod Eiffeltårnet, og nød mørket og roen sænke sig over vores anden aften i Paris.

Lørdag d. 25. august 2012

Programmet stod på .. endnu en kæmpe lang gåtur. Selvom mine fødder var smadret af vabler fra dagen i forvejen VILLE jeg går. Det er skægt nok at køre Metro – når der vel at mærke ikke er overproppet. Man ser bare så meget mere, når man går. Vi gik på kompromis, og blev enige om at gå så meget som muligt, og tage Metroen, når det var hensigtsmæssigt.

Først til Louvre. Vi tog Metroen fra vores kvarter, og stod af samme sted som aftenen i forvejen. På vejen købte vi lidt morgenguf, som vi ville spise i parken ved Louvre. Der var en milliard mennesker. Knap så stille som aftenen i forvejen. Men stadig utrolig smukt. Vejret var skønt, og kastede lidt glamour over stedet. Vi vidste allerede hjemmefra, vi ikke ville ind og se det gigantiske museum. Det tager ganske enkelt en hel dag i sig selv, og så har man alligevel ikke set det hele. Og årstiden var stadig til en enorm kø, foran indgangen. Jeg er inkarneret Dan Brown fan, og søgte straks efter genkendelse fra “Da Vinci mysteriet”. Det skulle da også lige være dét, der kunne blive årsag til, hvis jeg en dag gerne vil ind i museet. Louvre er som nævnt ENORM – også om dagen. Og der vrimler med mennesker. Fredag var vi stødt på en del “betlere”, der tiggede om et par håndører. I dag blev vi overrendt af mørke mænd, der ville sælge os noget af deres turist-tjald – små plastik-eiffeltårne, kopi-tørklæder, kopi-ure og andet fis. De var meget insisterende og mange havde svært ved at fatte en afvisning. Det gjorde ikke sagen bedre, at hvor vi troede, vi havde fundet en lille plads, hvor vi kunne nyde vores morgenmad, sad et par fædre med nogle pisse uvorne møgknægte, der fandt det dybt morsomt og underholdende at sparke efter duerne og andre små-fugle. OG en af de ligeså pisse irriterende fædre, skulle handle med en af de mørke skraldsælgere LIGE foran os, hvor vi sad. Ikke bare foran – men nærmest på skødet af os. Det var turens 2. hjerneblødning. Reddet af min umenneskeligt tolerante kærste, satte vi os, hvor vi havde siddet om aftenen, med udsigt til Eiffeltårnet, og fik stort set lov at være i fred =o) Her blev vi underholdt af en meget talende ravn, små søde fugle og et par duer, som jeg delte min mad med. Fra Louvre kan man se hele vejen ned gennem parken Jardins des Tuileries til Truimfbuen, delt cirka midt på af Place de la Concorde. Hele området er ubeskriveligt. Kæmpe stort. Og kæmpe smukt. Vi gik gennem parken med hold på en cafe midt i parken med grinagtige priser, men skøn udsigt til en lille sø. Fortsatte ned til Concorde-pladsen, som med alt andet i Paris, er overvældende. Alt er bare så stort !

Place de la Concorde
Springvandet midt på Concorde-pladsen.

Jeg skulle selvfølgelig hen i Paris´ dyreste shopping-gade : Avenue Montaigne – en sidegade til Champs-elysées. Fra Concorde-pladsen kunne vi se taget af en stor bygning, vi blev nysgerrige på. Så vi gik ned omkring floden for at se, hvad det var – det var samme retning som shopping-land. Igen dukkede der de smukkeste bygninger op – To store udstillingssteder : Grand Palais og Petit Palais. Og det lignede virkelig paladser. Er sikker på der bor en ørkenprins med hele sit harem ! I virkeligheden er der forskellig udstillinger.

Gran Palais
Petit Palais

På siden af Gran Palais stod en kæmpe port åben, som blev overvåget af en vagt. Vi må have set meget nysgerrige ud, for han viste os hel hen til åbningen – her til måtte vi gå – og ikke længere. Han var vældig flink =o) Det lignede et hemmeligt laboratorium, hvor man forsker i jordens undergang og var ved at bygge de her arker, som livet skal overleve på ( hvis man har penge nok ) når jorden bliver oversvømmet af Tsunamier fordi jordskorpen rykker sig. (Har lige set filmen 2012).

Kan i ikke se det da ? Det ER et hemmeligt laboratorium !

Da vi nåede Avenue Montaigne var det café-tid. Vi fandt et lille hyggeligt sted på en sidegade, godt hjulpet på vej af en fransk vagtmand. Jeg fik tiramishu til min Cappuccino og min kærste fik vist en lille øl. Vi væltede fuldstændig af grin, da vi fik regningen. Det kostede næsten det samme som en Prada taske. Tænk sig de kan have de priser uden at fortrække en mine ! Avenue Montaigne er ren slaraffenland for designerfreaks. Channel, Gucci, Prada, Dior, Jimmy Choo, Versage – you name it. De var der alle som en. Nej – Ikke Louis Vutton. De har deres gigant butik et andet sted i Paris. Jeg kiggede efter en ny taske (ja ja – ikke et ord fra nogen tak ! ;o) ) – men kunne ikke rigtig finde det helt rigtige. Og så er jeg en kæmpe snob ! Vil helst ikke indrømme det. Men at stå side om side med 30 kinøjsere og tørklædeklædte kvinder tog lidt lysten fra mig til at handle. Hold da kæft hvor de bare aser og maser og fylder og larmer ! Kunne slet ikke nyde stedet ! Og de var i stort set alle butikkerne.

Vi fortsatte op på Chams-elysées. Her var om muligt vildere end i butikkerne på Avenue Montaigne – Det gad vi ikke. I stedet gik vi ad de mindre gader mod Eiffeltårnet. DET var rigtig hyggeligt, og langt fra det meget turistede Paris.

Eiffeltårnet var en stor oplevelse. Det er en smule galmandsværk – men for fanden det er fantastisk. Helt vildt stort. Nittet sammen. Bliver nød til at se en film om, hvordan tårnet er lavet. Paris´ varemærke. Forstår det ikke helt. De har så meget andet smukt at byde på, og masser af storartet udsigtssteder. Så hvorfor Eiffeltårnet. Det har i princippet ingen funktion udover at være udsigtspost. Selvfølgelig er det storslået. Det konflikter bare lidt i mit hoved. Og selvom der ikke havde været en millard mennesker der skulle op i tårnet, var der ikke 10 vilde heste, der fik mig derop ! Fuck det er højt ! Det var ved at være spisetid. Menúen stod på Burgere og cola. Det kan ikke blive fjernere fra min kærstes normale spisevaner =o) Mætte blev vi. Og det var rigtig hyggeligt =o) Det var blevet tid til, at finde tilbage til Latinerkvarteret. Vi havde stadig mod på at gå lidt mere, så det gjorde vi. Jeg havde læst i vores “Turen går til Paris”, at der skulle være et område, der var ren Paradis for Homoseksuelle. Det ville vi se, om vi kunne finde på tilbagevejen. Vi gik efter de i bogen nævnte gader. Da vi fandt dem, blev jeg først temmelig skuffet. Kunne da ikke få øje på en eneste bøsse – skimtede lige et par, der så mistænkeligt bøssede ud. Havde sgu da bare forventet at se dem i hobevis. Altså – sådan rigtigt offentlig bøssekærester. Og så var der tilsyneladende bare mennesketomt.

Lige pludselig uden varsel befandt vi os i Homo-paradis ! Caféer, restauranter, klubber proppet til randen med Bøsser ! Har aldrig set så mange bøsser på én gang i hele mit liv ! (Har desværre aldrig set Gay-parade). Jeg var henrykt ! De sad parvis, åbenlyst forelsket, helt naturligt – Og det var bare så henrivende at se. Bøsser er langt mere følsomme og blive end os Heteroseksuelle. Kender ikke nogen der kan se mere henført på hinanden end bøsser. Måtte bare finde en stol på en af caféerne og nyde synet til en cappuccino. Hi… lige ved siden af os, sad en mand, der tydeligvis ventede på sin date. Det var som at se en genert teenager, da daten endelig dukkede op. Han var lidt forsinket, og undskyldte meget. Jeg kunne ikke helt lure, om de kendte hinanden i forvejen eller det var første date. Den ventende “han” virkede meget nervøs. Det var så sødt. Hi.. det var vildt underligt, at det nu var min flotte kærste der blev kigget langt efter. Det gjorde ham lidt forlegen – men han var tryg, så længe vi holdt i hånd. Sorry venner. Men han er altså min =o)

På café i Homoland =o) Vi ville ikke tage billeder dér – det kunne virke stødende på dem. Syns de skal have lov at være sig selv og i fred for nysgerrige turisters blitzen =o)

Klokken var endnu engang blevet temmelig sen. Kunne ikke helt løsrive mig fra Bøsse-land, men men. Vi tog den første Metro vi mødte tilbage til Latinerkvarteret og vores skønne hotel. Igen fuldstændig ro – Og endnu en dejlig nattesøvn.

Af hvad jeg har set i Paris, er Latiner-kvarteret det absolut hyggeligste sted. Og det ældste. Vi ville også gerne nå at se den store banegård Gare de Nord. Inden vi gik i Pantehon, som viste sig at være et mausoleum, skulle vi lige have morgenkaffen. Der er seriøst caféer alle vegne i Paris. Også lige foran Pantheon, så man kunne sidde og glæde sig til at komme ind og kigge. Tjeneren her var ikke nogen god oplevelse. Møg arrogant og tilsyneladende tøsefornærmet på os af uforklarlige årsager. Vi talte om, at det nok skyldtes, at franskmændene har nogle ret skrappe “Emma Gad” tilgange til pli. Man sætter sig f.eks. ikke bare ved et bord på en café, men venter pænt på at få et anvist af tjeneren. Jeg plumper jo bare ned på det bedste ledige bord, jeg kan finde. Møg uforskammet. Han kunne nu ikke ødelægge vores gode humør. ( Og nej – denne gang fik jeg ikke en hjerneblødning ;o) )

Pantheon var en kæmpe oplevelse. Meget anderledes end noget andet kirkeligt jeg har set. Det var en hyldest til store filosoffer, forfattere og andre der var stedt til hvile i krypter i Pantheons kæmpemæssige kælderen. Et helt fantastisk sted smukt udsmykket med store malerier og skulpturer. Midt i Pantheon hang et kæmpemæssigt pendul. Vi kunne ikke helt lure, hvad det gik ud på – Men var enige om, at det var ret spændende at tænke på, hvor længe det kunne holde sig i gang. Det viser sig at symboliserer jordens rotation. Her er hvad jeg kort kunne finde om det : “I 1851 demonstrerede fysikeren Léon Foucault rotation af jorden, ved at konstruere en 67 meter pendul under den centrale kuppel” (Forkortet af dårligt oversat afsnit af Google translate) Se mere her : http://www.pantheonparis.com/history

Kælderen med alle krypterne var enorm. Der herskede en nærmest højtidelig stemning (som vi hurtigt fik ødelagt med fnidder ;o). Det var lidt vildt at tænke på alle de døde mennesker der lå i krypterne. Og man må sige de er blevet flot æret selv i døden.

Søndag d. 25. august 2012

Sidste hele dag i Paris. Vi skulle bare slappe af og lade tilfældighederne råde. Ville dog gerne se Pantheon-kirken, som vi kunne se toppen af fra vores hotel-værelse.

Strafbart at løbe fra valgløfter !

Lørdag d. 9. november.

DET BURDE VÆRE STRAFBART AT LØBE FRA VALGLØFTER !

Nu er der sgu snart valg. Igen. Denne gang Kommune valg.
Dagene er kommet, hvor man fra morgen til aften sidder og ryster på hovedet af politikkerne og bliver mere vildledt end vejledt. Man kan ikke gå uden for en dør uden at få smidt et hav af billeder i hovedet, af Kommunens fremtidige magthavere.

Man kan ikke åbne radioen eller avisen eller pcén uden det handler om politik. Hvad skal vi bruge det til ? Det er jo i sidste ene løgn på løgn, alt det vi bliver fyldt med.

For 20 år siden, var jeg indædt politisk aktiv og meget bevidst om mine standpunkter, og tvivlede ikke et øjeblik på, at jeg satte mit kryds, hvor jeg vidste de ville kæmpe, for det jeg stod for. Der var tydelige politiske skel mellem partierne, og man var ikke i tvivl om, hvem der stod for hvad. For 20 år siden kunne jeg ikke drømme om, ikke at stemme.

I dag ligner alle partier hinanden. Der er ingen Patriarker. Ingen skel. Det er en stor gråzone, som fylder os med det, de tror, vi gerne vil høre, blot for at indgå en masse kompromisser, der strider stik mod deres løfter og oplyste politik, når der gås i aktion.
Valgløfter

Tror jeg opretter et nyt parti : Sofavælgerpartiet ! For det er der jeg er. Jeg aner ikke, hvor jeg vil sætte mit kryds. For jeg stoler ikke på nogen af dem over en dørtærskel.

Hvordan kommer vil tilbage til græsrodsbevægelsernes indflydelse ? Til dengang hvor folk lidenskabeligt kæmpede for en tydelig sag.? Til dengang, vi vidste, hvad vi stemte på, og var trygge, for vi vidste, hvad der kom, med det kryds vi satte. Uanset om det var fra højre eller venstre.

I mit hoved er der kun to muligheder :
- Ikke at stemme og blive sofavælger.
- AT INDFØRE STRAF FOR AT LØBE FRA VALGLØFTER !!
Sur mor
Justice1

Foretrækker helt sikkert sidstnævnte.

Syndebukke og samfundsmanipulation !

Lørdag d. 9. november 2013

Med fare for at blive meget ensom, bliver jeg simpelthen nød til at komme af med det nu. Hvad fanden er det for noget ! Vi er mere bange for Faderhuset, end vi er for muslimer !!! Det er politisk ukorrekt at køre medieheksejagt på de indvandrere, som fordærver vores land (og det betyder ikke at jeg mener at ALLE indvandrere opfører sig dårligt !) – for så bliver man DØMT for racisme. Folk forarges, når man på FB understreger sin nationalitetsfølelse og tilkendegiver et ønske om, at bevare den. Men det er helt korrekt at køre mediejagt, på noget så uskadeligt som Faderhuset !

Hvad fanden er det vi er så bange for ? Hvad er det lige Faderhuset kan gøre os ? De kan sgu da kun, som alle andre mennesker, gøre skade på dem, som ønsker at blive “skadet” !

Det er meget ulig mig, at gå i kamp FOR Faderhuset. Har fordømt dem. Hadet dem. I sær efter datterens bog : “Ondskab”. Jeg slubrede den i mig råt for usødet, og ønskede Faderhuset lodret ned i Helvede ! Men .. for fanden da altså. En ung knægt lærte mig, at der ALTID er to sider af samme sag. Jeg falder stadig i, og lader mig let påvirke af det umiddelbare. Men knægten har givet mig stof til eftertanke. Derfor satte jeg mig ned og søgte på informationer om Faderhuset, og så en hel del af de dokumentarprogrammer, der er lavet. Og jo mere jeg ser, jo mere føler jeg banket tilbage til middelalderen. Vi mangler bare at brænde Ruth på bålet på torvet Lørdag formiddag.

Det her handler i virkeligheden ikke om Faderhuset. Det handler om, at vi har så fandens meget brug for syndebukke i vores samfund. Rockere, rockerrelaterede og Faderhuset har lige nu Stjernestatus, som samfundsfjender nr. 1. !

Fantastisk – for så kan samfundets virkelig fjender arbejde uforstyrret ! For helvede altså ! Vågn dog nu for fanden op derude !!

Ingen kan skade os mere end vi selv tillader det ! Lidt endnu !! Men sandt nok er der ikke meget tid tilbage, før vi har Kinesiske tilstande i Danmark ! Vi tænker sgu ikke længere selv ! Det har vi medierne til at gøre for os ! Det er sgu altid lettere at kaste den stinkende lort over på alle andre, fremfor at fjerne den fra egen gadedør først ! Det være sig gældende helt nede fra det enkelte individ til toppen af samfundet !

Vi bliver endnu ikke fængslet for vores politiske synspunkter. Men.. hm.. vi er allerede godt i gang med at tilpasse vores lovgivning til at smide alle i brummen, der skiller sig ud fra normen, og lade det virkelig skurke gå fri ! Vi er tilbage til lørdagsunderholdningen på torvet til lynchning af samfundets udskudte og stemplede i weekendaviserne !

Endnu engang. Jeg er rystet over, vi er mere bange for Faderhuset, end vi er for de muslimer, der ønsker at skifte dansk kultur ud med muslimsk, tage mange hundrede års traditioner fra os, for at indføre egne traditioner. Traditioner og kultur fra det land, som selvsamme mennesker er flygtet fra !!!! Jeg vil ENDNU engang understrege – Jeg er IKKE racist – kender mange skønne mennesker af anden etnisk herkomst (og mange af dem laver fandens god mad og kager ! ) Siden mine børn er små, har vi haft alle mulige skønne unger af alle herkomster farende rundt i vores hjem, og har det stadig. Kender mange af anden etnisk herkomst, som fungere fremragende og er en stor gevinst for vores samfund.

Jeg er bare indædt rasende på folk, der ikke kan opføre sig ordentligt. Uanset hvad hudfarve eller baggrund man har ! Men DANSKERE er DANSKERE ! ! Vi SKAL løse vores egne problemer og har rigeligt at gøre med at få styr på vores egne ballademagere ! Vi behøver ikke yderligere byrder udefra. Kan man ikke opføre sig ordentligt som gæst i landet eller udenlandsk tilflytter, skal man skride tilbage, hvor man kom fra !! Er man racist for at sige det, så ER jeg fanme nok Danmarks største racist !!!

Det var lige et lille “racistisk” sidespring og surt opstød. Og et samsurium af frustrerende følelser i røven på det kommende kommunevalg, og alt muligt andet af samfundets fuldstændig uforståelige handlinger. Fatter ingenting mere. Er bare skræmt og rystet.

Suma sumarum er : Prøv nu at luk øjnene op for samfundets virkelige fjender, og lad være med at bruge alle de ressourcer på magthavernes afledningsmanøvre. Vi falder lige i med begge ben. Hver gang !
manipulation 3
 

Kinas invasion af Danmark anno 2013

Søndag d. 27.10.13

Hm.. det er lidt ufatteligt, jeg aldrig lærer, at holde radioen slukket.
Elsker musikken. De spiller vildt meget godt musik på P4. Det bliver man glad af. “man sku´ egentlig la vær men… man gør det jo alligevel.. la la la la”. Men de der nyheder.. det er sgu ikke så godt med dem.

Et er vi sender alle vores arbejdspladser til Kina. Og at kineserne højst sandsynligt får en eller anden indflydelse på Femern byggeriet. Men sørme om vi ikke også er blevet inspireret af landets styreform, som nærmest idømmer dødstraf til systemkritikkerer.

Nu er det mange årtier siden, at dødsstraf blev taget af straffeloven i Danmark, og man fængslede folk efter forgodtbefindende. oO(Jesus.. hvis jeg havde levet for 200 år siden, var jeg blevet brændt på bålet i offentligheden lørdag formiddag ! Gisp.. =o/ ) Det lyder jo meget godt ikk. Vi har ytringsfrihed i Danmark. Vi rummer alle mulige forskelligheder – Hekse ;o), sindslidende, alle former for alternative behandlingsmetoder og alt muligt andet. Vi er da et SÅ åbent og frit land. Der er plads til ALLE og vi kan stort set gøre, hvad vi vil, indenfor straffelovens rammer. Eller kan vi …..?

En rigtig god arbejdsplads, er en arbejdsplads, hvor medarbejderne har stor indflydelse på deres arbejdsliv. Indflydelse på udviklingen, på arbejdsmiljøet, på arbejdsstedets trivsel. Det giver engagerede og motiverede medarbejdere, hvilket betyder de yder mere, er gladere, og sætter en ære i at være tillidsskabende og serviceminded. Glade medarbejdere tager også større ansvar. Dette gælder for alle arbejdspladser. Uanset hvilket område du arbejder indenfor, yder du en service overfor en eller anden form for kunde. Og sådan er det på de fleste gode private arbejdspladser. God Ledelse, glade medarbejdere, glade kunder.

Træder du ind på det offentlige marked bliver tingene vendt totalt på hovedet. Du kan i princippet sætte negativt fortegn i baglæns rækkefølge. Dårlig Ledelse, stressede/pressede medarbejdere, triste kunder. Det er sådan jeg oplever hele vores offentlige system. :

Topledelsen = Politikkerne træffer nogle beslutninger, der skal omsættes i praksis af offentlige ansatte. De offentlige ansatte er konstant under pres, har slet ikke ressourcer til at omsætte politikkernes beslutninger i praksis og sidst men ikke mindst, får de mundkurv på, og bliver fyret, hvis de udtaler sig, om deres ubegribeligt dårlige arbejdsvilkår.

Lolland kommune har den ene skjulte dagsorden efter den anden. Sagsbehandlerne arbejder ikke ud fra lovgivning, men ud fra af Kommunens udstykkede rammer, som man bliver fyret, for ikke at overholde. Og det handler IKKE om borgernes ve og vel, men om ren ¨økonomi. Hellere folk “dør” end at koste kommunen penge. Alt i mens der bliver postet flere millioner i udlandshjælp og indvandrerfamilier med mange børn, der lever af overførselsindkomster. Men vores unge – dem overlader vi til sig selv og forstår ikke de melder sig ind i uheldige grupperinger.

Vores politi, som skal passe på os, er blevet pålagt, at bruge ressourcer på at opkræve bøder ! Regeringen budgetterer med at befolkningen overtræder loven !! Og hvis kvoten ikke er kradset ind i slutningen af året, handler det om, at smide al fornuftigt politiarbejde over bord, og få kradset penge ind til staten. Og hvis man brokker sig over det, bliver man fyret.

For helvede altså. Vores samfund er sgu da bundråddent snart ! Ytringsfriheden er ikkeeksisterende. ! Det koster dit eksistensgrundlag at udtale dig ! At sætte spørgsmålstegn ved de ting, man skal udføre i praksis er fyrringsgrundlag. Selvfølgelig ikke på papir. For det må man jo ikke. Men det er let at gøre det ulideligt for en medarbejder, at komme på arbejde !!

Vi har kinesiske tilstande i Danmark. Og vi er bange for Rockere og Faderhuset ! Vor herre bevares !
manipolazione

 

 

 

Hvad er det dog, vi gør ved hinanden ?

Mandag d. 21.10.13

Sidder og fiskoloferer over livet. Over den verden vi befinder os i. Hvad er det dog der er sket, og stadig sker. ? Husker fra min pureste ungdom, hvordan man samles i weekenden hos hinanden med høkerbajere, en røvfuld sammenkogt og arbejdstøjet, når vennerne skulle have ordnet have eller andet. Husker, hvordan man havde en gensidig respekt for hinandens liv, og for den viden om, at ingen danser på roser gennem hele livet. Det var trygt og godt.

Verden har ændret sig til et sted, hvor det virkelig kommer til udtryk, at enhver er sin egen lykkesmed. Mennesket er så opfyldt af… sig selv, at det end ikke bemærker, når de træder over andre mennesker, for at få opfyldt egne behov. Det æder alt, hvor der er den mindste åbning. Suger al livskraft ud af et hvert menneske, der åbner deres arme og ører, og gerne vil lytte.

Mennesket er blevet super egoistisk. Og lægger samtidig ansvaret for deres liv i  andres hænder.

Er man “blød” i roen, har åbne arme, et dræbende hjælpegen, gode lytteører og egentlig bare lige præcis prøver at bringe lidt menneskelighed ind i verden – eller rettere – ikke formår andet, fordi man er en af dem, der ikke kan afvise, være super egoistisk, gerne vil tage ansvar for eget liv, skabt af en smertelig viden om, hvordan afvisning føles, og at INGEN kan gøre tingene for dig - hvis man er sådan – Så suger verden din livskraft, din handlekraft, misbruger din menneskelighed og efterlader dig… tom, brugt og meget meget ensom.

Kære kære menneske : Pas på de mennesker du holder af. Og husk på, at jo mere du tager af dem, jo mindre bliver der tilbage at tage af. Brug dem med omhu og omtanke, og med en dyb respekt for og kærlighed til, at de vil lytte til dig. Men husk at holde ansvaret for dit liv hos dig selv. Andre – end ikke det skønneste menneske – kan ikke løse dit liv for dig, fjerne din smerte, redde dig for livets slag og undergang. Det kan du KUN selv. Vi kan lytte og være der. Men vi kan ikke gøre tingene for dig. Og det eneste vi beder om, er at du mærker, når vi ikke kan mere. Når vi har lyttet så meget, at trætheden bliver overvældende og energien drøner ud af os. Når vi har lyttet til de samme elendigheder så længe, at vi kan dem uden ad og de opsøger vores drømme. Så har vi brug for at DU passer på OS og trækker jer, og måske overvejer, om du ikke skulle prøve at se indad og handle på dine egne elendigheder, og komme videre. For der MÅ det været gået op for dig, at vi ikke er i besiddelse af en guddommelig kraft, der pludselig kan redde dig.

Husk på, at du er nok ikke den eneste der ringer, kommer og bruger det menneske, der lytter. Vi vil gerne, men selv vores energi er ikke uendelig. Misbruger du den menneskelighed og manglende evne til at afvise, som personen, der lytter til dig besidder, presser du din egen elendighed brutalt ned over et andet menneske, lægger dit liv i vedkommendes hænder og fralægger dig et hvert ansvar – for dig selv. Du tager et andet menneskets liv.
Havfruen. MRJ 2011

Fiskoloferer (kan ikke stave til filosoferer) over, at verden bliver et mere og mere barskt sted at være. Og at vi kun selv kan vende den udvikling. For der er ingen hjælp at hente nogle steder. Forstår godt folks egoisme. Det kan ikke være anderledes i nutidens samfund. Men den egoisme, kan være dræbende for et menneske, du formentlig holder af, hvis du ikke mærker andre end dig selv.  oooOO Hm.. det var lige et hak i grammofonpladen – videre frk. Sørensen.

Samfundet har for alvor udviklet sig til, at enhver er sin egen lykkesmed. Groft sagt er det sgu en meget god strategi, for vi har så travlt med vores egen elendighed, at vi ikke opdager, hvordan politikkerne stille og roligt piner al menneskelighed ud af vores samfund. Vi har så travlt med at holde hovedet over vande, at vi ikke formår at handle på den brutalitet vores samfund kaster over os.

Det er lidt selvmodsigende, at sige vi skal tage ansvar for eget liv, samtidig med jeg er dybt frustreret over, der ikke er hjælp hente, til de mennesker, der af alle mulige alvorlige årsager ikke formår at passe på sig selv.

Ved godt jeg svæver lidt rundt i universet nu. Men… sammenhængen er der. Den kommer oppe fra som en ondsindet dræbende pest-bakterie, og gnaver sig stille og roligt ned til det enkelte individ. Får lige et flashback til nogle af de der fremtidsfilm, jeg elsker at spilde livet på. Hvor der kun er få overlevende tilbage, der bekæmper hinanden indædt og med alle midler, for selv at få de få ressourcer der er tilbage. De stærkeste sidder på toppen og styrer de svageste. Er det mon der vi er på vej hen ? Eller.. der vi allerede er ? I bedste Mad Max stil. Sejt. … altså hvis vi så også havde de der sjove interimistiske biler de kører rundt i. ….. Et er film, noget andet er virkelighed. Men i dette tilfælde er jeg overbevist om, der ikke er langt fra det ene til det andet. Vi udrydder os selv og hinanden. Vi hytter vores eget skind, rager alt det til os vi kan. Behandler andre menneske med ligegyldig arrogance og overlegenhed – Det stærkeste gør - Alt i mens samfundet bag din arrogante røv, arbejder på at fjerne dit eksistensgrundlag. Konen med æggene …. kender i den ? Stærke mennesker er så forblændet af deres egen succes, at de helt overser verdens forfald, til det rammer dem selv.

Hold da kæft, hvor kan jeg kværulerer. !!!

Staklen på gaden.

Sent den anden aften, hører jeg høje råb fra gaden. Først prøver jeg at ignorerer det. Og det fortsætter. Min nysgerrighed og ufattelige evne til at træde lige ind i de mest utænkelig situationer, vinder, og jeg går ud – i nattøj, for at se, hvad der foregår. På gaden står en meget meget påvirket middel aldrende mand, og råber højt til… nogen der ikke er der. Først bliver jeg irriteret på ham, og råber vredt om han ikke gider dæmpe sig. Undskyld undskyld mumler han. Men selvfølgelig stopper hans råberi jo ikke, bare fordi jeg siger det. ooOO(hm.. så meget for den autoritet). Jeg går endnu engang ud. Denne gang går jeg helt hen til manden, og ser til min sorg, at han er forslået, har blod i ansigtet fra en stor skade over det ene øje. At han egentlig er en forfærdelig stakkel, der er faret vild i verden. Jeg prøver at finde ud af, hvor han bor. Han bor her i byen, men vil til Bandholm, for der er hans kone. Han er lige blevet gift siger han. Min tanke var at køre ham hjem. Men jeg har ikke lyst til at sidde med ham i bilen hele vejen til Bandholm. Tænker så det brager, over hvad fanden jeg skal stille op. Spørger om jeg skal ringe efter en taxa til ham, og om han har penge til den. Det lykkedes ham i sine tåger, at fortælle mig, de ikke vil kører med ham. Taxaerne. Hvad fanden gør en klog kvinde så ??? Hm… jeg bliver enig med mig selv om, at jeg kontakter politiet, og så må de tage den videre. Manden kan på ingen måde klare sig selv, og skifter mellem at være ynkelig og truende. Han kan være til fare både for sig selv og andre. På vej ind for at ringe, kommer to unge mennesker gående i mod mig, og fortæller det har holdt øje med ham, stort set hele dagen. De havde set ham tidligere på dagen – om formiddagen – oppe i byen i næsten samme tilstand. Pigen var meget bekymret for ham. Hun har selv misbrug tæt inde på livet, og mener, som alle andre børn af misbrugere, der ikke selv bliver det, at hun skal tage ansvaret for alle andre mennesker, der ikke kan klare sig. De fortæller, at de har kontaktet politiet, at manden er væltet i sin koger nogle gange, og at han render rundt med temmelig mange penge i sin lomme. Vi bliver enige om, at det kun kan fremskynde sagen, at jeg også ringer til politiet.
Mens jeg står med centralen i røret, ankommer en patruljevogn. Det hele foregår nu lige foran vores hus. Centralen beder mig spørger betjentene, om de også skal sende en ambulance. Det bliver vi hurtigt enige om, er en god ide. Manden skal have kigget på de skader han har.
Betjentene er et par garvede gutter, der godt kender til manden i forvejen. De prøver, at tale med ham, for at få nogle oplysninger om hans færden, og for at finde ud af om han stadig bor på den adresse de har kendskab. Det er en umulig opgave, at få noget fornuftigt ud af manden. Det er sjældent jeg roser politiet. Men her oplevede jeg to meget menneskelige, tålmodige og bekymrede betjente, som præcis som jeg og det unge par, var dybt frustreret over, ikke at vide, hvad man skal stille op med sådan en mand. Der er ingen steder, at kører ham hen, hvor der er nogen til at tage sig af ham. Betjentene ved, at det eneste de kan, er at kører ham derhen, hvor han bor og sætte ham af. Med en viden om, at han dagen efter er på den igen. Politiet bruger vildt mange ressourcer på mennesker, samfundet ikke vil tage sig af. Ingen vil tage sig af. Blev meget rørt over den medfølelse og frustration den ene betjent gav udtryk for. Det er en meget sjælden oplevelse. Det varmede så inderligt, at mærke, at der trods alt stadig findes empati hos nogle mennesker. Ambulancen var lidt længe om at komme. Med stor tålmodighed og en tragikomisk tilgang, underholdt vi hinanden og manden til det ankom. Det var vitterligt tragikomisk. Og meget ambivalent. Delte følelser. Vores lille gruppe føles så rar, tryg og.. ja… mit ynglingsord. Menneskelig. Vi grinede med manden, stoppede ham kærligt, når han forsøgte at lave narrestreger, og holdt en meget afslappet stemning. Kan kun gentage, at jeg har aldrig oplevet politiet så intime, tålmodige og menneskelig, trods den omtågede mand flere gange ytrede sin utilfredshed med deres tilstedeværelse, med et mindre pænt ordforråd. De tog det med et smil, og en tydelig viden om, at manden er en stakkel. Langt om længe dukker ambulancen op. Manden vil for alt i verden sgu ikke noget med den ambulance. Den skal han fanme ikke ind i. Endnu engang rørte det mig at se, med hvilket tålmod de to betjente fik ham overbevist om, at det var en super god ide lige at få vasket ansigtet lidt, og fik kigget på hans skade over øjet. Ikke mindst på hans kæbe, der sad noget forkert placeret i hans ansigt. Nogle havde tydeligvis forsøgt, at ommøblerer ham.

Enden på historien er, at ambulancen tager manden med. Derefter ved jeg ikke mere.

Det kan umiddelbart nok være svært at se sammenhænget i det her. Den er der. Tænk over det…

Samfundet vil ikke tage sig af de svageste. De er mere og mere synlige i gadebilledet. De har ingen steder at gå hen. Er overladt til sig selv.
Vores egen lille hønsegård, er præcis det samme. Vi vil ikke tage os af andre. Vi vil tage os af os selv. Og dem, der ikke formår at tage sig af sig selv, misbruger de få mennesker, der er tilbage, som gerne vil dem, lytter og er der. De suger det til sig, æder det op, uden at blive mætte. De klynger sig til den mindste lille åbning, de syner, maser sig ind, som et hungrende insekt, og slubre al næring grådigt i sig. For der er ingen andre steder at gå hen.

Kan i se pointen ? Tilbage til Mad Max. Vi udrydder stille og roligt os selv.

Hm… er vist også lidt selvmodsigende. Siger på den ene side, at vi skal passe på hinanden, og på den anden side, at vi skal tage ansvar og passe på os selv. Jeg håber i kan gennemskue balancen…..
Keep moving.

Smiler.. har fået “skyld” for at skrive meget. Alt for meget. Det kan tage noget tid at komme igennem mine alen lange historier. Jeg kunne også fortsætte denne her i en uendelighed. Og det gør jeg. Men af hensyn til mine medmennesker vil jeg bestræbe mig på, at give jer det i mindre portioner af gangen ;O)

TAK fordi i lyttede <3

 

Tenerife: Min indre rejse.

Mandag d. 16.09.13 kl. 20.35 (lokal tid)

Er landet godt på mit hotel, og har fået et rigtig dejligt værelse. Hotellet har opgraderet min junior-suite til en ”luksus” lejlighed, uden merberegning, fordi der ikke er fyldt op. Dog med den risiko, at jeg skal flytte værelse, hvis der kommer betalende gæster til det. Det håber jeg ikke der gør.

Til min store fryd, står der askebæger på min terrasse.
Der må ryges
Sov det meste af turen herned. Niels kørte mig til lufthavnen kl. 03.30 i nat, så jeg er godt træt. Ankom med taxa til hotellet kl. 17.00 (Tenerifetid). Efter et par smøger på terrassen, pakkede jeg ud, og gik ned i det nærmeste supermarked og provianterede. I min penthouselejlighed har jeg et køkken med køleskab, elkedel, kaffemaskine og brødrister og to kogeplader. Så der skulle i hvert fald handles ind til noget kaffe, lidt andre drikkevarer, og til lidt frokost.
Køkken

Efter jeg havde været tilbage med mine varer, var det tid til at sondere terrænet. Fik et bykort i receptionen og ærgrede mig over, jeg ikke havde taget kompas med.

Foran hotellet stødte jeg på to ældre, flinke og danske herrer, som fortalte mig lidt om, hvad der var i hver sin retning. Jeg valgte at gå mod vandet, hvor jeg spiste grillet laks til aftens, på en restaurant herrerne havde anbefalet mig, med skøn udsigt over stranden.
Grillet laks
Første aften ved stranden
Udsigt første aften.

Det er SKØNT at være her. Sidder i tusmørket på min terrasse og lytter til aftenens underholdning, summen af mennesker, vandet i poolen, en lille gående hund. Kigger ud på den brogede mørke himmel og på en rund bygning, der skifter farve i toppen. Før var den rød. Nu er den blå.

Prøver at indstille mig mentalt på de opgaver, jeg har taget med herned, og tænke lidt over, hvordan jeg skal gribe det an. Føler der bliver kigget på mig, fordi jeg er her alene. Det er ikke noget dårligt. Bliver snarere lidt stolt. Nyder virkelig at være her. Men kan samtidig heller ikke helt finde ud af, om det rigtigt er gået op for mig, at jeg virkelig ER her.

Er helt rolig indeni. Falder stadig over folks egoisme og albuer, men er blevet god til at slippe det igen. Vil i seng og læse lidt, sove tidligt og prøve at komme tidligt op.

Tirsdag d. 17.09.13 kl. 8.30

Planen om at sove tidligt bliver svær at holde. Erfarede i aftes, at der er musik ved poolen hver aften til mellem kl. 22.30 og 23.30. Da musikken endelig stoppede, kom der brag og drøn, der lød som om krigen var brudt ud. Først blev jeg skide bange. Det blev ved længe. Men… eftersom der ikke lød nogle sirener eller andre advarsler, slappede jeg lidt af. Jeg tror det var fra nabohotellet, som hedder Vulcanos, og som muligvis har lavet et eller andet vulkan-udbrud-look-a-like.

Trods alt har jeg sovet helt fantastisk, da der blev ro.

Når der nu alligevel var larm i aftes, kunne jeg lige så godt bruge tiden kreativt. Så jeg gik ned og inspicerede træningslokalet. Desværre var der ingen romaskine. Og så bookede jeg billet til Loro-park til i morgen onsdag. Jeg bliver hentet foran hotellet kl. 8.40. Der er en times kørsel, for parken ligger på øens nordlige side. Jeg glæder mig vildt meget.

I dag starter jeg med min yoga og meditation, inden jeg går i gang med mine opgaver. Holder arbejdsdag på værelset i dag.

Kl. 9.30

Har aldrig set så stor en morgenbuffet ! Her er alt, hvad hjertet kan begære. Virkelig ALT. Æg på alle tænkelige måder, alle slags brød, kager, frugt, yoghurt, tusind slags pålæg, juice og alle slags kaffe. Intet mangler. Fik scramble- æg og yoghurt med frugt. Og så man ryge !!!

Har læst alle mine opgaver igennem og besluttet mig for, at fokusere på øvelser med Pernille Melsted, og forhåbentlig finde ud af, hvad jeg kan føle for, at beskæftige mig med, de næste år af mit liv.

Mit ønske er at finde ud af, hvad jeg kan brænde for. Jeg mangler, at bruge mig selv til noget fornuftigt. At finde min passion. Finde noget meningsfuld beskæftigelse, der kan holde mig fra, at spilde mit liv på computerspil og andet ligegyldige ting.

Kl. 11.41

De 5 tibetanere (yogaøvelser) er en del mere barsk, end jeg troede. Jeg kunne ikke fuldføre dem alle, og måtte lave nogle af dem i den lette udgave. Den efterfølgende chakra-meditation er helt fantastisk.
Im not old De 5 tibetanere

Æv…. Skulle bare lige ligge 5 minutter. Nu er klokken 14.15. Blev da godt nok træt efter både yoga og meditation.

Kl. 17.00

Har været igennem Pernille Melsteds skyggesider. Måtte lige i poolen og blive lidt frisk. Oven på søvnen og al den tænken. Sidder stadig her ved poolen med min Latte, mine smøger og min diæt-cola.
Sidder ved poolen

Føler mig så fandens frelst. Pernilles videoer handler om at finde sine skyggesider eller blind spots. Men.. jeg kan ikke rigtig finde noget, jeg ikke er forbandet bevidst om i forvejen. Tror jeg. Mangler lige at spørge nogle af mine nærmeste, om der er noget jeg overser. For enten er jeg stære blind eller fandens bevidst.

Min Søster ringede i eftermiddags og sagde, at der var intet jeg kunne sige eller gøre, der fik hende til at holde sig væk, eller stoppe med at elske mig og være min søster. Hun havde næsten lige fået min svinermail, og de efterfølgende fedterøvs blomster. Blomsterne blev hun meget glad for. Mailen tænker hun over, mens hun forvissede mig om, at hun selvfølgelig ikke havde gjort eller sagt noget med dårlige intentioner. Det ved jeg jo godt. Hun ville bare have godt af, at kigge lidt på det der blind spots.

Havde egentlig ikke lyst til at snakke. NYDER bare at VÆRE. Være stille. Ikke snakke med nogen. Men Søs trængte til at mærke, at vi var okay. Og det var helt.. okay.

Skal arbejde meget med, at mærke mig selv. Mærke – og ikke bare tænke navlepillende tanker. Tænker på min kæreste og hans mindfulness. Synes egentlig jeg er ret god til at være mindful sammen med andre, når jeg vil være det. Det er en større udfordring, at være det med sig selv.
Tupac

Håber meditationen kan hjælpe mig lidt med det. Og så skal jeg skrue ned for forventningerne til mig selv. Jeg kan ikke ændre mit liv på 14 dage. Jeg kan gøre det, jeg formår. Og tage det med hjem og arbejde videre med det. Og sige til mig selv : Det ER okay !
Meditaion

Kl. 21.45

Der er knald på aften-underholdningen. Total 90ér disko. Det er lidt sjovt. Føler mig pludselig gammel. Det er AGES a go, jeg dansede til det dér musik !

Har gået en lang aftentur, gennem byen og tilbage langs vandet. Fik en tunsalat til aftens, hvor udfordringen var, at finde tunen !!! Det var ikke på nogen måde værd at æde. Brødet skulle deles med en økse, og det eneste der var, var 3 salathoveder. Udsigten over stranden og kaffen var dog upåklagelig. Og det var jo sundt, så det føles egentlig godt.

Jeg manglede et ur. Havde ikke et med hjemmefra, og synes alligevel ikke, det var så fedt, ikke at have det der ligner tidsfornemmelse. Fandt et vildt flot ud i en meget fin butik, hvor jeg hurtigt blev ”verfet” ind, da en ekspedient så, jeg stod og glanede i vinduet. Jeg blev pænt bedt om at tage plads i en stol ved et bord, så jeg kunne prøve uret, jeg havde set. Skulle virkelig holde fast, for ikke at falde ned af selvsamme stol, da jeg hørte prisen. Den startede på 3350 Euro, men med al den ”discount” han kunne give mig, og jeg var dansk, og blev ved med at tøve endte det på 2800 Euro, hvis jeg kunne betale med kreditkort. Jeg sagde, at det var jeg nød til at tale med min mand om først. Skulle bare ud af den butik. Hi… sørme om han så ikke bare tilbød mig, at lægge det til side for 10 Euro ! Jeg takkede pænt nej, og skyndte mig ud af døren, til sælgerens store ærgrelse.

Jeg endte med at købe et ”Rolex-wanna-be” af en meget sort neger for 20 Euro nede ved stranden. ”This is a real Rolex !” ” Yeah right – dont piss me of, with that bullshit. I know its fake all of your shit!” . Bliver sgu så sur, over de gør alt for at tage røven på folk, om det så er åbenlyst løgn, det de står og fyrer af. Så stoppede han med at prøve, at overbevise mig om ægtheden, og jeg købte mit Rolex-look-alike.  Men…. ved ikke hvad fanden jeg tænkte på. 20 Euro, for et latterligt ur, der ikke er 2 Euro værd ! Tror jeg havde de 2800 Euro siddende endnu, så 20 Euro, var jo umiddelbart peanuts. Han må fanme have grinet godt af mig, ham der solgte mig ”Rolexen”.

Hov.. nu er den sørme grøn… nej.. rød ! Det farvede lys viser sig, at komme fra et meget flot helt rundt hotel.
Udsigt fra terrasse

Jeg har bestilt vækning til kl. 06.45. Glæder mig til turen i LORO-park og beder til, at musikken ikke trækker ud i aften, og at jeg bliver forskånet for vulkanudbrud.

Fik også kigget lidt Greenline i eftermiddags. Det glæder jeg mig også til at tage fat i på Torsdag.

Desværre har jeg pisse ondt i tandkødet ved bageste tand i undermunden. Igen. Er pisse træt af, at der ikke skal noget til, før den ter sig, fordi jeg har de der latterlige dybe tandlommer, der hvor der har siddet visdomstænder. Prøver at gøre noget ved det, med tandrens, børstning og skyl med brintoverilte. GODT jeg tog den med ! Brintoverilten ! Det er selvfølgelig godt for ”slankekuren”, for det gør ondt, når jeg spiser. Men jeg får også hovedpine af det, og det er knap så fedt. Den dunker som en i helvede. Håber det er væk i morgen, når jeg vågner.

Nu er det tid til aftenmedicin og Sara Blædel, når bisserne har fået endnu en ordentlig tur. Nu er den sørme gul !  Og vi hører Bee Gees !

 Onsdag d. 18.09.13 kl. 07.30.

Der var ro for musikken lidt før midnat. Men ikke for fjollede gæster. Efter lidt venden og drejen, faldt jeg i søvn, og har sovet dybt og godt. GODT jeg havde bedt dem vække mig i receptionen. Jeg hørte ikke telefonen, så de kom simpelthen op og bankede mig op. TAK !!

Det var stadig mørkt, da jeg blev vækket. Jeg har været i bad, og gjort mig klar til dagens udflugt, som jeg glæder mig meget til. Dagen er begyndt at lysne, mens jeg sidder på terrassen og nyder min morgensmøg og min kaffe. Elsker det.

Der gik hul på min tandbyld sent i aftes. Det var fælt klamt, som det væltede ud med betændelse, men nøj hvor det lettede. Nu er den faktisk helt fin igen. Lidt øm, men ingenting i forhold til før.

Kl. 08.00.

Besynderligt som ting kan ændre sig. Jeg har sgu aldrig forbundet, det at spise sundt, med at forkæle sig selv. Men hvor det dog føles godt, ikke at skovle ind med pandekager, churros og alt det andet kageværk, der er i morgenbufeen, og i stedet øse op af røræg, bønder og yoghurt. Bliver frisk og mæt på den dejlig måde, i stedet for tung og ulækker. Har slet ikke lyst til det andet. Mærker min krop bliver gladere for mig, og det føles vildt godt.
Morgenmad

Er meget fascineret af bjergene hernede. Råt, utæmmet og meget meget smukt. Vil gerne op på vulkanen. Teide. Det højeste punkt på Tenerife.

Kl. 15.00

LORO park er fantastisk. Spækhuggershowet ubeskriveligt. Enorme, smidige, smukke, hurtige, legesyge og super intelligente dyr. Kan slet ikke fatte, at jeg virkelig har set dem…. – i VIRKELIGHEDEN !
Spækhugger

Det samme med gorillaerne. Kunne næsten ikke få øjnene fra dem. De er så menneskelige, at det bare understreger, hvor forkert det er, at holde dem i fangeskab.
Gorilla

Sidder, som altid når jeg er i en dyrepark, med en overvældende følelse af ambivalens, over at have oplevet noget så storslået, og samtidig at det er så forkert at disse dyr er i fangeskab.

Mange dyreparker flotter sig af, at være med til, at redde truede dyrearter. Det er måske på sin vis meget godt. Forstår bare slet ikke, hvorfor så enestående dyr er truede ? Den er da helt gal med vores verden, når dyr ikke kan leve i naturen, hvor de har hjemme. Uanset om de er i frihed eller fangeskab, er de i menneskets vold. Det har jeg meget svært ved, at forlige mig med.

Det skal siges, at forholdene i LORO park, når det nu ikke kan være anderledes, er fine. De er mange til at tage sig af dyrene. Man ser hele tiden dyrepassere der går rundt, og sørger for, at der er rent hos dem, at de har frisk mad og drikke, og at de har det godt. Anlæggene dyrene går i, er større end jeg har set det andre steder, i miljøet er meget smukt og grønt. Det vil selvfølgelig aldrig kunne måle sig med friheden. Ligesom dyrene i naturen ikke bliver overbegloet af menneske, hvilket man kunne mærke på både Chimpanserne og Gorillaerne. De vendte ganske enkelt ryggen til publikum, når DE ikke gad glo på OS mere.
Gorillaryg

Kl. 18.15.

Tilbage på terrassen med kaffe, smøger og dagbog. Det er ikke gået så godt med maden i dag. Frokosten bestod af en croissant med ost og skinke i LORO park, og så har jeg lige spist en osterugbrødsmad med syltetøj på værelset. (Dog uden smør.)

Funderer lidt over, hvad jeg skal. Nåede jo ikke hverken yoga eller meditation i morges. Skal jeg gøre det nu, og hoppe i poolen bagefter.. eller….

Kl. 22.00.

Gik en lang tur og drak aftenkaffe ved stranden.

Har efterhånden været en del omkring, og der skal ikke herske tvivl om, at Tenerife er en gennemført turist ø. Det vrimler med englændere, tyskere, svenskere og danskere. Lige nu er her overtal af voksne. Det er ikke mit indtryk, at denne del af øen, er så hot for de unge. Har endnu ikke rigtig set nogen diskoteker. Derimod er her mange pubber, bare og klubber med modent livemusik til et voksent publikum.
Mit hotel

Ellers ligner alt hinanden hernede. Uanset hvilken gade man går ned af. Jeg nyder at være her. Her er trygt og godt, og det føles let at være på egen hånd.

Undrede mig – igen i dag – over hvor lidt mennesker smiler. Det griner om aftenen, når det er lettere til rislet, men det er ikke mange smil, der er på gaden i dagtimerne. Det er jo lidt fjollet. For uanset hvor dum en dag, man har haft, eller hvor stresset eller træt man er, kan et smil gøre underværker. Så jeg smiler bare. Hele tiden.
No stress smiley

Bliver på hotellet hele dagen i morgen, og giver den gas. De første par dage er gået vildt hurtigt. Tror jeg venter med de sidste sightseeings til i næste uge. Arbejde først og sjov til sidst.

Jeg har købt levende lys til terrassen. Også aftenerne herude nyder jeg. Nu er jeg da heldigvis så træt, at jeg bare skal læse lidt, og så på hovedet i seng. Musikken er stoppet, så her er dejlig fredeligt.

Torsdag d. 19.09.13 kl. 8.30.

Sover helt vildt tungt hernede. Rører mig selvfølgelig også en hel del mere, end jeg plejer, og bruger mig selv meget. Også mentalt. Føler mig udhvilet, når jeg vågner. Min dag starter altid på terrassen, hvor jeg siger godmorgen til dagen der kommer, og bare ser på himlen, havet og solen.

Kl. 11.30

Så har jeg spist morgenmad, og lavet hele 2 yoga-programmer i mens, som jeg vil skifte i mellem. Har også lavet et lille aften-træningsprogram.  Nu skal øvelserne prøves, og så skal jeg have lavet et meditationsprogram.

Kl. 13.00

Det første program er i hvert fald godt. Nu skal jeg bare blive helt fortrolig med øvelserne. Jeg har droppet de 5 Tibetanere. Desværre må jeg indrømme, at det er lidt for hårdt for mig.
Yoga

Kl. 16.00.

Pis ogs !!!! Skulle bare hvile mig en time. Har sovet 3 ! Bliver så træt, når jeg har lavet yoga og mediteret. Forstår det slet ikke. Det var jo meningen, man skulle blive frisk og fuld af energi ! Må finde på noget i morgen, så jeg ikke bare sover min ferie væk !

Kl. 18.20.

Tiden flyver af sted i raketfart i det splitsekund, jeg åbner computeren. Opstartsfasen er langsommelig. Har fået samlet Greenlines tidslinje, bare nogenlunde, hvilket bare resulterede i en hel række nye ting, jeg har svært ved, at tidsplacere. Det er dét, der tager længst tid. At lede efter informationer i alle de dokumenter, jeg har samlet sammen gennem mine år i Greenline. Der er satme mange. Og så dét, at tage hul på det, så det glider af sig selv. Troede lidt naivt, at det var lige til at gå til. Det er en lidt større udfordring end som så. Min største forbandelse, er min total mangel på evne til begrænsning. Jeg skal virkelig tænke mig om, for ikke at skrive et leksikon i 10 bind.

Kl. 22.20.

Jep – så er der gang i pool-diskoen ! Havde en helt fantastisk aften gåtur. Bliver lige fascineret af havet, bølgerne og den store himmel, hver gang jeg når strandpromenaden. Fik en frisk og lækker kyllingesalat med masser af forskelligt grønt, et rigtig hyggeligt sted ved stranden, med syngende tjenere. Mad smager bare så meget bedre med havudsigt.
Kylingesalat.

”I want to brake free…. “…. Der er virkelig tryk på dernede….  Det er i det mindste ikke, det der nymodens bumpti bumpti musik, men gode gamle kendisser. Nu synger og klapper alle med på ”we will we will rock you ”…. *GG* Spændende at se, hvad tid der er ro i aften. Der skal tilsyneladende være underholdningsfri aften i morgen. Aahhhh… Det bliver skønt! ”Don´t you.. forget about me…. Dont dont dont dont youuuu…. Forget about me… la la la la laaaaa”. Jooo – det er skam god musik.

Fredag d. 20.09.13 kl. 8.00.

Sover altså godt hernede, og er forbavsende frisk om morgenen. Det er virkelig skønt. Skal bare lige have min morgenkaffe, min morgenkrydsord, og mit sædvanlig kvantum morgensmøger, inden jeg tager min computer med ned til morgenmad. De sidste par dage, har jeg ikke kunne komme på nettet. Snakkede med dem om det i receptionen i går. De sagde, at jeg skulle prøve i fællesområderne. Hvis det ikke lykkedes ville de ringe efter en teknikker.
Min dejlige seng.

De er så super søde og hjælpsomme på det her hotel. Også selvom de konstant har travlt, har de altid tid til en gæst.

Måtte erkende i aftes, at voksne sgu larmer lige så meget som de unge, når de fester. Da musikken endelig stoppede, fortsatte en lille gruppe spritstive gæster med at underholde resten af hotellet, med deres tvivlsomme sangtalent blandet med høje hysteriske grin. Enten blev de smidt væk, for alt var lukket ned ved pollen, hvor de sad, eller også faldt de omkuld. Der var ro kl. 00.20. Håber de har mistet stemmen i dag !

Kl. 20.25.

Sidder på terrassen og guffer en tør skinkemad og nogle cherrytomater. Har kun været ude for værelset, mens jeg var nede og spise morgenmad. Jeg har skrevet hele dagen på min Greenline historie. Jeg bliver ved med, at køre fast, fordi tingene og tidspunkterne bare ikke hænger sammen. Kan sgu ikke få puslespillet til at gå op. Og Niels og Micro har skudt en del ved siden af, på deres tidslinjer, med nogle af tingene.
Stress 1

Fortsætter i morgen med et løfte til mig selv, om ikke at sidde foran skærmen i så mange timer ad gangen.

Kl. 21.50.

Jubiiii…. ! Har lige fået en sms fra min Kæreste om, at han har mailet respons på mine skriverier. Er helt glad nu, og har nyt mod til at klø på igen i morgen. TAK Kærste <3

Lørdag d. 21.09.13 kl. 10.15.

Vågnede sent i dag – kl. 09.20. Kan ikke finde ud af, om der har været nogle irriterende lyde i nat, tidligt i morges, eller om det er noget jeg har drømt. Any way. Der er morgenmad til kl. 10.30. Så jeg droppede morgensmøgen på terrassen, og gik ned for at få noget at spise.

Inden jeg tog af sted hjemmefra, var jeg selvfølgelig lidt nervøs for, om jeg kunne klare al den alene-hed. Det er overvældende, hvor skønt det er. Indtil videre. Føler mig let i sindet. Der er ikke noget jeg SKAL. Ikke noget at flygte fra. Ikke noget ”støj” på linjen. Der er bare mig. Der føler sig let og helt rolig. Og solen, palmerne, himlen, den perfekte temperatur og havet.
Bliv ven med dig selv.

Jeg har ikke behov for at bruge penge. Heller ikke for at være usund. Jeg æder stadig mine kriminalromaner grådigt. Den forfaldenhed slipper jeg nok aldrig.

Kl. 22.00.

Har igen arbejdet hele dagen. Eller i hvert fald til kl. 18.15, hvor jeg besluttede mig for, at gå en tur og finde noget aftensmad. Trængte til at komme væk fra Greenline historien. Jeg kørte fast i præcis det samme som i går. Ringede til både Micro, Louise og min Kærste, hvilket jeg kun blev en lille smule klogere af. Endte med at sende en mail til Marianne. Så nu håber jeg, hun kan hjælpe mig videre.
Skoletræthed

Skide god musik. Igen i aften. Gomboy Danceband. Elvis. Eric Clapton og rigtig meget andet godt.

Min gåtur og aftensmad udviklede sig til at blive temmelig spookey. Havde det dejligt. Aftenen var lidt lysere og mere solrig. Var kommet lidt tidligere af sted end de andre dage. Tog som sædvanlig stranden retur og middagen på en af restauranterne dernede.

Dvs. at jeg nærmest blev high-jacked af en tjener, mens jeg stod og så på menuen. En meget højlydt begejstret for min ”ankomst” tjener. Inden jeg kunne tælle til 3, var jeg blevet placeret ved et bord med udsigt over vandet, og havde 4 tjenere omkring mig. Først morede det mig lidt. Blev pænt siddende og bestilte kyllinge stroganof, cola light og den sædvanlige Latte. Den første tjener blev ved med at komme rendende og ”flirte”. Roste mine tatoveringer, sagde flere gange bare højlydt ”Wauw”, når han så på mig. Det var såmænd meget hyggeligt. Og lidt irriterende. Det skal siges, at han var langt over den alder, hvor man måske lige skulle spørge sig selv, om flirte-tiden ikke er forbi. Hans udseende gjorde det ikke bedre.

Da han spurgte, om jeg havde nogle tatoveringer ”down there” blev det direkte ubehageligt. Og han så oven i købet inviterede mig på drinks, som jeg takkede pænt nej tak til, mens han åbenlyst og uhæmmet stirrede på mine bryster og udbrød ”oh those niples!” – SÅ syns jeg bare overhovedet ikke det var sjovt længere. Selvom jeg afviste ham blankt, var han da slet ikke i tvivl om, at jeg da selvfølgelig ville komme tilbage i morgen. Not a chance.

Den oplevelse burde have gjort mig lidt mere overbevisende. Men næh nej. Frk. Englegod her er da så forbandet flink og imødekommende, at det er til at brække sig over.

Mens jeg sad og spise aftensmad, kom den der negerdjævel forbi, som jeg tidligere havde købt et ur af. Han standsede op og smilede og vinkede til mig, da han så mig. Jeg smilede og vinkede igen. Han var ikke andet end en stor knægt, der tjente lidt lommepenge på ikke hel legal vis. Ganske ufarlig og lidt stakkels syns jeg. Han holdt sig lige i nærheden af restauranten, hvor jeg sad.

Da jeg havde betalt og var sluppet væk, fra den klamme tjener, gik jeg ned, og kiggede på det flotte sandkunst, der altid var på stranden, og som dem der lavede det, kunne arbejde på i dagevis.
Sandkunst

Jeg sad på et stengærde, og skrev sms med min kæreste, da negerknægten pludselig sad ved siden af mig og spurgte, hvor jeg kom fra. Fortalte jeg kom fra Danmark, og han spurgte lidt ind til forholdene hos os. Han var ikke god til engelsk. Men det jeg fik ud af det, var, at han kom fra Senegal, hvor han havde begge sine forældre og 2 små børn. At han var 25 år, og skulle hjem og besøge familien om 2 – 3 uger. Han spurgte, om jeg havde nogle børn, og om jeg havde nogle billeder af dem. Selv om han havde svært ved både at tale og at forstå engels, var jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvad der fik dem til, at rejse væk fra familien, og tjene penge på den måde, som de gjorde. De bliver jo ikke ligefrem rige af det.

Det eneste han kunne sige var ”Senegal no good” – mens han rystede på hovedet og hånden. Jeg prøvede, at runde snakken af. Ville gerne videre, og jeg det begyndte at irritere mig, at han forsøgte at holde på mig, ved bare at gentage de samme ting igen og igen, fordi han ikke kunne sige andet, hver gang jeg lagde an til at gå.

Pludselig satte han et armbånd på min arm. ”Free madam. For you. You a god person”… Det var en gave. Men ud fra den erfaring, at man aldrig får en gave fra en gadehandler, uden de spørger, om man kan undvære lidt penge, spurgte jeg ”how much”. Hvis jeg kunne undvære en Euro var det fint. Jeg havde ikke mindre end 10 Euro, så dem gav jeg ham. Syns egentlig det var lidt synd for ham. Blot for 2 sekunder efter, at slå mig selv hårdt i hovedet, over endnu engang, at være blevet narret i al min naivitet. Hvad fanden tænker jeg på altså !? Hvor dum har jeg snart lov at være ?!
Skør adfærd

Det blev først akavet og ubehageligt, da jeg endnu engang ville gå. Han ville for alt i verden holde på mig noget længere. Jeg kunne være hans mor ! Hvilket jeg så fortalte ham. Så begyndte han bare at vrøvle om noget med ham og hans mor og we love you , og happy og…  mens han tog sig til brystet og sagde det samme igen og igen. Endelig fik jeg ham til at forstå, at NU gik jeg altså, hvilket fik ham til at sige, at han ville give mig et gratis ur, NÅR jeg kom igen i morgen. Ja ja og smil og farvel.

Gik et stykke vej og stoppede lidt op, for igen at svare på en sms fra min Kærste. Fanme om han så ikke stod klods op ad mig igen – og tog mig i armen – dog ikke hårdt – og trak mig hen på en bænk, mens han med den anden hånd, rodede i sin taske. Troede at nu skulle jeg se billeder af hans børn, og hører mere happy og hans mor og andet vrøvl. Men det skulle jeg ikke. I stedet trak han et ur op, som han ivrigt fortalte, at det var det ur, jeg ville få i morgen, og jeg kunne kende ham på hans bluse og taske og kasket, og fortsatte med hans ”me happy, my mum, happy you” eller noget i den stil – igen med sin klappen på brystet. Fattede ikke en klejne af, hvad han ævlede om, og nu ville jeg virkelig bare væk. Det var virkelig weard, og jeg var pisse irriteret over, han tog så meget af min tid. Sagde ikke rigtig andet, end at NU måtte jeg altså virkelig gå, og rejste mig i mens. Så tog han fanme om mig og gav mig et kys på kinden. Det var på en eller anden måde bare grænseoverskridende. Jeg kunne slet ikke lure ham, og fik det bare mere og mere ubehageligt. Endelig ”slap jeg fri”.

På vej tilbage til hotellet begyndte der, at samle sig en klump i min hals, og tårerne pressede på. Jeg var vred på mig selv, og forbandede min åbenhed og venlighed langt væk. Følte mig misforstået, narret og ”overfaldet”. Både af tjeneren og negerknægten.

En af receptionisterne er dansk, hedder Jens og er en ældre hyggelig herre. Håbede han var på arbejde. Havde brug for at snakke med nogen, der kunne fortælle mig, hvordan jeg skulle forholde mig til min oplevelse, og hvad de der negerdjævle var for nogen. Man ser dem jo på stort set alle feriesteder.

Heldigvis var Jens på arbejde. Og jeg begyndte bare at stortude, da jeg så ham.  Præcis som da man var barn, og var falde og havde slået sig, og først begyndt at hyle, når man så sin mor eller far. Han startede selvfølgelig med at spørge, om der var sket noget, og så væltede jeg bare hele min oplevelse ud på ham, mens han lyttede tålmodigt.
Det er synd for mig

Da jeg var færdig, rådede han mig, som det første, til, at skulle jeg komme ud for sådan noget igen, skulle jeg gå ind det første og bedste sted, hvor der var åbent – en butik, et hotel, en restaurant – ligegyldigt, bare et sted, hvor jeg skulle sige, at der var en af dem fra Senegal, der fulgte efter mig. Så ville de omgående ringe efter politiet. Han forsikrede mig om, at de sorte aldrig gjorde nogle fortræd, men det alligevel var klogt at tage sine forholdsregler, som blandt andet også var, ikke at gå rundt alene nede ved stranden om aftenen. Han gentog flere gange, at hvis de ikke respekterede en afvisning, skulle jeg gøre, som han havde sagt. Han sagde også, at jeg absolut ikke skulle have ondt af dem, uanset hvad de sagde. For de manglede ikke noget. (De ligner heller ikke nogen der mangler noget). Og der var flere spanske mennesker, der havde langt mindre end dem.

Snakken med Jens, gav mig lidt af humøret tilbage. Jeg manglede bare lige, at høre min Kærstes stemme, så ham ringede jeg til, da jeg var kommet op på værelset. Vi blev enige om, at jeg bare skulle sige til de der negertosser, at min mand var på vej, så de skulle fise af, ellers kom han og tævede dem. Skulle selvfølgelig også vise dem et billede af ham, så de kunne blive rigtig bange. Så havde jeg det godt igen. J

Nu er klokken 23.30 og min krimitid. Faktisk langt over min krimitid. Musikken er slukket for i dag, og jeg har det fint igen.

I morgen skal der arbejdes videre, og resten af Tenerife-tiden skal planlægges. Tiden går uhyggeligt hurtigt hernede, og jeg har ikke nået en fjerdedel af, hvad jeg havde sat mig for. Så ambitionsniveauet skal vist justeres lidt igen.

Godnat – og sov godt.
Godnat

Søndag d. 22.09.13 kl. 10.15.

I anledning af søndagen har jeg skiftet æggene ud med en bolle med ost og syltetøj, vindruer og melon. Jeg har beholdt den obligatoriske yoghurt. Den kan jeg ikke undvære.

Faldt i stort set alle huller i går. Til en forandring påvirker det ikke mit humør i dag. Jeg vælger at efterrationalisere, i stedet for at blive ved med at slå mig selv i hovedet.
Indre fredJeg ramler i, når tingene ikke rigtig glider for mig. Hvis de afviger lidt, fra det jeg forventer. Så begynder det at skride.

I går, kom jeg som det første for sent op. Det lod jeg mig umiddelbart ikke slå ud af.

Efter morgenmaden, satte mig foran computeren for at skrive Greenline historie, fuld af forventning om, at i dag skulle jeg tage et ordentligt ryk. Det gik heller ikke helt sådan. Jeg blev træt, og ærgerlig, over igen igen at lande i præcis samme knude, som dagen i forvejen. Og jeg formåede ikke at vriste mig ud af den, og kigge lidt på noget af al det andet, jeg kunne have skrevet. Til gengæld lukkede jeg lidt tidligere ned, end de andre dage, så jeg kunne nå ud og få lidt dagslys og komme hjem i ordentlig tid til at lave lidt yoga. At jeg også spiste end ikke særlig sund aftensmad (eller i hvert fald fed aftensmad med sovs), det er hvad det er. Men da så også resten af aftenen gik helt skævt, landende jeg helt nede i hullet. Og sad til langt ud på natten i spillede computer i stedet for at lave yoga.

Det må jo betyde, at jeg skal være meget opmærksom på : At flytte mig lidt væk fra tingene, hvis de begynder at skride for mig. At selvom en ting går galt, skal jeg holde fast i at resten ikke behøver at gøre det. At andet godt kan lykkedes.
Life is like a camera

Tror der var en mening med dagen i går. Der var noget, jeg skulle lære. Det vil jeg prøve at tage alvorligt, og øve mig i at være meget mere opmærksom på, hvad der sker i og omkring mig, og prøve at gå uden om hullerne, i stedet for at kaste mig uhæmmet lige ned i dem.

Kl. 22.20.

Kom hjem på hotellet for 20 minutter siden. Kl. 17.00 trængte jeg til en pause fra computeren, og gik derfor ned i det lokale supermarked, for at handle lidt refill til køleskabet. Tanken var, at jeg ville gå tilbage med varerne på værelset, og så gå min daglige tur lige efter, så jeg kunne nå tilbage igen, inden det blev helt mørkt.

Tilbage på værelset spiste jeg en hel dåse makrel og et stykke rugbrød, inden jeg gik igen. Jeg havde ikke lyst til restaurant mad i dag, men ville  i stedet i anledning af søndagen, synde med en is på stranden.

Jeg gik en hel anden rute og retning end normalt, for at komme til den anden side af stranden og væk fra tjeneren og negeren fra i går. Det er ferien højdepunkter at gå de ture langs stranden. Havde tidligere været et lille stykke ned ad den strandside, men slet ikke så langt som i dag. Der åbnede sig et helt nyt scenarie. Om muligt endnu smukkere end på den anden side. Det gjorde det jo heller ikke mindre smukt, at himlen var helt blå og solen stadig stod højt. Der har været lidt dage, hvor det har været overskyet, så det er først nu, jeg ser en så smuk og skyfri klar blå himmel.
Anden side af strand Teide
Anden strandside

Langt ude på havet kunne man se naboøen La Gomera stikke højt op over vandoverfladen. Et virkelig åndeløst syn.

Der var lige så mange restauranter og caféer her, som på den anden side af stranden.
Slog mig ned det sted, hvor bordene stod tættest ved vandet, og bestilte den obligatoriske Latte og light cola. … Og søndagens syndige isdessert.
Søndagssynd

Til min store forskrækkelse var den ene tjener her, sgu næsten lige så bindegal, som ham fra i går. Muligvis på en lidt mere afdæmpet måde, men stadig klæbrig. Han ville ikke slippe min hånd, da han havde placeret mig, efter hans mening, på det bedste bord i hele restauranten. Det betød mindre, at der stod 5 borde i rad og række med præcis samme udsigt.

Sad meget længe og bare var der. Nød solen, lyden og lugten af havet, og menneskenes latter omkring mig. Ved bordet ved siden af mig, satte der sig tre unge englændere : to piger og en fyr. De reagerede højlydt på priserne på menukortet, og endte med kun at bestille noget at drikke. En juice og to øl.

Vi kunne ikke lade være med at grine, da tjeneren kom med deres drikkevarer. Tre stk. Et-liters glas formet som en støvle, (min cola var også i en støvle, bare i en noget mindre udgave). Juicen var overpyntet med frugt, cocktailglimmerpinde OG en tændt stjernekaster ! Vi var helt færdige. Pigen med juicen spurgte, om tjeneren var sikker på, der ikke var alkohol i hendes juice, der mere lignede en drinks. Det garanterede han hende meget alvorligt, at der ikke var.

Da det var tid til at komme videre, bad jeg den klamme tjener, som tilfældigvis stod nærmest, om jeg måtte bede om regningen. Det måtte jeg ikke. For det betød jo, at jeg ville gå. Mens jeg ventede kom en anden tjener og bød på champagne på huset. Det gjorde de til alle gæsterne. Det havde jeg ikke lyst til.  Troede sgu han mente det seriøst med den regning, for der gik pænt lang tid, før jeg endnu engang måtte mindre ham om, at jeg altså gerne ville betale. Han forsikrede mig, at den var på vej. Englænderne og jeg blev enige om, at den muligvis ville være nogle dage undervejs. Bedst som vi sad og morede os, kom der en dame og lagde en rose hos mig, og to hos englænderne. Jeg takkede ihærdigt nej, i vished om, at hun ville forlange penge for den. Der var nemlig også mange af de der, der gik og solgte roser. Samtidig med min høflige afvisning af rose-damen, der slet ikke kunne forstå, jeg ikke ønskede rosen, stod den klamme tjener og hældte den skide champagne op til mig i et glas, for det kunne man da ikke takke nej til. Jeg blev da skrup forvirret.

De viser sig, at regningen ligger UNDER den rose, jeg ikke ville have, sammen med en bunke bolsjer og karameller. ! Hold da ellers op !

Total skørt og sødt på en gang. Og alligevel ikke. Englænderne og jeg blev enige, at vi i sidste ende selv betalte for de små opmærksomheder gennem de tårnhøje priser. Super hyggeligt og smukt sted, fantastisk udsigt… hundeæde, og kaffen var ikke noget at juble over – Skæg oplevelse.

Siden jeg kom, har jeg ikke rigtigt været i nogen butikker og ose. Jeg har ikke villet købe noget, før et par dage inden jeg skal hjem, for at være sikker på, at pengene rækker.

Det var begyndt at blive mørkt, så med Jens´ ord fra i går i tankerne, om ikke at gå alene ved stranden om aftenen, gik jeg op i mod byen og den vej hjem.  Skæbnen ville, at alt stadig havde åbent – sent en søndag aften !??
Oser søndag aften.
Det vrimlede med folk, højt musik og lys i gaderne. Så jeg osede lystigt, og fik brugt alle de kontanter jeg havde med, hvilke var en del. Men det var super hyggeligt, og jeg så mange ting på vejen. Bl.a. en meget kreativ mavedanser, som jeg beundrede for, ikke at tabe sit hoved, sådan som hun kunne svinge med det, for at få håret til at ryge rundt om ørerne på hende.
Mavedanser
Blev helt forskrækket over, hvor meget klokken var blevet, da jeg langt om længe bevægede mig målrettet mod hotellet, mens der stadig var gang i gaderne.

Fanme om jeg ikke støder lige ind i negerknægten, trods min ihærdighed for at undgå ham. ! Han plejer at stå på den side af stranden, som jeg overhovedet ikke havde været i nærheden af i dag, og nu stod han pludselig midt oppe i byen, lige akkurat der, hvor jeg skal dreje ned til mit hotel.

Han fik øje på mig, allerede før jeg helt havde registreret, at det var ham. Han gik målrettet hen i mod mig, mens han fumlede i sin taske, og trak det ur op, han havde lovet mig i går. Jeg takkede høfligt, men bestemt nej, og sagde inden han kom for godt i gang, at jeg var meget træt, og skulle op og sove. Mens jeg sagde det, tog han igen en af sine armbånd af, som han ville give mig ”gratis”, hvis jeg kunne undvære 1 euro, samtidig med han startede remsen op fra i går med sin mor og happy og alt det jeg stadig ikke fattede en klap af. Endnu engang takkede jeg meget bestemt nej og begyndte at gå. Så tog han mig i armen og gav mig armbåndet på, denne gang insisterende på, at det var en gave. Jeg beholdt armbåndet på og gik. Heldigvis fulgte han ikke efter.

Det var måske okay, at møde ham og opdage, at jeg sagtens kunne være afvisende nok, og sige fra så folk kan forstå det, uden at det behøver at være farligt.

Tidligere var der en ekspedient i en souvenirbutik, hvor jeg havde købt en kjole, der prøvede at charme mig et videokamera på for 20 euro. Prisen var oprindeligt 65 euro. Han snakkede og snakkede, mens jeg betalte min kjole, om at han skam godt kendte Danmark. Hans far havde været der for 5 år siden, og var blevet hjulpet af en dansker og bla bla bla. Da jeg fik penge tilbage, skulle jeg lige vente lidt, for han skulle lige lave mig et rabatbevis, som jeg kunne bruge næste gang, jeg besøgte butikken. Mens han skrev, forklarede han en masse om en ny butik og provision og skrev 50 % på sedlen, som han i samme åndedrag ændrede til 60 %, fordi jeg var dansker, og som jeg f.eks. kunne bruge på dette fantastiske
videokamera. Han snakkede og snakkede, mens han filmede mig, for at vise mig, hvor godt kameraet var, selvom jeg prøvede at forklare ham, at jeg ikke havde brug for sådan et, for jeg havde allerede et derhjemme. ”Yes yes” siger han – ”only for pictures”. ”NO, I have a VIDEOCAMERA ! A real one !” Jamen så kunne jeg jo bare købe det til min kæreste. Prøvede at forklare ham, at min kæreste allerede havde alt, hvad man kan ønske sig af dyrt foto- og videoudstyr, mens jeg pakkede mig sammen, sagde pænt farvel og gik.

Endnu engang blev jeg sur på mig selv, over at lade en eller andet idiot spilde min tid. Jeg ender med at blive sådan en total sur røv, at se på, på fremtidige ferier. Nogle er bare så pisse dygtige til at besnære folk, og jeg er et let offer, fordi jeg er pisse naiv, og ret længe om at opfatte, at de er i gang med at tage røven på mig ! Var sikker på det kamera var stjålet eller brugt eller noget, ellers kan man sgu da ikke sælge det for 20 euro ! Og det var oven i købet et Sony. Næste gang folk spørger, hvor jeg kommer fra – den klassiske indledning – beder jeg dem pænt, om at lukke røven.
I dont need your attitude

Denne hændelse var heldigvis inden, jeg satte mig ved stranden, og lod mig fylde af ro og solskin.

Nok for i dag. Klokken er lidt i midnat og igen over min sengetid.

Mandag d. 23.09.13 kl. 11.40

For første gang er jeg super glad, for den daglige vandaerobic ved poolen, der indebærer høj musik. Ellers var jeg ikke vågnet i dag.

Inden jeg tog herned, var jeg overbevist om, at jeg skulle gennemføre en hel livsstilsændring på 14 dage. Plus at jeg som den største selvfølge skulle skrive hele Greenlines og min historie.

Det sker ikke. Jeg starter denne uge med en markant sænkning af mit ambitionsniveau. Igen igen. OG accepterer fuldt ud mit ”nederlag”. Er helt okay med det. Set i bakspejlet er det en umulig mission, at give sig selv.

Det vigtigste jeg har fået med indtil nu er, at jeg godt kan leve sundt. (Og hvis jeg ikke har tabt mig bare lidt, når jeg kommer hjem, begynder jeg at leve af stoffer og flødekager !) At jeg godt kan undvære mit computerspil. At jeg nyder, at gå ture.

Jeg har lavet to yoga-programmer, der skal integreres i min hverdag derhjemme. Jeg kan mediterer, hvor som helst og når som helst, når jeg er alene. Sidst men ikke mindst, HAR jeg allerede skrevet meget på min historie.

Jeg har mærket efter, og lært nogle ting om mig selv, som jeg skal være meget opmærksom på.

Min sidste uge på Tenerife er FERIE, hvor jeg tager tingene, som de kommer, og som jeg lyster. Lige NU har jeg lyst til at kigge mails (ved der ligger en fra min Kærste ), og til at kigge lidt Greenline-historie.
I can but I wont

Kl. 18.15

Har igen siddet hele dagen ved computeren. Tid til min daglige gå-tur. Hm… det er lidt overskyet.

Kl. 21.20

Klokken blev alligevel mange. Men heldigvis ikke så sen som i går. Aftenen har været hyggelig, helt uden fæle oplevelser. Nød en lækker salat til solnedgangen ved stranden. Det var så smukt.
Solnedgang La Gomera m tekst

Inden da, gik jeg ind i butikken med videokameraet fra i går, og spurgte efter ham jeg havde talt med. Da han kom, spurgte jeg, om man fik kameraet i en ubrudt æske med al tilbehøret, og om hvordan han kunne sælge det så billigt, og om det var stjålet.  Jeg blev simpelthen nød til at finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Og HVIS jeg skulle være så heldig, at der ikke var nogle fidusser i det, ville jeg købe det til Melissa.

Han forsikrede mig om, at det ikke var stjålet, at man fik det i en æske med tilbehør, og forklarede, at det kunne sælges så billigt, fordi der ikke var afgift på, som i Danmark – præcis som med cigaretter.

Fint sagde jeg så. Så vil jeg gerne købe det.

Først skulle jeg skrive mit navn på et stykke papir til garantibeviset, sammen med navnet på den butik i Danmark, jeg ønskede, at kunne indlevere kameraet til, hvis der skete noget på garantien. Han fortalte, at de havde samarbejde med en elektronik butik i alle lande i Europa, og i Danmark var det med Elgiganten.

Alt i mens jeg skrev, tænkte jeg, hvornår mon den kommer. Den der lille hage ved handlen. Så skulle jeg betale de 20 euro, som aftalt. Under hele forløbet havde han virket sådan lidt.. nervøs.. eller usikker.. eller.. han var i hvert fald ikke lige så afslappet, som dagen i forvejen.

Da jeg havde betalt – kontant – stod han lidt og fumlede med pengene og nogle papirer, inden han lagde pengene i kassen. Så kom den : Han tog kameraet op, og viste mig, hvor memorykortet sad, mens han fortalte, at det kort der sad i kameraet og fulgte med købet, kun kunne filme i 3 minutter, og det kunne ikke overspilles. Jeg kunne købe at bedre et af dem, der kunne bruges flere gange….. for 35 euro for det billigste ! Næsten dobbelt så meget som kameraet ! Kunne simpelthen ikke lade være med at udbryde : ”oooh – thats how it works !”. Jeg sagde, at jeg ikke ville købe et memory-kort hos dem, for det kunne min mand skaffe meget billigere gennem vores firma. Det sidste med firmaet : Bare for at understrege, at jeg altså har en ret klog mand, der OGSÅ ved alt om kameraer og videoapparater. Hvilket mærke han brugte ? Han har kun Canon. Jamen de kort duer slet ikke til det her Sony-kamera. Sikkert ikke, men det kommer ikke sagen ved, for han kan sagtens finde et, jeg kan bruge.

Sælgeren blev noget lang i ansigtet og parlamenterede noget med sin kollega. Fanme om så ikke de prøver, at bilde mig ind, at man slet ikke kan få kort i Danmark, der virker til det her kamera ! Det garanterede jeg dem, at man kunne. Og ellers var der ingen grund til at købe kameraet. Det blev helt paffe begge to, og gik helt i stå, inden den kollegaen siger til sælgeren, at det er op til ham. Så hentede ham mine 20 euro, gav mig dem igen og pakkede videokameraet væk ! For fanden nogle idioter ! Ærgrer mig bagefter over, at jeg ikke holdt fast på, at jeg skulle have kameraet uden kort, bare for at se, hvad de så havde gjort. Selvom det ikke lod til, at der var nogen som helst minimal chance for, at jeg havde fået lov til det. Det er helt klart kortene, som de tjener pengene på. Og de kan meget let være stjålet.

Men det var fedt, at se deres ansigter, da det gik op for dem, at de ikke kunne narre blondinen.

Nu er det krimi-tid. Skal lige sende en mail med al min skriveri til min Kærste.

Kan godt mærke, jeg savner ham og børnene nu.

Tirsdag d. 24.09.13 kl. 8.45

Jubiii… oppe i ordentlig tid. Var lidt længe om at falde i søvn i aftes. Og har drømt en hel masse, jeg ikke kan huske. Drømmer meget hernede, men det er nok alle de indtryk og tanker.

Morgensmøg og krydsord på terrassen, inden morgenmaden.

Kl. 10.15.

Jubii igen igen ! Har booket tur til Vulkanen Teide på torsdag, og en halvdags hvaltur med en katamaran inkl. bufé og badning i Atlanterhavet. WEEE … ! Glæder mig !

Kl. 22.00.

Så er computeren lukket ned. Har arbejdet hele dagen og ikke været ude for en dør, andet end da jeg var nede og spise morgenmad.
Min Arbejdsstation

Jeg bliver under ingen omstændigheder færdig, mens jeg er her. Så jeg har besluttet, at jeg arbejder kun i morgen med, og SÅ holder jeg ferie for resten. Er helt smadret i ryggen af alle de timer foran skærmen. Prøver at holde lidt pauser ind i mellem og røre mig lidt. Men det er slet ikke nok. Hm… har vist også sagt nogle gange, at jeg ikke skulle arbejde mere, men holde ferie !

Nu vil jeg tage hul på den 3. og sidste krimi, jeg har med, og læse indtil der er ro på musikken, så jeg kan sove.

Onsdag d. 25.09.13 kl. 8.30.

Skørt. Det støvregner. Det er helt diset og fugtigt. På Tenerife ?!

Heldigvis er det stadig lunt og dejligt. For min skyld må det gerne regne. Jeg skal alligevel bare skrive. Terrassen er stadig hyggelig til morgensmøgen ;O)

Øjs mine fødder er bare beskidte. Nærmest kul sorte !  ”Jeg har set en rigtig negerpig´e – Hun har temlig sorte fødder, vil jeg bare sig´e!” ..  Hi hi.. det mig. Render da også kronisk rundt i bare tæer. Tror sgu aldrig de bliver rene igen.
Sorte fødder

Som sædvanlig lækker morgenbufé. Fik renskrevet alle Greenline-noter og en bunke post its, mens jeg spiste.  Nu er det en del mere overskueligt, og lige til at gå i gang med den sidste skrivedag.

Kl. 15.40.

Nu bliver der lukket og slukket for Greenline i denne omgang. Min ryg kan ikke mere. Så der skal holdes ferie nu ! WEEEE.. !

Kl. 18.30.

Har været i poolen og bagefter ligget på en solvogn og læst i min bog. Helt fantastisk skønt. Nu skal jeg en tur i bad, og ud og gå min aftentur. Føler mig som en sylfide, når jeg ligger ved poolen *GG*
Sylfide 1
Sylfide 2
Sylfide 3
Sylfide 4
Hvad siger i så drenge ? Er det god steg eller hva´ ;O) Aih undskyld. Det er faktisk lidt ondt. Men kan simpelthen ikke lade være *GG*

Kl. 22.10.

Jeg har fået mit absolut bedste måltid mad hernede til aftens : tortellini med laks og dild. Smagte helt fantastisk !
Tortelini

Siden episoden med negeren ligger min faste rute nu på dem østlige side af stranden. Restauranten i dag bliver helt klart mit faste sted, den sidste tid jeg er her. Den er en lille smule dyrere end de andre, men alt er også i top og tjenerne er super flinke og sjove uden at være for meget. Der rigtig hyggeligt, stadig smuk udsigt over havet, og det virker mere eksklusivt uden at være det. Helt klar favoritstedet.
Favoritten Royal Garden
Nye bedste venner

Forstår slet ikke det er torsdag i morgen. Har været her i 10 dage. 4 hele dage tilbage. Tiden er fløjet af sted i raketfart. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig ensom eller kedet mig. Det er bare fantastisk at være her. 14 dage er perfekt. Ikke for lidt og ikke for meget. Er selvfølgelig begyndt, at savne min Kærste, ungerne, pigerne og min egen seng. Men jeg trængte seriøst til, bare at være mig. Og jeg har nydt det til fulde.

Må hellere nøjes med en lille smule krimitid i aften. Skal allerede af sted på vulkantur kl. 8.15, og jeg glæder mig vildt meget. Jeg har allieret mig med receptionen til at hjælpe mig op til tiden ;o)

Torsdag d. 26.09.13 kl. 14.45.

Jeg har haft den mest fantastiske og smukke tur i dag. Vi var oppe i over 3000 meters højde. Vi kørte op ad bjerget af snoede veje, og kunne kigge ned på havet, som lå længere og længere nede, jo mere vi kørte. Alting blev mindre og mindre.

Der var den ene mere åndeløse udsigt efter den anden. Det var så storslået, at ord ikke rækker.

Jeg kunne godt mærke, at vi var højt oppe. Luften føltes tyndere; jeg blev hurtigere forpustet. Og der var en del køligere end nede i byen. Hele turen – både frem og tilbage og oppe, var overvældende smuk. Har nok taget i nærheden af en million billeder.

Min plan var, at jeg ville med kabelbanen helt op til toppen af vulkanen. Og jeg havde da også købt billet og det hele. Endte da med at være en rigtig tøs; da jeg så den kabelbane, skulle jeg ingen steder med den !! Syns den var frygtelig stejl og at kablerne var ualmindeligt tynde, og gik MEGET HØJT OP i luften ! Den gyngede lidt i blæsten deroppe (som der var meget af), og man stod som sild i en tønde. Næh tak. Tror jeg springer over. Fik mine penge retur for billetten uden problemer. Tror jeg har set meget stålsat ud !
Kabelbanen ved Teide
Min sidekammerat i bussen, var så sød, at vise mig de billeder, hun havde taget deroppe. Det var helt sikkert også betagende. Men ikke nok til, at jeg fortrød, jeg ikke var taget med. Hun fortalte at luften var endnu koldere og tyndere på toppen.

Jeg havde pænt ventet på de andre ved pladsen, hvor kabelbanen starter. Der var en restaurant og en souvenirbutik. Jeg købte mig en kaffe, og satte mig udenfor på en lang bænk langs et stengærde, for at nyde en smøg til kaffen og den smukke udsigt. Her fik jeg sørme nogle nye meget nysgerrige venner, der mente jeg skulle dele min kaffe med dem. Ikke længe efter jeg havde sat mig, piblede det frem med de sødeste små og nysgerrige firben, der kravlede helt op i min kaffekop for at se, hvad det mon var for noget. De var slet ikke bange. Desværre forsvandt, da der pludselig kom en masse mennesker ned fra kabelbanen.
Firben i kaffen
Udsigtspost Teide
Udtørret sø.
Lidt længere nede var der en endnu udsigtspost, hvor vi gjorde et kort holdt. Det var et meget surrealistisk sted, der mest mindede om er stort cowboy-landskab i Staterne. Meget fascinerende.
Udtørret sø.Klipper ved Teide
Et godt stykke oppe på bjergene, så vi en hel plantage af træer, der var sorte og forkullede et stykke oppe ad stammen. Vores Guide fortalte, at der for år tilbage havde været en brand, og at træerne havde brændt i 3 dage, uden at tage skade, andet end misfarvningen på stammerne. Han fortalte også hvorfor det var sådan, men det forstod jeg desværre ikke en døjt af. Lidt æv. For jeg syns det var lidt spændende. Træer kan sgu da ikke brænde.. uden at brænde… altså !
Træerne brændte

Da vi kørte ned ad en anden rute, end vi var kørt op, så vi på siden af Teide, 2 store huller med kanaler. Her fortalte guiden, at trukket i vulkanen havde været så stort, og at ”væggen” i vulkanen lige præcis på de to steder, havde været så tynde, så de ikke kunne modstå trykket. Derfor var lavaen løbet stille og roligt ud denne vej. Det så helt vildt ud. Man kunne tydeligt se hullerne, og at der var løbet lava, som havde skabt de her enorme ”kanaler”.  Han fortalte også en masse andre ting, som garanteret har været spændende, men som jeg desværre kun forstod få dele af. Han talte meget hurtigt engelsk, fordi han skulle nå at fortælle de samme ting på både engelsk og spansk. Så det gik lige lidt for stærkt til mig.
Lava i siden
Pitstop

Vandforsyning
Vandforsyningen til øen kommer fra bjergene. Der var flere store vandbeholdere på vej ned. Rensningsanlæggene er ret primitive, derfor må man ikke drikke vandet i hanerne.

Det eneste lille minus ved turen, var en unge der skreg, fra vi satte os ind i bussen og til vi steg ud igen ved vores respektive hotel. Havde eller svoret, jeg ville sparke ungen + forældrene i vulkanen, hvis de ikke snart fik ham til at lukke røven. Heldigt for dem jeg ikke turde tage op med kabelbanen ! ;0)

Det var bælgmørkt da jeg stod op i morges. Blev hentet foran hotellet kl. 8.15, så jeg var pænt tidligt oppe. Det var helt underligt at stå op i syden, og det er mørkt. Som når det er vinter herhjemme. På en eller anden måde var det også vildt dejligt. At se dagen stå op. Nyde roen så tidligt og se himlen lysne, mens jeg spiste morgenmad.

Mens jeg har været hernede, har alle solvogne været optaget hver dag fra formiddagstimerne til sidst på eftermiddagen. Jeg har slet ikke kunnet forstå, at de har kunnet ligge dernede og stege hele dagen. Fik da også set en hel del meget rød hud. Men dem om det.

I dag – her til morgen – opdager jeg så, at fanme om de ikke klokken lige så tidligt, som jeg var oppe, kommer luskende ned én efter én med morgenhår og reservere solvognene med deres håndklæder og bøger og hvad de ellers har. Indretter sig med askebægre, parasoller, borde osv.,  hvorefter de lusker op igen og venter på solen skal komme frem ! Må desværre nok indrømme, at en sådan mentalitet forarger mig. At man indtager et område, eller noget andet, på forhånd. ”Reserverer” ting, der er for alle. Ind til det passer én at tage det i brug. Hm… syns sgu det var lidt mærkværdigt.

Til gengæld er det en ren fornøjelse, at se al det mandskab, der suser rundt meget tidligt om morgenen, og sørger for, at der er rent og pænt over alt, og til at servicere gæsterne til morgenmaden.

Jeg tror aldrig før, jeg har set så mange rengøringsfolk i gang noget sted. De kæmpe arealer omkring pool-området og restauranten bliver vasket hver eneste dag. Ikke bare løbet over med en våd klud. Men helt ind i krogene, under møbler osv. De knokler virkelig på, og her er så rent og pænt, at det er en fryd for øjet.

Sjovt nok er der også flere en ham Jens, der taler dansk i receptionen, har jeg løbende fundet ud af. Det er ret fedt, at kunne tale med dem på sit eget sprog, når der er noget man skal have hjælp til, som kan være lidt svært, at forklare på engelsk.

På busturen i dag, lagde jeg også mærke til, hvor mange hoteller, der egentlig er på Tenerife. Det er helt vildt så mange der er. Øen langs kysten, er ikke andet end hoteller, restauranter og butikker. Det er stort set det samme lige meget, hvor man er. Tænker om lokalbefolkningen også bor på hotel, eller om de kun holder til oppe i bjergene, hvor vi på turen, stødte på små landsbyer.  De synes derimod at være meget autentiske – de små byer inde på øen.

Nu vil jeg dyppes i poolen og stege sammen med de andre turister. Hvis jeg da ellers kan finde en ledig solvogn.

Fredag d. 27.09.13 kl. 15.04.

Wauw et kick af en oplevelse ! Har været om bord på en katamaran i 4 timer, set grindehvaler og delfiner, og den smukkeste udsigt fra havet ind mod Tenerife – hvor man tydeligt kunne se, at Teide er det højeste punkt på øen. Og så har jeg badet i Atlanterhavet !!!

Turen til havnen var et mareridt. Der var total kaos ved opsamlingsstedet. Det vrimlede med mennesker og busser, og alle havde svært ved, at finde ud af, hvem der skulle med hvilken bus. Vi er allerede mere en 10 minutter forsinket, og ALLE sæder er fyldt op. Foran mig, sidder der en ting, der har slået sædet helt tilbage, og ved siden af mig, sidder en stor meget højttalende spansk mand, som talte i mobil under hele turen, så jeg føler mig lidt klemt. Min nabo er nød til at overdøve bussens meget høje spanske musik, som jeg ellers plejer at finde hyggelig, når den ikke akkompagneres af en høj skinger mandstemme.  Jeg glæder mig meget til at komme ud på katamaranen.

Fantastisk tur ! Jeg havde frygtet lidt, at båden ville gynge helt vildt. Og det var lige præcis hvad den gjorde. Det var jeg da helt cool med… i starten. Tænkte at jeg da var blevet ufatteligt søstærk med årene. Det tog jeg i mig igen efter det første hval- og delfinspot.

Det var fedt at opleve dyrene, der slet ikke var bange, men hoppede legesygt rundt foran båden. Jeg havde udsigt fra første parket, på nederste dæk helt ude i stævnen.
Grindehval

Da vi fortsatte, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle fokusere kraftigt på, ikke at blive søsyg. I den henseende var min plads også perfekt – nederste dæk forrest lige i midten og ude i luften. Det gik meget godt.. umiddelbart. Der blev serveret små sandwich til alle og kolde drikke – gratis. Tænkte at det nok ville være godt med lidt i maven.

Vi skulle sejle temmelig langt. Helt ud til spidsen på øen, hvor der var store lodrette klippevægge, og hvor vi skulle bade. Resten af turen der ud til, efter forsøg med at få en meget tør sandwich til at glide ned, sad jeg bare bomstille i skrædderstilling på min plads, og holdt fast i gelænderet, men jeg ihærdigt fokuserede på IKKE at kaste op. Mange var på det tidspunkt blevet frygteligt søsyge, og kastede op alle vegne. I skraldespande, poser og ud over rælingen. De lå alle steder og bare brækkede sig.

Det blev ikke bedre, da vi satte anker i ”lagunen”, hvor folk kunne bade. Der var helt vildt smukt, og vi så også en ørnerede. Men jeg var alt for syg, til at få fuld valuta for pengene.

Vores guide om bord proklamerede, at hvis folk var syge, var det en god idé at hoppe i vandet. Det ville hjælpe. Det kunne jeg nu slet ikke lige få øje på idéen i, og da slet ikke overskue.

Ved det første spot-sted, var jeg faldet i snak med et rigtig sødt par, på alder med mig, tror jeg, der også havde tage ophold på den lille plads udenfor på første dæk.  Det var super søde, og vi grinede meget sammen og delte vores begejstring, for denne store oplevelse. Hujede højt når vi så en hval eller en delfin, og moppede hinanden med vores søsyge. Manden havde en finurlig form for højdeskræk, og rørte sig ikke ud af stedet under hele ture. Han kunne ikke tåle at se ned i vandet. Men fruen og jeg blev enige om, at bare vi holdt sammen, ville vi give det der med at hoppe i vandet en chance. Hun var lige så syg som jeg.
Bugten vi badede i.

I Guder vi troede, vi skulle dø ! Det var på en gang pisse fedt og kæmpe skræmmende ! Der var pænt dybt og bølgerne var høje og svære, at holde sig over. Det var vildt hårdt at svømme i, jeg slugte en masse saltvand og kunne slet ikke få luft. Virkelig ubehageligt og dybt skræmmende. Men for fanden hvor var jeg stolt og glad for at være sprunget i Atlanterhavet langt fra kysten i ”frådende og dræbende” bølger ! Der var sgu da vildt sejt !!

Mens vi badede, var der stillet mad op : Sammenkogt ret med ris, grønsager, flutes og bananer til ”dessert”. Tog kun en banan og et lille stykke flute. For det kan godt være, at dyppet i havet havde gjort os friske. Men vi ikke blevet mindre søsyge ! Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, uden at blive overvældet af kvalme. Kom i tanke om, at jeg jo for pokker havde min kvalmepiller med i tasken og skyndte mig at tage en.  20 minutter efter var jeg super frisk igen ! Yes ! Heldigvis havde min nye veninde også fået det lidt bedre. Til gengæld var manden begyndt at blive søsyg, så vi kunne ikke nære os for at drille ham lidt.

Der kunne ikke være ret mange, på vores lille VIP-plads. Men udover os, var der bl.a. en dame i kørestol og hendes mand, og et ældre ægtepar. Vi havde det super sjovt på turen hjem. Selvom vi blev moset ned, af de andre gæster, ved næste delfinspot, fik vi damen i kørestolen på benene og mast hende helt op foran, så hun også kunne se med ! Vi hujede og klappede og grinede af de mange legesyge og dejligt nærgående delfiner. Det var lidt af en udfordring, at få hende tilbage i stolen på den meget gyngende båd. Det lykkedes uden at nogen kom til skade.
Joy.
Joys mand.

Der er bare noget uovertruffent ved delfiner. Vi så en stor flok, hvoraf den ene var en lille unge, som hyggede sig med at efterligne de voksne. De ”surfede” i bølgerne fra båden lige foran os, som om de gerne ville lege med os. Det var helt fantastisk at opleve dem i friheden, hvor de sprang og optrådte, ikke fordi de var dresseret til det, men fordi de syns det var sjovt, og til stor begejstring for os alle. Desværre har jeg ingen billeder af delfinerne – var alt for optaget af at kigge på dem. Men jeg har det hele på film =o)

Manden (se Væltepeter) fra det ældre ægtepar gav også anledning til mange grin og stor bekymring. Af en eller anden udefinerbar grund, SKULLE han vakle rundt på den gyngende båd og væltede da også rundt, hver gang han rejste sig, så vi måtte gribe ham. Han grinede bare, og så kunne vi ikke andet end at grine med. Til sidst sagde jeg til ham, at han havde forbud mod at rejse sig på resten af turen. Han kunne lige vove ! Så grinede han bare endnu mere og vaklede videre.

Vi så også Tenerifes dyreste hotel fra kystsiden. Det lignede et helt slot. Et meget utilnærmeligt slot.
Dyreste hotel på Tenerife.
Har haft nogle gennemførte, betagende, åndeløst smukke oplevelser de sidste par dage. Og dagen i da på havet, er blevet filmet og bliver til en dvd, som man kunne bestille. Det har jeg selvfølgelig gjort. Glæder mig til at se den, sammen med min Kærste, når jeg kommer hjem. Han tror garanteret ikke på, jeg har været sprunget i Atlanterhavet. Men det blev nemlig filmet, så det er beviseligt !

I skrivende stund er jeg i gang med min Latte nr. 2 ved poolen på hotellet. Godt at være ”hjemme” og sunde sig lidt og fordøje alle de indtryk.

For at gøre dagen i går færdig : Jeg var træt efter vulkanturen. Havde egentlig sat mig for, at gå ned til min ynglings restaurant ved stranden. Jeg kom ingen vegne. Efter et par timer ved poolen med en god bog, var jeg på værelset resten af dagen. Nørdede lidt computer, lagde billeder ind og begyndte at renskrive min dagbog, inden jeg træt og tilfreds gik i seng med stor forventning til dagen i dag, som i høj grad blev indfriet.

Resten af dagen i dag, har jeg ligeledes stegt et par timer ved poolen, og hvilet mig lidt, inden jeg gik op i bad, og ud for at spise aftensmad. Sad længe på mit nye sted og lyttede til skøn live musik. En ældre herre med en elguitar, som han i god stil omsatte til Dire Straights, Pink Floyd, Eric Clapton, Jimmi Hendrix og en masse andre gode gamle stjerner. Det var så som så med sangtalentet, men det var super hyggeligt, og der var en dejlig stemning.
Royl Garden by night.
Mit idol

Fik igen Tortellini, denne gang med kylling. Det smager bare så godt. På vej tilbage fik jeg en yoghurt jordbæris med hvid chokolade topping i anledning af fredagen. Mums den var lækker.

Jeg har efterhånden lært alle smutvejene, så jeg kan gå uden om alle negerbasserne og de mest anmassende tjenere, der står på gaden og vil lokke folk ind. Så mine aftenture er blevet dejligt fredelige. Og jeg nyder dem.

Lørdag d. 28.09.13 kl. 10.30.

Har vist sovet ret længe i dag. De sidste to begivenhedsrige dage, har taget lidt på kræfterne. Jeg skal heller ikke noget andet end at slappe af. Tænker at gå en lang tur, langs hele stranden, og finde et sted på vejen, hvor jeg kan meditere lidt.

Inden da skal jeg lige ned i supermarkedet og købe nogle billige smøger til mig og Melissa. Et karton koster 115,25 danske kroner. Næsten en fjerdedel af derhjemme. Fristende at fylde en hel kuffert med smøger. Tør bare ikke. Jeg aner faktisk ikke, hvor mange man må have med hjem. Ville spørge i receptionen, men blev enig med mig selv om, at det alligevel ikke ville ændre på, hvor mange jeg ville tage med hjem. Så det blev et sats.

Det første jeg gjorde, da jeg nåede den side af stranden, jeg ellers har undgået, var at finde et lille hyggeligt sted, hvor jeg kunne sidde lidt diskret og skyggen, og spise lidt morgenmad og nyde en Latte. Havde jo sovet fra morgenmaden på hotellet, så jeg var ret sulten. Jeg kan godt mærke, jeg har vænnet mig til at spise morgenmad.

Knægten, der stod og skulle lokke folk ind, kedede sig tydeligt. Han lavede nogle opgivende grimasser, når han troede ingen så det, ind imellem han pjattede lidt med kollegaen ved siden af, som også var en ung fyr, og forsøgte at charmere folk ind i cafeen, alt i mens han hilste kækt på stort set alle, der gik forbi.
Tropic Queen
Dejlig knægt.

Jeg faldt pladask for ham. Sådan som man så ham, sådan var han. En ung, glad, kæk, lidt buttet gut med store flotte brune øjne. På et tidspunkt kom en lige så ung og naturligt meget smuk pige ud og vekslede et par ord med ham, hvorefter hun kyssede ham. Da hun vendte sig for at gå tilbage, så jeg hun var gravid. Det rørte mig meget, at se de unge mennesker. Hele livet foran sig, og i gang med at stifte familie.

Jeg har flere gange undret mig over deres måde, at gøre tingene på, når der er så meget konkurrence. Restauranterne ligger side om side, og alle steder har de en tjener stående ude, kun for at lokke potentielle gæster ind. På favoritten i går skrev jeg en seddel til dem, som jeg lagde ved betalingen, hvor jeg havde skrevet om, min skønne oplevelse hos dem. Tænker at, når jeg skal vælge et sted at spise eller bare drikke kaffe, ser jeg aller først på, om stedet ser hyggeligt ud. Dernæst bliver jeg i vildrede. For stort set alle menukortene er ens. Så jeg har brug for at vide, hvordan andre gæster har oplevet stedet.

Snakkede lidt med knægten om det. Han forklarede mig, at han havde prøvet, at snakke med sin far om, at de skulle prøve noget andet end de andre, men at de brugte internettet, alt i mens han ivrigt trak mig med gennem hele cafeen og ud til en side indgang, hvor han stadig ivrigt pegede på et skilt ved siden af døren, hvor der stod ”Tripadvisor”.  Om jeg kendte det ? Der havde de fået mange fine anmeldelser fortalte han stolt.

Jeg nikkede meget opmærksomt – Jo – dem kender jeg godt. Så der må jeg ind og kigge.

Jeg skrev også en lille seddel til dem, med tak for en rigtig dejlig oplevelse, som jeg igen lagde ved betalingen.

Inden jeg gik, spurgte jeg knægten, hvornår han skulle være far. Så slog han et stort smil op, og fortalte at han skam allerede var far, og skulle være det igen om en måneds tid. Han pegede på en ældre kvinde med en baby, og fortalte at det var hans mor og hans barn.

Jeg gav ham 20 euro og sagde, han skulle købe noget til sin smukke kone for dem. Han sprang op af stolen, han sad på, og krammede mig og kyssede mig på kinderne (det gør de meget hernede, det der med at kysse kinder), takkede og udbrød ”I love you !” ” No ! I love you more !” Og så bød han på et eller andet, hvad som helst, på huset, som jeg takkede pænt nej til, med løfte om, at komme igen i morgen.

Ved sgu ikke hvad det er, jeg render og laver. Får de mest besynderlige impulser.
garfield-get-a-grip-i8132
 Kl. 18.25.

Har gået lidt over halvdelen af den lange by- og strandtur. Og jeg har taget billeder hele veje, så de kan se mine gåture derhjemme. Det har allerede været en begivenhedsrig tur.

Mødte først en lille rund og meget smuk sort kvinde, som ledte efter den hurtigste vej til stranden, hvilket jeg forklarede hende. Hun var super sød. Jeg gik jo med vilje den længste tur. Lidt senere mødte jeg hende igen. Hun var stadig ikke nået til stranden, men var gået forkert. Hvordan man så kunne det, når man kun skal gå lige ud, er mig en gåde. Det morede vi os meget over.

Turen har taget lang tid. Har gået stille og roligt og bare nydt det. Jeg har ikke tidligere været ved stranden så tidligt på dagen i så meget dagslys, så det var en hel anden oplevelse end i aftenskumringen.

Jeg mødte også et ældre ægtepar, som jeg tog et billede af for dem. De fortalte, at de havde rejst til Tenerife i 6 år i træk, og at de hvert år tog et billede præcis på dette sted. Så kunne de følge ”the aging”. Jeg tog dem i hånden og sagde, at ingen af dem, så ud til at være en streg over 20 år. De grinede lidt og rystede på hovedet.
Ægteparret v stranden

Derefter fandt jeg et dejligt sted i skyggen, på noget græs under nogle palmer, hvor jeg mediterede. Mærkede varmen fra solen, og en brise af kølig frisk luft fra havet, mens jeg sad der med høretelefoner i ørerne og lyttede til min meditation.
Medation ved stranden
Følte mig let og fri. Jeg mediterede på, at lukke mine oplevelser helt ind og lade dem blive en del af mig. Lidt senere fandt jeg – igen – ud af, hvorfor jeg har svært ved præcis det.

Jeg var lige kommet glad ud af en Beneton butik, hvor jeg havde købt gaver til Cataleya, Ella og Lucas. Det var et super godt køb, så jeg jublede inden i.

Et kort stykke fra butikken, passerede jeg to af de der negerkvinder, der fletter snore i pigernes hår, og binder garn om turisternes håndled, mens de bilder os ind, at det er et afrikansk lykkearmbånd, der vil bringe os mirakler. 4 stk. snore af almindelig billigt garn, bundet sammen af en knude i hver ende og en i midten. Pris : 10 euro. De der afrikanske kvinder vil super gerne have fingre i langhårede piger, og alle som en, jeg er gået forbi, har råbt efter mig. Jeg smiler bare og ryster på hovedet.

Det gør jeg også i dag, hvortil den ene kvinde siger ”so .. you dont like black people”. Først gik jeg videre. Så ved jeg ikke, hvad der skete. Men på under et sekund skiftede jeg fra den her dejlige følelse, til at ryste over hele kroppen, få åndenød og blive rasende. Jeg vendte om på hælen, gik tilbage til kvinden, og sagde helt oppe i hendes ansigt : ”I actually DO like black people. I just dont like you!”. Så vendte jeg rystende om igen og gik, mens hende og en anden kvinde råbte ”fuck of lady” efter mig.
If you are kind to me

Tårerne trillede ned af kinderne på mig, alt dirrede i mig, og jeg kunne ikke få luft. Tanker og følelser jeg ikke kan sætte ord på, drønede rund i mig. Var ikke gået ret langt, før jeg atter vendte om, og gik tilbage. Jeg kunne ikke gå derfra i uvenskab. Ville ikke have sådan en følelse med mig hjem, og ville prøve at fortælle de her kvinder, at jeg bliver frygtelig ked af det, når de beskylder mig for, ikke at kunne lide sorte mennesker. Hende der havde sagt det, var gået, så jeg gik hen til den anden, og sagde til hende, og jeg sgu blev ked af det lort, som hendes veninde havde fyret af.

Tror der gik et øjeblik, før det gik op for hende, at der stod en stortudende hvid turist foran hende og ævlede på uforståeligt engelsk, med tårerne sprøjtende ud af øjnene. Kvinden begyndte at sige en hel masse på spansk og undskylde en hel masse på engelsk, mens hun kaldte på veninden.

Jeg satte mig hen på en bænk, lige ved siden af, hvor vi havde stået, og prøvede at stoppe med at tude, og snottet fra, at løbe ud i hele hovedet på mig.

Pludselig stod begge kvinder på hver sin side af mig, og nussede og krammede mig og undskyldte overstrømmende, og vidste ikke alt det gode de skulle gøre og sige, for at trøste mig, og overbevise mig om, at de virkelig var kede af det. De blev ved med at fortælle mig, at de godt kunne se, jeg var et godt menneske, der godt kunne lide sorte. Og så gav den ene mig, en af de her ”magiske” armbånd på ”for free and with love and luck from Africa”. Jeg nikkede bare og takkede og gråden var stilnet nok af til, at jeg ville videre. Begge kvinder gav mig et ordentlig kram, kyssede mig på begge kinder, mens de spurgte, om jeg var sikker på, at jeg var okay, mens de forvissede mig om, at de aldrig mere ville beskylde nogen for ikke at kunne lide sorte mennesker. Da jeg gik, råbte de begge efter mig igen. Denne gang ”we like you lady” og sendte fingerkys.
Attitude is a decision
Jeg aner ikke, hvad der skete, og hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Det skræmmer mig helt vildt, at det kan komme så pludseligt og ukontrolleret. At noget så banalt, kan gå rent ind og ramme lige i solar plexus. Jeg kan slet ikke gennemskue hvorfor, og hvad jeg kan gøre ved det. Vil prøve at snakke med Gorm om det, næste gang jeg skal derned.
Forstår det ikke 1

Det var lidt svært, at få rystet oplevelsen af mig. Jeg ville hen på mit favoritsted og holde kaffepause. Men jeg vidste, at jeg ville begynde at tude igen, når jeg mødte deres smil og imødekommenhed.

Tæt på favoritten ligger der et lille massagested, hvor man kan sidde og se ud over havet, mens man får masseret fødder. Jeg vidste bare, at det lige var det, der skulle til. Så jeg gik målrettet hen til disken, og spurgte om de havde en tid til mig med det samme. Tror de kunne se, jeg var ked af det, for selv om kalenderen var fyldt, og man egentlig skulle bestille tid, kom jeg til med det samme. Det var gennemført vidunderligt. SÅ skønt at sidde i en blød lækker lænestol med lukkede øjne, og lytte til havet alt i mens, først fødder og underben, så nakke og skuldre, blev nusset efter alle kunstens regler. Og så endda af en lille smuk, fredsindgydende, harmonisk og smilende nimmer af en kvinde, af ubestemmelig alder. Det var intet mindre en vidunderligt, og lige hvad jeg trængte til.
Fodmassage

Kl. 19.40.

Jeg sidder på favoritten hos mine nye herlige ”venner” og nyder min længe ventet kaffepause. D.v.s. er i gang med 2. kop. Der skulle lidt til at fylde op, efter underskuddet af kaffe. I aftes, da jeg havde lagt min seddel med de rosende ord ved regningen, var det kun den tjener, der tog i mod betaling, der havde set den. Jeg skulle ud og tisse, inden jeg gik, og kom lige ud fra toilettet til et par åbne arme og de traditionelle kindkys, og tak for de pæne ord.

I dag vidste alle hvem Charlotte fra Danmark var – hende med sedlen. Og den ene tjener kom flagrende ud med sedlen, mens han skiftevis pegede på den og mig. De var super glade, og takkede for ordene. Tjeneren der var kommet ud med sedlen, tog et billede af den og lagde den på deres facebook profil. Der ligger den stadig.

Er blevet meget bevidst om noget jeg ikke tidligere har gjort før. Det begyndte for et halvt års tid siden. Måske mere. Husker det ikke helt. Jeg tager mig selv i, at bide tænderne sammen og spænde helt vildt i skuldrene og holde vejret på alle mulige og umulige tidspunkter. Som f.eks. nu. Det er sgu da noget underligt noget. Vil gerne finde ud af, hvordan det hænger sammen, og ikke mindst hvordan jeg kan stoppe med det !

Kl. 22.20.

Det var blevet mørkt, da jeg havde hygget mig længe nok på favoritten ”Royal Garden”. Så jeg valgte byturen hjem ad. Jeg plejer at gå et lille stykke tilbage langs stranden, inden jeg drejer op mod byen. Men jeg vidste, at jeg så skulle forbi de to negerdamer fra tidligere, og det havde jeg ikke rigtig lyst til. Så jeg gik direkte op til byen fra ”Royal Garden” og dermed den lange vej hjem.

Fanme om jeg ikke – præcis som med negergutten – render lige ind i den ene af de mørke kvinder alligevel ! Hende der gav mig armbåndet på ”med hilsen fra Afrika”.

Hun spørger mig, om jeg kan huske hende fra stranden, og om jeg er okay. Jeg nikker. Hun spørger så efter mit lykkearmbånd, og jeg viser hende, at jeg har det på. Så siger hun Gud-hjælpe-mig til mig, efter hun havde lavet nogle tegn og ”velsignelser” over mit armbånd, o m jeg så ikke ville give hende nogle penge, når jeg nu havde fået armbåndet. OG ”velsignelsen”, og at det normalt kostede 10 Euro, men hun ville blive glad for 20 !! 20 Euro for tre garnsnore !!!
I am not a bitch

Det føltes som et slag lige i hovedet. Jeg gav hende 7 euro – desværre – jeg nåede ikke at tænke så meget. Men jeg gav hende de 7 euro, OG hendes armbånd tilbage. Hun spurgte, om jeg ikke troede på hendes ”velsignelse”? Og jeg svarede, at jeg tror kun på gode mennesker, og ikke på mennesker, der snyder andre. Så vendte jeg mig om, og skyndte mig at gå, så hun ikke kunne nå at se, at min verden endnu engang brød sammen. Jeg satte mig på en bænk et godt stykke væk fra hende, og prøvede at samle mig sammen, mens jeg lurede over, hvad fanden der foregik med mig.
What the fuck

Efter en hel del smøger lykkedes det mig, at stoppe med at tude. Klumpen i halsen ville ikke helt gå væk, men jeg havde et mål.

Tidligere på ugen havde jeg været inde i et shopping center, der ligge på vejen til hotellet. Derinde i det bagerste hjørne, lå en lille bitte kineserbutik med Buddha figurer, souvenirs, lidt smykker og andre ting.. Meget af det var noget billigt krimskrams. Men på øverste hylde i vinduet gemt lidt af vejen i et hjørne, stod en figur af to foldede hænder i en Lotusblomst til fyrfadslys. Den faldt ud fra resten af sortimentet, og jeg måtte bare eje den. Indtil jeg hørte prisen på den. 78 euro. Den søde kineserpige, der havde butikken, fortalte en den var meget gammel og lavet af kobber. Derfor var den lidt dyr. Af bar befippelse og for ikke at tabe ansigt over, at jeg i hvert fald ikke ville give så meget for en ting, sagde jeg til hende, at jeg ikke havde så mange penge på mig. Men jeg ville komme tilbage næste dag og købe den. Jeg ville super gerne have den, men vidste allerede godt, da jeg sagde det, at jeg ikke ville komme tilbage, for jeg syns det var for dyrt.

The world is a beatiful place 1

Oplevelsen med negerkvinden i dag, gjorde, at jeg i hvert fald IKKE ville snyde nogen. Så jeg gik direkte fra min bænk og ned til den lille butik og kineserpigen og købte uden et kny den flotte stage. Kineseren kunne godt huske mig, og smilede over hele hovedet, og var helt fjollede, mens hun pakkede figuren godt og grundigt ind, så der ikke skete noget med den på flyet hjem. Er faktisk ikke sikker på, jeg kan få den ud af al den indpakning igen. Hun både talte og forstod engelsk dårligt. Men jeg havde en rigtig god følelse af, at hun oprigtigt var glad for, at jeg kom tilbage. Måske ikke så meget fordi jeg havde lovet det, men fordi hun havde solgt, det dyreste hun havde i butikken, til en der ikke engang satte spørgsmålstegn ved hendes troværdighed, ej hellere forsøgte at prutte om prisen. Jeg vil ikke engang vide, om hun tog røven på mig. For jeg har brug for at tro på, at der også her, findes gode og ærlige mennesker. Oprigtigt gode, og ikke bare søde fordi de skal snyde folk for penge.

Mens jeg gik den sidste vej tilbage til hotellet, skrev jeg en sms til Bettina, hvor jeg spurgte, om hun var vågen. Jeg havde bare brug for, at snakke med hende NU, om hvad fanden der foregår med mig! Tænkte om min Borderline var gået helt i selvsving !  Det var hun heldigvis.

Så jeg ringede op og uden at sige hverken hej eller andet overflødigt, væltede jeg min oplevelse ud på hende, og sluttede talestrømmen med : vil du godt være sød, at fortælle mig, hvorfor jeg reagerer sådan ? Hvad er det der sker ? 2 sekunder siger hun bare. Jeg skal lige tune ind.. Og så fortæller hun mig, at jeg ca. fra dag 5 røg ind i en intens personlig udvikling, og at jeg lige nu er total åben og meget meget sensitiv, at det først lige er begyndt og fortsætter et par år endnu. Det er nu, jeg skal lære at håndtere mine følelser og min Borderline, og ikke bare lukke ned for tingene. Det var ikke lige, hvad jeg ville høre. Men som det helt igennem fantastiske menneske og den skønne veninde hun nu engang er, siger Bettina bare : Det skal nok gå – vi tager fat i det, når du kommer hjem. Elsker hende da bare. Hun passer altid på mig, og er der altid, no matter what og when. TAK Bettina <3

Hun sagde i øvrigt også, at det var vigtigt, jeg afrundede mine meditationer rigtigt, med at lukke ned igen, og sendte mig en besked om, hvordan jeg skulle gøre. Lige nu er jeg piv åben.

Kl. 00.27.

Nu har jeg skrevet i to timer, og jeg kunne sagtens blive ved. Men jeg er godt nok træt og trænger alvorligt til krimi og kakao. Det er min sidste dag i morgen. Så må vi se, om jeg tør vove mig ud fra hotellet. Har jo en date med en ung knægt. Er glad for jeg snart skal hjem. Savner dem derhjemme frygteligt, og ikke mindst min trygge base.

Søndag d. 29.09.13 kl. 8.47.

 

Det første jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op, var kvinden fra i går. Har også drømt om episoderne i nat. Hvorfor fanden kan jeg ikke bare slippe det ? Forstår slet ikke, hvorfor det skal bide sig så fast i mig. Min fornuft VED jo, at de kvinders opførsel ikke er personligt rettet mod mig. Så det er ret irriterende at mine følelser ikke vil være med.

Kl. 12.00

Sidder på Tropic Queen, cafeen fra i går, og nyder en Latte.
Min plads

Gik da helt i panik i morges. Kunne ikke finde, e-billetten til hjemrejsen, som min Kærste havde printet til mig hjemmefra. Skulle lige til at begynde og tude, da det slog mig, at jeg jo havde min bærbare med, og e-billetten på en mail.

Hi.. der er mange skøre sjove mennesker hernede. En stor mand med shorts og bar overkrop… og en skrig-gul T-shirt sat ovenpå hovedet. En anden mand på cykel –højt skrålende en eller anden sang, som han viftede takten til med den ene arm.

Næste step var at printet e-billetten ud. Tog computeren under armen, og gik ned i receptionen, hvor det med meget besvær, lykkedes en af de super søde piger, at få printet min billet ud. Jublen ville ingen ende tage. Frygtede et øjeblik, at jeg ikke kunne komme hjem til min elskede mennesker, fordi det ikke sådan var lige til at få den skide billet ud i papirform.

Elsker de noget ældre kvindelige turister hernede. De lader hele pat-tøjet flyde frit og uhæmmet, mens de nyder ferien med deres mænd, som helt ugeneret af den lidt med årene slappe hud og muskulatur, gerne går rundt i bar overkrop, og afslører for længst forgange tider i form af tatoveringer. Stor smilende, glade og grinende. Det er bare så livsbekræftende, at være vidne til al den gensidige respekt og dybe kærlighed og hengivenhed, de tydeligt udviser overfor hinanden. Forestiller mig det er min kæreste og mig om 30 år <3

Tror faktisk, jeg er stødt på en gammel krigsveteran. En der havde de der ”eagle-wings” tatoveret på brystet.

Jeg har altid holdt meget af, at se på mennesker. Nyder mennesker der sprudler, og bilder mig ind, jeg kan se på deres rynker, om de har haft et godt liv.

Do not regret growing older.

Slut med kaffen, og videre til næste sted, jeg skal tage afsked med.

Kl. 13.43.

Last stop før jeg tager afsked med stranden: Royal Garden, frokostsandwich og deres uovertrufne latte. Just love this place.

Det vrimler med surfere på havet. Stedet må være et rent paradis for folk med den interesse. Bølgerne er enorme, der er oceaner af plads – havet er en stor legeplads.
Surfere 1

Udover surfing er der skydiving, paragliding, bananbåde, vandski og alle de her bådeudflugter til forskellige locationer. Man kan sågar komme på tur ned en ubåd og se koralrev og spændende fiskeliv.  Det må være vild oplevelse, sådan en ubådstur – Men lidt for klaustrofobisk til mig. Der er lige så meget aktivitet til vands, som til lands hernede.

Mødte den anden negerkvinde fra i går; hende der havde råbt, at jeg ikke kunne lide sorte. Hun sprang op af bænken, da hun fik øje på mig, og kom mig i møde med et stort smil og åbne arme. Hi ! I like you, var det første hun sagde, og gav mig et ordentlig kram. Krammede igen – med forbehold. Havde set, hun havde fisket et ”armbånd” op ad lommen, som hun stille og roligt lagde ned igen. I stedet ville hun ”do my hair for free”, fordi jeg var så sød. For ikke at ødelægge den gode stemning, ved endnu engang at lade mig narre, sagde jeg til hende, at jeg var på vej hen og drikke kaffe, så det havde jeg ikke lyst til.

DET er satme modigt. Knaldrød krøllede hanekam på toppen og total kort kridhvidt hår i siderne, på en kvinde på mindst 60 år vil jeg tro ! Det trækker sgu uundgåeligt mundvigene lidt opad.
Rød kam

Sidder for sidste gang på Royal Garden. Har spiste en ”Hawaii-sandwich” til sen frokost. Tjenerne er simpelthen så hyggelige, og man kan se de virkelig kan lide deres job, og har et rigtig godt forhold til hinanden. Det har en enorm betydning for hele stemningen på stedet. De laver hele tiden fis og ballade, uden at det på noget tidspunkt overskrider den hårfine grænse, til at være plat og for meget. Alle kvinderne hedder ”Darling” – og trods det, får det alligevel én til at føle sig som noget særligt. Det kan kun lade sig gøre, fordi ordet i deres mund, indeholder en respekt for mennesket, og et oprigtigt ønske om, at deres gæster skal have det godt.

I dag kom de bare med min Latte og min cola uden, at jeg behøvede bestille det først.

Sad her meget længe, og bare sugede det hele til mig. Måtte love at komme tilbage ”by the usuall time”, (om aftenen), når det nu var min sidste dag. Det nåede jeg desværre ikke.

Holdt endnu et lille – ikke planlagt – pit stop inden jeg nåede tilbage til hotellet. Fik lige endnu en Latte i det lokale indkøbscenter, hvor jeg tidligere havde set mavedanser og Elvis-wanna-be.
Elvis

Klokken nåede næsten at blive 17.00, inden jeg var tilbage på værelset, og gik i gang med at pakke. Det tog ikke lang tid. Det er da noget, jeg kan finde ud af. At organisere og pakke en kuffert. Til aftensmad tømte køleskabet for yoghurt og spiste det til dessert, efter det brød og pålæg, jeg havde tilbage. Resten af aftenen skrev jeg dagbog ren, så tiden kunne gå lidt hurtigt. Savner dem virkelig meget derhjemme, og glæder mig voldsomt til at flyve til Hamburg i morgen og mødes med min Kærste.

Mandag d. 30.09.13 kl. 13.00.

 

Sidder i lufthavnen på terrassen på en cafe, der ligger lige ved siden af indgangen til tjek-in. Og får drukket en masse kaffe og røget en masse smøger. Når jeg tjekker ind, går der 6-7 timer før jeg kan ryge igen.
Lufthavn

Sikke en lortenat. Gik i seng kl. 01.00, glad over det havde været en rolig aften, og det tilsyneladende ville blive ved med at være det. Havde seriøst svært ved at falde i søvn. Luften var ualmindeligt fugtig, og jeg følte, at hele sengen klistrede sig til mig. Langt om længe fik jeg lagt mig, så jeg nogenlunde kunne holde det ud, og var lige ved at falde i søvn, da der pludselig kom en sønderrivende larm udefra. Noget skramlede højlydt, en metalting rød på et hårdt gulv med en øredøvende klirren, og nogle mænd talte ualmindeligt højt.

Så var jeg lysvågen igen. Spekulerede på hvad fanden der foregik og hvor lydene kom fra. Min første tanke var, at det var nogle patte stive gæster, der var kommet hjem fra byen. Så der ville nok hurtigt blive stille igen. Ville prøve at falde i søvn. Men suk.. larmen fortsatte. Det lød som om, nogen var ved at flytte helt vildt rundt på et helt møblement, som de trak hen ad overfladen i stedet for at løfte det ! Blev mere og mere irriteret, og stod til sidst op, for at se hvad der foregik.

Gangene med dørene ind til værelserne på hotellet, var udenfor ”sat på muren” som lange rækker af balkoner i flere etager. Mellem hotellet og nabobygningen var der kun en smal passage til stranden. Nabobygningen mindede unægtelig om et gammelt hotel, der var bygget om til beboelsesejendom med altaner og terrasser ud til samme side, som gangene til værelserne på hotellet. Under hele mit ophold, havde der været meget lydt der over fra : børn der græd, voksne der råbte, og andre dagligdagslyde. Men der havde altid været ro om natten. Bare ikke i nat.
Balladen
Min dør.

Usikker på, om det nu også var en god ide, og for nysgerrig til at lade være, åbnede jeg min dør, og gik ud på gangen.

Jeg boede på tredje sal, og kunne stå og kigge lige ned på en lukket terrasse i stueplan i naboejendommen. Der på terrassen stod 7-8 yngre mænd og en ældre herre, og rodede rundt med en masse skrammel, som lå på gulvet, på et udslået lagen eller dug eller hvad det var. Min fantasi fortalte mig, at jeg stod og så på en berygtet røverbule, og de lige havde været ude og rømme nogle villaer. Sådan så det ud.

Typisk mig råber jeg ned til dem på engelsk, hvornår de havde tænkt sig at stoppe med den larm. Var ved at pisse i bukserne, da alle 7-8 mænd vendte blikket op i mod mig, mens den ene, på gebrokkent engelsk, sagde, at de boede og arbejdede der. Det gør i så meget støjende, konstaterede jeg tørt, og vendte om på hælen og gik ind i seng igen, efter jeg havde forsikret mig, at min dør var forsvarligt låst. Pludselig lød det som om, de stod lige foran min dør, og det røg lige gennem hovedet på mig, at nu skulle jeg dø ! – Tror sgu jeg læser for meget krimi inden sengetid. Selvfølgelig stod de ikke foran min dør. De talte bare det lidt højere, sikkert for at fortælle mig, at jeg fanme ikke skulle bestemme, hvor meget larm, de lavede.
garfield_dont-know

Ved ikke hvad klokken var inden jeg endelig faldt i søvn. Men jeg var meget træt, da receptionen ringede i morges for at vække mig.

Jeg havde masser af tid. Det har jeg også brug for. Jeg bliver sur og dårlig, hvis jeg skal skynde mig med noget. Allerede kl. 11.00 stod jeg i lufthavnen, og jeg havde både været i bad, pakket færdig, nydt en lang morgenmad, fået printet bordingpas og var tjekket ud.

Så nu stod jeg altså her. 5 timer før mit fly skulle lette.

Kl. 13.45.

Jeg har læst resten af min anden krimi, skrevet en masse, drukket to store Latter og røget en ordenligt røvfuld smøger. Nu er jeg snart flyveklar. Giver den lige en halv time til, inden jeg tjekker ind.

Skulle aldrig have rejst mig fra cafeén. I det splitsekund, jeg skulle tjekke ind, begyndte tingene bare at gå skævt. Lagde hårdt ud med at skulle betale for 6 kilos overvægt. Det er sgu ren idioti. Jeg havde netop en lille håndbagagekuffert med, så jeg havde lidt at fordele vægt på, og som jeg ville tjekke ind på hjemturen. Det havde jeg jo ikke tænkt en disse over. Brugte den som håndbagage og endte derfor med en regning på 500 Dk.kr. for overvægt. Regning skulle betales et andet sted i lufthavnen, hvorefter jeg skulle komme tilbage til tjek ind med kvitteringen. Det kom til at tage lang til at betale den skide regning. For deres printer virkede ikke, og damen var længe om at fatte, at hun jo så måtte lave en kvittering manuelt. Det er sgu som om, at folk panikker fuldstændig, når teknikken ikke virker, og helt har glemt, der findes papir og kuglepenne ! Megen ærgrelse senere, bestiller jeg en kyllingeburger hos Burger King i lufthavnen. Allerede i køen, blev min tålmodighed endnu engang sat alvorligt på prøve. Disken blev betjent af en slasket ung knægt, der havde al verdens tid, til sin rådighed. Jeg tog mig hårdt sammen og væbnede mig med al den tålmodighed, jeg overhovedet kunne. Endelig blev det min tur, og jeg bestilte pænt min burger. Og så ventede jeg. Og ventede. Og ventede lidt mere. Først troede jeg, den skulle laves først, fordi der ikke var flere. Men så kunne jeg se, at pigen i køkkenet tørrede borde af og satte ting på pladsen. Der var ingen, der var i gang med at lavede en burgere. Og slap min tålmodighed totalt op ! Jeg røg hen til knægten, som jeg afbrød i noget tøsefnidderi, og råbte så højt, så alle kunne høre det, hvorfor det lige var, at jeg bare stod her og ventede på min burger, og der ikke sket en skid !! Han blev ildrød i hovedet og undskyldte mange gange, at den havde da glemt ! Øjs jeg blev sur. Det gjorde det ikke bedre, at der var en umulig unge, der skreg hysterisk og uden grund, så hele lufthavnen blev underholdt.

Tiden nærmede sig boarding, og jeg ville trække en vand i en automat, til at have med i flyet. Der var en automat lige foran gaten, og der var ikke mindre end 18 numre vand at vælge i mellem. Selvfølgelig vælger jeg et nummer, hvor flasken sætter sig fast og ikke kommer ud – Og det gør de 2 euro jeg har puttet i heller ikke igen. Blev skide sur, over jeg havde smidt 2 euro uden at få noget for dem, og over jeg nu ikke havde noget vand. Så jeg for rundt i de forskellige butikker, for at finde ud af, hvem der var ansvarlig for automaten.

Efter noget søgen fortalte en mand mig, at jeg skulle op på 2. sal til et kontor, hvor der gerne skulle sidde nogle der kunne hjælpe mig. Skulle lige til at drøne derop, da jeg så, at det ville være lidt af et sats, hvis jeg ikke skulle komme for sent til mit fly. Åd den bandende i mig, og købte en vand et andet sted. Halvstresset og irritabel satte jeg mig ned, og tog en dyb indånding og tænkte, at jeg lige om lidt ville være hos min Kæreste. Havde dårligt nået at tænke tanken, før vi fik at vide, at boardingtiden var rykket 15 minutter frem.

Folk moser med røv og albuer, når man står i kø til at komme om bord på flyet. Normalt venter jeg til aller sidst med at gå ind. Men jeg havde bare brug for, at komme ind og sætte mig til rette, og komme af sted. Så jeg stod i den meget tætte kø, omgivet af meget talende og ikke særligt stillestående mennesker, og blev hele tiden ramt af en arm, en taske eller andet. Det sydede og boblede indeni. Jeg var træt. Min tærskel var for længst overskredet og jeg ville hjem. Det var en kæmpe udfordring ikke at få en af mine tidligere sædvanlige vredesudbrud. Reddede den med tanken om, at nu havde jeg klaret det så godt under hele ferien, med køer og mange mennesker og alt det der, så det ville jeg for alt i verden ikke ødelægge på vej hjem i lufthavnen.

Boardingen begyndte, og jeg viste manden i gaten mine ”hjemmeprintede” boardingpas. En til ham, og en til mig. Da jeg var kommet forbi, køen var nu bare rykket om til gangen ind til flyet, og vi stod stadig lige tæt, kom jeg pludselig i tanke om, at min bagagekvittering sad på det boardingpas, manden havde taget. Så jeg masede mig tilbage i køen, til den her mand, som meget surt i irriteret gav udtryk for, at han ikke fattede, hvad jeg mente, men det gjorde hans kvindelige kollega, der tog i mod passene, og som viste mig, at den ikke sad på det boardingpas de havde taget. Det gjorde den heller ikke. Var bare blevet forvirret og havde ikke fået kigget ordentligt efter – den sad på mit eget boardingpas. Tilbage igen gennem køen til mine tasker, som jeg modigt havde ladt stå, hvor jeg stod i køen.

Efter hvad der føltes som en evighed, sad jeg endelig i det flysæde, jeg havde reserveret på forhånd, forreste i flyet. På nettet havde jeg kunne se, at der ikke var andre, der havde reserveret pladserne ved siden af mig. Så jeg bad inderligt til de højere magter om, at de ville blive ved med at være tomme. Kaptajnen bød velkommen om bord. Flyets motorer startede. Der gik lidt tid, inden vi endnu engang hørte Kaptajnens stemme i højtaleren, der bad os om lidt tålmodighed; Man ventede lige på nogle passagerer, der var på vej. Jeg fortsatte med at bede, mens det virkede som om, at vi lagde an til at køre til startbanen. Bedst som jeg troede, at mine bønner var hørt, kom der et par, som spurgte, om jeg ville være sød at rejse mig, så de kunne kom ind på de to tomme pladser.

Lige der brød hele mine verden sammen, og jeg følte bare ikke at der var retfærdighed til i dette liv. Parret kiggede forundret på mig, da tårerne bare begyndte at løbe uhørt ned af mine kinder. Heldigvis sagde de ikke noget. Jeg overgav mig til min barske skæbne, tog en beroligende pille, lagde mig tilbage i sædet og lukkede af for hele verden udenfor, med en følelse af, at der var en evighed til, at jeg stod i min Kærstes arme; jeg ville aldrig nå hjem.

Jeg døsede og halvsov det meste af turen, og parret på sæderne ved siden af, var egentlig ganske rolige i uforstyrrende. En lille time før vi skulle lande, vågnede jeg lidt op, og kunne langt om længe se en ende på mine lidelser. Tror jeg var nået dertil, hvor savnet bare var for stort, samtidig med, at jeg var så frygtelig træt og tyndhudet.

I det sekund flyet holdt stille røg jeg op ad sædet, væltede min lille kuffert ud af overskabet, klar til at tage kampen op, mod alle de andre, der skulle ud af flyet. Om jeg så havde skulle dræbe, skulle jeg bare UD, som en af de første. Ingen mistede livet. Tror jeg havde en udstråling, der viste, at det ikke kunne betale sig, at stå i vejen, eller mase sig foran mig. Jeg kom hurtigt ud, var den første i bagageudleveringen, den første der fik min kuffert, og så spurtede jeg ellers ud i ankomsthallen, for at kigge efter min Kærste.

I det øjeblik jeg stod i hans arme forsvandt alle dumme ting og følelser og jeg var bare kommet HJEM ! Det var som en ubeskrivelig vidunderlig drøm, at se ham, høre ham, mærke ham, dufte ham. Han stod LIGE HER ved siden af mig. Og han var der stadig, selvom jeg kort kiggede en anden vej <3

Det havde ikke kunnet lade sig gøre, at finde en bare nogenlunde overskuelig flyrejse fra Tenerife til Københavns lufthavn, uden det havde taget mig et lille døgn at komme hjem inkl. Flere timeres ventetid ved mellemlandinger. Så min elskede Kærste havde taget Futte til Hamburg, for at hente mig der, og camperede på en skøn lille plads, vi havde besøgt nogle år tidligere. Ved vores sidste besøg, havde vi set et egern meget tæt på, som i lang tid susede rundt i og omkring træerne på den lille plads. Vi havde opkaldt ham Egon. Det første jeg så, da jeg steg ud af taxaen på pladsen var Egon. Eller… jeg bilder mig i hvert fald ind, at det var Egon. VORES egern. Og lige der stod vores Futte. Med vores ting, vores Futteseng, vores dufte. Alt, hvad der var genkendeligt, blev pludselig overvældende trygt og rart. Det var bare så dejligt at putte sig ind til sin Kærste, efter jeg havde snakket i timevis, og jeg næsten ikke havde mere stemme tilbage, selvom jeg ihærdigt havde forsøgt at holde den smurt med Bailey. Stakkels Kærste. Tror hans ører var ved at falde af.
Endelig hjemme

Næste morgen glædede jeg mig selvfølgelig til at komme helt hjem til børnene. Der var ikke så meget med morgentoilette, og morgenmad og noget. Bare en ordentlig kopfuld køre-kaffe-latte, og så ellers stik mod Danmark. Det var skønt, at kunne tage det sidste stykke af hjemturen med min Kærste i Futte. Vi landede i Museumsgade sidste på eftermiddagen.

Efterord.

Lige så skønt det var, at rejse ud i verden, ned til varmen og solen og være lidt alene. Lige så skønt, om ikke mere, var det at komme hjem.
The secret of having it all

Tror det er rigtig sundt, i en stund, at komme væk fra alt det man tager som en selvfølge, for at kunne mærke, hvor stor betydning og hvor meget man sætter pris på, det liv og de ting man har i sit liv.

Det har været en helt igennem og på alle måder smuk, berigende, oplevelsesrig, udviklende, vidunderlig, og til tider ubarmhjertig og angstprovokerende rejse, jeg har været ude på. Jeg har fået en masse med hjem, og arbejde videre med. Ting som jeg aldrig var nået frem til, hvis jeg ikke havde været alene. Rigtig meget personligt, men også til min Kærestes virksomhed, som jeg jo har skrevet en del om på min rejse.
Lær af det du møder

Min største gave fra rejsen er bevidstgørelsen af, at jeg er præcis der i mit liv, hvor jeg vil være, hos dem, jeg vil være hos, uden ønske om, at ændre på det. Og en klarhed over, at jeg ER værd at passe på, og at jeg stadig har noget at byde på. Opgaven er stadig, at omsætte tingene i praksis : at passe på min krop og sjæl, og at komme i gang med noget, jeg kan brænde for. Forskellen er, at jeg VED, hvad jeg vil nu. Det vidste jeg ikke inden, jeg tog på min rejse.
Im not perfect

Jeg ville ikke have været den oplevelse foruden. Men jeg tror, at jeg i fremtiden ønsker at rejse med dem jeg holder af. Eller som da jeg rejste til Bali, hvor jeg kunne vælge mit eget eller andres selskab. Så sjov er jeg altså heller ikke at være sammen med så intenst og så længe ;o)

Kære Gud. Tak for alt du har mig givet. Tak for alt her i livet. Tak fordi jeg evner, at begejstres, at elske, for glæden på min vej. Tak for kærligheden, der kommer til mig.

Tak fordi du fulgte mig på min rejse, og hjalp mig med at åbne mine øjne.
Never go back

Vil slutte af med et par citater, som fortæller meget klart, hvad jeg har fået med mig fra min lange indre rejse.
Be happy for no reason
Butterfly
Things are ment to be
Fokus på muligheder
The greatest thing in life

TAK TIL JER, SOM HAR TAGET REJSEN MED MIG HER PÅ MIN BLOG <3
Solbrillesmiley

 

Jesper <3

Lørdag d. 15.06.13

Det her er Jesper. Før d. 16.11.2011

Det her er også Jesper. Efter d. 16.11.2011

Han mødte en kvinde. Det blev hans død.

Ikke nok med at denne kvinde – K G N – fik ham dræbt. Hun sværtede hans eftermæle så groft i retten, at det alene burde give livstid.
ALT blev vendt på hovedet. ALT : Hun følte sig truet. Selvom det var hende, der bankede Jesper med et støvsugerrør. Hun gav Jesper skylden for, at hendes søn ikke kunne bo hos hende. Selvom det var hende, der var en dårlig mor, og sønnen allerede var blevet fjernet langt tid før Jesper kom ind i hendes liv. Hun påstod at Jesper var sygeligt jaloux, selvom det var hende, der blev syg i bærret når Jesper talte med andre kvinder. (Inkl. mig !) Hun omtalte Jesper som sygelig ondskab, selvom det var hende der var syg nok i hovedet, til – EFTER HUN HAR FÅET DRÆBT HENDES FAR -at opsøge og gå op til hans datter, for at søge trøst !!!!????? Hvor syg er man så lige !!!

Denne kvinde fra helvede – K G N – går i dag på gaden. Under 2 år efter hun har fået Jesper slået ihjel. Hvordan kan det ske ??? Vil nogen være sød at forklare mig det !!!!

K G N har blod på hænderne. Og hun vader rundt på gaden, som om ingenting er sket, og er lige så syg i potten, som hun altid har været. HUN har tilhold fra tidligere kærester, fordi de er bange for hende. Jesper var bange for hende. Med god grund. For han er her ikke mere. Og han bliver med stor sandsynlighed ikke den sidste, hun sender i graven. Det er som en vanvittig thriller.

K G N ødelægger og tager menneskeliv. Hun har ødelagt 4 familier. 4 familier !!!!! De 3 drenge, som hun fik til at dræbe Jesper. Havde de ikke mødt hende, havde de ikke været drabsmænd i dag. Jespers familie, som lider så forfærdelig store afsavn, og som aldrig vil få en menneskelig chance for at forstå det som er sket. Og slet ikke, at den kvinde fra helvede – K G N – frit går rund på gaden.

Det er sager som denne, der fører til selvtægt. Når loven ikke er tilstrækkelig og retfærdigheden kan ske fyldest, må man gøre det selv. Det er sager som denne, der er årsag til at man helt og aldeles mister AL tro på det danske retssystem. AL tro på, at Danmark er et trygt land, et retfærdigt land. Vi er mange som slet ikke forstår og aldrig kommer til det.

Det her ER Jesper – den sande virkelige Jesper – som ikke kunne drømme om at true, slå eller udøve noget som helst ondt mod nogen, og som var mere bange for verden end verden var for ham :

HAN FORTJENTE IKKE AT DØ ! og hans børn fortjener slet ikke at miste deres far !!! en det mener det danske retssystem åbenbart. Hvordan skal man nogensinde kunne forstå det ????

K G N – Dette er et løft – Ikke en trussel – men et løfte. En eller anden dag finder jeg ud af, hvor du er. Og så skal du se dig godt for. Straffen kommer til den som fortjener det. Bare ikke fra det danske retssystem.

Til familien : Jeg kan blot ane, hvad alt dette her har gjort ved jer. Trods jeg har været vidne til jeres tårer, jeres store frustration, jeres vrede, jeres sorg og kæmpe kæmpe savn. Jeg vil aldrig helt kunne forstå hvor hårdt det er. Men det jeg ved og kan se, er at det er hårdt nok, og i er udsat for et helvede ud over menneskelig fatteevne. Jeg beder til og vil gøre alt, der står i min magt, for at i en dag vil kunne få bare en lille smule ro i sindet, selvom jeg ved i altid skal leve med dette fuldstændig uforståelige, uacceptable helvede. Elsker jer <3