Mandag d. 26.01.15
Sidder som sædvanlig og bruger min morgen med mine mange liter kaffe og 40 smøger og bladrer nyheder på facebook igennem. Falder over denne artikel..
http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE7378962/Europas-undergang-%E2%80%93-tallenes-tale/
Har læst flere artikler og indlæg om emnet. Af uforklarlige årsager bliver jeg denne gang meget ked af det. Snakker med min kæreste om det.
Der er ingen tvivl om, at det er fakta. Som kronikken beskriver. Det er ren fakta. Men.. der er bare så meget mere i det. Og det er fuldstændig helt og aldeles vores egen skyld. Vi er svage. Vores kultur er åbenbart værdiløs, siden vi lader os udslette. Udradere. Vi er åbenbart hamrende ligeglade. Vi er ligeglade med de værdier vores forfædre har kæmpet sig til.. som vi nyder godt af. Og som vi nu er i fuld gang med at smadre.
Og for lettere at kunne sove om natten, giver vi vores gæster skylden for det hele. Vi skærer gladeligt alle over en kam. “Det er også alle de forbandede indvandrere der ødelægger det for alle os andre”. Terror i verden – sidst i Frankrig – gør ikke hadet mindre. Det er så meget lettere at lægge skylden over på “de andre forbandede nasserøve, der ikke fatter en skid, og bare kommer her og maser sig ind med deres skide kvindefjendske fanatiske tro og kultur, som gør hvad der passer dem – utaknemmelige bæster”. Har selv været der. Men det er også så meget lettere. For det er jo ikke os, der gør noget forkert. Næh nej ! Vi kristne hellige mennesker ! VI gør intet forkert. Hvordan fanden kan man også gøre noget forkert, når man ikke gør en skid ???
Og det er lettere at hade andre, end at tage ansvar.
Havde besøg i weekenden. Et besøg, som rokkede min verdens opfattelse. Er nok altid blevet set som en lille små racistisk hystade – selvom jeg altid har påpeget, at jeg elsker alle mennesker, der kan opføre sig ordentlig uanset hvad sprog de taler, eller hvad farve deres hud er. Også selvom der altid er kommet flere unge mennesker rendende i mit hjem af tvivlsom herkomst, som jeg elsker og nyder. Så har jeg nok altid været lidt grov i mine udtalelser og holdninger. Men dette weekend besøg fik mit hjerte til at bløde. Og satte mine tanker på overarbejde.
Alt det vi hader i fremmed kulturer, er alt det vi ikke selv har. Alt det vi BURDE tage til os. Tage ved lære af. Favne og rumme med åbne arme. Har ledt efter et ord, der samlet kan rumme vores gæster, deres lande og deres kultur. Kan ikke finde det. Så jeg vil samle dem under betegnelsen – “vores gæster” – også selvom hvis jeg blev behandlet sådan som gæst, ville jeg nok aldrig komme dér igen. Jeg blev ked af, jeg har været med til at “skærer alle over en kam” – selvom min fornuft ved, at det præcis, som det altid har været – få der ødelægger det for alle de andre. Vi har en ufatteligt evne til at holde fast i lorten, se gråvejret, bide os fast i alt det forbandede – så meget så vi fuldstændig overser, alt det smukke, alle værdierne, alt det skønne som vi KUNNE får glæde af og lære af, hvis vi ville.
Beundrer vores gæster for deres styrke. For at overleve ting, som vi magelige danskere ikke har fantasi til at forestille sig.
Beundrer vores gæster for deres sammenhold. Deres evne til at passe på hinanden. Med livet som indsats.
Beundrer vores gæster for at overleve i rodløshed, rastløshed og som gæster på en fjern planet, hvor alt bare er så meget anderledes, end det de kender.
Beundrer vores gæster for deres “tyrkertro”. De TROR på tingene. Med sjæl og hjerte. Og efterlever den. Kæmper for den. Vil dø for den. Og de vil dø for dem de elsker.
Beundrer vores gæster for at dele. Har én, har alle. Vi deler mad, hjem, tøj, ALT – og alle tager sig af hinanden.
Disse værdier er saudiakrautisk for os vestlige hvide mennesker, der er hamrende egoistiske, selvoptagede, pisse forkælede og møg magelige.
Vi åbner vores døre for disse gæster. Siger de ikke fatter en skid. Men er der i virkeligheden ikke os, der ikke fatter en skid ? I det sekund det træder ind i landet, trækker vi alle vores vestlige bekvemmeligheder ned over hovedet på dem, uden overhovedet at spilde det en tanke, om det overhovedet er det de har brug for. Om det overhovedet er sådan vi hjælper dem bedst ? Og vi gør det halvhjertet. Ikke helhjertet – bare lige nok til vi kan børste vores skuldre rene og sove om natten.
Mit besøg i weekenden er et lysende eksempel på svigt ud over alle grænser.
Pludselig står der en smuk ung mand i min dør. En knægt jeg har kendt siden børnehaven. Og som der siden børnehaven har være utallige problemer med. Og som siden han var lille ikke har mødt et eneste voksent menneske, der har haft et begreb om, hvordan man kan hjælpe denne skønne lille knægt og hans familie. Han og hans familie er et lysende eksempel på at vi ikke på nogen møde burde sove godt om natten. Alle de penge, der er brugt på, at “rydde op” efter denne unge mand, kunne have været brugt så meget mere hensigtsmæssigt. Man forebygger ikke her i samfundet. Næh man bliver bare ved med at sætte plaser på sårene, vel vidende at de falder af, når det regner.
Siden han gik i børnehave har der været issues. Nu er han 19 år. Har siddet i spjældet gentagne gange siden han var 15 år. Og er dybt frustreret over at kæmpe en nådesløs kamp. Gør alt, hvad han bliver bedt om, for at rette op på sit liv. Alligevel bliver han svigtet gang på gang. Hans familie er et lysende eksempel på en familie, som kom til landet for at overleve. Faderen har skudhuller i hele kroppen og post traumatisk stress. Var det ikke flygtet var familien blevet udraderet. Den nu smukke unge mand, er en af en stribe sønner, som alle har været ude på et sidespor. De er klare eksempler på dem, “der ødelægger det for alle de andre “. MEN har man nogensinde set BAG om balladen. Det er alle nogle rigtig gode knægte, der har lavet en fandens masse uheldige ting. Ingen har vist dem andet. Og har man én gang trådt vi siden af i vores lille jantelovsland, har man et stort grimt stempel i panden for livstid, der bare ikke kan vaskes af.
Denne unge mand sidder overfor mig. Og pludselig rammer det mig, hvor mange smukke værdier han repræsenterer. En lille ting, som det er have dyb respekt for sin familie og sine forældre. Respekt. Vi kender snart ikke til ordet. En lille ting, som at passe på hinanden. Vi passer sgu kun os selv og hytter vores egen røv. Han har et hjerte af guld, en vilje af stål, og er en fighter. Denne unge mand. Der er bare ikke ret mange der har set det. For man vælger at kigge den anden vej. Man ser kun balladen. Det samfund som vi flotter os af. Vores velfærdssamfund. Vores hjælpesamfund. Er værdiløst. For vi svigter. Gang på gang på gang. Ikke kun vores gæster. Men fanme også os selv.
Derfor udradere vi os selv. Det er IKKE vores gæster der gør det. Det er os selv.
Som min kæreste siger. Kunne vi tage imod hinanden med åbne arme, nysgerrighed, gensidig respekt og forståelse, ville verden være et så meget bedre sted at være. Kunne vi elske noget mere i stedet for at hade, ville verden være så meget smukkere. Kunne vi prøve at forstå, se bag om, lytte og rumme, fremfor at fordømme, ville vi være så meget gladere. Vi griber det helt forkert an. Medierne og politikkerne gør det ikke bedre – men er med til at fremelske et fremmedhad.
Kunne skrive en hel roman, med alle de tanker, der vælter rundt i mit hoved. Mit budskab er nok bare et brændende inderligt ønske om, at verden ville blive et så meget mere smukt sted, hvis vi så på hinanden med kærlighed, lærte af hinandens værdier, var nysgerrige på andre kulturer, prøvede at forstå. Vendte glasset, pudsede brillerne og lod lyset skinne igennem fremfor at se hinanden i gråt mudder. Uanset hudfarve, tro, kultur, sprog – og huskede på at præcis som hos “os frelste vestlinge” – er det faktisk meget få mennesker, der i al deres voldsomhed stjæler rampelyset fra al skønheden.