Så skal vi til det igen.

Mandag d. 26.01.15

Så skal vi til det igen. Danmarks Indsamlingen.

For et par år tilbage, faldt jeg da helt på røven over dette storslået fantastiske arrangement. Og fik af ren begejstring overtalt kæresten til at Greenline da, som det naturligste i verden skulle sponsorerer nogle penge til formålet. Hoppede i sofaen af iver, da jeg ringede ind til programmet og gav dem penge – vel at mærke fra virksomheden.
Syntes – dengang – det var den mest geniale idé, jeg havde fået, og jeg sov velsignet dejligt af natten – Med den bedste samvittighed og ro i sjælen – JEG havde gjort noget for at rede verden – Godt nok ikke for mine egne penge – selvom jeg sendte en sms med 100 kr. – men følelsen var god.

Året efter ca. 3 mdr. før næste Danmarks indsamling begyndte arrangørerne at kontakte os. På telefon, post, mail und so weither. Og jeg blev vildt irriteret. Hvis jeg skal sponsorerer penge til velgørenhed skal jeg ikke føle mig presset. Det skal komme fra hjertet. Fordi jeg føler for det. Ikke fordi nogle beder mig om det. Og slet ikke presser mig til det. Det har den stik modsatte effekt på mig. Det har det så gjort hvert år siden – og det eneste de har fået ud af det er 0 kr.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dem der sidder og kontakter folk er frivillige eller lønnet ? Tænker på, hvem der betaler hele dette storslået show, vi ser på tv ? Hvor kommer pengene fra til dét ? For ingen skal bilde mig ind, at hele eventyret er ganske gratis.
Tænker mange tanker : Hvor er det godt nok hyklerisk. Så kan vi alle sidde hjemme i sofaen og have det rigtig fedt med os selv, for nu har vi givet en flad 50 -er (eller 40 kr. i snit pr. dansker, som det er blevet regnet ud), og så sover vi som små engle om natten. Præcis som jeg selv havde det.
Men hjælper de penge overhovedet ? Hvor kommer de reelt hen ? Er det overhovedet den rigtige måde at gøre det på ? Hjælper vi nogen eller noget ved bare at sende en sæk penge af sted ? Jeg tror ikke længere på det. Føler det er helt forkert. Vi pudser glorien, firmaer får noget omtale, vi får alle ren samvittighed, og showet er jo forblændende smukt. Fanme god underholdning. Og det er præcis hvad det er. Underholdning.

Samtidig tænker på, hvornår vi mon laver sådan en indsamling til vores egne fattige, vores hjemløse, vores udsatte børn og unge, vores enlige mødre – alle de borgere vi har der lever under fattigdomsgrænsen. Vores syge og ældre. Vores egne gæster. Vores skoler, vores plejehjem, vores.. ja.. you name it.
Hjemløs

Forstår det bare ikke. Men det er der så meget jeg ikke gør – forstår.
De får i hvert fald ikke en krone af mig. Men kommer der en ungt menneske, og siger til mig, at nu vil vedkommende rejse derned, og hjælpe dem med sine bare næver og sit gode hoved, så betaler jeg gerne både rejse og ophold.

 

 

 

Hvad er det vi ikke forstår ?

Mandag d. 22.09.14

Hvad er der for er liv vi tilbyder vores børn og unge. ?

At få børn er en glædelig livsbegivenhed. Nok den lykkeligste begivenhed i livet. Men allerede når det er mellem ½ og 1 år, går det løs, og vi giver slip på vores børn. Vores små elskede poder, som skal bringe os glæde gennem hele livet. Som selv en dag skal bidrage til samfundet og skabe den næste generation. Som skal tage sig af os, når vi bliver gamle. Og hvad er det så lige for et liv vi tilbyder dem ?
Krav til barn og ungdom sept. 2014

Når de er mellem ½ og 1 år sender vi dem i vuggestue eller hos dagplejemor. Derefter i børnehave. Her tilbringer de 1/3 del af deres liv. Vuggestuen og dagplejen, der får de fleste 1. gange. Her får de deres første smagsprøve på at livet er 7 – 16. Samfundets rytme. Tidligt op om morgenen. Ud af døren. 37 – 40 timer ude, stressede forældre henter, ulvetime, sengetid, og det hele starter forfra.

Det falder os slet ikke ind, at børn fra naturen af, slet ikke er skabt til at blive puttet ind i den rytme samfundet har skabt. At unger fra naturens side følger moderen (i nogle tilfælde begge forældre), at det er forældrene, der lærer ungerne at navigere i livet. Vi er det eneste pattedyr, der overlader vores unger til andre. Der lægger ansvaret over på andre. Lader andre om, at lære vores børn om livet. Det eneste pattedyr, der har sat vores behov i faste rammer : Du er frisk kl. 6 om morgenen, sulten kl. 7, 12 og 18. Kl. 20.00 er du træt og skal sove. Kan du ikke finde ud af at lægge dine behov i samfundets tidsrammer er du vanskelig og utilpasset.
download

I børnehaven er der ikke længere de samme hænder til at drage omsorg for vores børn. Vilkårene for personalet er skærpet. Der er flere opgaver til færre hænder. I børnehaven fortsætter vi med at ”tilpasse” vores børn samfundet, og begynder at sætte etiketter på dem, som ikke kan sidde stille, dem som fylder. Vi har ikke ressourcer til at tage os af dem, der ikke følger flertallet. Dem der ikke er tilpasset (læs afrettet), det vi har kategoriseret som normen. Dem som har andre evner, andre behov, kræver lidt mere space, lever lidt fyldigere. Det falder os slet ikke ind, at vi allerede fra de er små, stresser vores børn helt vildt. At vi tvinger vores børn til at være sociale og aktive 8-9 timer dagligt. Vi klager som voksne over, at vi kan blive trætte og udkørt efter en lang dag på job, og undres over vores unger kan være umulige, når vi henter dem i børnehaven ??

I omkring 6 års alderen starter næste epoke i deres liv. Folkeskolen. Her bliver rammerne yderligere indskrænket. Det der skulle blive en glædelig epoke fuld af læring, socialisering, nysgerrighed, frihed til at suge alt nyt til sig, bliver en ensrettethed, hvor børnene for alvor bare skal passe ind. Her er der slet ikke ressourcer til de børn, der har andre EVNER, andre behov, ikke følger normen, er levende, sprudlende, kreative, energiske og glade. Nej Gud forbyde glade og levende børn. For de kan godt have lidt problemer med at sidde stille og lytte til læreren, fordi lige udenfor vinduet flyver en farvestrålende sommerfugl, som er helt vildt spændende.  Her begynder svigtet for alvor.

Her er ressourcerne for alvor beskåret. Her er SLET ikke plads til forskelligheder. Vi bliver endnu mere taknemmelige for vores etiketter, endnu mere glade for, når vi ”med god samvittighed” kan lægge ansvaret fra os. For børnene er jo defekte. Det er sgu ikke vores skyld de ikke kan sidde stille.
Plys og grisling 02

Alene folkeskole-tiden er et leksikon for sig selv. Der er blevet skåret umenneskeligt i de ressourcer der tilføres folkeskolen. Både økonomisk og udviklingsmæssigt. Et sted der halter langt bagud med at følge samfundets udvikling er folkeskolen. Børnene lærer de samme ting, på samme måde, som vi gjorde det for 100 år siden. Og når der viser sig, at vores børn måske ikke er lige så dygtige (indenfor det vi har kategoriseret som normen), udvider vi bare deres skoletid. Giver dem nogle længere arbejdsdage. 37 timeres arbejdsuge. Syns det i sig selv er umenneskeligt – at give børn en 37 timers skoleuge. Trækker noget mere (af det som ikke virker) ned over deres hoveder. Tænker.. de skal jo bare have noget MERE (af det som ikke virker) – Vi kunne da ikke drømme om at tænke, de måske skal have noget der er BEDRE end det der er. Næh nej – vi giver dem bare noget mere af det som ikke virker. Hvorfor skulle noget der ikke virker i mindre mængder, virke bedre i større mængder ??
Steen unødvendig viden
Det hænger slet ikke sammen i mit hoved. Vi flår barndommen ud af vores børn, fordi vi bilder os ind, at de bliver klogere (på hvad ????) af at gå flere timer i skole. Det gør ondt indeni mig. Jeg væmmes.
Skør adfærd

Her stifter børn for alvor bekendtskab med menneske og politisk skabt Jantelov. For kan de ikke bankes ned i folkeskolens meget meget snævre rammer og ind i det vi har kategoriseret som normen, er de dumme, dovne, utilpasset (uafrettet), møg frække, flabet og bare nogle forbandede møgunger. Vi søger efter kasketter og etiketter, vi kan sætte på dem, så vi har en undskyldning for at give op og slippe ansvaret. For vi har ikke ressourcer til at give dem plads. Sikken en lettelse når vi kan give et barn ADHD eller asperger kasket på. Så er det ude af vores hænder. Ikke vores ansvar. Så er det ikke os der fejler. Næh..  det er jo barnet der er defekt. Og vi kan jo ikke sådan bruge ressourcer på at skabe et værdigt liv for defekte børn, der ikke kan tilpasse sig og rette ind efter vores norm.
Skoleeksamen

I sidste tredjedel af folkeskolen starter udslusningen til ”det virkelige liv”. Nu er du ikke længere et barn men et ungt menneske, der skal begynde at tage noget ansvar. Ikke fordi du begynder at lære, hvordan du forholder dig til din forskuds-og årsopgørelse, hvad du skal være opmærksom på, når du lejer en bolig eller køber et hus, hvad du kan bruge en bank til, og hvordan du lægger et budget for din privatøkonomi, hvordan man læser en el-regning, hvor dyrt det er at tage lange bade, hvordan man lever af en SU –hvordan man overhovedet søger SU osv. osv. Nej du skal sørme se at finde ud af, ”hvad du vil være, når du bliver stor !”. For når man går i 7. kl. og er godt i gang med at være teenager, så ved du i hvert fald godt, hvad du vil være resten af dit liv !! Du har ingen anelse om, HVEM du er – men du skal satme se at finde ud af, HVAD du vil være. Du SKAL tage en uddannelse – SKAL vide, hvad du vil bruge 3 år af dit liv på, for at forberede dig på, hvad du skal de næste 3- 6 år af dit liv på, så du kan arbejde resten af dit liv, med det du uddanner dig til. Og det er DIT ansvar at vælge det rigtige.

Og du kan KUN uddanne dig indenfor der VI har bestemt : tømmer, vvs-mand, mekaniker, butiksmedhjælper, SOSU assistent, pædagog eller socialrådgiver , hvis du ikke er født med en sølvske i røven, og har forældre, der kan betale sig fra det. (Ikke at du kan leve af en de almisser der hedder SU alligevel).

Efter folkeskolen starter de unge på deres første ”selvvalgte” (anførselstegn, fordi de reelt ikke har et valg) periode i deres liv.  Nu er i voksne og skal tage noget ansvar. Det gik ikke så godt i folkeskolen. Men nu er i jo så voksne, så i sagtens kan passe gymnasiet, HG, HTX, HF og alle de der forbandede forkortelser, som jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad er og går ud på, andet end det er endnu mere skolegang, der skal give adgang til flere uddannelser. Nu er børnene så voksne så de sagtens kan sidde stille og fokusere, så i stedet for at give dem et lille break efter 45 min. presser vi lige citronen op på 90 min. Hvem kan sidde fuldt koncentreret i 90 min. ? For de unge, der passer ind i normen, er det en god tid. Eller var. Før det blev 90 minutters lektioner. Og 37 timers arbejdsuge, som reelt bliver til mange flere timer, fordi der også er hjemmeopgaver og forberedelse. Du ved sted ikke HVEM du er, for du har for travlt med at forberede dig på, hvad samfundet kræver du skal være.

Det er her den første alvorlige sortering (læs udryddelse) af vores unger begynder. For hvis du er lidt ordblind, det kniber med matematikken og at engelsk ikke er dit stærkeste, og du ikke kan komme ind på næste step, er du lost.  Hvis du bare ER skoletræt. Har svært ved tingene. Er træt af det hele, og ked af bare hele tiden, at have fået at vide, at du ikke er god nok til ”normen”, ikke passer ind, er forkert – ja så er der bare ikke plads til dig nogle steder.
Skoletræthed

At du er super dygtig til at tegne, at du er kæmpe musikalsk, har gode sociale egenskaber, er farverig, sprudlende, og egentlig bare meget bedre til at bruge din krop end dit hoved – det kan vi ikke bruge til noget som helst.
Albert Einstein

Se nu begynder det at blive rigtig interessant. For.. vi har det jo godt i Danmark. Så vi betaler sørme vores unge for at tage en uddannelse. Og så har vi fundet en ny snedig måde, at tvinge de unge der ikke er i gang med en uddannelse, til at tage en. Nu har vi nemlig afskaffet kontanthjælpen, og erstattet det med uddannelseshjælp. Det er satme snedigt. ! DET skal nok få en masse af de unge, der har det svært, og indtil nu blot er blevet bekræftet i, at de ikke duer til noget og passer ind, i gang med en uddannelse. Man bliver meget mere tilpasset (afrettet) og klogere af uddannelseshjælp end kontanthjælp.

Den eneste reelle forskel er, at du får mindre end på den tidligere kontanthjælp.  Det skal ikke kunne betale sig at gå på kontanthjælp. Så uddannelseshjælpen svarer til en SU. Der er bare det lille catch, at du kan heller ikke klare dig på en SU.

Uddannelseshjælp hvis du er under 30

  • og hjemmeboende, får du 2.524 kr. (2014)
  • og udeboende, får du 5.857 kr. (2014)
  • og enlig forsørger, får du 11.712 kr. (2014)
  • forsørger og samlevende med en person, som modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller SU, får du 8.196 kr. (2014)
  • forsørger og samlevende med en person, som ikke er på kontanthjælp, SU eller uddannelseshjælp, får du 5.857 kr. (2014)
  • og gravid (mindst 12 uger henne), får du 10.689 kr. (2014)
  • og psykisk syg, med egne børn i hjemmet, får du 14.203 kr. (2014)

Og så er der jo også lige kommet den der lille ”gensidige forsørgelsespligt” ind, når du er over 25 år, som har ødelagt økonomien for rigtig mange unge par.

Husk du SKAL tage en uddannelse. Mulighederne for uddannelse hernede på Lolland er meget små. Så hvis du ikke, oveni i din lange skolearbejdsuge, er interesserede i at mange timer og mange penge på, at rejse frem tog tilbage, er du nød til at flytte hjemmefra. Det kan stort set ikke lade sig gøre at finde bare et værelse i dag, til under 3000 kr. + diverse forbrug. Og selvom du er flyttet tætter på dit uddannelsessted, er der som oftest alligevel noget transport, som let kan komme op på fra 500 – 1000 kr. om måneden. Behøver jeg lave regnestykket ?

Hvem siger fattigdomsgrænse ? Den er da vist ophævet for længst. Vi har masser af fattigdom i Danmark.

De tvinger de unge ud i fattigdom med deres nye kontanthjælps-reform og latterlige små SU-almisser – De SKAL uddanne sig. Lige meget at de ikke kan overleve. Men hvorfor skal vi dog også investere i den generation, der skal føre landet videre, hvis det går ud over de gamle røvhullers fede hyrer og gyldne håndtryk. Og børn .. ja .. det kan de få når de bliver 50 og er færdige med at tilbagebetale SU-lån. Men det lige meget. Betyder ikk noget vores befolkningstal falder, fordi ingen har råd til at få børn, og det eneste legale liv i dag er foran skolebøgerne på almisser.  De har alligevel ikke tid til børn, som 50 årige, for der skal de tage sig af os gamle – det er der jo ingen andre der gør. For fanden altså.  Mit blodtryk rimer slet ikke til den politik, der er her i lille DK nu. Vi betaler stadig rekord høje skatter og afgifter i verdensklasse, og vores gamle og unge lever i fattigdom.

Så kan de unge jo bare tage sig et job ved siden af studierne. For jobs har vi jo masser af. Vi har så mange ledige jobs, at vi er nød til at arbejde til vi bliver 70 år, for at få arbejdsmarkedet til at køre rundt. Guderne må vide, hvorfor vi dog har ledige med alle de jobs ? Så de unge kan jo bare tage sig et job ved siden af studierne, så de har råd til at uddanne sig til det de senere skal udfylde alle de ledige jobs med.

Er du en af de ”heldige” unge (for vi har det jo godt i Danmark), der er faldet helt udenfor normen og er defekt, har vi nogle glimragende tilbud, du skal passe for at modtage din nu uddannelsesydelse. Så kan du gå på Jobcafe 37 timer om ugen og lærer at skrive CV og ansøgninger til alle de ledige jobs, eller du kan gå på produktionsskolen 37 timer om ugen, og sy sutsko til hjemmeplejen, ordne lidt haver og spille computerspil, til du vinder i Lotto og MÅSKE får en elevplads et eller andet sted eller MÅSKE kommer ind på en uddannelse. ( Ikke at forklejne produktionsskoler – NOGLE er udmærket, har nogle gode tilbud, og udvikler de unge – Bare ikke lige på Lolland).

https://www.youtube.com/watch?v=NONnUBKcNZI

Og vi forældre har for travlt med jagten på den nye bil og den næste fladskærm, mens vi ryster på hovedet af den umulige, dovne og utilpassede ungdom. Vi burde i stedet skamme os over, hvad det er for et liv og samfund, vi tilbyder dem, og komme ud af vores magelige selvoptagethed og gøre noget ved det.
Albert Einstein
En god indikation på at noget for alvor er ved at rutsje fuldstændig fra os : Danmark har været verdens lykkeligste land – Kun fordi vi alle er på lykkepiller !! Nu er vi faldet fra en 1. plads til en 3. plads… stadig proppet af lykkepiller. Det er hyklerisk, pinligt, til grin og helt hen i vejret. Vi betaler over halvdelen af vores indtægter til SKAT, og lever af lykkepiller. Der er noget der ikke rimer.  Hvad skal der til ? Hvor galt skal det gå før det er nok ?

Nina Möger Bengtson har skrevet en tankevækkende historie om at være ung i dag. Hvis en pige, der falder ind i ”normen” oplever det at være ung, som hun her beskriver, gad vide, hvordan mon så alle vores ”defekte” unge oplever det ? Det er tankevækkende.
http://www.information.dk/507688

 

 

 

Sigtet.

Mandag d. 19. maj 2014

Kort efter nytår besluttede jeg, at nu skulle jeg satme ikke fylde min krop længere med antidepressiv medicin. Fik i 2007 tilkendt førtidspension for Borderline og Fibromyalgi, og havde allerede mange år forinden fyldt min krop med medicin.

Havde læst en masse på nettet om, hvad sådan medicin gør ved mennesker. Det ville jeg ikke være en del af. I løbet af årene, er det flere gange faldet mig ind, om det var helt normalt, man skulle tage sådan noget resten af livet. Og undret mig over, at der ikke sådan bliver fulgt op på et medicin-forbrug. Af lægen måske ?
En psykiater sagde engang til mig, at jeg skulle betragte min medicin, som sukkersygepatienters insulin. At nogle mennesker bare har brug for at få noget udefra, som kroppen ikke selv er i stand til at klare selv. Den slog jeg mig også til tåls med, og syns jo det lød helt plausibelt.

Min Kærste og jeg besluttede allerede sidste år, at køre til Italien i vores autocamper i foråret. D. 31. marts havde vi planlagt at tage af sted. Det lød som en god idé i forhold til, at jeg på det tidspunkt skulle være ude af min medicin, og det nok ville være dejligt med sådan en “rekreations-tur”. Jeg var ved godt mod. Syns selv jeg var skide sej. Trappede stille og roligt ud af 2 forskellige præparater, som jeg har taget i årevis. Jeg var selvfølgelig skide bange. Bange for, hvilket mennesker, der kom ud på den anden side. Uden medicin. Men… følte mig i stand til at håndtere det, der måtte komme, og havde det ganske godt med mig selv. Var noget til et punkt, hvor jeg kunne stå inde for den person, jeg er, og var klar til at springe ud, helt nøgen, uden et slør af “stoffer” til at blokere for at leve HELT.

Var satme så stolt. 1. marts var sidste udtrapningsperiode. Gjorde det selv. Har altid delt min medicin op i doseringsæsker. Så det var bare at putte lidt mindre doser i hver 14 dag. Og 1. marts var jeg nede på den mindste og sidste dosis inden jeg gav helt slip. Det var gået godt.

D. 15. marts kom et brev ind ad døren, der væltede alt. En stævning. Jeg blev sigtet efter § 266 – trusler.

Hele den sag har i læst en del om. Sagen om drabet på Jesper. Som ramte nogle mennesker, er betyder rigtig meget for mig. Hårdt. Umenneskeligt hårdt. Reaktionen i landsretten efter kvinden, der fik Jesper dræbt, slap med en – i min verden – løftet pegefinger, og kunne forlade retten som en fri kvinde. Efter hun havde sværtet hans eftermæle godt og grundigt til med løgne, som ingen fantasi kan forestille sig.  Helt umenneskeligt. Verden gik i stykker. Mennesker gik i stykker. Jeg gik i stykker. Den dag. I landsretten.
Det er vigtigt for mig, at pointere, at jeg ikke er offer i denne sag. Og at min sorg end ikke når i nærheden af, hvad familien måtte igennem. Jeg var blot vidne til den tragedie, som mennesker, jeg holder meget af, blev ramt af, og fast besluttet på, at være der for dem, så meget, som jeg overhovedet evnede. Men fælles for os alle, er den afmægtige uretfærdigheldsfølelse og fuldstændige uforståelige surrealisme, der væltede os  i landsretten.

Der var sket så mange ting i den sag : Kvinden der havde fået Jesper dræbt, havde søgt trøst hos.. Hans datter !! Og moderen til hans børn !! Samme tidlige morgen, som hun havde fået Jesper dræbt. Vi… datteren, moderen og endnu en veninde, rengjorde lejligheden efter drabet – rengjorde gerningsstedet. Pga. en fejl. Vi rengjorde et gerningssted. Ikke bare et gerningssted. Men stedet, hvor deres far, faren til min venindes børn, en ven.. brutalt var blevet dræbt. Bestialsk. Hvilket lejligheden bar tydeligt præg af. Har i prøvet, at tørre hjernemasse af et panel ? Har i prøvet at vaske et helt køkken ned, hvor der ikke var en plet uden blod ? Pillet gulvbelægningen af og smide det i en skraldepose, fordi pølen af blod, var så stor, så den ikke kunne størkne. Blod og hjernemasse fra en elsket mand. Har i nogensinde oplevet lugten af brutalt drab ? Drab på en elsket mand, som havde advaret os om, at den kvinde, han havde mødt ville blive hans død. Og alligevel havde tillid nok til hende, til at åbne sin dør, for hende, så hun kunne lukke hans drabsmænd ind. Fordi ingen i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, det blev virkeligt.

Mens alt dette stod på, var jeg på medicin.

Alt gik i stykker igen med brevet d. 15. marts. Og denne gang har jeg ingen medicin til at beskytte mig. Verden væltede. Endnu engang. Alt væltede op fra Pandoras æske. Alt der stadig ledte efter de rette hylder at være på. Jeg kunne slet ikke, og kan stadig ikke, kapere at det var en mulighed. At denne kvinde kunne slæbe mig i retten for trusler. Eller rettere. At en offentlig anklager kunne tage denne sigtelse i retten. Læste hendes afhøringer sammen med min advokat. Hun kommer først til politiet og anmelder mig for trusler EFTER hun af politiet er blevet konfronteret med, at hendes telefon, var blevet brugt til at true min veninde med. Moderen til Jespers børn. Hvis hun er så bange, hvorfor anmelder hun så først truslen flere dage efter, den skulle være blevet udtalt ?Hun render politiet på døren med en anklage, hun end ikke ved, hvem hun retter i mod. For de første mange afhøringer holder hun stædigt fast i, at det er en anden end mig. Indtil der er en der gør hende opmærksom på min blog, og indtil politiet fortæller hende, at personen hun anklager, slet ikke var til stede i landretten. I mit blog indlæg om Jesper, jeg skrev 2 dage efter afgørelsen i landretten, gør jeg drabskvinden opmærksom på, at straffen kommer til den som fortjener den. Bare ikke fra det danske retssystem. Jeg er NØD til at tro på karma. Ellers kan jeg ikke eksistere. Og slet ikke i denne her sag. Hun forlader en samtale med politiet i vrede, over de ikke har pålagt mig, at slette mit blogindlæg. Dette står også i hendes afhøringsjournal. Hun udtaler, at hendes advokater “må flygte i skjul til et nærliggende hotel pga. den truende stemning efter domsafsigelsen”. Men der er ingen afhøring af omtalte advokater. Ingen udtalelser om at de skulle have følt sig truet. Politiet har ingenting hørt – selvom kvinden var mandsopdækket under hele sagen. Alligevel vælger anklager at tage min sag i retten.

Alle dage op til retssagen. Også under vores Italien tur. Har jeg været helt ude at skide. Fuldstændig ydmygende brudt sammen i gråd, de mest uventede steder, på de mest uventede tidspunkter. Blevet uventet urimeligt vred på min Kærste. Følt mig magtesløs, tom, og uden fatteevne for noget som helst. Formår ikke at tage imod. Hungrer efter omsorg og kærlighed og bryder helt sammen, når jeg får det, fordi jeg ikke kan rumme det, og tage imod det. Føler mig totalt blotlagt, nøgen og umenneskeligt skrøbelig. Håbede og bad til at dagen i dag, kunne være et vendepunkt. At så blev den sag i hvert fald afklaret, så jeg kunne fokusere på, at komme tilbage til livet igen. Uden medicin. Håbede at ved at få sorteret denne sag fra, var der ikke mere der kunne spærre udsigten for at se fremad.

Havde tænkt vanvittigt mange scenarier igennem op til retssagen. Prøvet at ruste mig, til hvad der end måtte komme. Ved jo af erfaring, at der skal hård på brystet, til at lægge ører til, hvad der kan komme ud af den kvindes mund. Jeg følte mig pisse sårbar, og var vildt bange for, hvordan jeg ville reagere. Om jeg bare ville falde sammen, som en død hund. I vidneskranken. Og jeg var overhovedet ikke hverken sej eller stærk eller stolt eller noget som helst andet. I retten. Brød helt sammen, og havde svært ved at sige noget overhovedet.
Slaget, der for alvor slog mig gulvet, var kvindens sms til anklager om, at hun ikke turde møde som vidne i retten. Kvinden der fik dræbt Jesper. Kvinden der er årsag til min retssag. Sendte en sms til anklager. Det betød, at sagen ikke kunne afsluttes, og er blevet udsat endnu en måned. For så endnu engang at kunne blive udsat. For hun møder ikke op. Hun får lov at fortsætte sit syge spil.

Det var bare pisse bad timing. At jeg skulle modtage det brev d. 15. marts. Samtidig med jeg lige havde sluppet mine piller. For jeg kan ikke bærer det. Og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen. Er det abstinenser jeg har ? Eller er jeg på vej tilbage i en depression ? Er jeg ved at gå fra forstanden ? Forsvinder det når retssagen er afsluttet ? Eller er jeg bare på vej ud i afgrunden ? Gik en lille tur med min Kæreste her til aften. Tog mig sammen fordi jeg lige havde læst, at natur er leasing for sjælen. Vejret var smukt. Der var ællinger i søen. Skønne forårsgrønne træer. Og under hele turen kæmpede jeg med ikke at bryde ud i gråd. Kunne ingenting sige. Bare kæmpe for at holde fast i mig selv. Og gå. Og faldt sammen i gråd, i det sekund vi trådte ind ad døren.

Det er som at være i et mareridt, jeg ikke kan vågne af. Og jeg er frygteligt tæt på, at gribe til medicinen igen. For jeg aner ganske enkelt ikke mine levende råd. Har søgt og ledt på nettet, for at få nogle guidelines. Nogle hints. Om hvad jeg skal forvente. Hvad jeg kan gøre. Finder en masse uden at finde noget. Sidder bare tilbage med en endnu større følelse af afmagt.
Håbede og bad til at dagen i dag, ville bringe mig bare lidt over på den anden side. At det måske ville blive lidt nemmere, at håndtere livet uden medicin, når sagen var afklaret. Men mareridtet er udsat endnu en måned. Træder vande så længe, og håber jeg ikke drukner, og kommer ud på den anden side, med bare en lille rest af værdighed og en lille smule styrke.

 

Hvad er det dog, vi gør ved hinanden ?

Mandag d. 21.10.13

Sidder og fiskoloferer over livet. Over den verden vi befinder os i. Hvad er det dog der er sket, og stadig sker. ? Husker fra min pureste ungdom, hvordan man samles i weekenden hos hinanden med høkerbajere, en røvfuld sammenkogt og arbejdstøjet, når vennerne skulle have ordnet have eller andet. Husker, hvordan man havde en gensidig respekt for hinandens liv, og for den viden om, at ingen danser på roser gennem hele livet. Det var trygt og godt.

Verden har ændret sig til et sted, hvor det virkelig kommer til udtryk, at enhver er sin egen lykkesmed. Mennesket er så opfyldt af… sig selv, at det end ikke bemærker, når de træder over andre mennesker, for at få opfyldt egne behov. Det æder alt, hvor der er den mindste åbning. Suger al livskraft ud af et hvert menneske, der åbner deres arme og ører, og gerne vil lytte.

Mennesket er blevet super egoistisk. Og lægger samtidig ansvaret for deres liv i  andres hænder.

Er man “blød” i roen, har åbne arme, et dræbende hjælpegen, gode lytteører og egentlig bare lige præcis prøver at bringe lidt menneskelighed ind i verden – eller rettere – ikke formår andet, fordi man er en af dem, der ikke kan afvise, være super egoistisk, gerne vil tage ansvar for eget liv, skabt af en smertelig viden om, hvordan afvisning føles, og at INGEN kan gøre tingene for dig – hvis man er sådan – Så suger verden din livskraft, din handlekraft, misbruger din menneskelighed og efterlader dig… tom, brugt og meget meget ensom.

Kære kære menneske : Pas på de mennesker du holder af. Og husk på, at jo mere du tager af dem, jo mindre bliver der tilbage at tage af. Brug dem med omhu og omtanke, og med en dyb respekt for og kærlighed til, at de vil lytte til dig. Men husk at holde ansvaret for dit liv hos dig selv. Andre – end ikke det skønneste menneske – kan ikke løse dit liv for dig, fjerne din smerte, redde dig for livets slag og undergang. Det kan du KUN selv. Vi kan lytte og være der. Men vi kan ikke gøre tingene for dig. Og det eneste vi beder om, er at du mærker, når vi ikke kan mere. Når vi har lyttet så meget, at trætheden bliver overvældende og energien drøner ud af os. Når vi har lyttet til de samme elendigheder så længe, at vi kan dem uden ad og de opsøger vores drømme. Så har vi brug for at DU passer på OS og trækker jer, og måske overvejer, om du ikke skulle prøve at se indad og handle på dine egne elendigheder, og komme videre. For der MÅ det været gået op for dig, at vi ikke er i besiddelse af en guddommelig kraft, der pludselig kan redde dig.

Husk på, at du er nok ikke den eneste der ringer, kommer og bruger det menneske, der lytter. Vi vil gerne, men selv vores energi er ikke uendelig. Misbruger du den menneskelighed og manglende evne til at afvise, som personen, der lytter til dig besidder, presser du din egen elendighed brutalt ned over et andet menneske, lægger dit liv i vedkommendes hænder og fralægger dig et hvert ansvar – for dig selv. Du tager et andet menneskets liv.
Havfruen. MRJ 2011

Fiskoloferer (kan ikke stave til filosoferer) over, at verden bliver et mere og mere barskt sted at være. Og at vi kun selv kan vende den udvikling. For der er ingen hjælp at hente nogle steder. Forstår godt folks egoisme. Det kan ikke være anderledes i nutidens samfund. Men den egoisme, kan være dræbende for et menneske, du formentlig holder af, hvis du ikke mærker andre end dig selv.  oooOO Hm.. det var lige et hak i grammofonpladen – videre frk. Sørensen.

Samfundet har for alvor udviklet sig til, at enhver er sin egen lykkesmed. Groft sagt er det sgu en meget god strategi, for vi har så travlt med vores egen elendighed, at vi ikke opdager, hvordan politikkerne stille og roligt piner al menneskelighed ud af vores samfund. Vi har så travlt med at holde hovedet over vande, at vi ikke formår at handle på den brutalitet vores samfund kaster over os.

Det er lidt selvmodsigende, at sige vi skal tage ansvar for eget liv, samtidig med jeg er dybt frustreret over, der ikke er hjælp hente, til de mennesker, der af alle mulige alvorlige årsager ikke formår at passe på sig selv.

Ved godt jeg svæver lidt rundt i universet nu. Men… sammenhængen er der. Den kommer oppe fra som en ondsindet dræbende pest-bakterie, og gnaver sig stille og roligt ned til det enkelte individ. Får lige et flashback til nogle af de der fremtidsfilm, jeg elsker at spilde livet på. Hvor der kun er få overlevende tilbage, der bekæmper hinanden indædt og med alle midler, for selv at få de få ressourcer der er tilbage. De stærkeste sidder på toppen og styrer de svageste. Er det mon der vi er på vej hen ? Eller.. der vi allerede er ? I bedste Mad Max stil. Sejt. … altså hvis vi så også havde de der sjove interimistiske biler de kører rundt i. ….. Et er film, noget andet er virkelighed. Men i dette tilfælde er jeg overbevist om, der ikke er langt fra det ene til det andet. Vi udrydder os selv og hinanden. Vi hytter vores eget skind, rager alt det til os vi kan. Behandler andre menneske med ligegyldig arrogance og overlegenhed – Det stærkeste gør – Alt i mens samfundet bag din arrogante røv, arbejder på at fjerne dit eksistensgrundlag. Konen med æggene …. kender i den ? Stærke mennesker er så forblændet af deres egen succes, at de helt overser verdens forfald, til det rammer dem selv.

Hold da kæft, hvor kan jeg kværulerer. !!!

Staklen på gaden.

Sent den anden aften, hører jeg høje råb fra gaden. Først prøver jeg at ignorerer det. Og det fortsætter. Min nysgerrighed og ufattelige evne til at træde lige ind i de mest utænkelig situationer, vinder, og jeg går ud – i nattøj, for at se, hvad der foregår. På gaden står en meget meget påvirket middel aldrende mand, og råber højt til… nogen der ikke er der. Først bliver jeg irriteret på ham, og råber vredt om han ikke gider dæmpe sig. Undskyld undskyld mumler han. Men selvfølgelig stopper hans råberi jo ikke, bare fordi jeg siger det. ooOO(hm.. så meget for den autoritet). Jeg går endnu engang ud. Denne gang går jeg helt hen til manden, og ser til min sorg, at han er forslået, har blod i ansigtet fra en stor skade over det ene øje. At han egentlig er en forfærdelig stakkel, der er faret vild i verden. Jeg prøver at finde ud af, hvor han bor. Han bor her i byen, men vil til Bandholm, for der er hans kone. Han er lige blevet gift siger han. Min tanke var at køre ham hjem. Men jeg har ikke lyst til at sidde med ham i bilen hele vejen til Bandholm. Tænker så det brager, over hvad fanden jeg skal stille op. Spørger om jeg skal ringe efter en taxa til ham, og om han har penge til den. Det lykkedes ham i sine tåger, at fortælle mig, de ikke vil kører med ham. Taxaerne. Hvad fanden gør en klog kvinde så ??? Hm… jeg bliver enig med mig selv om, at jeg kontakter politiet, og så må de tage den videre. Manden kan på ingen måde klare sig selv, og skifter mellem at være ynkelig og truende. Han kan være til fare både for sig selv og andre. På vej ind for at ringe, kommer to unge mennesker gående i mod mig, og fortæller det har holdt øje med ham, stort set hele dagen. De havde set ham tidligere på dagen – om formiddagen – oppe i byen i næsten samme tilstand. Pigen var meget bekymret for ham. Hun har selv misbrug tæt inde på livet, og mener, som alle andre børn af misbrugere, der ikke selv bliver det, at hun skal tage ansvaret for alle andre mennesker, der ikke kan klare sig. De fortæller, at de har kontaktet politiet, at manden er væltet i sin koger nogle gange, og at han render rundt med temmelig mange penge i sin lomme. Vi bliver enige om, at det kun kan fremskynde sagen, at jeg også ringer til politiet.
Mens jeg står med centralen i røret, ankommer en patruljevogn. Det hele foregår nu lige foran vores hus. Centralen beder mig spørger betjentene, om de også skal sende en ambulance. Det bliver vi hurtigt enige om, er en god ide. Manden skal have kigget på de skader han har.
Betjentene er et par garvede gutter, der godt kender til manden i forvejen. De prøver, at tale med ham, for at få nogle oplysninger om hans færden, og for at finde ud af om han stadig bor på den adresse de har kendskab. Det er en umulig opgave, at få noget fornuftigt ud af manden. Det er sjældent jeg roser politiet. Men her oplevede jeg to meget menneskelige, tålmodige og bekymrede betjente, som præcis som jeg og det unge par, var dybt frustreret over, ikke at vide, hvad man skal stille op med sådan en mand. Der er ingen steder, at kører ham hen, hvor der er nogen til at tage sig af ham. Betjentene ved, at det eneste de kan, er at kører ham derhen, hvor han bor og sætte ham af. Med en viden om, at han dagen efter er på den igen. Politiet bruger vildt mange ressourcer på mennesker, samfundet ikke vil tage sig af. Ingen vil tage sig af. Blev meget rørt over den medfølelse og frustration den ene betjent gav udtryk for. Det er en meget sjælden oplevelse. Det varmede så inderligt, at mærke, at der trods alt stadig findes empati hos nogle mennesker. Ambulancen var lidt længe om at komme. Med stor tålmodighed og en tragikomisk tilgang, underholdt vi hinanden og manden til det ankom. Det var vitterligt tragikomisk. Og meget ambivalent. Delte følelser. Vores lille gruppe føles så rar, tryg og.. ja… mit ynglingsord. Menneskelig. Vi grinede med manden, stoppede ham kærligt, når han forsøgte at lave narrestreger, og holdt en meget afslappet stemning. Kan kun gentage, at jeg har aldrig oplevet politiet så intime, tålmodige og menneskelig, trods den omtågede mand flere gange ytrede sin utilfredshed med deres tilstedeværelse, med et mindre pænt ordforråd. De tog det med et smil, og en tydelig viden om, at manden er en stakkel. Langt om længe dukker ambulancen op. Manden vil for alt i verden sgu ikke noget med den ambulance. Den skal han fanme ikke ind i. Endnu engang rørte det mig at se, med hvilket tålmod de to betjente fik ham overbevist om, at det var en super god ide lige at få vasket ansigtet lidt, og fik kigget på hans skade over øjet. Ikke mindst på hans kæbe, der sad noget forkert placeret i hans ansigt. Nogle havde tydeligvis forsøgt, at ommøblerer ham.

Enden på historien er, at ambulancen tager manden med. Derefter ved jeg ikke mere.

Det kan umiddelbart nok være svært at se sammenhænget i det her. Den er der. Tænk over det…

Samfundet vil ikke tage sig af de svageste. De er mere og mere synlige i gadebilledet. De har ingen steder at gå hen. Er overladt til sig selv.
Vores egen lille hønsegård, er præcis det samme. Vi vil ikke tage os af andre. Vi vil tage os af os selv. Og dem, der ikke formår at tage sig af sig selv, misbruger de få mennesker, der er tilbage, som gerne vil dem, lytter og er der. De suger det til sig, æder det op, uden at blive mætte. De klynger sig til den mindste lille åbning, de syner, maser sig ind, som et hungrende insekt, og slubre al næring grådigt i sig. For der er ingen andre steder at gå hen.

Kan i se pointen ? Tilbage til Mad Max. Vi udrydder stille og roligt os selv.

Hm… er vist også lidt selvmodsigende. Siger på den ene side, at vi skal passe på hinanden, og på den anden side, at vi skal tage ansvar og passe på os selv. Jeg håber i kan gennemskue balancen…..
Keep moving.

Smiler.. har fået “skyld” for at skrive meget. Alt for meget. Det kan tage noget tid at komme igennem mine alen lange historier. Jeg kunne også fortsætte denne her i en uendelighed. Og det gør jeg. Men af hensyn til mine medmennesker vil jeg bestræbe mig på, at give jer det i mindre portioner af gangen ;O)

TAK fordi i lyttede <3

 

Jesper <3

Lørdag d. 15.06.13

Det her er Jesper. Før d. 16.11.2011

Det her er også Jesper. Efter d. 16.11.2011

Han mødte en kvinde. Det blev hans død.

Ikke nok med at denne kvinde – K G N – fik ham dræbt. Hun sværtede hans eftermæle så groft i retten, at det alene burde give livstid.
ALT blev vendt på hovedet. ALT : Hun følte sig truet. Selvom det var hende, der bankede Jesper med et støvsugerrør. Hun gav Jesper skylden for, at hendes søn ikke kunne bo hos hende. Selvom det var hende, der var en dårlig mor, og sønnen allerede var blevet fjernet langt tid før Jesper kom ind i hendes liv. Hun påstod at Jesper var sygeligt jaloux, selvom det var hende, der blev syg i bærret når Jesper talte med andre kvinder. (Inkl. mig !) Hun omtalte Jesper som sygelig ondskab, selvom det var hende der var syg nok i hovedet, til – EFTER HUN HAR FÅET DRÆBT HENDES FAR -at opsøge og gå op til hans datter, for at søge trøst !!!!????? Hvor syg er man så lige !!!

Denne kvinde fra helvede – K G N – går i dag på gaden. Under 2 år efter hun har fået Jesper slået ihjel. Hvordan kan det ske ??? Vil nogen være sød at forklare mig det !!!!

K G N har blod på hænderne. Og hun vader rundt på gaden, som om ingenting er sket, og er lige så syg i potten, som hun altid har været. HUN har tilhold fra tidligere kærester, fordi de er bange for hende. Jesper var bange for hende. Med god grund. For han er her ikke mere. Og han bliver med stor sandsynlighed ikke den sidste, hun sender i graven. Det er som en vanvittig thriller.

K G N ødelægger og tager menneskeliv. Hun har ødelagt 4 familier. 4 familier !!!!! De 3 drenge, som hun fik til at dræbe Jesper. Havde de ikke mødt hende, havde de ikke været drabsmænd i dag. Jespers familie, som lider så forfærdelig store afsavn, og som aldrig vil få en menneskelig chance for at forstå det som er sket. Og slet ikke, at den kvinde fra helvede – K G N – frit går rund på gaden.

Det er sager som denne, der fører til selvtægt. Når loven ikke er tilstrækkelig og retfærdigheden kan ske fyldest, må man gøre det selv. Det er sager som denne, der er årsag til at man helt og aldeles mister AL tro på det danske retssystem. AL tro på, at Danmark er et trygt land, et retfærdigt land. Vi er mange som slet ikke forstår og aldrig kommer til det.

Det her ER Jesper – den sande virkelige Jesper – som ikke kunne drømme om at true, slå eller udøve noget som helst ondt mod nogen, og som var mere bange for verden end verden var for ham :

HAN FORTJENTE IKKE AT DØ ! og hans børn fortjener slet ikke at miste deres far !!! en det mener det danske retssystem åbenbart. Hvordan skal man nogensinde kunne forstå det ????

K G N – Dette er et løft – Ikke en trussel – men et løfte. En eller anden dag finder jeg ud af, hvor du er. Og så skal du se dig godt for. Straffen kommer til den som fortjener det. Bare ikke fra det danske retssystem.

Til familien : Jeg kan blot ane, hvad alt dette her har gjort ved jer. Trods jeg har været vidne til jeres tårer, jeres store frustration, jeres vrede, jeres sorg og kæmpe kæmpe savn. Jeg vil aldrig helt kunne forstå hvor hårdt det er. Men det jeg ved og kan se, er at det er hårdt nok, og i er udsat for et helvede ud over menneskelig fatteevne. Jeg beder til og vil gøre alt, der står i min magt, for at i en dag vil kunne få bare en lille smule ro i sindet, selvom jeg ved i altid skal leve med dette fuldstændig uforståelige, uacceptable helvede. Elsker jer <3

 

 

 

Hjælp mig med at redde Fante ! =,o/

Fredag d. 08.06.12

HJÆLP MIG MED AT REDDE FANTE FRA CIRKUS DANNEBROG – HVAD KAN JEG GØRE ???

Nu har jeg siden jeg kom hjem fra Ebeltoft, forsøgt at få nogen til at reagere på Fante fra Cirkus Dannebrog. Jeg har mailet til den politikreds i Jylland, hvor Dannebrog befandt sig på daværende tidspunkt. De har meldt tilbage, at Dannebrog ikke længere er i deres kreds, så de har videresendt mailen til den politikreds, hvor Dannebrog er nu. Eller.. var.. da han svarede.

Jeg har mailet til Dyrenes beskyttelse. Og fået følgende svar :
Kære Charlotte Sørensen

Desværre er det stadig tilladt, at fremvise elefanter i cirkus. Dansk lovgivning angiver nogle krav til elefanthold i forbindelse med cirkus’ vinterkvarter – og slækker så ganske meget på disse krav i forbindelse med turneer. Der er ingen tidsgrænse på turneer.

På turné skal elefantens fold være minimum 100 m2 og i transportvognen, hvor den skal kunne være om natten, skal gulvarealet være 20 m2 og loftshøjden 3,20 m.

Se bekendtgørelsen her:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=129086

Dyrenes Beskyttelse tager afstand fra fremvisning af elefanter, søløver og andre vilde dyr i cirkus. De minimumskrav, man generelt stiller til hold af elefanter, kan ikke opfyldes i et turnerende cirkus, og derfor skal turnerende cirkus selvfølgelig heller ikke have elefanter med.


Venlig hilsen
Michael Carlsen

Projektleder, zoolog, Ph.D.
Dyrenes Beskyttelse
Tlf. 33 28 70 14
Mobil 22 79 94 36

Nu har jeg mailet til 10 kredsformænd fra Dyrenes beskyttelse. Men.. tiden går og der sker intet i mens !!!

JEG BLIVER NØD TIL AT GØRE NOGET ! VED BARE IKKE HVORDAN – HJÆLP !
Det her er jo så meget overgreb på dyrets natur som noget kan være :

INGEN bevægefrihed. INTET vand. Bagende sol.

 

Det der sker her, er at Fante får smadret sin ryg. Det er FORBUDT i flg. loven !

” Det er heller ikke længere tilladt
at lade elefanter gå på bagbenene,
for det kan deres rygge ikke holde
til, og det er på ingen måde naturligt
for elefanten at stå på bagbenene.” 

 

Der løber lige en elefant. Det er ligeledes forbudt. På grund af sikkerhed. Hm.. skulle have stukket af med hende dér.

 

Så smadrer vi lige ryggen igen. Bare fra den anden side !

Cirkuselefanter på farten i Danmark, indespærret i langt de fleste af døgnets timer
i deres containere, foregårmed dispensation,men er i princippet forbudt ifølge
Dyreværnsloven. En ny bemyndigelseslov kan nu udhule forbuddet stik imod
dyrevenners og faglige eksperters ønsker.
Af Anne-Sofie Holten
http://www.dyrefondet.dk/files/pdf/hunde-katte-journalen-2009/2-09-lang-snabel.pdf
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=124881

På disse link, kan du læse mere om problematikken. Der ER skrevet og lovgivet om dyrehold i cirkus. Loven opretholdes bare ikke. Der handles ganske enkelt ikke på det ! Men hvis det var en baby på 2 måneder vi stillede på hovedet, skulle vi fanme nok reagere med bål og brand og politi og kommune og hvad ved jeg ! Hvad er det lige, der gør dyr mindre værd en mennesker ??? BLIVER SGU PISSE FRUSTRERET OG VRED ! HVORFOR HAR VI EN LOV, HVIS DEN KUN GÆLDER I NOGLE FORHOLD OG IKKE ALLE ? GÆLDER LOVEN KUN FOR BESKYTTELSE AF MENNESKER, MEN DYR KAN DET VÆRE LIGE MEGET MED ? KAN DA SLET IKKE ARBEJDE MED DET !

http://www.dyrefondet.dk/files/pdf/hunde-katte-journalen-2009/2-09-lang-snabel.pdf
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=124881

 

2) Nr.5 affattes således:

 

»5. § 17, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

 

»Elefanter og søløver må ikke fremvises i omrejsende cirkus og lignende virksomheder.««

 

[Forbud mod fremvisning af elefanter og søløver i omrejsende cirkus og lignende virksomheder]

http://www.cirkusdannebrog.dk/Galeri_foto/galeri_foto.html


 

Rød eller blå blok er sgu snart ét fedt. Har vi mistet os selv ?

Lørdag d. 10. marts 2012

Bliver sådan overrumplet af en overvældende hovedrysten og opgivenhed, når jeg hører politiske udmeldinger i radio og tv. Er ikke bange for at indrømme jeg stemmer rødt. Har jeg altid gjort. Er opflasket med det. Men… skammer mig så vanvittigt over vores politikere.

Man kan sgu ikke længere skelne mellem rød og blå blok. Det er en pærevælling, af sammenkogt kompromispolitik, hvor alle løber fra deres løfter og deres græsrodsværdier.
Det handler mere om popularitet. Magt. Eller hvad helvede det nu er. Måske den fede hyre og rampelyset. Ved det sgu ikke. Det handler i hvert fald bare ikke om politik. Det er en ren børnehave på Christiansborg. Der bruges mere tid på at svine hinanden til, og på ligegyldige diskussioner, ugennemtænkte forslag og ævl og bævl end der bruges på rent faktisk at komme frem med nogle resultater, politikerne kan være stolte af.

Min kæreste og jeg har debatterede demokrati kontra diktatur op til Putins valg i Rusland. Ja. Skriver Putins valg, for der herskede ingen tvivl om, at han blev genvalgt.
Under et tv-interview udtaler en Putin-tilhænger, at landet slet ikke ville kunne administrere demokrati. Befolkningen er ikke klar til det. Det er sådan jeg har det med Danmark. Vi har været pisse gode til Demokrati. Det er bare gået vildt tilbage for os. Hvad fanden er snart Demokrati, når vores regering og vores politikere har mistet deres troværdighed ? Er det et holdbart demokrati ? Vi stemmer og vi vælger, men vi kan sgu ikke regne med, hvad helvede det er vi vælger. Jo.. vi vælger mellem pest eller kolera, fordi alle grænser og linier i partierne er brudt op. Der er ikke længere noget at vælge imellem, for alle er stort set ens.

Savner min helt pure ungdom. Oplevede de sidste krampagtige græsrodstider. Den gang man stadig kunne ryge op ad sofaen og ud på gaden og demonstrere, når der var noget man ikke fandt sig i. Dengang ord som solidaritet, retfærdighed og velfærd havde en betydning. Dengang vi kæmpede for vores samfund og vores samfundsret.
Hvad er der sket med os danskere ?? Er vi blevet ligeglade ? Har vi givet op ? Har vi nok i os selv ? Hvad hvad hvad ??? Hvorfor er det lige de unge ikke er på gaden og kæmpe for deres SU ? Hvorfor er det lige vi pårørende ikke er ude og kæmpe for vores gamle og syge ?
Har lige sat et link på FB om en organisation der har samlet 2 mill. FRIVILLIGE i USA, der kæmper for at få stoppet verdens mest eftersøgte mand Uganda ! Han har en hær bl.a. bestående af afrikanske børn, som han kidnapper, og får til at torturere og skyde andre. Pigerne bruger han som sexslaver. Ikke fordi han kæmper for en sag, eller har en grund. Han vil bare have magt. Intet andet. Bevægelsen arbejder for at synliggøre denne mand, for at fastholde USA i at fange ham. Det har taget ophavsmanden 8 år, at nå dertil, hvor de er nu. Se meget mere på http://www.kony2012.com/

Se filmen på linket. Eller på min FB-side. Den varer i 30 min. men er al tiden værd.
Denne historie handler netop om, at stå sammen og kæmpe for en sag. Om solidaritet. Om at gøre noget. Om empati, engagement, og tro på, man kan gøre en forskel. I al sin rædsel er det en utrolig smuk historie om, virkelig at kæmpe for noget.
Har vi danskere mistet evnen til at kæmpe ? Til at stå sammen ? Støtte og hjælpe og handle for en sag ? Har vi helt mistet følelsen af noget kan betale sig, at noget kan lykkedes ? Har vi mistet os selv ? Gider vi bare ikke – for vi har det jo meget godt, og dem der ikke klare det så godt eller bliver gamle eller syge, eller springer fra en uddannelse fordi de ikke har råd,…. de er sgu selv ude om det ? Har vi ikke længere nogen ansvarsfølelse ? Det er vores børn og vores børnebørn, der skal overtage det samfund vi efterlader dem. Kan vi se os selv i øjnene og sige vi har efterladt det bedste vi kunne ? Om det er rødt eller blåt er jeg ligeglad med. Bare der bliver rettet op på de politiske ubalancer der præger vores samfund og Christiansborg, som det er nu. Vi skal tilbage til dengang man kunne se forskel, og vi vidste hvad vi stemte på, når vi gik i boksen. Kan vi sige til vores efterfølgere uden den mindste tøven, at vi har efterladt dem et solidt demokrati og et trygt velfærdssamfund ?

“Succes med indsatskatalog – Millioner er sparet”.

Tirsdag d. 6. marts 2012

Så må man da lige op i det røde felt igen !! – Kan sgu ikke være sundt for helbredet, hele tiden at blive hysterisk !!!

Min lille Momse på 92 år. Årh min kære Momse. Som har taget sig så meget af mig, når min mor ikke var i stand til det. Som er en hel historie for sig selv. Min elskede lille Momse.
Hun er blevet en tudsegammel lille kone, som hverken kan høre eller se eller huske fra næse til mund. Min lille momse har altid været en stærk kvinde, som har klaret sig selv, og arbejdet fra hun var tøs til hun blev pensionist. Hun har mistet rigtig mange hun havde nær. Også 2 børn. Senere en 3. Og en hel del søskende.

Da min momse mistede en af sine 2 nærmeste søskende, begyndte hendes hukommelse at svigte, og hun bevægede sig stille og roligt ind i sig selv, og tingene blev efterhånden mere og mere uoverskuelige for hende. I starten tog min Moster sig af alt. Ringede til hende hver morgen. Så til hende to gange om dagen. Sagde altid godnat om aftenen – enten gik hun derind eller ringede. Min dejlige moster tog sig bare af alt, og sørgede også for at min momse fik den hjemmehjælp hun kunne få, fik mad udefra, fik leveret sin medicin osv osv osv. Hun tog sig virkelig af alt, og var det tætteste momse havde. Da min Momse også mistede hende til kræften, gik det for alvor stærkt. … puha.. hvor jeg dog savner min dejlige moster.. den eneste der var tilbage som altid kaldte mig “min pige”. Som skrev og ringede bare for at fortælle mig hun elskede mig.

Min dejlige savnede Moster havde altid bøvl med hjemmeplejen.. eller Apoteket.. eller noget andet. Der var aldrig rigtig noget af det her “offentlige”, der bare fungerede. De blev ikke som de skulle og så på Momse tog sin medicin. Så den fandt Moster på gulvet senere. Jeg kunne skrive en hel roman, om alle de ting min Moster måtte rode med.

Min “søster” og jeg tog over, da min kære Moster måtte forlade os. (Fuck hvor jeg dog savner hende !)
Sidste efterår følte vi at alt det her “offentlige” inkl. hjemmeplejen endelig fungerede som det skulle. Der var ro på, og det værste vi oplever, er at der stadig kan ryge en pille på gulvet i ny og næ, fordi nye SHére ikke er opmærksomme på, de skal se hende tage sin medicin. Men det er småting i forhold til, hvad min Moster måtte rode med.
(Har en mistanke om, de ikke har tid til at kigge i journal før de går ind til for dem ukendte beboere).

Kort før nytår modtager min Momse et brev fra kommunen, som varsler de her revisiteringer, og at Momse skal forvente besøg i starten af det nye år – mandag d. 23. januar. Den dag kunne hverken min søster eller jeg være tilstede. Dette skriver min søster i en mail til visitatoren, hvor hun samtidig nævner en hel række datoer, hvor en af os kan være der, når mødet hos Momse skal afholdes. Hun understreger det er vigtigt, at en af os deltager. Denne mail, får hun aldrig svar på.

Alligevel dukker visitatoren op på den nævnte dato – uden vores vide – og afholder møde med min Momse. Momse, som stadig fortæller os, at hun da går en tur rundt om blokken, hver eneste dag, trods hun aldrig sætter sin fødder uden for en dør. Momse, som stadig tror hun selv laver mad, og spørger efter sin afdøde datter “Hvor er det nu Lise er flyttet hen ?” Dette bliver min søster og jeg meget meget fortørnet over, og min søster sender endnu en mail, hvor hun tilkendegiver vores forundring og frustration, og vores undren over ikke at have modtaget et brev, hvori vi kan læse, hvad der så er deres tilbud til Momse. Om noget er ændret, eller hvad mødet har indeholdt. Denne får hun heller ikke svar på.

Vi valgte at lade den ligge, fordi vi umiddelbart kunne se at hjemmeplejen kom lige så tit, som de gjorde tidligere, og umiddelbart udførte de samme opgaver. Indtil for ganske nylig, hvor jeg stødte på en af det faste personale hos Momse. Her får jeg oplyst, at Momse da stadig har de samme tilbud om hjælp – MEN der er bare blevet skåret i tiden til at udføre opgaverne i. De skal altså stadig udføre de samme opgaver – bare indenfor en kortere tid !

I morges ringer jeg så til visitatoren, der har været hos Momse, for at få afklaret og forklaret de her ting. Visitator undrede sig meget over min henvendelse, da hun dels bestemt mente, at hun da havde siddet forgæves og ventet på os … d. 23. januar, og så havde besluttet at gennemføre mødet uden os. Dels fordi der da ikke var taget noget hjælp fra min Momse : Hun havde da de største “hjælpepakker” man kunne få, både morgen og aften. Jeg prøvede forgæves at forklare visitatoren, at det jo ikke handlede om de her pakker, men om, at der ikke var tid nok hos min momse. Hvortil visitator siger :”Nu skal vi jo ikke fokusere på tid men på de tilbud din mormor har”. Det endte med, at hun ville kontakte teamgruppen i min Mormors område, for at “undersøge problematikken, og finde ud af, hvad det er de ikke kan”.

For fanden det er da frustrerende !!! Man kan sgu da ikke skjule tiden i “flotte pakkeløsninger” og bare tro det hele går, for nu kalder man det en hjælpepakke !!

Gud hjælpe mig om jeg så ikke i avisen fra i går – mandag – ser en artikel, hvor der med store fede bogstaver står “Lolland Kommune har succes med nyt indsatskatalog – Millioner er sparet” !!!!

Læser med større og større foragt om det her fantastiske tiltage kommunen har lavet, hvor vi virkelig hjælper vores borgere samtidig med at kommunen sparer penge. Omrokering af ressourcer så de mere selvhjulpne får mindre hjælp, og dem som har et større behov for mere konstruktiv hjælp, hvilket så giver en stor besparelser. GU HELVEDE GØR DE DA EJ ! DE TAGER TIMERNE FRA DE ÆLDRE – UANSET OM DE ER LIDT ELLER MEGET SELVHJULPNE, LÆGGER BYRDEN PÅ HJEMMEPLEJEN, OG FORVENTER DE RENDER LIVET ENDNU MERE AF SIG, END DE HELE TIDEN HAR GJORT, FOR DEN SAMME USLE LØN, MENS DE SIDDER PÅ DERES RØV OG DÆKKER SIG IND UNDER FLOTTE ORD SOM “SMÅ, MELLEM OG STORE HJÆLPEPAKKER” OG BRYSTER SIG MED DERES FANTASTISKE INDSATS !!

Det river i mig af arrigskab og igen.. jeg har ganske enkelt ikke ram nok i hovedet til at lagre og forstå, at de her ting virkelig sker. Jeg har fanme slet ikke fatteevne til det altså.

Den gamle fagforenings-Charlotte skriger på strejke fra hjemmeplejen – Hvordan fanden kan de holde ud at arbejde under sådan nogle vilkår ???

Og hvordan fanden kan vi byde vores ældre og svage borgere sådan noget lort ??

Kære hjemmepleje : Strejk for helvede ! Det er kun jer der kan sige STOP NU !
Min største respekt for jeres arbejde. Men hvordan fanden kan i holde det ud. ?

Kan man strejke som pårørende ????

 

 

Fængsel på Falster.

Torsdag d. 9. februar 2012

Jeg bør ikke høre radio. Den kan til tider have en eksplosiv virkning på mig. Det kan absolut ikke være sundt for helbredet !

Vi har langt om længe udsigt til at få noget vækst hernede på vores kanter. Der skal blandt andet bygges et fængsel på Falster.

Nu hører jeg gudhjælpemig en eller anden spade fra Guldborgsund Kommune og en eller anden smart professor sige, at det er synd for de indsatte, at lægge et nyt fængsel hernede ! De siger noget i retning af : at det vigtigste for de indsattes chancer for at komme ud af deres kriminalitet, er at have en tæt kontakt med deres pårørende mens de sidder inde. Og det vil placeringen af det nye fængsel forringe muligheden for.

For det første kan de her kriminelle i første omgang sgu da lade være med at lave noget lort, der får dem buret inde. Er da ved at brække mig over alle de hensyn der skal tages til bøller der slår uskyldige folk ned, og ihjel og alting. Hvis det endelig skulle komme dertil, skulle vi da heller give dem nogle ludere i spjældet og noget massage og sådan noget. Så bliver de mindre aggressive, mere rolige og får løsnet op for noget af al deres indebrændthed. Og give dem en “lærer”, der kan fortælle dem, hvordan man skal opføre sig !

For det andet – har vi da slet ingen kriminelle hernede ? Hvad med alle de bøller vi har på Lolland og Falster der også lige skal brænde lidt tid af bag tremmer ? Mange af dem ser sgu da ikke nogen pårørende, fordi de kommer til Horserød og andre fængsler langt væk fra Lolland og Falster. Vi har altså også bunkevis af spjældkandidater hernede i “udkants Danmark”. Men skid dog være med dem. De står alligevel ikke til at redde og er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Er det sådan det er ?

Får da uregelmæssig puls af alle de “kloge” mennesker, der spiller smarte i radioen.

 

Rygerjagt.

Onsdag d. 8. Februar 2012

Nu må de sgu snart stoppe deres rygerheksejagt !!   

Først laver der rygeforbud alle vegne. Det var virkelig grænseoverskridende og frihedsberøvende ! Jeg blev lige nøjagtig 7 år på et splitsekund, og ville da skide på deres love og regler og røg da lystigt videre, alle de steder jeg ikke ligefrem risikerede at blive arresteret (er jo ikke helt så sej som jeg lyder vel ).

Med tiden må jeg dog indrømme, at der nu alligevel hvad nogle gode ting ved alt det her rygning forbudt alle steder noget. Duften i restauranter, røgfri togkupeer, – Husker tydeligt da man måtte ryge i de gamle Lollands banens “grise”/lynetter. Når jeg tænker tilbage, kan jeg slet ikke forstå, jeg har kunnet holde ud at sidde i sådan en togkupé. Jeg må have stinket noget så forfærdeligt, når jeg stod af toget. Det er rigtig godt for vores “inde-miljø”, og jeg får da også en fandens masse meget mere frisk luft, efter rygeforbuddet, for nu sidder jeg konsekvent udenfor når jeg er på café – Sommer eller vinter – koldt eller ej. Er faktisk ret sur på alle de  steder, der tager deres borde ind om vinteren.

Stødt og roligt er cigaretterne steget til spidsen af en jetjager, så mine børn har måtte sulte fordi deres mor skulle ryge. Det har jeg også accepteret fuldt ud – fair nok. Vil man ryge koster det. At de har truet med bål og brand og død på pakkerne, har jeg egentlig bare moret mig lidt over. Også de her nye fotomanipuleret billeder af rygerlunger. Påvirker mig ikke. Døden skal have en årsag. Og SKAL de absolut lave sådan noget – så gør det dog lidt troværdigt, fremfor at bruge billeder man tydeligt kan se ikke er ægte.Jeg kan også grine af, de bruger så vanvittigt med ressourcer på at diskutere, hvor mange cigaretter der skal være i en pakke. Det er sgu lidt til grin.

Men NU er min grænse fanme nået !!!! At jeg ikke kan ryge min smøg uden den hele tiden går ud, og gløden falder af ! DET er fanme et personligt overgreb på mig !!!! Hvad skal det til for ? Er det bare et nyt påfund for at genere os rygere ? Det skal sgu da ikke gå ud over mig, at der er nogle spritstive mennesker, der falder i søvn med deres smøg i hånden eller at der er nogen der smider en tændt smøg nogle steder der er brandfarlige eller hvad fanden deres argument nu er. Så må de sgu da skyde de mennesker, der ikke kan finde ud af at ryge !!

Gad vide hvad det næste bliver ? At smøgen springer i hovedet på os når vi tænder den ??? Er det bare mig, der er hysterisk – eller er det snart helt ude i hampen ?