Cuba. The day after. The Past. The Future.

Tirsdag d. 28.01.14

Nyligt hjemvendt fra 10 dage i Cubas varme hovedstad Havana. Hjem til endnu et dødsfald i familien. Sne, frost og kulde. “Katastrofer”, konflikter, sygdom i omgivelserne. Alle er fyldt op, af sig selv, af andre, af problemer, af stress, af .. alt. Stadig smadret af – heldigvis aftagende - influenza. Ensom, ynkelig, undrende, overvældet, væltet, tom, fyldt. Mine børn er mine lys. Min stolthed, glæde, munterhed, sjov, fis, varme, kærlighed. LYS LYS LYS. Elsker jer. Ubetinget. Grænseløst. Ubeskriveligt.
Min Kærste er min stenstøtte. Tålmodig. Tolerant. Vedholdene. Udholdende. TAK Kærste. Elsker dig. For evigt. <3

Cuba har om noget vendt min verden på hovedet. På godt og ondt. Ikke mindst har Cuba for alvor åbnet mine øjne for, hvor vigtigt det er, at tage ansvar for, at leve det liv, jeg ønsker at leve inden for de muligheder jeg har. Jeg har PLIGT til at tage et ansvar, bruge min viden, følge mine drømme, finde og dyrke mine værdier. Værdsætte mine muligheder. Elske mit liv. Og kæmpe for det !
Rejsen til Cuba har om muligt gjort mig endnu mere skræmt over, hvor stor indflydelse magt, penge og ikke mindst politik, ikke kun lokal- men også verdenspolitik, har på den enkeltes liv. Cuba har åbnet mine øjne for, hvor galt det kan gå, hvis vi fortsat bare ser til. Fortsat bare lader magthaverne trække flere og flere umenneskelige uhyrligheder ned over hovedet på os. For “Vi har det jo meget godt” – “Ingen dør af sult i Danmark”. Endnu. Vi har ikke interne krige i Danmark. Endnu. Men vi har flere og flere meningsløse drab på gaden. Flere og flere hjemløse. Flere og flere gamle, som ikke får den hjælp de har brug for. Flere og flere unge på afveje, som har stor brug for hjælp, men som ikke får det, så der bliver færre unge til at holde vores samfund kørende – netop fordi de ikke får hjælp til at komme tilbage på sporet. Og det er IKKE fordi vi ikke betaler tårnhøje skatter og afgifter og gebyrer og fanden og hans pumpestok. Vi ved bare ikke, hvad fanden pengene bliver brugt til, ud over brandslukning og kort-snæversynede plastervisioner. Lige nu. Lige her og nu. “Har vi det jo meget godt. Du og jeg lillemor. Du og jeg lillefar. Os og børnene. Vi har det jo meget godt”. Jep. Men om 20 år er det sgu børnene der er lillemor og lillefar, og hvilke vilkår efterlader vi dem ???? Hvilke fremtid efterlader vi VORES børn, VORES børnebørn, VORES efterkommer. Forstår faktisk ikke vi som forældre, kan se os selv i øjnene.

Vi HAR muligheden for at råbe højt. Gøre en indsats, gøre oprør, uden at udsætte vores frihed og vores liv. Vi gør det bare ikke. Heller ikke jeg. Hvor end jeg gerne vil. For jeg ved ikke hvordan man gør det alene. Og jeg kan ikke få nogen med mig. Men vil muligheden blive ved med at være der ? Eller skal vi bare læne os tilbage og vente, til andre kommer og dikterer vores liv fuldt ud. ? Det er der vi er på vej hen …..
Det var lige et uventet opstød af dimensioner. Det er bare lidt af det Cuba har gjort ved mig.

Nu til Cuba.

Kontraster. Danmark / Cuba. BIG difference ! Cuba / Cuba = BIG difference. Cuba er indbegrebet af kontraster. Cuba – Havana er …. Både og. Enten eller. Alt .. og intet. Både skræmmende og tiltrækkende. Enten voksende eller døende.
Kaotisk, Kontrastfyldt, Kaos.
Pragtfuld, Pulserende, Primitiv.
Skøn, Stinkende, Storslået.
Beskidt, Berusende, Bemærkelsesværdig.

Fast ingrediens i vores rejser er Politikens “Turen går til” denne gang Cuba.
Vi havde begge læst en hel del om Landet inden vi rejste. Både i Turen går til, og i en anden bog, som Niels havde købt. Intet kunne forberede os på det vi kom til. Efterfølgende fandt vi lidt i bøgerne under “praktiske ting” og lidt mellem linjerne. Men jeg tror det handler meget om, at Cuba dels er ubeskrivelig og dels meget afhængig af øjnene der ser. Cuba kan ikke forklares. Cuba skal opleves.

Mandag. d. 13. januar.

Dagen for afrejsen startede MEGET tidligt. Vi skulle flyve fra lufthavnen kl. 06.00.
Man skal jo være i lufthavnen 2 timer før, så.. afgang fra Maribo kl. 02.00. Niels havde sovet et par timer. Jeg havde slet ikke været i seng. Har en misundelsesværdig evne til at sove på flyveture (måske fordi jeg snyder med hjælpemidler i form af små ”lyserøde” piller), så jeg ville heller sove på den 10 timer lange tur fra mellemlandingen i Amsterdam til Havana, Cuba.

Traditionen tro starter vores rejse med en Underberg i Katrup Lufthavn.
Lufthavn på vej. DK
Kan godt li lufthavnen om natten/tidligt om morgenen. Der er stille. Tempoet er roligt. Der er ikke så mange mennesker. Endnu.

Min elskede betænksomme Kærste havde sørget for, at vi havde de perfekte siddepladser, både hele vejen over og hjem. Så vi sad helt alene med ekstra benplads på turen til Amsterdam. Det gjorde vi sørme også fra Amsterdam til Havana =o) TAK Kærste. Det gør bare rejsen så meget nemmere ! Vi fløj med KLM hele turen, hvilket varmt kan anbefales. Jeg sov – som altid – hele vejen fra Amsterdam til Havana, kun afbrudt af de måltider der serveres om bord.

Mandag kl. 15.35 Cubansk tid (21.35 DK-tid) landede vi i Havana. Lidt trætte men meget opmuntret af forventning til det, der nu lå foran os. Allerede lufthavnen bar præg af, at vi var kommet til et land, hvor tingene er meget anderledes, end vi er vant til. Alting gik bare en tand langsommere. Alting var bare en lille smule mere primitivt, mindre prangende, færre bagagebånd, afslappet personale, selvom der er stor sikkerhed og strenge regler i de cubanske lufthavne.

Der sad kvinder i sygeplejerskekostumer, hvis funktion jeg ikke kunne lure. Resten af de kvindelig personale bar grønne uniformer m. korte nederdele, høje hæle og mønstrede nylonstrømper.

Der sad kvinder i sygeplejerskekostumer, hvis funktion jeg ikke kunne lure. Resten af de kvindelige personale bar grønne uniformer m. korte nederdele, høje hæle og mønstrede nylonstrømper.

Første step, efter vores bagage langt om længe ankom, var at få vekslet nogle Euro til cubanske dollar. Jeg blev placeret på en bænk med en kop kaffe, en sodavand, mine smøger og vores kufferter, og så gik Niels på jagt efter et sted at veksle. Sad bare og nød solen og varmen, kaffen og smøgerne, palmerne, lydene og menneskene. Da Niels efter noget tid havde fået vekslet, skulle vi se, om vi kunne få en simkort til Askes gamle Ipad. Vi havde lejet en bil hjemmefra, som ventede på os i lufthavnen. Så Ipaden var med til at vise vej. Niels måtte igen i kø, denne gang lige ved bænken hvor jeg sad og slappede af - Stakkel ;o)
Kø til simkort.
Ingen simkort til os. Men en adresse på et sted i Havana, hvor vi muligvis kunne købe et. Heldigvis havde Niels både printet kort og købt et stort Cubakort hjemmefra, så vi skulle nok klare os. Sidste opgave = at hente vores lejede bil.

Sol, varme, palmer. Og på vej efter bilen.

Sol, varme, palmer. Og på vej efter bilen.

Langt om længe er vi på vej fra lufthavnen. Med mor bag rattet og Niels som Co-pilot. ;o)Mor Kører 1

Mystisk nok kunne Ipaden “se os” selvom der ikke var simkort i. Så det gik glimrende hele vejen ind til byen, med kort og Ipad. Det blev straks lidt værre, da vi skulle finde hotellet i labyrinten af små ensrettede og ufarbare gader =o/ Vi havde dog ikke kørt ret langt, før en ung fyr gennem vores åbne vindue i bilen, spurgte hvor vi skulle hen, om han skulle hjælpe. Mens vi snakkede med den unge mand, stødte en ældre mand til, som også ville hjælpe. Sikke dog imødekommende og venlig mennesker. Tænkte jeg. Det viste sig, at det var far og søn, og inden vi nåede at tænke særligt over det, sad begge i bilen, for at vise vej til hotellet – uafbrudt spørgende og talende på meget dårligt engelsk. Vi havde været TIMER om at finde frem til det rigtige sted alene – men far og søn kendte alle veje og lovlige retninger, og vi kom frem uden problemer, men en hel del anspændt.
Det var FEDT at køre bilen, men for faén da, det krævede en enorm portion tålmodighed (hvilket IKKE er min stærkeste egenskab). Gaderne var smalle og ujævne. Færdselsregler findes ikke. Man blinker ikke af. Kører pludselig ud fra kantstenen, hvor man hold parkeret. Fortove kan ikke kaldes fortove, så folk gik midt på de i forvejen smalle gader, uden tanke for at flytte sig til siden, bare fordi der kom en bil.  Det vrimler med cykeltaxier, som kører i både den ene og anden side og med og mod trafikken og uden nogen som helst fornemmelse for andre end dem selv. Der kunne pludselig dukke et stort hul op i vejen. Eller være et eller andet parkeret midt i det hele. Man skulle både holde øje med sig selv, og vide hvad alle andre derude, havde tænkt sig at gøre. Det var et trafikalt ragnarok på ufarbare veje af rang. Men spændende, charmerende og vildt udfordrende. Godt trætte, udmattede og let rystede fandt vi en formidabel parkeringsplads tæt på hotellet midt i Old Havana. Vi takkede overstrømmende far og søn for hjælpen. Men de havde ingen planer om, sådan lige at slippe os igen. Heller ikke selvom Niels gav dem 5 CUC for hjælpen. De greb fat i vores kufferter, og slæbte dem hen på hotellet. Dvs. Niels nåede at tage sin selv, men sønnen havde et godt tag i min, og faderen fulgte – stadig talende - med. Først ved receptionen, hvor der var en piccolo, der overtog vores kufferter, kom det frem, at de ville have os med til et cigar-kooperativ for at sælge os nogle ægte cubanske cigarer. Det var svært at få dem til at forstå, at det ville vi ikke – vi skulle lige lande først. “Jamen så i morgen da?”. Måske sagde vi. “Hvad tid i morgen så?”. Det ved vi ikke ! Vi er lige kommet.! De var søde og rare og hjælpsomme. Men… ikke uden bagtanker.

Hotellet var en drøm. Ude fra som inde fra. Ude fra som et stort ældgammelt prinsesse slot, hvor man bare venter på Rapunzel smider fletningen ud fra tårnet.  Midt i en enorm by. Fuld af hemmelige hjørner og kroge. Så smuk. Fuld af sjæl og historier fra en længst forgangen tid.
Hotel udefra
Indeni fortsætter eventyret. Store marmorsøjler. Høje buede vinduer. Gamle specielle lysekroner og lamper. Gammel reception i mørkt træ med små finurligheder. Det var som at træde 100 år tilbage i tiden (hvilket det også er).
Hotel 1

Anden af hotellets 3 etager.

Anden af hotellets 3 etager.

Hotel 3. sal

Hotellets elevator. Lige så gammel som resten. Fungerede upåklageligt. Bortset fra den ene morgen, hvor vores meget fine engelske ældre nabo-dame ikke kunne komme ud. Hun stod bumstille mens hun råbte - Hallåu ! Hallåu ! - Hun kunne slet ikke råbe, kun tale højt. Indtil vi kom og opdagede hende, så vi kunne hente en redningsmand. Hun var så sød og total weard.

Hotellets elevator. Lige så gammel som resten. Fungerede upåklageligt. Bortset fra den ene morgen, hvor vores meget fine engelske ældre nabo-dame ikke kunne komme ud. Hun stod bumstille mens hun råbte – Hallåu ! Hallåu ! – Hun kunne slet ikke råbe, kun tale højt. Indtil vi kom og opdagede hende, så vi kunne hente en redningsmand. Hun var så sød og total weard.

Værelset var enormt stort. Enkelt holdt i gammel stil med store gardiner og klunker. Stort og med alt, hvad man har brug for. Stort rummeligt skab til tøj. Minibar. Lækkert badeværelse. Gamle, tunge og komfortable jernsenge senge. En sofa, en stol og et bord. Aircondition. Fantastisk.
VÆR NYT
Vær. 2

Hotellet beskriver sig selv bedst :

“Et fantastisk eksempel på art nouveau-inspirerede arkitektur går tilbage til 1908. Hotel Raquel beliggende nær en af ​​gamle Havana mest attraktive pladser, Plaza Vieja, tilbyder gæsterne en smuk og romantisk stemning. Hotellets eklektisk facade er godt matchet af den imponerende interiør: skinnende marmorgulve, polerede søjler og fornemme periode sofaer. Det mest slående træk ved hotellets lobby er uden tvivl de blyindfattede ruder placeret over atrium, holdt i beroligende toner af gult lys. Hotel Raquel tilbyder 25 komfortable værelser, som er fordelt over tre etager og omkring atrium. Værelserne er omhyggeligt designet og dekoreret med malerier af kendte cubanske kunstnere. 

Hotel Raquel er også kendt for sine referencer til jødiske tradition og tro, som består af forskellige dekorative elementer, herunder en sten gravering af en Davidsstjerne i receptionen og forskellige symbolske artefakter som mezuzahs fastgjort til nogle af dørstolperne ved værelserne. Raquel elegante restaurant serverer typiske jødiske retter.

Tagterrasse på Hotel Raquel er et fantastisk sted at nyde en drink eller bare at kigge over byen.

Ligesom alle hoteller i Old Havana, drives Hotel Raquel af Kontoret for byen Historikeren af ​​Havana, hvilket betyder, at alle overskud geninvesteres i restaurering af byens historiske centrum. ” Citat slut.

Nok om hotellet, som i sig selv er en hel historie og seværdighed. Det var i hvert fald en stor og meget glædelig overraskelse, at det var så fint og smukt.

Vi var død trætte, men slet ikke klar til at gå i seng. Klokken var stadig ikke ret mange, vores døgn jo var blevet forlænget med 6 timer. Vi sundede os lidt og begav os så på gaden for at sondere terræn, og måske finde tår aftenkaffe.

Satme om ikke knægten fra “vejviserduoen” står på hjørnet foran hotellet og venter på os. For endnu engang at tilbyde os billige cubanske cigarer. Vi takker endnu engang nej, hvorpå han forsøger at lave en fast aftale med på et senere tidspunkt. Niels får forklaret ham – endnu engang – at det er vi ikke interesseret i. Da vi får rystet ham af os, slentrer vi stille og roligt lidt rundt i gaderne. Vi var som sagt trætte, så det blev ikke den store rute, vi lagde for vejen. Men vi fandt hurtigt en hyggelig åben plads med 3 caféer, hvor vi slog os ned. Stemningen var surrealistisk. Stille og støjende. Dæmpet gulligt skær i skumringen. Aftenlun. Tunge hårde jernstole og borde. Overvældende charmerende.

Første aften på Plaza de Vieja.

Første aften på Plaza de Vieja.

Vi sad en rum tid og bare var til stede. Sugede indtryk til os. Mærkede stedet. Varmen. Og trætheden. Gik tilbage på hotellet. Pakkede ud. Og på hovedet i seng. Vi sov fantastisk og som sten den første nat.

Tirsdag d. 14. januar 2014

Vi vågnede friske og veludhvilet. Klar til at gribe dagen, indtage Havana og møde eventyret. Vores værelse lå på tredje sal lige ud til tagterassen. Der gik vi ud som det første. Min fantastisk betænksomme kæreste havde medbragt vores lille rejsekogekedel, så jeg kunne nyde min morgenkaffe i den storslåethed der mødte os. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Fuglene kvidrede. Terrassen var et rent eventyr i sig selv. Gammel, slidt forfalden og fandens charmerende skøn og indbydende. Følte jeg svævede. Udsigten var som at være med i en actionfilm. Det var nærmest en by ovenpå byen. Hanen galede…. Hanen galede ???? Jep. Hanen galede. På en af tagene var der nemlig en hønsegård. Og hanen var et prægtigt mandfolk, som beskyttede sine høns med sit liv. Jeg svulmede helt over af.. ja undren, begejstring, skønhed. Solskin.

Hønsegård på taget.

Hønsegård på taget.

Morgen på terassen 1
Morgen på terassen 2
Udsigt 1
Udsigt 2

Efter vi havde indtaget morgenmad, som Niels havde hentet il os, på taget, gjorde vi os klar til at indtage Havana. Vi havde besluttet at starte i området, hvor vi boede – Old Havana. Alene dér var der oceaner af små seværdigheder, jeg gerne ville se, om som jeg havde kortlagt hjemmefra. Vi skulle også finde et sted, hvor vi kunne proviantere til minibaren. Vejret var som sagt upåklageligt. Alene det at trække i sommertøj og bare tæer i sandaler, gjorde mig intet mindre end udødelig.

Min overvældende morgenbegejstring aftog en lille smule allerede ved indgangen til hotellet, hvor knægten fra i går endnu engang havde taget opstilling, for at vente på at “overfalde” os med sit og farens cigartilbud. Dér blev jeg sgu godt nok lidt små-irriteret. Niels fik på en lidt mere kontant måde fortalt ham, at vi IKKE var interesseret. Den oplevelse fik vi hurtigt rystet af os…. eller.. jeg er vidst den der mest bliver påvirket af den slags anmassende sugemaller. Første mål var at finde et sted, hvor vil kunne købe vand.

Jeg er vant til lidt af hvert på vores ferier. Har prøvet lidt af hvert på vores ferie. Men jeg har også altid haft en “sutteklud” indenfor overskuelig nærhed. Enten i form af Futte, eller et trygt og hyggeligt café-område, et lækkert hotelværelse, hvor man kan få alt eller bare noget, som giver en tryghedsfølelse.
Jeg er jo pisse dobbeltmoralsk. Ud ad til, vil jeg gerne kunne bryste mig med, at have levet “autentisk som de indfødte i landet”-agtigt. Hvis i spørger, kan jeg sove i en myretue under åben himmel, skide i et hul i en skov, tørrer mig med blade, leve af tørt brød, og vand fra en skovsø. JEG KAN BARE IKKE LI´ DET ! Inderst inde er jeg en diva, der helst vil bo i vild luksus med spa og massage, cafeer indenfor 50 meters afstand, helst på hvert gadehjørne, og en designergade tæt på vores opholdssted, og så må alt det autentiske godt være i gå-afstand. Bare jeg har min komfortzone inden for øjenvidde, kan jeg sagtens kaste mig ud i selvfede “se-mine-overlevelses-evner-eventyr”. Men så snart jeg ikke øjner bare en lille zone panikker jeg totalt. Jeg kunne bare ikke finde den zone vores første dag.

Først fandt jeg gaderne i Old Havana meget fascinerende. Et samsurium af charmerende forfald, ind i mellem afbrudt af enkelte malede huse. Hullede beskidte gader. Bunker af affald i overfyldte stinkende containere. Biler der dyttede, mennesker … mange af dem. Mænd og kvinder : ”Cigars Mister ?”  Cykeltaxier, almindelig taxier hvor end man vendte sig, konstant spørgende “taxi Lady?”. Herreløse hunde. Børn der legede. Vasketøj på alle altaner, i vinduer, alle steder. Faldefærdige opgange. Gårde. Huse. Beboelse, der ville være blevet erklæret uegnet til formålet i Europa. Folk levede. Hektisk, støjende, syngende, summende, smilende. Kaos.
Gader i Havana første dag.
Første dag.
Første dag 1
Efter at have gået i noget som føles uendeligt uden at være stødt på noget der bare mindede en lille smule om en kiosk, en købmand, en cafe eller andet, kunne jeg mærke begejstringen langsomt sive ud af kroppen, for at gøre plads til panikken. Jeg var fast besluttet på IKKE at lade mig mærke med det. Niels var super glad, og det ville jeg ikke tage fra ham ved at være en forkælet diva. Så jeg bed tænderne sammen og bad til Gud.

Vi nåede op til pladsen ved Capitolio. Capitolio har før revolutionen været sæde for regeringen, men huser i dag Cubas videnskabsakademi og naturvidenskabelige nationalbibliotek. Bygningen – en enorm kolos præget af et prægtigt indgangsparti i midten under et stort kubelformet bygningsværk – var desværre under renovering, da vi var der. Så vi kom ikke ind og se de arkitekturiske og skulpturelle skatte som bygningen gemmer på.
Capitolio

Menneskevrimlen var vokset betragteligt. Larmen, varmen, tørsten, dytten, “taxi sir?”, – panikken truede med at tage helt over, hvilket jeg ikke længere kunne skjule for min stakkels Kærste.
Her var der masser af små lokale butikker med det mærkeligste udvalg.
Og langt om længe faldt vi over et sted, hvor man kunne købe vand på plastikflaske. Vi var frelste ! TAK Gud ! Og jeg drak grådigt. Og fik lidt af modet tilbage. “Det er jo en del af eventyret”. Næste mål var at finde en cafe. Lige så umuligt som at finde vand og en nål i en høstak. Den dag. Vi lærte mange ting. Den dag.

Vi stod på pladsen efter at have slukket tørsten og kiggede på vores kort, og prøvede at orientere os om, hvor der var størst sandsynlighed for at finde en café. Pludselig står der en vældig flink, rar og hjælpsom mande-cubaner (gæt sidst i 20érne) og spørger på deres sædvanlig dårlige engelsk, hvor vi kommer fra og hvad vi leder efter. Vi vil helst selv, og svarer nødtvunget, at vi søger en café. Endnu engang fanges vi af cubanernes effektive indsmigren og tilsyneladende altoverskyggende hjælpsomhed, og ender med at traske efter denne her mand “follow me – just follow me. Its right arround the corner”, alt i mens han plaprer løs om, at Danmark er et skønt land, koldt nu, og spørger om en masse ting. Vi går væk fra pladsen og ned af nogle gader vi ikke kender. Bliver lidt utrygge og spørger, hvor langt der er endnu. Vi er der næsten. Det viser sig nu at blive meget hyggeligt. Umiddelbart. Han bringer os til en lille sparsom lokal cafe, hvor han kender ejerne, og vi får serveret en udmærket cappuccino og en alkoholfri Mojito. Og der må ryges. Det må der heldigvis alle steder i Cuba. Også på hotelværelserne.
Vores cubanske ven.
Vi snakker lidt om Danmark. Lidt om Cuba. Priser på biler. Lønninger i det ene og det andet land. Han fortæller bl.a., at befolkningen i Cuba har madrationeringsmærker, hvilket betyder, at de kun kan købe visse varer i begrænsede mængder. At min mobiltelefon koster mere end han kan tjene på.. kan ikke huske hvor længe.. men det var længe. Osv. Meget interessant det af det jeg kunne forstå. Mens vi snakkede priser og valuta gav han mig en cubansk 3-pesos-seddel med billede af Che Guevara. Som souvenir. Først forstod jeg det ikke. At han ville give mig den. Så tog jeg den lidt tvivlsomt og modstræbende. Og Niels brød sig slet ikke om, at jeg tog i mod den. Men manden forklarede, at deres penge jo ikke er noget værd. Så det var ingen penge for ham. Det er det jo alligevel. Penge er jo ikke ikke-noget-værd, for så er der ingen grund til at have dem. Any way. Jeg sagde tak og lod den ligge på bordet. Indtil han tog den og endnu engang gav mig den i hånden, for det var dumt bare at lade den ligge der, hvis den blev væk. Så lagde jeg den ind i vores bog. Efter anden runde Mojito begyndte samtalen at uddø, vi ville gerne videre, vidste bare ikke helt hvordan. Vi havde ind i mellem talt om, hvad han mon forventede. Da vi havde betalt regningen for drikkevarerne (dem betalte Niels), og vi gjorde anledning til at bryde op, kom det. Manden vendte på en femøre, fra at være smilende, “stor i slaget”, informerende, “jeg vil gerne blive bedre til engelsk, derfor taler jeg med jer”, til at blive lille, bedende, ydmyg : “Can you give me 20 CUC for milk to my children Sir ? Please ??” Jeg kan ikke beskrive de følelser der løb igennem mig. Følte mig dum, naiv, godtroende, narret, snydt, fanget i en fælde og alt muligt andet. Jeg er aldrig stødt på så udspekuleret en måde at betle på ! Så … nederdrægtig en måde, at fange uvidende turister i sin indsmigren og “hjælpsomhed”, “imødekommenhed”, for derefter at betle om deres penge. 20 CUC !! 120 DKKR for hans påduttede selskab !!! Vi snakkede noget frem og tilbage om, hvordan fanden vi lige skulle håndtere det. Samtidig med vi diskuterede med manden, hvordan fanden han kunne finde på, at sidde og give mig penge, når han bagefter tiggede om selv samme. Det endte med at vi gav ham 10 CUC med et løfte til os selv og hinanden om, at vi aldrig mere modtog hjælp vi ikke selv havde bedt om.

Efter den oplevelse havde jeg virkelig brug for at finde noget civilisation. Hjemmefra havde jeg set på kortet, at der skulle være en gå-gade/et strøg, der hedder Obispo, i området tættere på, hvor vi boede, som vi ville finde.
Vi var også blevet sultne. På vej mod Obispo på et hjørne af en stor vej mod Capitolio og en af de små labyrintede veje ned gennem området hvor vi boede, lå der en lille ret hyggelig cafe, hvor man også kunne få lidt at spise. Vi stod lidt ubeslutsomme ved døren. Alle borde udenfor var optaget. Vi ville sidde ude. Så vi tøvede lidt for at se, om ikke snart der var nogle der gik. Der gik ganske kort tid, før en tjener spottede os, og hurtigt fangede, at vi ønskede at sidde ude. Intet problem ! I løbet af no time, havde han og en anden tjener båret endnu et bord og et par stole ud i solen til os ! Det kan man sgu da kalde service ! Blev helt glad over endelig at møde lidt oprigtighed. Og man kunne oven i købet få kaffe ! Hvorfor bliver tjenere så forundret, når jeg bestiller cappuccino og gerne vil have den med det samme og ikke først efter maden mon ?
Først da vi sad der. Havde bestilt mad. Jeg havde fået min kaffe. Havde tændt en smøg. Lænet mig tilbage i solen. Slappede jeg lidt af, og begyndte at få det humør tilbage, som ellers havde fortaget sig i løbet af dagen.
Her fik jeg min første lille cubanske ven. Han var noget så dejligt. Tilsyneladende havde han desværre ingen ejer. Hvis jeg havde kunnet, havde jeg taget ham med hjem og fyldt ham med kærlighed.
Hundeven
første dag mad
Maden var værd at vente på. Tjenerne super rare.

Og først nu klar til at lade mig fascinere af alle de amerikanerbiler, der suser rundt i gaderne i Cuba. Vi vidste selvfølgelig godt i forvejen, at vi ville finde amerikanerbiler på Cuba. Men at det var i så stor en udstrækning, kom helt bag på os begge. Det vrimlede med dem. Over alt hvor vi kom frem. Nogle var mere velholdte end andre. Mange af dem fungerede som taxier til ære for turister, og for at tjene penge selvfølgelig. Lige så mange blev brugt til eget brug og til samkørsel for indbyggerne. Lige så meget man drejede hovedet af led for at kigge efter dem, lige så immun blev man til sidst. Lige med bortset fra overfor de ekstra flotte flydere.
AM biler

Obispo blev senere min safetyzone. Udover hotelværelset. Det var forholdsvist let at finde. Igen.. umiddelbart skuffende. Det skal siges at mine førstehåndsoplevelser var meget præget af både enorm træthed, total uforberedthed, og dårlig hals.
Havde forventet et strøg alla strøget i KBH. Jo længere vi kom ned at Obispo, jeg mere hang jeg med skuffen. Der var da enkelte “butikker”, som jeg ikke ville nedværdige mig til overhovedet at kalde butikker. Der var da også et par beskidte usle barer og noget der kaldte sig caféer, der bare ikke havde kaffe. Jeg mistede endnu engang modet. Og blev samtidig frygtelig skuffet på mig selv, over hvor forkælet mine behov egentlig er.

Da vi nærmede os den anden ende af Obispo lysnede det lidt igen. Vi stødte på Café Paris, hvor der var gode pladser udenfor, og Salsarytmerne dansede gennem vinduet fra cafeen. Der var en hyggelig stemning med en nogenlunde god kop kaffe.
Dér sad vi lidt og forsøgte at fordærve alle de indtryk der bombarderede os i dette ubeskrivelige land. I denne kontrastfyldte by. Stadig en smule desorienteret. Endnu ikke helt fri af gårdsdagens træthed.
Cafe paris 3

Opfrisket af musikken og hyggen på Café Paris, fortsatte vi det sidste lille stykke op ad Obispo mod Plaza de Armas, som er byens ældste torv, og mødte sørme Fidel og Che på vejen :
Fidel og CheDe var herre skønne de to ældre cubanske mænd, som gav sig ud for de to meget populære rebeller. Mange cubanere bærer en eller anden form for “hyldest” til Fidel og Che i form af påklædning, skæg som Che eller andet. De to kunne ikke et ord engelsk, hvilket også var helt unødvendigt med deres glædessmittende kropssprog.

Plaza de Armas er fantastisk. Den tidligere eksercerplads rummer i dag et enormt bog- og antikmarked hele vejen rundt om det smukke område af træer og en stor hvid marmorstatue af revolutionshelten Manuel de Céspedes´. Masser af gamle bøger om rom, revolutionen, Cuba, Fidel og Che, film, musik og meget mere. Frimærker, gamle lokale cubanske penge, rosenkranse (weee ! ), bibler, smykker, gamle kameraer, cigarbælter, kristne figurer, kapselåbnere fra cola… der var hundredvis af ting og sager, alt sammen gammelt. Et ægte kræmmermarked, blandet med små hyggelige caféer. Dér havnede stort set alle mine lommepenge ;o)
Plaza de Armas 1
Cubakøb
På den ene side af pladsen ligger den enorme tidligere guvernørbolig Palacio de los Capitanes Generales. Den anden side ligger lige ud til Havanas kæmpe havneområde og Forsvarsanlægget Castillo de la real Fuerza, som rummer en masse små skatte – ægte guld og sølv, skår af potter og andet, mønter, smykker – alt sammen fisket op fra forliste flåder ved Cubas kyst.

Her mødte vi Søren og Chiqui. Vi osede lidt på markedet og nød pladsens skønne, rolige omgivelser. Jeg stod og kiggede lidt på nogle ting ved en bod, hvor Chiqui stod og kiggede på en Madonna-figur. Søren er pæredansk. Chiqui cubaner. Husker ikke helt hvordan, men vi faldt i hvert fald i snak. Vi endte med at gå ned til et sted, hvor man IKKE kunne få kaffe, men noget koldt og drikke, nede ved havnen.
Søren er cykelhandler. Ikke helt almindelige cykler. Næ næ.. det er skam Cyklernes Rolls Royce han forhandler. I 1981 etablerede han firmaet Sögreni cykler og har siden udviklet dyre kvalitetscykler og tilbehør hertil. Sögreni er hans efternavn. Søren er en voksen mand på 57 år, som tilbringer flere måneder om året på Cuba, hvor han har mødt en rigtig sød cubansk kæreste – Chiqui. De har nu været kærester i 4 år.

Niels og Søren faldt i hak med det samme og kunne jo tale meget om forretninger. Og Søren kunne fortælle en masse om Cuba og give os nogle gode råd. Jeg faldt nu også pladask for både Søren og Chiqui – sjældent man møder så ligetil og ukomplicerede mennesker. Og Søren er præcis en mand som Niels, der ikke bryster sig af sin velhavenhed. Chiqui kunne kun meget meget lidt engelst – hende og Søren talte spansk sammen. Men hun lyttede meget og Søren fortæller, at det er sådan hun lærer dansk. Ved at lytte til samtaler. Hun er bare sådan en man har lyst til at nusse hele tiden.
Søren og Chiqui 1

Da vi ikke gad hænge der længere, foreslog Søren vi gik på bar på Obispo. Det var super sjovt – stemningen var fantastisk ! Der var levende cubansk musik - hvilket vi fandt ud af, der er, de fleste steder - og ved et bord sad en hel flok cubanske kvinder, som ind i mellem dansede til musikken. Blandt kvinderne var den skønneste lille Cuba-mama, som bare kunne danse. Min begejstring for hende må have været meget åbenlys, for det endte med jeg blev inviteret med i dansen, hvor Cuba-mama meget tålmodigt forsøgte at lære mig de famøse trin. Det gik ikke så godt men det var kæmpe sjovt og hyggeligt !
Salsa 2
Salsalærer
Min private Cubanske danselærer <3

Efter meget lang dag som sluttede i selskab med vores to nye venner, begav vi os trætte og glade hjem på hotellet, efter at have udvekslet telefonnumre med Søren.

Onsdag d. 15.01.14

Det var overskyet og lidt køligere end dagen i forvejen. Vi havde bestemt os for, at denne dag skulle vi have alene. Ikke hverken cubansk eller dansk selskab eller noget andet. Bare min Kæreste og jeg. Vi har begge to noget med vand, så vi ville ned og gå en lang tur langs havnen. Inden længe begyndte det dog at regne. Først lod vi som om, at det kom slet ikke os ved – at det regnede. Det gik også meget godt… i et stykke tid. Så begyndte det at blæse op… og man blir altså bare hurtigere kold, når man også er våd. !! Jeg havde stadig ondt i halsen, så det kække forsvandt lidt i regn og blæst, og vi søgte tilflugt på en café, der heldigvis dukkede op, bedst som det rigtigt silede ned.

Her mødte vi igen de venligste mennesker. Der var proppet med folk indenfor. Intet problem. Vi fik bare førstesalen for os selv. Ved et vindue med udsigt til vandet.
Vi blev enige med os selv om, at bruge regnvejrsdagen på, at se nogle indendørsting. Der er masser af vælge i mellem i Havana. Det største problem er at vælge fra ! =o/ Er man på Cuba er Revolutions museet et must. Lige ved siden af museet, ligger der den skønneste lille og meget særpræget kirke, hvor “Jesus er begravet”. Eller… altså.. han ligger i kirken i sin glaskiste… Eller.. det er nok en figur så. Men det ligner formidabelt !!
Onsdag kirke 1
Onsdag Jesus 2
Onsdag Kirke v RM 1
Her startede vi selvfølgelig. Har meget svært ved at gå forbi kirker – ligegyldigt hvor vi er, uden at skulle ind og kigge i dem. Jeg bliver lige fascineret hver gang. Der er ikke to kirker der er ens. I denne Kirke var der en stor engel ved alteret. Det har jeg aldrig set før. Heller ikke Jesus i en glaskiste. En meget speciel og smuk kirke.

Revolutionsmuséet var også en stor oplevelse. Selvom det meste stod på spansk, var der også en del, der var oversat til engelsk. Her kunne man se billeder af og læse alt om revolutionens helte, og se en hel del af det udstyr man brugte dengang. Revolutionen fyldte meget i mine tanker. Har en hel del ambivalente følelser omkring det. Forstår godt alle Fidel og hans følges tanker bag. Mange af dem var gode og fornuftige tanker. De uddannede deres oprører ikke bare til at kæmpe, men også til at læse og skrive og regne. De lærte dem om etik og moral. Deres etik og moral. At selvom man var i “krig” skulle borgerne behandles ordentligt. Man mobbede ikke hinanden. Og mange andre ting. De kæmpede uden tvivl for Cuba og Cubas befolkning med hjertet. De kæmpede for frihed. Og DET beundrer jeg. Deres vilje til forandring. Til at gøre noget. Ikke bare give op og lade sig diktere. Man kan så sige meget om det efterfølgende resultat – Om det i praksis gør nogen forskel om det er en cubansk eller amerikansk diktator der sidder på magten. Og det bliver der også. Sagt meget om. Men min overbevisning er, at Castro har – Che havde – hjertet på rette sted.
Onsdag RM 1
Onsdag RM foran
Bag flyet og tankvognene i glashuset står yachten “Grandma”, som i 1956 bragte Fidel, Che og over 80 andre oprører fra Mexico til Cuba, for at starte den revolution, det skulle tage dem 2 år at fuldende.
IMG_1789
Det er mig der er Fru Comandante ! ;o)

Trods regn, blæst og indendørs seværdigheder, havde vi gået meget onsdag. Så efter museet begyndte vi at søge tilbage til området nær hotellet. Det var holdt op med at regne, da vi nåede Obispo, perfekt for en kaffe-øl-pause. På vejen så vi selvfølgelig også mange skøre, fascinerende og besynderlige ting. Som f.eks. denne bygning, hvor der simpelthen er vokset et træ op mit i murerne.
Onsdag huset m træet
Og her køber jeg armbånd – der viser sig at være bh´stropper – af en gammel cubansk kvinde.
Onsdag gadesælger

Aftensmaden nød vi på Plaza de Armas. Det er virkelig et fantastisk sted, med en helt speciel stemning. Også om aftenen. Niels fik noget med blandede skaldyr, jeg fik det sædvanlig trygge –  kylling. Begge med masser af ris og grønsager.
Vi var blevet dygtige til at sige fra på en venlig men kontant måde. Tror cubanerne havde forstået, at de var luret af. Mætte og tilfredse luntede vi tilbage til hotellet og nåede i sikkerhed før uvejret for alvor brød ud. Natten bød på voldsom storm og regn.

Torsdag d. 16.01.14

Vejret var bedre. Stadig lidt overskyet men trods alt tørt. Aftenen før var vi havnet på San Fransisco pladsen, hvor der lå en tudsegammel kirke. Den ville jeg hen og se indvendig. Den tidligere kirke og kloster, som i dag er museum for religiøs kunst og koncertsal, er overraskende enorm, når man kommer ind. Langt større en man forestiller sig, når man ser den ude fra. Ved indgangen bliver man budt velkommen af “den parisiske herre”, der vellidt af cubanerne, vagabonderede rundt i Havanas gader i 50érne, og i dag ligger begravet i kirkens krypt.
Niels og vagabonden
Hvor der tidligere havde været alter i den smukke kirke, ligger der nu en scene, som benyttes til musikarrangementer og koncerter. Det nåede vi desværre ikke at opleve.
San fran kirke 3
Den tidligere klostergård rummede stadig fred og idyl. Kunne sagtens se mig selv som Nonne sådan et sted ;o) Eller i hver fald – det må være et genialt sted at meditere og dyrke yoga.
San fran pladsen Kirke og kloster

Det var muligt at komme helt op i klokketårnet, hvorfra der efter sigende skulle være en fantastisk udsigt. Jeg gik kun med op til der, hvor det blev “spænende”. Resten af turen måtte Niels tage alene. Er hamrende højdeskræk – desværre. Misser nogle smukke ting på den bekostning. Min Kærste tog da heldigvis nogle gode billeder deroppe.
Udsigt fra Kirken 1
Udsigt fra kirke 2
På vej op så vi en masse flagermus, der hang og sov i loftet ved trapperne. Det var et vildt fascinerende syn. Har aldrig set flagermus sådan flere af gangen ved højlys dag. Det var helt skørt ! Det kildede i maven og jeg var både skrækslagene og opslugt og begejstret – tænkt hvis de alle sammen begyndte at flyve på en gang ! Ligesom når de overfalder mennesker i filmene, og bliver til vampyrer !
Flagermus 1
Flagermus

Allerede hjemmefra havde vi besluttet vi ville over på den anden side af bugten og se Casablanca. Så efter kaffepause på San Fransisco pladsen begav vi os ned til havnen for at kigge efter båden over til den anden side. Umiddelbart kunne vi ikke rigtig finde det. Men så får vi tilfældigt kigget ind til venstre ved et skur, hvor der gik en masse mennesker ud og ind fra. Skuret viste sig at være en kontrol, man skulle igennem inden man kom med båden, hvor vores tasker blev tjekket af sikkerhedsfolk. Denne sikkerhed blev etableret efter nogle cubanere for år tilbage, kaprede to både for at stikke af til Florida. Sjovt nok bommede de to sikkerhedsfolk mig for hver en smøg. Det var der mange cubanere der gjorde. Bommede mig for smøger. Ved ikke om Camel er specielt på Cuba. Så dem ikke nogle steder. Eller det simpelthen er fordi de ikke har råd til at købe deres egne. Never mind. Det var sgu lidt spændende. Følte jeg havde bestukket dem med smøger, for de kiggede ikke særligt grundigt i vores tasker. ;o)

Efter kontrollen skulle vi gennem en interimistisk landgang for at komme ned til båden, hvor der stod en mand og solgte billetter. Hvis ikke det var fordi vi kunne se turen var så kort, at land på den anden side var i svømmeafstand, var jeg ikke steget ombord på den skude, der skulle bringe os over til Casablanca ! Vi grinede og grinede af det eventyr vi begav os ud på med dette vrag af en båd. Den skød forbavsende hurtigt, mens vi stod som kvæg og holdt fast i en rusten stang for ikke at miste balancen. Sikkerhed er ikke af største betydning på Cuba. Selvom det virkede ganske ufarligt, var det morsomt utilladeligt hvis det havde været i Danmark.
Skræmmende sejltur
Sejltur 2
Sejltur 3

Fuld af optimisme og opstemt over den noget alternative “færgetur”, gik vi efter 10 minutter i land på den anden side af bugten. Det var som at træde ind i en anden tidsalder. Noget lurende og forundret gik vi rundt i gaderne, i forfald efter forfald. Charmende, farverigt forfald. Fattigdom. Kan stadig ikke lure, om det er det rigtige ord, at bruge om Cuba. Der er materiel fattigdom, men enorm kulturel og menneskelig rigdom. Charmen i forfaldet opstår af cubanernes misundelsesværdige evne til holde hovedet højt, skabe stemning, vise livsglæde – uanset hvor lidt de har.
Ikke Casa 5
Ikke Casa 7
Ikke Casa 8

Sædvanen tro, er det første jeg kigger efter en café. Det var ikke eksisterende. Det er ufatteligt, hvad mangel på en café kan gøre ved mig. Og frygteligt pinligt !! Da det nu ikke lykkedes, blev vi enige om, at finde vej til den store Jesus figur og borgen og Ches hjem. Så vi begav os målrettet i retning af disse seværdigheder… Og gik.. og gik.. og gik… i rundkreds. Cubanere er frygteligt hjælpsomme. Men på denne side af civilisationen kunne de ikke et ord engelsk. Når vi spurgte om vej, forklarede de ihærdigt.. på spansk.. og pegede i den retning, vi jo godt vidste vi skulle gå. Endnu mere pinligt var det, da det efter en rum tid, gik op for os, at vi slet ikke var landet i Casablanca, men et helt andet sted. Hvorfra det ikke var muligt, sådan lige at gå til de ting, vi gerne ville se på denne her side af bugten. Grinende tog vi færgen tilbage igen, og blev enige om, at Casablanca måtte blive en anden dag. Vi aner stadig ikke, hvor vi var henne.
Hvor er vi
Tilbage på City-siden, så stedet båden havde sejlet os hen, sådan her ud =o)

Vi havde stadig en del af dagen tilbage, så efter en kaffe- og frokostpause på en cafe, blev vi enige om, at gå langs havnen til banegården.
——————————————————————————————————————-
Har besluttet at afbryde min Cuba-beretning her, og afslutte med en kort lille praktisk indlæg.

I store dele af Old Havana handler folk i små boder i private hjem. Et åbent vindue, hvor der sælges hjemmelavede pizza-slices. Et vindue med Limonadesalg. En smurt pålægsbolle. Som Cubanerne kan købe for meget små af deres egne penge. CUC er turist penge. 1 CUC = 6 DKKR. Deres lokale penge er 1 = 1/24 af en CUC (altså 25 øre). Og i alle de små hjemme-boder kunne man få små fornødenheder for et par af deres lokale penge. Mange steder er der priser for lokale. Og priser for turister. Butikker findes i mindre udstrækning. Med et meget lille udvalg og et meget lille lager. Det der fylder mest på hylderne er rom.

Sumarked 2

Jeg kender IKKE til begrænsningens svære kunst, men vil øve mig på det for fremtiden, så min blog ikke bare bliver fyldt med halve indlæg. Vil afslutningsvis sige, at vi havde en fantastisk, smuk og meget oplevelsesrig ferie på Cuba. Kan varmt anbefales, bare man er godt forberedt hjemmefra.

 

Rom. I kærlighedens navn.

ROM – KÆRLIGHEDSFERIE MED KÆRSTEN <3

Mandag d. 30.04.12

Rom er en fantastisk by. Alt er enormt stort. Og meget meget smukt.

Mandag d. 23.04.12 landede min kæreste og jeg i Italien. Fra lufthavnen tog vi et tog direkte til hovedbanegården i Rom. Herfra stod den på taxa til hotellet i det gamle Rom.

Hjemmefra så hotel-værelset helt vildt hyggeligt ud, og lå midt i den gamle romantiske bydel Trastevere. Bydelen var fantastisk.. men… blev noget lang i ansigtet, da vi trådte ind i værelset. Det var bare ikke hyggeligt. Der hang en stor grim tv-skærm, over et meget lille skrivebord. Sengen var hård, og som mange andre steder, var der ikke dyner – men to uldne tæpper, som støvede helt vildt. Badeværelset var morsomt – meget lille – med en meget lille brusekabine, hvor man lige kunne kante sig ind. Toiletbrættet sad ikke fast, så hver gang jeg satte mig med min store rø. knagede det og truede med at falde af .. med mig på.

Any way … vi skyndte os at sætte kufferterne og ville ud og sondere terrænet. Kvarteret var skønt. Gamle brostensbelagte gader. Gamle bygninger. Træer og andet grønt. Jeg glemte alt om primadonna-nykker over værelset, da jeg kom ud i Trastevere. Vi havde ikke gået længe, før vi havnede på Piazza Santa Maria. Sikke et leben. Mennesker, gademusikanter, caféer, små boder – en helt igennem italiensk stemning, som man ser det i film =o) Prikken over iét var den smukke lille kirke – Santa Maria kirken, som pladsen er opkaldt efter. Efter vi havde set kirken indefra, slog vi os ned på en cafe, og nød resten af dagen i det stemningsfyldte miljø.

Tirsdag d. 24.04.12

Planen var at gå til Peters Kirken tirsdag. Det havde været lidt svært at falde i søvn om aftenen – der var mange indtryk, og tæpperne lavede kriller i halsen. Efter et noget skrabet morgenmåltid, som vi morede os meget over – en kop kaffe og en lille croissant, udleveret på madkupon fra hotellet, som havde en lille cafe ved siden af – satte vi gang i ben-tøjet, fuld af lyst til dagen. En mindre god søvn kunne ikke frarøve os vores eventyrlyst ! =o) Vi gik gennem Trastevere, et stykke langs Tiberen, holdt en lille caffe latte pause, og videre til Peters Kirken. Wauw ! Den er enorm ! Og sindsygt flot. Der var et hav af mennesker. Det undrede os lidt, da vi jo ikke var i ferie-sæsonen. Bare pladsen foran kirken var et mylder af mennesker, og der var kæmpe lange køer for at komme ind. Det var egentlig ikke generende, var synet var så betagende. Selvom vi skulle gennem sikkerhedstjek – præcis som i lufthavnen – gik det forholdsvist hurtigt at komme ind. Kirken var så kæmpe, at det på ingen måde var generende at der var så mange mennesker. For der var masser af plads at være på.

Peters Kirken

Peters kirken var en overvældende oplevelse. Ikke blot på grund af dens størrelse, men også på grund af dens skønhed. Vi så dog kun selve kirken indeni. Alt det andet man kan se – vatikan-musseet, kuplen osv. sprang vi over. Der skal sættes en hel dag af til at komme det hele igennem.

Fra Peters kirken gik vi over floden nærmere centrum til den Spanske trappe. Her var der en lang gade af design-butikker  – Gucci, Dior, Prada, Channel, Jimmy Cho og alle de andre elsket af kvinder mærker – Fik da også en Gucci-pung af min kæreste til min lille Gucci-taske ;o) Jeg var vidst mere optaget af butikker – virkelig slaraffenland – end af den spanske trappe. Så den først da min sult efter mærker, var blevet stillet. Her var rigtig livligt og festligt – Glade mennesker, som alle sad på trappen, og skulle fotograferes til ferie-albummet. Ville under ingen omstændigheder op ad alle de 138 trin ! Vores billeder blev taget blot et par trin op ad trappen – og nix weither !

Den spanske trappe blev oprindeligt bygget i 1725 for at sørge for at kirken ovenover ikke skulle synke sammen. Men den er i dag i sig selv en meget besøgt og mest fotograferet attraktion i Rom.

Rom er fuld af kilder, der kommer ned fra bjergene, med så rent vand at det kan drikkes. Udover de mange smukke fontæner i byen, er der overalt små “vandhaner”, hvor man kan fylde sin vandflaske eller bare drikke en tår fra “hanen”. Det smager helt fantastisk. Fra Den spanske trappe gik vi til Fontana de Trevi, som romerne hævder at være verdens mest populære springvand. Der var sandt nok også lige så mange mennesker som ved Peters Kirken, og det var også en sandhed, at fontænen var meget meget smuk.

Byggeriet af Fontana de Trevi blev startet i 1732 og afsluttet i 1751. Mange turister kaster penge i vandet , da det efter sigende betyder gensyn med Rom. Pengene samles ind hvert år til Røde kors og Caritas. Det løber sig op i 2. mio. kr. Fontænen får sit vand fra Acqua Vergine-akvædukten. Figuren i midten er Havguden Oceanos med sine havheste.

Tilbageturen om aftenen tog vi over øen Isola, som ligger midt i Tiberen.

Isola Tiberina (Tiber-øen) er i følge sagnet vraget af et skib som sank midt i Tiberen. Op øen ligger et hospital grundlagt i 1548 – tilbage i 293 f. kr. fungerede det som tempel for lægeguden Askulap. For enden af hospitalet ligger San Bartolomeo kirken, som blev opført i år 900 ovenpå det tidligere tempels ruiner. Meget meget smuk ø.

Tror vi gik en milliard kilometer den dag ! Mine fødder bar i hvert fald præg af misbrug – Vabler flere steder og noget hævet ! Men det var hele gå-turen værd. Og man mærker det ikke, når man er på eventyr med sin kæreste =o) Vi sov helt sikkert godt den nat – uldne tæpper eller ej.

Onsdag d. 25.04.12

Endnu en lang spadsere-tur stod for døren. Vi vågnede med ben, som havde vi løbet maraton. Bare “op på hesten igen” og i gang. Startede lige med den obligatoriske caffé latte og croissant mod udlevering af madkuponen fra hotellet – så var vi på den igen.

Turen gik i dag til Roms Colosseum. På vej derhen kom vi forbi Circus Maximus, der i en fjern fortid fungerede som væddeløbs-bane for de her romervogne, som ligner et skjold foran, og har en, to eller tre heste spændt for, og en kusk til at styre begivenheden. Den oprindelige bane, som man stadig er i gang med at udgrave, var 600 meter lang, 200 meter bred, og kunne rumme 300.000 tilskuere. I dag bliver området brugt til alt fra skole-udflugter til koncerter eller bare til at slappe af med en god bog, mens man nyder solen.

Circus Maximus

På Colosseummet var der stort set lige så mange mennesker som ved Peters kirken. Inden vi gik ind, hvilede vi benene på en lille café lige ved siden af – med en lidt flirtende og anmasende tjener, som insisterede på at tage et billede af min kæreste og mig.

Baggrund – Colosseum

Som alt andet i Rom var Colosseummet gigant stort. Og vildt fascinerende. Det var så virkeligt, at man nærmest kunne se gladiatorerne bekæmpe hinanden i arenaen.

Colosseum inde fra.

Ved ikke om vi er lidt mærkelige.. hm… Vi så en masse ting derinde, som vi er sikre på andre ikke så. Blomster og planter der voksede ud af stenene. Et lille grønt firben med sorte prikker, som havde et spændende hjem i ruinerne. Små mos-”øer” med liv. Altså.. vi kunne snildt have brugt hele dagen derinde på at studere alt det der var udover “bare” ruinerne. Det var lettere at finde ind end at finde ud. Vi prøvede at følge “Exit”- skiltene – det gik ikke lige op i en højere enhed. Så fulgte vi bare efter nogle mennesker, der lignede nogen, der også var på vej ud. Så lykkedes det =o)

På muren foran Coloseummet satte vi os lidt med noget koldt at drikke og en sandwich inden vi skulle ind i Forum Romanum, som lå lige ved siden af. Fik kun spiste halvdelen af min sandwich…. mine nye due-venner fik resten. De var forbavsende lidt sky, og med lidt lokken kunne man håndfodre dem. Troede de kun kunne lide brødet. Men da de fik færden af skinken og osten gik de såmænd også om bord i det.

Duernes madorgie.

Forum Romanum er et inferno af ruiner fra romertiden. Efter hvad vi kunne se på vores kort, troede vi, at vi “bare lige” kunne gå igennem og kigge lidt. Der tog vi fejl. Det var labyrinter af stier, bakker, trapper og de her ruiner. Dér kunne vi da slet ikke finde ud igen. Det var.. ja.. ved godt jeg gentager mig selv … kæmpe stort. Alt dernede er altså bare kæmpe ! Da jeg var tæt på at gå i panik af Cappuccino-abstinenser fandt vi langt om længe udgangen. Den store udgang var spærret, fordi de var ved at restaurere et eller andet. Det var en stor oplevelse… meeen… så havde vi også set ruiner nok for denne gang.

En LILLE del af Forum Romanum.

Efter den tur var vi godt trætte. Men.. jeg savnede i den grad en dyne. Og min kæreste mente han havde set i vores bog, at der lå et indkøbs-center-agtigt i et område der hed “Spagna”. Dér kunne vi komme hen med Metro. Vi skulle skifte på vejen. Det var jo ikke noget problem. Vi har jo erfaring med at køre Metro i storbyer. Klokken var ved at være mange – lidt over 19, så vi skulle skynde os. De fleste butikker lukkede klokken 20.00. Men igen… vi skulle jo med Metro, så det var intet problem. Se det var da godt nok en interessant oplevelse. Der er 2 metro-linier i hele Rom. Og de kører bestemt ikke lige så ofte som andre steder. Efter at have bevæget os flere kilometer ned under jorden, endte vi som sild i en tønde med en million andre mennesker. Toget var i forvejen proppet, da det endelig kom. Det var bare med at være hurtig og mase sig frem og trække bagdelen til sig, så den ikke kom i klemme. Hold da fest en virvar. Det reddede turen lidt, at der lige foran mig stod en italiensk Gud. Han kunne godt nok have været min søn. Det kom ikke sagen ved. Han havde halvlangt krøllet knaldsort hår, og store brune øjne. Og han stod lige foran mig. Den smukkeste italiener jeg så på vores rejse. Da vi langt om længe nåede frem, var alt lukket og slukket. Det gjorde nu heller ikke den store forskel – for “indkøbscenteret” viste sig at være en lille gade med mærkelige butikker. Jo.. der var da en der havde en seng og dyne i vinduet… til spidsen af en jetjager !

Vi fandt en lille café i gaden ved siden af, og blev enige om, at tage en taxa tilbage til hotellet, når vi havde fået lidt at drikke. Vi gik op for enden af gaden for at finde en taxa – og lige foran os åbenbarede sig den smukkeste plads – Fuld af lys, musik fra en gademusikant med trompet og et spring lige i midten.

Piazza del Popolo

Havde vi nu ikke været på dynejagt og metro-eventyr, havde vi ikke fået den oplevelse med. Det var ikke et sted vi ville have gået efter, og der var bare så smukt. Heldigvis var der også masser af taxaer der gerne ville køre os “hjem” i seng. Jeg måtte klare mig endnu en nat uden dyne ;o)

Torsdag d. 26.04.2012

Dagen før havde vi set en lille hyggelig café, som lå lige bagved vores hotel. Der havde vi besluttet at tage morgenmaden. Det var de sødeste, kæreste to piger der servicerede os her. Indenfor på væggene hang der billeder af pinup-piger. Udenfor sad ældre lokale italienere og – tror vi – fik ordnet verdenssituationen. Alle kendte tilsyneladende hinanden og var stamkunder på cafeen. Der var en skøn stemning, glade mennesker og vejret var fantastisk.Vi fik for første gang et ordentligt måltid morgenmad – scramble æg, røræg, tomater, friskpresset appelsinjuice – MUMS – og en rigtig god caffe latte og espresso.

Niels nyder sin morgenmad på “When in Rome”

Indenfor stod der på gulvet en stor “sandwich” af træ – på hver side var malet et billede af en kvinde – to forskellige motiver. De var vildt flotte. Det viste sig at det var nogen pigerne selv havde malet – en hver.

Vores søde Cafe-piger på cafe “When in rome” med deres kunst. Kvinden på bagsiden var mørkhåret og sad på en anden måde.

Efter et par dage i fuld firspring, ville vi tage en slappe-dag og bare tusse lidt rundt i kvarteret ved Trastevere. Vi havde kigget efter dyne alle steder tidligere – og hvad løb vi lige ind i rundt om hjørnet på Trastevere – En bod med dyner !!! Eller… i hvert fald vattæpper – dem der man også kan bruge som sengetæppe, der er bløde og store. Jeg var LYKKELIG ! Vi købte straks det sødeste tæppe – hvidt med gule blomster, og gik tilbage til værelset med det, inden vi drog videre.

Min italienske redningsmand =o)

Vi lagde hårdt ud med at fare total vild i området ved Trastevere. Eller.. fare vild og fare vild. Vi kom i hvert fald på afveje… og endte med at gå ad en “skummel” baggade, hvor der ikke var nogen mennesker, bare et par beskidte værksteder og en masse parkerede biler. Og kom ud under Porta Portese, hvor der hver søndag bliver afholdt landets største loppemarked. Det nåede vi dog ikke at opleve. Ikke den store ærgrelse, da det fremgår af bogen, at man ikke skal være klaustrofobisk for at være der, og at der vrimler med svindlere og lommetyve.

Porta Portese

Hvis vi ikke var kommet på afveje, havde vi ikke oplevet Santa Cecilia kirken. Aldrig har jeg set så skøn en kirke… eller.. jo.. altså.. elsker jo kirker. Der var kun os. Og en anden løssluppen turist. Det syns vi jo var dejligt, og undrede os ikke synderligt over det. Heller ikke at vi vadede lige ind i en messe. Rundt om alteret i kirken sad en præst i midten med en flok nonner uden om, og messede og sang. Det syns vi jo bare var hyggeligt. I sær nød vi at nyde kirken i fred, og følte vi havde fundet en kronjuvel, skjult fra andre turister. Det var først da messen var forbi, og en ældre nonne stod og bankede på ruden ved indgangen med en nøgle, for at fortælle os at vi nok skulle forlade stedet, at det gik op for os, det nok ikke havde været en god ide bare at gå ind. =o/ Den ældre Nonne fulgte os pænt til porten, med et blik der ikke indgød til velkommenhed. Hi.. Pinligt.. mest fedt !

Santa Cecilia under en messe.

Vi var noget ind til området, vi kendte fra tidligere, og det var blevet tid til drikkepause. På en lille brostensbelagt plads, uden for meget virvar, satte vi os på en meget lille restaurant/café med kun 4 borde udenfor. Er super glad for vi lige dumpede ned dér. Caféen hedder “Papa Re”, er ejet af Cosimo og drives tilsyneladende af ham og hans familie. Cosimo er en ældre herre, som jeg vil skyde på har været en rigtig italiensk stor-charmør i sine unge dage. For han havde ikke helt mistet evnen. Cosimo lagde omgående ud med at fortælle Niels, hvilket god smag og smuk kone han har. Han smilede og charmede på den søde måde, så han røg lige ind i vores hjerter.

Papa Re

Vi grinede og snakkede og hyggede og det endte med, at vi garanterede Cosimo, at vi kom igen dagen efter, og spiste til aftens hos ham.

Niels og Cosimo
Gade i det gamle Rom i området omkring Trastevere. Mere autentisk fås det vist ikke =o)

Der var et par steder omkring Trastevere, jeg gerne ville se, som jeg også fik overbevist Niels om, at han gerne ville =o) En af dem var Botanisk have, som lå i kvarteret. Troede det var sådan en lille let tilgængelig have. Men.. ak.. hvordan kan man dog overhovedet tro at noget i Rom er småt !? DUMT ! Det var en meget speciel botanisk have. Ikke som man forventer i Danmark. Meget af det var gigantiske palmer, buske og andre sjove ting. Meget særpræget, smukt og dejligt stille. Haven gav anledning til total afslapning. Også selvom der ved springvandet var et leben af – tror jeg – dagplejemødre med en masse små børn. Der var ingen hujen og hejen, bare stille leg og hygge. Orkede ikke at se hele haven, da jeg fandt ud af, hvor stor den var. Skulle bare lige se den kinesiske afdeling, der lå et stykke op ad en bakke (en bakke i Rom er som et bjerg i Danmark !) inden vi gik videre. Hold da ellers op. Jeg fattede ikke, om jeg så noget der var kinesisk eller ej, for jeg var alt for opslugt af udsigten på vej op. Og af de små søer eller bække eller hvad det var, med et mylder af haletudser ! Det var helt vildt så mange der var !

En LILLE del af “Orto Botanica”.

Haven appellerede helt klart til menneskets romantiske side. Så udover planterne blomstrede kærligheden også her ;o)

Kærlighed i “Orto Botanica” ;o)
Udsigt over Rom fra “Orto Botanica” var slående.

Jeg troede, jeg havde set den smukkeste udsigt i Rom. Jeg tog fejl.

Efter Haven skulle vi lige se Fonte Acqua Paola. Ifølge kortet lå det lige en spytklat fra haven og det var ingen sag at komme der til. Må for gud ved hvilken gang konstaterer – ROM ER STORT – så man skal ikke lade sig narre af de “små” afstande på et skide kort !

Ikke nok med turen var lang. Men det gik også OPAD. Siden Bali, har jeg fået trappetrinsfobi. Dem skulle vi op ad mange af. Efter vi havde besteget en vej, der gik nogenlunde lodret. Sådan føltes det i hvert fald. Følte mig som Rocky Balboa da jeg nåede toppen ! Og fandt ud af at det var al besværet værd. Hvilken overvældende udsigt. Fontænen kunne ikke vælte os omkuld – Den var ikke nær så flot som Fontana di Trevi. Men udsigten. DEN blæste os rundt !

Udsigtspost ved Fonte Acqua Paola

Ja ja… der var liiiige én ting til jeg bare MÅTTE se, inden vi skulle finde noget mad ( nåede vi aldrig =o/) Det lå liiige om hjørnet. Lærte det aldrig. Næh nej. Flere opstigninger. Kaffepause på en lille café for enden af “bakken”. Det var ved at være mørkt. Eller.. det var mørkt. Nu var vi nået så langt. (Kæft vi gik langt !) – så nå kunne vi lige så godt nå målet. Godt vi gjorde det. Endnu en overvældende oplevelse. Piazzale Giuseppe Garibaldi viste sig at være en endnu større udsigtspost en den ved fontænen tidligere. Her kunne man se udover hele Rom hele vejen rundt. Syrealistisk. Fuldstændig. Det var så storslået, så jeg ikke kan sætte ord på. At det var mørkt gjorde ikke oplevelsen mindre. Der var lys overalt.

Rom by night.

 

Monument af frihedskæmperen Giuseppe Garibaldi troner midt på pladsen.

Det endte med at vores slappe-af-dag blev endnu en dag med flere hundrede kilometers vandren rundt i Rom, hævede, ømme og trætte ben – på to meget lykkelige mennesker, der havde set endnu en masse ting, vi end ikke anede eksisterede. Godnat-drikkelsen tog vi på pladsen ved Sante Maria kirken, hvor vi var første dag. Vi sov rigtig godt den nat. Mig med min nye dyne =o)

Fredag d. 27.04.12

Det sidste vi havde sat os for at vi skulle se var Piazza Navona. En stor oval plads midt i centrum. Fuld af liv, turister, skole-elever, caféer, malere og tegnere, både karikatur og portræt-tegnere an mas, som havde turister i stolen til forevigelse – enten som “tegneserie-figurer” eller flotte portrætter. Pladsen har fået sin form efter “Domitians Stadion”, som blev opført i omkring 86 e.Kr., hvorpå pladsen senere er anlagt.

Navona

Piazza Navona med Flodernes fontæne i midten. Viser symbolsk de 4 verdensfloder – Nilen, Ganges, Donau og La Plata.
Gulerodskunst på Piazza Navona =o)

Fra dagbog sidste dag : Ingen af os har haft ondt i kroppen hele ugen. Jo.. “gå-ondt” som Niels kalder det =o) Smadret ben og fusser på den fede måde. Sidste aften i Rom. Forstår det slet ikke. Tid eksisterer ikke. Føler jeg er i en tidslomme, hvor alt bare sker uden tiden går. Vidunderlig følelse. Har levet præcis NU alle vores dage i Rom. Vi tog på jagt efter en italiensk sko-butik, som vi aldrig fandt. Vi endte helt over ved Peters Kirken. Til gengæld så vi en masse andre ting. Og jeg købte 12 halskæder i en lille bod. Både til mig selv og pigerne. De er meget smukke. Håndlavet italienske glashalskæder. Jeg måtte også købe mig et par billige sandaler. Mine fødder er helt ødelagte af at gå i mine flotte, men hårde Ilse Jacobsen sandaler.

Slumplads.
Mindevæg eller væg med bønner. Ved det ikke helt.
Vinhandel
De har sørme også sparepærer i Rom !
Og elartikler ! ;o)

Da vi måtte indse at gade, hvor sko-butikken ikke eksisterede, drak vi en øl og en caffe latte på en café, inden vi traskede tilbage til vores elskede kvarter omkring Trastevere. Selv om jeg tidligere havde sagt til Niels, at jeg ikke havde lyst til at gå nede langs flodbredden ved Tiberen, blev vi alligevel enige om, at gå langs floden tilbage – væk fra mennesker, trafik, butikker og larm. TAK Kæreste fordi du tog mig med. Det var begyndt at blive mørkt, og lysene tændtes langs broerne og alle steder i byen. Der var helt stille og stort set mennesketomt. Alligevel var der fuld af liv langs floden. Store fisk der plaskede rundt i vandkanten. Ænder, oddere, masser af rotter og flagermus. Og en ensom gamle hjemløs, som viste os “sin lille familie” – en andemor med 3 ællinger, som han hidkaldte ved at kalde på dem, og smide lidt af sit brød i vandet til dem.

Det er helt skørt, der er så rigt et dyreliv MIDT i en gigant by !
Tiberen by night.

Kan ikke mindes jeg har haft så skøn en følelse indeni. Føler mig fuld af kærlighed, glæde og taknemmelighed. Min følelse fra Bali af, at være præcis, hvor jeg skal være, er om muligt endnu større og mangfoldigt bekræftet. Niels og jeg har talt om, hvor vi var for år tilbage.. let til konflikter, vi forstod ikke hinanden, sårede hinanden og opførte os ofte respektløst overfor hinanden. Her i Rom har vi for første gang inderligt følt og mærket, hvor meget vi har rykket os. Hver for sig. Og sammen. Vi har aldrig været så tæt på hinanden, som vi er nu. Vi respekterer og forstår hinanden – ærligt og oprigtigt. Jeg er ikke ny-forelsket. Det er for overfladisk. Jeg føler en dyb, inderlig og smuk, nærmest højtidelig, kærlighed til Niels. Til Os. Til alt hvad vi gør og kan – bare vi er sammen. TAK Rom. Og TAK Gud – for mit liv og den indsigt jeg har fået.

Vi startede dagen inden sko-jagten med morgenmad hos vores to skønne piger fra “When in Rome”, til den hyggelig italienske verdensdebat fra de lokale stamkunder. Skråt over gaden fra cafeen, er der hver dag et lille lokalt marked fra tidligt morgen til kl. 14.00. Det nåede vi at se i dag. Der var alt hvad hjertet kan begære til det italienske køkken. Farverige boder fyldt med frisk frugt og grønt. Fiskeboder med blæksprutter i alle størrelser og “sø-uhyrer” smukt udstillet for potentielle kunder. Oste, skinker, pølser… i alle størrelser og farver. Der summede af livlig handel med de lokale, som var i gang med dagens indkøb.

Der var fisk vi ikke anede eksisterede.

 

Smukke indbydende farver =o)

Når vi er på ferie, ser vi ofte sådanne markeder i de små lokal-områder. Hver gang bliver vi vildt misundelige. Og føler lidt at Danmark er et fattigt land, fordi man skal til Århus el. KBH, hvis ikke man vil have “vakuumpakket” mad fra supermarkedet, der garanteret ikke kommer fra naturen, men er fabriksfremstillet. (Ok – måske lidt overdrevet – men man får i hvert fald ofte ikke følelsen af, det er mad, der er kræset om, som på de her små markeder.)

Vi har virkelig gået en million milliard kilometer i Rom. Godt trætte i benene – igen på den fede måde, glade og opfyldt af indtryk, fandt vi tilbage til vores gode ven fra i går. Vi havde jo lovet og komme tilbage og spise aftensmad der i dag. Der var ingen ledige pladser, da vi kom. Så vi gik lige rundt om hjørnet og fik lidt at drikke til der var et frit bord. Niels fik en frisk fisk, og jeg fik risotto med rejer. Det smagte fantastisk. Vi har også aftalt, at vi selvfølgelig skulle have italiensk rødvin vores sidste aften. Elsker det lille skønne sted.

Aftensmad hos Cosimo på Papa Re =o)<3

Ved siden af os sad et fransk par, som fortalte vi skulle passe på vores tasker. Jeg havde hængt min på stolen, som jeg altid gør. Kort før vi kom havde en dame fået stjålet sin taske præcis derfra, hvor vi sad nu. Det var gået så hurtigt at ingen opdagede det, før hun skulle have fat i den, og den var væk. Det er jo desværre bagsiden af medaljen i de fleste store byer – Tiggere, som vi mødte mange af og lomme- og tasketyve, som vi heldigvis ikke stiftede bekendtskab med. I Italien er det ikke deres landsmænd, der betler og bedrager, men ofte Rumænere og de her sigøjnere, som også svindler rundt i Danmark.

Niels aftalte med vores ven Cosimo, at vores kufferter må stå hos ham, når vi tjekker ud af hotellet i morgen lørdag – indtil vi skal af sted til lufthavnen kl. 16.00.

Nu sidder vi på vores morgencafe, som i løbet af dagen har ændret sig til en cocktailbar, og får en dagens sidste cappuccino og øl. Kl. er 00.35 og det er snart sengetid på vores sidste aften i Rom. Gid tiden stod stille. Aftenen er lun, stille og dejlig. Vi har været super heldige med vejret. Tirsdag + torsdag har været lidt overskyet og kølige. Men torsdag og fredag har solen skinnet højt og det har været fantastisk. Godt varmt uden at være ulideligt – Lige til kjole og korte ærmer. Heldigvis har vi som sagt til kl. 16.00 i morgen lørdag- inden vi drager mod Danmark. (Tror vi når hjem før vores postkort =o/)

Lørdag d. 28. April 2012

Sidste morgen i Rom. PIV – “Send flere penge Unger ! Vi vil ikke hjem !” Morgenmad hos pigerne, der ønskede os god rejse hjem og håbede vi kom igen. Derefter ned til Cosimo med vores kufferter. Hi.. han var lige stået op, da vi kom. Vi traskede lidt rundt på Trastevere – jeg shoppede lidt i boderne og fik min sidste italienske is for denne gang. Vi blev enige om, at tilbringe vores sidste kort tid ved floden, inden vi tog afskeds-kaffen hos Cosimo.

Floden var helt anderledes om dagen, når vejret var godt. Det var lige så fantastisk vejr, som de to foregående dage – nærmest varmere. Ved flodbredden lå folk og solede sig, som hvis vi er ved stranden. Der var folk der cyklede, løb, joggede, gik ture, eller bare sad og nød livet. Rom er bare en by, hvor man LEVER. Nyder og lever. Et sted man ikke har lyst til at forlade. En oplevelse der løfter livet.

Min elskede Kæreste ved floden. Til venstre i billedet kan man ane folk, der ligger og soler sig =o)

Det er præcis hvad denne rejse har gjort for os. Løftet livet. Løftet kærligheden. Til et højere, dybere sted. Rejsen, der fik nogle ting til at falde helt på plads. Rejsen, hvor vi fandt vejen frem. Sammen. En lige så personlig og udviklende rejse for mit kærlighedsliv, som Bali var for min personlige udvikling. En rejse der altid vil mærkes i mit hjerte og stå i min erindring, som starten på en helt ny kærlighedsrejse sammen gennem resten af livet.

Afsked med Rom – Vores kærlighedsby.

TAK KÆRESTE. FOR DIG. FOR OS. FOR KÆRLIGHEDEN. <3

Mols : Min nye kærlighed.

Mandag d. 21.05.12

Personalemøde på Brovejen kl. 16.45. Sluttede først ved 19.30 tiden. Derefter stik mod Mols – Ebeltoft =o)

Vi VILLE af sted mandag, trods møde og alt muligt andet. Det passede også fint, så vi startede tirsdag morgen på vores ferie, uden først at skulle køre en lang vej. Stakkels min kæreste. Det var en lang dag. Men han tog den i et langt træk, og nåede i mål ved 1- tiden om natten, som vi tilbragte på en skøn lille rasteplads tæt på campingpladsen, hvor vi skulle bo. (Man kan ikke tjekke ind om aftenen).

Nattens soveplads

Tirsdag d. 22.05.12

vågnede vi til det smukkeste solskinsvejr på vores hyggelige rasteplads på Mols. Uden at gøre så meget startede vi Futte, og kørte ned til Ebeltoft camping. Vi havde ikke reserveret plads, så vi var lidt spændt på, hvor og hvordan vi kom til at ligge. Det var heldigvis en rigtig rar campingchef, så vi fik en helt fantastisk smuk plads lige ved stranden og med udsigt over vandet. Ren sjæleføde.

Her bor Futte =o)
Futteudsigt.

Aften efter aften – Fantastisk solnedgang <3

Det eneste vi havde (eller.. jeg havde) aftalt vi skulle inden vi tog hjemmefra, var at se Ree Dyrepark og Skandinavisk dyrepark. Og vi havde hele ugen, så .. vi havde ikke travlt.

Vores første dag ville vi bare inspicere området – Tusse lidt rundt i byen, og se hvad de kunne byde på. Vi gik langs stranden mod byen. Og støtte ind i en fold med kameler *GG* Cirkus Dannebrog havde forestillinger onsdag og torsdag, så de var i fuld gang med at stille op. Min første følelse var den her barnlig begejstring for cirkus. Weee ! Klovne, artister, popkorn og…. dyr. Vi gik lidt rundt på pladsen og stødte videre på nogle emuer.. heste… zebraer…. og.. pludselig stod vi ansigt til ansigt med en elefant. Igen den her umiddelbare første barnlige reaktion… wauw hvor er den sød .. og stor ! Og .. iiiih.. jeg vil nusse og fodre og….. Den blev stille og roligt afløst af en overvældende tristhed. Hvad i alverden laver en elefant i et cirkus ??? Det er stik strid mod al sund fornuft at en elefant, skal stå midt inde i en by med en knap 2 meter kort lænke om foden, et sted, hvor alle mennesker kan komme hen til den. Uden vand. Uden bevægelsesmuligheder. Så langt fra dens naturlige omgivelser og helt alene. Det gjorde voldsomt ondt i hjertet, og jeg begyndte at græde. Kunne slet ikke have det. Vi stod længe ved Fante.. Gav den lidt frisk græs. Snakkede med hende. Mens vi spekulerede som rasende på, hvordan vi dog kunne redde hende fra hendes cirkushelvede.

Stakkels Fante =,o/

Vi sagde på gensyn til Fante, og blev enige om, at vi ville komme tilbage med friske æbler og gulerødder til hende. Vi fortsatte langs stranden. Om morgenen da vi kom kørende mod campingpladsen, havde vi set at der længere nede ad stranden stak nogle store master op, fra et tilsyneladende stort sejlskib. Vi havde snakket lidt om, at det jo nok var Fregatten Jylland. (Vi kan ikke gøre for det – vi kommer fra Lolland). Så der ville vi ned og kigge. Det blev til lidt mere end bare lige at kigge. For da vi først kom derned blev vi simpelthen nød til at gå ind og se det her fantastiske skib. Og det var det ! Helt fantastisk. Umiddelbart syner det ikke af så meget, når man står og kigger udefra.

Fregatten Jylland

Men inde på skibet.. på de 4 store dæk.. åbenbarede sig en for længst gangen tid.. Og det var ligesom at være der selv. Tilbage til slaget i 1864, hvor Fregatten bekæmpede svenskerne.

Der var over 40 kanoner fordelt på 3 dæk.
Der var rangorden på skibet. Matroserne sov som sild i en tønde. Officererne havde hver deres egen lille kahyt.

Det var en meget stor oplevelse, at gå rundt på Fregatten Jylland. Historien om skibet, er noget mere interessant og spændende i dag, end den var da man gik i skole ;o)

Vi ville op og kigge i byen, og så os lidt omkring efter, hvor det var smart at gå op. Igen dukkede der et nyt eventyr op. Midt i det hele – på den side af vejen, der lå op mod byen, lå der pludselig et stor rødt lokum. En gammelt forladt maltfabrik. Der var spærret af rundt om med hegn fra AO. Det plejer nu ikke at være nogen hindring. Vi ville ind og kigge, og det gjorde vi. Fedt fedt sted. Mærkelig sjove tavler med alle mulige knapper og måleting. Gamle elskabe og eltavler. Gamle rør, siloer, masser af rustent møg og bras. Grafitti over det hele, cigaretskodder, dåser og you name it. Lige et sted for os ! Det er fedest når man ikke må være der ! ;o) Vi var slet ikke i tvivl om, at der skulle vi tilbage og tage billeder !

Det lignede en blanding af en borg og en kirke. Viste sig at være en gammel Maltfabrik.

 

Ind kommer vi altid =o)

 

Manden først. Venter pænt på, der er fri adgang =o)

Hm.. gad vide om Madsen har lånt det til skrotopbevaring ;o)
Masser af gamle rør forbundet med siloerne.

Vi var helt oppe og ringe, da vi havde være på fabrikken. Kanon fedt sted til billeder. Der kom en dag i kalenderen til formålet.

Ebeltoft er en fantastisk by. Jeg kunne ikke helt slippe Fante i mine tanker, så jeg var nok ikke helt åbenhjertet. Men.. det er jo ikke byens skyld at Cirkus Dannebrog er dumme. Måtte lige tage mig sammen…. Det var blevet cafe latte og kold øl tid. Bag fabrikken kom vi lige op til centrum af Ebeltoft. Byen er meget lille, men utrolig hyggelig med en skøn stemning. Vi trådte lige ud til en café – perfekt. Som det nu hedder sig og bør med piger, skulle jeg jo selvfølgelig også lige ose lidt i butikkerne. Det blev til to par nye sandaler – af de sunde =o) Jeg blev meget fascineret af byens må butikker. Ikke noget turistjald overhovedet. Små kvalitetsbevidste butikker med skønne varer både til små og større penge. Mange små brugskunstbutikker med varer fra lokale kunstnere. Skønne skønne ting. Det er da godt min Kærste var med, ellers havde Dankortet da været slidt op på ingen tid.

<3

Det var blevet tid til at vende næsen mod Futte. Tingene begyndte at lukke, og vi ville nyde vores aften på campingpladsen. En lang skøn aften – ren mindfulness. Det var bare lidt svært at gå i seng ikk.. når man er sådan et dejligt sted. =o)

Onsdag d. 23.05.12

Program : Skandinavisk dyrepark. Og sikken en park. Vi havde bladret lidt i en pjece fra parken. Må sige parken var en hel del større end man havde indtryk af. Det kan godt være jyder er nogle rigtig bonderøve ;o) – men.. de har nogle misundelsesværdige kæmpe områder og en overvældende natur, som de virkelig formår at passe på og bevare. Dyreparken var slet ikke som man forestiller sig et så stort turistområde. Alt var holdt i helt naturlige forhold. Selv stederne hvor man kunne købe lidt at drikke og spise. Der var heller ikke de der vanvittige souvenirbutikker, som i princippet bare er en ren plastikpengemaskine. Men der var vildt meget plads til dyrene, som virkede til at have det rigtig godt. Jeg er altid fyldt med dobbeltmoral overfor alle former for dyr i fangeskab for menneskets fornøjelses skyld – jeg vil rigtig gerne se dyrene, men stritter samtidig i mod at de holdes i fangeskab. Fandens til moral. Bør jo så slet ikke gå i dyreparker ! Men jeg må sige, at de her formår at give dyrene nogle fantastiske forhold – Ligesom i Knuthenborg, kunne man se på dyrene at de trives.

Frokost med rådyrene. Det var så sjovt at sidde og kigge på de små, der spurtede ud i vandet og ind igen, og sprang rundt mellem de voksne og ville bare lege =o)

Der var en lille ting i dyreparken, der gjorde mig lidt trist. De har 3 storke, som er i en indhegning med netloft, så de ikke kan flyve, men publikum kan gå ind til dem. Det var selvfølgelig fascinerende at se storkene, men slet ikke rart at de ikke havde deres bevægelsesfrihed.

Det jeg absolut havde glædet mig allermest til i dyreparken, var at se den lille halvt år gamle isbjørneunge Siku. De har både brune bjørne og isbjørne i parken. Elsker bjørne. Kan blive helt opslugt bare af at observere deres adfærd. Så store dyr, der kan nogle bemærkelsesværdige ting. Vi gik gennem parken med Brune Bjørne på vejen over til Siku.

Dovner lige lidt her i varmen.

 

Kan da lige holde til at blive kølet lidt ned her.

 

Ham her tog en hel del af min tid. Han var vildt fascinerende. Han tog sten op af vandet. Spiste de små dyr og ting, der havde sat sig på stenen. Lagde den tilbage i vandet, så der igen kunne sætte sig ting på den. Og tog en ny. Med sine enorme labber. Utroligt den kan.

Vi var kæmpe heldige med Siku. En af hans 3 “mødre” fortalte, at han havde sovet hele dagen. Men nu var han fuld af spilopper. Han for rundt fuld af ballade. Kastede sig hen ad græsset, så han kurrede ned ad skrænten som i en rutsjebane. Hoppede rundt og havde det vildt sjovt. Siku havde to dage før fået nye ting på sin legeplads. 2 halvtagshuse. Og nogle store træstammer. De skulle undersøges. Grundigt !

Hm.. hvad er mon lige det for en tingest…..
Den er vist ikke farlig….

 

Kan i finde mig …. ?

 

Weeee …! Er livet ikke herligt ! =o)

Sikus mor ville ikke tage sig af ham, da han blev født. Så manden der ejer parken, tog den lille isbjørneunge under sine vinger. Han gav den sutteflaske dag og nat hver 3. time, Siku sov i hans seng, og han havde hele tiden et menneske hos sig. Samtidig blev der bygget et anlæg kun til Siku, hvor han nu er i – 6 måneder gammel.  Der er stadig mennesker hos Siku døgnet rundt. Siku har 3 “mødre” som skiftes til at passe på ham. I starten var de helt tæt på Siku. Stille og roligt fjernede de sig fysisk fra ham. Nu står de på den anden side af Sikus indhegning, men han ved de er der. Han er nød til at blive vænnet fra, at have menneskelig fysisk kontakt. De skal lære ham, at være en rigtig isbjørn til han, når han er 2 år, skal over i det store anlæg til sin mor og de andre isbjørne.

Siku betyder “havis”. Navnet er meget velovervejet, for Siku er ambassadør for sine artsfæller på Arktis. I kan læse rigtig mange spændende ting om Siku her : http://www.skandinaviskdyrepark.dk/index.dsp?area=388

Vi var i dyreparken til de lukkede. Kunne slet ikke løsrive os derfra.

Tilbage i Ebeltoft gik vi i Føtex og købte æbler og gulerødder til Fante. Igen i dag stod hun ud til stranden med sin korte fodlænke. Stadig uden vand. Hun blev helt vildt glad for sit guf.

Fante blev rigtig glad for sine æbler og gulerødder.

Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde en del, jeg skulle undersøge, når vi kom hjem. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, det er tilladt at have dyr på den måde. I sommersæsonen tilbringer denne skønne hunelefant, hele sit liv i en transportvogn på landevejene, hvor hun ikke kan røre sig. Eller i en kort lænke, hvor hun heller ikke kan røre sig. Det kan umuligt være lovligt.

Aftenen gik med at ordne fødder i det fri. Dagen sluttede med endnu en skøn aften på campingpladsen beriget med smuk solnedgang.

Klarede det på normal vis med en balje.
Niels valgte at ordne det på stranden. Tosse <3<3<3

Torsdag d. 24. maj 2012

Så blev det fotodag. Morgenen var præget af den her iver og sommerfugle i maven, som vi altid har når vi skal ud og tage billeder. Vi brugte lidt tid på at finde ud af, hvad vi skulle bruge, inden vi startede Futte og kørte til Malt-fabrikken. Akkompagneret af masser af smøger, underberg og adrenalin fik vi taget en masse fede billeder, uden at blive forstyrret af nogen eller noget. Vi får det lige som trætte på en fed måde og kåde teenagere, når vi har lavet en fotoseance. Det er en fed følelse.

Efter nogle timers hårdt arbejde var vi tilfredse og mente bestemt vi havde fortjent et cafébesøg.

Skål Kærste =o)

Mens vi sad der og slappede af efter en sej indsats, blev jeg da i shoppingmode. Fik købt noget dejligt tøj, lidt gaver og andre småting. Molboerne er nogle skønne mennesker. Imødekommende og meget snaksalige. Vi fik hurtigt nogle nye “venner” i butikkerne =o) Man bliver sulten af at shoppe og klokken var blevet mange. Vi spiste til aftens i den hyggeligste lille gård med flere caféer og restauranter, inden vi tog tilbage for at nyde aftenen på de sædvanlige pladser med den altid gode udsigt. Inden var vi selvfølgelig forbi og tage afsked med Fante, som skulle videre efter den sidste forestilling. Piv.. =ó/ Denne aften bød på noget helt særligt. Har i nogen sinde set en rød månenedgang ? Vi var så opslugt af det, så vi slet ikke fik taget billeder.

Fredag d. 25.05.12

Jeg fik “strawberry” på min morgenmad. Aftenen forinden havde min Kærste fortalt, hvorfor det hedder strawberry på engelsk. I gamle dage gik de unge forelskede ud i skoven, hvor der voksede vilde skovjordbær. Her plukkede drengen jordbær til sin elskede, trak dem på et strå, så hun kunne spise dem uden af få saft på hænderne, og gav hende dem som en kærlighedserklæring =,o) Det fik jeg af min kæreste. En Strawberry-erklæring =,o) <3

Kærlighedsstrawberry <3

Vi nød vores morgener i Ebeltoft lige så meget som vi nød aftenerne. Der var så fredeligt og så … ja.. ord føles så utilstrækkelige nogle gange. Det havde “væltet” ned med grankogler fra træerne på campingpladsen. Det virkede helt ufarligt og gav bare nogle høje bump engang imellem. Denne morgen landede der en lige oveni midt hoved. Vi grinede og grinede. Aftenen inden havde Niels siddet og tænkt over, at sandsynligheden for at blive ramt af en kogle var ekstremt lille. Hvis man altså ikke lige er mig. Vi havde også samlet kogler til at tage med hjem – de var rigtig flotte og dekorative. Måtte bare lige slå min kæreste tilbage i koglekrig, fordi han ville stjæle mine – de var nemlig flottere end hans ! Vi lavede også grantræsfotokamp. Min kloge kæreste ved en hel masse om grantræer og han- og hunblomster og om hvordan de gør og de flyver og alt sådan noget, som absolut ikke er for blonde piger ! Men spændende og flot – det var det. Tror vi har en milliard billeder af grantræer. De kommer her….

De lange hvide hanblomster.
De smukke gule hunblomster.

Jeg vandt. Jeg tog flest. Skal nok skåne jer for alle mine granbilleder ;o)

I dag skulle vi til Ree dyrepark. Det var godt nok en noget anderledes oplevelse end Skandinavisk dyrepark. Tror at alle Jyllands dagplejemødre, vuggestuer, børnehaver og ældrecentre var samlet lige præcis i Ree dyrepark. Udover alle de der støjende og gangbesværet besøgende, vrimlede det med personale med Ree-dyrepark på ryggen, et stort smil, og klar med en god historie eller en venligt svar. Helt igennem turistet. Det var rigtig morsomt. Når man kom lidt væk fra alle menneskerne, som var meget centreret omkring indgangspartiet, hvor der var stor souvenirbutik, café og andre ting, var der nu helt rart alligevel. Vi startede på abe-øen, hvor lemurerne løb frit som i Knuthenborg. De havde tilsyneladende lige fået unger, som sprang rundt og legede og drillede deres mødre. De var vildt søde og utrolige smidige og præcise.

En af de voksne var vist blevet tørstig og mente den kunne få en tår vand af os. Desværre var der prop på, så den opgav =o)
Der var også pelikaner på abeøen. De var sjove men er du gal hvor de stank.!

Det fremgik af programmet, at der skulle være fugleopvisning. Det ville vi gerne se. Det første vi skulle se og høre om, var en ugle – Andrea, som vi hørte en masse ting om. Pludselig spurgte dyrepasseren, om der var en der ville prøve at holde Andrea. Min hånd røg i vejret som et lyn – fuldstændig ligeglad med alle ungerne. JEG ville holde Andrea.. og det fik jeg lov til =o) Wooow det var vildt !

Andrea og mig – best friends forever <3

Der kom også løbeænder og kalkuner på “scenen”. Showet blev rundet af med.. intet mindre end en havørn. Uovertruffent rovdyr. Selvom den kun var en unge, havde den et enormt vingefang, og det der rigtige rovdyrblik. Man kunne både høre og mærke suset, når den fløj hen over hovedet på publikum. Og den var fuldstændig sin egen herre.

Ærefrygtindgydende.

Ree dyrepark er nu alligevel hyggelig. Og enorm ! Man skal også lige huske at der er bakker i Jylland – ellers skal benene nok fortælle det er uvant. Men smukt var det, og jeg tror dyrene havde det godt. De så i hvert fald sådan ud.

Lørdag d. 26. maj 2012

Udover dyreparkerne havde vi også besluttet hjemmefra, at vi rigtig gerne ville se Hvidsten kro. Vi var blevet meget berørt af filmen “Hvidstensgruppen”, og ville gerne se stedet. Hvidsten kro ligger ved Randers. Knap en times kørsel fra Ebeltoft. Turen dertil, var en oplevelse i sig selv. I Ebeltoft by havde vi set en lille bitte udstilling af nogle keramikdamer, som kom fra et galleri, der lå ved Mols bjerge. Det ville vi besøge på vejen. Sikken en natur. Mols Bjerge. Det er ren Morten Korch. Det kunne lige så godt have været i et andet land. Anede ikke der kunne se sådan ud i Danmark. Blev helt overrumplet. Det gjorde vi begge.

Mols bjerge.
Ren idyl.

Vi fandt galleriet med de smukke keramik-kvinder. Det var kunstneren selv der passede galleriet, mens hun arbejdede med nogle krus. Hun laver nogle fantastiske ting. Desværre var de her damer vi havde forelsket sig i temmelig peberet. 4.500 kr. Så vi nøjes med at købe en bog og et krus. Og faldt i snak med kunstneren. Niels spurgte om det var okay han tog nogle billeder af hendes kunst. Det måtte vi gerne. Hun fortalte, at hun havde et hængeparti, med nogle billeder der skulle tages netop af sine damer, til en der var interesseret i at formidle og sælge hendes kunst for hende. Så.. kække lille mig… “Dem kan min kæreste da bare tage for dig ! Han er en kæmpe dygtig fotograf, og tager selv billeder derhjemme af vores varer !” hm.. Stakkels Niels. Undskyld Kærste. Men.. han tog billederne for hende. Hun ville give os et af sine krus for hjælpen. Det ville vi ikke. Vi vil hellere handle en dame med hende. Nu har han lavet dem til hende, og sendt dem på mail, så nu må vi se, hvad hun siger til det.

Ynglingskeramikpige =o)

Hvidstens kro er præcis, som man ser den i filmen. Vi fik en meget højtidelig stemning og følelse, da vi stod foran kroen. Vi var helt stille og vidste slet ikke hvor vi skulle gøre af os selv. Det var jo ikke et sted man sådan bare kunne gå ind… tænkte vi. Vi var alt for ydmyg til bare at vade ind. Længe havde vi stået og kigget, og set flere mennesker gå ud og ind af kroen. Så vi samlede mod, og gik ind ad døren. Det var som at komme over hundrede år tilbage i tiden. Alt så ud præcis som dengang. Lavt til loftet. Billederne, farverne, nipsting.. alt.. var fra fortiden. Vi havde forinden talt om, at det garanteret ikke engang var til at få en kop kaffe – og at der nok skulle reserveres bord flere måneder i forvejen. Der var mennesker der sad og spiste. Men ikke mange. Der var ikke fyldt. Ydmygt listede vi rundt og kiggede. Vi spurgte en ung servitrice iført en af dagtidens kjoler, om det var i orden vi tog nogle billeder. Det var det. Gangen vi først var trådt ind i var meget lille. Der gik til begge sider døre ind til – til højre en stor stue og til venstre først en mindre mellemgang, hvor der var et langt plankebord, som førte ind til en mindre spisestue. Det var fuldstændig indrettet som et hjem. Det kan slet ikke beskrives – det skal opleves. Nu vi var der, kunne vi lige så godt spørge om vi måtte købe en kop kaffe og en øl. Det kunne til vores store overraskelse sagtens lade sig gøre. Det er længe siden, jeg har følt mig så ydmyg og siddet overfor noget der føltes så stort.

Længere ned ad vejen var vi ned og se mindestenen, med navnene på dem der blev henrettet dengang

 

I kroens meget store have stod en mindesten for Marius Fiil.

Efter den oplevelse var vi helt opstemte. Vi satte kurs tilbage mod Ebeltoft. Vi ville spise til aftens på en rigtig hyggelig italiensk restaurant vi havde set i samme gård, som jeg tidligere har omtalt. Vores sidste aften skulle vi naturligvis også have rødvin til maden, som var pragtfuld ! Til forret fik vi bruchetta. Har aldrig smagt så lækker en bruchetta. Vi fik “hemmeligheden” bag gennem servitricen ;o) Til hovedret fik min kæreste fisk og jeg fik pasta. Overdådigt lækkert. Vi var proppet bagefter.

Vejret var skønt. Maden formidabel. Personalet eminent. Perfekt sted at slutte vores besøg i Ebeltoft.

Vi tog resten af vinen fra maden med hjem til campingpladsen. Vi havde slet ikke lyst til at dagen skulle ende. Ferien var på sit sidste, og dagen efter ville turen gå til Lolland. Det var virkelig svært at tage afsked med Ebeltoft.

Vores dage sammen havde været lige så skønne som i Rom. Vi havde pjattet, grinet, oplevet en masse ting og ladt kærligheden flyde. TAK Kærste. For endnu en mindeværdig ferie. Elsker dig. Ubeskriveligt højt <3

Søndag morgen kl. 9.00 “fløj” vi over Kattegat med en af de nye hurtig-katamaran-færger. Vildt så meget kraft den har i sig ! Fed fed oplevelse. Ikke engang en time – så var vi på Sjælland !

PS.: Jeg har skrevet til Dyrenes beskyttelse og WSPA efter vi er kommet hjem. Og min kæreste har fundet en masse lovstof og artikler på nettet om cirkuselefanter. Næste step er at anmelde Cirkus Dannebrog til det lokale politi i den by de er i. Der er ingen tvivl om, at det de gør med Fante er ulovligt. Vi håber og beder til, hun kommer et andet sted hen, og nyde sit otium.

Paris – byernes by.

Mandag d. 03.09.2012

Paris er en helt fantastisk smuk by. Masser af kultur, miljø, arkitektur og skønhed. Ikke mindst et kæmpe café-liv. Lige mig. ! Kunne bosætte mig på en café ! ;o) Som i mange andre stor-byer, bliver man også i Paris overrasket over, hvor forskellige Paris´ kvarterer og områder er. De har alle hver deres charme, hver deres miljø, hver deres “emne”.

De har alle deres verdens-kendte attraktioner : Eiffeltårnet, Louvre, Notre Dame, Sacre Coeur i Montmartre-området, Moulin Rouge, Triumfbuen – vi kender dem alle. Og vi så dem alle. Desværre var der en hulens masse andre mennesker end os, der også gerne ville se disse skønheder. Vidste selvfølgelig godt hjemmefra, at der kan være folkemængder omkring de berømte turist-attraktioner – vi kender det jo fra Rom, Prag, Amsterdam osv. Men… I SÅ store mængder – uden for sæsonen – kom lidt bag på mig. Vi var ikke inde i Louvre, heller ikke oppe i Eifeltårnet. Vores tur var simpelthen for kort, til at bruge en halv dag i en kø. Området under de 4 tårn-ben var sort af mennesker. Der var 3 stk. kilometer lange køer.

Torsdag d. 23. august 2012

Ankom vi sidst på eftermiddagen til Charles de Gaulle lufthavn 45 km nordøst for Paris. Allerede i toget til byen, fik jeg min første “hjerneblødning”. Lige inde i togvognen, sad der på hver side af gangen nogle gamle tanter, som havde klumpet deres kufferter sammen på gangen, hvor man skulle gå. Da vi kom ind og stoppede for deres happengut, gloede de bare hjælpeløst på os, uden at kunne drømme om, at flytte deres lort, så man kunne komme igennem. Det endte med jeg som en bulldozer bragede igennem kufferter og tanter, trækkene med min egen kuffert hen over bunken af deres, jokkene på fødder og ting – og jeg var pisse ligeglad. Fik vist jokket en af tanterne temmelig hårdt over foden – Hun jamrede sig i hvert fald højlydt. Toget var overproppet med ildelugtende, masende mennesker – Turen var et rent helvede.

Vi havde booket værelse på et lille intimt hotel i Latiner-kvarteret. Og vi stod af på den tætteste station vi kunne komme. Hvilket var lige ved Notre Dame. Så mit humør blev straks bedre, af den udsigt vi steg op af undergrunden til =o) Vi var lidt trætte, så inden vi fortsatte til fods til hotellet, slog vi os ned på en cafe med udsigt til Seinen og Notre Dame. Her blev vi som det første irettesat af en emsig tjener, for at have stillet vores kufferter et sted, hvor de tilsyneladende ikke måttet stå. Nåh… never mind. Jeg var cappuccino – tørstig og trængte til at samle mig lidt ovenpå togturen. Da vi fik regningen, for en cappuccino og en espresso, vidste vi ikke om vi skulle grine eller græde. Paris er hardcore pebrede ! To stk drikkevarer koster det samme som en 3-retters menu i Danmark !!! (i hvert fald næsten ). På traskeben til hotellet. I en – synes jeg – uendelig lang opadgående bakke-tur. Var vildt tøsefornærmet, da vi nåede hotellet, over den “hårde” rejse til Paris.

Blødte lidt op, da jeg så vores hotel. Et lille hyggeligt, intimt hotel midt i Latinerkvarteret på én af Paris´ ældste gader : Rue Mouffetard. Værelset var så hyggeligt, udsigten storslået – Til det autentiske Paris´ baggårde og toppen af Panthéon-kirken.

Vi fik hurtigt pakket ud, og fundet os til rette – Og så ud og inspicere området. Vi var blevet sultne og fandt en lille hyggelig restaurant i vores kvarter, hvor vi fik noget tvivlsom aftensmad. Nej – Min kærste fik en udmærket fisk. Jeg fik et eller andet meget tyndt stykke kød ala snitzel, med garniture til, der ikke lige faldt i min smag. Men stemningen og tjeneren kompenserede ganske enkelt for maden, med den venlige, smilende betjening, hyggen, den lune aften – ja. Vi var jo kommet til Paris. =o)

Vi sov forrygende den første nat. Der var helt stille, sengen var dejlig og der var dyne ! =o)

Fredag d. 24. august 2012

Første dag i byernes by. Vi havde programsat dagen med Notre Dame, Sacre Coeur og Montmartre. Start : dagens benzin – kaffe og morgenmad. Morgenmad var straks værre. Det er ikke det de bruger mest på caféerne i Paris. Men vi fandt da et hyggeligt lille sted, hvor man kunne få en cappuccino og en croissant.

Derefter gik vi stort set samme vej, hvorfra vi var kommet i går, til Notre Dame. Hvilken pragtfuld bygsningsværk. Røg helt i Disney-mode og følte mig som Esmaralda. Ventede bare på at Quasimodo kom springende ud af en af tårnene ! =o) Katedralen er overalt dekoreret med små finurligheder. Ønsker ofte, når jeg står foran sådan et menneskeskabt værk, at jeg kunne have været vidne til dens oprindelse. Hvilket kæmpe arbejde, der ligger i sådan en bygning. Alle de mennesker der har lagt hænder til, lige fra de store sten, til de små finesser.

Knap henne ved kirken stod en mand og fodrede små fugle. Med hænderne – Altså – de spiste af hans hånd ! Det fascinerede mig helt vildt. Der var ikke blot en eller to fugle. Der var MANGE – Og de sad og spiste af hans hånd ! Jeg må ha glanet meget, for pludselig vinkede han mig hen til sig. Gav mig lidt brød i hånden, viste mig hvordan jeg skulle holde det med 3 fingre, og så bare holde hånden op i luften. Og så var det mig, der stod der med fugle på hånden ! Hi hi.. det var kæmpe sejt !

Det vrimlede med mennesker på pladsen foran Notre Dame. Og køen virkede uendelig. Men jeg VILLE ind og se den. Det gik forbavsende hurtigt – Troede det var lidt som Peters kirken i Rom, hvor man skulle gennem sikkerhedskontrol og alt muligt. Sådan var det ikke. Der var gratis adgang og man kunne bare gå ind. Eller. Der stod en “vagt” i døren, som lige tjekkede de mest mistænksomme tasker. Notre Dame var lige så fantastisk indeni som udenpå. Og som i alle andre kirker jeg besøger, tændte jeg lys vores kære afdøde.

In love in Notre Dame.

Efter Notre Dame satte vi kurs mod Sacre Coeur og Montmartre. Vi skulle en del opad. Skørt at der kan være så store højdeforskelle i en by. Op og ned – og der var langt begge veje. Sacre Coeur er lige så overvældende som Notre Dame. Her er det også omgivelserne der imponerer. Pludselig dukker kirken op, på toppen af en høj bakke, som virker ubestigelig. Med lidt målrettethed og ihærdighed lukkedes det os, at nå toppen. Sikken en udsigt der åbenbarede sig for os ! Det var desværre ikke tilladt, at tage billeder i kirken. Den er meget meget smuk. Bag Sacre Coeur ligger Montmartre. Det var tid til cafépause. Det begyndte at små-regne mens vi gik i de små gader på Montmartre. Vi købte et par billige regnfrakker i en souvenirbutik, og fortsatte om til pladsen, hvor alle malerne sidder. Der er ikke meget kunstmaleri tilbage på Montmartre. Stort set alle – og der er mange – der sidder der og maler, maler portrætter af turisterne. Lidt skuffende. Det var meget god timing med regnen, for vi var blevet sultne – det var ogs ved at være aftensspisetid. Udendørs stadig i tørvejr spiste vi, og da vi var færdige, var det klaret op igen. =o)

Syd for Montmartre ligger området Pigalle, hvor Moulin Rouge også befinder sig. Det er nok det tætteste, man kommer på “Red light district” i Paris =o) Masser af sexbutikker, biografer og klubber. Dog så man ingen prostituerede. På vej der til, fik jeg lidt af et chok. Vi skulle ned ad en trappe, forbi et hus, der var godt pakket ind i grafitti. Øverst på muren sad en mand ! Eller.. det viste sig at være en dukke. Men det var så livagtigt, så jeg havde set i øjnene, at NU blev jeg overfaldet af en Spiderman med ikke gode intentioner !

Bemærk den røde ring

Det var blevet aften, og vi havde efterhånden gået temmelig langt. Vi blev enige om, at tage Metroen tilbage. Der var mange mennesker med, så vi stod allerede af ved Louvre. Louvre stod først på programmet til lørdag, men nu var vi her, og kunne lige så godt gå derover. Det var en meget speciel og højtidelig oplevelse. Louvre er ENORM – både bygningerne og området omkring virker uendelig. Pladsen om aftenen er helt anderledes end om dagen (fandt jeg ud af). Alt var badet i lys. Der var stadig fuld af mennesker, som havde masser af tid, og bare hyggede sig. Fra pladsen foran Louvre, kunne vi se Eiffeltårnet med lys i. Det var fantastisk smukt. Vi satte os lidt på kanten mod parken, med udsigt mod Eiffeltårnet, og nød mørket og roen sænke sig over vores anden aften i Paris.

Lørdag d. 25. august 2012

Programmet stod på .. endnu en kæmpe lang gåtur. Selvom mine fødder var smadret af vabler fra dagen i forvejen VILLE jeg går. Det er skægt nok at køre Metro – når der vel at mærke ikke er overproppet. Man ser bare så meget mere, når man går. Vi gik på kompromis, og blev enige om at gå så meget som muligt, og tage Metroen, når det var hensigtsmæssigt.

Først til Louvre. Vi tog Metroen fra vores kvarter, og stod af samme sted som aftenen i forvejen. På vejen købte vi lidt morgenguf, som vi ville spise i parken ved Louvre. Der var en milliard mennesker. Knap så stille som aftenen i forvejen. Men stadig utrolig smukt. Vejret var skønt, og kastede lidt glamour over stedet. Vi vidste allerede hjemmefra, vi ikke ville ind og se det gigantiske museum. Det tager ganske enkelt en hel dag i sig selv, og så har man alligevel ikke set det hele. Og årstiden var stadig til en enorm kø, foran indgangen. Jeg er inkarneret Dan Brown fan, og søgte straks efter genkendelse fra “Da Vinci mysteriet”. Det skulle da også lige være dét, der kunne blive årsag til, hvis jeg en dag gerne vil ind i museet. Louvre er som nævnt ENORM – også om dagen. Og der vrimler med mennesker. Fredag var vi stødt på en del “betlere”, der tiggede om et par håndører. I dag blev vi overrendt af mørke mænd, der ville sælge os noget af deres turist-tjald – små plastik-eiffeltårne, kopi-tørklæder, kopi-ure og andet fis. De var meget insisterende og mange havde svært ved at fatte en afvisning. Det gjorde ikke sagen bedre, at hvor vi troede, vi havde fundet en lille plads, hvor vi kunne nyde vores morgenmad, sad et par fædre med nogle pisse uvorne møgknægte, der fandt det dybt morsomt og underholdende at sparke efter duerne og andre små-fugle. OG en af de ligeså pisse irriterende fædre, skulle handle med en af de mørke skraldsælgere LIGE foran os, hvor vi sad. Ikke bare foran – men nærmest på skødet af os. Det var turens 2. hjerneblødning. Reddet af min umenneskeligt tolerante kærste, satte vi os, hvor vi havde siddet om aftenen, med udsigt til Eiffeltårnet, og fik stort set lov at være i fred =o) Her blev vi underholdt af en meget talende ravn, små søde fugle og et par duer, som jeg delte min mad med. Fra Louvre kan man se hele vejen ned gennem parken Jardins des Tuileries til Truimfbuen, delt cirka midt på af Place de la Concorde. Hele området er ubeskriveligt. Kæmpe stort. Og kæmpe smukt. Vi gik gennem parken med hold på en cafe midt i parken med grinagtige priser, men skøn udsigt til en lille sø. Fortsatte ned til Concorde-pladsen, som med alt andet i Paris, er overvældende. Alt er bare så stort !

Place de la Concorde
Springvandet midt på Concorde-pladsen.

Jeg skulle selvfølgelig hen i Paris´ dyreste shopping-gade : Avenue Montaigne – en sidegade til Champs-elysées. Fra Concorde-pladsen kunne vi se taget af en stor bygning, vi blev nysgerrige på. Så vi gik ned omkring floden for at se, hvad det var – det var samme retning som shopping-land. Igen dukkede der de smukkeste bygninger op – To store udstillingssteder : Grand Palais og Petit Palais. Og det lignede virkelig paladser. Er sikker på der bor en ørkenprins med hele sit harem ! I virkeligheden er der forskellig udstillinger.

Gran Palais
Petit Palais

På siden af Gran Palais stod en kæmpe port åben, som blev overvåget af en vagt. Vi må have set meget nysgerrige ud, for han viste os hel hen til åbningen – her til måtte vi gå – og ikke længere. Han var vældig flink =o) Det lignede et hemmeligt laboratorium, hvor man forsker i jordens undergang og var ved at bygge de her arker, som livet skal overleve på ( hvis man har penge nok ) når jorden bliver oversvømmet af Tsunamier fordi jordskorpen rykker sig. (Har lige set filmen 2012).

Kan i ikke se det da ? Det ER et hemmeligt laboratorium !

Da vi nåede Avenue Montaigne var det café-tid. Vi fandt et lille hyggeligt sted på en sidegade, godt hjulpet på vej af en fransk vagtmand. Jeg fik tiramishu til min Cappuccino og min kærste fik vist en lille øl. Vi væltede fuldstændig af grin, da vi fik regningen. Det kostede næsten det samme som en Prada taske. Tænk sig de kan have de priser uden at fortrække en mine ! Avenue Montaigne er ren slaraffenland for designerfreaks. Channel, Gucci, Prada, Dior, Jimmy Choo, Versage – you name it. De var der alle som en. Nej – Ikke Louis Vutton. De har deres gigant butik et andet sted i Paris. Jeg kiggede efter en ny taske (ja ja – ikke et ord fra nogen tak ! ;o) ) – men kunne ikke rigtig finde det helt rigtige. Og så er jeg en kæmpe snob ! Vil helst ikke indrømme det. Men at stå side om side med 30 kinøjsere og tørklædeklædte kvinder tog lidt lysten fra mig til at handle. Hold da kæft hvor de bare aser og maser og fylder og larmer ! Kunne slet ikke nyde stedet ! Og de var i stort set alle butikkerne.

Vi fortsatte op på Chams-elysées. Her var om muligt vildere end i butikkerne på Avenue Montaigne – Det gad vi ikke. I stedet gik vi ad de mindre gader mod Eiffeltårnet. DET var rigtig hyggeligt, og langt fra det meget turistede Paris.

Eiffeltårnet var en stor oplevelse. Det er en smule galmandsværk – men for fanden det er fantastisk. Helt vildt stort. Nittet sammen. Bliver nød til at se en film om, hvordan tårnet er lavet. Paris´ varemærke. Forstår det ikke helt. De har så meget andet smukt at byde på, og masser af storartet udsigtssteder. Så hvorfor Eiffeltårnet. Det har i princippet ingen funktion udover at være udsigtspost. Selvfølgelig er det storslået. Det konflikter bare lidt i mit hoved. Og selvom der ikke havde været en millard mennesker der skulle op i tårnet, var der ikke 10 vilde heste, der fik mig derop ! Fuck det er højt ! Det var ved at være spisetid. Menúen stod på Burgere og cola. Det kan ikke blive fjernere fra min kærstes normale spisevaner =o) Mætte blev vi. Og det var rigtig hyggeligt =o) Det var blevet tid til, at finde tilbage til Latinerkvarteret. Vi havde stadig mod på at gå lidt mere, så det gjorde vi. Jeg havde læst i vores “Turen går til Paris”, at der skulle være et område, der var ren Paradis for Homoseksuelle. Det ville vi se, om vi kunne finde på tilbagevejen. Vi gik efter de i bogen nævnte gader. Da vi fandt dem, blev jeg først temmelig skuffet. Kunne da ikke få øje på en eneste bøsse – skimtede lige et par, der så mistænkeligt bøssede ud. Havde sgu da bare forventet at se dem i hobevis. Altså – sådan rigtigt offentlig bøssekærester. Og så var der tilsyneladende bare mennesketomt.

Lige pludselig uden varsel befandt vi os i Homo-paradis ! Caféer, restauranter, klubber proppet til randen med Bøsser ! Har aldrig set så mange bøsser på én gang i hele mit liv ! (Har desværre aldrig set Gay-parade). Jeg var henrykt ! De sad parvis, åbenlyst forelsket, helt naturligt – Og det var bare så henrivende at se. Bøsser er langt mere følsomme og blive end os Heteroseksuelle. Kender ikke nogen der kan se mere henført på hinanden end bøsser. Måtte bare finde en stol på en af caféerne og nyde synet til en cappuccino. Hi… lige ved siden af os, sad en mand, der tydeligvis ventede på sin date. Det var som at se en genert teenager, da daten endelig dukkede op. Han var lidt forsinket, og undskyldte meget. Jeg kunne ikke helt lure, om de kendte hinanden i forvejen eller det var første date. Den ventende “han” virkede meget nervøs. Det var så sødt. Hi.. det var vildt underligt, at det nu var min flotte kærste der blev kigget langt efter. Det gjorde ham lidt forlegen – men han var tryg, så længe vi holdt i hånd. Sorry venner. Men han er altså min =o)

På café i Homoland =o) Vi ville ikke tage billeder dér – det kunne virke stødende på dem. Syns de skal have lov at være sig selv og i fred for nysgerrige turisters blitzen =o)

Klokken var endnu engang blevet temmelig sen. Kunne ikke helt løsrive mig fra Bøsse-land, men men. Vi tog den første Metro vi mødte tilbage til Latinerkvarteret og vores skønne hotel. Igen fuldstændig ro – Og endnu en dejlig nattesøvn.

Af hvad jeg har set i Paris, er Latiner-kvarteret det absolut hyggeligste sted. Og det ældste. Vi ville også gerne nå at se den store banegård Gare de Nord. Inden vi gik i Pantehon, som viste sig at være et mausoleum, skulle vi lige have morgenkaffen. Der er seriøst caféer alle vegne i Paris. Også lige foran Pantheon, så man kunne sidde og glæde sig til at komme ind og kigge. Tjeneren her var ikke nogen god oplevelse. Møg arrogant og tilsyneladende tøsefornærmet på os af uforklarlige årsager. Vi talte om, at det nok skyldtes, at franskmændene har nogle ret skrappe “Emma Gad” tilgange til pli. Man sætter sig f.eks. ikke bare ved et bord på en café, men venter pænt på at få et anvist af tjeneren. Jeg plumper jo bare ned på det bedste ledige bord, jeg kan finde. Møg uforskammet. Han kunne nu ikke ødelægge vores gode humør. ( Og nej – denne gang fik jeg ikke en hjerneblødning ;o) )

Pantheon var en kæmpe oplevelse. Meget anderledes end noget andet kirkeligt jeg har set. Det var en hyldest til store filosoffer, forfattere og andre der var stedt til hvile i krypter i Pantheons kæmpemæssige kælderen. Et helt fantastisk sted smukt udsmykket med store malerier og skulpturer. Midt i Pantheon hang et kæmpemæssigt pendul. Vi kunne ikke helt lure, hvad det gik ud på – Men var enige om, at det var ret spændende at tænke på, hvor længe det kunne holde sig i gang. Det viser sig at symboliserer jordens rotation. Her er hvad jeg kort kunne finde om det : “I 1851 demonstrerede fysikeren Léon Foucault rotation af jorden, ved at konstruere en 67 meter pendul under den centrale kuppel” (Forkortet af dårligt oversat afsnit af Google translate) Se mere her : http://www.pantheonparis.com/history

Kælderen med alle krypterne var enorm. Der herskede en nærmest højtidelig stemning (som vi hurtigt fik ødelagt med fnidder ;o). Det var lidt vildt at tænke på alle de døde mennesker der lå i krypterne. Og man må sige de er blevet flot æret selv i døden.

Søndag d. 25. august 2012

Sidste hele dag i Paris. Vi skulle bare slappe af og lade tilfældighederne råde. Ville dog gerne se Pantheon-kirken, som vi kunne se toppen af fra vores hotel-værelse.