Sådan er jeg. Sådan er det.

Onsdag d. 16.01.13

Jeg er verdens dårligste veninde. Sådan er det.

Man kan ikke regne med mig. Jeg overholder ikke aftaler. Jeg “forsvinder” i dagevis; svarer ikke på hverken opkald eller sms-ér, ser ingen, taler ikke med nogen.
Den ene dag, er jeg med på det hele. Den næste “gider” jeg ikke noget som helst.
Jeg laver aftaler, som jeg senere fortryder, og aflyser.

En stor del af mit liv er brugt på at prioritere andre. Alle andre. Ikke mig. Men alle andre. Andres ting, andres behov, andres ønsker har altid været vigtigere for mig end mine egne. Eller.. det var nok bare fordi, det er lettere at forholde sig til andres end til sig selv.

Jeg var altid hunde hamrende ræd for at nogen skulle blive sur på mig. Skuffet over mig. Afvise mig. Ikke kunne lide mig. Altid bange for ikke at kunne leve op til andres forventninger til mig. Ikke at kunne indfri deres behov. Jeg kunne ligge i timevis om aftenen, og spekulere på dagen, der var gået : om jeg havde sagt noget forkert, såret nogen, gjort noget dum og tænke på hvad andre tænkte og synes om mig.
Jeg havde ondt i maven. Hovedpine. Følte mit hoved konstant kørte på overtryk. Kunne ikke finde ro og hvile i mig selv. Det var altid andre.

Når trykket blev for stort, røg låget af i en eksplosion. Jeg kunne blive så kæmpe ynkelig. Synes alle andre var onde. Ingen ville mig noget godt. Alle afviste mig. Tudede i timevis. Havde selvmordstanker – syntes verden ville være et langt bedre sted uden mig. Der var alligevel ingen der kunne lide mig. Uanset hvad jeg gjorde. Kunne slet ikke forstå, at andre ikke bare stod til rådighed for mig, når det nu endelig var mig, der bare havde brug for at blive holdt om, og holdt af. Følte ikke jeg var god nok, med mindre jeg “ofrede” mig for andre. Og tilsidesatte mig selv. For andres skyld. Når jeg havde disse “eksplosive” nedture, tog mine omgivelser selvfølgelig kæmpe afstand fra mig. Jeg svinede dem til på det groveste, og ja… gav dem nærmest skylden for min tilstand. Men det forstærkede jo også ensomhedsfølelsen og var virkelig benzin på ynkebålet. Så en sådan en tilstand kunne godt vare i dagevis. Jeg spiste ikke, kom ikke i bad (var vildt ulækker), kom ikke uden for en dør. Levede af kaffe, smøger, piller, ynk og af at svine folk til. Mens jeg bare hungrede efter nogen, der ville holde om mig. Dengang vidste jeg ikke, hvorfor det var sådan.

I dag er jeg førtidspensionist. Har jeg vist nævnt nogle gange. Det har taget mig rigtig mange år, rigtig mange behandlingsforløb og udredninger, og selvudvikling og you name it. At nå der til, hvor jeg er i dag. Og jeg er langt fra “færdig”.

I starten blev jeg meget vred på mig selv. Det kan jeg stadig blive. Jeg var vred over, at jeg ikke formåede at sige fra, af angst for at miste. Vred over, at jeg dyrkede rovdrift på .. mig selv. Vred over, at jeg jo ikke bare kunne give “samfundet” skylden, men at jeg selv måtte tage ansvar for mit liv. Vred over, der ikke bare kom nogen og “ordnede mit hoved”. Jeg skulle sgu arbejde for det – selv ! Fandens også !!!
Undervejs opdagede jeg – meget meget langsomt – tilfredshedsfølelsen ved faktisk at have mere “kontrol” over tingene, når det nu var mine egne. Man kan ikke gøre en skid ved at “det er andres skyld”. Men man kan gøre noget ved det, når det er ens egen. Det lyder pisse simpelt. Det er det overhovedet ikke.
Jeg måtte lære, at det er ikke andre, der giver mig dumme følelser. Ikke respekterer mig. Næh… det er mig selv. Og når du ikke respekterer og elsker dig selv. Så gør andre sgu heller ikke. Andre kan heller ikke give dig nogle dumme følelser, hvis ikke du giver dem lov.

“Kys det nu – det satans liv. Grib det før det er forbi” – Meget pudsigt den lige skulle komme i radioen.

Jeg var styrede af angsten for at miste. For ikke at kunne behage. Angsten for ikke at blive elsket. Det har taget ÅR at komme ud af den styrring. At tage tingene i egen hånd, og ikke miste sig selv. Og jeg er sgu stadig ikke kæmpe god til det. Må stadig arbejde med dig. Men bare dét at blive BEVIDST om, hvordan tingene hænger sammen, gør det så meget lettere at arbejde med. Forstå hvad der sker, og hvorfor det sker. At prøve at håndtere ting mere hensigtsmæssigt. (Det lyder sgu lidt frelst det her !). En af de ting, der står mig soleklart i dag er, at man får hvad man giver. Den udstråling du udsender får du igen. Irmas gamle “Smil det smitter”- klistermærker er så såre enkle og rammende. “Smil til verden” og den smiler til dig”. Sådan er det. Du får, hvad du beder om. Så hvis du vil være et godt menneske, skal du først være god ved dig selv. Hvis du vil kunne holdes ud, skal du først kunne holde dig selv ud.

Alt dette er jo ikke helt omkostningsfrit. Jeg har mistet mange mennesker undervejs. Især på bekostning af at sige fra. At mærke efter. Og gøre det, der gav MIG en god følelse. At sige de ting, jeg føler og tænker. At være ærlig. Og autentisk. At være MIG ! Det koster. Jeg oplevede mennesker tog afstand fra mig, blev vrede på mig, slet ikke kunne forstå mig, ikke kunne kende mig. Jeg oplevede at blive kasseret, fordi jeg ikke længere kunne “bruges”. Men.. det betød ikke længere så meget. Jo.. selvfølgelig gjorde det sgu da ondt. Men.. jeg fik bare så mange andre dejlige mennesker og dejlige ting i mit liv, som betyder noget helt andet, noget dybere for mig. Der lukkede sig nogle døre – men der åbnede sig så sandelig også nogle nye. Værdier ændrer sig, når man ændrer sig selv.

Det jeg har i dag er meget mere… mig. Mennesker der vil mig det godt. Mennesker der sætter pris på mit venskab. Mennesker der ikke bare kasserer mig, fordi jeg gør noget dumt. Siger noget dumt. Jeg har det bedre med mig selv en nogensinde før. Jeg har stadig nogle store ting at arbejde med. Men det er okay. For jeg er ikke perfekt. Har heller ikke brug for at være det. Jeg er MIG… på godt og ondt. Jeg øver mig på livet. Og det vil jeg nok altid gøre. Det bedst jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at SIGE FRA ! Sige NEJ ! At sige hvad jeg føler og tænker ! At sige højt, hvad ting gør ved mig. At passe på MIG. Også selvom det nogle gange ikke er på den smarteste og mest yndefulde måde. Så er det det hele værd.

TAK til alle jer som holder ved og holder ud. TAK til alle jer som ikke er i mit liv mere – Uden jer, var jeg ikke nået her til. For at nå til det gode, må man tage det onde med. Er taknemmelig.

Så.. jeg er absolut verdens værste veninde. Men hold kæft hvor er jeg glad for, at være MIG =O)

 

 

Tysk undervisning.

Onsdag d. 09.01.13

Radioavisen P4 fredag d. 04.01.13 oplyste bekymring over de unges fravalg af tysk i skolen. De unge har brug for sprogkundskaber i nutidens internationale verden, med samhandel og samarbejde på kryds og tværs af grænser, og med tyskland som vores nærmeste nabo, og tysk som 2. mest udbredte sprog, er det en vigtig kunnen. Så sandt så sandt.

Begge mine børn har valgt Tysk undervisning fra. Ikke fordi de ikke kan lide sprog. Men fordi undervisning er smertende gab-kedelig !
Tysk undervisning i folkeskolen er, som så mange andre fag, håbløst forældede.
Det er stort set al sprogundervisning på skolerne faktisk. Det du lærer er turist-sprog til husbehov. “Jeg hedder Charlotte og jeg kommer fra Danmark. Jeg vil gerne bestille end pølse”. “Mein Name ist Charlotte und ich komme aus Dänemark. Ich möchte als Wurst zu tun” (Direkte oversat på Google Translate – Total grinern ! “Jeg vil gøre noget som pølse(agtigt) !!!” *GG*)

Hvad skal de lige bruge dét til ? De lærer at fortælle, de har en far og mor og 2 søskende der er så og så gamle og så lærer de, de gode gamle skoleremser : “Durch, Für, Gegen, Ohne, Wieder, Um – Kennst du nicht die Akusativ, dann bist du wirklich dum.”
Det kan være fint nok at starte med det første år i de små klasser – men så skal der også noget andet til. Især i de større klasser, skal der noget mere spiseligt og salgbart for at fange de unges interesse for sprog. De skal forstå vigtigheden af at kunne, men også hvor stort udbytte de kan få af det, i deres fremtid. At det mere eller mindre er en nødvendighed i alle faggrupper.

De skal lærer, hvordan man føre en samtale på et andet sprog med en mulig samarbejdspartner, holde møde på et fremmedsprog, sælge sig selv, et produkt eller hvad ved jeg på andre sprog. De skal lærer det i tingenes rette forum, så de kan se, hvad de kan bruge det til, og hvorfor det er vigtigt.

Min Kærste og jeg opfandt et nyt og meget mere spændende fag, som vi er sikre på de unge ikke kan sige nej til : International Erhvervskommunikation !
Al sprogundervisning baseret på den virkelige verden. Undervisning i sprog man virkelig kan bruge til noget. ! Tag børnene og de unge med ud på virksomhederne og giv dem sprogundervisning sammen med virksomheden. Tag erhvervsfolk ind i undervisningslokalet, og lave dem give ungerne en case fra virkelighedens verden på et andet sprog. Gør sprog-undervisningen samfundsorienteret ! Sprogundervisning gøres spændende, interessant, være motiverende – ja .. være salgbart og en ting man bare ikke har LYST til at vælge fra.

Derfor : nedlæg al nuværende sprogundervisning og erstat det med : International sprogundervisning.

SE din næste.

Søndag d. 17.06.12

Kender du det, at et menneske i dine omgivelser ændrer adfærd ? Kender du det, at der er nogen der med dyb forargelse fortæller dig om en du kender, der pludselig ter sig fuldstændig åndssvagt, og gør nogle dybt underlige ting, som de fleste tager dyb afstand fra ? Eller at du selv møder en oplever en ven / bekendt, du ryster på hovedet af, for hvor fanden har vedkommende lige sit hoved henne ?

Kender du det, at tage afstand fra et menneske du kender, fordi du føler vedkommende opfører sig mærkeligt ? Anderledes ? Måske lidt pinligt. Respektløst. Destruktivt ? Jeg gør det selv. Tager afstand. Desværre.

Jeg har altid mærket den her med afstand. Før jeg vidste, jeg havde Borderline, og kunne begynde at arbejde med det, oplevede jeg ofte, at mine omgivelser tog afstand fra mig. Altid når jeg havde det skidt, og havde aller mest brug for der var nogen.
Jeg kunne være allerhelvedes destruktiv. Både overfor mig selv og overfor min omgivelser. En rigtig forbandet dum kælling. Indeni sad en lille bange pige og skreg : SÅ HJÆLP MIG DOG ! KAN I IKKE SE JEG HAR DET A HELVEDE TIL !

Den sidder helt tilbage fra min barndom. Uanset hvordan jeg havde det, manglede hånden der rakte frem i mod mig. Så… i stedet for blev jeg bare skide provokerende. Lavede en masse lort. Var hård a helvede til. Uden på. For der var ikke rigtig nogen til at favne den bange pige indeni. Så jeg måtte selv passe på hende. Ved at have en rigtig uhensigtsmæssig adfærd.

Gør det stadig. Af angst for afvisning. Ikke at blive set. Ikke at blive mødt. At blive afvist. Bliver jeg stadig en dum kælling, når jeg har det skidt. Mest overfor min kæreste. Og den bange pige skriger stadig : HJÆLP MIG !
Jeg isolerer mig fra mine omgivelser. Lukker mig inde. Tager ikke telefonen. Vil ikke tale med nogen. Kan ikke rumme nogen. Stoler ikke på mig selv, hvis jeg går ud for døren. Lunten bliver utrolig kort. Havde jeg fanget de knægte der smadrede min rude den anden dag, havde jeg slået dem i stykker. Det er ikke ret hensigtsmæssigt. Og når jeg endelig er ude, piver jeg for et godt ord. Er hamrende kortluntet. Bliver helt vildt let utålmodig, irriteret og ukonstruktiv. Så jeg lukker mig helst bare inde. Så kan jeg ikke lave så meget lort.

Men her i min isolation hungrer jeg efter et menneske, der tager mig under armen og fortæller mig præcis, hvad jeg skal gøre. Et menneske der bare lytter. Og guider mig ud i lyset. Et menneske der OGSÅ elsker mig, når jeg er dumme Charlotte. Jeg er ikke dum, fordi jeg godt kan lide at være dum. Jeg er dum, fordi jeg har et stort hul i maven, fyldt med sorte ting, hvor lyset ikke kan komme ind. Det gør pisse ondt. I krop. I sjæl. I sind. Nogen gange kan det være så forbandet svært at komme ud selv.

Puha.. kan sgu godt mærke jeg er rigtig ynkelig lige nu. Får pisse ondt af mig selv. … Nej.. egentlig ikke af mig selv. Mest af mine børn. De mærker det. Tydeligt. Min datter er så præget af det. At passe på sin mor. At føle ansvar for, at mor er glad og okay. Der har ikke rigtig været nogen til at hjælpe hende med det. Og jeg har ikke formået det. For jeg kan sgu ikke engang altid hjælpe mig selv. Min søn er bedre til det. I hvert fald at abstrahere fra det. Men han mærker det lige så meget. Kan se alt på mig. “Mor er der noget galt”.

Siden foråret. Eller… tidligt på året. Har jeg følt mig stresset. Jeg har haft flere og værre smerter end jeg plejer at have. Er kronisk træt, og har absolut ingen energi. Jeg bliver hurtigere følelsesmæssigt påvirket. Ryster under det mindste pres. Føler mig ofte handlingslammet. Min mave ter sig råddent. Mit hoved dunker. Min søvnrytme er til at lukke op og skide i. Har det bedst om natten, når alle andre sover. Har sagt højt, at jeg har stress. Men.. Charlotte har jo også Borderline. Så mon ikke bare det er det ? Jeg er også i overgangsalderen. Så jeg kan sgu da ikke blive mere fucked up. Eller kan jeg ? Er lige parat til at lade mig indlægge og få nogen til at lægge tingene i kasser : Det her er stress. Det her er Borderline. Det her er overgangsalder. Lige nu er det hele bare en gang lort i hovedet. Og for helvede hvor jeg savner at være glad. At være i lyset. At mærke ro i kroppen. Tog en stribe stresstest på nettet i går. De bimlede alle ud i det røde felt. Hvad fanden gør man så ? Går til læge ? Æder nogle piller ? Hvad gør man ?

Midt i det her sorte lort er det gået op for mig, at der er sgu ikke nogen mennesker, der opfører sig tåbeligt fordi de er nogle idioter. Mennesker opfører sig dumt, fordi de har det a helvede til. Der er bare ikke nogen, der gider tage sig af det. Vi er så opslugt af vores eget, at vi ikke magter mennesker der gør dumme ting, eller har det skidt. Vi ser den anden vej. Vi SER ganske enkelt ikke de signaler vores omgivelser sender til os. Vi ser ikke de små råb om hjælp, der kommer til os. Nej. Vi kigger bort. Har nok i os selv. Vi vil hellere sladre om de mennesker, der gør mærkelig ting og opfører sig dumt, end at bekymrer os om, hvorfor de gør det. Vi vil hellere snakke bag deres rygge, end at gå til dem og spørge : Er du okay ? Er der noget jeg kan gøre for dig ? Tænk over det. Vil du ikke gerne have, der er nogen der rækker dig end hånd, hvis du har brug for det ?

 

 

 

Hjælp mig med at redde Fante ! =,o/

Fredag d. 08.06.12

HJÆLP MIG MED AT REDDE FANTE FRA CIRKUS DANNEBROG – HVAD KAN JEG GØRE ???

Nu har jeg siden jeg kom hjem fra Ebeltoft, forsøgt at få nogen til at reagere på Fante fra Cirkus Dannebrog. Jeg har mailet til den politikreds i Jylland, hvor Dannebrog befandt sig på daværende tidspunkt. De har meldt tilbage, at Dannebrog ikke længere er i deres kreds, så de har videresendt mailen til den politikreds, hvor Dannebrog er nu. Eller.. var.. da han svarede.

Jeg har mailet til Dyrenes beskyttelse. Og fået følgende svar :
Kære Charlotte Sørensen

Desværre er det stadig tilladt, at fremvise elefanter i cirkus. Dansk lovgivning angiver nogle krav til elefanthold i forbindelse med cirkus’ vinterkvarter – og slækker så ganske meget på disse krav i forbindelse med turneer. Der er ingen tidsgrænse på turneer.

På turné skal elefantens fold være minimum 100 m2 og i transportvognen, hvor den skal kunne være om natten, skal gulvarealet være 20 m2 og loftshøjden 3,20 m.

Se bekendtgørelsen her:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=129086

Dyrenes Beskyttelse tager afstand fra fremvisning af elefanter, søløver og andre vilde dyr i cirkus. De minimumskrav, man generelt stiller til hold af elefanter, kan ikke opfyldes i et turnerende cirkus, og derfor skal turnerende cirkus selvfølgelig heller ikke have elefanter med.


Venlig hilsen
Michael Carlsen

Projektleder, zoolog, Ph.D.
Dyrenes Beskyttelse
Tlf. 33 28 70 14
Mobil 22 79 94 36

Nu har jeg mailet til 10 kredsformænd fra Dyrenes beskyttelse. Men.. tiden går og der sker intet i mens !!!

JEG BLIVER NØD TIL AT GØRE NOGET ! VED BARE IKKE HVORDAN – HJÆLP !
Det her er jo så meget overgreb på dyrets natur som noget kan være :

INGEN bevægefrihed. INTET vand. Bagende sol.

 

Det der sker her, er at Fante får smadret sin ryg. Det er FORBUDT i flg. loven !

” Det er heller ikke længere tilladt
at lade elefanter gå på bagbenene,
for det kan deres rygge ikke holde
til, og det er på ingen måde naturligt
for elefanten at stå på bagbenene.” 

 

Der løber lige en elefant. Det er ligeledes forbudt. På grund af sikkerhed. Hm.. skulle have stukket af med hende dér.

 

Så smadrer vi lige ryggen igen. Bare fra den anden side !

Cirkuselefanter på farten i Danmark, indespærret i langt de fleste af døgnets timer
i deres containere, foregårmed dispensation,men er i princippet forbudt ifølge
Dyreværnsloven. En ny bemyndigelseslov kan nu udhule forbuddet stik imod
dyrevenners og faglige eksperters ønsker.
Af Anne-Sofie Holten
http://www.dyrefondet.dk/files/pdf/hunde-katte-journalen-2009/2-09-lang-snabel.pdf
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=124881

På disse link, kan du læse mere om problematikken. Der ER skrevet og lovgivet om dyrehold i cirkus. Loven opretholdes bare ikke. Der handles ganske enkelt ikke på det ! Men hvis det var en baby på 2 måneder vi stillede på hovedet, skulle vi fanme nok reagere med bål og brand og politi og kommune og hvad ved jeg ! Hvad er det lige, der gør dyr mindre værd en mennesker ??? BLIVER SGU PISSE FRUSTRERET OG VRED ! HVORFOR HAR VI EN LOV, HVIS DEN KUN GÆLDER I NOGLE FORHOLD OG IKKE ALLE ? GÆLDER LOVEN KUN FOR BESKYTTELSE AF MENNESKER, MEN DYR KAN DET VÆRE LIGE MEGET MED ? KAN DA SLET IKKE ARBEJDE MED DET !

http://www.dyrefondet.dk/files/pdf/hunde-katte-journalen-2009/2-09-lang-snabel.pdf
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=124881

 

2) Nr.5 affattes således:

 

»5. § 17, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

 

»Elefanter og søløver må ikke fremvises i omrejsende cirkus og lignende virksomheder.««

 

[Forbud mod fremvisning af elefanter og søløver i omrejsende cirkus og lignende virksomheder]

http://www.cirkusdannebrog.dk/Galeri_foto/galeri_foto.html


 

Stresspause =o/

Fredag d. 18.05.12

Holder lige en stress-pause fra min blog.

Blev slået i gulvet med et brav, af min kære krop, som var ret træt af, jeg ikke lytter til nogen som helst signaler. Så må der hårdere metoder i brug, så jeg kan fatte det !

Smadret skulder og nakke (ulideligt !), migræne (får jeg KUN når jeg er stresset), total manglende overblik, ingen energi, kan da sove hele tiden (om dagen selvfølgelig – går ikke så godt om natten), voldsomme hedeture (udover de sædvanlige aldersbetingede), hamrende nærtagende (altså mere end jeg plejer at være, og DET siger ikke så lidt), toppen af kransekagen – har lige fået skåret en tandbyld i dag : FUCK DEN GJORDE NULLER NALLER !! Den er godt i gang med at vågne, både af bedøvelsen hos tandlægen og alt det jeg har bedøvet den med i dag =o/
Så.. nu må i godt stoppe deroppe ! JEG HAR FATTET BUDSKABET !

Tingene havde håbet sig vildt op på arbejdet. Det er ikke altid jeg kan nå alt det jeg VIL, og jeg tilegner mig selv, med 10 timer om ugen i skånejob. Denne gang væltede bunkerne fuldstændig for mig. Meddelte min chef, at jeg tog tingene med hjem, og jeg ikke kom tilbage før jeg havde fået overblik. Så… har arbejdet hjemmefra de sidste 3 dage – dvs. arbejdede i Knuthenborg park i går, hvor jeg var taget med min datter på job =o)
Har endelig fået ryddet op i bunkerne, skrevet alt det jeg skulle, og fået det overblik jeg manglede. Nu mangler jeg bare at tage på Brovejen og videregive det, og omsætte min del af det i praksis.

Herhjemme bugner bunkerne også med to-do-sedler. Mangler et stort hul, hvor jeg kan nusse rundt med alt det jeg gerne vil. Har tonsvis af ting, jeg skal have ryddet op i (ja ja.. sig det bare – “det må være fordi du har alt for mange ting”. JA – jeg er en samler. Og det er skide svært at sortere ud i, for jeg syns jo alt har en betydning for mig. Selv alle de sten jeg har slæbt med hjem fra alle de steder jeg har været. De har jo en betydning. Alle min små æsker.. ved jo aldrig hvornår man får brug for at pakke en lille gave ind. Mit tøj (har tøj liggende for de sidste 10 år !) – Ved jo aldrig om man kommer til at bruge det vel ?!

Sko. Støvler. Okay – nogen samler på frimærker og mønter. Jeg samler på fodtøj. Desværre er det ikke sådan at proppe et par sko ind i en samlemappe, så den kan stå pænt på reolen. Men… altså… det skal jo matche ! Og hvad nu hvis… kunne jo være jeg skulle have en 7 år gammel kjole på, hvor KUN de sko, der står aller bagerst passer til !
Mit værksted har de sidste par måneder fungeret som stedet, hvor tingene bliver lagt over, så de er af vejen. Så nu ligger der bare ting. Over det hele. Er ikke skide skrap til at holde orden derover. For jeg finder hele tiden ting jeg kan bruge. Kan jo altid finde en plads til dem senere…….

Min kære lille have/terrasse. Elsker at nusse i den. Og lave en masse plantebørn om foråret. Det har jeg også forsømt. Har i hast lige lavet et par blomsterkrukker og sået lidt solsikker og chilier. Solsikkerne er allerede ved at kravle ud af kassen. Kæft de vokser hurtigt ! Har også fået plantet lidt af vores indendørsplanter om. Men der mangler stadig en del =o/

Solsikker fra sidste år =o)

Min blog er mest forsømt af alt. Har en milliard noter liggende til blog-emner, og ting jeg gerne vil have skrevet videre på, billeder jeg gerne vil have scannet og lagt ind og alt muligt andet. Kunne fuldtidsblogge. DET syns min krop så ikke lige jeg skal lige nu.

Der er bare så mange ting, der trænger og som jeg virkelig har lyst til. Der har bare ikke været dagene til det. Og nu KAN jeg ikke. Pis ogs.

Men.. slut med klynkeriet. Jeg vender frygteligt tilbage !!! Lige pludselig !

Keep smiling derude – så er alting lidt lettere

 

 

 

 

Folkeskolereform og ungdomsuddannelser.

Søndag d. 15.04.12 kl. 12.10

Det kan glæde mig meget, at høre i middags-radioavisen, at regeringen arbejder med en folkeskolereform, der skal have fokus på de bogligt svage børn.

Samtidig er det frustrerende at tænke på, at de ting de ligger for dagen, faktisk er indeholdt i folkeskolen loven – de er bare aldrig blevet integreret i skolen i praksis. Differentieret undervisning, er det begreb, som for mig, netop lægger op til, at man tager udgangspunkt i den mest optimale læringsform for det enkelte barn – Det er bare aldrig blevet praktiseret.

Men.. bedre sent end aldrig. Så er det bare jeg spørger : Hvad gør man så i forhold til de børn, der allerede ER tabt ? De børn, som har lidt så frygteligt af skoletræthed, er kommet langt bagud, stadig har svært ved at stave og regne, stadig har svært ved den læring, som folkeskolen har tilbudt dem – De børn, som bare ikke har kunnet lære ved at sidde time ud og time ind på en stol foran tavlen, og fået alting ind gennem ensrettethed, envejskommunikation og kedsommelig tavleundervisning.

Min datter er 18 år. Har taget 9 år i folkeskolen – og stort set været skoletræt alle 9 år. Derefter begyndte hun på SOSU – Her var undervisningsmetoden en lille bitte smule bedre. Der var så til gengæld store problemer med lærer-adfærd (det er lige så stort et problem på mange læreanstalter – at lærerne bare ikke er rustet til at færdes blandt nutidens unge mennesker og deres selvstændighed, som samfundet selv har været med til at pålægge dem. De har større problemer med deres adfærd end de unge har !). Så det gik heller ikke. Nu tager hun 10. kl. på VUC. I lige så stor kedsommelighed som i folkeskolen. Det dræner hendes energi, giver hende hovedpine tungsind. Hun er bare ikke skabt til at sidde stille hele dagen og modtage læring foran en tavle. Hun vil brændende gerne være pædagog, men er skræmt af teorien, og al den boglige tillæring.

Hun har de sidste 3 år haft forskellige fritidsjob – skal starte på 3. år i Knuthenborg Safaripark til Påske. Hun ELSKER at arbejde. ELSKER når hun kan være aktiv, være i gang, være i et dynamisk og energisk miljø, hvor der SKER noget. Hvor hun kan holde sig i gang. Bruge både arme, ben og hoved.

Min datter er kæmpe kreativ, ud ad vendt, sprudlende, legende, har en uovertruffen misundelsesværdig evne til at færdes blandt alle mennesker – børn, unge, gamle. Hun har en tålmodighed uden lige overfor alle de mennesker, som på en eller anden måde, har brug for lidt ekstra. Hun har en masse værdier og evner, som hun bare ikke har nogle steder at kunne udfolde. Som bare ikke længere tæller i dagens Danmark. Det er skrækkeligt som mor, at være vidne til, at så meget talent og evne går tabt i et dræbende, gammeldags, kedsommeligt og selvværds-destruktivt uddannelsessystem.

Desværre er tiden ikke som i 60érne, hvor man sagtens kunne få arbejde og holde sig i gang uden en uddannelse. Mange fra min generation – inkl. mig selv – har først taget en uddannelse som “voksen”. Det ville også være fantastisk for min datter. At kunne arbejde til hun blev ældre, og så samtidig med at have et arbejde, kunne tage en uddannelse. Sådan er det bare ikke mere. Man må end ikke længere, holde et års orlov fra uddannelsessystemet, for at rejse, for at arbejde, for at modnes.

Hvor i den nye folkeskolereform og snak om ungdomsuddannelser har man taget højde for hele den gruppe af unge, som allerede HAR mistet en masse gennem gammeldags læringsformer ???

For min datters vedkommende har det en enorm indflydelse på hele hendes liv. Hele hendes livssyn. Hele hendes sind. Det giver hende fysiske problemer i form af mavesår og migræne.

Hele tanken om at SKULLE igennem en boglig uddannelse for at nå det hun gerne vil, hænger som en sort sky over hendes hoved og tynger hendes hverdag, og suger al hendes livskvalitet ud af hende. Hvad kan politikerne tilbyde hende ? Og alle dem, som har det præcis som hende ?

At vi så oven i købet er bosat på Lolland, gør slet ikke tingene bedre. Min datter elsker vores lille ø-samfund. Og nærer ingen ønsker om at flytte herfra som så mange andre unge gør, for at få en uddannelse. Hvilket heller ikke giver mening. Vi er et fattigt område, og bliver kaldt “udkants-Danmark”. Det tror fanden.. for vi mister alle vores unge, som jo netop skal drive livet videre på vores små charmerende øer, fordi der vitterligt ikke ER nogen tilbud til dem hernede. Det vil min datter bare ikke. Hun vil gerne blive her, hvor hun er født og opvokset. Konsekvensen heraf er så at hun er “tvunget” ud i et forældet uddannelsessystem, som ødelægger hendes livskvalitet helt enormt.

Så.. kære politikere. Det glæder mig at høre om jeres folkeskolereform og tiltag på ungdomsuddannelserne. Det ville glæde mig endnu mere, hvis i også tog højde for de fejl der allerede er begået ! Og kom på banen med nogle tilbud og muligheder der også kunne glæde min datter og bringe livskvalitet i hendes hverdag. Give hende LYST til med glæde og energi at uddanne sig og blive det Danmark gerne vil have – en ansvarlig borger, som bidrager til samfundet.


Rød eller blå blok er sgu snart ét fedt. Har vi mistet os selv ?

Lørdag d. 10. marts 2012

Bliver sådan overrumplet af en overvældende hovedrysten og opgivenhed, når jeg hører politiske udmeldinger i radio og tv. Er ikke bange for at indrømme jeg stemmer rødt. Har jeg altid gjort. Er opflasket med det. Men… skammer mig så vanvittigt over vores politikere.

Man kan sgu ikke længere skelne mellem rød og blå blok. Det er en pærevælling, af sammenkogt kompromispolitik, hvor alle løber fra deres løfter og deres græsrodsværdier.
Det handler mere om popularitet. Magt. Eller hvad helvede det nu er. Måske den fede hyre og rampelyset. Ved det sgu ikke. Det handler i hvert fald bare ikke om politik. Det er en ren børnehave på Christiansborg. Der bruges mere tid på at svine hinanden til, og på ligegyldige diskussioner, ugennemtænkte forslag og ævl og bævl end der bruges på rent faktisk at komme frem med nogle resultater, politikerne kan være stolte af.

Min kæreste og jeg har debatterede demokrati kontra diktatur op til Putins valg i Rusland. Ja. Skriver Putins valg, for der herskede ingen tvivl om, at han blev genvalgt.
Under et tv-interview udtaler en Putin-tilhænger, at landet slet ikke ville kunne administrere demokrati. Befolkningen er ikke klar til det. Det er sådan jeg har det med Danmark. Vi har været pisse gode til Demokrati. Det er bare gået vildt tilbage for os. Hvad fanden er snart Demokrati, når vores regering og vores politikere har mistet deres troværdighed ? Er det et holdbart demokrati ? Vi stemmer og vi vælger, men vi kan sgu ikke regne med, hvad helvede det er vi vælger. Jo.. vi vælger mellem pest eller kolera, fordi alle grænser og linier i partierne er brudt op. Der er ikke længere noget at vælge imellem, for alle er stort set ens.

Savner min helt pure ungdom. Oplevede de sidste krampagtige græsrodstider. Den gang man stadig kunne ryge op ad sofaen og ud på gaden og demonstrere, når der var noget man ikke fandt sig i. Dengang ord som solidaritet, retfærdighed og velfærd havde en betydning. Dengang vi kæmpede for vores samfund og vores samfundsret.
Hvad er der sket med os danskere ?? Er vi blevet ligeglade ? Har vi givet op ? Har vi nok i os selv ? Hvad hvad hvad ??? Hvorfor er det lige de unge ikke er på gaden og kæmpe for deres SU ? Hvorfor er det lige vi pårørende ikke er ude og kæmpe for vores gamle og syge ?
Har lige sat et link på FB om en organisation der har samlet 2 mill. FRIVILLIGE i USA, der kæmper for at få stoppet verdens mest eftersøgte mand Uganda ! Han har en hær bl.a. bestående af afrikanske børn, som han kidnapper, og får til at torturere og skyde andre. Pigerne bruger han som sexslaver. Ikke fordi han kæmper for en sag, eller har en grund. Han vil bare have magt. Intet andet. Bevægelsen arbejder for at synliggøre denne mand, for at fastholde USA i at fange ham. Det har taget ophavsmanden 8 år, at nå dertil, hvor de er nu. Se meget mere på http://www.kony2012.com/

Se filmen på linket. Eller på min FB-side. Den varer i 30 min. men er al tiden værd.
Denne historie handler netop om, at stå sammen og kæmpe for en sag. Om solidaritet. Om at gøre noget. Om empati, engagement, og tro på, man kan gøre en forskel. I al sin rædsel er det en utrolig smuk historie om, virkelig at kæmpe for noget.
Har vi danskere mistet evnen til at kæmpe ? Til at stå sammen ? Støtte og hjælpe og handle for en sag ? Har vi helt mistet følelsen af noget kan betale sig, at noget kan lykkedes ? Har vi mistet os selv ? Gider vi bare ikke – for vi har det jo meget godt, og dem der ikke klare det så godt eller bliver gamle eller syge, eller springer fra en uddannelse fordi de ikke har råd,…. de er sgu selv ude om det ? Har vi ikke længere nogen ansvarsfølelse ? Det er vores børn og vores børnebørn, der skal overtage det samfund vi efterlader dem. Kan vi se os selv i øjnene og sige vi har efterladt det bedste vi kunne ? Om det er rødt eller blåt er jeg ligeglad med. Bare der bliver rettet op på de politiske ubalancer der præger vores samfund og Christiansborg, som det er nu. Vi skal tilbage til dengang man kunne se forskel, og vi vidste hvad vi stemte på, når vi gik i boksen. Kan vi sige til vores efterfølgere uden den mindste tøven, at vi har efterladt dem et solidt demokrati og et trygt velfærdssamfund ?

“Succes med indsatskatalog – Millioner er sparet”.

Tirsdag d. 6. marts 2012

Så må man da lige op i det røde felt igen !! – Kan sgu ikke være sundt for helbredet, hele tiden at blive hysterisk !!!

Min lille Momse på 92 år. Årh min kære Momse. Som har taget sig så meget af mig, når min mor ikke var i stand til det. Som er en hel historie for sig selv. Min elskede lille Momse.
Hun er blevet en tudsegammel lille kone, som hverken kan høre eller se eller huske fra næse til mund. Min lille momse har altid været en stærk kvinde, som har klaret sig selv, og arbejdet fra hun var tøs til hun blev pensionist. Hun har mistet rigtig mange hun havde nær. Også 2 børn. Senere en 3. Og en hel del søskende.

Da min momse mistede en af sine 2 nærmeste søskende, begyndte hendes hukommelse at svigte, og hun bevægede sig stille og roligt ind i sig selv, og tingene blev efterhånden mere og mere uoverskuelige for hende. I starten tog min Moster sig af alt. Ringede til hende hver morgen. Så til hende to gange om dagen. Sagde altid godnat om aftenen – enten gik hun derind eller ringede. Min dejlige moster tog sig bare af alt, og sørgede også for at min momse fik den hjemmehjælp hun kunne få, fik mad udefra, fik leveret sin medicin osv osv osv. Hun tog sig virkelig af alt, og var det tætteste momse havde. Da min Momse også mistede hende til kræften, gik det for alvor stærkt. … puha.. hvor jeg dog savner min dejlige moster.. den eneste der var tilbage som altid kaldte mig “min pige”. Som skrev og ringede bare for at fortælle mig hun elskede mig.

Min dejlige savnede Moster havde altid bøvl med hjemmeplejen.. eller Apoteket.. eller noget andet. Der var aldrig rigtig noget af det her “offentlige”, der bare fungerede. De blev ikke som de skulle og så på Momse tog sin medicin. Så den fandt Moster på gulvet senere. Jeg kunne skrive en hel roman, om alle de ting min Moster måtte rode med.

Min “søster” og jeg tog over, da min kære Moster måtte forlade os. (Fuck hvor jeg dog savner hende !)
Sidste efterår følte vi at alt det her “offentlige” inkl. hjemmeplejen endelig fungerede som det skulle. Der var ro på, og det værste vi oplever, er at der stadig kan ryge en pille på gulvet i ny og næ, fordi nye SHére ikke er opmærksomme på, de skal se hende tage sin medicin. Men det er småting i forhold til, hvad min Moster måtte rode med.
(Har en mistanke om, de ikke har tid til at kigge i journal før de går ind til for dem ukendte beboere).

Kort før nytår modtager min Momse et brev fra kommunen, som varsler de her revisiteringer, og at Momse skal forvente besøg i starten af det nye år – mandag d. 23. januar. Den dag kunne hverken min søster eller jeg være tilstede. Dette skriver min søster i en mail til visitatoren, hvor hun samtidig nævner en hel række datoer, hvor en af os kan være der, når mødet hos Momse skal afholdes. Hun understreger det er vigtigt, at en af os deltager. Denne mail, får hun aldrig svar på.

Alligevel dukker visitatoren op på den nævnte dato – uden vores vide – og afholder møde med min Momse. Momse, som stadig fortæller os, at hun da går en tur rundt om blokken, hver eneste dag, trods hun aldrig sætter sin fødder uden for en dør. Momse, som stadig tror hun selv laver mad, og spørger efter sin afdøde datter “Hvor er det nu Lise er flyttet hen ?” Dette bliver min søster og jeg meget meget fortørnet over, og min søster sender endnu en mail, hvor hun tilkendegiver vores forundring og frustration, og vores undren over ikke at have modtaget et brev, hvori vi kan læse, hvad der så er deres tilbud til Momse. Om noget er ændret, eller hvad mødet har indeholdt. Denne får hun heller ikke svar på.

Vi valgte at lade den ligge, fordi vi umiddelbart kunne se at hjemmeplejen kom lige så tit, som de gjorde tidligere, og umiddelbart udførte de samme opgaver. Indtil for ganske nylig, hvor jeg stødte på en af det faste personale hos Momse. Her får jeg oplyst, at Momse da stadig har de samme tilbud om hjælp – MEN der er bare blevet skåret i tiden til at udføre opgaverne i. De skal altså stadig udføre de samme opgaver – bare indenfor en kortere tid !

I morges ringer jeg så til visitatoren, der har været hos Momse, for at få afklaret og forklaret de her ting. Visitator undrede sig meget over min henvendelse, da hun dels bestemt mente, at hun da havde siddet forgæves og ventet på os … d. 23. januar, og så havde besluttet at gennemføre mødet uden os. Dels fordi der da ikke var taget noget hjælp fra min Momse : Hun havde da de største “hjælpepakker” man kunne få, både morgen og aften. Jeg prøvede forgæves at forklare visitatoren, at det jo ikke handlede om de her pakker, men om, at der ikke var tid nok hos min momse. Hvortil visitator siger :”Nu skal vi jo ikke fokusere på tid men på de tilbud din mormor har”. Det endte med, at hun ville kontakte teamgruppen i min Mormors område, for at “undersøge problematikken, og finde ud af, hvad det er de ikke kan”.

For fanden det er da frustrerende !!! Man kan sgu da ikke skjule tiden i “flotte pakkeløsninger” og bare tro det hele går, for nu kalder man det en hjælpepakke !!

Gud hjælpe mig om jeg så ikke i avisen fra i går – mandag – ser en artikel, hvor der med store fede bogstaver står “Lolland Kommune har succes med nyt indsatskatalog – Millioner er sparet” !!!!

Læser med større og større foragt om det her fantastiske tiltage kommunen har lavet, hvor vi virkelig hjælper vores borgere samtidig med at kommunen sparer penge. Omrokering af ressourcer så de mere selvhjulpne får mindre hjælp, og dem som har et større behov for mere konstruktiv hjælp, hvilket så giver en stor besparelser. GU HELVEDE GØR DE DA EJ ! DE TAGER TIMERNE FRA DE ÆLDRE – UANSET OM DE ER LIDT ELLER MEGET SELVHJULPNE, LÆGGER BYRDEN PÅ HJEMMEPLEJEN, OG FORVENTER DE RENDER LIVET ENDNU MERE AF SIG, END DE HELE TIDEN HAR GJORT, FOR DEN SAMME USLE LØN, MENS DE SIDDER PÅ DERES RØV OG DÆKKER SIG IND UNDER FLOTTE ORD SOM “SMÅ, MELLEM OG STORE HJÆLPEPAKKER” OG BRYSTER SIG MED DERES FANTASTISKE INDSATS !!

Det river i mig af arrigskab og igen.. jeg har ganske enkelt ikke ram nok i hovedet til at lagre og forstå, at de her ting virkelig sker. Jeg har fanme slet ikke fatteevne til det altså.

Den gamle fagforenings-Charlotte skriger på strejke fra hjemmeplejen – Hvordan fanden kan de holde ud at arbejde under sådan nogle vilkår ???

Og hvordan fanden kan vi byde vores ældre og svage borgere sådan noget lort ??

Kære hjemmepleje : Strejk for helvede ! Det er kun jer der kan sige STOP NU !
Min største respekt for jeres arbejde. Men hvordan fanden kan i holde det ud. ?

Kan man strejke som pårørende ????

 

 

“Pizzabuddet ringer altid 3 gange”

Mandag d. 5. Marts 2012

Kender i gyseren “Postbudet ringer altid 3 gange” ?
Den udspillede sig i Lunddahlsvænge i Maribo i går aftes.

Det er måske lidt overdrevet.. men skræmmende nok.
Min datter havde bestilt mad fra Napoli i Østergade i Maribo. De bringer ud.
Tror det er sidste gang hun bestiller mad derfra.

Det banker på døren ca. kl. 20.15. Det er min datters mad, som bliver leveret. Hun åbner døren, klar med penge. Og bliver mødt af et meget usædvanligt ubehageligt pizza-bud. Det første han spørger om, er om hun vil betale. Selvfølgelig vil hun det. Mærkeligt spørgsmål. Dernæst tager han hende i ved håndleddet, og fører hende ind i stuen. Han siger, han skal hen i lyset, så han kan se hendes meget smukke øjne. Mens han stadig holder hende i håndleddet, bliver han ved med at fortælle hende, hvor smuk hun er. Spørger om hun er alene. Og om han må invitere hende ud. Min datter bliver ved med at sige til ham, at hun altså skal have spist sin mad, for hendes mor kommer om lidt. Dertil siger pizzamanden :”Skal jeg blive bange nu ?”

Stadig stående midt i stuen ved en lampe, krammer han pludselig min datter, mens han med den ene hånd stryger hende på kinden, og kysser hende på begge kinder, mens han fortsat fortæller hende, hvor smuk og dejlig hun er. Min datter er skræmt, og finder det rigtig ubehageligt, men er bange for, at være meget direkte i at smide ham ud. Hun kender jo ikke manden, og er bange for, at han skal blive vred. Hun undviger, så godt hun kan uden at gøre manden vred. Til sidst lader det til, at han vil gå. Dog skal han lige have opklaret, hvornår han kan komme igen. “Jeg kommer igen på fredag” siger han til min datter. Hun fortæller ham, at der er hun ikke hjemme. “Så kommer jeg bare torsdag” – er hans kommentar. Min datter siger igen – der er jeg heller ikke hjemme. “Jamen så kommer jeg da onsdag”. Igen siger hun, at der er hun heller ikke hjemme. “Så kommer jeg bare forbi en dag, og ser om du er her.”. Han går tilbage til spisebordet, hvor min datters pizza står. Han åbner låget :”Hvis du godt kan li den her pizza, tager jeg sådan en med til dig, når jeg kommer tilbage”.  Så går han – langt om længe.

Min datter sidder tilbage med en meget væmmelig og underlig følelse. Tænker om hun mon overreagere. Om det bare er hende, der er pjattet. Hun ringer til en nær veninde, som lige har været på weekend hos hende, og fortæller hende om hendes oplevelse. Veninden råder min datter til at ringe til mig. Veninden finder oplevelsen meget alvorlig. Så min datter ringer til mig, og fortæller, hvad der er sket.

Jeg begynder at ryste af vrede, frustration, og den sædvanlige dybe afmagts-følelse, når der sker noget, jeg slet ikke har fatte-evne til at forstå. Hvad fanden er det for nogle mennesker der render rundt derude ??? Prøver at bevare roen, mens jeg snakker med min datter, og siger at jeg kommer over med det samme. I mine tanker tænker jeg – jeg skal bare op på Napoli NU og have fat i den klamme pizza-nar og fortælle ham en ting eller to om, hvordan man behandler danske piger. Det er præcis sådan nogle som ham, der skaber racisme i min verden. Var blevet præcis ligeså vred, hvis det havde været en dansk mand. MEN hvis man udtrykker det overfor en fra et fremmed sted er man racist. Så det må jeg jo så være.

Min kære papsøn tilbyder at køre med. De fleste kender mig vist efterhånden for godt, og ved jeg kan være en smule utilregnelig, når nogen gør noget dumt, ved dem jeg elsker. Tak kære papsøn, fordi du kørte med mig.

På Napoli står buddet tilfældigvis ved disken, da vi kommer derop. Vidste ikke det var ham. Men henvender mig til ham, som står og laver pizza, og spørger, hvem der bringer ud ? Han peger på ham – buddet – som står og hænger ved disken. Jeg siger, at de lige har leveret mad til min datter – De spørger – hvor ? Og jeg fortæller det er i Lunddahlsvænge. Jeg når ikke at sige ret meget mere, før buddet siger : undskyld.. hm.. undskyld ?? Det kan fanme ikke undskyldes ! Han siger “undskyld” som, hvis han bare var kommet til at gå ind i en person på sin vej. Jeg fortæller ham – uden at flippe helt rådden skråt (takket være min kære papsøns tilstedeværelse) – at det er dybt uacceptabelt, og det IKKE skal ske igen. Hvortil manden der står og laver pizza siger – nej.. det skal han nok sørge for det ikke gør.

Jeg var rasende. Også da jeg gik. Følte de pissede på mig, og egentlig var ligeglade. Tog det ikke særligt seriøst. Det oplevede min papsøn også. At det var skide ligeglade med mig og min datter.

Jeg sætter min papsøn af, og kører over til min datter. Efter jeg havde været inde hos hendes far og informere ham, om hvad der var sket. Han kan ikke lide at høre sådan noget. Han får det der pinefulde udtryk i øjnene, når nogen har gjort hans børn ondt.

Jeg vælger at kontakte politiet, mens jeg sidder hos min datter. Dvs. jeg ringer først og rådfører mig, med min venindes kæreste, som er politimand. Til min store overraskelse tager det sagen ret alvorligt. De skriver en anmeldelse, og der kommer to betjente ud og taler med min datter og jeg. Et par rigtig rare og ja… har ikke så gode erfaringer med politiet – men de her var sgu gode nok.. Kunne rigtig godt lide den kvindelige betjent. Hun var meget forstående. Da de er færdige med at tale med os, kører de forbi Napoli i håb om, at kunne “fange” buddet inden de lukker. Det når de desværre ikke. Der er mørkt og tomt, da de kommer derop. De ringer og fortæller, at de ikke lykkedes dem, at få fat i ham i dag, men at de lægger det i døgnrapporten og så er der nogle andre der tager over.

Har så lige talt med politiet i dag, der kan fortælle, at der bliver fuldt op på sagen. Den ligger som en anmeldelse, og de vil snakke med det her pizzabud, og gå videre med sagen. Til vores store glæde. Der er vi så nu.

Min datters angst er en hel anden sag. Hvordan kan jeg gøre hende tryg igen ved at være alene ? Lige nu er hun skræmt fra vid og sans. Har sovet hos mig i nat. Og ved ikke, hvordan hun skal finde ro hjemme hos sig selv. Hvordan fanden kommer man ud over sådan en oplevelse ? Hvad kan jeg gøre, for at hun skal blive tryg igen ? DET gør mig rasende. At mennesker som ham, ikke har nogen anelse om, hvad der handlinger gør ved andre. Hvilke konsekvenser hans indtrængen har fået. DET gøre mig rasende.

Det gør mig lige så rasende, at jeg ikke kan udtrykke min vrede, uden at risikere at blive hængt ud som racist ! Der ER bare en kæmpe forskel på deres og vores kultur. Vi har efterhånden haft en del oplevelser med – kender sgu ikke det politisk korrekte ord – indvandrere – (har lige nu mest lyst til at skrive perkerer). – hvor de tror kvinder bare er noget mand ta´r  efter forgodtbefindende. ! Det ER bare i deres kultur. Kvinder er ikke lige så meget værd som mænd. Så er jeg egentlig ligeglad med at blive kaldt racist : Den adfærd skal de fanme bare ikke bringe med til Danmark. De skal holde deres kvindesyn til, hvor de kommer fra !

Min veninde skrev i vores nylige konflikt, at det er folk som mig, der skaber krige. Det har hun egentlig nok ret i. For jeg har meget svært ved at styre det, når der sker ting, jeg ikke kan forstå, som rammer mine nærmeste. Jeg får en ubehagelig trang til at slå folk ned med et boldtræ, fordi tingene gør så ondt, og den smerte skal de fanme også mærke. Det er sgu uanset om det er danskere eller indvandrere.

Håber og beder til at det her pizzabud, får påtalt sin opførsel på en måde, så han ikke er et øjeblik i tvivl om, at han sgu har klokket idet, og det skal han nok aldrig gøre igen. Beder til Gud for at der trods alt stadig findes lidt retfærdighed i verden.