Lys i horisonten.

Fredag d. 14.11.14

Tør ikke rigtig sige det højt. Det føles skrøbeligt. Er forsigtig. Aner et lille lys i horisonten. Aner udgangen af en lang mørk tunnel.
Takker Guderne for hver dag der går, hvor jeg ikke pludselig bryder sammen i uhæmmet gråd. Takker Guderne for hver gang, jeg hører mig selv le. Takker Guderne for hver gang, jeg føler mig taknemmelig.

En lille bitte hvid pille. En lille undseelig hvid ting, mindre end min lillefingernegl. Med en enorm betydning for min livskvalitet. Har nu taget 50 mg. Zoloft i 6 uger. Er forundret over, jeg stille og roligt mærker livet komme tilbage. Forundret over, hvor stor en forskel en så lille bitte pille kan gøre. Taknemmelig for den findes. Den lille hvide pille. Er stadig i en accept-proces – Jeg har brug for den lille pille. Er det en falliterklæring ?. Og prøver at sige til mig selv, at andre mennesker har brug for insulin. Jeg har brug for Zoloft. Tænk hvis jeg skulle have levet hele livet i mørke ….

Ordene.. kommentarerne til mit sidste indlæg var overvældende. Tog hver og et til mig. Ordene gav mig håb. Gav mig redskaber. Vigtigst var nok accepten af at være i dét, jeg nu var og er i. At sige til mig selv – du kan ikke forcere noget. Du kan ikke kæmpe i mod det. Du kan blot være i det, og lade det komme. Favne det. Tage i mod det. Kigge på det, og prøve ikke at lade dig skræmme af det. Acceptere du ikke kan det, du gerne vil. Acceptere gråden, der kommer. Se den som en nødvendighed. En del af en healingproces. I det sekund, jeg begyndte at tænke sådan, kunne jeg mærke, mørket var lettere at rumme. Holdt op med at stille store krav til mig selv. Med at søge og lede efter svarene udenfor mig selv. Søgte ind i mig selv. Så på det der var. Det der er. Stoppede med at bilde mig selv ind, at andre skulle og kunne tænde lyset for mig. Og accepterede, at det kun var og er mig selv, der kan gøre en forskel. Og den største forskel jeg kunne gøre, var den simple enkle og alligevel grænseoverskridende ting, at begynde at tage den lille bitte hvide pille igen. Det handlede om at tage et valg. Vil jeg overleve.. kæmpe en umage kamp.. alene…. af stædighed… af hovmod..  mod et mørke, jeg ikke kan ånde i .. Mod et brist i min hjerne… en brist i min sjæl… Eller vil jeg LEVE.. OPLEVE… VÆRE… Det var ikke et svært valg, da jeg først rigtigt kiggede ind og mærkede efter.

Før pillen…Troede først at jeg “bare” skulle ændre min tankemønstre. At jeg bare skulle lære at tænke på en anden måde. Tænke i lys, i bekræftelse, i anderkendelse, i taknemmelighed. Men hvis lyset er slukket, virker de tanker, som en hån i mod dig selv. Det er let nok at tænke dem.. men at føle dem er en helt anden snak. Og kan du ikke føle det, kan du sige nok så mange gange til dig selv, at livet er fedt, lyst og dejligt. At du elsker dig selv og livet. Jep.. Peace of cake… NOT…Ofte fortsatte tankerækken i mindre flatterende vendinger… “der er sgu da ikke nogen, der kan elske en fucked up kælling”…. “jeg er da en super elendig mor, der bare fejler gang på gang og ikke kan give mine unger noget som helst”… “nu har jeg i 8 nætter ligget og tænkt hvor fantastisk livet er… hvem fanden prøver jeg at narre”…

Har læst et hav af selvhjælpsbøger. En af dem Louise Hays “helbred dit liv”. Set hendes dokumentar om, hvor fantastisk folk får det, når bare de følger hendes devise om, hver dag at tænke positive tanker. Prøvede og prøvede hendes recept på et godt liv. Men hvis nu ikke alle de positive tanker og ord FØLES rigtige, bliver det til det ene nederlag efter det andet. ”Hver dag skal du sige til dig selv : jeg elsker og acceptere mig selv som jeg er – sig det gerne højt til dig selv i spejlet i badeværelset.” Har videregivet lige præcis den til rigtig mange mennesker selv. Men.. hvis der på den anden skulder sidder en lille rød djævel og samtidig siger :”Du er sgu da en total taber.. en ret grim en endda… der ikke kan fører en skid ud i livet.. ynkelig og fortabt..”.. Ja.. så virker det andet bare ikke så overbevisende.

Hånden på hjertet. Positive tanker GØR selvfølgelig en kæmpe forskel. Det kan være en forskel på liv eller død. Nogle mennesker har bare brug en lidt hjælp til at kunne tænke dem og mærke dem. En af dem er mig. Men den lille bitte pille, kan jeg tænke positivt og mene det. Og SÅ kan de gøre den forskel. Louise Hay er slet ikke så dum endda. Man skal bare huske, at det bare nogle gange ikke kan stå alene. Huske, at findes mennesker, der vitterligt ikke “bare” kan vælge at tænke positivt, men præcis som diabetes-patienter, har brug for “insulin” for at kunne tænke anderledes. Husker mig selv på, at som kroppen hos en diabetespatient ikke selv kan justere sit insulin, kan jeg ikke selv justere mine endorfiner og de andre ting, der skal skabe lys i mit liv. Det en fysisk og biologisk ting, som jeg ikke bare kan ændre med mine tanker alene. Det gør det lidt nemmere at acceptere.

Kan blive lidt vred over jeg lod mig overrumple af alle de skræmmekampagner mod antidepressiv medicin. Syns man for alvor netop glemmer, at det er fysisk ting og ikke altid blot noget psykisk, som kan ændres med samtaler og tanker. Har selv mødt den der med, “du vælger jo selv at være i mørket”… Har sågar selv smidt folk det i skoene. Det eneste reelle valg, er hvorvidt du vil ændre det med medicin eller ej.

Stik mod alle vinde, kan jeg blot sige, at jeg aldrig mere skal forsøge mig med at leve UDEN min medicin. For uden den kan jeg ganske enkelt ikke leve. For første gang i næsten et helt år, kan jeg ane lyset forude. Og mene det, når jeg hver aften, når jeg ligger i min seng, siger tak for dagen i dag, og byde dagen i morgen velkommen med taknemmelighed.

TAK til alle jer som har fulgt med, holdt ud og holdt af.. trods alt. Af hjertet TAK <3
Ikke mindst en grænseløs tak til min Kæreste for han ukuelige kærlighed og udholdenhed <3 <3 <3 Elsker dig <3 <3 <3
Love på stranden.

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>