To live or not to live.

Lørdag d. 04.10.14

Jeg lever ikke. Jeg overlever.

Siden jeg trappede ud af min antidepressive, er det stille og roligt gået ned ad bakke. Syns jeg var så sej. Var hamrende sikker på, at jeg bare kun det pis der. Jeg skulle fanme ikke være afhængig af medicin hele livet. Det var jo bare et spørgsmål om, at tage sig sammen, hanke op i sig selv og tage livet i stiv arm.. Ja goddag mand økseskaft.

Et er det var pisse dårlig timing. Retssagen med hende sækken, der fik slået Jesper ihjel, slog total bunden ud af mig. Den kom jo bedst, som jeg lige havde taget mine sidste antidepressive. Var helt ude og skide. Det var et rent helvede. Så jeg troede naivt nok, at når bare det var overstået, SÅ ville jeg få det bedre. Det lettede da selvfølgelig også helt vildt, da jeg blev frikendt… Men suset udeblev. Løftet kom aldrig. Solen begyndte sgu ikke at skinne.

Sommeren har været fantastisk. Har bare ikke oplevet den. Sidder i skrivende stund og kigger ud på solen.. og tænker… hvorfor kan den mon ikke varme mig ? Vejret er skønt. Hvorfor er jeg ligeglad ?

Jeg var kampklar. Var klar til at mærke livet. Klar til at tage hvad der måtte komme. Troede jeg. Jeg var fuldstændig uforberedt på, hvordan virkeligheden skulle komme til at se ud. Uforberedt på blotlæggelsen af et smadret selvværd og selvtillid. Uforberedt på at passionen ville forsvinde, livsgnisten brænde ud. Uforberedt på den overvældende sorg, der begyndte at fortære mig. Uforberedt på alle de tårer, der gemmer sig indeni mig. Uforberedt på al den tristhed, ulykkelighed, alt det mørke, jeg rummer. Og som jeg slet ikke magter at håndtere. Ikke KAN håndtere. Jeg lever ikke. Jeg overlever.

Jeg VIL leve – ikke bare overleve – jeg vil LEVE.

Første fokus var min Borderline. At det nok var den, der var behov for at arbejde med. Det er nemlig pisse let. Borderline. Det er til at tage og føle på. Og der er sådan nogle fine oversigter og forklaringer – google er min ven – på alle de her borderline-ting. Jep – der er bare ikke ret mange behandlere, der er specialiseret i borderline. Al den viden vi har i Danmark om Borderline kommer fra USA, og vi er håbløst bagud på området. Det eneste lille strå der var at gribe efter var DAT-behandling, som er et intenst terapiforløb gennem psykiatrien. Og det er jeg selvfølgelig for gammel og rask til at deltage i. DAT er den terapi-form, der har givet bedst resultater i behandlingen af borderline. Man kan ikke medicinere for borderline. Borderline kræver intens terapi, fordi vi skal lære alle de færdigheder, vi missede som børn. Vi skal lære at tænke anderledes, at agere i sociale sammenhænge, lære at navigere i livet. Medicin kan bruges til dæmpe følgevirkninger af borderline : depression, angst etc. For helvede altså.. havde jeg bare fået et tilbud om DAT-forløb for 20 år siden, så havde mit liv set meget anderledes ud i dag.

Har været til 3 psykologer. Den første brugte MIN dyrtkøbte taletid, til at fortælle mig, hvor traumatisk en oplevelse hun havde, fordi hun havde været involveret i et biluheld på motorvejen, og jeg var den første klient, hun havde efter. Efter 2 sessioner skrev jeg til hende, hun var værdiløs. Den næste ventede jeg på i 3 mdr. Hende droppede jeg efter første gang, hvor jeg sad i en time og hældte vand ud af ørerne om min forfærdelige barndom, og skulle gå hjem og lave en liste over alle de ting, jeg ville bearbejde, selvom jeg i en mail, havde forberedt hende på, at jeg havde brug for REDSKABER til at komme videre. Jeg har hele mit liv tudet ud, om al min elendighed – også til psykologer – jeg ved sgu godt min mor var misbruger og min far tog livet af sig selv, og hvad det gør ved et barn. Hvad skal jeg få ud af, at blive ved med at snakke om det ??? Den sidste.. ja.. han var faktisk inde på en masse rigtigt om positivt livssyn og tro på tingene… men altså.. jeg skulle tro noget mere på Gud, og for øvrigt var det Johnsson der skød Kennedy, og Hitler er en forpint sjæl, der ikke fik gjort sit arbejde færdigt her på jorden. Hm…  Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Men jeg forstår godt hans livsfilosofi – og den har hjulpet ham igennem hans problemer. Fair nok. It´s just not me.

I et halvt år, har min kæreste og jeg haft fokus på, at jeg skulle have hjælp til min Borderline, for det var nok den, der var årsag til ”mit fald”. Men så faldt jeg over en skrivelse på Google, som beskriver, hvordan man kan ”vokse sig” fra Borderline. Borderline er den eneste sindslidelse, som man rent faktisk kan arbejde sig ud af og ”vokse sig” fra. Samtidig satte en bekendt et indslag om depression på sin status på fjæsen. Og der var nogle brikker der faldt på plads. Søgte på min ven google, alt hvad jeg kunne finde om depression, og kunne jo blot nikke genkendende til det hele.

Skal tage mig sammen til alt. At tage et bad. Bare at børste tænder. Skal virkelig hanke op i mig selv. For de mindste ting. Jeg kan ikke mærke, hvad jeg har lyst til. Hvad jeg har behov for. Har en million ting, som jeg KUNNE lave. En million ting, der venter på at blive gjort. Både burde ting, og ting, som mange ville syns var sjovt og hyggeligt. Jeg kan bare ikke tage mig sammen. For det tænder ikke noget i mig. Jeg har ingen glød. Intet drive. Ingen energi. Jeg VED det ville gøre mig godt, at gøre noget. Kan bare ikke tage mig sammen til det.

Er slet ikke social på samme måde, som jeg har været. Undgår det helst. I sær, når jeg ikke kan gemme mig lidt. For jeg er ikke værd at være sammen med. Har ikke noget godt at byde ind med. Tænk hvis nogen skulle spørge, hvordan jeg har det. Jeg kan ikke ærligt svare – jeg har det godt. Og hvem gider hører på jammer og ynk. Er der nogen der spørger – helt dybt og ærligt og autentisk, hvordan jeg har det, bryder jeg helt sammen og græder, for jeg kan jo heller ikke håndtere en sådan omsorg. Min kære papfar ringer og ringer. Jeg kan bare ikke ringe tilbage, for jeg ved, jeg bryder sammen. Jeg holder mig til, at være sammen med de få mennesker, der ved, hvordan tingene er. Det er trygt.

Er bange for at være alene. Har ALTID elsket at være alene. Nu gør det mig bange. For i stillestunder kommer de dystre tanker snigende. Og pludselig bryder min verden helt sammen, og jeg kan ikke se mig ud af det. Føler mig værdiløs, er kronisk bange for at sige og gøre noget dumt. Bange for at folk skal blive flove over mig. Blive forlegne over mig. Skal synes jeg er dum, og ikke kan finde ud af noget. Mit selvværd har aldrig været optimal, men min selvtillid har altid været god. Jeg har altid følt mig sikker på, hvad jeg kunne, hvad jeg vidste, på min faglighed, min dygtighed. Nu er jeg kronisk usikker på, om jeg kan finde ud af noget som helst.

Jeg sover aldrig rigtig godt. Vågner altid med en følelse af, slet ikke at have sovet. Skal hver dag tage mig sammen, for at møde en ny dag. Der skal intet til at trætte mig. Har altid været ukuelig. Har kunne blive ved med det jeg nu var i i timevis. Nu bliver jeg bare træt. Overvældende træt.

Har prøvet mange gange, at sætte ord på det som sker. I sær når min kæreste spørger. Og det gør han meget. Men jeg kan ikke finde de rigtige. Kan ikke finde ordene for det mørke, der er indeni. Den tristhed, som har indtaget mig.

Der er lyse stunder. Mine børn. Mine børn er min livline. Dem der kan få mig til at smile. Dem der giver mig noget at leve for. Mine stunder med mine kære veninder på Victoria er guld værd. De ved hvordan mit liv hænger sammen. Det er her hvor jeg kan holde ud af være social. Hvor det er trygt. Og jeg kan se mennesker uden at det er farligt. Nyder når de unge mennesker lige kommer forbi, giver et kram og udveksler et par ord. Eller et kendt ansigt siger hej i forbi-farten.

Mit job kan jeg holde ud af være på. Her kan jeg fokusere på noget andet. Er omgivet af glade, travle mennesker, og kan – for det meste – gøre noget. Her skal jeg bare kæmpe lidt med, at føle mig god nok. At det jeg gør er godt nok. Og mod at blive meget hurtigt træt.

Så er der min kærestes evige, konsekvente kamp, for at tage sig af mig. Sørge for mig. Kaffen, der uden afvigelser, venter på mig med en lille godmorgenseddel, hver morgen. Der sørger for, jeg får noget mad. Kæmper for at få mig med ud og gå tur og få noget luft. Troligt spørger dagligt, hvordan jeg har det. Er ham dybt taknemmelig og forstår samtidig ikke han kan.

Opdagelsen – at det er ikke min Borderline, der tricker mig. Men en depression, har fået mig til at kaste håndklædet i ringen. Jeg er begyndt på min medicin igen. Havde lige overset den lille detalje, at det jo netop ikke er Borderline, jeg er blevet behandlet for. Det ER depression. Tilbagevendende depressioner. Og jeg er åbenbart en af de mennesker, der ikke kan fungere uden medicin. Som diabetespatienter, der skal have deres insulin, er jeg nød til at have mine anti-depressive. Det er en kæmpe bet. Et nederlag af dimensioner. Jeg skal lige sluge den. Men.. jeg hverken kan eller vil leve sådan her. Til gengæld må jeg holde fast i, at være lidt stolt over, at være noget så langt med min Borderline. At jeg alene har arbejdet så meget med den, at den ikke længere kontrollerer mit liv. Og så bide i det sure æble, og erkende jeg ikke kan arbejde mig ud af en depression. Det er også en kapitulation. For jeg ved ikke længere, hvor jeg skal gå hen. At finde en dygtig behandler, er som at lede efter en nål i en høstak. Håbet om, at finde nogen der kan give mig den rette hjælp er ikke længere eksisterende. Så er der kun pillerne tilbage.

Håber og beder inderligt til at de kan give mig livet tilbage. Bivirkninger eller ej. Jeg vil have mit liv tilbage.
IMG_4307

2 tanker om "To live or not to live."

  1. Sikke en nerve der er i dine ord. Kan mærke at du virkelig kæmper en kamp for at leve. Du virker til at have en enorm indre styrke, Tiltrods for at du beskriver at du kan have svært ved at “tage dig sammen” til noget… Vil læge lidt mere på bloggen her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *