Sigtet.

Mandag d. 19. maj 2014

Kort efter nytår besluttede jeg, at nu skulle jeg satme ikke fylde min krop længere med antidepressiv medicin. Fik i 2007 tilkendt førtidspension for Borderline og Fibromyalgi, og havde allerede mange år forinden fyldt min krop med medicin.

Havde læst en masse på nettet om, hvad sådan medicin gør ved mennesker. Det ville jeg ikke være en del af. I løbet af årene, er det flere gange faldet mig ind, om det var helt normalt, man skulle tage sådan noget resten af livet. Og undret mig over, at der ikke sådan bliver fulgt op på et medicin-forbrug. Af lægen måske ?
En psykiater sagde engang til mig, at jeg skulle betragte min medicin, som sukkersygepatienters insulin. At nogle mennesker bare har brug for at få noget udefra, som kroppen ikke selv er i stand til at klare selv. Den slog jeg mig også til tåls med, og syns jo det lød helt plausibelt.

Min Kærste og jeg besluttede allerede sidste år, at køre til Italien i vores autocamper i foråret. D. 31. marts havde vi planlagt at tage af sted. Det lød som en god idé i forhold til, at jeg på det tidspunkt skulle være ude af min medicin, og det nok ville være dejligt med sådan en “rekreations-tur”. Jeg var ved godt mod. Syns selv jeg var skide sej. Trappede stille og roligt ud af 2 forskellige præparater, som jeg har taget i årevis. Jeg var selvfølgelig skide bange. Bange for, hvilket mennesker, der kom ud på den anden side. Uden medicin. Men… følte mig i stand til at håndtere det, der måtte komme, og havde det ganske godt med mig selv. Var noget til et punkt, hvor jeg kunne stå inde for den person, jeg er, og var klar til at springe ud, helt nøgen, uden et slør af “stoffer” til at blokere for at leve HELT.

Var satme så stolt. 1. marts var sidste udtrapningsperiode. Gjorde det selv. Har altid delt min medicin op i doseringsæsker. Så det var bare at putte lidt mindre doser i hver 14 dag. Og 1. marts var jeg nede på den mindste og sidste dosis inden jeg gav helt slip. Det var gået godt.

D. 15. marts kom et brev ind ad døren, der væltede alt. En stævning. Jeg blev sigtet efter § 266 – trusler.

Hele den sag har i læst en del om. Sagen om drabet på Jesper. Som ramte nogle mennesker, er betyder rigtig meget for mig. Hårdt. Umenneskeligt hårdt. Reaktionen i landsretten efter kvinden, der fik Jesper dræbt, slap med en – i min verden – løftet pegefinger, og kunne forlade retten som en fri kvinde. Efter hun havde sværtet hans eftermæle godt og grundigt til med løgne, som ingen fantasi kan forestille sig.  Helt umenneskeligt. Verden gik i stykker. Mennesker gik i stykker. Jeg gik i stykker. Den dag. I landsretten.
Det er vigtigt for mig, at pointere, at jeg ikke er offer i denne sag. Og at min sorg end ikke når i nærheden af, hvad familien måtte igennem. Jeg var blot vidne til den tragedie, som mennesker, jeg holder meget af, blev ramt af, og fast besluttet på, at være der for dem, så meget, som jeg overhovedet evnede. Men fælles for os alle, er den afmægtige uretfærdigheldsfølelse og fuldstændige uforståelige surrealisme, der væltede os  i landsretten.

Der var sket så mange ting i den sag : Kvinden der havde fået Jesper dræbt, havde søgt trøst hos.. Hans datter !! Og moderen til hans børn !! Samme tidlige morgen, som hun havde fået Jesper dræbt. Vi… datteren, moderen og endnu en veninde, rengjorde lejligheden efter drabet – rengjorde gerningsstedet. Pga. en fejl. Vi rengjorde et gerningssted. Ikke bare et gerningssted. Men stedet, hvor deres far, faren til min venindes børn, en ven.. brutalt var blevet dræbt. Bestialsk. Hvilket lejligheden bar tydeligt præg af. Har i prøvet, at tørre hjernemasse af et panel ? Har i prøvet at vaske et helt køkken ned, hvor der ikke var en plet uden blod ? Pillet gulvbelægningen af og smide det i en skraldepose, fordi pølen af blod, var så stor, så den ikke kunne størkne. Blod og hjernemasse fra en elsket mand. Har i nogensinde oplevet lugten af brutalt drab ? Drab på en elsket mand, som havde advaret os om, at den kvinde, han havde mødt ville blive hans død. Og alligevel havde tillid nok til hende, til at åbne sin dør, for hende, så hun kunne lukke hans drabsmænd ind. Fordi ingen i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, det blev virkeligt.

Mens alt dette stod på, var jeg på medicin.

Alt gik i stykker igen med brevet d. 15. marts. Og denne gang har jeg ingen medicin til at beskytte mig. Verden væltede. Endnu engang. Alt væltede op fra Pandoras æske. Alt der stadig ledte efter de rette hylder at være på. Jeg kunne slet ikke, og kan stadig ikke, kapere at det var en mulighed. At denne kvinde kunne slæbe mig i retten for trusler. Eller rettere. At en offentlig anklager kunne tage denne sigtelse i retten. Læste hendes afhøringer sammen med min advokat. Hun kommer først til politiet og anmelder mig for trusler EFTER hun af politiet er blevet konfronteret med, at hendes telefon, var blevet brugt til at true min veninde med. Moderen til Jespers børn. Hvis hun er så bange, hvorfor anmelder hun så først truslen flere dage efter, den skulle være blevet udtalt ?Hun render politiet på døren med en anklage, hun end ikke ved, hvem hun retter i mod. For de første mange afhøringer holder hun stædigt fast i, at det er en anden end mig. Indtil der er en der gør hende opmærksom på min blog, og indtil politiet fortæller hende, at personen hun anklager, slet ikke var til stede i landretten. I mit blog indlæg om Jesper, jeg skrev 2 dage efter afgørelsen i landretten, gør jeg drabskvinden opmærksom på, at straffen kommer til den som fortjener den. Bare ikke fra det danske retssystem. Jeg er NØD til at tro på karma. Ellers kan jeg ikke eksistere. Og slet ikke i denne her sag. Hun forlader en samtale med politiet i vrede, over de ikke har pålagt mig, at slette mit blogindlæg. Dette står også i hendes afhøringsjournal. Hun udtaler, at hendes advokater “må flygte i skjul til et nærliggende hotel pga. den truende stemning efter domsafsigelsen”. Men der er ingen afhøring af omtalte advokater. Ingen udtalelser om at de skulle have følt sig truet. Politiet har ingenting hørt – selvom kvinden var mandsopdækket under hele sagen. Alligevel vælger anklager at tage min sag i retten.

Alle dage op til retssagen. Også under vores Italien tur. Har jeg været helt ude at skide. Fuldstændig ydmygende brudt sammen i gråd, de mest uventede steder, på de mest uventede tidspunkter. Blevet uventet urimeligt vred på min Kærste. Følt mig magtesløs, tom, og uden fatteevne for noget som helst. Formår ikke at tage imod. Hungrer efter omsorg og kærlighed og bryder helt sammen, når jeg får det, fordi jeg ikke kan rumme det, og tage imod det. Føler mig totalt blotlagt, nøgen og umenneskeligt skrøbelig. Håbede og bad til at dagen i dag, kunne være et vendepunkt. At så blev den sag i hvert fald afklaret, så jeg kunne fokusere på, at komme tilbage til livet igen. Uden medicin. Håbede at ved at få sorteret denne sag fra, var der ikke mere der kunne spærre udsigten for at se fremad.

Havde tænkt vanvittigt mange scenarier igennem op til retssagen. Prøvet at ruste mig, til hvad der end måtte komme. Ved jo af erfaring, at der skal hård på brystet, til at lægge ører til, hvad der kan komme ud af den kvindes mund. Jeg følte mig pisse sårbar, og var vildt bange for, hvordan jeg ville reagere. Om jeg bare ville falde sammen, som en død hund. I vidneskranken. Og jeg var overhovedet ikke hverken sej eller stærk eller stolt eller noget som helst andet. I retten. Brød helt sammen, og havde svært ved at sige noget overhovedet.
Slaget, der for alvor slog mig gulvet, var kvindens sms til anklager om, at hun ikke turde møde som vidne i retten. Kvinden der fik dræbt Jesper. Kvinden der er årsag til min retssag. Sendte en sms til anklager. Det betød, at sagen ikke kunne afsluttes, og er blevet udsat endnu en måned. For så endnu engang at kunne blive udsat. For hun møder ikke op. Hun får lov at fortsætte sit syge spil.

Det var bare pisse bad timing. At jeg skulle modtage det brev d. 15. marts. Samtidig med jeg lige havde sluppet mine piller. For jeg kan ikke bærer det. Og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen. Er det abstinenser jeg har ? Eller er jeg på vej tilbage i en depression ? Er jeg ved at gå fra forstanden ? Forsvinder det når retssagen er afsluttet ? Eller er jeg bare på vej ud i afgrunden ? Gik en lille tur med min Kæreste her til aften. Tog mig sammen fordi jeg lige havde læst, at natur er leasing for sjælen. Vejret var smukt. Der var ællinger i søen. Skønne forårsgrønne træer. Og under hele turen kæmpede jeg med ikke at bryde ud i gråd. Kunne ingenting sige. Bare kæmpe for at holde fast i mig selv. Og gå. Og faldt sammen i gråd, i det sekund vi trådte ind ad døren.

Det er som at være i et mareridt, jeg ikke kan vågne af. Og jeg er frygteligt tæt på, at gribe til medicinen igen. For jeg aner ganske enkelt ikke mine levende råd. Har søgt og ledt på nettet, for at få nogle guidelines. Nogle hints. Om hvad jeg skal forvente. Hvad jeg kan gøre. Finder en masse uden at finde noget. Sidder bare tilbage med en endnu større følelse af afmagt.
Håbede og bad til at dagen i dag, ville bringe mig bare lidt over på den anden side. At det måske ville blive lidt nemmere, at håndtere livet uden medicin, når sagen var afklaret. Men mareridtet er udsat endnu en måned. Træder vande så længe, og håber jeg ikke drukner, og kommer ud på den anden side, med bare en lille rest af værdighed og en lille smule styrke.

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>