Cuba. The day after. The Past. The Future.

Tirsdag d. 28.01.14

Nyligt hjemvendt fra 10 dage i Cubas varme hovedstad Havana. Hjem til endnu et dødsfald i familien. Sne, frost og kulde. “Katastrofer”, konflikter, sygdom i omgivelserne. Alle er fyldt op, af sig selv, af andre, af problemer, af stress, af .. alt. Stadig smadret af – heldigvis aftagende - influenza. Ensom, ynkelig, undrende, overvældet, væltet, tom, fyldt. Mine børn er mine lys. Min stolthed, glæde, munterhed, sjov, fis, varme, kærlighed. LYS LYS LYS. Elsker jer. Ubetinget. Grænseløst. Ubeskriveligt.
Min Kærste er min stenstøtte. Tålmodig. Tolerant. Vedholdene. Udholdende. TAK Kærste. Elsker dig. For evigt. <3

Cuba har om noget vendt min verden på hovedet. På godt og ondt. Ikke mindst har Cuba for alvor åbnet mine øjne for, hvor vigtigt det er, at tage ansvar for, at leve det liv, jeg ønsker at leve inden for de muligheder jeg har. Jeg har PLIGT til at tage et ansvar, bruge min viden, følge mine drømme, finde og dyrke mine værdier. Værdsætte mine muligheder. Elske mit liv. Og kæmpe for det !
Rejsen til Cuba har om muligt gjort mig endnu mere skræmt over, hvor stor indflydelse magt, penge og ikke mindst politik, ikke kun lokal- men også verdenspolitik, har på den enkeltes liv. Cuba har åbnet mine øjne for, hvor galt det kan gå, hvis vi fortsat bare ser til. Fortsat bare lader magthaverne trække flere og flere umenneskelige uhyrligheder ned over hovedet på os. For “Vi har det jo meget godt” – “Ingen dør af sult i Danmark”. Endnu. Vi har ikke interne krige i Danmark. Endnu. Men vi har flere og flere meningsløse drab på gaden. Flere og flere hjemløse. Flere og flere gamle, som ikke får den hjælp de har brug for. Flere og flere unge på afveje, som har stor brug for hjælp, men som ikke får det, så der bliver færre unge til at holde vores samfund kørende – netop fordi de ikke får hjælp til at komme tilbage på sporet. Og det er IKKE fordi vi ikke betaler tårnhøje skatter og afgifter og gebyrer og fanden og hans pumpestok. Vi ved bare ikke, hvad fanden pengene bliver brugt til, ud over brandslukning og kort-snæversynede plastervisioner. Lige nu. Lige her og nu. “Har vi det jo meget godt. Du og jeg lillemor. Du og jeg lillefar. Os og børnene. Vi har det jo meget godt”. Jep. Men om 20 år er det sgu børnene der er lillemor og lillefar, og hvilke vilkår efterlader vi dem ???? Hvilke fremtid efterlader vi VORES børn, VORES børnebørn, VORES efterkommer. Forstår faktisk ikke vi som forældre, kan se os selv i øjnene.

Vi HAR muligheden for at råbe højt. Gøre en indsats, gøre oprør, uden at udsætte vores frihed og vores liv. Vi gør det bare ikke. Heller ikke jeg. Hvor end jeg gerne vil. For jeg ved ikke hvordan man gør det alene. Og jeg kan ikke få nogen med mig. Men vil muligheden blive ved med at være der ? Eller skal vi bare læne os tilbage og vente, til andre kommer og dikterer vores liv fuldt ud. ? Det er der vi er på vej hen …..
Det var lige et uventet opstød af dimensioner. Det er bare lidt af det Cuba har gjort ved mig.

Nu til Cuba.

Kontraster. Danmark / Cuba. BIG difference ! Cuba / Cuba = BIG difference. Cuba er indbegrebet af kontraster. Cuba – Havana er …. Både og. Enten eller. Alt .. og intet. Både skræmmende og tiltrækkende. Enten voksende eller døende.
Kaotisk, Kontrastfyldt, Kaos.
Pragtfuld, Pulserende, Primitiv.
Skøn, Stinkende, Storslået.
Beskidt, Berusende, Bemærkelsesværdig.

Fast ingrediens i vores rejser er Politikens “Turen går til” denne gang Cuba.
Vi havde begge læst en hel del om Landet inden vi rejste. Både i Turen går til, og i en anden bog, som Niels havde købt. Intet kunne forberede os på det vi kom til. Efterfølgende fandt vi lidt i bøgerne under “praktiske ting” og lidt mellem linjerne. Men jeg tror det handler meget om, at Cuba dels er ubeskrivelig og dels meget afhængig af øjnene der ser. Cuba kan ikke forklares. Cuba skal opleves.

Mandag. d. 13. januar.

Dagen for afrejsen startede MEGET tidligt. Vi skulle flyve fra lufthavnen kl. 06.00.
Man skal jo være i lufthavnen 2 timer før, så.. afgang fra Maribo kl. 02.00. Niels havde sovet et par timer. Jeg havde slet ikke været i seng. Har en misundelsesværdig evne til at sove på flyveture (måske fordi jeg snyder med hjælpemidler i form af små ”lyserøde” piller), så jeg ville heller sove på den 10 timer lange tur fra mellemlandingen i Amsterdam til Havana, Cuba.

Traditionen tro starter vores rejse med en Underberg i Katrup Lufthavn.
Lufthavn på vej. DK
Kan godt li lufthavnen om natten/tidligt om morgenen. Der er stille. Tempoet er roligt. Der er ikke så mange mennesker. Endnu.

Min elskede betænksomme Kærste havde sørget for, at vi havde de perfekte siddepladser, både hele vejen over og hjem. Så vi sad helt alene med ekstra benplads på turen til Amsterdam. Det gjorde vi sørme også fra Amsterdam til Havana =o) TAK Kærste. Det gør bare rejsen så meget nemmere ! Vi fløj med KLM hele turen, hvilket varmt kan anbefales. Jeg sov – som altid – hele vejen fra Amsterdam til Havana, kun afbrudt af de måltider der serveres om bord.

Mandag kl. 15.35 Cubansk tid (21.35 DK-tid) landede vi i Havana. Lidt trætte men meget opmuntret af forventning til det, der nu lå foran os. Allerede lufthavnen bar præg af, at vi var kommet til et land, hvor tingene er meget anderledes, end vi er vant til. Alting gik bare en tand langsommere. Alting var bare en lille smule mere primitivt, mindre prangende, færre bagagebånd, afslappet personale, selvom der er stor sikkerhed og strenge regler i de cubanske lufthavne.

Der sad kvinder i sygeplejerskekostumer, hvis funktion jeg ikke kunne lure. Resten af de kvindelig personale bar grønne uniformer m. korte nederdele, høje hæle og mønstrede nylonstrømper.

Der sad kvinder i sygeplejerskekostumer, hvis funktion jeg ikke kunne lure. Resten af de kvindelige personale bar grønne uniformer m. korte nederdele, høje hæle og mønstrede nylonstrømper.

Første step, efter vores bagage langt om længe ankom, var at få vekslet nogle Euro til cubanske dollar. Jeg blev placeret på en bænk med en kop kaffe, en sodavand, mine smøger og vores kufferter, og så gik Niels på jagt efter et sted at veksle. Sad bare og nød solen og varmen, kaffen og smøgerne, palmerne, lydene og menneskene. Da Niels efter noget tid havde fået vekslet, skulle vi se, om vi kunne få en simkort til Askes gamle Ipad. Vi havde lejet en bil hjemmefra, som ventede på os i lufthavnen. Så Ipaden var med til at vise vej. Niels måtte igen i kø, denne gang lige ved bænken hvor jeg sad og slappede af - Stakkel ;o)
Kø til simkort.
Ingen simkort til os. Men en adresse på et sted i Havana, hvor vi muligvis kunne købe et. Heldigvis havde Niels både printet kort og købt et stort Cubakort hjemmefra, så vi skulle nok klare os. Sidste opgave = at hente vores lejede bil.

Sol, varme, palmer. Og på vej efter bilen.

Sol, varme, palmer. Og på vej efter bilen.

Langt om længe er vi på vej fra lufthavnen. Med mor bag rattet og Niels som Co-pilot. ;o)Mor Kører 1

Mystisk nok kunne Ipaden “se os” selvom der ikke var simkort i. Så det gik glimrende hele vejen ind til byen, med kort og Ipad. Det blev straks lidt værre, da vi skulle finde hotellet i labyrinten af små ensrettede og ufarbare gader =o/ Vi havde dog ikke kørt ret langt, før en ung fyr gennem vores åbne vindue i bilen, spurgte hvor vi skulle hen, om han skulle hjælpe. Mens vi snakkede med den unge mand, stødte en ældre mand til, som også ville hjælpe. Sikke dog imødekommende og venlig mennesker. Tænkte jeg. Det viste sig, at det var far og søn, og inden vi nåede at tænke særligt over det, sad begge i bilen, for at vise vej til hotellet – uafbrudt spørgende og talende på meget dårligt engelsk. Vi havde været TIMER om at finde frem til det rigtige sted alene – men far og søn kendte alle veje og lovlige retninger, og vi kom frem uden problemer, men en hel del anspændt.
Det var FEDT at køre bilen, men for faén da, det krævede en enorm portion tålmodighed (hvilket IKKE er min stærkeste egenskab). Gaderne var smalle og ujævne. Færdselsregler findes ikke. Man blinker ikke af. Kører pludselig ud fra kantstenen, hvor man hold parkeret. Fortove kan ikke kaldes fortove, så folk gik midt på de i forvejen smalle gader, uden tanke for at flytte sig til siden, bare fordi der kom en bil.  Det vrimler med cykeltaxier, som kører i både den ene og anden side og med og mod trafikken og uden nogen som helst fornemmelse for andre end dem selv. Der kunne pludselig dukke et stort hul op i vejen. Eller være et eller andet parkeret midt i det hele. Man skulle både holde øje med sig selv, og vide hvad alle andre derude, havde tænkt sig at gøre. Det var et trafikalt ragnarok på ufarbare veje af rang. Men spændende, charmerende og vildt udfordrende. Godt trætte, udmattede og let rystede fandt vi en formidabel parkeringsplads tæt på hotellet midt i Old Havana. Vi takkede overstrømmende far og søn for hjælpen. Men de havde ingen planer om, sådan lige at slippe os igen. Heller ikke selvom Niels gav dem 5 CUC for hjælpen. De greb fat i vores kufferter, og slæbte dem hen på hotellet. Dvs. Niels nåede at tage sin selv, men sønnen havde et godt tag i min, og faderen fulgte – stadig talende - med. Først ved receptionen, hvor der var en piccolo, der overtog vores kufferter, kom det frem, at de ville have os med til et cigar-kooperativ for at sælge os nogle ægte cubanske cigarer. Det var svært at få dem til at forstå, at det ville vi ikke – vi skulle lige lande først. “Jamen så i morgen da?”. Måske sagde vi. “Hvad tid i morgen så?”. Det ved vi ikke ! Vi er lige kommet.! De var søde og rare og hjælpsomme. Men… ikke uden bagtanker.

Hotellet var en drøm. Ude fra som inde fra. Ude fra som et stort ældgammelt prinsesse slot, hvor man bare venter på Rapunzel smider fletningen ud fra tårnet.  Midt i en enorm by. Fuld af hemmelige hjørner og kroge. Så smuk. Fuld af sjæl og historier fra en længst forgangen tid.
Hotel udefra
Indeni fortsætter eventyret. Store marmorsøjler. Høje buede vinduer. Gamle specielle lysekroner og lamper. Gammel reception i mørkt træ med små finurligheder. Det var som at træde 100 år tilbage i tiden (hvilket det også er).
Hotel 1

Anden af hotellets 3 etager.

Anden af hotellets 3 etager.

Hotel 3. sal

Hotellets elevator. Lige så gammel som resten. Fungerede upåklageligt. Bortset fra den ene morgen, hvor vores meget fine engelske ældre nabo-dame ikke kunne komme ud. Hun stod bumstille mens hun råbte - Hallåu ! Hallåu ! - Hun kunne slet ikke råbe, kun tale højt. Indtil vi kom og opdagede hende, så vi kunne hente en redningsmand. Hun var så sød og total weard.

Hotellets elevator. Lige så gammel som resten. Fungerede upåklageligt. Bortset fra den ene morgen, hvor vores meget fine engelske ældre nabo-dame ikke kunne komme ud. Hun stod bumstille mens hun råbte – Hallåu ! Hallåu ! – Hun kunne slet ikke råbe, kun tale højt. Indtil vi kom og opdagede hende, så vi kunne hente en redningsmand. Hun var så sød og total weard.

Værelset var enormt stort. Enkelt holdt i gammel stil med store gardiner og klunker. Stort og med alt, hvad man har brug for. Stort rummeligt skab til tøj. Minibar. Lækkert badeværelse. Gamle, tunge og komfortable jernsenge senge. En sofa, en stol og et bord. Aircondition. Fantastisk.
VÆR NYT
Vær. 2

Hotellet beskriver sig selv bedst :

“Et fantastisk eksempel på art nouveau-inspirerede arkitektur går tilbage til 1908. Hotel Raquel beliggende nær en af ​​gamle Havana mest attraktive pladser, Plaza Vieja, tilbyder gæsterne en smuk og romantisk stemning. Hotellets eklektisk facade er godt matchet af den imponerende interiør: skinnende marmorgulve, polerede søjler og fornemme periode sofaer. Det mest slående træk ved hotellets lobby er uden tvivl de blyindfattede ruder placeret over atrium, holdt i beroligende toner af gult lys. Hotel Raquel tilbyder 25 komfortable værelser, som er fordelt over tre etager og omkring atrium. Værelserne er omhyggeligt designet og dekoreret med malerier af kendte cubanske kunstnere. 

Hotel Raquel er også kendt for sine referencer til jødiske tradition og tro, som består af forskellige dekorative elementer, herunder en sten gravering af en Davidsstjerne i receptionen og forskellige symbolske artefakter som mezuzahs fastgjort til nogle af dørstolperne ved værelserne. Raquel elegante restaurant serverer typiske jødiske retter.

Tagterrasse på Hotel Raquel er et fantastisk sted at nyde en drink eller bare at kigge over byen.

Ligesom alle hoteller i Old Havana, drives Hotel Raquel af Kontoret for byen Historikeren af ​​Havana, hvilket betyder, at alle overskud geninvesteres i restaurering af byens historiske centrum. ” Citat slut.

Nok om hotellet, som i sig selv er en hel historie og seværdighed. Det var i hvert fald en stor og meget glædelig overraskelse, at det var så fint og smukt.

Vi var død trætte, men slet ikke klar til at gå i seng. Klokken var stadig ikke ret mange, vores døgn jo var blevet forlænget med 6 timer. Vi sundede os lidt og begav os så på gaden for at sondere terræn, og måske finde tår aftenkaffe.

Satme om ikke knægten fra “vejviserduoen” står på hjørnet foran hotellet og venter på os. For endnu engang at tilbyde os billige cubanske cigarer. Vi takker endnu engang nej, hvorpå han forsøger at lave en fast aftale med på et senere tidspunkt. Niels får forklaret ham – endnu engang – at det er vi ikke interesseret i. Da vi får rystet ham af os, slentrer vi stille og roligt lidt rundt i gaderne. Vi var som sagt trætte, så det blev ikke den store rute, vi lagde for vejen. Men vi fandt hurtigt en hyggelig åben plads med 3 caféer, hvor vi slog os ned. Stemningen var surrealistisk. Stille og støjende. Dæmpet gulligt skær i skumringen. Aftenlun. Tunge hårde jernstole og borde. Overvældende charmerende.

Første aften på Plaza de Vieja.

Første aften på Plaza de Vieja.

Vi sad en rum tid og bare var til stede. Sugede indtryk til os. Mærkede stedet. Varmen. Og trætheden. Gik tilbage på hotellet. Pakkede ud. Og på hovedet i seng. Vi sov fantastisk og som sten den første nat.

Tirsdag d. 14. januar 2014

Vi vågnede friske og veludhvilet. Klar til at gribe dagen, indtage Havana og møde eventyret. Vores værelse lå på tredje sal lige ud til tagterassen. Der gik vi ud som det første. Min fantastisk betænksomme kæreste havde medbragt vores lille rejsekogekedel, så jeg kunne nyde min morgenkaffe i den storslåethed der mødte os. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Fuglene kvidrede. Terrassen var et rent eventyr i sig selv. Gammel, slidt forfalden og fandens charmerende skøn og indbydende. Følte jeg svævede. Udsigten var som at være med i en actionfilm. Det var nærmest en by ovenpå byen. Hanen galede…. Hanen galede ???? Jep. Hanen galede. På en af tagene var der nemlig en hønsegård. Og hanen var et prægtigt mandfolk, som beskyttede sine høns med sit liv. Jeg svulmede helt over af.. ja undren, begejstring, skønhed. Solskin.

Hønsegård på taget.

Hønsegård på taget.

Morgen på terassen 1
Morgen på terassen 2
Udsigt 1
Udsigt 2

Efter vi havde indtaget morgenmad, som Niels havde hentet il os, på taget, gjorde vi os klar til at indtage Havana. Vi havde besluttet at starte i området, hvor vi boede – Old Havana. Alene dér var der oceaner af små seværdigheder, jeg gerne ville se, om som jeg havde kortlagt hjemmefra. Vi skulle også finde et sted, hvor vi kunne proviantere til minibaren. Vejret var som sagt upåklageligt. Alene det at trække i sommertøj og bare tæer i sandaler, gjorde mig intet mindre end udødelig.

Min overvældende morgenbegejstring aftog en lille smule allerede ved indgangen til hotellet, hvor knægten fra i går endnu engang havde taget opstilling, for at vente på at “overfalde” os med sit og farens cigartilbud. Dér blev jeg sgu godt nok lidt små-irriteret. Niels fik på en lidt mere kontant måde fortalt ham, at vi IKKE var interesseret. Den oplevelse fik vi hurtigt rystet af os…. eller.. jeg er vidst den der mest bliver påvirket af den slags anmassende sugemaller. Første mål var at finde et sted, hvor vil kunne købe vand.

Jeg er vant til lidt af hvert på vores ferier. Har prøvet lidt af hvert på vores ferie. Men jeg har også altid haft en “sutteklud” indenfor overskuelig nærhed. Enten i form af Futte, eller et trygt og hyggeligt café-område, et lækkert hotelværelse, hvor man kan få alt eller bare noget, som giver en tryghedsfølelse.
Jeg er jo pisse dobbeltmoralsk. Ud ad til, vil jeg gerne kunne bryste mig med, at have levet “autentisk som de indfødte i landet”-agtigt. Hvis i spørger, kan jeg sove i en myretue under åben himmel, skide i et hul i en skov, tørrer mig med blade, leve af tørt brød, og vand fra en skovsø. JEG KAN BARE IKKE LI´ DET ! Inderst inde er jeg en diva, der helst vil bo i vild luksus med spa og massage, cafeer indenfor 50 meters afstand, helst på hvert gadehjørne, og en designergade tæt på vores opholdssted, og så må alt det autentiske godt være i gå-afstand. Bare jeg har min komfortzone inden for øjenvidde, kan jeg sagtens kaste mig ud i selvfede “se-mine-overlevelses-evner-eventyr”. Men så snart jeg ikke øjner bare en lille zone panikker jeg totalt. Jeg kunne bare ikke finde den zone vores første dag.

Først fandt jeg gaderne i Old Havana meget fascinerende. Et samsurium af charmerende forfald, ind i mellem afbrudt af enkelte malede huse. Hullede beskidte gader. Bunker af affald i overfyldte stinkende containere. Biler der dyttede, mennesker … mange af dem. Mænd og kvinder : ”Cigars Mister ?”  Cykeltaxier, almindelig taxier hvor end man vendte sig, konstant spørgende “taxi Lady?”. Herreløse hunde. Børn der legede. Vasketøj på alle altaner, i vinduer, alle steder. Faldefærdige opgange. Gårde. Huse. Beboelse, der ville være blevet erklæret uegnet til formålet i Europa. Folk levede. Hektisk, støjende, syngende, summende, smilende. Kaos.
Gader i Havana første dag.
Første dag.
Første dag 1
Efter at have gået i noget som føles uendeligt uden at være stødt på noget der bare mindede en lille smule om en kiosk, en købmand, en cafe eller andet, kunne jeg mærke begejstringen langsomt sive ud af kroppen, for at gøre plads til panikken. Jeg var fast besluttet på IKKE at lade mig mærke med det. Niels var super glad, og det ville jeg ikke tage fra ham ved at være en forkælet diva. Så jeg bed tænderne sammen og bad til Gud.

Vi nåede op til pladsen ved Capitolio. Capitolio har før revolutionen været sæde for regeringen, men huser i dag Cubas videnskabsakademi og naturvidenskabelige nationalbibliotek. Bygningen – en enorm kolos præget af et prægtigt indgangsparti i midten under et stort kubelformet bygningsværk – var desværre under renovering, da vi var der. Så vi kom ikke ind og se de arkitekturiske og skulpturelle skatte som bygningen gemmer på.
Capitolio

Menneskevrimlen var vokset betragteligt. Larmen, varmen, tørsten, dytten, “taxi sir?”, – panikken truede med at tage helt over, hvilket jeg ikke længere kunne skjule for min stakkels Kærste.
Her var der masser af små lokale butikker med det mærkeligste udvalg.
Og langt om længe faldt vi over et sted, hvor man kunne købe vand på plastikflaske. Vi var frelste ! TAK Gud ! Og jeg drak grådigt. Og fik lidt af modet tilbage. “Det er jo en del af eventyret”. Næste mål var at finde en cafe. Lige så umuligt som at finde vand og en nål i en høstak. Den dag. Vi lærte mange ting. Den dag.

Vi stod på pladsen efter at have slukket tørsten og kiggede på vores kort, og prøvede at orientere os om, hvor der var størst sandsynlighed for at finde en café. Pludselig står der en vældig flink, rar og hjælpsom mande-cubaner (gæt sidst i 20érne) og spørger på deres sædvanlig dårlige engelsk, hvor vi kommer fra og hvad vi leder efter. Vi vil helst selv, og svarer nødtvunget, at vi søger en café. Endnu engang fanges vi af cubanernes effektive indsmigren og tilsyneladende altoverskyggende hjælpsomhed, og ender med at traske efter denne her mand “follow me – just follow me. Its right arround the corner”, alt i mens han plaprer løs om, at Danmark er et skønt land, koldt nu, og spørger om en masse ting. Vi går væk fra pladsen og ned af nogle gader vi ikke kender. Bliver lidt utrygge og spørger, hvor langt der er endnu. Vi er der næsten. Det viser sig nu at blive meget hyggeligt. Umiddelbart. Han bringer os til en lille sparsom lokal cafe, hvor han kender ejerne, og vi får serveret en udmærket cappuccino og en alkoholfri Mojito. Og der må ryges. Det må der heldigvis alle steder i Cuba. Også på hotelværelserne.
Vores cubanske ven.
Vi snakker lidt om Danmark. Lidt om Cuba. Priser på biler. Lønninger i det ene og det andet land. Han fortæller bl.a., at befolkningen i Cuba har madrationeringsmærker, hvilket betyder, at de kun kan købe visse varer i begrænsede mængder. At min mobiltelefon koster mere end han kan tjene på.. kan ikke huske hvor længe.. men det var længe. Osv. Meget interessant det af det jeg kunne forstå. Mens vi snakkede priser og valuta gav han mig en cubansk 3-pesos-seddel med billede af Che Guevara. Som souvenir. Først forstod jeg det ikke. At han ville give mig den. Så tog jeg den lidt tvivlsomt og modstræbende. Og Niels brød sig slet ikke om, at jeg tog i mod den. Men manden forklarede, at deres penge jo ikke er noget værd. Så det var ingen penge for ham. Det er det jo alligevel. Penge er jo ikke ikke-noget-værd, for så er der ingen grund til at have dem. Any way. Jeg sagde tak og lod den ligge på bordet. Indtil han tog den og endnu engang gav mig den i hånden, for det var dumt bare at lade den ligge der, hvis den blev væk. Så lagde jeg den ind i vores bog. Efter anden runde Mojito begyndte samtalen at uddø, vi ville gerne videre, vidste bare ikke helt hvordan. Vi havde ind i mellem talt om, hvad han mon forventede. Da vi havde betalt regningen for drikkevarerne (dem betalte Niels), og vi gjorde anledning til at bryde op, kom det. Manden vendte på en femøre, fra at være smilende, “stor i slaget”, informerende, “jeg vil gerne blive bedre til engelsk, derfor taler jeg med jer”, til at blive lille, bedende, ydmyg : “Can you give me 20 CUC for milk to my children Sir ? Please ??” Jeg kan ikke beskrive de følelser der løb igennem mig. Følte mig dum, naiv, godtroende, narret, snydt, fanget i en fælde og alt muligt andet. Jeg er aldrig stødt på så udspekuleret en måde at betle på ! Så … nederdrægtig en måde, at fange uvidende turister i sin indsmigren og “hjælpsomhed”, “imødekommenhed”, for derefter at betle om deres penge. 20 CUC !! 120 DKKR for hans påduttede selskab !!! Vi snakkede noget frem og tilbage om, hvordan fanden vi lige skulle håndtere det. Samtidig med vi diskuterede med manden, hvordan fanden han kunne finde på, at sidde og give mig penge, når han bagefter tiggede om selv samme. Det endte med at vi gav ham 10 CUC med et løfte til os selv og hinanden om, at vi aldrig mere modtog hjælp vi ikke selv havde bedt om.

Efter den oplevelse havde jeg virkelig brug for at finde noget civilisation. Hjemmefra havde jeg set på kortet, at der skulle være en gå-gade/et strøg, der hedder Obispo, i området tættere på, hvor vi boede, som vi ville finde.
Vi var også blevet sultne. På vej mod Obispo på et hjørne af en stor vej mod Capitolio og en af de små labyrintede veje ned gennem området hvor vi boede, lå der en lille ret hyggelig cafe, hvor man også kunne få lidt at spise. Vi stod lidt ubeslutsomme ved døren. Alle borde udenfor var optaget. Vi ville sidde ude. Så vi tøvede lidt for at se, om ikke snart der var nogle der gik. Der gik ganske kort tid, før en tjener spottede os, og hurtigt fangede, at vi ønskede at sidde ude. Intet problem ! I løbet af no time, havde han og en anden tjener båret endnu et bord og et par stole ud i solen til os ! Det kan man sgu da kalde service ! Blev helt glad over endelig at møde lidt oprigtighed. Og man kunne oven i købet få kaffe ! Hvorfor bliver tjenere så forundret, når jeg bestiller cappuccino og gerne vil have den med det samme og ikke først efter maden mon ?
Først da vi sad der. Havde bestilt mad. Jeg havde fået min kaffe. Havde tændt en smøg. Lænet mig tilbage i solen. Slappede jeg lidt af, og begyndte at få det humør tilbage, som ellers havde fortaget sig i løbet af dagen.
Her fik jeg min første lille cubanske ven. Han var noget så dejligt. Tilsyneladende havde han desværre ingen ejer. Hvis jeg havde kunnet, havde jeg taget ham med hjem og fyldt ham med kærlighed.
Hundeven
første dag mad
Maden var værd at vente på. Tjenerne super rare.

Og først nu klar til at lade mig fascinere af alle de amerikanerbiler, der suser rundt i gaderne i Cuba. Vi vidste selvfølgelig godt i forvejen, at vi ville finde amerikanerbiler på Cuba. Men at det var i så stor en udstrækning, kom helt bag på os begge. Det vrimlede med dem. Over alt hvor vi kom frem. Nogle var mere velholdte end andre. Mange af dem fungerede som taxier til ære for turister, og for at tjene penge selvfølgelig. Lige så mange blev brugt til eget brug og til samkørsel for indbyggerne. Lige så meget man drejede hovedet af led for at kigge efter dem, lige så immun blev man til sidst. Lige med bortset fra overfor de ekstra flotte flydere.
AM biler

Obispo blev senere min safetyzone. Udover hotelværelset. Det var forholdsvist let at finde. Igen.. umiddelbart skuffende. Det skal siges at mine førstehåndsoplevelser var meget præget af både enorm træthed, total uforberedthed, og dårlig hals.
Havde forventet et strøg alla strøget i KBH. Jo længere vi kom ned at Obispo, jeg mere hang jeg med skuffen. Der var da enkelte “butikker”, som jeg ikke ville nedværdige mig til overhovedet at kalde butikker. Der var da også et par beskidte usle barer og noget der kaldte sig caféer, der bare ikke havde kaffe. Jeg mistede endnu engang modet. Og blev samtidig frygtelig skuffet på mig selv, over hvor forkælet mine behov egentlig er.

Da vi nærmede os den anden ende af Obispo lysnede det lidt igen. Vi stødte på Café Paris, hvor der var gode pladser udenfor, og Salsarytmerne dansede gennem vinduet fra cafeen. Der var en hyggelig stemning med en nogenlunde god kop kaffe.
Dér sad vi lidt og forsøgte at fordærve alle de indtryk der bombarderede os i dette ubeskrivelige land. I denne kontrastfyldte by. Stadig en smule desorienteret. Endnu ikke helt fri af gårdsdagens træthed.
Cafe paris 3

Opfrisket af musikken og hyggen på Café Paris, fortsatte vi det sidste lille stykke op ad Obispo mod Plaza de Armas, som er byens ældste torv, og mødte sørme Fidel og Che på vejen :
Fidel og CheDe var herre skønne de to ældre cubanske mænd, som gav sig ud for de to meget populære rebeller. Mange cubanere bærer en eller anden form for “hyldest” til Fidel og Che i form af påklædning, skæg som Che eller andet. De to kunne ikke et ord engelsk, hvilket også var helt unødvendigt med deres glædessmittende kropssprog.

Plaza de Armas er fantastisk. Den tidligere eksercerplads rummer i dag et enormt bog- og antikmarked hele vejen rundt om det smukke område af træer og en stor hvid marmorstatue af revolutionshelten Manuel de Céspedes´. Masser af gamle bøger om rom, revolutionen, Cuba, Fidel og Che, film, musik og meget mere. Frimærker, gamle lokale cubanske penge, rosenkranse (weee ! ), bibler, smykker, gamle kameraer, cigarbælter, kristne figurer, kapselåbnere fra cola… der var hundredvis af ting og sager, alt sammen gammelt. Et ægte kræmmermarked, blandet med små hyggelige caféer. Dér havnede stort set alle mine lommepenge ;o)
Plaza de Armas 1
Cubakøb
På den ene side af pladsen ligger den enorme tidligere guvernørbolig Palacio de los Capitanes Generales. Den anden side ligger lige ud til Havanas kæmpe havneområde og Forsvarsanlægget Castillo de la real Fuerza, som rummer en masse små skatte – ægte guld og sølv, skår af potter og andet, mønter, smykker – alt sammen fisket op fra forliste flåder ved Cubas kyst.

Her mødte vi Søren og Chiqui. Vi osede lidt på markedet og nød pladsens skønne, rolige omgivelser. Jeg stod og kiggede lidt på nogle ting ved en bod, hvor Chiqui stod og kiggede på en Madonna-figur. Søren er pæredansk. Chiqui cubaner. Husker ikke helt hvordan, men vi faldt i hvert fald i snak. Vi endte med at gå ned til et sted, hvor man IKKE kunne få kaffe, men noget koldt og drikke, nede ved havnen.
Søren er cykelhandler. Ikke helt almindelige cykler. Næ næ.. det er skam Cyklernes Rolls Royce han forhandler. I 1981 etablerede han firmaet Sögreni cykler og har siden udviklet dyre kvalitetscykler og tilbehør hertil. Sögreni er hans efternavn. Søren er en voksen mand på 57 år, som tilbringer flere måneder om året på Cuba, hvor han har mødt en rigtig sød cubansk kæreste – Chiqui. De har nu været kærester i 4 år.

Niels og Søren faldt i hak med det samme og kunne jo tale meget om forretninger. Og Søren kunne fortælle en masse om Cuba og give os nogle gode råd. Jeg faldt nu også pladask for både Søren og Chiqui – sjældent man møder så ligetil og ukomplicerede mennesker. Og Søren er præcis en mand som Niels, der ikke bryster sig af sin velhavenhed. Chiqui kunne kun meget meget lidt engelst – hende og Søren talte spansk sammen. Men hun lyttede meget og Søren fortæller, at det er sådan hun lærer dansk. Ved at lytte til samtaler. Hun er bare sådan en man har lyst til at nusse hele tiden.
Søren og Chiqui 1

Da vi ikke gad hænge der længere, foreslog Søren vi gik på bar på Obispo. Det var super sjovt – stemningen var fantastisk ! Der var levende cubansk musik - hvilket vi fandt ud af, der er, de fleste steder - og ved et bord sad en hel flok cubanske kvinder, som ind i mellem dansede til musikken. Blandt kvinderne var den skønneste lille Cuba-mama, som bare kunne danse. Min begejstring for hende må have været meget åbenlys, for det endte med jeg blev inviteret med i dansen, hvor Cuba-mama meget tålmodigt forsøgte at lære mig de famøse trin. Det gik ikke så godt men det var kæmpe sjovt og hyggeligt !
Salsa 2
Salsalærer
Min private Cubanske danselærer <3

Efter meget lang dag som sluttede i selskab med vores to nye venner, begav vi os trætte og glade hjem på hotellet, efter at have udvekslet telefonnumre med Søren.

Onsdag d. 15.01.14

Det var overskyet og lidt køligere end dagen i forvejen. Vi havde bestemt os for, at denne dag skulle vi have alene. Ikke hverken cubansk eller dansk selskab eller noget andet. Bare min Kæreste og jeg. Vi har begge to noget med vand, så vi ville ned og gå en lang tur langs havnen. Inden længe begyndte det dog at regne. Først lod vi som om, at det kom slet ikke os ved – at det regnede. Det gik også meget godt… i et stykke tid. Så begyndte det at blæse op… og man blir altså bare hurtigere kold, når man også er våd. !! Jeg havde stadig ondt i halsen, så det kække forsvandt lidt i regn og blæst, og vi søgte tilflugt på en café, der heldigvis dukkede op, bedst som det rigtigt silede ned.

Her mødte vi igen de venligste mennesker. Der var proppet med folk indenfor. Intet problem. Vi fik bare førstesalen for os selv. Ved et vindue med udsigt til vandet.
Vi blev enige med os selv om, at bruge regnvejrsdagen på, at se nogle indendørsting. Der er masser af vælge i mellem i Havana. Det største problem er at vælge fra ! =o/ Er man på Cuba er Revolutions museet et must. Lige ved siden af museet, ligger der den skønneste lille og meget særpræget kirke, hvor “Jesus er begravet”. Eller… altså.. han ligger i kirken i sin glaskiste… Eller.. det er nok en figur så. Men det ligner formidabelt !!
Onsdag kirke 1
Onsdag Jesus 2
Onsdag Kirke v RM 1
Her startede vi selvfølgelig. Har meget svært ved at gå forbi kirker – ligegyldigt hvor vi er, uden at skulle ind og kigge i dem. Jeg bliver lige fascineret hver gang. Der er ikke to kirker der er ens. I denne Kirke var der en stor engel ved alteret. Det har jeg aldrig set før. Heller ikke Jesus i en glaskiste. En meget speciel og smuk kirke.

Revolutionsmuséet var også en stor oplevelse. Selvom det meste stod på spansk, var der også en del, der var oversat til engelsk. Her kunne man se billeder af og læse alt om revolutionens helte, og se en hel del af det udstyr man brugte dengang. Revolutionen fyldte meget i mine tanker. Har en hel del ambivalente følelser omkring det. Forstår godt alle Fidel og hans følges tanker bag. Mange af dem var gode og fornuftige tanker. De uddannede deres oprører ikke bare til at kæmpe, men også til at læse og skrive og regne. De lærte dem om etik og moral. Deres etik og moral. At selvom man var i “krig” skulle borgerne behandles ordentligt. Man mobbede ikke hinanden. Og mange andre ting. De kæmpede uden tvivl for Cuba og Cubas befolkning med hjertet. De kæmpede for frihed. Og DET beundrer jeg. Deres vilje til forandring. Til at gøre noget. Ikke bare give op og lade sig diktere. Man kan så sige meget om det efterfølgende resultat – Om det i praksis gør nogen forskel om det er en cubansk eller amerikansk diktator der sidder på magten. Og det bliver der også. Sagt meget om. Men min overbevisning er, at Castro har – Che havde – hjertet på rette sted.
Onsdag RM 1
Onsdag RM foran
Bag flyet og tankvognene i glashuset står yachten “Grandma”, som i 1956 bragte Fidel, Che og over 80 andre oprører fra Mexico til Cuba, for at starte den revolution, det skulle tage dem 2 år at fuldende.
IMG_1789
Det er mig der er Fru Comandante ! ;o)

Trods regn, blæst og indendørs seværdigheder, havde vi gået meget onsdag. Så efter museet begyndte vi at søge tilbage til området nær hotellet. Det var holdt op med at regne, da vi nåede Obispo, perfekt for en kaffe-øl-pause. På vejen så vi selvfølgelig også mange skøre, fascinerende og besynderlige ting. Som f.eks. denne bygning, hvor der simpelthen er vokset et træ op mit i murerne.
Onsdag huset m træet
Og her køber jeg armbånd – der viser sig at være bh´stropper – af en gammel cubansk kvinde.
Onsdag gadesælger

Aftensmaden nød vi på Plaza de Armas. Det er virkelig et fantastisk sted, med en helt speciel stemning. Også om aftenen. Niels fik noget med blandede skaldyr, jeg fik det sædvanlig trygge –  kylling. Begge med masser af ris og grønsager.
Vi var blevet dygtige til at sige fra på en venlig men kontant måde. Tror cubanerne havde forstået, at de var luret af. Mætte og tilfredse luntede vi tilbage til hotellet og nåede i sikkerhed før uvejret for alvor brød ud. Natten bød på voldsom storm og regn.

Torsdag d. 16.01.14

Vejret var bedre. Stadig lidt overskyet men trods alt tørt. Aftenen før var vi havnet på San Fransisco pladsen, hvor der lå en tudsegammel kirke. Den ville jeg hen og se indvendig. Den tidligere kirke og kloster, som i dag er museum for religiøs kunst og koncertsal, er overraskende enorm, når man kommer ind. Langt større en man forestiller sig, når man ser den ude fra. Ved indgangen bliver man budt velkommen af “den parisiske herre”, der vellidt af cubanerne, vagabonderede rundt i Havanas gader i 50érne, og i dag ligger begravet i kirkens krypt.
Niels og vagabonden
Hvor der tidligere havde været alter i den smukke kirke, ligger der nu en scene, som benyttes til musikarrangementer og koncerter. Det nåede vi desværre ikke at opleve.
San fran kirke 3
Den tidligere klostergård rummede stadig fred og idyl. Kunne sagtens se mig selv som Nonne sådan et sted ;o) Eller i hver fald – det må være et genialt sted at meditere og dyrke yoga.
San fran pladsen Kirke og kloster

Det var muligt at komme helt op i klokketårnet, hvorfra der efter sigende skulle være en fantastisk udsigt. Jeg gik kun med op til der, hvor det blev “spænende”. Resten af turen måtte Niels tage alene. Er hamrende højdeskræk – desværre. Misser nogle smukke ting på den bekostning. Min Kærste tog da heldigvis nogle gode billeder deroppe.
Udsigt fra Kirken 1
Udsigt fra kirke 2
På vej op så vi en masse flagermus, der hang og sov i loftet ved trapperne. Det var et vildt fascinerende syn. Har aldrig set flagermus sådan flere af gangen ved højlys dag. Det var helt skørt ! Det kildede i maven og jeg var både skrækslagene og opslugt og begejstret – tænkt hvis de alle sammen begyndte at flyve på en gang ! Ligesom når de overfalder mennesker i filmene, og bliver til vampyrer !
Flagermus 1
Flagermus

Allerede hjemmefra havde vi besluttet vi ville over på den anden side af bugten og se Casablanca. Så efter kaffepause på San Fransisco pladsen begav vi os ned til havnen for at kigge efter båden over til den anden side. Umiddelbart kunne vi ikke rigtig finde det. Men så får vi tilfældigt kigget ind til venstre ved et skur, hvor der gik en masse mennesker ud og ind fra. Skuret viste sig at være en kontrol, man skulle igennem inden man kom med båden, hvor vores tasker blev tjekket af sikkerhedsfolk. Denne sikkerhed blev etableret efter nogle cubanere for år tilbage, kaprede to både for at stikke af til Florida. Sjovt nok bommede de to sikkerhedsfolk mig for hver en smøg. Det var der mange cubanere der gjorde. Bommede mig for smøger. Ved ikke om Camel er specielt på Cuba. Så dem ikke nogle steder. Eller det simpelthen er fordi de ikke har råd til at købe deres egne. Never mind. Det var sgu lidt spændende. Følte jeg havde bestukket dem med smøger, for de kiggede ikke særligt grundigt i vores tasker. ;o)

Efter kontrollen skulle vi gennem en interimistisk landgang for at komme ned til båden, hvor der stod en mand og solgte billetter. Hvis ikke det var fordi vi kunne se turen var så kort, at land på den anden side var i svømmeafstand, var jeg ikke steget ombord på den skude, der skulle bringe os over til Casablanca ! Vi grinede og grinede af det eventyr vi begav os ud på med dette vrag af en båd. Den skød forbavsende hurtigt, mens vi stod som kvæg og holdt fast i en rusten stang for ikke at miste balancen. Sikkerhed er ikke af største betydning på Cuba. Selvom det virkede ganske ufarligt, var det morsomt utilladeligt hvis det havde været i Danmark.
Skræmmende sejltur
Sejltur 2
Sejltur 3

Fuld af optimisme og opstemt over den noget alternative “færgetur”, gik vi efter 10 minutter i land på den anden side af bugten. Det var som at træde ind i en anden tidsalder. Noget lurende og forundret gik vi rundt i gaderne, i forfald efter forfald. Charmende, farverigt forfald. Fattigdom. Kan stadig ikke lure, om det er det rigtige ord, at bruge om Cuba. Der er materiel fattigdom, men enorm kulturel og menneskelig rigdom. Charmen i forfaldet opstår af cubanernes misundelsesværdige evne til holde hovedet højt, skabe stemning, vise livsglæde – uanset hvor lidt de har.
Ikke Casa 5
Ikke Casa 7
Ikke Casa 8

Sædvanen tro, er det første jeg kigger efter en café. Det var ikke eksisterende. Det er ufatteligt, hvad mangel på en café kan gøre ved mig. Og frygteligt pinligt !! Da det nu ikke lykkedes, blev vi enige om, at finde vej til den store Jesus figur og borgen og Ches hjem. Så vi begav os målrettet i retning af disse seværdigheder… Og gik.. og gik.. og gik… i rundkreds. Cubanere er frygteligt hjælpsomme. Men på denne side af civilisationen kunne de ikke et ord engelsk. Når vi spurgte om vej, forklarede de ihærdigt.. på spansk.. og pegede i den retning, vi jo godt vidste vi skulle gå. Endnu mere pinligt var det, da det efter en rum tid, gik op for os, at vi slet ikke var landet i Casablanca, men et helt andet sted. Hvorfra det ikke var muligt, sådan lige at gå til de ting, vi gerne ville se på denne her side af bugten. Grinende tog vi færgen tilbage igen, og blev enige om, at Casablanca måtte blive en anden dag. Vi aner stadig ikke, hvor vi var henne.
Hvor er vi
Tilbage på City-siden, så stedet båden havde sejlet os hen, sådan her ud =o)

Vi havde stadig en del af dagen tilbage, så efter en kaffe- og frokostpause på en cafe, blev vi enige om, at gå langs havnen til banegården.
——————————————————————————————————————-
Har besluttet at afbryde min Cuba-beretning her, og afslutte med en kort lille praktisk indlæg.

I store dele af Old Havana handler folk i små boder i private hjem. Et åbent vindue, hvor der sælges hjemmelavede pizza-slices. Et vindue med Limonadesalg. En smurt pålægsbolle. Som Cubanerne kan købe for meget små af deres egne penge. CUC er turist penge. 1 CUC = 6 DKKR. Deres lokale penge er 1 = 1/24 af en CUC (altså 25 øre). Og i alle de små hjemme-boder kunne man få små fornødenheder for et par af deres lokale penge. Mange steder er der priser for lokale. Og priser for turister. Butikker findes i mindre udstrækning. Med et meget lille udvalg og et meget lille lager. Det der fylder mest på hylderne er rom.

Sumarked 2

Jeg kender IKKE til begrænsningens svære kunst, men vil øve mig på det for fremtiden, så min blog ikke bare bliver fyldt med halve indlæg. Vil afslutningsvis sige, at vi havde en fantastisk, smuk og meget oplevelsesrig ferie på Cuba. Kan varmt anbefales, bare man er godt forberedt hjemmefra.

 

4 tanker om "Cuba. The day after. The Past. The Future."

  1. Mange tak for sidst, i var ikke i Casa blanca, i var i `Regla´ der er kendt for mange der tror på santeria (afro-cubansk religion).
    Mange hilsener fra Søren (nok også fra Chiqui,hun er i Cuba)!!.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>