Evolutionsangst.

Onsdag d. 29.01.2014

Endelig lidt lethed i hovedet ! TAK Kærste.

Siden vi kom fra ferie, har jeg fysisk og mentalt krybet langs gulvet. Jeg var(er) proppet til bristepunktet med indtryk fra Cuba. Tonsvis af ambivalente følelser. Kaos i toppen. Tanker om verdenspolitik, levevilkår, menneskets uheldig udvikling. På verdensplan. Vores nærmeste. Værdier. Egne. Andres. Hvad er vigtigt ?

Helbredet skrantede allerede inden vi tog på ferie. Jeg havde ondt i halsen. Og Niels´ mave fungerede ikke optimalt. Han lå frygtelig syg med høj feber og diarré i 3 dage i Havana. Jeg væltede med høj feber og influenza i det sekund vi ramte Lolland.

Vi kom hjem fredag eftermiddag. Har som sagt været syg siden. Niels var også stadig svækket af hans sygeleje. Mentalt er jeg langt om længe mere klar. Lys. Men for fanden et mørke og en angst at være i.

Hvad er verden dog blevet for et sted ? Begyndte at skrive i min blog om vores ferie. Efter 8 timer var jeg stadig ikke færdig med dag 1. Cuba har på alle måder vendt helt op og ned på rigtig mange ting. Ikke mindst mit verdenssyn. Og mit menneskesyn. Er splittet i alle ender og kanter.  Findes der virkelig ikke et eneste sted i hele verden, hvor mennesket ikke i den grad præges af magthavernes beslutninger ? Hvor mennesket største beskæftigelse ikke er, bare at udvikle egne egoistiske overlevelsesstrategier, men hvor vi hjælper hinanden af oprigtighed og ikke for at opnå noget til gengæld ?

Jeg blev nød til at prøve at skille tingene ad, inden jeg laver bloggen om ferien færdig. Der hvor al feriesnakken og det gode kommer med. Her handler det om mennesker og magt. I Cuba som i Danmark. Vi er faktisk ret ens. Rundt om i verden. Vi gør bare tingene på forskellige måder. Tænk sig jeg skulle være 10 dage halvvejs rundt om jorden for at se dét !

Cuba er bare et billede af, hvor Danmark er på vej hen. Eller rettere. Vi er der. Bare i en mere sofistikeret udgave.

På toppen af kransekagen sidder nogle mennesker med vanvittigt mange penge. De trækker i nogle tråde til nogle mennesker lige under dem – dem som træffer beslutninger om, hvad der skal ske i vores land. I vores verden. I Danmark som i Cuba. I Danmark kalder vi det demokrati. I Cuba hedder det Kommunisme. Amerikanerne kalder det Diktatur. Alle peger fingre ad hinanden. Vesten. Østen. USA og Rusland. Nord og Syd. Men uanset hvad fanden man kalder det og hvor i verden man er, er det dem med penge der sætter dagsorden. Eller dem med gode talegaver, der kan manipulere folk med penge til at støtte dem. Motivet er hele vejen det samme. Magt og egoisme. ”Det jeg gør, er bedre og mere rigtigt, end det du gør. Ikke fordi det er godt for dig, men  fordi det er godt for mig”.

Sådan er det i hele verden. Ikke kun oppe på toppen men også helt nede i bunde. Jeg græmmes, skræmmes, kvæles af den menneskelige udvikling. Alle har en dagsorden.

I Cuba hylder vi Revolutionens helte. Forbander USA og tiden med Batista. Mens vi finder alle de huller vi kan i kontrollen, snyder det system vi hylder, udtænker smidige måder at komme til ekstra penge på. Som f.eks. at pådutte turister vores uønskede hjælp, for at kræve os betalt for det bagefter. Vi gør det ikke, fordi vi mangler noget, for Fidel tager sig jo godt af os. Uddanner vores børn og unge. Tager sig godt af de syge, og samfundets svagelige som sidder forhutlet på gaden og tigger. Det er hykleri.

I Danmark sviner vi ministrene og regeringen til. Skriver kilometerlange læserbreve. Brokker os over aftenkaffen. Til konen, manden, naboen. Gør præcis som i Cuba og snyder, hvor vi kan slippe af sted med det, mens vi stikker naboen og ytrer os højlydt om, hvor forfærdeligt alting er. Men vi sover sødt og godt om natten. For i morgen skal vi ud og se på ny bil. Det har man vel fortjent. Mens vi ser på ny bil, stikker vores børn og unge hinanden ned på gaden, laller rundt i byen med hovedet fuld af stoffer, aner ikke hvad ben de skal stå på, for allerede inden de bliver født skal de tage stilling til, hvad de vil være som voksne, hvor mange børn de vil have, hvor de skal bo og med hvem. Og i skolen bliver de proppet med den samme lærdom som for 100 år siden, så de aner ikke hvordan verden de skal ud i, i virkeligheden ser ud i dag. Men de er jo også så forkælet de dovne unge mennesker. Vi forældre giver skolen skylden. Skolen giver forældrene skylden. Ingen tager ansvar. Så børnene er overladt til sig selv, mens vi efterlader dem en verden, hvor det vigtigste er at have en større fladskærm end naboen, have en titel på postkassen og se 20 år yngre ud end man i virkeligheden er. Det er hykleri.

Den største forskel på Danmark og Cuba er, at vi faktisk KAN gøre en forskel uden fare for liv og frihed. Vi gør det bare ikke. I Cuba formår man at stå sammen. På godt og ondt. Det kan vi slet ikke i Danmark. I Cuba handler man. I Danmark brokker vi os og vender man ryggen til. Vidste i at der stort set ikke findes voldskriminalitet på Cuba ? Det er det tryggeste sted i verden, at gå alene om natten. Børnene render og leger på gaden over alt, også om aftenen – som i Danmark for bare 30 år siden. Der er altid nogen der holder øje med dem. Det er IKKE en forherligelse af Cuba. Blot et billede af at mennesker med meget få midler, har meget mere at give af.

Vi betaler tårnhøje skatter og afgifter, som administreres af en stor portion magthavere, hvis største motivation sgu ikke er at ville danskerne og Danmark det bedste, men at tage sig godt ud i omverden, føle sig betydningsfuld og få en skyhøj løn for det. Og vi aner ikke, hvad alle vores surt tjente skattepenge bruges til. Ved du det ? Jeg gør ikke. Men vi brokker os bare lidt over kaffen, skriver måske et læserbrev, når det er rigtig slemt, og pudser vores nye bil, mens vi vender ryggen til den verden vi efterlader til vores børn og børnebørn.

Jeg kan godt misunde Cuba deres Fidel. Også deres Che Guevara. Uanset hvad vi andre mener om det, har de nogen at hylde. Nogen at følge. Et forbillede. Nogen der gjorde noget for en sag. På godt og ondt. Hvad er det vi følger i Danmark ? Jeg mangler et forbillede. Noget at bakke op om. Nogen at følge. Nogen at tro på. Noget at tro på. Jeg tror ikke på noget mere. Slet ikke på mennesket.
Its better to walk alone

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>