Evolutionsangst.

Onsdag d. 29.01.2014

Endelig lidt lethed i hovedet ! TAK Kærste.

Siden vi kom fra ferie, har jeg fysisk og mentalt krybet langs gulvet. Jeg var(er) proppet til bristepunktet med indtryk fra Cuba. Tonsvis af ambivalente følelser. Kaos i toppen. Tanker om verdenspolitik, levevilkår, menneskets uheldig udvikling. På verdensplan. Vores nærmeste. Værdier. Egne. Andres. Hvad er vigtigt ?

Helbredet skrantede allerede inden vi tog på ferie. Jeg havde ondt i halsen. Og Niels´ mave fungerede ikke optimalt. Han lå frygtelig syg med høj feber og diarré i 3 dage i Havana. Jeg væltede med høj feber og influenza i det sekund vi ramte Lolland.

Vi kom hjem fredag eftermiddag. Har som sagt været syg siden. Niels var også stadig svækket af hans sygeleje. Mentalt er jeg langt om længe mere klar. Lys. Men for fanden et mørke og en angst at være i.

Hvad er verden dog blevet for et sted ? Begyndte at skrive i min blog om vores ferie. Efter 8 timer var jeg stadig ikke færdig med dag 1. Cuba har på alle måder vendt helt op og ned på rigtig mange ting. Ikke mindst mit verdenssyn. Og mit menneskesyn. Er splittet i alle ender og kanter.  Findes der virkelig ikke et eneste sted i hele verden, hvor mennesket ikke i den grad præges af magthavernes beslutninger ? Hvor mennesket største beskæftigelse ikke er, bare at udvikle egne egoistiske overlevelsesstrategier, men hvor vi hjælper hinanden af oprigtighed og ikke for at opnå noget til gengæld ?

Jeg blev nød til at prøve at skille tingene ad, inden jeg laver bloggen om ferien færdig. Der hvor al feriesnakken og det gode kommer med. Her handler det om mennesker og magt. I Cuba som i Danmark. Vi er faktisk ret ens. Rundt om i verden. Vi gør bare tingene på forskellige måder. Tænk sig jeg skulle være 10 dage halvvejs rundt om jorden for at se dét !

Cuba er bare et billede af, hvor Danmark er på vej hen. Eller rettere. Vi er der. Bare i en mere sofistikeret udgave.

På toppen af kransekagen sidder nogle mennesker med vanvittigt mange penge. De trækker i nogle tråde til nogle mennesker lige under dem – dem som træffer beslutninger om, hvad der skal ske i vores land. I vores verden. I Danmark som i Cuba. I Danmark kalder vi det demokrati. I Cuba hedder det Kommunisme. Amerikanerne kalder det Diktatur. Alle peger fingre ad hinanden. Vesten. Østen. USA og Rusland. Nord og Syd. Men uanset hvad fanden man kalder det og hvor i verden man er, er det dem med penge der sætter dagsorden. Eller dem med gode talegaver, der kan manipulere folk med penge til at støtte dem. Motivet er hele vejen det samme. Magt og egoisme. ”Det jeg gør, er bedre og mere rigtigt, end det du gør. Ikke fordi det er godt for dig, men  fordi det er godt for mig”.

Sådan er det i hele verden. Ikke kun oppe på toppen men også helt nede i bunde. Jeg græmmes, skræmmes, kvæles af den menneskelige udvikling. Alle har en dagsorden.

I Cuba hylder vi Revolutionens helte. Forbander USA og tiden med Batista. Mens vi finder alle de huller vi kan i kontrollen, snyder det system vi hylder, udtænker smidige måder at komme til ekstra penge på. Som f.eks. at pådutte turister vores uønskede hjælp, for at kræve os betalt for det bagefter. Vi gør det ikke, fordi vi mangler noget, for Fidel tager sig jo godt af os. Uddanner vores børn og unge. Tager sig godt af de syge, og samfundets svagelige som sidder forhutlet på gaden og tigger. Det er hykleri.

I Danmark sviner vi ministrene og regeringen til. Skriver kilometerlange læserbreve. Brokker os over aftenkaffen. Til konen, manden, naboen. Gør præcis som i Cuba og snyder, hvor vi kan slippe af sted med det, mens vi stikker naboen og ytrer os højlydt om, hvor forfærdeligt alting er. Men vi sover sødt og godt om natten. For i morgen skal vi ud og se på ny bil. Det har man vel fortjent. Mens vi ser på ny bil, stikker vores børn og unge hinanden ned på gaden, laller rundt i byen med hovedet fuld af stoffer, aner ikke hvad ben de skal stå på, for allerede inden de bliver født skal de tage stilling til, hvad de vil være som voksne, hvor mange børn de vil have, hvor de skal bo og med hvem. Og i skolen bliver de proppet med den samme lærdom som for 100 år siden, så de aner ikke hvordan verden de skal ud i, i virkeligheden ser ud i dag. Men de er jo også så forkælet de dovne unge mennesker. Vi forældre giver skolen skylden. Skolen giver forældrene skylden. Ingen tager ansvar. Så børnene er overladt til sig selv, mens vi efterlader dem en verden, hvor det vigtigste er at have en større fladskærm end naboen, have en titel på postkassen og se 20 år yngre ud end man i virkeligheden er. Det er hykleri.

Den største forskel på Danmark og Cuba er, at vi faktisk KAN gøre en forskel uden fare for liv og frihed. Vi gør det bare ikke. I Cuba formår man at stå sammen. På godt og ondt. Det kan vi slet ikke i Danmark. I Cuba handler man. I Danmark brokker vi os og vender man ryggen til. Vidste i at der stort set ikke findes voldskriminalitet på Cuba ? Det er det tryggeste sted i verden, at gå alene om natten. Børnene render og leger på gaden over alt, også om aftenen – som i Danmark for bare 30 år siden. Der er altid nogen der holder øje med dem. Det er IKKE en forherligelse af Cuba. Blot et billede af at mennesker med meget få midler, har meget mere at give af.

Vi betaler tårnhøje skatter og afgifter, som administreres af en stor portion magthavere, hvis største motivation sgu ikke er at ville danskerne og Danmark det bedste, men at tage sig godt ud i omverden, føle sig betydningsfuld og få en skyhøj løn for det. Og vi aner ikke, hvad alle vores surt tjente skattepenge bruges til. Ved du det ? Jeg gør ikke. Men vi brokker os bare lidt over kaffen, skriver måske et læserbrev, når det er rigtig slemt, og pudser vores nye bil, mens vi vender ryggen til den verden vi efterlader til vores børn og børnebørn.

Jeg kan godt misunde Cuba deres Fidel. Også deres Che Guevara. Uanset hvad vi andre mener om det, har de nogen at hylde. Nogen at følge. Et forbillede. Nogen der gjorde noget for en sag. På godt og ondt. Hvad er det vi følger i Danmark ? Jeg mangler et forbillede. Noget at bakke op om. Nogen at følge. Nogen at tro på. Noget at tro på. Jeg tror ikke på noget mere. Slet ikke på mennesket.
Its better to walk alone

Rom. I kærlighedens navn.

ROM – KÆRLIGHEDSFERIE MED KÆRSTEN <3

Mandag d. 30.04.12

Rom er en fantastisk by. Alt er enormt stort. Og meget meget smukt.

Mandag d. 23.04.12 landede min kæreste og jeg i Italien. Fra lufthavnen tog vi et tog direkte til hovedbanegården i Rom. Herfra stod den på taxa til hotellet i det gamle Rom.

Hjemmefra så hotel-værelset helt vildt hyggeligt ud, og lå midt i den gamle romantiske bydel Trastevere. Bydelen var fantastisk.. men… blev noget lang i ansigtet, da vi trådte ind i værelset. Det var bare ikke hyggeligt. Der hang en stor grim tv-skærm, over et meget lille skrivebord. Sengen var hård, og som mange andre steder, var der ikke dyner – men to uldne tæpper, som støvede helt vildt. Badeværelset var morsomt – meget lille – med en meget lille brusekabine, hvor man lige kunne kante sig ind. Toiletbrættet sad ikke fast, så hver gang jeg satte mig med min store rø. knagede det og truede med at falde af .. med mig på.

Any way … vi skyndte os at sætte kufferterne og ville ud og sondere terrænet. Kvarteret var skønt. Gamle brostensbelagte gader. Gamle bygninger. Træer og andet grønt. Jeg glemte alt om primadonna-nykker over værelset, da jeg kom ud i Trastevere. Vi havde ikke gået længe, før vi havnede på Piazza Santa Maria. Sikke et leben. Mennesker, gademusikanter, caféer, små boder – en helt igennem italiensk stemning, som man ser det i film =o) Prikken over iét var den smukke lille kirke – Santa Maria kirken, som pladsen er opkaldt efter. Efter vi havde set kirken indefra, slog vi os ned på en cafe, og nød resten af dagen i det stemningsfyldte miljø.

Tirsdag d. 24.04.12

Planen var at gå til Peters Kirken tirsdag. Det havde været lidt svært at falde i søvn om aftenen – der var mange indtryk, og tæpperne lavede kriller i halsen. Efter et noget skrabet morgenmåltid, som vi morede os meget over – en kop kaffe og en lille croissant, udleveret på madkupon fra hotellet, som havde en lille cafe ved siden af – satte vi gang i ben-tøjet, fuld af lyst til dagen. En mindre god søvn kunne ikke frarøve os vores eventyrlyst ! =o) Vi gik gennem Trastevere, et stykke langs Tiberen, holdt en lille caffe latte pause, og videre til Peters Kirken. Wauw ! Den er enorm ! Og sindsygt flot. Der var et hav af mennesker. Det undrede os lidt, da vi jo ikke var i ferie-sæsonen. Bare pladsen foran kirken var et mylder af mennesker, og der var kæmpe lange køer for at komme ind. Det var egentlig ikke generende, var synet var så betagende. Selvom vi skulle gennem sikkerhedstjek – præcis som i lufthavnen – gik det forholdsvist hurtigt at komme ind. Kirken var så kæmpe, at det på ingen måde var generende at der var så mange mennesker. For der var masser af plads at være på.

Peters Kirken

Peters kirken var en overvældende oplevelse. Ikke blot på grund af dens størrelse, men også på grund af dens skønhed. Vi så dog kun selve kirken indeni. Alt det andet man kan se – vatikan-musseet, kuplen osv. sprang vi over. Der skal sættes en hel dag af til at komme det hele igennem.

Fra Peters kirken gik vi over floden nærmere centrum til den Spanske trappe. Her var der en lang gade af design-butikker  – Gucci, Dior, Prada, Channel, Jimmy Cho og alle de andre elsket af kvinder mærker – Fik da også en Gucci-pung af min kæreste til min lille Gucci-taske ;o) Jeg var vidst mere optaget af butikker – virkelig slaraffenland – end af den spanske trappe. Så den først da min sult efter mærker, var blevet stillet. Her var rigtig livligt og festligt – Glade mennesker, som alle sad på trappen, og skulle fotograferes til ferie-albummet. Ville under ingen omstændigheder op ad alle de 138 trin ! Vores billeder blev taget blot et par trin op ad trappen – og nix weither !

Den spanske trappe blev oprindeligt bygget i 1725 for at sørge for at kirken ovenover ikke skulle synke sammen. Men den er i dag i sig selv en meget besøgt og mest fotograferet attraktion i Rom.

Rom er fuld af kilder, der kommer ned fra bjergene, med så rent vand at det kan drikkes. Udover de mange smukke fontæner i byen, er der overalt små “vandhaner”, hvor man kan fylde sin vandflaske eller bare drikke en tår fra “hanen”. Det smager helt fantastisk. Fra Den spanske trappe gik vi til Fontana de Trevi, som romerne hævder at være verdens mest populære springvand. Der var sandt nok også lige så mange mennesker som ved Peters Kirken, og det var også en sandhed, at fontænen var meget meget smuk.

Byggeriet af Fontana de Trevi blev startet i 1732 og afsluttet i 1751. Mange turister kaster penge i vandet , da det efter sigende betyder gensyn med Rom. Pengene samles ind hvert år til Røde kors og Caritas. Det løber sig op i 2. mio. kr. Fontænen får sit vand fra Acqua Vergine-akvædukten. Figuren i midten er Havguden Oceanos med sine havheste.

Tilbageturen om aftenen tog vi over øen Isola, som ligger midt i Tiberen.

Isola Tiberina (Tiber-øen) er i følge sagnet vraget af et skib som sank midt i Tiberen. Op øen ligger et hospital grundlagt i 1548 – tilbage i 293 f. kr. fungerede det som tempel for lægeguden Askulap. For enden af hospitalet ligger San Bartolomeo kirken, som blev opført i år 900 ovenpå det tidligere tempels ruiner. Meget meget smuk ø.

Tror vi gik en milliard kilometer den dag ! Mine fødder bar i hvert fald præg af misbrug – Vabler flere steder og noget hævet ! Men det var hele gå-turen værd. Og man mærker det ikke, når man er på eventyr med sin kæreste =o) Vi sov helt sikkert godt den nat – uldne tæpper eller ej.

Onsdag d. 25.04.12

Endnu en lang spadsere-tur stod for døren. Vi vågnede med ben, som havde vi løbet maraton. Bare “op på hesten igen” og i gang. Startede lige med den obligatoriske caffé latte og croissant mod udlevering af madkuponen fra hotellet – så var vi på den igen.

Turen gik i dag til Roms Colosseum. På vej derhen kom vi forbi Circus Maximus, der i en fjern fortid fungerede som væddeløbs-bane for de her romervogne, som ligner et skjold foran, og har en, to eller tre heste spændt for, og en kusk til at styre begivenheden. Den oprindelige bane, som man stadig er i gang med at udgrave, var 600 meter lang, 200 meter bred, og kunne rumme 300.000 tilskuere. I dag bliver området brugt til alt fra skole-udflugter til koncerter eller bare til at slappe af med en god bog, mens man nyder solen.

Circus Maximus

På Colosseummet var der stort set lige så mange mennesker som ved Peters kirken. Inden vi gik ind, hvilede vi benene på en lille café lige ved siden af – med en lidt flirtende og anmasende tjener, som insisterede på at tage et billede af min kæreste og mig.

Baggrund – Colosseum

Som alt andet i Rom var Colosseummet gigant stort. Og vildt fascinerende. Det var så virkeligt, at man nærmest kunne se gladiatorerne bekæmpe hinanden i arenaen.

Colosseum inde fra.

Ved ikke om vi er lidt mærkelige.. hm… Vi så en masse ting derinde, som vi er sikre på andre ikke så. Blomster og planter der voksede ud af stenene. Et lille grønt firben med sorte prikker, som havde et spændende hjem i ruinerne. Små mos-”øer” med liv. Altså.. vi kunne snildt have brugt hele dagen derinde på at studere alt det der var udover “bare” ruinerne. Det var lettere at finde ind end at finde ud. Vi prøvede at følge “Exit”- skiltene – det gik ikke lige op i en højere enhed. Så fulgte vi bare efter nogle mennesker, der lignede nogen, der også var på vej ud. Så lykkedes det =o)

På muren foran Coloseummet satte vi os lidt med noget koldt at drikke og en sandwich inden vi skulle ind i Forum Romanum, som lå lige ved siden af. Fik kun spiste halvdelen af min sandwich…. mine nye due-venner fik resten. De var forbavsende lidt sky, og med lidt lokken kunne man håndfodre dem. Troede de kun kunne lide brødet. Men da de fik færden af skinken og osten gik de såmænd også om bord i det.

Duernes madorgie.

Forum Romanum er et inferno af ruiner fra romertiden. Efter hvad vi kunne se på vores kort, troede vi, at vi “bare lige” kunne gå igennem og kigge lidt. Der tog vi fejl. Det var labyrinter af stier, bakker, trapper og de her ruiner. Dér kunne vi da slet ikke finde ud igen. Det var.. ja.. ved godt jeg gentager mig selv … kæmpe stort. Alt dernede er altså bare kæmpe ! Da jeg var tæt på at gå i panik af Cappuccino-abstinenser fandt vi langt om længe udgangen. Den store udgang var spærret, fordi de var ved at restaurere et eller andet. Det var en stor oplevelse… meeen… så havde vi også set ruiner nok for denne gang.

En LILLE del af Forum Romanum.

Efter den tur var vi godt trætte. Men.. jeg savnede i den grad en dyne. Og min kæreste mente han havde set i vores bog, at der lå et indkøbs-center-agtigt i et område der hed “Spagna”. Dér kunne vi komme hen med Metro. Vi skulle skifte på vejen. Det var jo ikke noget problem. Vi har jo erfaring med at køre Metro i storbyer. Klokken var ved at være mange – lidt over 19, så vi skulle skynde os. De fleste butikker lukkede klokken 20.00. Men igen… vi skulle jo med Metro, så det var intet problem. Se det var da godt nok en interessant oplevelse. Der er 2 metro-linier i hele Rom. Og de kører bestemt ikke lige så ofte som andre steder. Efter at have bevæget os flere kilometer ned under jorden, endte vi som sild i en tønde med en million andre mennesker. Toget var i forvejen proppet, da det endelig kom. Det var bare med at være hurtig og mase sig frem og trække bagdelen til sig, så den ikke kom i klemme. Hold da fest en virvar. Det reddede turen lidt, at der lige foran mig stod en italiensk Gud. Han kunne godt nok have været min søn. Det kom ikke sagen ved. Han havde halvlangt krøllet knaldsort hår, og store brune øjne. Og han stod lige foran mig. Den smukkeste italiener jeg så på vores rejse. Da vi langt om længe nåede frem, var alt lukket og slukket. Det gjorde nu heller ikke den store forskel – for “indkøbscenteret” viste sig at være en lille gade med mærkelige butikker. Jo.. der var da en der havde en seng og dyne i vinduet… til spidsen af en jetjager !

Vi fandt en lille café i gaden ved siden af, og blev enige om, at tage en taxa tilbage til hotellet, når vi havde fået lidt at drikke. Vi gik op for enden af gaden for at finde en taxa – og lige foran os åbenbarede sig den smukkeste plads – Fuld af lys, musik fra en gademusikant med trompet og et spring lige i midten.

Piazza del Popolo

Havde vi nu ikke været på dynejagt og metro-eventyr, havde vi ikke fået den oplevelse med. Det var ikke et sted vi ville have gået efter, og der var bare så smukt. Heldigvis var der også masser af taxaer der gerne ville køre os “hjem” i seng. Jeg måtte klare mig endnu en nat uden dyne ;o)

Torsdag d. 26.04.2012

Dagen før havde vi set en lille hyggelig café, som lå lige bagved vores hotel. Der havde vi besluttet at tage morgenmaden. Det var de sødeste, kæreste to piger der servicerede os her. Indenfor på væggene hang der billeder af pinup-piger. Udenfor sad ældre lokale italienere og – tror vi – fik ordnet verdenssituationen. Alle kendte tilsyneladende hinanden og var stamkunder på cafeen. Der var en skøn stemning, glade mennesker og vejret var fantastisk.Vi fik for første gang et ordentligt måltid morgenmad – scramble æg, røræg, tomater, friskpresset appelsinjuice – MUMS – og en rigtig god caffe latte og espresso.

Niels nyder sin morgenmad på “When in Rome”

Indenfor stod der på gulvet en stor “sandwich” af træ – på hver side var malet et billede af en kvinde – to forskellige motiver. De var vildt flotte. Det viste sig at det var nogen pigerne selv havde malet – en hver.

Vores søde Cafe-piger på cafe “When in rome” med deres kunst. Kvinden på bagsiden var mørkhåret og sad på en anden måde.

Efter et par dage i fuld firspring, ville vi tage en slappe-dag og bare tusse lidt rundt i kvarteret ved Trastevere. Vi havde kigget efter dyne alle steder tidligere – og hvad løb vi lige ind i rundt om hjørnet på Trastevere – En bod med dyner !!! Eller… i hvert fald vattæpper – dem der man også kan bruge som sengetæppe, der er bløde og store. Jeg var LYKKELIG ! Vi købte straks det sødeste tæppe – hvidt med gule blomster, og gik tilbage til værelset med det, inden vi drog videre.

Min italienske redningsmand =o)

Vi lagde hårdt ud med at fare total vild i området ved Trastevere. Eller.. fare vild og fare vild. Vi kom i hvert fald på afveje… og endte med at gå ad en “skummel” baggade, hvor der ikke var nogen mennesker, bare et par beskidte værksteder og en masse parkerede biler. Og kom ud under Porta Portese, hvor der hver søndag bliver afholdt landets største loppemarked. Det nåede vi dog ikke at opleve. Ikke den store ærgrelse, da det fremgår af bogen, at man ikke skal være klaustrofobisk for at være der, og at der vrimler med svindlere og lommetyve.

Porta Portese

Hvis vi ikke var kommet på afveje, havde vi ikke oplevet Santa Cecilia kirken. Aldrig har jeg set så skøn en kirke… eller.. jo.. altså.. elsker jo kirker. Der var kun os. Og en anden løssluppen turist. Det syns vi jo var dejligt, og undrede os ikke synderligt over det. Heller ikke at vi vadede lige ind i en messe. Rundt om alteret i kirken sad en præst i midten med en flok nonner uden om, og messede og sang. Det syns vi jo bare var hyggeligt. I sær nød vi at nyde kirken i fred, og følte vi havde fundet en kronjuvel, skjult fra andre turister. Det var først da messen var forbi, og en ældre nonne stod og bankede på ruden ved indgangen med en nøgle, for at fortælle os at vi nok skulle forlade stedet, at det gik op for os, det nok ikke havde været en god ide bare at gå ind. =o/ Den ældre Nonne fulgte os pænt til porten, med et blik der ikke indgød til velkommenhed. Hi.. Pinligt.. mest fedt !

Santa Cecilia under en messe.

Vi var noget ind til området, vi kendte fra tidligere, og det var blevet tid til drikkepause. På en lille brostensbelagt plads, uden for meget virvar, satte vi os på en meget lille restaurant/café med kun 4 borde udenfor. Er super glad for vi lige dumpede ned dér. Caféen hedder “Papa Re”, er ejet af Cosimo og drives tilsyneladende af ham og hans familie. Cosimo er en ældre herre, som jeg vil skyde på har været en rigtig italiensk stor-charmør i sine unge dage. For han havde ikke helt mistet evnen. Cosimo lagde omgående ud med at fortælle Niels, hvilket god smag og smuk kone han har. Han smilede og charmede på den søde måde, så han røg lige ind i vores hjerter.

Papa Re

Vi grinede og snakkede og hyggede og det endte med, at vi garanterede Cosimo, at vi kom igen dagen efter, og spiste til aftens hos ham.

Niels og Cosimo
Gade i det gamle Rom i området omkring Trastevere. Mere autentisk fås det vist ikke =o)

Der var et par steder omkring Trastevere, jeg gerne ville se, som jeg også fik overbevist Niels om, at han gerne ville =o) En af dem var Botanisk have, som lå i kvarteret. Troede det var sådan en lille let tilgængelig have. Men.. ak.. hvordan kan man dog overhovedet tro at noget i Rom er småt !? DUMT ! Det var en meget speciel botanisk have. Ikke som man forventer i Danmark. Meget af det var gigantiske palmer, buske og andre sjove ting. Meget særpræget, smukt og dejligt stille. Haven gav anledning til total afslapning. Også selvom der ved springvandet var et leben af – tror jeg – dagplejemødre med en masse små børn. Der var ingen hujen og hejen, bare stille leg og hygge. Orkede ikke at se hele haven, da jeg fandt ud af, hvor stor den var. Skulle bare lige se den kinesiske afdeling, der lå et stykke op ad en bakke (en bakke i Rom er som et bjerg i Danmark !) inden vi gik videre. Hold da ellers op. Jeg fattede ikke, om jeg så noget der var kinesisk eller ej, for jeg var alt for opslugt af udsigten på vej op. Og af de små søer eller bække eller hvad det var, med et mylder af haletudser ! Det var helt vildt så mange der var !

En LILLE del af “Orto Botanica”.

Haven appellerede helt klart til menneskets romantiske side. Så udover planterne blomstrede kærligheden også her ;o)

Kærlighed i “Orto Botanica” ;o)
Udsigt over Rom fra “Orto Botanica” var slående.

Jeg troede, jeg havde set den smukkeste udsigt i Rom. Jeg tog fejl.

Efter Haven skulle vi lige se Fonte Acqua Paola. Ifølge kortet lå det lige en spytklat fra haven og det var ingen sag at komme der til. Må for gud ved hvilken gang konstaterer – ROM ER STORT – så man skal ikke lade sig narre af de “små” afstande på et skide kort !

Ikke nok med turen var lang. Men det gik også OPAD. Siden Bali, har jeg fået trappetrinsfobi. Dem skulle vi op ad mange af. Efter vi havde besteget en vej, der gik nogenlunde lodret. Sådan føltes det i hvert fald. Følte mig som Rocky Balboa da jeg nåede toppen ! Og fandt ud af at det var al besværet værd. Hvilken overvældende udsigt. Fontænen kunne ikke vælte os omkuld – Den var ikke nær så flot som Fontana di Trevi. Men udsigten. DEN blæste os rundt !

Udsigtspost ved Fonte Acqua Paola

Ja ja… der var liiiige én ting til jeg bare MÅTTE se, inden vi skulle finde noget mad ( nåede vi aldrig =o/) Det lå liiige om hjørnet. Lærte det aldrig. Næh nej. Flere opstigninger. Kaffepause på en lille café for enden af “bakken”. Det var ved at være mørkt. Eller.. det var mørkt. Nu var vi nået så langt. (Kæft vi gik langt !) – så nå kunne vi lige så godt nå målet. Godt vi gjorde det. Endnu en overvældende oplevelse. Piazzale Giuseppe Garibaldi viste sig at være en endnu større udsigtspost en den ved fontænen tidligere. Her kunne man se udover hele Rom hele vejen rundt. Syrealistisk. Fuldstændig. Det var så storslået, så jeg ikke kan sætte ord på. At det var mørkt gjorde ikke oplevelsen mindre. Der var lys overalt.

Rom by night.

 

Monument af frihedskæmperen Giuseppe Garibaldi troner midt på pladsen.

Det endte med at vores slappe-af-dag blev endnu en dag med flere hundrede kilometers vandren rundt i Rom, hævede, ømme og trætte ben – på to meget lykkelige mennesker, der havde set endnu en masse ting, vi end ikke anede eksisterede. Godnat-drikkelsen tog vi på pladsen ved Sante Maria kirken, hvor vi var første dag. Vi sov rigtig godt den nat. Mig med min nye dyne =o)

Fredag d. 27.04.12

Det sidste vi havde sat os for at vi skulle se var Piazza Navona. En stor oval plads midt i centrum. Fuld af liv, turister, skole-elever, caféer, malere og tegnere, både karikatur og portræt-tegnere an mas, som havde turister i stolen til forevigelse – enten som “tegneserie-figurer” eller flotte portrætter. Pladsen har fået sin form efter “Domitians Stadion”, som blev opført i omkring 86 e.Kr., hvorpå pladsen senere er anlagt.

Navona

Piazza Navona med Flodernes fontæne i midten. Viser symbolsk de 4 verdensfloder – Nilen, Ganges, Donau og La Plata.
Gulerodskunst på Piazza Navona =o)

Fra dagbog sidste dag : Ingen af os har haft ondt i kroppen hele ugen. Jo.. “gå-ondt” som Niels kalder det =o) Smadret ben og fusser på den fede måde. Sidste aften i Rom. Forstår det slet ikke. Tid eksisterer ikke. Føler jeg er i en tidslomme, hvor alt bare sker uden tiden går. Vidunderlig følelse. Har levet præcis NU alle vores dage i Rom. Vi tog på jagt efter en italiensk sko-butik, som vi aldrig fandt. Vi endte helt over ved Peters Kirken. Til gengæld så vi en masse andre ting. Og jeg købte 12 halskæder i en lille bod. Både til mig selv og pigerne. De er meget smukke. Håndlavet italienske glashalskæder. Jeg måtte også købe mig et par billige sandaler. Mine fødder er helt ødelagte af at gå i mine flotte, men hårde Ilse Jacobsen sandaler.

Slumplads.
Mindevæg eller væg med bønner. Ved det ikke helt.
Vinhandel
De har sørme også sparepærer i Rom !
Og elartikler ! ;o)

Da vi måtte indse at gade, hvor sko-butikken ikke eksisterede, drak vi en øl og en caffe latte på en café, inden vi traskede tilbage til vores elskede kvarter omkring Trastevere. Selv om jeg tidligere havde sagt til Niels, at jeg ikke havde lyst til at gå nede langs flodbredden ved Tiberen, blev vi alligevel enige om, at gå langs floden tilbage – væk fra mennesker, trafik, butikker og larm. TAK Kæreste fordi du tog mig med. Det var begyndt at blive mørkt, og lysene tændtes langs broerne og alle steder i byen. Der var helt stille og stort set mennesketomt. Alligevel var der fuld af liv langs floden. Store fisk der plaskede rundt i vandkanten. Ænder, oddere, masser af rotter og flagermus. Og en ensom gamle hjemløs, som viste os “sin lille familie” – en andemor med 3 ællinger, som han hidkaldte ved at kalde på dem, og smide lidt af sit brød i vandet til dem.

Det er helt skørt, der er så rigt et dyreliv MIDT i en gigant by !
Tiberen by night.

Kan ikke mindes jeg har haft så skøn en følelse indeni. Føler mig fuld af kærlighed, glæde og taknemmelighed. Min følelse fra Bali af, at være præcis, hvor jeg skal være, er om muligt endnu større og mangfoldigt bekræftet. Niels og jeg har talt om, hvor vi var for år tilbage.. let til konflikter, vi forstod ikke hinanden, sårede hinanden og opførte os ofte respektløst overfor hinanden. Her i Rom har vi for første gang inderligt følt og mærket, hvor meget vi har rykket os. Hver for sig. Og sammen. Vi har aldrig været så tæt på hinanden, som vi er nu. Vi respekterer og forstår hinanden – ærligt og oprigtigt. Jeg er ikke ny-forelsket. Det er for overfladisk. Jeg føler en dyb, inderlig og smuk, nærmest højtidelig, kærlighed til Niels. Til Os. Til alt hvad vi gør og kan – bare vi er sammen. TAK Rom. Og TAK Gud – for mit liv og den indsigt jeg har fået.

Vi startede dagen inden sko-jagten med morgenmad hos vores to skønne piger fra “When in Rome”, til den hyggelig italienske verdensdebat fra de lokale stamkunder. Skråt over gaden fra cafeen, er der hver dag et lille lokalt marked fra tidligt morgen til kl. 14.00. Det nåede vi at se i dag. Der var alt hvad hjertet kan begære til det italienske køkken. Farverige boder fyldt med frisk frugt og grønt. Fiskeboder med blæksprutter i alle størrelser og “sø-uhyrer” smukt udstillet for potentielle kunder. Oste, skinker, pølser… i alle størrelser og farver. Der summede af livlig handel med de lokale, som var i gang med dagens indkøb.

Der var fisk vi ikke anede eksisterede.

 

Smukke indbydende farver =o)

Når vi er på ferie, ser vi ofte sådanne markeder i de små lokal-områder. Hver gang bliver vi vildt misundelige. Og føler lidt at Danmark er et fattigt land, fordi man skal til Århus el. KBH, hvis ikke man vil have “vakuumpakket” mad fra supermarkedet, der garanteret ikke kommer fra naturen, men er fabriksfremstillet. (Ok – måske lidt overdrevet – men man får i hvert fald ofte ikke følelsen af, det er mad, der er kræset om, som på de her små markeder.)

Vi har virkelig gået en million milliard kilometer i Rom. Godt trætte i benene – igen på den fede måde, glade og opfyldt af indtryk, fandt vi tilbage til vores gode ven fra i går. Vi havde jo lovet og komme tilbage og spise aftensmad der i dag. Der var ingen ledige pladser, da vi kom. Så vi gik lige rundt om hjørnet og fik lidt at drikke til der var et frit bord. Niels fik en frisk fisk, og jeg fik risotto med rejer. Det smagte fantastisk. Vi har også aftalt, at vi selvfølgelig skulle have italiensk rødvin vores sidste aften. Elsker det lille skønne sted.

Aftensmad hos Cosimo på Papa Re =o)<3

Ved siden af os sad et fransk par, som fortalte vi skulle passe på vores tasker. Jeg havde hængt min på stolen, som jeg altid gør. Kort før vi kom havde en dame fået stjålet sin taske præcis derfra, hvor vi sad nu. Det var gået så hurtigt at ingen opdagede det, før hun skulle have fat i den, og den var væk. Det er jo desværre bagsiden af medaljen i de fleste store byer – Tiggere, som vi mødte mange af og lomme- og tasketyve, som vi heldigvis ikke stiftede bekendtskab med. I Italien er det ikke deres landsmænd, der betler og bedrager, men ofte Rumænere og de her sigøjnere, som også svindler rundt i Danmark.

Niels aftalte med vores ven Cosimo, at vores kufferter må stå hos ham, når vi tjekker ud af hotellet i morgen lørdag – indtil vi skal af sted til lufthavnen kl. 16.00.

Nu sidder vi på vores morgencafe, som i løbet af dagen har ændret sig til en cocktailbar, og får en dagens sidste cappuccino og øl. Kl. er 00.35 og det er snart sengetid på vores sidste aften i Rom. Gid tiden stod stille. Aftenen er lun, stille og dejlig. Vi har været super heldige med vejret. Tirsdag + torsdag har været lidt overskyet og kølige. Men torsdag og fredag har solen skinnet højt og det har været fantastisk. Godt varmt uden at være ulideligt – Lige til kjole og korte ærmer. Heldigvis har vi som sagt til kl. 16.00 i morgen lørdag- inden vi drager mod Danmark. (Tror vi når hjem før vores postkort =o/)

Lørdag d. 28. April 2012

Sidste morgen i Rom. PIV – “Send flere penge Unger ! Vi vil ikke hjem !” Morgenmad hos pigerne, der ønskede os god rejse hjem og håbede vi kom igen. Derefter ned til Cosimo med vores kufferter. Hi.. han var lige stået op, da vi kom. Vi traskede lidt rundt på Trastevere – jeg shoppede lidt i boderne og fik min sidste italienske is for denne gang. Vi blev enige om, at tilbringe vores sidste kort tid ved floden, inden vi tog afskeds-kaffen hos Cosimo.

Floden var helt anderledes om dagen, når vejret var godt. Det var lige så fantastisk vejr, som de to foregående dage – nærmest varmere. Ved flodbredden lå folk og solede sig, som hvis vi er ved stranden. Der var folk der cyklede, løb, joggede, gik ture, eller bare sad og nød livet. Rom er bare en by, hvor man LEVER. Nyder og lever. Et sted man ikke har lyst til at forlade. En oplevelse der løfter livet.

Min elskede Kæreste ved floden. Til venstre i billedet kan man ane folk, der ligger og soler sig =o)

Det er præcis hvad denne rejse har gjort for os. Løftet livet. Løftet kærligheden. Til et højere, dybere sted. Rejsen, der fik nogle ting til at falde helt på plads. Rejsen, hvor vi fandt vejen frem. Sammen. En lige så personlig og udviklende rejse for mit kærlighedsliv, som Bali var for min personlige udvikling. En rejse der altid vil mærkes i mit hjerte og stå i min erindring, som starten på en helt ny kærlighedsrejse sammen gennem resten af livet.

Afsked med Rom – Vores kærlighedsby.

TAK KÆRESTE. FOR DIG. FOR OS. FOR KÆRLIGHEDEN. <3

Mols : Min nye kærlighed.

Mandag d. 21.05.12

Personalemøde på Brovejen kl. 16.45. Sluttede først ved 19.30 tiden. Derefter stik mod Mols – Ebeltoft =o)

Vi VILLE af sted mandag, trods møde og alt muligt andet. Det passede også fint, så vi startede tirsdag morgen på vores ferie, uden først at skulle køre en lang vej. Stakkels min kæreste. Det var en lang dag. Men han tog den i et langt træk, og nåede i mål ved 1- tiden om natten, som vi tilbragte på en skøn lille rasteplads tæt på campingpladsen, hvor vi skulle bo. (Man kan ikke tjekke ind om aftenen).

Nattens soveplads

Tirsdag d. 22.05.12

vågnede vi til det smukkeste solskinsvejr på vores hyggelige rasteplads på Mols. Uden at gøre så meget startede vi Futte, og kørte ned til Ebeltoft camping. Vi havde ikke reserveret plads, så vi var lidt spændt på, hvor og hvordan vi kom til at ligge. Det var heldigvis en rigtig rar campingchef, så vi fik en helt fantastisk smuk plads lige ved stranden og med udsigt over vandet. Ren sjæleføde.

Her bor Futte =o)
Futteudsigt.

Aften efter aften – Fantastisk solnedgang <3

Det eneste vi havde (eller.. jeg havde) aftalt vi skulle inden vi tog hjemmefra, var at se Ree Dyrepark og Skandinavisk dyrepark. Og vi havde hele ugen, så .. vi havde ikke travlt.

Vores første dag ville vi bare inspicere området – Tusse lidt rundt i byen, og se hvad de kunne byde på. Vi gik langs stranden mod byen. Og støtte ind i en fold med kameler *GG* Cirkus Dannebrog havde forestillinger onsdag og torsdag, så de var i fuld gang med at stille op. Min første følelse var den her barnlig begejstring for cirkus. Weee ! Klovne, artister, popkorn og…. dyr. Vi gik lidt rundt på pladsen og stødte videre på nogle emuer.. heste… zebraer…. og.. pludselig stod vi ansigt til ansigt med en elefant. Igen den her umiddelbare første barnlige reaktion… wauw hvor er den sød .. og stor ! Og .. iiiih.. jeg vil nusse og fodre og….. Den blev stille og roligt afløst af en overvældende tristhed. Hvad i alverden laver en elefant i et cirkus ??? Det er stik strid mod al sund fornuft at en elefant, skal stå midt inde i en by med en knap 2 meter kort lænke om foden, et sted, hvor alle mennesker kan komme hen til den. Uden vand. Uden bevægelsesmuligheder. Så langt fra dens naturlige omgivelser og helt alene. Det gjorde voldsomt ondt i hjertet, og jeg begyndte at græde. Kunne slet ikke have det. Vi stod længe ved Fante.. Gav den lidt frisk græs. Snakkede med hende. Mens vi spekulerede som rasende på, hvordan vi dog kunne redde hende fra hendes cirkushelvede.

Stakkels Fante =,o/

Vi sagde på gensyn til Fante, og blev enige om, at vi ville komme tilbage med friske æbler og gulerødder til hende. Vi fortsatte langs stranden. Om morgenen da vi kom kørende mod campingpladsen, havde vi set at der længere nede ad stranden stak nogle store master op, fra et tilsyneladende stort sejlskib. Vi havde snakket lidt om, at det jo nok var Fregatten Jylland. (Vi kan ikke gøre for det – vi kommer fra Lolland). Så der ville vi ned og kigge. Det blev til lidt mere end bare lige at kigge. For da vi først kom derned blev vi simpelthen nød til at gå ind og se det her fantastiske skib. Og det var det ! Helt fantastisk. Umiddelbart syner det ikke af så meget, når man står og kigger udefra.

Fregatten Jylland

Men inde på skibet.. på de 4 store dæk.. åbenbarede sig en for længst gangen tid.. Og det var ligesom at være der selv. Tilbage til slaget i 1864, hvor Fregatten bekæmpede svenskerne.

Der var over 40 kanoner fordelt på 3 dæk.
Der var rangorden på skibet. Matroserne sov som sild i en tønde. Officererne havde hver deres egen lille kahyt.

Det var en meget stor oplevelse, at gå rundt på Fregatten Jylland. Historien om skibet, er noget mere interessant og spændende i dag, end den var da man gik i skole ;o)

Vi ville op og kigge i byen, og så os lidt omkring efter, hvor det var smart at gå op. Igen dukkede der et nyt eventyr op. Midt i det hele – på den side af vejen, der lå op mod byen, lå der pludselig et stor rødt lokum. En gammelt forladt maltfabrik. Der var spærret af rundt om med hegn fra AO. Det plejer nu ikke at være nogen hindring. Vi ville ind og kigge, og det gjorde vi. Fedt fedt sted. Mærkelig sjove tavler med alle mulige knapper og måleting. Gamle elskabe og eltavler. Gamle rør, siloer, masser af rustent møg og bras. Grafitti over det hele, cigaretskodder, dåser og you name it. Lige et sted for os ! Det er fedest når man ikke må være der ! ;o) Vi var slet ikke i tvivl om, at der skulle vi tilbage og tage billeder !

Det lignede en blanding af en borg og en kirke. Viste sig at være en gammel Maltfabrik.

 

Ind kommer vi altid =o)

 

Manden først. Venter pænt på, der er fri adgang =o)

Hm.. gad vide om Madsen har lånt det til skrotopbevaring ;o)
Masser af gamle rør forbundet med siloerne.

Vi var helt oppe og ringe, da vi havde være på fabrikken. Kanon fedt sted til billeder. Der kom en dag i kalenderen til formålet.

Ebeltoft er en fantastisk by. Jeg kunne ikke helt slippe Fante i mine tanker, så jeg var nok ikke helt åbenhjertet. Men.. det er jo ikke byens skyld at Cirkus Dannebrog er dumme. Måtte lige tage mig sammen…. Det var blevet cafe latte og kold øl tid. Bag fabrikken kom vi lige op til centrum af Ebeltoft. Byen er meget lille, men utrolig hyggelig med en skøn stemning. Vi trådte lige ud til en café – perfekt. Som det nu hedder sig og bør med piger, skulle jeg jo selvfølgelig også lige ose lidt i butikkerne. Det blev til to par nye sandaler – af de sunde =o) Jeg blev meget fascineret af byens må butikker. Ikke noget turistjald overhovedet. Små kvalitetsbevidste butikker med skønne varer både til små og større penge. Mange små brugskunstbutikker med varer fra lokale kunstnere. Skønne skønne ting. Det er da godt min Kærste var med, ellers havde Dankortet da været slidt op på ingen tid.

<3

Det var blevet tid til at vende næsen mod Futte. Tingene begyndte at lukke, og vi ville nyde vores aften på campingpladsen. En lang skøn aften – ren mindfulness. Det var bare lidt svært at gå i seng ikk.. når man er sådan et dejligt sted. =o)

Onsdag d. 23.05.12

Program : Skandinavisk dyrepark. Og sikken en park. Vi havde bladret lidt i en pjece fra parken. Må sige parken var en hel del større end man havde indtryk af. Det kan godt være jyder er nogle rigtig bonderøve ;o) – men.. de har nogle misundelsesværdige kæmpe områder og en overvældende natur, som de virkelig formår at passe på og bevare. Dyreparken var slet ikke som man forestiller sig et så stort turistområde. Alt var holdt i helt naturlige forhold. Selv stederne hvor man kunne købe lidt at drikke og spise. Der var heller ikke de der vanvittige souvenirbutikker, som i princippet bare er en ren plastikpengemaskine. Men der var vildt meget plads til dyrene, som virkede til at have det rigtig godt. Jeg er altid fyldt med dobbeltmoral overfor alle former for dyr i fangeskab for menneskets fornøjelses skyld – jeg vil rigtig gerne se dyrene, men stritter samtidig i mod at de holdes i fangeskab. Fandens til moral. Bør jo så slet ikke gå i dyreparker ! Men jeg må sige, at de her formår at give dyrene nogle fantastiske forhold – Ligesom i Knuthenborg, kunne man se på dyrene at de trives.

Frokost med rådyrene. Det var så sjovt at sidde og kigge på de små, der spurtede ud i vandet og ind igen, og sprang rundt mellem de voksne og ville bare lege =o)

Der var en lille ting i dyreparken, der gjorde mig lidt trist. De har 3 storke, som er i en indhegning med netloft, så de ikke kan flyve, men publikum kan gå ind til dem. Det var selvfølgelig fascinerende at se storkene, men slet ikke rart at de ikke havde deres bevægelsesfrihed.

Det jeg absolut havde glædet mig allermest til i dyreparken, var at se den lille halvt år gamle isbjørneunge Siku. De har både brune bjørne og isbjørne i parken. Elsker bjørne. Kan blive helt opslugt bare af at observere deres adfærd. Så store dyr, der kan nogle bemærkelsesværdige ting. Vi gik gennem parken med Brune Bjørne på vejen over til Siku.

Dovner lige lidt her i varmen.

 

Kan da lige holde til at blive kølet lidt ned her.

 

Ham her tog en hel del af min tid. Han var vildt fascinerende. Han tog sten op af vandet. Spiste de små dyr og ting, der havde sat sig på stenen. Lagde den tilbage i vandet, så der igen kunne sætte sig ting på den. Og tog en ny. Med sine enorme labber. Utroligt den kan.

Vi var kæmpe heldige med Siku. En af hans 3 “mødre” fortalte, at han havde sovet hele dagen. Men nu var han fuld af spilopper. Han for rundt fuld af ballade. Kastede sig hen ad græsset, så han kurrede ned ad skrænten som i en rutsjebane. Hoppede rundt og havde det vildt sjovt. Siku havde to dage før fået nye ting på sin legeplads. 2 halvtagshuse. Og nogle store træstammer. De skulle undersøges. Grundigt !

Hm.. hvad er mon lige det for en tingest…..
Den er vist ikke farlig….

 

Kan i finde mig …. ?

 

Weeee …! Er livet ikke herligt ! =o)

Sikus mor ville ikke tage sig af ham, da han blev født. Så manden der ejer parken, tog den lille isbjørneunge under sine vinger. Han gav den sutteflaske dag og nat hver 3. time, Siku sov i hans seng, og han havde hele tiden et menneske hos sig. Samtidig blev der bygget et anlæg kun til Siku, hvor han nu er i – 6 måneder gammel.  Der er stadig mennesker hos Siku døgnet rundt. Siku har 3 “mødre” som skiftes til at passe på ham. I starten var de helt tæt på Siku. Stille og roligt fjernede de sig fysisk fra ham. Nu står de på den anden side af Sikus indhegning, men han ved de er der. Han er nød til at blive vænnet fra, at have menneskelig fysisk kontakt. De skal lære ham, at være en rigtig isbjørn til han, når han er 2 år, skal over i det store anlæg til sin mor og de andre isbjørne.

Siku betyder “havis”. Navnet er meget velovervejet, for Siku er ambassadør for sine artsfæller på Arktis. I kan læse rigtig mange spændende ting om Siku her : http://www.skandinaviskdyrepark.dk/index.dsp?area=388

Vi var i dyreparken til de lukkede. Kunne slet ikke løsrive os derfra.

Tilbage i Ebeltoft gik vi i Føtex og købte æbler og gulerødder til Fante. Igen i dag stod hun ud til stranden med sin korte fodlænke. Stadig uden vand. Hun blev helt vildt glad for sit guf.

Fante blev rigtig glad for sine æbler og gulerødder.

Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde en del, jeg skulle undersøge, når vi kom hjem. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, det er tilladt at have dyr på den måde. I sommersæsonen tilbringer denne skønne hunelefant, hele sit liv i en transportvogn på landevejene, hvor hun ikke kan røre sig. Eller i en kort lænke, hvor hun heller ikke kan røre sig. Det kan umuligt være lovligt.

Aftenen gik med at ordne fødder i det fri. Dagen sluttede med endnu en skøn aften på campingpladsen beriget med smuk solnedgang.

Klarede det på normal vis med en balje.
Niels valgte at ordne det på stranden. Tosse <3<3<3

Torsdag d. 24. maj 2012

Så blev det fotodag. Morgenen var præget af den her iver og sommerfugle i maven, som vi altid har når vi skal ud og tage billeder. Vi brugte lidt tid på at finde ud af, hvad vi skulle bruge, inden vi startede Futte og kørte til Malt-fabrikken. Akkompagneret af masser af smøger, underberg og adrenalin fik vi taget en masse fede billeder, uden at blive forstyrret af nogen eller noget. Vi får det lige som trætte på en fed måde og kåde teenagere, når vi har lavet en fotoseance. Det er en fed følelse.

Efter nogle timers hårdt arbejde var vi tilfredse og mente bestemt vi havde fortjent et cafébesøg.

Skål Kærste =o)

Mens vi sad der og slappede af efter en sej indsats, blev jeg da i shoppingmode. Fik købt noget dejligt tøj, lidt gaver og andre småting. Molboerne er nogle skønne mennesker. Imødekommende og meget snaksalige. Vi fik hurtigt nogle nye “venner” i butikkerne =o) Man bliver sulten af at shoppe og klokken var blevet mange. Vi spiste til aftens i den hyggeligste lille gård med flere caféer og restauranter, inden vi tog tilbage for at nyde aftenen på de sædvanlige pladser med den altid gode udsigt. Inden var vi selvfølgelig forbi og tage afsked med Fante, som skulle videre efter den sidste forestilling. Piv.. =ó/ Denne aften bød på noget helt særligt. Har i nogen sinde set en rød månenedgang ? Vi var så opslugt af det, så vi slet ikke fik taget billeder.

Fredag d. 25.05.12

Jeg fik “strawberry” på min morgenmad. Aftenen forinden havde min Kærste fortalt, hvorfor det hedder strawberry på engelsk. I gamle dage gik de unge forelskede ud i skoven, hvor der voksede vilde skovjordbær. Her plukkede drengen jordbær til sin elskede, trak dem på et strå, så hun kunne spise dem uden af få saft på hænderne, og gav hende dem som en kærlighedserklæring =,o) Det fik jeg af min kæreste. En Strawberry-erklæring =,o) <3

Kærlighedsstrawberry <3

Vi nød vores morgener i Ebeltoft lige så meget som vi nød aftenerne. Der var så fredeligt og så … ja.. ord føles så utilstrækkelige nogle gange. Det havde “væltet” ned med grankogler fra træerne på campingpladsen. Det virkede helt ufarligt og gav bare nogle høje bump engang imellem. Denne morgen landede der en lige oveni midt hoved. Vi grinede og grinede. Aftenen inden havde Niels siddet og tænkt over, at sandsynligheden for at blive ramt af en kogle var ekstremt lille. Hvis man altså ikke lige er mig. Vi havde også samlet kogler til at tage med hjem – de var rigtig flotte og dekorative. Måtte bare lige slå min kæreste tilbage i koglekrig, fordi han ville stjæle mine – de var nemlig flottere end hans ! Vi lavede også grantræsfotokamp. Min kloge kæreste ved en hel masse om grantræer og han- og hunblomster og om hvordan de gør og de flyver og alt sådan noget, som absolut ikke er for blonde piger ! Men spændende og flot – det var det. Tror vi har en milliard billeder af grantræer. De kommer her….

De lange hvide hanblomster.
De smukke gule hunblomster.

Jeg vandt. Jeg tog flest. Skal nok skåne jer for alle mine granbilleder ;o)

I dag skulle vi til Ree dyrepark. Det var godt nok en noget anderledes oplevelse end Skandinavisk dyrepark. Tror at alle Jyllands dagplejemødre, vuggestuer, børnehaver og ældrecentre var samlet lige præcis i Ree dyrepark. Udover alle de der støjende og gangbesværet besøgende, vrimlede det med personale med Ree-dyrepark på ryggen, et stort smil, og klar med en god historie eller en venligt svar. Helt igennem turistet. Det var rigtig morsomt. Når man kom lidt væk fra alle menneskerne, som var meget centreret omkring indgangspartiet, hvor der var stor souvenirbutik, café og andre ting, var der nu helt rart alligevel. Vi startede på abe-øen, hvor lemurerne løb frit som i Knuthenborg. De havde tilsyneladende lige fået unger, som sprang rundt og legede og drillede deres mødre. De var vildt søde og utrolige smidige og præcise.

En af de voksne var vist blevet tørstig og mente den kunne få en tår vand af os. Desværre var der prop på, så den opgav =o)
Der var også pelikaner på abeøen. De var sjove men er du gal hvor de stank.!

Det fremgik af programmet, at der skulle være fugleopvisning. Det ville vi gerne se. Det første vi skulle se og høre om, var en ugle – Andrea, som vi hørte en masse ting om. Pludselig spurgte dyrepasseren, om der var en der ville prøve at holde Andrea. Min hånd røg i vejret som et lyn – fuldstændig ligeglad med alle ungerne. JEG ville holde Andrea.. og det fik jeg lov til =o) Wooow det var vildt !

Andrea og mig – best friends forever <3

Der kom også løbeænder og kalkuner på “scenen”. Showet blev rundet af med.. intet mindre end en havørn. Uovertruffent rovdyr. Selvom den kun var en unge, havde den et enormt vingefang, og det der rigtige rovdyrblik. Man kunne både høre og mærke suset, når den fløj hen over hovedet på publikum. Og den var fuldstændig sin egen herre.

Ærefrygtindgydende.

Ree dyrepark er nu alligevel hyggelig. Og enorm ! Man skal også lige huske at der er bakker i Jylland – ellers skal benene nok fortælle det er uvant. Men smukt var det, og jeg tror dyrene havde det godt. De så i hvert fald sådan ud.

Lørdag d. 26. maj 2012

Udover dyreparkerne havde vi også besluttet hjemmefra, at vi rigtig gerne ville se Hvidsten kro. Vi var blevet meget berørt af filmen “Hvidstensgruppen”, og ville gerne se stedet. Hvidsten kro ligger ved Randers. Knap en times kørsel fra Ebeltoft. Turen dertil, var en oplevelse i sig selv. I Ebeltoft by havde vi set en lille bitte udstilling af nogle keramikdamer, som kom fra et galleri, der lå ved Mols bjerge. Det ville vi besøge på vejen. Sikken en natur. Mols Bjerge. Det er ren Morten Korch. Det kunne lige så godt have været i et andet land. Anede ikke der kunne se sådan ud i Danmark. Blev helt overrumplet. Det gjorde vi begge.

Mols bjerge.
Ren idyl.

Vi fandt galleriet med de smukke keramik-kvinder. Det var kunstneren selv der passede galleriet, mens hun arbejdede med nogle krus. Hun laver nogle fantastiske ting. Desværre var de her damer vi havde forelsket sig i temmelig peberet. 4.500 kr. Så vi nøjes med at købe en bog og et krus. Og faldt i snak med kunstneren. Niels spurgte om det var okay han tog nogle billeder af hendes kunst. Det måtte vi gerne. Hun fortalte, at hun havde et hængeparti, med nogle billeder der skulle tages netop af sine damer, til en der var interesseret i at formidle og sælge hendes kunst for hende. Så.. kække lille mig… “Dem kan min kæreste da bare tage for dig ! Han er en kæmpe dygtig fotograf, og tager selv billeder derhjemme af vores varer !” hm.. Stakkels Niels. Undskyld Kærste. Men.. han tog billederne for hende. Hun ville give os et af sine krus for hjælpen. Det ville vi ikke. Vi vil hellere handle en dame med hende. Nu har han lavet dem til hende, og sendt dem på mail, så nu må vi se, hvad hun siger til det.

Ynglingskeramikpige =o)

Hvidstens kro er præcis, som man ser den i filmen. Vi fik en meget højtidelig stemning og følelse, da vi stod foran kroen. Vi var helt stille og vidste slet ikke hvor vi skulle gøre af os selv. Det var jo ikke et sted man sådan bare kunne gå ind… tænkte vi. Vi var alt for ydmyg til bare at vade ind. Længe havde vi stået og kigget, og set flere mennesker gå ud og ind af kroen. Så vi samlede mod, og gik ind ad døren. Det var som at komme over hundrede år tilbage i tiden. Alt så ud præcis som dengang. Lavt til loftet. Billederne, farverne, nipsting.. alt.. var fra fortiden. Vi havde forinden talt om, at det garanteret ikke engang var til at få en kop kaffe – og at der nok skulle reserveres bord flere måneder i forvejen. Der var mennesker der sad og spiste. Men ikke mange. Der var ikke fyldt. Ydmygt listede vi rundt og kiggede. Vi spurgte en ung servitrice iført en af dagtidens kjoler, om det var i orden vi tog nogle billeder. Det var det. Gangen vi først var trådt ind i var meget lille. Der gik til begge sider døre ind til – til højre en stor stue og til venstre først en mindre mellemgang, hvor der var et langt plankebord, som førte ind til en mindre spisestue. Det var fuldstændig indrettet som et hjem. Det kan slet ikke beskrives – det skal opleves. Nu vi var der, kunne vi lige så godt spørge om vi måtte købe en kop kaffe og en øl. Det kunne til vores store overraskelse sagtens lade sig gøre. Det er længe siden, jeg har følt mig så ydmyg og siddet overfor noget der føltes så stort.

Længere ned ad vejen var vi ned og se mindestenen, med navnene på dem der blev henrettet dengang

 

I kroens meget store have stod en mindesten for Marius Fiil.

Efter den oplevelse var vi helt opstemte. Vi satte kurs tilbage mod Ebeltoft. Vi ville spise til aftens på en rigtig hyggelig italiensk restaurant vi havde set i samme gård, som jeg tidligere har omtalt. Vores sidste aften skulle vi naturligvis også have rødvin til maden, som var pragtfuld ! Til forret fik vi bruchetta. Har aldrig smagt så lækker en bruchetta. Vi fik “hemmeligheden” bag gennem servitricen ;o) Til hovedret fik min kæreste fisk og jeg fik pasta. Overdådigt lækkert. Vi var proppet bagefter.

Vejret var skønt. Maden formidabel. Personalet eminent. Perfekt sted at slutte vores besøg i Ebeltoft.

Vi tog resten af vinen fra maden med hjem til campingpladsen. Vi havde slet ikke lyst til at dagen skulle ende. Ferien var på sit sidste, og dagen efter ville turen gå til Lolland. Det var virkelig svært at tage afsked med Ebeltoft.

Vores dage sammen havde været lige så skønne som i Rom. Vi havde pjattet, grinet, oplevet en masse ting og ladt kærligheden flyde. TAK Kærste. For endnu en mindeværdig ferie. Elsker dig. Ubeskriveligt højt <3

Søndag morgen kl. 9.00 “fløj” vi over Kattegat med en af de nye hurtig-katamaran-færger. Vildt så meget kraft den har i sig ! Fed fed oplevelse. Ikke engang en time – så var vi på Sjælland !

PS.: Jeg har skrevet til Dyrenes beskyttelse og WSPA efter vi er kommet hjem. Og min kæreste har fundet en masse lovstof og artikler på nettet om cirkuselefanter. Næste step er at anmelde Cirkus Dannebrog til det lokale politi i den by de er i. Der er ingen tvivl om, at det de gør med Fante er ulovligt. Vi håber og beder til, hun kommer et andet sted hen, og nyde sit otium.

Paris – byernes by.

Mandag d. 03.09.2012

Paris er en helt fantastisk smuk by. Masser af kultur, miljø, arkitektur og skønhed. Ikke mindst et kæmpe café-liv. Lige mig. ! Kunne bosætte mig på en café ! ;o) Som i mange andre stor-byer, bliver man også i Paris overrasket over, hvor forskellige Paris´ kvarterer og områder er. De har alle hver deres charme, hver deres miljø, hver deres “emne”.

De har alle deres verdens-kendte attraktioner : Eiffeltårnet, Louvre, Notre Dame, Sacre Coeur i Montmartre-området, Moulin Rouge, Triumfbuen – vi kender dem alle. Og vi så dem alle. Desværre var der en hulens masse andre mennesker end os, der også gerne ville se disse skønheder. Vidste selvfølgelig godt hjemmefra, at der kan være folkemængder omkring de berømte turist-attraktioner – vi kender det jo fra Rom, Prag, Amsterdam osv. Men… I SÅ store mængder – uden for sæsonen – kom lidt bag på mig. Vi var ikke inde i Louvre, heller ikke oppe i Eifeltårnet. Vores tur var simpelthen for kort, til at bruge en halv dag i en kø. Området under de 4 tårn-ben var sort af mennesker. Der var 3 stk. kilometer lange køer.

Torsdag d. 23. august 2012

Ankom vi sidst på eftermiddagen til Charles de Gaulle lufthavn 45 km nordøst for Paris. Allerede i toget til byen, fik jeg min første “hjerneblødning”. Lige inde i togvognen, sad der på hver side af gangen nogle gamle tanter, som havde klumpet deres kufferter sammen på gangen, hvor man skulle gå. Da vi kom ind og stoppede for deres happengut, gloede de bare hjælpeløst på os, uden at kunne drømme om, at flytte deres lort, så man kunne komme igennem. Det endte med jeg som en bulldozer bragede igennem kufferter og tanter, trækkene med min egen kuffert hen over bunken af deres, jokkene på fødder og ting – og jeg var pisse ligeglad. Fik vist jokket en af tanterne temmelig hårdt over foden – Hun jamrede sig i hvert fald højlydt. Toget var overproppet med ildelugtende, masende mennesker – Turen var et rent helvede.

Vi havde booket værelse på et lille intimt hotel i Latiner-kvarteret. Og vi stod af på den tætteste station vi kunne komme. Hvilket var lige ved Notre Dame. Så mit humør blev straks bedre, af den udsigt vi steg op af undergrunden til =o) Vi var lidt trætte, så inden vi fortsatte til fods til hotellet, slog vi os ned på en cafe med udsigt til Seinen og Notre Dame. Her blev vi som det første irettesat af en emsig tjener, for at have stillet vores kufferter et sted, hvor de tilsyneladende ikke måttet stå. Nåh… never mind. Jeg var cappuccino – tørstig og trængte til at samle mig lidt ovenpå togturen. Da vi fik regningen, for en cappuccino og en espresso, vidste vi ikke om vi skulle grine eller græde. Paris er hardcore pebrede ! To stk drikkevarer koster det samme som en 3-retters menu i Danmark !!! (i hvert fald næsten ). På traskeben til hotellet. I en – synes jeg – uendelig lang opadgående bakke-tur. Var vildt tøsefornærmet, da vi nåede hotellet, over den “hårde” rejse til Paris.

Blødte lidt op, da jeg så vores hotel. Et lille hyggeligt, intimt hotel midt i Latinerkvarteret på én af Paris´ ældste gader : Rue Mouffetard. Værelset var så hyggeligt, udsigten storslået – Til det autentiske Paris´ baggårde og toppen af Panthéon-kirken.

Vi fik hurtigt pakket ud, og fundet os til rette – Og så ud og inspicere området. Vi var blevet sultne og fandt en lille hyggelig restaurant i vores kvarter, hvor vi fik noget tvivlsom aftensmad. Nej – Min kærste fik en udmærket fisk. Jeg fik et eller andet meget tyndt stykke kød ala snitzel, med garniture til, der ikke lige faldt i min smag. Men stemningen og tjeneren kompenserede ganske enkelt for maden, med den venlige, smilende betjening, hyggen, den lune aften – ja. Vi var jo kommet til Paris. =o)

Vi sov forrygende den første nat. Der var helt stille, sengen var dejlig og der var dyne ! =o)

Fredag d. 24. august 2012

Første dag i byernes by. Vi havde programsat dagen med Notre Dame, Sacre Coeur og Montmartre. Start : dagens benzin – kaffe og morgenmad. Morgenmad var straks værre. Det er ikke det de bruger mest på caféerne i Paris. Men vi fandt da et hyggeligt lille sted, hvor man kunne få en cappuccino og en croissant.

Derefter gik vi stort set samme vej, hvorfra vi var kommet i går, til Notre Dame. Hvilken pragtfuld bygsningsværk. Røg helt i Disney-mode og følte mig som Esmaralda. Ventede bare på at Quasimodo kom springende ud af en af tårnene ! =o) Katedralen er overalt dekoreret med små finurligheder. Ønsker ofte, når jeg står foran sådan et menneskeskabt værk, at jeg kunne have været vidne til dens oprindelse. Hvilket kæmpe arbejde, der ligger i sådan en bygning. Alle de mennesker der har lagt hænder til, lige fra de store sten, til de små finesser.

Knap henne ved kirken stod en mand og fodrede små fugle. Med hænderne – Altså – de spiste af hans hånd ! Det fascinerede mig helt vildt. Der var ikke blot en eller to fugle. Der var MANGE – Og de sad og spiste af hans hånd ! Jeg må ha glanet meget, for pludselig vinkede han mig hen til sig. Gav mig lidt brød i hånden, viste mig hvordan jeg skulle holde det med 3 fingre, og så bare holde hånden op i luften. Og så var det mig, der stod der med fugle på hånden ! Hi hi.. det var kæmpe sejt !

Det vrimlede med mennesker på pladsen foran Notre Dame. Og køen virkede uendelig. Men jeg VILLE ind og se den. Det gik forbavsende hurtigt – Troede det var lidt som Peters kirken i Rom, hvor man skulle gennem sikkerhedskontrol og alt muligt. Sådan var det ikke. Der var gratis adgang og man kunne bare gå ind. Eller. Der stod en “vagt” i døren, som lige tjekkede de mest mistænksomme tasker. Notre Dame var lige så fantastisk indeni som udenpå. Og som i alle andre kirker jeg besøger, tændte jeg lys vores kære afdøde.

In love in Notre Dame.

Efter Notre Dame satte vi kurs mod Sacre Coeur og Montmartre. Vi skulle en del opad. Skørt at der kan være så store højdeforskelle i en by. Op og ned – og der var langt begge veje. Sacre Coeur er lige så overvældende som Notre Dame. Her er det også omgivelserne der imponerer. Pludselig dukker kirken op, på toppen af en høj bakke, som virker ubestigelig. Med lidt målrettethed og ihærdighed lukkedes det os, at nå toppen. Sikken en udsigt der åbenbarede sig for os ! Det var desværre ikke tilladt, at tage billeder i kirken. Den er meget meget smuk. Bag Sacre Coeur ligger Montmartre. Det var tid til cafépause. Det begyndte at små-regne mens vi gik i de små gader på Montmartre. Vi købte et par billige regnfrakker i en souvenirbutik, og fortsatte om til pladsen, hvor alle malerne sidder. Der er ikke meget kunstmaleri tilbage på Montmartre. Stort set alle – og der er mange – der sidder der og maler, maler portrætter af turisterne. Lidt skuffende. Det var meget god timing med regnen, for vi var blevet sultne – det var ogs ved at være aftensspisetid. Udendørs stadig i tørvejr spiste vi, og da vi var færdige, var det klaret op igen. =o)

Syd for Montmartre ligger området Pigalle, hvor Moulin Rouge også befinder sig. Det er nok det tætteste, man kommer på “Red light district” i Paris =o) Masser af sexbutikker, biografer og klubber. Dog så man ingen prostituerede. På vej der til, fik jeg lidt af et chok. Vi skulle ned ad en trappe, forbi et hus, der var godt pakket ind i grafitti. Øverst på muren sad en mand ! Eller.. det viste sig at være en dukke. Men det var så livagtigt, så jeg havde set i øjnene, at NU blev jeg overfaldet af en Spiderman med ikke gode intentioner !

Bemærk den røde ring

Det var blevet aften, og vi havde efterhånden gået temmelig langt. Vi blev enige om, at tage Metroen tilbage. Der var mange mennesker med, så vi stod allerede af ved Louvre. Louvre stod først på programmet til lørdag, men nu var vi her, og kunne lige så godt gå derover. Det var en meget speciel og højtidelig oplevelse. Louvre er ENORM – både bygningerne og området omkring virker uendelig. Pladsen om aftenen er helt anderledes end om dagen (fandt jeg ud af). Alt var badet i lys. Der var stadig fuld af mennesker, som havde masser af tid, og bare hyggede sig. Fra pladsen foran Louvre, kunne vi se Eiffeltårnet med lys i. Det var fantastisk smukt. Vi satte os lidt på kanten mod parken, med udsigt mod Eiffeltårnet, og nød mørket og roen sænke sig over vores anden aften i Paris.

Lørdag d. 25. august 2012

Programmet stod på .. endnu en kæmpe lang gåtur. Selvom mine fødder var smadret af vabler fra dagen i forvejen VILLE jeg går. Det er skægt nok at køre Metro – når der vel at mærke ikke er overproppet. Man ser bare så meget mere, når man går. Vi gik på kompromis, og blev enige om at gå så meget som muligt, og tage Metroen, når det var hensigtsmæssigt.

Først til Louvre. Vi tog Metroen fra vores kvarter, og stod af samme sted som aftenen i forvejen. På vejen købte vi lidt morgenguf, som vi ville spise i parken ved Louvre. Der var en milliard mennesker. Knap så stille som aftenen i forvejen. Men stadig utrolig smukt. Vejret var skønt, og kastede lidt glamour over stedet. Vi vidste allerede hjemmefra, vi ikke ville ind og se det gigantiske museum. Det tager ganske enkelt en hel dag i sig selv, og så har man alligevel ikke set det hele. Og årstiden var stadig til en enorm kø, foran indgangen. Jeg er inkarneret Dan Brown fan, og søgte straks efter genkendelse fra “Da Vinci mysteriet”. Det skulle da også lige være dét, der kunne blive årsag til, hvis jeg en dag gerne vil ind i museet. Louvre er som nævnt ENORM – også om dagen. Og der vrimler med mennesker. Fredag var vi stødt på en del “betlere”, der tiggede om et par håndører. I dag blev vi overrendt af mørke mænd, der ville sælge os noget af deres turist-tjald – små plastik-eiffeltårne, kopi-tørklæder, kopi-ure og andet fis. De var meget insisterende og mange havde svært ved at fatte en afvisning. Det gjorde ikke sagen bedre, at hvor vi troede, vi havde fundet en lille plads, hvor vi kunne nyde vores morgenmad, sad et par fædre med nogle pisse uvorne møgknægte, der fandt det dybt morsomt og underholdende at sparke efter duerne og andre små-fugle. OG en af de ligeså pisse irriterende fædre, skulle handle med en af de mørke skraldsælgere LIGE foran os, hvor vi sad. Ikke bare foran – men nærmest på skødet af os. Det var turens 2. hjerneblødning. Reddet af min umenneskeligt tolerante kærste, satte vi os, hvor vi havde siddet om aftenen, med udsigt til Eiffeltårnet, og fik stort set lov at være i fred =o) Her blev vi underholdt af en meget talende ravn, små søde fugle og et par duer, som jeg delte min mad med. Fra Louvre kan man se hele vejen ned gennem parken Jardins des Tuileries til Truimfbuen, delt cirka midt på af Place de la Concorde. Hele området er ubeskriveligt. Kæmpe stort. Og kæmpe smukt. Vi gik gennem parken med hold på en cafe midt i parken med grinagtige priser, men skøn udsigt til en lille sø. Fortsatte ned til Concorde-pladsen, som med alt andet i Paris, er overvældende. Alt er bare så stort !

Place de la Concorde
Springvandet midt på Concorde-pladsen.

Jeg skulle selvfølgelig hen i Paris´ dyreste shopping-gade : Avenue Montaigne – en sidegade til Champs-elysées. Fra Concorde-pladsen kunne vi se taget af en stor bygning, vi blev nysgerrige på. Så vi gik ned omkring floden for at se, hvad det var – det var samme retning som shopping-land. Igen dukkede der de smukkeste bygninger op – To store udstillingssteder : Grand Palais og Petit Palais. Og det lignede virkelig paladser. Er sikker på der bor en ørkenprins med hele sit harem ! I virkeligheden er der forskellig udstillinger.

Gran Palais
Petit Palais

På siden af Gran Palais stod en kæmpe port åben, som blev overvåget af en vagt. Vi må have set meget nysgerrige ud, for han viste os hel hen til åbningen – her til måtte vi gå – og ikke længere. Han var vældig flink =o) Det lignede et hemmeligt laboratorium, hvor man forsker i jordens undergang og var ved at bygge de her arker, som livet skal overleve på ( hvis man har penge nok ) når jorden bliver oversvømmet af Tsunamier fordi jordskorpen rykker sig. (Har lige set filmen 2012).

Kan i ikke se det da ? Det ER et hemmeligt laboratorium !

Da vi nåede Avenue Montaigne var det café-tid. Vi fandt et lille hyggeligt sted på en sidegade, godt hjulpet på vej af en fransk vagtmand. Jeg fik tiramishu til min Cappuccino og min kærste fik vist en lille øl. Vi væltede fuldstændig af grin, da vi fik regningen. Det kostede næsten det samme som en Prada taske. Tænk sig de kan have de priser uden at fortrække en mine ! Avenue Montaigne er ren slaraffenland for designerfreaks. Channel, Gucci, Prada, Dior, Jimmy Choo, Versage – you name it. De var der alle som en. Nej – Ikke Louis Vutton. De har deres gigant butik et andet sted i Paris. Jeg kiggede efter en ny taske (ja ja – ikke et ord fra nogen tak ! ;o) ) – men kunne ikke rigtig finde det helt rigtige. Og så er jeg en kæmpe snob ! Vil helst ikke indrømme det. Men at stå side om side med 30 kinøjsere og tørklædeklædte kvinder tog lidt lysten fra mig til at handle. Hold da kæft hvor de bare aser og maser og fylder og larmer ! Kunne slet ikke nyde stedet ! Og de var i stort set alle butikkerne.

Vi fortsatte op på Chams-elysées. Her var om muligt vildere end i butikkerne på Avenue Montaigne – Det gad vi ikke. I stedet gik vi ad de mindre gader mod Eiffeltårnet. DET var rigtig hyggeligt, og langt fra det meget turistede Paris.

Eiffeltårnet var en stor oplevelse. Det er en smule galmandsværk – men for fanden det er fantastisk. Helt vildt stort. Nittet sammen. Bliver nød til at se en film om, hvordan tårnet er lavet. Paris´ varemærke. Forstår det ikke helt. De har så meget andet smukt at byde på, og masser af storartet udsigtssteder. Så hvorfor Eiffeltårnet. Det har i princippet ingen funktion udover at være udsigtspost. Selvfølgelig er det storslået. Det konflikter bare lidt i mit hoved. Og selvom der ikke havde været en millard mennesker der skulle op i tårnet, var der ikke 10 vilde heste, der fik mig derop ! Fuck det er højt ! Det var ved at være spisetid. Menúen stod på Burgere og cola. Det kan ikke blive fjernere fra min kærstes normale spisevaner =o) Mætte blev vi. Og det var rigtig hyggeligt =o) Det var blevet tid til, at finde tilbage til Latinerkvarteret. Vi havde stadig mod på at gå lidt mere, så det gjorde vi. Jeg havde læst i vores “Turen går til Paris”, at der skulle være et område, der var ren Paradis for Homoseksuelle. Det ville vi se, om vi kunne finde på tilbagevejen. Vi gik efter de i bogen nævnte gader. Da vi fandt dem, blev jeg først temmelig skuffet. Kunne da ikke få øje på en eneste bøsse – skimtede lige et par, der så mistænkeligt bøssede ud. Havde sgu da bare forventet at se dem i hobevis. Altså – sådan rigtigt offentlig bøssekærester. Og så var der tilsyneladende bare mennesketomt.

Lige pludselig uden varsel befandt vi os i Homo-paradis ! Caféer, restauranter, klubber proppet til randen med Bøsser ! Har aldrig set så mange bøsser på én gang i hele mit liv ! (Har desværre aldrig set Gay-parade). Jeg var henrykt ! De sad parvis, åbenlyst forelsket, helt naturligt – Og det var bare så henrivende at se. Bøsser er langt mere følsomme og blive end os Heteroseksuelle. Kender ikke nogen der kan se mere henført på hinanden end bøsser. Måtte bare finde en stol på en af caféerne og nyde synet til en cappuccino. Hi… lige ved siden af os, sad en mand, der tydeligvis ventede på sin date. Det var som at se en genert teenager, da daten endelig dukkede op. Han var lidt forsinket, og undskyldte meget. Jeg kunne ikke helt lure, om de kendte hinanden i forvejen eller det var første date. Den ventende “han” virkede meget nervøs. Det var så sødt. Hi.. det var vildt underligt, at det nu var min flotte kærste der blev kigget langt efter. Det gjorde ham lidt forlegen – men han var tryg, så længe vi holdt i hånd. Sorry venner. Men han er altså min =o)

På café i Homoland =o) Vi ville ikke tage billeder dér – det kunne virke stødende på dem. Syns de skal have lov at være sig selv og i fred for nysgerrige turisters blitzen =o)

Klokken var endnu engang blevet temmelig sen. Kunne ikke helt løsrive mig fra Bøsse-land, men men. Vi tog den første Metro vi mødte tilbage til Latinerkvarteret og vores skønne hotel. Igen fuldstændig ro – Og endnu en dejlig nattesøvn.

Af hvad jeg har set i Paris, er Latiner-kvarteret det absolut hyggeligste sted. Og det ældste. Vi ville også gerne nå at se den store banegård Gare de Nord. Inden vi gik i Pantehon, som viste sig at være et mausoleum, skulle vi lige have morgenkaffen. Der er seriøst caféer alle vegne i Paris. Også lige foran Pantheon, så man kunne sidde og glæde sig til at komme ind og kigge. Tjeneren her var ikke nogen god oplevelse. Møg arrogant og tilsyneladende tøsefornærmet på os af uforklarlige årsager. Vi talte om, at det nok skyldtes, at franskmændene har nogle ret skrappe “Emma Gad” tilgange til pli. Man sætter sig f.eks. ikke bare ved et bord på en café, men venter pænt på at få et anvist af tjeneren. Jeg plumper jo bare ned på det bedste ledige bord, jeg kan finde. Møg uforskammet. Han kunne nu ikke ødelægge vores gode humør. ( Og nej – denne gang fik jeg ikke en hjerneblødning ;o) )

Pantheon var en kæmpe oplevelse. Meget anderledes end noget andet kirkeligt jeg har set. Det var en hyldest til store filosoffer, forfattere og andre der var stedt til hvile i krypter i Pantheons kæmpemæssige kælderen. Et helt fantastisk sted smukt udsmykket med store malerier og skulpturer. Midt i Pantheon hang et kæmpemæssigt pendul. Vi kunne ikke helt lure, hvad det gik ud på – Men var enige om, at det var ret spændende at tænke på, hvor længe det kunne holde sig i gang. Det viser sig at symboliserer jordens rotation. Her er hvad jeg kort kunne finde om det : “I 1851 demonstrerede fysikeren Léon Foucault rotation af jorden, ved at konstruere en 67 meter pendul under den centrale kuppel” (Forkortet af dårligt oversat afsnit af Google translate) Se mere her : http://www.pantheonparis.com/history

Kælderen med alle krypterne var enorm. Der herskede en nærmest højtidelig stemning (som vi hurtigt fik ødelagt med fnidder ;o). Det var lidt vildt at tænke på alle de døde mennesker der lå i krypterne. Og man må sige de er blevet flot æret selv i døden.

Søndag d. 25. august 2012

Sidste hele dag i Paris. Vi skulle bare slappe af og lade tilfældighederne råde. Ville dog gerne se Pantheon-kirken, som vi kunne se toppen af fra vores hotel-værelse.