Hvad er det dog, vi gør ved hinanden ?

Mandag d. 21.10.13

Sidder og fiskoloferer over livet. Over den verden vi befinder os i. Hvad er det dog der er sket, og stadig sker. ? Husker fra min pureste ungdom, hvordan man samles i weekenden hos hinanden med høkerbajere, en røvfuld sammenkogt og arbejdstøjet, når vennerne skulle have ordnet have eller andet. Husker, hvordan man havde en gensidig respekt for hinandens liv, og for den viden om, at ingen danser på roser gennem hele livet. Det var trygt og godt.

Verden har ændret sig til et sted, hvor det virkelig kommer til udtryk, at enhver er sin egen lykkesmed. Mennesket er så opfyldt af… sig selv, at det end ikke bemærker, når de træder over andre mennesker, for at få opfyldt egne behov. Det æder alt, hvor der er den mindste åbning. Suger al livskraft ud af et hvert menneske, der åbner deres arme og ører, og gerne vil lytte.

Mennesket er blevet super egoistisk. Og lægger samtidig ansvaret for deres liv i  andres hænder.

Er man “blød” i roen, har åbne arme, et dræbende hjælpegen, gode lytteører og egentlig bare lige præcis prøver at bringe lidt menneskelighed ind i verden – eller rettere – ikke formår andet, fordi man er en af dem, der ikke kan afvise, være super egoistisk, gerne vil tage ansvar for eget liv, skabt af en smertelig viden om, hvordan afvisning føles, og at INGEN kan gøre tingene for dig - hvis man er sådan – Så suger verden din livskraft, din handlekraft, misbruger din menneskelighed og efterlader dig… tom, brugt og meget meget ensom.

Kære kære menneske : Pas på de mennesker du holder af. Og husk på, at jo mere du tager af dem, jo mindre bliver der tilbage at tage af. Brug dem med omhu og omtanke, og med en dyb respekt for og kærlighed til, at de vil lytte til dig. Men husk at holde ansvaret for dit liv hos dig selv. Andre – end ikke det skønneste menneske – kan ikke løse dit liv for dig, fjerne din smerte, redde dig for livets slag og undergang. Det kan du KUN selv. Vi kan lytte og være der. Men vi kan ikke gøre tingene for dig. Og det eneste vi beder om, er at du mærker, når vi ikke kan mere. Når vi har lyttet så meget, at trætheden bliver overvældende og energien drøner ud af os. Når vi har lyttet til de samme elendigheder så længe, at vi kan dem uden ad og de opsøger vores drømme. Så har vi brug for at DU passer på OS og trækker jer, og måske overvejer, om du ikke skulle prøve at se indad og handle på dine egne elendigheder, og komme videre. For der MÅ det været gået op for dig, at vi ikke er i besiddelse af en guddommelig kraft, der pludselig kan redde dig.

Husk på, at du er nok ikke den eneste der ringer, kommer og bruger det menneske, der lytter. Vi vil gerne, men selv vores energi er ikke uendelig. Misbruger du den menneskelighed og manglende evne til at afvise, som personen, der lytter til dig besidder, presser du din egen elendighed brutalt ned over et andet menneske, lægger dit liv i vedkommendes hænder og fralægger dig et hvert ansvar – for dig selv. Du tager et andet menneskets liv.
Havfruen. MRJ 2011

Fiskoloferer (kan ikke stave til filosoferer) over, at verden bliver et mere og mere barskt sted at være. Og at vi kun selv kan vende den udvikling. For der er ingen hjælp at hente nogle steder. Forstår godt folks egoisme. Det kan ikke være anderledes i nutidens samfund. Men den egoisme, kan være dræbende for et menneske, du formentlig holder af, hvis du ikke mærker andre end dig selv.  oooOO Hm.. det var lige et hak i grammofonpladen – videre frk. Sørensen.

Samfundet har for alvor udviklet sig til, at enhver er sin egen lykkesmed. Groft sagt er det sgu en meget god strategi, for vi har så travlt med vores egen elendighed, at vi ikke opdager, hvordan politikkerne stille og roligt piner al menneskelighed ud af vores samfund. Vi har så travlt med at holde hovedet over vande, at vi ikke formår at handle på den brutalitet vores samfund kaster over os.

Det er lidt selvmodsigende, at sige vi skal tage ansvar for eget liv, samtidig med jeg er dybt frustreret over, der ikke er hjælp hente, til de mennesker, der af alle mulige alvorlige årsager ikke formår at passe på sig selv.

Ved godt jeg svæver lidt rundt i universet nu. Men… sammenhængen er der. Den kommer oppe fra som en ondsindet dræbende pest-bakterie, og gnaver sig stille og roligt ned til det enkelte individ. Får lige et flashback til nogle af de der fremtidsfilm, jeg elsker at spilde livet på. Hvor der kun er få overlevende tilbage, der bekæmper hinanden indædt og med alle midler, for selv at få de få ressourcer der er tilbage. De stærkeste sidder på toppen og styrer de svageste. Er det mon der vi er på vej hen ? Eller.. der vi allerede er ? I bedste Mad Max stil. Sejt. … altså hvis vi så også havde de der sjove interimistiske biler de kører rundt i. ….. Et er film, noget andet er virkelighed. Men i dette tilfælde er jeg overbevist om, der ikke er langt fra det ene til det andet. Vi udrydder os selv og hinanden. Vi hytter vores eget skind, rager alt det til os vi kan. Behandler andre menneske med ligegyldig arrogance og overlegenhed – Det stærkeste gør - Alt i mens samfundet bag din arrogante røv, arbejder på at fjerne dit eksistensgrundlag. Konen med æggene …. kender i den ? Stærke mennesker er så forblændet af deres egen succes, at de helt overser verdens forfald, til det rammer dem selv.

Hold da kæft, hvor kan jeg kværulerer. !!!

Staklen på gaden.

Sent den anden aften, hører jeg høje råb fra gaden. Først prøver jeg at ignorerer det. Og det fortsætter. Min nysgerrighed og ufattelige evne til at træde lige ind i de mest utænkelig situationer, vinder, og jeg går ud – i nattøj, for at se, hvad der foregår. På gaden står en meget meget påvirket middel aldrende mand, og råber højt til… nogen der ikke er der. Først bliver jeg irriteret på ham, og råber vredt om han ikke gider dæmpe sig. Undskyld undskyld mumler han. Men selvfølgelig stopper hans råberi jo ikke, bare fordi jeg siger det. ooOO(hm.. så meget for den autoritet). Jeg går endnu engang ud. Denne gang går jeg helt hen til manden, og ser til min sorg, at han er forslået, har blod i ansigtet fra en stor skade over det ene øje. At han egentlig er en forfærdelig stakkel, der er faret vild i verden. Jeg prøver at finde ud af, hvor han bor. Han bor her i byen, men vil til Bandholm, for der er hans kone. Han er lige blevet gift siger han. Min tanke var at køre ham hjem. Men jeg har ikke lyst til at sidde med ham i bilen hele vejen til Bandholm. Tænker så det brager, over hvad fanden jeg skal stille op. Spørger om jeg skal ringe efter en taxa til ham, og om han har penge til den. Det lykkedes ham i sine tåger, at fortælle mig, de ikke vil kører med ham. Taxaerne. Hvad fanden gør en klog kvinde så ??? Hm… jeg bliver enig med mig selv om, at jeg kontakter politiet, og så må de tage den videre. Manden kan på ingen måde klare sig selv, og skifter mellem at være ynkelig og truende. Han kan være til fare både for sig selv og andre. På vej ind for at ringe, kommer to unge mennesker gående i mod mig, og fortæller det har holdt øje med ham, stort set hele dagen. De havde set ham tidligere på dagen – om formiddagen – oppe i byen i næsten samme tilstand. Pigen var meget bekymret for ham. Hun har selv misbrug tæt inde på livet, og mener, som alle andre børn af misbrugere, der ikke selv bliver det, at hun skal tage ansvaret for alle andre mennesker, der ikke kan klare sig. De fortæller, at de har kontaktet politiet, at manden er væltet i sin koger nogle gange, og at han render rundt med temmelig mange penge i sin lomme. Vi bliver enige om, at det kun kan fremskynde sagen, at jeg også ringer til politiet.
Mens jeg står med centralen i røret, ankommer en patruljevogn. Det hele foregår nu lige foran vores hus. Centralen beder mig spørger betjentene, om de også skal sende en ambulance. Det bliver vi hurtigt enige om, er en god ide. Manden skal have kigget på de skader han har.
Betjentene er et par garvede gutter, der godt kender til manden i forvejen. De prøver, at tale med ham, for at få nogle oplysninger om hans færden, og for at finde ud af om han stadig bor på den adresse de har kendskab. Det er en umulig opgave, at få noget fornuftigt ud af manden. Det er sjældent jeg roser politiet. Men her oplevede jeg to meget menneskelige, tålmodige og bekymrede betjente, som præcis som jeg og det unge par, var dybt frustreret over, ikke at vide, hvad man skal stille op med sådan en mand. Der er ingen steder, at kører ham hen, hvor der er nogen til at tage sig af ham. Betjentene ved, at det eneste de kan, er at kører ham derhen, hvor han bor og sætte ham af. Med en viden om, at han dagen efter er på den igen. Politiet bruger vildt mange ressourcer på mennesker, samfundet ikke vil tage sig af. Ingen vil tage sig af. Blev meget rørt over den medfølelse og frustration den ene betjent gav udtryk for. Det er en meget sjælden oplevelse. Det varmede så inderligt, at mærke, at der trods alt stadig findes empati hos nogle mennesker. Ambulancen var lidt længe om at komme. Med stor tålmodighed og en tragikomisk tilgang, underholdt vi hinanden og manden til det ankom. Det var vitterligt tragikomisk. Og meget ambivalent. Delte følelser. Vores lille gruppe føles så rar, tryg og.. ja… mit ynglingsord. Menneskelig. Vi grinede med manden, stoppede ham kærligt, når han forsøgte at lave narrestreger, og holdt en meget afslappet stemning. Kan kun gentage, at jeg har aldrig oplevet politiet så intime, tålmodige og menneskelig, trods den omtågede mand flere gange ytrede sin utilfredshed med deres tilstedeværelse, med et mindre pænt ordforråd. De tog det med et smil, og en tydelig viden om, at manden er en stakkel. Langt om længe dukker ambulancen op. Manden vil for alt i verden sgu ikke noget med den ambulance. Den skal han fanme ikke ind i. Endnu engang rørte det mig at se, med hvilket tålmod de to betjente fik ham overbevist om, at det var en super god ide lige at få vasket ansigtet lidt, og fik kigget på hans skade over øjet. Ikke mindst på hans kæbe, der sad noget forkert placeret i hans ansigt. Nogle havde tydeligvis forsøgt, at ommøblerer ham.

Enden på historien er, at ambulancen tager manden med. Derefter ved jeg ikke mere.

Det kan umiddelbart nok være svært at se sammenhænget i det her. Den er der. Tænk over det…

Samfundet vil ikke tage sig af de svageste. De er mere og mere synlige i gadebilledet. De har ingen steder at gå hen. Er overladt til sig selv.
Vores egen lille hønsegård, er præcis det samme. Vi vil ikke tage os af andre. Vi vil tage os af os selv. Og dem, der ikke formår at tage sig af sig selv, misbruger de få mennesker, der er tilbage, som gerne vil dem, lytter og er der. De suger det til sig, æder det op, uden at blive mætte. De klynger sig til den mindste lille åbning, de syner, maser sig ind, som et hungrende insekt, og slubre al næring grådigt i sig. For der er ingen andre steder at gå hen.

Kan i se pointen ? Tilbage til Mad Max. Vi udrydder stille og roligt os selv.

Hm… er vist også lidt selvmodsigende. Siger på den ene side, at vi skal passe på hinanden, og på den anden side, at vi skal tage ansvar og passe på os selv. Jeg håber i kan gennemskue balancen…..
Keep moving.

Smiler.. har fået “skyld” for at skrive meget. Alt for meget. Det kan tage noget tid at komme igennem mine alen lange historier. Jeg kunne også fortsætte denne her i en uendelighed. Og det gør jeg. Men af hensyn til mine medmennesker vil jeg bestræbe mig på, at give jer det i mindre portioner af gangen ;O)

TAK fordi i lyttede <3

 

Tenerife: Min indre rejse.

Mandag d. 16.09.13 kl. 20.35 (lokal tid)

Er landet godt på mit hotel, og har fået et rigtig dejligt værelse. Hotellet har opgraderet min junior-suite til en ”luksus” lejlighed, uden merberegning, fordi der ikke er fyldt op. Dog med den risiko, at jeg skal flytte værelse, hvis der kommer betalende gæster til det. Det håber jeg ikke der gør.

Til min store fryd, står der askebæger på min terrasse.
Der må ryges
Sov det meste af turen herned. Niels kørte mig til lufthavnen kl. 03.30 i nat, så jeg er godt træt. Ankom med taxa til hotellet kl. 17.00 (Tenerifetid). Efter et par smøger på terrassen, pakkede jeg ud, og gik ned i det nærmeste supermarked og provianterede. I min penthouselejlighed har jeg et køkken med køleskab, elkedel, kaffemaskine og brødrister og to kogeplader. Så der skulle i hvert fald handles ind til noget kaffe, lidt andre drikkevarer, og til lidt frokost.
Køkken

Efter jeg havde været tilbage med mine varer, var det tid til at sondere terrænet. Fik et bykort i receptionen og ærgrede mig over, jeg ikke havde taget kompas med.

Foran hotellet stødte jeg på to ældre, flinke og danske herrer, som fortalte mig lidt om, hvad der var i hver sin retning. Jeg valgte at gå mod vandet, hvor jeg spiste grillet laks til aftens, på en restaurant herrerne havde anbefalet mig, med skøn udsigt over stranden.
Grillet laks
Første aften ved stranden
Udsigt første aften.

Det er SKØNT at være her. Sidder i tusmørket på min terrasse og lytter til aftenens underholdning, summen af mennesker, vandet i poolen, en lille gående hund. Kigger ud på den brogede mørke himmel og på en rund bygning, der skifter farve i toppen. Før var den rød. Nu er den blå.

Prøver at indstille mig mentalt på de opgaver, jeg har taget med herned, og tænke lidt over, hvordan jeg skal gribe det an. Føler der bliver kigget på mig, fordi jeg er her alene. Det er ikke noget dårligt. Bliver snarere lidt stolt. Nyder virkelig at være her. Men kan samtidig heller ikke helt finde ud af, om det rigtigt er gået op for mig, at jeg virkelig ER her.

Er helt rolig indeni. Falder stadig over folks egoisme og albuer, men er blevet god til at slippe det igen. Vil i seng og læse lidt, sove tidligt og prøve at komme tidligt op.

Tirsdag d. 17.09.13 kl. 8.30

Planen om at sove tidligt bliver svær at holde. Erfarede i aftes, at der er musik ved poolen hver aften til mellem kl. 22.30 og 23.30. Da musikken endelig stoppede, kom der brag og drøn, der lød som om krigen var brudt ud. Først blev jeg skide bange. Det blev ved længe. Men… eftersom der ikke lød nogle sirener eller andre advarsler, slappede jeg lidt af. Jeg tror det var fra nabohotellet, som hedder Vulcanos, og som muligvis har lavet et eller andet vulkan-udbrud-look-a-like.

Trods alt har jeg sovet helt fantastisk, da der blev ro.

Når der nu alligevel var larm i aftes, kunne jeg lige så godt bruge tiden kreativt. Så jeg gik ned og inspicerede træningslokalet. Desværre var der ingen romaskine. Og så bookede jeg billet til Loro-park til i morgen onsdag. Jeg bliver hentet foran hotellet kl. 8.40. Der er en times kørsel, for parken ligger på øens nordlige side. Jeg glæder mig vildt meget.

I dag starter jeg med min yoga og meditation, inden jeg går i gang med mine opgaver. Holder arbejdsdag på værelset i dag.

Kl. 9.30

Har aldrig set så stor en morgenbuffet ! Her er alt, hvad hjertet kan begære. Virkelig ALT. Æg på alle tænkelige måder, alle slags brød, kager, frugt, yoghurt, tusind slags pålæg, juice og alle slags kaffe. Intet mangler. Fik scramble- æg og yoghurt med frugt. Og så man ryge !!!

Har læst alle mine opgaver igennem og besluttet mig for, at fokusere på øvelser med Pernille Melsted, og forhåbentlig finde ud af, hvad jeg kan føle for, at beskæftige mig med, de næste år af mit liv.

Mit ønske er at finde ud af, hvad jeg kan brænde for. Jeg mangler, at bruge mig selv til noget fornuftigt. At finde min passion. Finde noget meningsfuld beskæftigelse, der kan holde mig fra, at spilde mit liv på computerspil og andet ligegyldige ting.

Kl. 11.41

De 5 tibetanere (yogaøvelser) er en del mere barsk, end jeg troede. Jeg kunne ikke fuldføre dem alle, og måtte lave nogle af dem i den lette udgave. Den efterfølgende chakra-meditation er helt fantastisk.
Im not old De 5 tibetanere

Æv…. Skulle bare lige ligge 5 minutter. Nu er klokken 14.15. Blev da godt nok træt efter både yoga og meditation.

Kl. 17.00

Har været igennem Pernille Melsteds skyggesider. Måtte lige i poolen og blive lidt frisk. Oven på søvnen og al den tænken. Sidder stadig her ved poolen med min Latte, mine smøger og min diæt-cola.
Sidder ved poolen

Føler mig så fandens frelst. Pernilles videoer handler om at finde sine skyggesider eller blind spots. Men.. jeg kan ikke rigtig finde noget, jeg ikke er forbandet bevidst om i forvejen. Tror jeg. Mangler lige at spørge nogle af mine nærmeste, om der er noget jeg overser. For enten er jeg stære blind eller fandens bevidst.

Min Søster ringede i eftermiddags og sagde, at der var intet jeg kunne sige eller gøre, der fik hende til at holde sig væk, eller stoppe med at elske mig og være min søster. Hun havde næsten lige fået min svinermail, og de efterfølgende fedterøvs blomster. Blomsterne blev hun meget glad for. Mailen tænker hun over, mens hun forvissede mig om, at hun selvfølgelig ikke havde gjort eller sagt noget med dårlige intentioner. Det ved jeg jo godt. Hun ville bare have godt af, at kigge lidt på det der blind spots.

Havde egentlig ikke lyst til at snakke. NYDER bare at VÆRE. Være stille. Ikke snakke med nogen. Men Søs trængte til at mærke, at vi var okay. Og det var helt.. okay.

Skal arbejde meget med, at mærke mig selv. Mærke – og ikke bare tænke navlepillende tanker. Tænker på min kæreste og hans mindfulness. Synes egentlig jeg er ret god til at være mindful sammen med andre, når jeg vil være det. Det er en større udfordring, at være det med sig selv.
Tupac

Håber meditationen kan hjælpe mig lidt med det. Og så skal jeg skrue ned for forventningerne til mig selv. Jeg kan ikke ændre mit liv på 14 dage. Jeg kan gøre det, jeg formår. Og tage det med hjem og arbejde videre med det. Og sige til mig selv : Det ER okay !
Meditaion

Kl. 21.45

Der er knald på aften-underholdningen. Total 90ér disko. Det er lidt sjovt. Føler mig pludselig gammel. Det er AGES a go, jeg dansede til det dér musik !

Har gået en lang aftentur, gennem byen og tilbage langs vandet. Fik en tunsalat til aftens, hvor udfordringen var, at finde tunen !!! Det var ikke på nogen måde værd at æde. Brødet skulle deles med en økse, og det eneste der var, var 3 salathoveder. Udsigten over stranden og kaffen var dog upåklagelig. Og det var jo sundt, så det føles egentlig godt.

Jeg manglede et ur. Havde ikke et med hjemmefra, og synes alligevel ikke, det var så fedt, ikke at have det der ligner tidsfornemmelse. Fandt et vildt flot ud i en meget fin butik, hvor jeg hurtigt blev ”verfet” ind, da en ekspedient så, jeg stod og glanede i vinduet. Jeg blev pænt bedt om at tage plads i en stol ved et bord, så jeg kunne prøve uret, jeg havde set. Skulle virkelig holde fast, for ikke at falde ned af selvsamme stol, da jeg hørte prisen. Den startede på 3350 Euro, men med al den ”discount” han kunne give mig, og jeg var dansk, og blev ved med at tøve endte det på 2800 Euro, hvis jeg kunne betale med kreditkort. Jeg sagde, at det var jeg nød til at tale med min mand om først. Skulle bare ud af den butik. Hi… sørme om han så ikke bare tilbød mig, at lægge det til side for 10 Euro ! Jeg takkede pænt nej, og skyndte mig ud af døren, til sælgerens store ærgrelse.

Jeg endte med at købe et ”Rolex-wanna-be” af en meget sort neger for 20 Euro nede ved stranden. ”This is a real Rolex !” ” Yeah right – dont piss me of, with that bullshit. I know its fake all of your shit!” . Bliver sgu så sur, over de gør alt for at tage røven på folk, om det så er åbenlyst løgn, det de står og fyrer af. Så stoppede han med at prøve, at overbevise mig om ægtheden, og jeg købte mit Rolex-look-alike.  Men…. ved ikke hvad fanden jeg tænkte på. 20 Euro, for et latterligt ur, der ikke er 2 Euro værd ! Tror jeg havde de 2800 Euro siddende endnu, så 20 Euro, var jo umiddelbart peanuts. Han må fanme have grinet godt af mig, ham der solgte mig ”Rolexen”.

Hov.. nu er den sørme grøn… nej.. rød ! Det farvede lys viser sig, at komme fra et meget flot helt rundt hotel.
Udsigt fra terrasse

Jeg har bestilt vækning til kl. 06.45. Glæder mig til turen i LORO-park og beder til, at musikken ikke trækker ud i aften, og at jeg bliver forskånet for vulkanudbrud.

Fik også kigget lidt Greenline i eftermiddags. Det glæder jeg mig også til at tage fat i på Torsdag.

Desværre har jeg pisse ondt i tandkødet ved bageste tand i undermunden. Igen. Er pisse træt af, at der ikke skal noget til, før den ter sig, fordi jeg har de der latterlige dybe tandlommer, der hvor der har siddet visdomstænder. Prøver at gøre noget ved det, med tandrens, børstning og skyl med brintoverilte. GODT jeg tog den med ! Brintoverilten ! Det er selvfølgelig godt for ”slankekuren”, for det gør ondt, når jeg spiser. Men jeg får også hovedpine af det, og det er knap så fedt. Den dunker som en i helvede. Håber det er væk i morgen, når jeg vågner.

Nu er det tid til aftenmedicin og Sara Blædel, når bisserne har fået endnu en ordentlig tur. Nu er den sørme gul !  Og vi hører Bee Gees !

 Onsdag d. 18.09.13 kl. 07.30.

Der var ro for musikken lidt før midnat. Men ikke for fjollede gæster. Efter lidt venden og drejen, faldt jeg i søvn, og har sovet dybt og godt. GODT jeg havde bedt dem vække mig i receptionen. Jeg hørte ikke telefonen, så de kom simpelthen op og bankede mig op. TAK !!

Det var stadig mørkt, da jeg blev vækket. Jeg har været i bad, og gjort mig klar til dagens udflugt, som jeg glæder mig meget til. Dagen er begyndt at lysne, mens jeg sidder på terrassen og nyder min morgensmøg og min kaffe. Elsker det.

Der gik hul på min tandbyld sent i aftes. Det var fælt klamt, som det væltede ud med betændelse, men nøj hvor det lettede. Nu er den faktisk helt fin igen. Lidt øm, men ingenting i forhold til før.

Kl. 08.00.

Besynderligt som ting kan ændre sig. Jeg har sgu aldrig forbundet, det at spise sundt, med at forkæle sig selv. Men hvor det dog føles godt, ikke at skovle ind med pandekager, churros og alt det andet kageværk, der er i morgenbufeen, og i stedet øse op af røræg, bønder og yoghurt. Bliver frisk og mæt på den dejlig måde, i stedet for tung og ulækker. Har slet ikke lyst til det andet. Mærker min krop bliver gladere for mig, og det føles vildt godt.
Morgenmad

Er meget fascineret af bjergene hernede. Råt, utæmmet og meget meget smukt. Vil gerne op på vulkanen. Teide. Det højeste punkt på Tenerife.

Kl. 15.00

LORO park er fantastisk. Spækhuggershowet ubeskriveligt. Enorme, smidige, smukke, hurtige, legesyge og super intelligente dyr. Kan slet ikke fatte, at jeg virkelig har set dem…. – i VIRKELIGHEDEN !
Spækhugger

Det samme med gorillaerne. Kunne næsten ikke få øjnene fra dem. De er så menneskelige, at det bare understreger, hvor forkert det er, at holde dem i fangeskab.
Gorilla

Sidder, som altid når jeg er i en dyrepark, med en overvældende følelse af ambivalens, over at have oplevet noget så storslået, og samtidig at det er så forkert at disse dyr er i fangeskab.

Mange dyreparker flotter sig af, at være med til, at redde truede dyrearter. Det er måske på sin vis meget godt. Forstår bare slet ikke, hvorfor så enestående dyr er truede ? Den er da helt gal med vores verden, når dyr ikke kan leve i naturen, hvor de har hjemme. Uanset om de er i frihed eller fangeskab, er de i menneskets vold. Det har jeg meget svært ved, at forlige mig med.

Det skal siges, at forholdene i LORO park, når det nu ikke kan være anderledes, er fine. De er mange til at tage sig af dyrene. Man ser hele tiden dyrepassere der går rundt, og sørger for, at der er rent hos dem, at de har frisk mad og drikke, og at de har det godt. Anlæggene dyrene går i, er større end jeg har set det andre steder, i miljøet er meget smukt og grønt. Det vil selvfølgelig aldrig kunne måle sig med friheden. Ligesom dyrene i naturen ikke bliver overbegloet af menneske, hvilket man kunne mærke på både Chimpanserne og Gorillaerne. De vendte ganske enkelt ryggen til publikum, når DE ikke gad glo på OS mere.
Gorillaryg

Kl. 18.15.

Tilbage på terrassen med kaffe, smøger og dagbog. Det er ikke gået så godt med maden i dag. Frokosten bestod af en croissant med ost og skinke i LORO park, og så har jeg lige spist en osterugbrødsmad med syltetøj på værelset. (Dog uden smør.)

Funderer lidt over, hvad jeg skal. Nåede jo ikke hverken yoga eller meditation i morges. Skal jeg gøre det nu, og hoppe i poolen bagefter.. eller….

Kl. 22.00.

Gik en lang tur og drak aftenkaffe ved stranden.

Har efterhånden været en del omkring, og der skal ikke herske tvivl om, at Tenerife er en gennemført turist ø. Det vrimler med englændere, tyskere, svenskere og danskere. Lige nu er her overtal af voksne. Det er ikke mit indtryk, at denne del af øen, er så hot for de unge. Har endnu ikke rigtig set nogen diskoteker. Derimod er her mange pubber, bare og klubber med modent livemusik til et voksent publikum.
Mit hotel

Ellers ligner alt hinanden hernede. Uanset hvilken gade man går ned af. Jeg nyder at være her. Her er trygt og godt, og det føles let at være på egen hånd.

Undrede mig – igen i dag – over hvor lidt mennesker smiler. Det griner om aftenen, når det er lettere til rislet, men det er ikke mange smil, der er på gaden i dagtimerne. Det er jo lidt fjollet. For uanset hvor dum en dag, man har haft, eller hvor stresset eller træt man er, kan et smil gøre underværker. Så jeg smiler bare. Hele tiden.
No stress smiley

Bliver på hotellet hele dagen i morgen, og giver den gas. De første par dage er gået vildt hurtigt. Tror jeg venter med de sidste sightseeings til i næste uge. Arbejde først og sjov til sidst.

Jeg har købt levende lys til terrassen. Også aftenerne herude nyder jeg. Nu er jeg da heldigvis så træt, at jeg bare skal læse lidt, og så på hovedet i seng. Musikken er stoppet, så her er dejlig fredeligt.

Torsdag d. 19.09.13 kl. 8.30.

Sover helt vildt tungt hernede. Rører mig selvfølgelig også en hel del mere, end jeg plejer, og bruger mig selv meget. Også mentalt. Føler mig udhvilet, når jeg vågner. Min dag starter altid på terrassen, hvor jeg siger godmorgen til dagen der kommer, og bare ser på himlen, havet og solen.

Kl. 11.30

Så har jeg spist morgenmad, og lavet hele 2 yoga-programmer i mens, som jeg vil skifte i mellem. Har også lavet et lille aften-træningsprogram.  Nu skal øvelserne prøves, og så skal jeg have lavet et meditationsprogram.

Kl. 13.00

Det første program er i hvert fald godt. Nu skal jeg bare blive helt fortrolig med øvelserne. Jeg har droppet de 5 Tibetanere. Desværre må jeg indrømme, at det er lidt for hårdt for mig.
Yoga

Kl. 16.00.

Pis ogs !!!! Skulle bare hvile mig en time. Har sovet 3 ! Bliver så træt, når jeg har lavet yoga og mediteret. Forstår det slet ikke. Det var jo meningen, man skulle blive frisk og fuld af energi ! Må finde på noget i morgen, så jeg ikke bare sover min ferie væk !

Kl. 18.20.

Tiden flyver af sted i raketfart i det splitsekund, jeg åbner computeren. Opstartsfasen er langsommelig. Har fået samlet Greenlines tidslinje, bare nogenlunde, hvilket bare resulterede i en hel række nye ting, jeg har svært ved, at tidsplacere. Det er dét, der tager længst tid. At lede efter informationer i alle de dokumenter, jeg har samlet sammen gennem mine år i Greenline. Der er satme mange. Og så dét, at tage hul på det, så det glider af sig selv. Troede lidt naivt, at det var lige til at gå til. Det er en lidt større udfordring end som så. Min største forbandelse, er min total mangel på evne til begrænsning. Jeg skal virkelig tænke mig om, for ikke at skrive et leksikon i 10 bind.

Kl. 22.20.

Jep – så er der gang i pool-diskoen ! Havde en helt fantastisk aften gåtur. Bliver lige fascineret af havet, bølgerne og den store himmel, hver gang jeg når strandpromenaden. Fik en frisk og lækker kyllingesalat med masser af forskelligt grønt, et rigtig hyggeligt sted ved stranden, med syngende tjenere. Mad smager bare så meget bedre med havudsigt.
Kylingesalat.

”I want to brake free…. “…. Der er virkelig tryk på dernede….  Det er i det mindste ikke, det der nymodens bumpti bumpti musik, men gode gamle kendisser. Nu synger og klapper alle med på ”we will we will rock you ”…. *GG* Spændende at se, hvad tid der er ro i aften. Der skal tilsyneladende være underholdningsfri aften i morgen. Aahhhh… Det bliver skønt! ”Don´t you.. forget about me…. Dont dont dont dont youuuu…. Forget about me… la la la la laaaaa”. Jooo – det er skam god musik.

Fredag d. 20.09.13 kl. 8.00.

Sover altså godt hernede, og er forbavsende frisk om morgenen. Det er virkelig skønt. Skal bare lige have min morgenkaffe, min morgenkrydsord, og mit sædvanlig kvantum morgensmøger, inden jeg tager min computer med ned til morgenmad. De sidste par dage, har jeg ikke kunne komme på nettet. Snakkede med dem om det i receptionen i går. De sagde, at jeg skulle prøve i fællesområderne. Hvis det ikke lykkedes ville de ringe efter en teknikker.
Min dejlige seng.

De er så super søde og hjælpsomme på det her hotel. Også selvom de konstant har travlt, har de altid tid til en gæst.

Måtte erkende i aftes, at voksne sgu larmer lige så meget som de unge, når de fester. Da musikken endelig stoppede, fortsatte en lille gruppe spritstive gæster med at underholde resten af hotellet, med deres tvivlsomme sangtalent blandet med høje hysteriske grin. Enten blev de smidt væk, for alt var lukket ned ved pollen, hvor de sad, eller også faldt de omkuld. Der var ro kl. 00.20. Håber de har mistet stemmen i dag !

Kl. 20.25.

Sidder på terrassen og guffer en tør skinkemad og nogle cherrytomater. Har kun været ude for værelset, mens jeg var nede og spise morgenmad. Jeg har skrevet hele dagen på min Greenline historie. Jeg bliver ved med, at køre fast, fordi tingene og tidspunkterne bare ikke hænger sammen. Kan sgu ikke få puslespillet til at gå op. Og Niels og Micro har skudt en del ved siden af, på deres tidslinjer, med nogle af tingene.
Stress 1

Fortsætter i morgen med et løfte til mig selv, om ikke at sidde foran skærmen i så mange timer ad gangen.

Kl. 21.50.

Jubiiii…. ! Har lige fået en sms fra min Kæreste om, at han har mailet respons på mine skriverier. Er helt glad nu, og har nyt mod til at klø på igen i morgen. TAK Kærste <3

Lørdag d. 21.09.13 kl. 10.15.

Vågnede sent i dag – kl. 09.20. Kan ikke finde ud af, om der har været nogle irriterende lyde i nat, tidligt i morges, eller om det er noget jeg har drømt. Any way. Der er morgenmad til kl. 10.30. Så jeg droppede morgensmøgen på terrassen, og gik ned for at få noget at spise.

Inden jeg tog af sted hjemmefra, var jeg selvfølgelig lidt nervøs for, om jeg kunne klare al den alene-hed. Det er overvældende, hvor skønt det er. Indtil videre. Føler mig let i sindet. Der er ikke noget jeg SKAL. Ikke noget at flygte fra. Ikke noget ”støj” på linjen. Der er bare mig. Der føler sig let og helt rolig. Og solen, palmerne, himlen, den perfekte temperatur og havet.
Bliv ven med dig selv.

Jeg har ikke behov for at bruge penge. Heller ikke for at være usund. Jeg æder stadig mine kriminalromaner grådigt. Den forfaldenhed slipper jeg nok aldrig.

Kl. 22.00.

Har igen arbejdet hele dagen. Eller i hvert fald til kl. 18.15, hvor jeg besluttede mig for, at gå en tur og finde noget aftensmad. Trængte til at komme væk fra Greenline historien. Jeg kørte fast i præcis det samme som i går. Ringede til både Micro, Louise og min Kærste, hvilket jeg kun blev en lille smule klogere af. Endte med at sende en mail til Marianne. Så nu håber jeg, hun kan hjælpe mig videre.
Skoletræthed

Skide god musik. Igen i aften. Gomboy Danceband. Elvis. Eric Clapton og rigtig meget andet godt.

Min gåtur og aftensmad udviklede sig til at blive temmelig spookey. Havde det dejligt. Aftenen var lidt lysere og mere solrig. Var kommet lidt tidligere af sted end de andre dage. Tog som sædvanlig stranden retur og middagen på en af restauranterne dernede.

Dvs. at jeg nærmest blev high-jacked af en tjener, mens jeg stod og så på menuen. En meget højlydt begejstret for min ”ankomst” tjener. Inden jeg kunne tælle til 3, var jeg blevet placeret ved et bord med udsigt over vandet, og havde 4 tjenere omkring mig. Først morede det mig lidt. Blev pænt siddende og bestilte kyllinge stroganof, cola light og den sædvanlige Latte. Den første tjener blev ved med at komme rendende og ”flirte”. Roste mine tatoveringer, sagde flere gange bare højlydt ”Wauw”, når han så på mig. Det var såmænd meget hyggeligt. Og lidt irriterende. Det skal siges, at han var langt over den alder, hvor man måske lige skulle spørge sig selv, om flirte-tiden ikke er forbi. Hans udseende gjorde det ikke bedre.

Da han spurgte, om jeg havde nogle tatoveringer ”down there” blev det direkte ubehageligt. Og han så oven i købet inviterede mig på drinks, som jeg takkede pænt nej tak til, mens han åbenlyst og uhæmmet stirrede på mine bryster og udbrød ”oh those niples!” – SÅ syns jeg bare overhovedet ikke det var sjovt længere. Selvom jeg afviste ham blankt, var han da slet ikke i tvivl om, at jeg da selvfølgelig ville komme tilbage i morgen. Not a chance.

Den oplevelse burde have gjort mig lidt mere overbevisende. Men næh nej. Frk. Englegod her er da så forbandet flink og imødekommende, at det er til at brække sig over.

Mens jeg sad og spise aftensmad, kom den der negerdjævel forbi, som jeg tidligere havde købt et ur af. Han standsede op og smilede og vinkede til mig, da han så mig. Jeg smilede og vinkede igen. Han var ikke andet end en stor knægt, der tjente lidt lommepenge på ikke hel legal vis. Ganske ufarlig og lidt stakkels syns jeg. Han holdt sig lige i nærheden af restauranten, hvor jeg sad.

Da jeg havde betalt og var sluppet væk, fra den klamme tjener, gik jeg ned, og kiggede på det flotte sandkunst, der altid var på stranden, og som dem der lavede det, kunne arbejde på i dagevis.
Sandkunst

Jeg sad på et stengærde, og skrev sms med min kæreste, da negerknægten pludselig sad ved siden af mig og spurgte, hvor jeg kom fra. Fortalte jeg kom fra Danmark, og han spurgte lidt ind til forholdene hos os. Han var ikke god til engelsk. Men det jeg fik ud af det, var, at han kom fra Senegal, hvor han havde begge sine forældre og 2 små børn. At han var 25 år, og skulle hjem og besøge familien om 2 – 3 uger. Han spurgte, om jeg havde nogle børn, og om jeg havde nogle billeder af dem. Selv om han havde svært ved både at tale og at forstå engels, var jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvad der fik dem til, at rejse væk fra familien, og tjene penge på den måde, som de gjorde. De bliver jo ikke ligefrem rige af det.

Det eneste han kunne sige var ”Senegal no good” – mens han rystede på hovedet og hånden. Jeg prøvede, at runde snakken af. Ville gerne videre, og jeg det begyndte at irritere mig, at han forsøgte at holde på mig, ved bare at gentage de samme ting igen og igen, fordi han ikke kunne sige andet, hver gang jeg lagde an til at gå.

Pludselig satte han et armbånd på min arm. ”Free madam. For you. You a god person”… Det var en gave. Men ud fra den erfaring, at man aldrig får en gave fra en gadehandler, uden de spørger, om man kan undvære lidt penge, spurgte jeg ”how much”. Hvis jeg kunne undvære en Euro var det fint. Jeg havde ikke mindre end 10 Euro, så dem gav jeg ham. Syns egentlig det var lidt synd for ham. Blot for 2 sekunder efter, at slå mig selv hårdt i hovedet, over endnu engang, at være blevet narret i al min naivitet. Hvad fanden tænker jeg på altså !? Hvor dum har jeg snart lov at være ?!
Skør adfærd

Det blev først akavet og ubehageligt, da jeg endnu engang ville gå. Han ville for alt i verden holde på mig noget længere. Jeg kunne være hans mor ! Hvilket jeg så fortalte ham. Så begyndte han bare at vrøvle om noget med ham og hans mor og we love you , og happy og…  mens han tog sig til brystet og sagde det samme igen og igen. Endelig fik jeg ham til at forstå, at NU gik jeg altså, hvilket fik ham til at sige, at han ville give mig et gratis ur, NÅR jeg kom igen i morgen. Ja ja og smil og farvel.

Gik et stykke vej og stoppede lidt op, for igen at svare på en sms fra min Kærste. Fanme om han så ikke stod klods op ad mig igen – og tog mig i armen – dog ikke hårdt – og trak mig hen på en bænk, mens han med den anden hånd, rodede i sin taske. Troede at nu skulle jeg se billeder af hans børn, og hører mere happy og hans mor og andet vrøvl. Men det skulle jeg ikke. I stedet trak han et ur op, som han ivrigt fortalte, at det var det ur, jeg ville få i morgen, og jeg kunne kende ham på hans bluse og taske og kasket, og fortsatte med hans ”me happy, my mum, happy you” eller noget i den stil – igen med sin klappen på brystet. Fattede ikke en klejne af, hvad han ævlede om, og nu ville jeg virkelig bare væk. Det var virkelig weard, og jeg var pisse irriteret over, han tog så meget af min tid. Sagde ikke rigtig andet, end at NU måtte jeg altså virkelig gå, og rejste mig i mens. Så tog han fanme om mig og gav mig et kys på kinden. Det var på en eller anden måde bare grænseoverskridende. Jeg kunne slet ikke lure ham, og fik det bare mere og mere ubehageligt. Endelig ”slap jeg fri”.

På vej tilbage til hotellet begyndte der, at samle sig en klump i min hals, og tårerne pressede på. Jeg var vred på mig selv, og forbandede min åbenhed og venlighed langt væk. Følte mig misforstået, narret og ”overfaldet”. Både af tjeneren og negerknægten.

En af receptionisterne er dansk, hedder Jens og er en ældre hyggelig herre. Håbede han var på arbejde. Havde brug for at snakke med nogen, der kunne fortælle mig, hvordan jeg skulle forholde mig til min oplevelse, og hvad de der negerdjævle var for nogen. Man ser dem jo på stort set alle feriesteder.

Heldigvis var Jens på arbejde. Og jeg begyndte bare at stortude, da jeg så ham.  Præcis som da man var barn, og var falde og havde slået sig, og først begyndt at hyle, når man så sin mor eller far. Han startede selvfølgelig med at spørge, om der var sket noget, og så væltede jeg bare hele min oplevelse ud på ham, mens han lyttede tålmodigt.
Det er synd for mig

Da jeg var færdig, rådede han mig, som det første, til, at skulle jeg komme ud for sådan noget igen, skulle jeg gå ind det første og bedste sted, hvor der var åbent – en butik, et hotel, en restaurant – ligegyldigt, bare et sted, hvor jeg skulle sige, at der var en af dem fra Senegal, der fulgte efter mig. Så ville de omgående ringe efter politiet. Han forsikrede mig om, at de sorte aldrig gjorde nogle fortræd, men det alligevel var klogt at tage sine forholdsregler, som blandt andet også var, ikke at gå rundt alene nede ved stranden om aftenen. Han gentog flere gange, at hvis de ikke respekterede en afvisning, skulle jeg gøre, som han havde sagt. Han sagde også, at jeg absolut ikke skulle have ondt af dem, uanset hvad de sagde. For de manglede ikke noget. (De ligner heller ikke nogen der mangler noget). Og der var flere spanske mennesker, der havde langt mindre end dem.

Snakken med Jens, gav mig lidt af humøret tilbage. Jeg manglede bare lige, at høre min Kærstes stemme, så ham ringede jeg til, da jeg var kommet op på værelset. Vi blev enige om, at jeg bare skulle sige til de der negertosser, at min mand var på vej, så de skulle fise af, ellers kom han og tævede dem. Skulle selvfølgelig også vise dem et billede af ham, så de kunne blive rigtig bange. Så havde jeg det godt igen. J

Nu er klokken 23.30 og min krimitid. Faktisk langt over min krimitid. Musikken er slukket for i dag, og jeg har det fint igen.

I morgen skal der arbejdes videre, og resten af Tenerife-tiden skal planlægges. Tiden går uhyggeligt hurtigt hernede, og jeg har ikke nået en fjerdedel af, hvad jeg havde sat mig for. Så ambitionsniveauet skal vist justeres lidt igen.

Godnat – og sov godt.
Godnat

Søndag d. 22.09.13 kl. 10.15.

I anledning af søndagen har jeg skiftet æggene ud med en bolle med ost og syltetøj, vindruer og melon. Jeg har beholdt den obligatoriske yoghurt. Den kan jeg ikke undvære.

Faldt i stort set alle huller i går. Til en forandring påvirker det ikke mit humør i dag. Jeg vælger at efterrationalisere, i stedet for at blive ved med at slå mig selv i hovedet.
Indre fredJeg ramler i, når tingene ikke rigtig glider for mig. Hvis de afviger lidt, fra det jeg forventer. Så begynder det at skride.

I går, kom jeg som det første for sent op. Det lod jeg mig umiddelbart ikke slå ud af.

Efter morgenmaden, satte mig foran computeren for at skrive Greenline historie, fuld af forventning om, at i dag skulle jeg tage et ordentligt ryk. Det gik heller ikke helt sådan. Jeg blev træt, og ærgerlig, over igen igen at lande i præcis samme knude, som dagen i forvejen. Og jeg formåede ikke at vriste mig ud af den, og kigge lidt på noget af al det andet, jeg kunne have skrevet. Til gengæld lukkede jeg lidt tidligere ned, end de andre dage, så jeg kunne nå ud og få lidt dagslys og komme hjem i ordentlig tid til at lave lidt yoga. At jeg også spiste end ikke særlig sund aftensmad (eller i hvert fald fed aftensmad med sovs), det er hvad det er. Men da så også resten af aftenen gik helt skævt, landende jeg helt nede i hullet. Og sad til langt ud på natten i spillede computer i stedet for at lave yoga.

Det må jo betyde, at jeg skal være meget opmærksom på : At flytte mig lidt væk fra tingene, hvis de begynder at skride for mig. At selvom en ting går galt, skal jeg holde fast i at resten ikke behøver at gøre det. At andet godt kan lykkedes.
Life is like a camera

Tror der var en mening med dagen i går. Der var noget, jeg skulle lære. Det vil jeg prøve at tage alvorligt, og øve mig i at være meget mere opmærksom på, hvad der sker i og omkring mig, og prøve at gå uden om hullerne, i stedet for at kaste mig uhæmmet lige ned i dem.

Kl. 22.20.

Kom hjem på hotellet for 20 minutter siden. Kl. 17.00 trængte jeg til en pause fra computeren, og gik derfor ned i det lokale supermarked, for at handle lidt refill til køleskabet. Tanken var, at jeg ville gå tilbage med varerne på værelset, og så gå min daglige tur lige efter, så jeg kunne nå tilbage igen, inden det blev helt mørkt.

Tilbage på værelset spiste jeg en hel dåse makrel og et stykke rugbrød, inden jeg gik igen. Jeg havde ikke lyst til restaurant mad i dag, men ville  i stedet i anledning af søndagen, synde med en is på stranden.

Jeg gik en hel anden rute og retning end normalt, for at komme til den anden side af stranden og væk fra tjeneren og negeren fra i går. Det er ferien højdepunkter at gå de ture langs stranden. Havde tidligere været et lille stykke ned ad den strandside, men slet ikke så langt som i dag. Der åbnede sig et helt nyt scenarie. Om muligt endnu smukkere end på den anden side. Det gjorde det jo heller ikke mindre smukt, at himlen var helt blå og solen stadig stod højt. Der har været lidt dage, hvor det har været overskyet, så det er først nu, jeg ser en så smuk og skyfri klar blå himmel.
Anden side af strand Teide
Anden strandside

Langt ude på havet kunne man se naboøen La Gomera stikke højt op over vandoverfladen. Et virkelig åndeløst syn.

Der var lige så mange restauranter og caféer her, som på den anden side af stranden.
Slog mig ned det sted, hvor bordene stod tættest ved vandet, og bestilte den obligatoriske Latte og light cola. … Og søndagens syndige isdessert.
Søndagssynd

Til min store forskrækkelse var den ene tjener her, sgu næsten lige så bindegal, som ham fra i går. Muligvis på en lidt mere afdæmpet måde, men stadig klæbrig. Han ville ikke slippe min hånd, da han havde placeret mig, efter hans mening, på det bedste bord i hele restauranten. Det betød mindre, at der stod 5 borde i rad og række med præcis samme udsigt.

Sad meget længe og bare var der. Nød solen, lyden og lugten af havet, og menneskenes latter omkring mig. Ved bordet ved siden af mig, satte der sig tre unge englændere : to piger og en fyr. De reagerede højlydt på priserne på menukortet, og endte med kun at bestille noget at drikke. En juice og to øl.

Vi kunne ikke lade være med at grine, da tjeneren kom med deres drikkevarer. Tre stk. Et-liters glas formet som en støvle, (min cola var også i en støvle, bare i en noget mindre udgave). Juicen var overpyntet med frugt, cocktailglimmerpinde OG en tændt stjernekaster ! Vi var helt færdige. Pigen med juicen spurgte, om tjeneren var sikker på, der ikke var alkohol i hendes juice, der mere lignede en drinks. Det garanterede han hende meget alvorligt, at der ikke var.

Da det var tid til at komme videre, bad jeg den klamme tjener, som tilfældigvis stod nærmest, om jeg måtte bede om regningen. Det måtte jeg ikke. For det betød jo, at jeg ville gå. Mens jeg ventede kom en anden tjener og bød på champagne på huset. Det gjorde de til alle gæsterne. Det havde jeg ikke lyst til.  Troede sgu han mente det seriøst med den regning, for der gik pænt lang tid, før jeg endnu engang måtte mindre ham om, at jeg altså gerne ville betale. Han forsikrede mig, at den var på vej. Englænderne og jeg blev enige om, at den muligvis ville være nogle dage undervejs. Bedst som vi sad og morede os, kom der en dame og lagde en rose hos mig, og to hos englænderne. Jeg takkede ihærdigt nej, i vished om, at hun ville forlange penge for den. Der var nemlig også mange af de der, der gik og solgte roser. Samtidig med min høflige afvisning af rose-damen, der slet ikke kunne forstå, jeg ikke ønskede rosen, stod den klamme tjener og hældte den skide champagne op til mig i et glas, for det kunne man da ikke takke nej til. Jeg blev da skrup forvirret.

De viser sig, at regningen ligger UNDER den rose, jeg ikke ville have, sammen med en bunke bolsjer og karameller. ! Hold da ellers op !

Total skørt og sødt på en gang. Og alligevel ikke. Englænderne og jeg blev enige, at vi i sidste ende selv betalte for de små opmærksomheder gennem de tårnhøje priser. Super hyggeligt og smukt sted, fantastisk udsigt… hundeæde, og kaffen var ikke noget at juble over – Skæg oplevelse.

Siden jeg kom, har jeg ikke rigtigt været i nogen butikker og ose. Jeg har ikke villet købe noget, før et par dage inden jeg skal hjem, for at være sikker på, at pengene rækker.

Det var begyndt at blive mørkt, så med Jens´ ord fra i går i tankerne, om ikke at gå alene ved stranden om aftenen, gik jeg op i mod byen og den vej hjem.  Skæbnen ville, at alt stadig havde åbent – sent en søndag aften !??
Oser søndag aften.
Det vrimlede med folk, højt musik og lys i gaderne. Så jeg osede lystigt, og fik brugt alle de kontanter jeg havde med, hvilke var en del. Men det var super hyggeligt, og jeg så mange ting på vejen. Bl.a. en meget kreativ mavedanser, som jeg beundrede for, ikke at tabe sit hoved, sådan som hun kunne svinge med det, for at få håret til at ryge rundt om ørerne på hende.
Mavedanser
Blev helt forskrækket over, hvor meget klokken var blevet, da jeg langt om længe bevægede mig målrettet mod hotellet, mens der stadig var gang i gaderne.

Fanme om jeg ikke støder lige ind i negerknægten, trods min ihærdighed for at undgå ham. ! Han plejer at stå på den side af stranden, som jeg overhovedet ikke havde været i nærheden af i dag, og nu stod han pludselig midt oppe i byen, lige akkurat der, hvor jeg skal dreje ned til mit hotel.

Han fik øje på mig, allerede før jeg helt havde registreret, at det var ham. Han gik målrettet hen i mod mig, mens han fumlede i sin taske, og trak det ur op, han havde lovet mig i går. Jeg takkede høfligt, men bestemt nej, og sagde inden han kom for godt i gang, at jeg var meget træt, og skulle op og sove. Mens jeg sagde det, tog han igen en af sine armbånd af, som han ville give mig ”gratis”, hvis jeg kunne undvære 1 euro, samtidig med han startede remsen op fra i går med sin mor og happy og alt det jeg stadig ikke fattede en klap af. Endnu engang takkede jeg meget bestemt nej og begyndte at gå. Så tog han mig i armen og gav mig armbåndet på, denne gang insisterende på, at det var en gave. Jeg beholdt armbåndet på og gik. Heldigvis fulgte han ikke efter.

Det var måske okay, at møde ham og opdage, at jeg sagtens kunne være afvisende nok, og sige fra så folk kan forstå det, uden at det behøver at være farligt.

Tidligere var der en ekspedient i en souvenirbutik, hvor jeg havde købt en kjole, der prøvede at charme mig et videokamera på for 20 euro. Prisen var oprindeligt 65 euro. Han snakkede og snakkede, mens jeg betalte min kjole, om at han skam godt kendte Danmark. Hans far havde været der for 5 år siden, og var blevet hjulpet af en dansker og bla bla bla. Da jeg fik penge tilbage, skulle jeg lige vente lidt, for han skulle lige lave mig et rabatbevis, som jeg kunne bruge næste gang, jeg besøgte butikken. Mens han skrev, forklarede han en masse om en ny butik og provision og skrev 50 % på sedlen, som han i samme åndedrag ændrede til 60 %, fordi jeg var dansker, og som jeg f.eks. kunne bruge på dette fantastiske
videokamera. Han snakkede og snakkede, mens han filmede mig, for at vise mig, hvor godt kameraet var, selvom jeg prøvede at forklare ham, at jeg ikke havde brug for sådan et, for jeg havde allerede et derhjemme. ”Yes yes” siger han – ”only for pictures”. ”NO, I have a VIDEOCAMERA ! A real one !” Jamen så kunne jeg jo bare købe det til min kæreste. Prøvede at forklare ham, at min kæreste allerede havde alt, hvad man kan ønske sig af dyrt foto- og videoudstyr, mens jeg pakkede mig sammen, sagde pænt farvel og gik.

Endnu engang blev jeg sur på mig selv, over at lade en eller andet idiot spilde min tid. Jeg ender med at blive sådan en total sur røv, at se på, på fremtidige ferier. Nogle er bare så pisse dygtige til at besnære folk, og jeg er et let offer, fordi jeg er pisse naiv, og ret længe om at opfatte, at de er i gang med at tage røven på mig ! Var sikker på det kamera var stjålet eller brugt eller noget, ellers kan man sgu da ikke sælge det for 20 euro ! Og det var oven i købet et Sony. Næste gang folk spørger, hvor jeg kommer fra – den klassiske indledning – beder jeg dem pænt, om at lukke røven.
I dont need your attitude

Denne hændelse var heldigvis inden, jeg satte mig ved stranden, og lod mig fylde af ro og solskin.

Nok for i dag. Klokken er lidt i midnat og igen over min sengetid.

Mandag d. 23.09.13 kl. 11.40

For første gang er jeg super glad, for den daglige vandaerobic ved poolen, der indebærer høj musik. Ellers var jeg ikke vågnet i dag.

Inden jeg tog herned, var jeg overbevist om, at jeg skulle gennemføre en hel livsstilsændring på 14 dage. Plus at jeg som den største selvfølge skulle skrive hele Greenlines og min historie.

Det sker ikke. Jeg starter denne uge med en markant sænkning af mit ambitionsniveau. Igen igen. OG accepterer fuldt ud mit ”nederlag”. Er helt okay med det. Set i bakspejlet er det en umulig mission, at give sig selv.

Det vigtigste jeg har fået med indtil nu er, at jeg godt kan leve sundt. (Og hvis jeg ikke har tabt mig bare lidt, når jeg kommer hjem, begynder jeg at leve af stoffer og flødekager !) At jeg godt kan undvære mit computerspil. At jeg nyder, at gå ture.

Jeg har lavet to yoga-programmer, der skal integreres i min hverdag derhjemme. Jeg kan mediterer, hvor som helst og når som helst, når jeg er alene. Sidst men ikke mindst, HAR jeg allerede skrevet meget på min historie.

Jeg har mærket efter, og lært nogle ting om mig selv, som jeg skal være meget opmærksom på.

Min sidste uge på Tenerife er FERIE, hvor jeg tager tingene, som de kommer, og som jeg lyster. Lige NU har jeg lyst til at kigge mails (ved der ligger en fra min Kærste ), og til at kigge lidt Greenline-historie.
I can but I wont

Kl. 18.15

Har igen siddet hele dagen ved computeren. Tid til min daglige gå-tur. Hm… det er lidt overskyet.

Kl. 21.20

Klokken blev alligevel mange. Men heldigvis ikke så sen som i går. Aftenen har været hyggelig, helt uden fæle oplevelser. Nød en lækker salat til solnedgangen ved stranden. Det var så smukt.
Solnedgang La Gomera m tekst

Inden da, gik jeg ind i butikken med videokameraet fra i går, og spurgte efter ham jeg havde talt med. Da han kom, spurgte jeg, om man fik kameraet i en ubrudt æske med al tilbehøret, og om hvordan han kunne sælge det så billigt, og om det var stjålet.  Jeg blev simpelthen nød til at finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Og HVIS jeg skulle være så heldig, at der ikke var nogle fidusser i det, ville jeg købe det til Melissa.

Han forsikrede mig om, at det ikke var stjålet, at man fik det i en æske med tilbehør, og forklarede, at det kunne sælges så billigt, fordi der ikke var afgift på, som i Danmark – præcis som med cigaretter.

Fint sagde jeg så. Så vil jeg gerne købe det.

Først skulle jeg skrive mit navn på et stykke papir til garantibeviset, sammen med navnet på den butik i Danmark, jeg ønskede, at kunne indlevere kameraet til, hvis der skete noget på garantien. Han fortalte, at de havde samarbejde med en elektronik butik i alle lande i Europa, og i Danmark var det med Elgiganten.

Alt i mens jeg skrev, tænkte jeg, hvornår mon den kommer. Den der lille hage ved handlen. Så skulle jeg betale de 20 euro, som aftalt. Under hele forløbet havde han virket sådan lidt.. nervøs.. eller usikker.. eller.. han var i hvert fald ikke lige så afslappet, som dagen i forvejen.

Da jeg havde betalt – kontant – stod han lidt og fumlede med pengene og nogle papirer, inden han lagde pengene i kassen. Så kom den : Han tog kameraet op, og viste mig, hvor memorykortet sad, mens han fortalte, at det kort der sad i kameraet og fulgte med købet, kun kunne filme i 3 minutter, og det kunne ikke overspilles. Jeg kunne købe at bedre et af dem, der kunne bruges flere gange….. for 35 euro for det billigste ! Næsten dobbelt så meget som kameraet ! Kunne simpelthen ikke lade være med at udbryde : ”oooh – thats how it works !”. Jeg sagde, at jeg ikke ville købe et memory-kort hos dem, for det kunne min mand skaffe meget billigere gennem vores firma. Det sidste med firmaet : Bare for at understrege, at jeg altså har en ret klog mand, der OGSÅ ved alt om kameraer og videoapparater. Hvilket mærke han brugte ? Han har kun Canon. Jamen de kort duer slet ikke til det her Sony-kamera. Sikkert ikke, men det kommer ikke sagen ved, for han kan sagtens finde et, jeg kan bruge.

Sælgeren blev noget lang i ansigtet og parlamenterede noget med sin kollega. Fanme om så ikke de prøver, at bilde mig ind, at man slet ikke kan få kort i Danmark, der virker til det her kamera ! Det garanterede jeg dem, at man kunne. Og ellers var der ingen grund til at købe kameraet. Det blev helt paffe begge to, og gik helt i stå, inden den kollegaen siger til sælgeren, at det er op til ham. Så hentede ham mine 20 euro, gav mig dem igen og pakkede videokameraet væk ! For fanden nogle idioter ! Ærgrer mig bagefter over, at jeg ikke holdt fast på, at jeg skulle have kameraet uden kort, bare for at se, hvad de så havde gjort. Selvom det ikke lod til, at der var nogen som helst minimal chance for, at jeg havde fået lov til det. Det er helt klart kortene, som de tjener pengene på. Og de kan meget let være stjålet.

Men det var fedt, at se deres ansigter, da det gik op for dem, at de ikke kunne narre blondinen.

Nu er det krimi-tid. Skal lige sende en mail med al min skriveri til min Kærste.

Kan godt mærke, jeg savner ham og børnene nu.

Tirsdag d. 24.09.13 kl. 8.45

Jubiii… oppe i ordentlig tid. Var lidt længe om at falde i søvn i aftes. Og har drømt en hel masse, jeg ikke kan huske. Drømmer meget hernede, men det er nok alle de indtryk og tanker.

Morgensmøg og krydsord på terrassen, inden morgenmaden.

Kl. 10.15.

Jubii igen igen ! Har booket tur til Vulkanen Teide på torsdag, og en halvdags hvaltur med en katamaran inkl. bufé og badning i Atlanterhavet. WEEE … ! Glæder mig !

Kl. 22.00.

Så er computeren lukket ned. Har arbejdet hele dagen og ikke været ude for en dør, andet end da jeg var nede og spise morgenmad.
Min Arbejdsstation

Jeg bliver under ingen omstændigheder færdig, mens jeg er her. Så jeg har besluttet, at jeg arbejder kun i morgen med, og SÅ holder jeg ferie for resten. Er helt smadret i ryggen af alle de timer foran skærmen. Prøver at holde lidt pauser ind i mellem og røre mig lidt. Men det er slet ikke nok. Hm… har vist også sagt nogle gange, at jeg ikke skulle arbejde mere, men holde ferie !

Nu vil jeg tage hul på den 3. og sidste krimi, jeg har med, og læse indtil der er ro på musikken, så jeg kan sove.

Onsdag d. 25.09.13 kl. 8.30.

Skørt. Det støvregner. Det er helt diset og fugtigt. På Tenerife ?!

Heldigvis er det stadig lunt og dejligt. For min skyld må det gerne regne. Jeg skal alligevel bare skrive. Terrassen er stadig hyggelig til morgensmøgen ;O)

Øjs mine fødder er bare beskidte. Nærmest kul sorte !  ”Jeg har set en rigtig negerpig´e – Hun har temlig sorte fødder, vil jeg bare sig´e!” ..  Hi hi.. det mig. Render da også kronisk rundt i bare tæer. Tror sgu aldrig de bliver rene igen.
Sorte fødder

Som sædvanlig lækker morgenbufé. Fik renskrevet alle Greenline-noter og en bunke post its, mens jeg spiste.  Nu er det en del mere overskueligt, og lige til at gå i gang med den sidste skrivedag.

Kl. 15.40.

Nu bliver der lukket og slukket for Greenline i denne omgang. Min ryg kan ikke mere. Så der skal holdes ferie nu ! WEEEE.. !

Kl. 18.30.

Har været i poolen og bagefter ligget på en solvogn og læst i min bog. Helt fantastisk skønt. Nu skal jeg en tur i bad, og ud og gå min aftentur. Føler mig som en sylfide, når jeg ligger ved poolen *GG*
Sylfide 1
Sylfide 2
Sylfide 3
Sylfide 4
Hvad siger i så drenge ? Er det god steg eller hva´ ;O) Aih undskyld. Det er faktisk lidt ondt. Men kan simpelthen ikke lade være *GG*

Kl. 22.10.

Jeg har fået mit absolut bedste måltid mad hernede til aftens : tortellini med laks og dild. Smagte helt fantastisk !
Tortelini

Siden episoden med negeren ligger min faste rute nu på dem østlige side af stranden. Restauranten i dag bliver helt klart mit faste sted, den sidste tid jeg er her. Den er en lille smule dyrere end de andre, men alt er også i top og tjenerne er super flinke og sjove uden at være for meget. Der rigtig hyggeligt, stadig smuk udsigt over havet, og det virker mere eksklusivt uden at være det. Helt klar favoritstedet.
Favoritten Royal Garden
Nye bedste venner

Forstår slet ikke det er torsdag i morgen. Har været her i 10 dage. 4 hele dage tilbage. Tiden er fløjet af sted i raketfart. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig ensom eller kedet mig. Det er bare fantastisk at være her. 14 dage er perfekt. Ikke for lidt og ikke for meget. Er selvfølgelig begyndt, at savne min Kærste, ungerne, pigerne og min egen seng. Men jeg trængte seriøst til, bare at være mig. Og jeg har nydt det til fulde.

Må hellere nøjes med en lille smule krimitid i aften. Skal allerede af sted på vulkantur kl. 8.15, og jeg glæder mig vildt meget. Jeg har allieret mig med receptionen til at hjælpe mig op til tiden ;o)

Torsdag d. 26.09.13 kl. 14.45.

Jeg har haft den mest fantastiske og smukke tur i dag. Vi var oppe i over 3000 meters højde. Vi kørte op ad bjerget af snoede veje, og kunne kigge ned på havet, som lå længere og længere nede, jo mere vi kørte. Alting blev mindre og mindre.

Der var den ene mere åndeløse udsigt efter den anden. Det var så storslået, at ord ikke rækker.

Jeg kunne godt mærke, at vi var højt oppe. Luften føltes tyndere; jeg blev hurtigere forpustet. Og der var en del køligere end nede i byen. Hele turen – både frem og tilbage og oppe, var overvældende smuk. Har nok taget i nærheden af en million billeder.

Min plan var, at jeg ville med kabelbanen helt op til toppen af vulkanen. Og jeg havde da også købt billet og det hele. Endte da med at være en rigtig tøs; da jeg så den kabelbane, skulle jeg ingen steder med den !! Syns den var frygtelig stejl og at kablerne var ualmindeligt tynde, og gik MEGET HØJT OP i luften ! Den gyngede lidt i blæsten deroppe (som der var meget af), og man stod som sild i en tønde. Næh tak. Tror jeg springer over. Fik mine penge retur for billetten uden problemer. Tror jeg har set meget stålsat ud !
Kabelbanen ved Teide
Min sidekammerat i bussen, var så sød, at vise mig de billeder, hun havde taget deroppe. Det var helt sikkert også betagende. Men ikke nok til, at jeg fortrød, jeg ikke var taget med. Hun fortalte at luften var endnu koldere og tyndere på toppen.

Jeg havde pænt ventet på de andre ved pladsen, hvor kabelbanen starter. Der var en restaurant og en souvenirbutik. Jeg købte mig en kaffe, og satte mig udenfor på en lang bænk langs et stengærde, for at nyde en smøg til kaffen og den smukke udsigt. Her fik jeg sørme nogle nye meget nysgerrige venner, der mente jeg skulle dele min kaffe med dem. Ikke længe efter jeg havde sat mig, piblede det frem med de sødeste små og nysgerrige firben, der kravlede helt op i min kaffekop for at se, hvad det mon var for noget. De var slet ikke bange. Desværre forsvandt, da der pludselig kom en masse mennesker ned fra kabelbanen.
Firben i kaffen
Udsigtspost Teide
Udtørret sø.
Lidt længere nede var der en endnu udsigtspost, hvor vi gjorde et kort holdt. Det var et meget surrealistisk sted, der mest mindede om er stort cowboy-landskab i Staterne. Meget fascinerende.
Udtørret sø.Klipper ved Teide
Et godt stykke oppe på bjergene, så vi en hel plantage af træer, der var sorte og forkullede et stykke oppe ad stammen. Vores Guide fortalte, at der for år tilbage havde været en brand, og at træerne havde brændt i 3 dage, uden at tage skade, andet end misfarvningen på stammerne. Han fortalte også hvorfor det var sådan, men det forstod jeg desværre ikke en døjt af. Lidt æv. For jeg syns det var lidt spændende. Træer kan sgu da ikke brænde.. uden at brænde… altså !
Træerne brændte

Da vi kørte ned ad en anden rute, end vi var kørt op, så vi på siden af Teide, 2 store huller med kanaler. Her fortalte guiden, at trukket i vulkanen havde været så stort, og at ”væggen” i vulkanen lige præcis på de to steder, havde været så tynde, så de ikke kunne modstå trykket. Derfor var lavaen løbet stille og roligt ud denne vej. Det så helt vildt ud. Man kunne tydeligt se hullerne, og at der var løbet lava, som havde skabt de her enorme ”kanaler”.  Han fortalte også en masse andre ting, som garanteret har været spændende, men som jeg desværre kun forstod få dele af. Han talte meget hurtigt engelsk, fordi han skulle nå at fortælle de samme ting på både engelsk og spansk. Så det gik lige lidt for stærkt til mig.
Lava i siden
Pitstop

Vandforsyning
Vandforsyningen til øen kommer fra bjergene. Der var flere store vandbeholdere på vej ned. Rensningsanlæggene er ret primitive, derfor må man ikke drikke vandet i hanerne.

Det eneste lille minus ved turen, var en unge der skreg, fra vi satte os ind i bussen og til vi steg ud igen ved vores respektive hotel. Havde eller svoret, jeg ville sparke ungen + forældrene i vulkanen, hvis de ikke snart fik ham til at lukke røven. Heldigt for dem jeg ikke turde tage op med kabelbanen ! ;0)

Det var bælgmørkt da jeg stod op i morges. Blev hentet foran hotellet kl. 8.15, så jeg var pænt tidligt oppe. Det var helt underligt at stå op i syden, og det er mørkt. Som når det er vinter herhjemme. På en eller anden måde var det også vildt dejligt. At se dagen stå op. Nyde roen så tidligt og se himlen lysne, mens jeg spiste morgenmad.

Mens jeg har været hernede, har alle solvogne været optaget hver dag fra formiddagstimerne til sidst på eftermiddagen. Jeg har slet ikke kunnet forstå, at de har kunnet ligge dernede og stege hele dagen. Fik da også set en hel del meget rød hud. Men dem om det.

I dag – her til morgen – opdager jeg så, at fanme om de ikke klokken lige så tidligt, som jeg var oppe, kommer luskende ned én efter én med morgenhår og reservere solvognene med deres håndklæder og bøger og hvad de ellers har. Indretter sig med askebægre, parasoller, borde osv.,  hvorefter de lusker op igen og venter på solen skal komme frem ! Må desværre nok indrømme, at en sådan mentalitet forarger mig. At man indtager et område, eller noget andet, på forhånd. ”Reserverer” ting, der er for alle. Ind til det passer én at tage det i brug. Hm… syns sgu det var lidt mærkværdigt.

Til gengæld er det en ren fornøjelse, at se al det mandskab, der suser rundt meget tidligt om morgenen, og sørger for, at der er rent og pænt over alt, og til at servicere gæsterne til morgenmaden.

Jeg tror aldrig før, jeg har set så mange rengøringsfolk i gang noget sted. De kæmpe arealer omkring pool-området og restauranten bliver vasket hver eneste dag. Ikke bare løbet over med en våd klud. Men helt ind i krogene, under møbler osv. De knokler virkelig på, og her er så rent og pænt, at det er en fryd for øjet.

Sjovt nok er der også flere en ham Jens, der taler dansk i receptionen, har jeg løbende fundet ud af. Det er ret fedt, at kunne tale med dem på sit eget sprog, når der er noget man skal have hjælp til, som kan være lidt svært, at forklare på engelsk.

På busturen i dag, lagde jeg også mærke til, hvor mange hoteller, der egentlig er på Tenerife. Det er helt vildt så mange der er. Øen langs kysten, er ikke andet end hoteller, restauranter og butikker. Det er stort set det samme lige meget, hvor man er. Tænker om lokalbefolkningen også bor på hotel, eller om de kun holder til oppe i bjergene, hvor vi på turen, stødte på små landsbyer.  De synes derimod at være meget autentiske – de små byer inde på øen.

Nu vil jeg dyppes i poolen og stege sammen med de andre turister. Hvis jeg da ellers kan finde en ledig solvogn.

Fredag d. 27.09.13 kl. 15.04.

Wauw et kick af en oplevelse ! Har været om bord på en katamaran i 4 timer, set grindehvaler og delfiner, og den smukkeste udsigt fra havet ind mod Tenerife – hvor man tydeligt kunne se, at Teide er det højeste punkt på øen. Og så har jeg badet i Atlanterhavet !!!

Turen til havnen var et mareridt. Der var total kaos ved opsamlingsstedet. Det vrimlede med mennesker og busser, og alle havde svært ved, at finde ud af, hvem der skulle med hvilken bus. Vi er allerede mere en 10 minutter forsinket, og ALLE sæder er fyldt op. Foran mig, sidder der en ting, der har slået sædet helt tilbage, og ved siden af mig, sidder en stor meget højttalende spansk mand, som talte i mobil under hele turen, så jeg føler mig lidt klemt. Min nabo er nød til at overdøve bussens meget høje spanske musik, som jeg ellers plejer at finde hyggelig, når den ikke akkompagneres af en høj skinger mandstemme.  Jeg glæder mig meget til at komme ud på katamaranen.

Fantastisk tur ! Jeg havde frygtet lidt, at båden ville gynge helt vildt. Og det var lige præcis hvad den gjorde. Det var jeg da helt cool med… i starten. Tænkte at jeg da var blevet ufatteligt søstærk med årene. Det tog jeg i mig igen efter det første hval- og delfinspot.

Det var fedt at opleve dyrene, der slet ikke var bange, men hoppede legesygt rundt foran båden. Jeg havde udsigt fra første parket, på nederste dæk helt ude i stævnen.
Grindehval

Da vi fortsatte, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle fokusere kraftigt på, ikke at blive søsyg. I den henseende var min plads også perfekt – nederste dæk forrest lige i midten og ude i luften. Det gik meget godt.. umiddelbart. Der blev serveret små sandwich til alle og kolde drikke – gratis. Tænkte at det nok ville være godt med lidt i maven.

Vi skulle sejle temmelig langt. Helt ud til spidsen på øen, hvor der var store lodrette klippevægge, og hvor vi skulle bade. Resten af turen der ud til, efter forsøg med at få en meget tør sandwich til at glide ned, sad jeg bare bomstille i skrædderstilling på min plads, og holdt fast i gelænderet, men jeg ihærdigt fokuserede på IKKE at kaste op. Mange var på det tidspunkt blevet frygteligt søsyge, og kastede op alle vegne. I skraldespande, poser og ud over rælingen. De lå alle steder og bare brækkede sig.

Det blev ikke bedre, da vi satte anker i ”lagunen”, hvor folk kunne bade. Der var helt vildt smukt, og vi så også en ørnerede. Men jeg var alt for syg, til at få fuld valuta for pengene.

Vores guide om bord proklamerede, at hvis folk var syge, var det en god idé at hoppe i vandet. Det ville hjælpe. Det kunne jeg nu slet ikke lige få øje på idéen i, og da slet ikke overskue.

Ved det første spot-sted, var jeg faldet i snak med et rigtig sødt par, på alder med mig, tror jeg, der også havde tage ophold på den lille plads udenfor på første dæk.  Det var super søde, og vi grinede meget sammen og delte vores begejstring, for denne store oplevelse. Hujede højt når vi så en hval eller en delfin, og moppede hinanden med vores søsyge. Manden havde en finurlig form for højdeskræk, og rørte sig ikke ud af stedet under hele ture. Han kunne ikke tåle at se ned i vandet. Men fruen og jeg blev enige om, at bare vi holdt sammen, ville vi give det der med at hoppe i vandet en chance. Hun var lige så syg som jeg.
Bugten vi badede i.

I Guder vi troede, vi skulle dø ! Det var på en gang pisse fedt og kæmpe skræmmende ! Der var pænt dybt og bølgerne var høje og svære, at holde sig over. Det var vildt hårdt at svømme i, jeg slugte en masse saltvand og kunne slet ikke få luft. Virkelig ubehageligt og dybt skræmmende. Men for fanden hvor var jeg stolt og glad for at være sprunget i Atlanterhavet langt fra kysten i ”frådende og dræbende” bølger ! Der var sgu da vildt sejt !!

Mens vi badede, var der stillet mad op : Sammenkogt ret med ris, grønsager, flutes og bananer til ”dessert”. Tog kun en banan og et lille stykke flute. For det kan godt være, at dyppet i havet havde gjort os friske. Men vi ikke blevet mindre søsyge ! Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, uden at blive overvældet af kvalme. Kom i tanke om, at jeg jo for pokker havde min kvalmepiller med i tasken og skyndte mig at tage en.  20 minutter efter var jeg super frisk igen ! Yes ! Heldigvis havde min nye veninde også fået det lidt bedre. Til gengæld var manden begyndt at blive søsyg, så vi kunne ikke nære os for at drille ham lidt.

Der kunne ikke være ret mange, på vores lille VIP-plads. Men udover os, var der bl.a. en dame i kørestol og hendes mand, og et ældre ægtepar. Vi havde det super sjovt på turen hjem. Selvom vi blev moset ned, af de andre gæster, ved næste delfinspot, fik vi damen i kørestolen på benene og mast hende helt op foran, så hun også kunne se med ! Vi hujede og klappede og grinede af de mange legesyge og dejligt nærgående delfiner. Det var lidt af en udfordring, at få hende tilbage i stolen på den meget gyngende båd. Det lykkedes uden at nogen kom til skade.
Joy.
Joys mand.

Der er bare noget uovertruffent ved delfiner. Vi så en stor flok, hvoraf den ene var en lille unge, som hyggede sig med at efterligne de voksne. De ”surfede” i bølgerne fra båden lige foran os, som om de gerne ville lege med os. Det var helt fantastisk at opleve dem i friheden, hvor de sprang og optrådte, ikke fordi de var dresseret til det, men fordi de syns det var sjovt, og til stor begejstring for os alle. Desværre har jeg ingen billeder af delfinerne – var alt for optaget af at kigge på dem. Men jeg har det hele på film =o)

Manden (se Væltepeter) fra det ældre ægtepar gav også anledning til mange grin og stor bekymring. Af en eller anden udefinerbar grund, SKULLE han vakle rundt på den gyngende båd og væltede da også rundt, hver gang han rejste sig, så vi måtte gribe ham. Han grinede bare, og så kunne vi ikke andet end at grine med. Til sidst sagde jeg til ham, at han havde forbud mod at rejse sig på resten af turen. Han kunne lige vove ! Så grinede han bare endnu mere og vaklede videre.

Vi så også Tenerifes dyreste hotel fra kystsiden. Det lignede et helt slot. Et meget utilnærmeligt slot.
Dyreste hotel på Tenerife.
Har haft nogle gennemførte, betagende, åndeløst smukke oplevelser de sidste par dage. Og dagen i da på havet, er blevet filmet og bliver til en dvd, som man kunne bestille. Det har jeg selvfølgelig gjort. Glæder mig til at se den, sammen med min Kærste, når jeg kommer hjem. Han tror garanteret ikke på, jeg har været sprunget i Atlanterhavet. Men det blev nemlig filmet, så det er beviseligt !

I skrivende stund er jeg i gang med min Latte nr. 2 ved poolen på hotellet. Godt at være ”hjemme” og sunde sig lidt og fordøje alle de indtryk.

For at gøre dagen i går færdig : Jeg var træt efter vulkanturen. Havde egentlig sat mig for, at gå ned til min ynglings restaurant ved stranden. Jeg kom ingen vegne. Efter et par timer ved poolen med en god bog, var jeg på værelset resten af dagen. Nørdede lidt computer, lagde billeder ind og begyndte at renskrive min dagbog, inden jeg træt og tilfreds gik i seng med stor forventning til dagen i dag, som i høj grad blev indfriet.

Resten af dagen i dag, har jeg ligeledes stegt et par timer ved poolen, og hvilet mig lidt, inden jeg gik op i bad, og ud for at spise aftensmad. Sad længe på mit nye sted og lyttede til skøn live musik. En ældre herre med en elguitar, som han i god stil omsatte til Dire Straights, Pink Floyd, Eric Clapton, Jimmi Hendrix og en masse andre gode gamle stjerner. Det var så som så med sangtalentet, men det var super hyggeligt, og der var en dejlig stemning.
Royl Garden by night.
Mit idol

Fik igen Tortellini, denne gang med kylling. Det smager bare så godt. På vej tilbage fik jeg en yoghurt jordbæris med hvid chokolade topping i anledning af fredagen. Mums den var lækker.

Jeg har efterhånden lært alle smutvejene, så jeg kan gå uden om alle negerbasserne og de mest anmassende tjenere, der står på gaden og vil lokke folk ind. Så mine aftenture er blevet dejligt fredelige. Og jeg nyder dem.

Lørdag d. 28.09.13 kl. 10.30.

Har vist sovet ret længe i dag. De sidste to begivenhedsrige dage, har taget lidt på kræfterne. Jeg skal heller ikke noget andet end at slappe af. Tænker at gå en lang tur, langs hele stranden, og finde et sted på vejen, hvor jeg kan meditere lidt.

Inden da skal jeg lige ned i supermarkedet og købe nogle billige smøger til mig og Melissa. Et karton koster 115,25 danske kroner. Næsten en fjerdedel af derhjemme. Fristende at fylde en hel kuffert med smøger. Tør bare ikke. Jeg aner faktisk ikke, hvor mange man må have med hjem. Ville spørge i receptionen, men blev enig med mig selv om, at det alligevel ikke ville ændre på, hvor mange jeg ville tage med hjem. Så det blev et sats.

Det første jeg gjorde, da jeg nåede den side af stranden, jeg ellers har undgået, var at finde et lille hyggeligt sted, hvor jeg kunne sidde lidt diskret og skyggen, og spise lidt morgenmad og nyde en Latte. Havde jo sovet fra morgenmaden på hotellet, så jeg var ret sulten. Jeg kan godt mærke, jeg har vænnet mig til at spise morgenmad.

Knægten, der stod og skulle lokke folk ind, kedede sig tydeligt. Han lavede nogle opgivende grimasser, når han troede ingen så det, ind imellem han pjattede lidt med kollegaen ved siden af, som også var en ung fyr, og forsøgte at charmere folk ind i cafeen, alt i mens han hilste kækt på stort set alle, der gik forbi.
Tropic Queen
Dejlig knægt.

Jeg faldt pladask for ham. Sådan som man så ham, sådan var han. En ung, glad, kæk, lidt buttet gut med store flotte brune øjne. På et tidspunkt kom en lige så ung og naturligt meget smuk pige ud og vekslede et par ord med ham, hvorefter hun kyssede ham. Da hun vendte sig for at gå tilbage, så jeg hun var gravid. Det rørte mig meget, at se de unge mennesker. Hele livet foran sig, og i gang med at stifte familie.

Jeg har flere gange undret mig over deres måde, at gøre tingene på, når der er så meget konkurrence. Restauranterne ligger side om side, og alle steder har de en tjener stående ude, kun for at lokke potentielle gæster ind. På favoritten i går skrev jeg en seddel til dem, som jeg lagde ved betalingen, hvor jeg havde skrevet om, min skønne oplevelse hos dem. Tænker at, når jeg skal vælge et sted at spise eller bare drikke kaffe, ser jeg aller først på, om stedet ser hyggeligt ud. Dernæst bliver jeg i vildrede. For stort set alle menukortene er ens. Så jeg har brug for at vide, hvordan andre gæster har oplevet stedet.

Snakkede lidt med knægten om det. Han forklarede mig, at han havde prøvet, at snakke med sin far om, at de skulle prøve noget andet end de andre, men at de brugte internettet, alt i mens han ivrigt trak mig med gennem hele cafeen og ud til en side indgang, hvor han stadig ivrigt pegede på et skilt ved siden af døren, hvor der stod ”Tripadvisor”.  Om jeg kendte det ? Der havde de fået mange fine anmeldelser fortalte han stolt.

Jeg nikkede meget opmærksomt – Jo – dem kender jeg godt. Så der må jeg ind og kigge.

Jeg skrev også en lille seddel til dem, med tak for en rigtig dejlig oplevelse, som jeg igen lagde ved betalingen.

Inden jeg gik, spurgte jeg knægten, hvornår han skulle være far. Så slog han et stort smil op, og fortalte at han skam allerede var far, og skulle være det igen om en måneds tid. Han pegede på en ældre kvinde med en baby, og fortalte at det var hans mor og hans barn.

Jeg gav ham 20 euro og sagde, han skulle købe noget til sin smukke kone for dem. Han sprang op af stolen, han sad på, og krammede mig og kyssede mig på kinderne (det gør de meget hernede, det der med at kysse kinder), takkede og udbrød ”I love you !” ” No ! I love you more !” Og så bød han på et eller andet, hvad som helst, på huset, som jeg takkede pænt nej til, med løfte om, at komme igen i morgen.

Ved sgu ikke hvad det er, jeg render og laver. Får de mest besynderlige impulser.
garfield-get-a-grip-i8132
 Kl. 18.25.

Har gået lidt over halvdelen af den lange by- og strandtur. Og jeg har taget billeder hele veje, så de kan se mine gåture derhjemme. Det har allerede været en begivenhedsrig tur.

Mødte først en lille rund og meget smuk sort kvinde, som ledte efter den hurtigste vej til stranden, hvilket jeg forklarede hende. Hun var super sød. Jeg gik jo med vilje den længste tur. Lidt senere mødte jeg hende igen. Hun var stadig ikke nået til stranden, men var gået forkert. Hvordan man så kunne det, når man kun skal gå lige ud, er mig en gåde. Det morede vi os meget over.

Turen har taget lang tid. Har gået stille og roligt og bare nydt det. Jeg har ikke tidligere været ved stranden så tidligt på dagen i så meget dagslys, så det var en hel anden oplevelse end i aftenskumringen.

Jeg mødte også et ældre ægtepar, som jeg tog et billede af for dem. De fortalte, at de havde rejst til Tenerife i 6 år i træk, og at de hvert år tog et billede præcis på dette sted. Så kunne de følge ”the aging”. Jeg tog dem i hånden og sagde, at ingen af dem, så ud til at være en streg over 20 år. De grinede lidt og rystede på hovedet.
Ægteparret v stranden

Derefter fandt jeg et dejligt sted i skyggen, på noget græs under nogle palmer, hvor jeg mediterede. Mærkede varmen fra solen, og en brise af kølig frisk luft fra havet, mens jeg sad der med høretelefoner i ørerne og lyttede til min meditation.
Medation ved stranden
Følte mig let og fri. Jeg mediterede på, at lukke mine oplevelser helt ind og lade dem blive en del af mig. Lidt senere fandt jeg – igen – ud af, hvorfor jeg har svært ved præcis det.

Jeg var lige kommet glad ud af en Beneton butik, hvor jeg havde købt gaver til Cataleya, Ella og Lucas. Det var et super godt køb, så jeg jublede inden i.

Et kort stykke fra butikken, passerede jeg to af de der negerkvinder, der fletter snore i pigernes hår, og binder garn om turisternes håndled, mens de bilder os ind, at det er et afrikansk lykkearmbånd, der vil bringe os mirakler. 4 stk. snore af almindelig billigt garn, bundet sammen af en knude i hver ende og en i midten. Pris : 10 euro. De der afrikanske kvinder vil super gerne have fingre i langhårede piger, og alle som en, jeg er gået forbi, har råbt efter mig. Jeg smiler bare og ryster på hovedet.

Det gør jeg også i dag, hvortil den ene kvinde siger ”so .. you dont like black people”. Først gik jeg videre. Så ved jeg ikke, hvad der skete. Men på under et sekund skiftede jeg fra den her dejlige følelse, til at ryste over hele kroppen, få åndenød og blive rasende. Jeg vendte om på hælen, gik tilbage til kvinden, og sagde helt oppe i hendes ansigt : ”I actually DO like black people. I just dont like you!”. Så vendte jeg rystende om igen og gik, mens hende og en anden kvinde råbte ”fuck of lady” efter mig.
If you are kind to me

Tårerne trillede ned af kinderne på mig, alt dirrede i mig, og jeg kunne ikke få luft. Tanker og følelser jeg ikke kan sætte ord på, drønede rund i mig. Var ikke gået ret langt, før jeg atter vendte om, og gik tilbage. Jeg kunne ikke gå derfra i uvenskab. Ville ikke have sådan en følelse med mig hjem, og ville prøve at fortælle de her kvinder, at jeg bliver frygtelig ked af det, når de beskylder mig for, ikke at kunne lide sorte mennesker. Hende der havde sagt det, var gået, så jeg gik hen til den anden, og sagde til hende, og jeg sgu blev ked af det lort, som hendes veninde havde fyret af.

Tror der gik et øjeblik, før det gik op for hende, at der stod en stortudende hvid turist foran hende og ævlede på uforståeligt engelsk, med tårerne sprøjtende ud af øjnene. Kvinden begyndte at sige en hel masse på spansk og undskylde en hel masse på engelsk, mens hun kaldte på veninden.

Jeg satte mig hen på en bænk, lige ved siden af, hvor vi havde stået, og prøvede at stoppe med at tude, og snottet fra, at løbe ud i hele hovedet på mig.

Pludselig stod begge kvinder på hver sin side af mig, og nussede og krammede mig og undskyldte overstrømmende, og vidste ikke alt det gode de skulle gøre og sige, for at trøste mig, og overbevise mig om, at de virkelig var kede af det. De blev ved med at fortælle mig, at de godt kunne se, jeg var et godt menneske, der godt kunne lide sorte. Og så gav den ene mig, en af de her ”magiske” armbånd på ”for free and with love and luck from Africa”. Jeg nikkede bare og takkede og gråden var stilnet nok af til, at jeg ville videre. Begge kvinder gav mig et ordentlig kram, kyssede mig på begge kinder, mens de spurgte, om jeg var sikker på, at jeg var okay, mens de forvissede mig om, at de aldrig mere ville beskylde nogen for ikke at kunne lide sorte mennesker. Da jeg gik, råbte de begge efter mig igen. Denne gang ”we like you lady” og sendte fingerkys.
Attitude is a decision
Jeg aner ikke, hvad der skete, og hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Det skræmmer mig helt vildt, at det kan komme så pludseligt og ukontrolleret. At noget så banalt, kan gå rent ind og ramme lige i solar plexus. Jeg kan slet ikke gennemskue hvorfor, og hvad jeg kan gøre ved det. Vil prøve at snakke med Gorm om det, næste gang jeg skal derned.
Forstår det ikke 1

Det var lidt svært, at få rystet oplevelsen af mig. Jeg ville hen på mit favoritsted og holde kaffepause. Men jeg vidste, at jeg ville begynde at tude igen, når jeg mødte deres smil og imødekommenhed.

Tæt på favoritten ligger der et lille massagested, hvor man kan sidde og se ud over havet, mens man får masseret fødder. Jeg vidste bare, at det lige var det, der skulle til. Så jeg gik målrettet hen til disken, og spurgte om de havde en tid til mig med det samme. Tror de kunne se, jeg var ked af det, for selv om kalenderen var fyldt, og man egentlig skulle bestille tid, kom jeg til med det samme. Det var gennemført vidunderligt. SÅ skønt at sidde i en blød lækker lænestol med lukkede øjne, og lytte til havet alt i mens, først fødder og underben, så nakke og skuldre, blev nusset efter alle kunstens regler. Og så endda af en lille smuk, fredsindgydende, harmonisk og smilende nimmer af en kvinde, af ubestemmelig alder. Det var intet mindre en vidunderligt, og lige hvad jeg trængte til.
Fodmassage

Kl. 19.40.

Jeg sidder på favoritten hos mine nye herlige ”venner” og nyder min længe ventet kaffepause. D.v.s. er i gang med 2. kop. Der skulle lidt til at fylde op, efter underskuddet af kaffe. I aftes, da jeg havde lagt min seddel med de rosende ord ved regningen, var det kun den tjener, der tog i mod betaling, der havde set den. Jeg skulle ud og tisse, inden jeg gik, og kom lige ud fra toilettet til et par åbne arme og de traditionelle kindkys, og tak for de pæne ord.

I dag vidste alle hvem Charlotte fra Danmark var – hende med sedlen. Og den ene tjener kom flagrende ud med sedlen, mens han skiftevis pegede på den og mig. De var super glade, og takkede for ordene. Tjeneren der var kommet ud med sedlen, tog et billede af den og lagde den på deres facebook profil. Der ligger den stadig.

Er blevet meget bevidst om noget jeg ikke tidligere har gjort før. Det begyndte for et halvt års tid siden. Måske mere. Husker det ikke helt. Jeg tager mig selv i, at bide tænderne sammen og spænde helt vildt i skuldrene og holde vejret på alle mulige og umulige tidspunkter. Som f.eks. nu. Det er sgu da noget underligt noget. Vil gerne finde ud af, hvordan det hænger sammen, og ikke mindst hvordan jeg kan stoppe med det !

Kl. 22.20.

Det var blevet mørkt, da jeg havde hygget mig længe nok på favoritten ”Royal Garden”. Så jeg valgte byturen hjem ad. Jeg plejer at gå et lille stykke tilbage langs stranden, inden jeg drejer op mod byen. Men jeg vidste, at jeg så skulle forbi de to negerdamer fra tidligere, og det havde jeg ikke rigtig lyst til. Så jeg gik direkte op til byen fra ”Royal Garden” og dermed den lange vej hjem.

Fanme om jeg ikke – præcis som med negergutten – render lige ind i den ene af de mørke kvinder alligevel ! Hende der gav mig armbåndet på ”med hilsen fra Afrika”.

Hun spørger mig, om jeg kan huske hende fra stranden, og om jeg er okay. Jeg nikker. Hun spørger så efter mit lykkearmbånd, og jeg viser hende, at jeg har det på. Så siger hun Gud-hjælpe-mig til mig, efter hun havde lavet nogle tegn og ”velsignelser” over mit armbånd, o m jeg så ikke ville give hende nogle penge, når jeg nu havde fået armbåndet. OG ”velsignelsen”, og at det normalt kostede 10 Euro, men hun ville blive glad for 20 !! 20 Euro for tre garnsnore !!!
I am not a bitch

Det føltes som et slag lige i hovedet. Jeg gav hende 7 euro – desværre – jeg nåede ikke at tænke så meget. Men jeg gav hende de 7 euro, OG hendes armbånd tilbage. Hun spurgte, om jeg ikke troede på hendes ”velsignelse”? Og jeg svarede, at jeg tror kun på gode mennesker, og ikke på mennesker, der snyder andre. Så vendte jeg mig om, og skyndte mig at gå, så hun ikke kunne nå at se, at min verden endnu engang brød sammen. Jeg satte mig på en bænk et godt stykke væk fra hende, og prøvede at samle mig sammen, mens jeg lurede over, hvad fanden der foregik med mig.
What the fuck

Efter en hel del smøger lykkedes det mig, at stoppe med at tude. Klumpen i halsen ville ikke helt gå væk, men jeg havde et mål.

Tidligere på ugen havde jeg været inde i et shopping center, der ligge på vejen til hotellet. Derinde i det bagerste hjørne, lå en lille bitte kineserbutik med Buddha figurer, souvenirs, lidt smykker og andre ting.. Meget af det var noget billigt krimskrams. Men på øverste hylde i vinduet gemt lidt af vejen i et hjørne, stod en figur af to foldede hænder i en Lotusblomst til fyrfadslys. Den faldt ud fra resten af sortimentet, og jeg måtte bare eje den. Indtil jeg hørte prisen på den. 78 euro. Den søde kineserpige, der havde butikken, fortalte en den var meget gammel og lavet af kobber. Derfor var den lidt dyr. Af bar befippelse og for ikke at tabe ansigt over, at jeg i hvert fald ikke ville give så meget for en ting, sagde jeg til hende, at jeg ikke havde så mange penge på mig. Men jeg ville komme tilbage næste dag og købe den. Jeg ville super gerne have den, men vidste allerede godt, da jeg sagde det, at jeg ikke ville komme tilbage, for jeg syns det var for dyrt.

The world is a beatiful place 1

Oplevelsen med negerkvinden i dag, gjorde, at jeg i hvert fald IKKE ville snyde nogen. Så jeg gik direkte fra min bænk og ned til den lille butik og kineserpigen og købte uden et kny den flotte stage. Kineseren kunne godt huske mig, og smilede over hele hovedet, og var helt fjollede, mens hun pakkede figuren godt og grundigt ind, så der ikke skete noget med den på flyet hjem. Er faktisk ikke sikker på, jeg kan få den ud af al den indpakning igen. Hun både talte og forstod engelsk dårligt. Men jeg havde en rigtig god følelse af, at hun oprigtigt var glad for, at jeg kom tilbage. Måske ikke så meget fordi jeg havde lovet det, men fordi hun havde solgt, det dyreste hun havde i butikken, til en der ikke engang satte spørgsmålstegn ved hendes troværdighed, ej hellere forsøgte at prutte om prisen. Jeg vil ikke engang vide, om hun tog røven på mig. For jeg har brug for at tro på, at der også her, findes gode og ærlige mennesker. Oprigtigt gode, og ikke bare søde fordi de skal snyde folk for penge.

Mens jeg gik den sidste vej tilbage til hotellet, skrev jeg en sms til Bettina, hvor jeg spurgte, om hun var vågen. Jeg havde bare brug for, at snakke med hende NU, om hvad fanden der foregår med mig! Tænkte om min Borderline var gået helt i selvsving !  Det var hun heldigvis.

Så jeg ringede op og uden at sige hverken hej eller andet overflødigt, væltede jeg min oplevelse ud på hende, og sluttede talestrømmen med : vil du godt være sød, at fortælle mig, hvorfor jeg reagerer sådan ? Hvad er det der sker ? 2 sekunder siger hun bare. Jeg skal lige tune ind.. Og så fortæller hun mig, at jeg ca. fra dag 5 røg ind i en intens personlig udvikling, og at jeg lige nu er total åben og meget meget sensitiv, at det først lige er begyndt og fortsætter et par år endnu. Det er nu, jeg skal lære at håndtere mine følelser og min Borderline, og ikke bare lukke ned for tingene. Det var ikke lige, hvad jeg ville høre. Men som det helt igennem fantastiske menneske og den skønne veninde hun nu engang er, siger Bettina bare : Det skal nok gå – vi tager fat i det, når du kommer hjem. Elsker hende da bare. Hun passer altid på mig, og er der altid, no matter what og when. TAK Bettina <3

Hun sagde i øvrigt også, at det var vigtigt, jeg afrundede mine meditationer rigtigt, med at lukke ned igen, og sendte mig en besked om, hvordan jeg skulle gøre. Lige nu er jeg piv åben.

Kl. 00.27.

Nu har jeg skrevet i to timer, og jeg kunne sagtens blive ved. Men jeg er godt nok træt og trænger alvorligt til krimi og kakao. Det er min sidste dag i morgen. Så må vi se, om jeg tør vove mig ud fra hotellet. Har jo en date med en ung knægt. Er glad for jeg snart skal hjem. Savner dem derhjemme frygteligt, og ikke mindst min trygge base.

Søndag d. 29.09.13 kl. 8.47.

 

Det første jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op, var kvinden fra i går. Har også drømt om episoderne i nat. Hvorfor fanden kan jeg ikke bare slippe det ? Forstår slet ikke, hvorfor det skal bide sig så fast i mig. Min fornuft VED jo, at de kvinders opførsel ikke er personligt rettet mod mig. Så det er ret irriterende at mine følelser ikke vil være med.

Kl. 12.00

Sidder på Tropic Queen, cafeen fra i går, og nyder en Latte.
Min plads

Gik da helt i panik i morges. Kunne ikke finde, e-billetten til hjemrejsen, som min Kærste havde printet til mig hjemmefra. Skulle lige til at begynde og tude, da det slog mig, at jeg jo havde min bærbare med, og e-billetten på en mail.

Hi.. der er mange skøre sjove mennesker hernede. En stor mand med shorts og bar overkrop… og en skrig-gul T-shirt sat ovenpå hovedet. En anden mand på cykel –højt skrålende en eller anden sang, som han viftede takten til med den ene arm.

Næste step var at printet e-billetten ud. Tog computeren under armen, og gik ned i receptionen, hvor det med meget besvær, lykkedes en af de super søde piger, at få printet min billet ud. Jublen ville ingen ende tage. Frygtede et øjeblik, at jeg ikke kunne komme hjem til min elskede mennesker, fordi det ikke sådan var lige til at få den skide billet ud i papirform.

Elsker de noget ældre kvindelige turister hernede. De lader hele pat-tøjet flyde frit og uhæmmet, mens de nyder ferien med deres mænd, som helt ugeneret af den lidt med årene slappe hud og muskulatur, gerne går rundt i bar overkrop, og afslører for længst forgange tider i form af tatoveringer. Stor smilende, glade og grinende. Det er bare så livsbekræftende, at være vidne til al den gensidige respekt og dybe kærlighed og hengivenhed, de tydeligt udviser overfor hinanden. Forestiller mig det er min kæreste og mig om 30 år <3

Tror faktisk, jeg er stødt på en gammel krigsveteran. En der havde de der ”eagle-wings” tatoveret på brystet.

Jeg har altid holdt meget af, at se på mennesker. Nyder mennesker der sprudler, og bilder mig ind, jeg kan se på deres rynker, om de har haft et godt liv.

Do not regret growing older.

Slut med kaffen, og videre til næste sted, jeg skal tage afsked med.

Kl. 13.43.

Last stop før jeg tager afsked med stranden: Royal Garden, frokostsandwich og deres uovertrufne latte. Just love this place.

Det vrimler med surfere på havet. Stedet må være et rent paradis for folk med den interesse. Bølgerne er enorme, der er oceaner af plads – havet er en stor legeplads.
Surfere 1

Udover surfing er der skydiving, paragliding, bananbåde, vandski og alle de her bådeudflugter til forskellige locationer. Man kan sågar komme på tur ned en ubåd og se koralrev og spændende fiskeliv.  Det må være vild oplevelse, sådan en ubådstur – Men lidt for klaustrofobisk til mig. Der er lige så meget aktivitet til vands, som til lands hernede.

Mødte den anden negerkvinde fra i går; hende der havde råbt, at jeg ikke kunne lide sorte. Hun sprang op af bænken, da hun fik øje på mig, og kom mig i møde med et stort smil og åbne arme. Hi ! I like you, var det første hun sagde, og gav mig et ordentlig kram. Krammede igen – med forbehold. Havde set, hun havde fisket et ”armbånd” op ad lommen, som hun stille og roligt lagde ned igen. I stedet ville hun ”do my hair for free”, fordi jeg var så sød. For ikke at ødelægge den gode stemning, ved endnu engang at lade mig narre, sagde jeg til hende, at jeg var på vej hen og drikke kaffe, så det havde jeg ikke lyst til.

DET er satme modigt. Knaldrød krøllede hanekam på toppen og total kort kridhvidt hår i siderne, på en kvinde på mindst 60 år vil jeg tro ! Det trækker sgu uundgåeligt mundvigene lidt opad.
Rød kam

Sidder for sidste gang på Royal Garden. Har spiste en ”Hawaii-sandwich” til sen frokost. Tjenerne er simpelthen så hyggelige, og man kan se de virkelig kan lide deres job, og har et rigtig godt forhold til hinanden. Det har en enorm betydning for hele stemningen på stedet. De laver hele tiden fis og ballade, uden at det på noget tidspunkt overskrider den hårfine grænse, til at være plat og for meget. Alle kvinderne hedder ”Darling” – og trods det, får det alligevel én til at føle sig som noget særligt. Det kan kun lade sig gøre, fordi ordet i deres mund, indeholder en respekt for mennesket, og et oprigtigt ønske om, at deres gæster skal have det godt.

I dag kom de bare med min Latte og min cola uden, at jeg behøvede bestille det først.

Sad her meget længe, og bare sugede det hele til mig. Måtte love at komme tilbage ”by the usuall time”, (om aftenen), når det nu var min sidste dag. Det nåede jeg desværre ikke.

Holdt endnu et lille – ikke planlagt – pit stop inden jeg nåede tilbage til hotellet. Fik lige endnu en Latte i det lokale indkøbscenter, hvor jeg tidligere havde set mavedanser og Elvis-wanna-be.
Elvis

Klokken nåede næsten at blive 17.00, inden jeg var tilbage på værelset, og gik i gang med at pakke. Det tog ikke lang tid. Det er da noget, jeg kan finde ud af. At organisere og pakke en kuffert. Til aftensmad tømte køleskabet for yoghurt og spiste det til dessert, efter det brød og pålæg, jeg havde tilbage. Resten af aftenen skrev jeg dagbog ren, så tiden kunne gå lidt hurtigt. Savner dem virkelig meget derhjemme, og glæder mig voldsomt til at flyve til Hamburg i morgen og mødes med min Kærste.

Mandag d. 30.09.13 kl. 13.00.

 

Sidder i lufthavnen på terrassen på en cafe, der ligger lige ved siden af indgangen til tjek-in. Og får drukket en masse kaffe og røget en masse smøger. Når jeg tjekker ind, går der 6-7 timer før jeg kan ryge igen.
Lufthavn

Sikke en lortenat. Gik i seng kl. 01.00, glad over det havde været en rolig aften, og det tilsyneladende ville blive ved med at være det. Havde seriøst svært ved at falde i søvn. Luften var ualmindeligt fugtig, og jeg følte, at hele sengen klistrede sig til mig. Langt om længe fik jeg lagt mig, så jeg nogenlunde kunne holde det ud, og var lige ved at falde i søvn, da der pludselig kom en sønderrivende larm udefra. Noget skramlede højlydt, en metalting rød på et hårdt gulv med en øredøvende klirren, og nogle mænd talte ualmindeligt højt.

Så var jeg lysvågen igen. Spekulerede på hvad fanden der foregik og hvor lydene kom fra. Min første tanke var, at det var nogle patte stive gæster, der var kommet hjem fra byen. Så der ville nok hurtigt blive stille igen. Ville prøve at falde i søvn. Men suk.. larmen fortsatte. Det lød som om, nogen var ved at flytte helt vildt rundt på et helt møblement, som de trak hen ad overfladen i stedet for at løfte det ! Blev mere og mere irriteret, og stod til sidst op, for at se hvad der foregik.

Gangene med dørene ind til værelserne på hotellet, var udenfor ”sat på muren” som lange rækker af balkoner i flere etager. Mellem hotellet og nabobygningen var der kun en smal passage til stranden. Nabobygningen mindede unægtelig om et gammelt hotel, der var bygget om til beboelsesejendom med altaner og terrasser ud til samme side, som gangene til værelserne på hotellet. Under hele mit ophold, havde der været meget lydt der over fra : børn der græd, voksne der råbte, og andre dagligdagslyde. Men der havde altid været ro om natten. Bare ikke i nat.
Balladen
Min dør.

Usikker på, om det nu også var en god ide, og for nysgerrig til at lade være, åbnede jeg min dør, og gik ud på gangen.

Jeg boede på tredje sal, og kunne stå og kigge lige ned på en lukket terrasse i stueplan i naboejendommen. Der på terrassen stod 7-8 yngre mænd og en ældre herre, og rodede rundt med en masse skrammel, som lå på gulvet, på et udslået lagen eller dug eller hvad det var. Min fantasi fortalte mig, at jeg stod og så på en berygtet røverbule, og de lige havde været ude og rømme nogle villaer. Sådan så det ud.

Typisk mig råber jeg ned til dem på engelsk, hvornår de havde tænkt sig at stoppe med den larm. Var ved at pisse i bukserne, da alle 7-8 mænd vendte blikket op i mod mig, mens den ene, på gebrokkent engelsk, sagde, at de boede og arbejdede der. Det gør i så meget støjende, konstaterede jeg tørt, og vendte om på hælen og gik ind i seng igen, efter jeg havde forsikret mig, at min dør var forsvarligt låst. Pludselig lød det som om, de stod lige foran min dør, og det røg lige gennem hovedet på mig, at nu skulle jeg dø ! – Tror sgu jeg læser for meget krimi inden sengetid. Selvfølgelig stod de ikke foran min dør. De talte bare det lidt højere, sikkert for at fortælle mig, at jeg fanme ikke skulle bestemme, hvor meget larm, de lavede.
garfield_dont-know

Ved ikke hvad klokken var inden jeg endelig faldt i søvn. Men jeg var meget træt, da receptionen ringede i morges for at vække mig.

Jeg havde masser af tid. Det har jeg også brug for. Jeg bliver sur og dårlig, hvis jeg skal skynde mig med noget. Allerede kl. 11.00 stod jeg i lufthavnen, og jeg havde både været i bad, pakket færdig, nydt en lang morgenmad, fået printet bordingpas og var tjekket ud.

Så nu stod jeg altså her. 5 timer før mit fly skulle lette.

Kl. 13.45.

Jeg har læst resten af min anden krimi, skrevet en masse, drukket to store Latter og røget en ordenligt røvfuld smøger. Nu er jeg snart flyveklar. Giver den lige en halv time til, inden jeg tjekker ind.

Skulle aldrig have rejst mig fra cafeén. I det splitsekund, jeg skulle tjekke ind, begyndte tingene bare at gå skævt. Lagde hårdt ud med at skulle betale for 6 kilos overvægt. Det er sgu ren idioti. Jeg havde netop en lille håndbagagekuffert med, så jeg havde lidt at fordele vægt på, og som jeg ville tjekke ind på hjemturen. Det havde jeg jo ikke tænkt en disse over. Brugte den som håndbagage og endte derfor med en regning på 500 Dk.kr. for overvægt. Regning skulle betales et andet sted i lufthavnen, hvorefter jeg skulle komme tilbage til tjek ind med kvitteringen. Det kom til at tage lang til at betale den skide regning. For deres printer virkede ikke, og damen var længe om at fatte, at hun jo så måtte lave en kvittering manuelt. Det er sgu som om, at folk panikker fuldstændig, når teknikken ikke virker, og helt har glemt, der findes papir og kuglepenne ! Megen ærgrelse senere, bestiller jeg en kyllingeburger hos Burger King i lufthavnen. Allerede i køen, blev min tålmodighed endnu engang sat alvorligt på prøve. Disken blev betjent af en slasket ung knægt, der havde al verdens tid, til sin rådighed. Jeg tog mig hårdt sammen og væbnede mig med al den tålmodighed, jeg overhovedet kunne. Endelig blev det min tur, og jeg bestilte pænt min burger. Og så ventede jeg. Og ventede. Og ventede lidt mere. Først troede jeg, den skulle laves først, fordi der ikke var flere. Men så kunne jeg se, at pigen i køkkenet tørrede borde af og satte ting på pladsen. Der var ingen, der var i gang med at lavede en burgere. Og slap min tålmodighed totalt op ! Jeg røg hen til knægten, som jeg afbrød i noget tøsefnidderi, og råbte så højt, så alle kunne høre det, hvorfor det lige var, at jeg bare stod her og ventede på min burger, og der ikke sket en skid !! Han blev ildrød i hovedet og undskyldte mange gange, at den havde da glemt ! Øjs jeg blev sur. Det gjorde det ikke bedre, at der var en umulig unge, der skreg hysterisk og uden grund, så hele lufthavnen blev underholdt.

Tiden nærmede sig boarding, og jeg ville trække en vand i en automat, til at have med i flyet. Der var en automat lige foran gaten, og der var ikke mindre end 18 numre vand at vælge i mellem. Selvfølgelig vælger jeg et nummer, hvor flasken sætter sig fast og ikke kommer ud – Og det gør de 2 euro jeg har puttet i heller ikke igen. Blev skide sur, over jeg havde smidt 2 euro uden at få noget for dem, og over jeg nu ikke havde noget vand. Så jeg for rundt i de forskellige butikker, for at finde ud af, hvem der var ansvarlig for automaten.

Efter noget søgen fortalte en mand mig, at jeg skulle op på 2. sal til et kontor, hvor der gerne skulle sidde nogle der kunne hjælpe mig. Skulle lige til at drøne derop, da jeg så, at det ville være lidt af et sats, hvis jeg ikke skulle komme for sent til mit fly. Åd den bandende i mig, og købte en vand et andet sted. Halvstresset og irritabel satte jeg mig ned, og tog en dyb indånding og tænkte, at jeg lige om lidt ville være hos min Kæreste. Havde dårligt nået at tænke tanken, før vi fik at vide, at boardingtiden var rykket 15 minutter frem.

Folk moser med røv og albuer, når man står i kø til at komme om bord på flyet. Normalt venter jeg til aller sidst med at gå ind. Men jeg havde bare brug for, at komme ind og sætte mig til rette, og komme af sted. Så jeg stod i den meget tætte kø, omgivet af meget talende og ikke særligt stillestående mennesker, og blev hele tiden ramt af en arm, en taske eller andet. Det sydede og boblede indeni. Jeg var træt. Min tærskel var for længst overskredet og jeg ville hjem. Det var en kæmpe udfordring ikke at få en af mine tidligere sædvanlige vredesudbrud. Reddede den med tanken om, at nu havde jeg klaret det så godt under hele ferien, med køer og mange mennesker og alt det der, så det ville jeg for alt i verden ikke ødelægge på vej hjem i lufthavnen.

Boardingen begyndte, og jeg viste manden i gaten mine ”hjemmeprintede” boardingpas. En til ham, og en til mig. Da jeg var kommet forbi, køen var nu bare rykket om til gangen ind til flyet, og vi stod stadig lige tæt, kom jeg pludselig i tanke om, at min bagagekvittering sad på det boardingpas, manden havde taget. Så jeg masede mig tilbage i køen, til den her mand, som meget surt i irriteret gav udtryk for, at han ikke fattede, hvad jeg mente, men det gjorde hans kvindelige kollega, der tog i mod passene, og som viste mig, at den ikke sad på det boardingpas de havde taget. Det gjorde den heller ikke. Var bare blevet forvirret og havde ikke fået kigget ordentligt efter – den sad på mit eget boardingpas. Tilbage igen gennem køen til mine tasker, som jeg modigt havde ladt stå, hvor jeg stod i køen.

Efter hvad der føltes som en evighed, sad jeg endelig i det flysæde, jeg havde reserveret på forhånd, forreste i flyet. På nettet havde jeg kunne se, at der ikke var andre, der havde reserveret pladserne ved siden af mig. Så jeg bad inderligt til de højere magter om, at de ville blive ved med at være tomme. Kaptajnen bød velkommen om bord. Flyets motorer startede. Der gik lidt tid, inden vi endnu engang hørte Kaptajnens stemme i højtaleren, der bad os om lidt tålmodighed; Man ventede lige på nogle passagerer, der var på vej. Jeg fortsatte med at bede, mens det virkede som om, at vi lagde an til at køre til startbanen. Bedst som jeg troede, at mine bønner var hørt, kom der et par, som spurgte, om jeg ville være sød at rejse mig, så de kunne kom ind på de to tomme pladser.

Lige der brød hele mine verden sammen, og jeg følte bare ikke at der var retfærdighed til i dette liv. Parret kiggede forundret på mig, da tårerne bare begyndte at løbe uhørt ned af mine kinder. Heldigvis sagde de ikke noget. Jeg overgav mig til min barske skæbne, tog en beroligende pille, lagde mig tilbage i sædet og lukkede af for hele verden udenfor, med en følelse af, at der var en evighed til, at jeg stod i min Kærstes arme; jeg ville aldrig nå hjem.

Jeg døsede og halvsov det meste af turen, og parret på sæderne ved siden af, var egentlig ganske rolige i uforstyrrende. En lille time før vi skulle lande, vågnede jeg lidt op, og kunne langt om længe se en ende på mine lidelser. Tror jeg var nået dertil, hvor savnet bare var for stort, samtidig med, at jeg var så frygtelig træt og tyndhudet.

I det sekund flyet holdt stille røg jeg op ad sædet, væltede min lille kuffert ud af overskabet, klar til at tage kampen op, mod alle de andre, der skulle ud af flyet. Om jeg så havde skulle dræbe, skulle jeg bare UD, som en af de første. Ingen mistede livet. Tror jeg havde en udstråling, der viste, at det ikke kunne betale sig, at stå i vejen, eller mase sig foran mig. Jeg kom hurtigt ud, var den første i bagageudleveringen, den første der fik min kuffert, og så spurtede jeg ellers ud i ankomsthallen, for at kigge efter min Kærste.

I det øjeblik jeg stod i hans arme forsvandt alle dumme ting og følelser og jeg var bare kommet HJEM ! Det var som en ubeskrivelig vidunderlig drøm, at se ham, høre ham, mærke ham, dufte ham. Han stod LIGE HER ved siden af mig. Og han var der stadig, selvom jeg kort kiggede en anden vej <3

Det havde ikke kunnet lade sig gøre, at finde en bare nogenlunde overskuelig flyrejse fra Tenerife til Københavns lufthavn, uden det havde taget mig et lille døgn at komme hjem inkl. Flere timeres ventetid ved mellemlandinger. Så min elskede Kærste havde taget Futte til Hamburg, for at hente mig der, og camperede på en skøn lille plads, vi havde besøgt nogle år tidligere. Ved vores sidste besøg, havde vi set et egern meget tæt på, som i lang tid susede rundt i og omkring træerne på den lille plads. Vi havde opkaldt ham Egon. Det første jeg så, da jeg steg ud af taxaen på pladsen var Egon. Eller… jeg bilder mig i hvert fald ind, at det var Egon. VORES egern. Og lige der stod vores Futte. Med vores ting, vores Futteseng, vores dufte. Alt, hvad der var genkendeligt, blev pludselig overvældende trygt og rart. Det var bare så dejligt at putte sig ind til sin Kærste, efter jeg havde snakket i timevis, og jeg næsten ikke havde mere stemme tilbage, selvom jeg ihærdigt havde forsøgt at holde den smurt med Bailey. Stakkels Kærste. Tror hans ører var ved at falde af.
Endelig hjemme

Næste morgen glædede jeg mig selvfølgelig til at komme helt hjem til børnene. Der var ikke så meget med morgentoilette, og morgenmad og noget. Bare en ordentlig kopfuld køre-kaffe-latte, og så ellers stik mod Danmark. Det var skønt, at kunne tage det sidste stykke af hjemturen med min Kærste i Futte. Vi landede i Museumsgade sidste på eftermiddagen.

Efterord.

Lige så skønt det var, at rejse ud i verden, ned til varmen og solen og være lidt alene. Lige så skønt, om ikke mere, var det at komme hjem.
The secret of having it all

Tror det er rigtig sundt, i en stund, at komme væk fra alt det man tager som en selvfølge, for at kunne mærke, hvor stor betydning og hvor meget man sætter pris på, det liv og de ting man har i sit liv.

Det har været en helt igennem og på alle måder smuk, berigende, oplevelsesrig, udviklende, vidunderlig, og til tider ubarmhjertig og angstprovokerende rejse, jeg har været ude på. Jeg har fået en masse med hjem, og arbejde videre med. Ting som jeg aldrig var nået frem til, hvis jeg ikke havde været alene. Rigtig meget personligt, men også til min Kærestes virksomhed, som jeg jo har skrevet en del om på min rejse.
Lær af det du møder

Min største gave fra rejsen er bevidstgørelsen af, at jeg er præcis der i mit liv, hvor jeg vil være, hos dem, jeg vil være hos, uden ønske om, at ændre på det. Og en klarhed over, at jeg ER værd at passe på, og at jeg stadig har noget at byde på. Opgaven er stadig, at omsætte tingene i praksis : at passe på min krop og sjæl, og at komme i gang med noget, jeg kan brænde for. Forskellen er, at jeg VED, hvad jeg vil nu. Det vidste jeg ikke inden, jeg tog på min rejse.
Im not perfect

Jeg ville ikke have været den oplevelse foruden. Men jeg tror, at jeg i fremtiden ønsker at rejse med dem jeg holder af. Eller som da jeg rejste til Bali, hvor jeg kunne vælge mit eget eller andres selskab. Så sjov er jeg altså heller ikke at være sammen med så intenst og så længe ;o)

Kære Gud. Tak for alt du har mig givet. Tak for alt her i livet. Tak fordi jeg evner, at begejstres, at elske, for glæden på min vej. Tak for kærligheden, der kommer til mig.

Tak fordi du fulgte mig på min rejse, og hjalp mig med at åbne mine øjne.
Never go back

Vil slutte af med et par citater, som fortæller meget klart, hvad jeg har fået med mig fra min lange indre rejse.
Be happy for no reason
Butterfly
Things are ment to be
Fokus på muligheder
The greatest thing in life

TAK TIL JER, SOM HAR TAGET REJSEN MED MIG HER PÅ MIN BLOG <3
Solbrillesmiley