Onsdag d. 16.01.13

Jeg er verdens dårligste veninde. Sådan er det.

Man kan ikke regne med mig. Jeg overholder ikke aftaler. Jeg “forsvinder” i dagevis; svarer ikke på hverken opkald eller sms-ér, ser ingen, taler ikke med nogen.
Den ene dag, er jeg med på det hele. Den næste “gider” jeg ikke noget som helst.
Jeg laver aftaler, som jeg senere fortryder, og aflyser.

En stor del af mit liv er brugt på at prioritere andre. Alle andre. Ikke mig. Men alle andre. Andres ting, andres behov, andres ønsker har altid været vigtigere for mig end mine egne. Eller.. det var nok bare fordi, det er lettere at forholde sig til andres end til sig selv.

Jeg var altid hunde hamrende ræd for at nogen skulle blive sur på mig. Skuffet over mig. Afvise mig. Ikke kunne lide mig. Altid bange for ikke at kunne leve op til andres forventninger til mig. Ikke at kunne indfri deres behov. Jeg kunne ligge i timevis om aftenen, og spekulere på dagen, der var gået : om jeg havde sagt noget forkert, såret nogen, gjort noget dum og tænke på hvad andre tænkte og synes om mig.
Jeg havde ondt i maven. Hovedpine. Følte mit hoved konstant kørte på overtryk. Kunne ikke finde ro og hvile i mig selv. Det var altid andre.

Når trykket blev for stort, røg låget af i en eksplosion. Jeg kunne blive så kæmpe ynkelig. Synes alle andre var onde. Ingen ville mig noget godt. Alle afviste mig. Tudede i timevis. Havde selvmordstanker – syntes verden ville være et langt bedre sted uden mig. Der var alligevel ingen der kunne lide mig. Uanset hvad jeg gjorde. Kunne slet ikke forstå, at andre ikke bare stod til rådighed for mig, når det nu endelig var mig, der bare havde brug for at blive holdt om, og holdt af. Følte ikke jeg var god nok, med mindre jeg “ofrede” mig for andre. Og tilsidesatte mig selv. For andres skyld. Når jeg havde disse “eksplosive” nedture, tog mine omgivelser selvfølgelig kæmpe afstand fra mig. Jeg svinede dem til på det groveste, og ja… gav dem nærmest skylden for min tilstand. Men det forstærkede jo også ensomhedsfølelsen og var virkelig benzin på ynkebålet. Så en sådan en tilstand kunne godt vare i dagevis. Jeg spiste ikke, kom ikke i bad (var vildt ulækker), kom ikke uden for en dør. Levede af kaffe, smøger, piller, ynk og af at svine folk til. Mens jeg bare hungrede efter nogen, der ville holde om mig. Dengang vidste jeg ikke, hvorfor det var sådan.

I dag er jeg førtidspensionist. Har jeg vist nævnt nogle gange. Det har taget mig rigtig mange år, rigtig mange behandlingsforløb og udredninger, og selvudvikling og you name it. At nå der til, hvor jeg er i dag. Og jeg er langt fra “færdig”.

I starten blev jeg meget vred på mig selv. Det kan jeg stadig blive. Jeg var vred over, at jeg ikke formåede at sige fra, af angst for at miste. Vred over, at jeg dyrkede rovdrift på .. mig selv. Vred over, at jeg jo ikke bare kunne give “samfundet” skylden, men at jeg selv måtte tage ansvar for mit liv. Vred over, der ikke bare kom nogen og “ordnede mit hoved”. Jeg skulle sgu arbejde for det – selv ! Fandens også !!!
Undervejs opdagede jeg – meget meget langsomt – tilfredshedsfølelsen ved faktisk at have mere “kontrol” over tingene, når det nu var mine egne. Man kan ikke gøre en skid ved at “det er andres skyld”. Men man kan gøre noget ved det, når det er ens egen. Det lyder pisse simpelt. Det er det overhovedet ikke.
Jeg måtte lære, at det er ikke andre, der giver mig dumme følelser. Ikke respekterer mig. Næh… det er mig selv. Og når du ikke respekterer og elsker dig selv. Så gør andre sgu heller ikke. Andre kan heller ikke give dig nogle dumme følelser, hvis ikke du giver dem lov.

“Kys det nu – det satans liv. Grib det før det er forbi” – Meget pudsigt den lige skulle komme i radioen.

Jeg var styrede af angsten for at miste. For ikke at kunne behage. Angsten for ikke at blive elsket. Det har taget ÅR at komme ud af den styrring. At tage tingene i egen hånd, og ikke miste sig selv. Og jeg er sgu stadig ikke kæmpe god til det. Må stadig arbejde med dig. Men bare dét at blive BEVIDST om, hvordan tingene hænger sammen, gør det så meget lettere at arbejde med. Forstå hvad der sker, og hvorfor det sker. At prøve at håndtere ting mere hensigtsmæssigt. (Det lyder sgu lidt frelst det her !). En af de ting, der står mig soleklart i dag er, at man får hvad man giver. Den udstråling du udsender får du igen. Irmas gamle “Smil det smitter”- klistermærker er så såre enkle og rammende. “Smil til verden” og den smiler til dig”. Sådan er det. Du får, hvad du beder om. Så hvis du vil være et godt menneske, skal du først være god ved dig selv. Hvis du vil kunne holdes ud, skal du først kunne holde dig selv ud.

Alt dette er jo ikke helt omkostningsfrit. Jeg har mistet mange mennesker undervejs. Især på bekostning af at sige fra. At mærke efter. Og gøre det, der gav MIG en god følelse. At sige de ting, jeg føler og tænker. At være ærlig. Og autentisk. At være MIG ! Det koster. Jeg oplevede mennesker tog afstand fra mig, blev vrede på mig, slet ikke kunne forstå mig, ikke kunne kende mig. Jeg oplevede at blive kasseret, fordi jeg ikke længere kunne “bruges”. Men.. det betød ikke længere så meget. Jo.. selvfølgelig gjorde det sgu da ondt. Men.. jeg fik bare så mange andre dejlige mennesker og dejlige ting i mit liv, som betyder noget helt andet, noget dybere for mig. Der lukkede sig nogle døre – men der åbnede sig så sandelig også nogle nye. Værdier ændrer sig, når man ændrer sig selv.

Det jeg har i dag er meget mere… mig. Mennesker der vil mig det godt. Mennesker der sætter pris på mit venskab. Mennesker der ikke bare kasserer mig, fordi jeg gør noget dumt. Siger noget dumt. Jeg har det bedre med mig selv en nogensinde før. Jeg har stadig nogle store ting at arbejde med. Men det er okay. For jeg er ikke perfekt. Har heller ikke brug for at være det. Jeg er MIG… på godt og ondt. Jeg øver mig på livet. Og det vil jeg nok altid gøre. Det bedst jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at SIGE FRA ! Sige NEJ ! At sige hvad jeg føler og tænker ! At sige højt, hvad ting gør ved mig. At passe på MIG. Også selvom det nogle gange ikke er på den smarteste og mest yndefulde måde. Så er det det hele værd.

TAK til alle jer som holder ved og holder ud. TAK til alle jer som ikke er i mit liv mere – Uden jer, var jeg ikke nået her til. For at nå til det gode, må man tage det onde med. Er taknemmelig.

Så.. jeg er absolut verdens værste veninde. Men hold kæft hvor er jeg glad for, at være MIG =O)