Søndag d. 17.06.12

Kender du det, at et menneske i dine omgivelser ændrer adfærd ? Kender du det, at der er nogen der med dyb forargelse fortæller dig om en du kender, der pludselig ter sig fuldstændig åndssvagt, og gør nogle dybt underlige ting, som de fleste tager dyb afstand fra ? Eller at du selv møder en oplever en ven / bekendt, du ryster på hovedet af, for hvor fanden har vedkommende lige sit hoved henne ?

Kender du det, at tage afstand fra et menneske du kender, fordi du føler vedkommende opfører sig mærkeligt ? Anderledes ? Måske lidt pinligt. Respektløst. Destruktivt ? Jeg gør det selv. Tager afstand. Desværre.

Jeg har altid mærket den her med afstand. Før jeg vidste, jeg havde Borderline, og kunne begynde at arbejde med det, oplevede jeg ofte, at mine omgivelser tog afstand fra mig. Altid når jeg havde det skidt, og havde aller mest brug for der var nogen.
Jeg kunne være allerhelvedes destruktiv. Både overfor mig selv og overfor min omgivelser. En rigtig forbandet dum kælling. Indeni sad en lille bange pige og skreg : SÅ HJÆLP MIG DOG ! KAN I IKKE SE JEG HAR DET A HELVEDE TIL !

Den sidder helt tilbage fra min barndom. Uanset hvordan jeg havde det, manglede hånden der rakte frem i mod mig. Så… i stedet for blev jeg bare skide provokerende. Lavede en masse lort. Var hård a helvede til. Uden på. For der var ikke rigtig nogen til at favne den bange pige indeni. Så jeg måtte selv passe på hende. Ved at have en rigtig uhensigtsmæssig adfærd.

Gør det stadig. Af angst for afvisning. Ikke at blive set. Ikke at blive mødt. At blive afvist. Bliver jeg stadig en dum kælling, når jeg har det skidt. Mest overfor min kæreste. Og den bange pige skriger stadig : HJÆLP MIG !
Jeg isolerer mig fra mine omgivelser. Lukker mig inde. Tager ikke telefonen. Vil ikke tale med nogen. Kan ikke rumme nogen. Stoler ikke på mig selv, hvis jeg går ud for døren. Lunten bliver utrolig kort. Havde jeg fanget de knægte der smadrede min rude den anden dag, havde jeg slået dem i stykker. Det er ikke ret hensigtsmæssigt. Og når jeg endelig er ude, piver jeg for et godt ord. Er hamrende kortluntet. Bliver helt vildt let utålmodig, irriteret og ukonstruktiv. Så jeg lukker mig helst bare inde. Så kan jeg ikke lave så meget lort.

Men her i min isolation hungrer jeg efter et menneske, der tager mig under armen og fortæller mig præcis, hvad jeg skal gøre. Et menneske der bare lytter. Og guider mig ud i lyset. Et menneske der OGSÅ elsker mig, når jeg er dumme Charlotte. Jeg er ikke dum, fordi jeg godt kan lide at være dum. Jeg er dum, fordi jeg har et stort hul i maven, fyldt med sorte ting, hvor lyset ikke kan komme ind. Det gør pisse ondt. I krop. I sjæl. I sind. Nogen gange kan det være så forbandet svært at komme ud selv.

Puha.. kan sgu godt mærke jeg er rigtig ynkelig lige nu. Får pisse ondt af mig selv. … Nej.. egentlig ikke af mig selv. Mest af mine børn. De mærker det. Tydeligt. Min datter er så præget af det. At passe på sin mor. At føle ansvar for, at mor er glad og okay. Der har ikke rigtig været nogen til at hjælpe hende med det. Og jeg har ikke formået det. For jeg kan sgu ikke engang altid hjælpe mig selv. Min søn er bedre til det. I hvert fald at abstrahere fra det. Men han mærker det lige så meget. Kan se alt på mig. “Mor er der noget galt”.

Siden foråret. Eller… tidligt på året. Har jeg følt mig stresset. Jeg har haft flere og værre smerter end jeg plejer at have. Er kronisk træt, og har absolut ingen energi. Jeg bliver hurtigere følelsesmæssigt påvirket. Ryster under det mindste pres. Føler mig ofte handlingslammet. Min mave ter sig råddent. Mit hoved dunker. Min søvnrytme er til at lukke op og skide i. Har det bedst om natten, når alle andre sover. Har sagt højt, at jeg har stress. Men.. Charlotte har jo også Borderline. Så mon ikke bare det er det ? Jeg er også i overgangsalderen. Så jeg kan sgu da ikke blive mere fucked up. Eller kan jeg ? Er lige parat til at lade mig indlægge og få nogen til at lægge tingene i kasser : Det her er stress. Det her er Borderline. Det her er overgangsalder. Lige nu er det hele bare en gang lort i hovedet. Og for helvede hvor jeg savner at være glad. At være i lyset. At mærke ro i kroppen. Tog en stribe stresstest på nettet i går. De bimlede alle ud i det røde felt. Hvad fanden gør man så ? Går til læge ? Æder nogle piller ? Hvad gør man ?

Midt i det her sorte lort er det gået op for mig, at der er sgu ikke nogen mennesker, der opfører sig tåbeligt fordi de er nogle idioter. Mennesker opfører sig dumt, fordi de har det a helvede til. Der er bare ikke nogen, der gider tage sig af det. Vi er så opslugt af vores eget, at vi ikke magter mennesker der gør dumme ting, eller har det skidt. Vi ser den anden vej. Vi SER ganske enkelt ikke de signaler vores omgivelser sender til os. Vi ser ikke de små råb om hjælp, der kommer til os. Nej. Vi kigger bort. Har nok i os selv. Vi vil hellere sladre om de mennesker, der gør mærkelig ting og opfører sig dumt, end at bekymrer os om, hvorfor de gør det. Vi vil hellere snakke bag deres rygge, end at gå til dem og spørge : Er du okay ? Er der noget jeg kan gøre for dig ? Tænk over det. Vil du ikke gerne have, der er nogen der rækker dig end hånd, hvis du har brug for det ?