Lørdag d. 10. marts 2012
Bliver sådan overrumplet af en overvældende hovedrysten og opgivenhed, når jeg hører politiske udmeldinger i radio og tv. Er ikke bange for at indrømme jeg stemmer rødt. Har jeg altid gjort. Er opflasket med det. Men… skammer mig så vanvittigt over vores politikere.
Man kan sgu ikke længere skelne mellem rød og blå blok. Det er en pærevælling, af sammenkogt kompromispolitik, hvor alle løber fra deres løfter og deres græsrodsværdier.
Det handler mere om popularitet. Magt. Eller hvad helvede det nu er. Måske den fede hyre og rampelyset. Ved det sgu ikke. Det handler i hvert fald bare ikke om politik. Det er en ren børnehave på Christiansborg. Der bruges mere tid på at svine hinanden til, og på ligegyldige diskussioner, ugennemtænkte forslag og ævl og bævl end der bruges på rent faktisk at komme frem med nogle resultater, politikerne kan være stolte af.
Min kæreste og jeg har debatterede demokrati kontra diktatur op til Putins valg i Rusland. Ja. Skriver Putins valg, for der herskede ingen tvivl om, at han blev genvalgt.
Under et tv-interview udtaler en Putin-tilhænger, at landet slet ikke ville kunne administrere demokrati. Befolkningen er ikke klar til det. Det er sådan jeg har det med Danmark. Vi har været pisse gode til Demokrati. Det er bare gået vildt tilbage for os. Hvad fanden er snart Demokrati, når vores regering og vores politikere har mistet deres troværdighed ? Er det et holdbart demokrati ? Vi stemmer og vi vælger, men vi kan sgu ikke regne med, hvad helvede det er vi vælger. Jo.. vi vælger mellem pest eller kolera, fordi alle grænser og linier i partierne er brudt op. Der er ikke længere noget at vælge imellem, for alle er stort set ens.
Savner min helt pure ungdom. Oplevede de sidste krampagtige græsrodstider. Den gang man stadig kunne ryge op ad sofaen og ud på gaden og demonstrere, når der var noget man ikke fandt sig i. Dengang ord som solidaritet, retfærdighed og velfærd havde en betydning. Dengang vi kæmpede for vores samfund og vores samfundsret.
Hvad er der sket med os danskere ?? Er vi blevet ligeglade ? Har vi givet op ? Har vi nok i os selv ? Hvad hvad hvad ??? Hvorfor er det lige de unge ikke er på gaden og kæmpe for deres SU ? Hvorfor er det lige vi pårørende ikke er ude og kæmpe for vores gamle og syge ?
Har lige sat et link på FB om en organisation der har samlet 2 mill. FRIVILLIGE i USA, der kæmper for at få stoppet verdens mest eftersøgte mand Uganda ! Han har en hær bl.a. bestående af afrikanske børn, som han kidnapper, og får til at torturere og skyde andre. Pigerne bruger han som sexslaver. Ikke fordi han kæmper for en sag, eller har en grund. Han vil bare have magt. Intet andet. Bevægelsen arbejder for at synliggøre denne mand, for at fastholde USA i at fange ham. Det har taget ophavsmanden 8 år, at nå dertil, hvor de er nu. Se meget mere på http://www.kony2012.com/
Se filmen på linket. Eller på min FB-side. Den varer i 30 min. men er al tiden værd.
Denne historie handler netop om, at stå sammen og kæmpe for en sag. Om solidaritet. Om at gøre noget. Om empati, engagement, og tro på, man kan gøre en forskel. I al sin rædsel er det en utrolig smuk historie om, virkelig at kæmpe for noget.
Har vi danskere mistet evnen til at kæmpe ? Til at stå sammen ? Støtte og hjælpe og handle for en sag ? Har vi helt mistet følelsen af noget kan betale sig, at noget kan lykkedes ? Har vi mistet os selv ? Gider vi bare ikke – for vi har det jo meget godt, og dem der ikke klare det så godt eller bliver gamle eller syge, eller springer fra en uddannelse fordi de ikke har råd,…. de er sgu selv ude om det ? Har vi ikke længere nogen ansvarsfølelse ? Det er vores børn og vores børnebørn, der skal overtage det samfund vi efterlader dem. Kan vi se os selv i øjnene og sige vi har efterladt det bedste vi kunne ? Om det er rødt eller blåt er jeg ligeglad med. Bare der bliver rettet op på de politiske ubalancer der præger vores samfund og Christiansborg, som det er nu. Vi skal tilbage til dengang man kunne se forskel, og vi vidste hvad vi stemte på, når vi gik i boksen. Kan vi sige til vores efterfølgere uden den mindste tøven, at vi har efterladt dem et solidt demokrati og et trygt velfærdssamfund ?