Lørdag d. 10. marts 2012

Bliver sådan overrumplet af en overvældende hovedrysten og opgivenhed, når jeg hører politiske udmeldinger i radio og tv. Er ikke bange for at indrømme jeg stemmer rødt. Har jeg altid gjort. Er opflasket med det. Men… skammer mig så vanvittigt over vores politikere.

Man kan sgu ikke længere skelne mellem rød og blå blok. Det er en pærevælling, af sammenkogt kompromispolitik, hvor alle løber fra deres løfter og deres græsrodsværdier.
Det handler mere om popularitet. Magt. Eller hvad helvede det nu er. Måske den fede hyre og rampelyset. Ved det sgu ikke. Det handler i hvert fald bare ikke om politik. Det er en ren børnehave på Christiansborg. Der bruges mere tid på at svine hinanden til, og på ligegyldige diskussioner, ugennemtænkte forslag og ævl og bævl end der bruges på rent faktisk at komme frem med nogle resultater, politikerne kan være stolte af.

Min kæreste og jeg har debatterede demokrati kontra diktatur op til Putins valg i Rusland. Ja. Skriver Putins valg, for der herskede ingen tvivl om, at han blev genvalgt.
Under et tv-interview udtaler en Putin-tilhænger, at landet slet ikke ville kunne administrere demokrati. Befolkningen er ikke klar til det. Det er sådan jeg har det med Danmark. Vi har været pisse gode til Demokrati. Det er bare gået vildt tilbage for os. Hvad fanden er snart Demokrati, når vores regering og vores politikere har mistet deres troværdighed ? Er det et holdbart demokrati ? Vi stemmer og vi vælger, men vi kan sgu ikke regne med, hvad helvede det er vi vælger. Jo.. vi vælger mellem pest eller kolera, fordi alle grænser og linier i partierne er brudt op. Der er ikke længere noget at vælge imellem, for alle er stort set ens.

Savner min helt pure ungdom. Oplevede de sidste krampagtige græsrodstider. Den gang man stadig kunne ryge op ad sofaen og ud på gaden og demonstrere, når der var noget man ikke fandt sig i. Dengang ord som solidaritet, retfærdighed og velfærd havde en betydning. Dengang vi kæmpede for vores samfund og vores samfundsret.
Hvad er der sket med os danskere ?? Er vi blevet ligeglade ? Har vi givet op ? Har vi nok i os selv ? Hvad hvad hvad ??? Hvorfor er det lige de unge ikke er på gaden og kæmpe for deres SU ? Hvorfor er det lige vi pårørende ikke er ude og kæmpe for vores gamle og syge ?
Har lige sat et link på FB om en organisation der har samlet 2 mill. FRIVILLIGE i USA, der kæmper for at få stoppet verdens mest eftersøgte mand Uganda ! Han har en hær bl.a. bestående af afrikanske børn, som han kidnapper, og får til at torturere og skyde andre. Pigerne bruger han som sexslaver. Ikke fordi han kæmper for en sag, eller har en grund. Han vil bare have magt. Intet andet. Bevægelsen arbejder for at synliggøre denne mand, for at fastholde USA i at fange ham. Det har taget ophavsmanden 8 år, at nå dertil, hvor de er nu. Se meget mere på http://www.kony2012.com/

Se filmen på linket. Eller på min FB-side. Den varer i 30 min. men er al tiden værd.
Denne historie handler netop om, at stå sammen og kæmpe for en sag. Om solidaritet. Om at gøre noget. Om empati, engagement, og tro på, man kan gøre en forskel. I al sin rædsel er det en utrolig smuk historie om, virkelig at kæmpe for noget.
Har vi danskere mistet evnen til at kæmpe ? Til at stå sammen ? Støtte og hjælpe og handle for en sag ? Har vi helt mistet følelsen af noget kan betale sig, at noget kan lykkedes ? Har vi mistet os selv ? Gider vi bare ikke – for vi har det jo meget godt, og dem der ikke klare det så godt eller bliver gamle eller syge, eller springer fra en uddannelse fordi de ikke har råd,…. de er sgu selv ude om det ? Har vi ikke længere nogen ansvarsfølelse ? Det er vores børn og vores børnebørn, der skal overtage det samfund vi efterlader dem. Kan vi se os selv i øjnene og sige vi har efterladt det bedste vi kunne ? Om det er rødt eller blåt er jeg ligeglad med. Bare der bliver rettet op på de politiske ubalancer der præger vores samfund og Christiansborg, som det er nu. Vi skal tilbage til dengang man kunne se forskel, og vi vidste hvad vi stemte på, når vi gik i boksen. Kan vi sige til vores efterfølgere uden den mindste tøven, at vi har efterladt dem et solidt demokrati og et trygt velfærdssamfund ?

Tirsdag d. 6. marts 2012

Så må man da lige op i det røde felt igen !! – Kan sgu ikke være sundt for helbredet, hele tiden at blive hysterisk !!!

Min lille Momse på 92 år. Årh min kære Momse. Som har taget sig så meget af mig, når min mor ikke var i stand til det. Som er en hel historie for sig selv. Min elskede lille Momse.
Hun er blevet en tudsegammel lille kone, som hverken kan høre eller se eller huske fra næse til mund. Min lille momse har altid været en stærk kvinde, som har klaret sig selv, og arbejdet fra hun var tøs til hun blev pensionist. Hun har mistet rigtig mange hun havde nær. Også 2 børn. Senere en 3. Og en hel del søskende.

Da min momse mistede en af sine 2 nærmeste søskende, begyndte hendes hukommelse at svigte, og hun bevægede sig stille og roligt ind i sig selv, og tingene blev efterhånden mere og mere uoverskuelige for hende. I starten tog min Moster sig af alt. Ringede til hende hver morgen. Så til hende to gange om dagen. Sagde altid godnat om aftenen – enten gik hun derind eller ringede. Min dejlige moster tog sig bare af alt, og sørgede også for at min momse fik den hjemmehjælp hun kunne få, fik mad udefra, fik leveret sin medicin osv osv osv. Hun tog sig virkelig af alt, og var det tætteste momse havde. Da min Momse også mistede hende til kræften, gik det for alvor stærkt. … puha.. hvor jeg dog savner min dejlige moster.. den eneste der var tilbage som altid kaldte mig “min pige”. Som skrev og ringede bare for at fortælle mig hun elskede mig.

Min dejlige savnede Moster havde altid bøvl med hjemmeplejen.. eller Apoteket.. eller noget andet. Der var aldrig rigtig noget af det her “offentlige”, der bare fungerede. De blev ikke som de skulle og så på Momse tog sin medicin. Så den fandt Moster på gulvet senere. Jeg kunne skrive en hel roman, om alle de ting min Moster måtte rode med.

Min “søster” og jeg tog over, da min kære Moster måtte forlade os. (Fuck hvor jeg dog savner hende !)
Sidste efterår følte vi at alt det her “offentlige” inkl. hjemmeplejen endelig fungerede som det skulle. Der var ro på, og det værste vi oplever, er at der stadig kan ryge en pille på gulvet i ny og næ, fordi nye SHére ikke er opmærksomme på, de skal se hende tage sin medicin. Men det er småting i forhold til, hvad min Moster måtte rode med.
(Har en mistanke om, de ikke har tid til at kigge i journal før de går ind til for dem ukendte beboere).

Kort før nytår modtager min Momse et brev fra kommunen, som varsler de her revisiteringer, og at Momse skal forvente besøg i starten af det nye år – mandag d. 23. januar. Den dag kunne hverken min søster eller jeg være tilstede. Dette skriver min søster i en mail til visitatoren, hvor hun samtidig nævner en hel række datoer, hvor en af os kan være der, når mødet hos Momse skal afholdes. Hun understreger det er vigtigt, at en af os deltager. Denne mail, får hun aldrig svar på.

Alligevel dukker visitatoren op på den nævnte dato – uden vores vide – og afholder møde med min Momse. Momse, som stadig fortæller os, at hun da går en tur rundt om blokken, hver eneste dag, trods hun aldrig sætter sin fødder uden for en dør. Momse, som stadig tror hun selv laver mad, og spørger efter sin afdøde datter “Hvor er det nu Lise er flyttet hen ?” Dette bliver min søster og jeg meget meget fortørnet over, og min søster sender endnu en mail, hvor hun tilkendegiver vores forundring og frustration, og vores undren over ikke at have modtaget et brev, hvori vi kan læse, hvad der så er deres tilbud til Momse. Om noget er ændret, eller hvad mødet har indeholdt. Denne får hun heller ikke svar på.

Vi valgte at lade den ligge, fordi vi umiddelbart kunne se at hjemmeplejen kom lige så tit, som de gjorde tidligere, og umiddelbart udførte de samme opgaver. Indtil for ganske nylig, hvor jeg stødte på en af det faste personale hos Momse. Her får jeg oplyst, at Momse da stadig har de samme tilbud om hjælp – MEN der er bare blevet skåret i tiden til at udføre opgaverne i. De skal altså stadig udføre de samme opgaver – bare indenfor en kortere tid !

I morges ringer jeg så til visitatoren, der har været hos Momse, for at få afklaret og forklaret de her ting. Visitator undrede sig meget over min henvendelse, da hun dels bestemt mente, at hun da havde siddet forgæves og ventet på os … d. 23. januar, og så havde besluttet at gennemføre mødet uden os. Dels fordi der da ikke var taget noget hjælp fra min Momse : Hun havde da de største “hjælpepakker” man kunne få, både morgen og aften. Jeg prøvede forgæves at forklare visitatoren, at det jo ikke handlede om de her pakker, men om, at der ikke var tid nok hos min momse. Hvortil visitator siger :”Nu skal vi jo ikke fokusere på tid men på de tilbud din mormor har”. Det endte med, at hun ville kontakte teamgruppen i min Mormors område, for at “undersøge problematikken, og finde ud af, hvad det er de ikke kan”.

For fanden det er da frustrerende !!! Man kan sgu da ikke skjule tiden i “flotte pakkeløsninger” og bare tro det hele går, for nu kalder man det en hjælpepakke !!

Gud hjælpe mig om jeg så ikke i avisen fra i går – mandag – ser en artikel, hvor der med store fede bogstaver står “Lolland Kommune har succes med nyt indsatskatalog – Millioner er sparet” !!!!

Læser med større og større foragt om det her fantastiske tiltage kommunen har lavet, hvor vi virkelig hjælper vores borgere samtidig med at kommunen sparer penge. Omrokering af ressourcer så de mere selvhjulpne får mindre hjælp, og dem som har et større behov for mere konstruktiv hjælp, hvilket så giver en stor besparelser. GU HELVEDE GØR DE DA EJ ! DE TAGER TIMERNE FRA DE ÆLDRE – UANSET OM DE ER LIDT ELLER MEGET SELVHJULPNE, LÆGGER BYRDEN PÅ HJEMMEPLEJEN, OG FORVENTER DE RENDER LIVET ENDNU MERE AF SIG, END DE HELE TIDEN HAR GJORT, FOR DEN SAMME USLE LØN, MENS DE SIDDER PÅ DERES RØV OG DÆKKER SIG IND UNDER FLOTTE ORD SOM “SMÅ, MELLEM OG STORE HJÆLPEPAKKER” OG BRYSTER SIG MED DERES FANTASTISKE INDSATS !!

Det river i mig af arrigskab og igen.. jeg har ganske enkelt ikke ram nok i hovedet til at lagre og forstå, at de her ting virkelig sker. Jeg har fanme slet ikke fatteevne til det altså.

Den gamle fagforenings-Charlotte skriger på strejke fra hjemmeplejen – Hvordan fanden kan de holde ud at arbejde under sådan nogle vilkår ???

Og hvordan fanden kan vi byde vores ældre og svage borgere sådan noget lort ??

Kære hjemmepleje : Strejk for helvede ! Det er kun jer der kan sige STOP NU !
Min største respekt for jeres arbejde. Men hvordan fanden kan i holde det ud. ?

Kan man strejke som pårørende ????