I 9 lange år, har jeg i bogstaveligste forstand måtte TRÆKKE mine unger gennem folkeskolen. Den yngste har et par måneder tilbage i 10 kl.
Det har på mange måder været et sandt helvede. Inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg bede jer have for øje, at jeg – trods alt der må komme, heldigvis også har mødt nogle fantastiske lærere med stor tålmod og brændende ønske om, at ville ungerne noget godt, igennem vores tid med folkeskolen.
Ingen af mine unger har været særlig begejstret for at gå i skole. Har ikke tal på hvor mange gange jeg har stået skoleret til møder på kontoret, fordi mine unger har lavet ballade, har haft meget fravær, ikke har lavet lektier, og ja.. you name it.
De er sgu ikke dumme. Mine unger. De har bare aldrig rigtig passet ind i de her forældede, meget ensrettede og “stramme” folkeskolerammer. Jeg har begået den meget store dumhed, at fortælle dem at det er okay at sige fra. Også overfor voksne. At man sgu ikke skal finde sig i at blive råbt a og talt grimt til. At det er okay at sige : “jeg vil rigtig gerne høre, hvad du har at sige, når du kan sige det ordentligt til mig”. Og det har de gjort. Nok ikke lige med de ord. Men.. de har aldrig lagt skjul på, at de ikke gider finde sig i dårlig behandling.
Jeg ved godt, at folkeskolen med de lærere der er, er underlagt et stort politisk pres, og konstant bliver ramt af sparekniven. Det er den uendelige “undskyldning” der beskytter lærerne. MEN det koster sgu ikke penge at opføre sig ordentlig ! Det koster ikke penge, at tilrette undervisningen, så ungerne rent faktisk har lyst til at være der. Det koster sgu ikke noget at skabe et imødekommende miljø, hvor ungerne virkelig føler at skolen VIL dem, og ØNSKER de skal få noget god ud af at komme, og ikke gå derfra med en følelse af de er for dumme til at være der.
Mit største problem som mor har været at prøve at gennemskue, om det hele handler om, at få nogle pæne karaktertal på landsstatistikken, eller om det handler om, at være med til at skabe nogle harmoniske voksne, der er ivrige af at lære alt, hvad der er værd at lære.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange mine unger er skredet fra skolen i frustration. Det burde slet ikke forekomme. Børn bør slet ikke være frustreret, og da slet ikke i skolen !
Børn skal være GLADE når de går derhen og trætte og GLADE når de kommer hjem. De skal sgu ikke være kede af det i folkeskolen, hvor de tilbringer de første mange år af deres liv.
Man har mange regler om opførsel i skolen. “Du må ikke løbe på gangen”. “Du må ikke være inde i det store frikvarter”. Der er også regler om, at man skal behandle hinanden pænt. Det er bare som om, de regler kun gælder for ungerne. Hvad med lærerne ?
Mine unger har meget ofte følt en enorm uretfærdighed. Hvorfor må de voksne godt tale grimt, når vi ikke må ? DET MÅ DE HELLER IKKE !!! Men det gør de bare. For hvem “skælder” dem ud ?
Et er, at ungerne skal lære at læse og skrive og regne, og hvad hovedstaden hedder i England. I min verden er det vigtigere, at lære sociale færdigheder, at føle sig godt tilpas, og at tro på det hele, og at det er okay, at have en mening. Og den behøver IKKE være den samme som alle andres eller som lærerens. Det er det ultimative fundament for at lære alle de andre ting.
Det glemmer man vist i skolen.
Det jeg egentlig vil sige, er, at det er hamrende vigtigt at lære børnene nogle almene menneske-begreber, og hjælpe dem til at tro på sig selv, og blive nogle hele mennesker. Hvad hjælper det de kan læse og regne, hvis de slår gamle damer ned på gaden og skider på alt og alle.
– Hvis man ønsker at børn skal respektere hinanden og andre, skal man allerførst respektere dem.
– Hvis man ønsker børn skal høre efter og lytte, skal man først og fremmest starte med at lytte til dem.
– Hvis man ønsker de skal “spille fair play”, være ærlige og stå ved sig selv, skal man allerførst udvise dem retfærdighed, og erkende sine egne “fejl og mangler”.
Listen er lang, men jeg tror i har fanget pointen.
Den der med “i skal ikke gøre som mig, men gøre som jeg siger” – Den holder sgu ikke i retten vel.
Som jeg nævnte tidligere. Mine børns og mit største held, har været, at der i mængden af lærere, heldigvis har været nogen der oprigtigt har villet dem det godt. Uden dem, havde ingen af os klaret folkeskolen.